nyt håb

[Zarakiel Morin]

Zarakiel blev lidt bare lidt og lod Myia hænge mod ham, "du skylder mig intet det er det mindste jeg kunne gøre for en der var faldet at hjælpe hende op igen" sagde han med en blød stemme inden han rejste dem begge ordenligt op og stå, "kom med mig du har brug for at slappe af inden du går nogen steder" sagde han med et smil og begyndte roligt at føre dem ud af templet. Da de kom ud virkede lyset varmere blødere og bedre var det på grund af deres mangel af energi som gjorde at lyset roligt hjalp dem igen,
de gik roligt gennem byen de nye flotte vinger bag Myia's ryg glinsede op i solen og folket på pladsen kikkede med opvækket nysgerrighed mod hende, denne gang dog af under og ikke i had for en gang skyld kunne hun gå gennem alle disse mennesker uden de skulle brokke sig. 
Længere fremme oppe på en stor høj kunne et flot og stort hus ses, større en de fleste andre her boede Zarakiel selv sammen med en række af vagter tjenestefolk og andre mennesker som hjalp i hverdagen, det var rart med hjælp Zarakiel var tit træt efter alt det han skulle tage sig af. 
Da de kom tættere på og op af højen blev de igen budt velkommen af vagterne dog stoppede Zarakiel op igen og kikkede på Myia, "her er det så det er her jeg holder til det skulle nok kunne lade sig gøre og finde et rum til dig her til du får det bedre " sagde han med et smil og ventede på om hun ville med ind.

[Myia Destiny Flancker]

Myia var virkelig glad for alt det, som Zarakiel havde gjort for hende. Det her var virkelig, som at give hende livet igen.. Hendes værdighed, og noget som hun kunne være stolt af. Det var virkelig, virkelig fantastisk! "Du har givet mig mit liv tilbage.. Jeg.. jeg skylder dig virkelig.. virkelig meget for det her!" fastholdt hun stædigt, som han hjalp hende op på benene igen. Disse rystede tydeligt under hende, uden at hun faldt. Heldigvis.
At dette krævede tid med pause og hvile, så var det uden tvivl noget, som Myia gjorde, hvis det betød, at hun kunne være som enhver anden engel. Denne gang bevægede hun sig dog tydeligt frem med en helt anden stolthed, end hvad hun havde gjort frem til nu. Det betød meget.. Virkelig meget for hende, at det foregik på denne her måde. Hun smilede over hele ansigtet. Ikke havde hun været så selvsikker i årevis.
Det kom virkelig bag på hende, hvor meget Zarakiel gjorde for hende, uden egentlig at kende hende ordentligt. Dog var hun glad for det. Hun var virkelig glad for det, og særligt, når det var på denne her måde, at det foregik. Hun sendte ham et taknemmeligt smil. "Det.. det er virkelig alt for meget. Tak.. virkelig.. mange tak." Hun kunne jo næsten græde af glæde. Det var langt mere, end hvad hun havde turde at håbe på, nogensinde skulle ske for hende.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel satte sig på trapperne til huset bare lige for at få vejret ordenligt inden han gav et smil mod Myia, 
han var altid glad for at kunne hjælpe det var det han følte at han var der for  og det han levede for og efter han blev valgt som deres leder, han lagde igen armene på hendes skulder som hun blev ved med og takke ham, "du behøver ikke takke så meget jeg kan ikke klare og se folk være trist det var det mindste jeg kunne gøre for dig" sagde han med en svag og træt stemme inden tjenestefolket dukkede op ved døren og skyndte sig til deres side. 2 af dem fik fat i Zarakiel og begyndte at hjælpe ham ind til hans eget kammer, det så ud som om han allerede var ved og falde om, en anden tjenestepige kom til Myia og satte sig på hug foran hende "frue hvis de vil kan de følge med mig og få hvilet, deres krop må være træt jeg kan se herren har brugt mange kræfter" sagde hun i en blid stemme som hun rakte en hånd ud mod Myia, de havde et rum hun kunne bruge ned langs en af gangene i huset det var et fint stort rum dekoreret som resten af stederne, det ville bestemt være godt at få hende til og falde lidt til ro og slappe af inden hun gik nogen steder efter denne oplevelse. 

[Myia Destiny Flancker]

Myia følte, at det var på sin plads, at takke Zarakiel for alt det, som han havde gjort for hende, for det var jo heller ikke ligefrem småting. Derimod, var det mange af de rigtig store ting! "Jeg mener det virkelig.. det.. tak," sagde hun igen, som hun slet ikke vidste, hvad hun ellers skulle sige. For ham, var det måske ikke så stor en ting, men for hende, udgjorde det bare en kæmpe forskel, og det kunne hun jo heller ikke ligefrem vende ryggen til!
At de stoppede op foran døren til hans hjem, og han blev hjulpet indenfor, fik hende til at slippe ham, og se efter. Hvad skulle hun gøre nu? Hun havde jo ikke selv noget fast sted at være, og det kunne da uden tvivl godt mærkes, når det foregik på denne her måde. Hun vendte sig mod kvinden, som kom ud til hende. Selvom hun var tom for energi, følte hun sig helt gearet ovenpå det, som var sket. Hun havde rent faktisk fået sine vinger igen! Det var jo helt ufatteligt! Hun nikkede. "Det.. det lyder fornuftigt.. At komme ned at ligge," sagde hun med en ærlig stemme. Kvindens hånd, valgte hun derfor at tage imod. Hun var så sød.. alle heroppe, var jo så søde ved hende.

[Zarakiel Morin]

Tjenestepigen fulgte Myia mod hendes værelse et stort værelse for enden af en af gangene i huset, døren gik op og pigen viste Myia indenfor, det var stort, lyst, gulvet var af hvidt marmor og sengen var stor næsten stor nok til 3 mennesker, 
der stod et mindre stenbord i samme hvide farve som resten af rummet i den ene ende, "jeg håber rummet er behagende " sagde pigen hurtigt inden hun begyndte og gøre sengen klar med rent og nyt sengetøj, "vi får ikke tit besøg her inde, de fleste ser det som en stor ære at være her hvilket herren ikke bryder sig om han vil bare gerne have folk ser ham som alle andre fra tid til anden, han så meget glad ud" sagde hun med et smil inden hun gav et lille buk fra sig og bevægede sig ud af døren så Myia kunne få sig noget ro.
Zarakiel lå i sit personlige rum lidt som de andre dog større, han var allerede faldet godt hen og lå nu bare og kikkede op i det store loft for oven og tænkte, *sikke en dag men det var en god ting* han smilet lidt for sig selv inden øjnene roligt faldt hen og søvnen slog ind, der gik mindst et par timer før han igen fik øjnene op og kikkede lidt søvnig rundt 
hvor længe havde han sovet, han satte sig roligt op rettede lidt på tøjet hvordan mon Myia havde det tænkte han lidt for sig selv. 

[Myia Destiny Flancker]

Det store værelse, som Myia blev vist til, overraskede hende virkelig, da det slet ikke var et værelse, af en stand, som hun nogensinde havde regnet med, at skulle sætte sin fod i! Hendes hjerte begyndte at hamre. Det måtte være skæbnen.. Endnu en gang, var hun rent faktisk kommet hjem!
"Det er virkelig, virkelig smukt," sagde hun med en tydelig glad stemme. Særligt, når det måtte foregå på denne her måde, så var det da helt igennem fantastisk! Der kom rent sengetøj på, og hun blev ladt alene. Hun smilede let for sig selv. Zarakiel var uden tvivl en rigtig god mand. Tænk bare på alt det, som han havde gjort for hende.
Sengen strøg hun hånden over, inden hun stillede sig foran et af spejlene, som stod i værelset. Hun forsøgt at brede vingerne, også selvom det gjorde ondt. De føles helt.. stive? Det skulle nok komme. Det var noget, som hun måtte være overbevist om. Selvom hun burde hvile, var hun endnu alt for gearet til at gøre det. Tænk engang, at hun igen kunne kalde sig for en ren engel! Sengen satte hun sig på. At sove, var helt uaktuelt. Hun følte sig slet ikke så træt, selvom hun måske var i hovedet.. men ikke øjnene. Hun var bare lykkelig.. For en gangs skyld, var det hende, som var lykkelig!

[Zarakiel Morin]

efter Zarakiel endelig var vågnet ordenligt var det vist på tide at bevæge sig hen for at se hvordan det så ud med Myia,
værelset lå egentlig ikke så langt væk og nu hvor hans energi var begyndt at komme tilbage kunne han bevæge sig ordenligt uden problemer, døren blev åbnet til hendes værelse og Zarakiel bevægede sig roligt ind bare lige for at se hvordan det gik hun så da ud til og være vågen,"jeg går ud fra det ikke må være nemt og få ro efter den oplevelse"svarede han stille og roligt mens han kikkede i retningen af hende,han kendte det egentlig godt selv og havde tit og ofte prøvet at blive spændt over noget hvorefter det bare ikke var muligt at sove ordenligt bagefter,
"pigerne her gør altid så meget for mig det rart og have hjælp...og gæster" sagde han og gav et smil af fra sig inden han igen bevægede sig længere ind og tog et kik rundt,han kendte jo godt værelserne men selv for ham var det stadig et rigtig rart og flot sted at bo,
det var nu hans øjne fangede de hvide lyse vinger på ryggen af Myia og han bevægede sig tættere på hende for at tage et kik, han lagde en hånd mod den ene vinge og strøg langs den blød og fin som den burde, "det ser vist ud til at de er vokset godt så snart ømheden er væk burde du være i stand til og flyve med dem igen de meget flotte" sagde han med en fortsat rolig stemme og kikkede hende i øjnene igen.

[Myia Destiny Flancker]

Det havde været helt umuligt for Myia at sove det mindste, og derfor havde hun bare opgivet det. Det var smukt.. og hun følte sig lettet og alt muligt. Det var en helt ubeskrivelig ting, som hun følte indvendig, over at sidde der, som hun gjorde det lige nu. Tanken om, at være hjemme, hvor englene hørte til, var uden tvivl det bedste af det hele, og det var hun heller ikke bange for at indrømme overfor ham.
Som dørene gik op ind til værelset, rejste hun sig med det samme. Zarakiel kom ind. Allerede nu, måtte hun jo sande, at han så meget bedre ud. En rødmen tog til i hendes kinder. "Det har været umuligt for mig, at finde ro til at hvile mig.. Men De ser meget bedre ud.. Det må have været tiltrængt," sagde hun roligt. Hendes øjne fulgte ham, som han søgte rundt i værelset. Havde hun gjort noget forkert? Det var nok den frygt, som passerede hendes tanker mest.
At han søgte mod hende, for at stryge hendes vinger, fik det til at sitre. Hun kunne føle dem. De var der rent faktisk. "De fremstiller det næsten, som var de en ensom mand," kommenterede hun. Det var slet ikke noget, som han fortjente. Han fortjente uden tvivl bedre end det. Hun fumlede let med hænderne foran sig. "Jeg glæder mig til at kunne bruge dem.. så jeg kan leve som en engel igen.. Og det er jo alt sammen takket være dig." Automatisk greb hun ud efter hans hånd, som hun skænkede et let kys.

[Zarakiel Morin]

Det var nu hans tur til og rødme kysset tog han pænt imod og gengældte det ved og tage hendes hånd hurtigt,
ensom ? på en måde var han vel lidt ensom, han bevægede sig stille mod et vindue ved den ene væg og åbnede det mens han kikkede ud over de flotte enge for enden af byen inden han fortsatte med og tale, "jeg har ikke haft ordenlig gæster længe de fleste tilbeder mig nærmest som gud selv, det kan hurtigt blive for meget nogengange ville jeg ønske de bare ville se mig som en anden mand," sagde han lidt nedtrygt næsten mens blikket fortsat var rettet på skuet uden for vinduet,vinden pustede stille og let gennem vinduet og fyldte rummet med en duft a frisk græs mad fra byen for neden og den lyse sol, 
"nogen gange tænker jeg på om jeg gør nok ? ja folk er glade men der er så mange problemer i denne verden er de virkelig intet jeg kan gøre ved det ?" lød et næsten spørgene fra ham som han kikkede tilbage på Myia,
sådan var han vel nogengange en mand der tænkte for meget over hvad han kunne gøre eller burde gøre,
han ville altid hjælpe folk men samtidig følte han vel også at han aldrig gjorde nok ikke en god tanke og have det var rigtig nok,
men det havde været sådan så længe han kunne huske og dog vidste han også at det ikke ville være nemt, verdenen forneden var styret af konger og rådet her kunne han ikke gøre så meget uden tilladelse desværre.

[Myia Destiny Flancker]

Et smil passerede Myias læber, som hun vendte blikket mod hans skikkelse endnu en gang. Så god en mand, som han var, så forstod hun godt, at han blev tilbedt som en gud. Dog måtte det jo alligevel være en ensom tilværelse for ham, hvis det kun var sådan, at folk så på ham?
Vinduet lod hun ham åbne, hvor vinden var behagelig, selv for hende. Ikke at det var noget, som hun havde tænkt sig at lave om, og særligt, hvis hun kunne blive fri for det i den anden ende. "At du ikke gør nok? Hvorfor skulle du ikke gøre nok, Zarakiel? Du.. prøv bare at se, hvad du har gjort for mig.. Der er meget ondt i denne verden, men det er begrænset hvad et enkelt individ kan gøre ved det.." Hun søgte roligt hen til ham, for i stedet for, at lade hånden glide mod hans arm.
Et smil passerede hendes læber igen. Hun beundrede ham, for hans gå-på-mod, for det var langt større, end hvad hun ellers havde regnet med, nogensinde at skulle opleve. Det var da kun noget, som man måtte beundre! "Du er en god mand. Jeg er bare glad for, at jeg har fået muligheden, for at lære dig lidt at kende," tilføjede hun ærligt, inden hun selv vendte blikket ud mod det smukke Himmerige. Det var virkelig smukt.. og nu var hun endelig kommet hjem igen.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel lukkede øjnene lidt da hun tog fat i hans arm og talte, det var da rigtig nok han ikke kunne gøre alt alene det vidste han men hvis bare det var muligt tænkte han lidt,"det ved jeg det ved jeg men..hvad er meningen med den her styrke, magt den her krop hvis du ikke kan bruge den til og ændre ting" sagde han og sukkede lidt inden blikket atter blev vendt mod Myia, "det må du undskylde jeg forstår hvad du siger...en eller anden dag vil jeg gøre noget ved alt det rod der ude, alle de folk der slås og dræber hinanden uden grund det er ikke hvad vi er ment til og gøre" kom det afslappet fra ham,
"for nu dog er jeg bare glad for du er her det rart og have nogen at snakke med, nogen der forstår en" han gav et stort smil til Myia inden armene blev lagt om hende og et stort kram kunne mærkes, han slap kort tid efter igen tog hendes hånd og bevægede sig mod døren, "kom med nu hvor jeg husker det skal vi jo have fundet dig et sted og bo" sagde han med et tydeligt smil og glad stemme dette var den sidste ting han manglede og gøre for hende, den sidste ting der ville sørge for hun havde et godt liv igen,
at have et hjem her oppe var ikke en dårlig ting så ville hun have et sted og bo et sted hun kunne kalde sit eget en ting Zarakiel formente hun savnede.

[Myia Destiny Flancker]

Zarakiel var virkelig en stærk mand, hvilket var noget som Myia uden tvivl måtte have den store respekt for. Ikke at det var noget, som han havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på. "Du er stærk.. Jeg tror måske, at det er meningen, at du skal gøre forskel for den enkelte, og ikke i det store billede..?" spurgte hun med en rolig stemme.
At han lagde armen om hende, var slet ikke noget som Myia havde noget imod. Faktisk måtte hun jo erkende, at det var noget, som hun virkelig godt kunne lide. Hovedet lod hun derfor glide mod hans skulder.
"Jeg tror nu, at du gør en kæmpe forskel for den enkelte. Det var i hvert fald, hvad du gjorde for mig," sagde hun ærligt. Det var selvfølgelig noget, som alt sammen, betød frygtelig meget for hende. Langsomt vendte hun blikket op mod hans skikkelse igen. Smilet var naturligt.. det var bredt og det var varmt. Han havde jo faktisk givet hende en grund til at skulle smile igen, hvilket var noget, som virkelig betød meget for hende. Det var virkelig en verden til forskel, fra den kvinde, som hun normalt havde været! "Jeg gør bare hvad jeg kan," sagde hun denne gang med et glad smil, inden hun vendte blikket ud mod vinduet igen. Hun ville gerne snakke med ham.. Lære ham bedre at kende.
At Zarakiel slet ikke følte, at han var færdig med hende igen, fik et smil til at passere hendes læber. "Meget gerne," sagde hun glad. Tanken om, at hun kunne flytte hjem.. til englene igen. Den var virkelig fantastisk!

[Zarakiel Morin]

Zarakiel kikkede kort tilbage mod Myia som hun snakkede "kom vi kan finde noget og spise på vejen så kan vi også lede efter et sted til dig ", som dette blev sagt begyndet Zarakiel roligt og gå mod døren inden blikket atter blev vendt mod Myia, han åbnede døren og gik udenfor igen med hende solen var højt det var lyst varmt og egentlig en ret god dag, dagens tøj bestod af en let silkekåbe lavet i hvidt stof med guldstreger hans ynglings tøj helt bestemt.
De bevægede sig roligt mod byen igen man kunne næsten alerede høre folk nu det så ud til og være morgen allerede havde de sovet længere en han troede ? uanset hvad skulle de igang med dagen og Zarakiel kendte et perfekt sted og få noget at spise mens talen om hvad der skulle ske nu kunne fortsætte,
"hvordan går det med vingerne idag ?" spurgte han mildt, det var ikke nemt og bruge noget som der ikke havde været i brug i så lang tid især ikke i hendes tilfælde da hun jo havde mistet dem for lang tid siden.
Zarakiel fandt hurtigt stedet en fin lille kro i midten af byen bygningen selv var forholdsvis åben hvilket fik den til og se ret hyggelig ud folk sad langs bordene og kikkede mod springvandet i midten mens de grinte og spiste her kunne de nemt få en snak,
"lad os få noget og spise" kom det roligt fra Zarakiel som han gik ind og bestilte lidt forskelligt brød frugter og andet der kunne bruges om morgenen det tog ham dog lidt tid at betale da kvinden bag butikken havde svært ved og tage imod betaling fra Zarakiel selv men han mente at uanset hvem han var skulle det foregår som alle andre,
han satte sig ned ved et af bordene og ventede på Myia selv dukkede op

[Myia Destiny Flancker]

Zarakiel var så varm og venlig en mand, hvilket var noget, som i særdeleshed, skrev sig ind i Myias gode bog. Det var ikke noget, som hun kunne lægge skjul på. Hun nikkede. Noget at spise, ville gøre godt, inden hun ville finde et sted at være.. et sted at bo her i himlen. Det var en tanke, som virkelig gjorde hende rigtig, rigtig glad! Smilet passerede tydeligt hendes læber. "Det ville jeg virkelig sætte pris på," sagde hun med en glad stemme.
Vingerne spredte hun en anelse. De var endnu rigtig tunge for hende at løfte, men det blev da kun bedre og bedre med tiden, og det var noget, som hun uden tvivl, var rigtig glad for. "De føles tunge.. men det føles godt, at have dem. Jeg står i en evig gæld til dig, Zarakiel," sagde hun med en sandfærdig stemme, da hun endnu en gang, måtte kigge på ham.

Igen ønskede hun bare at lære ham bedre at kende, få noget at spise, og finde et sted at være. I hendes øjne, var det uden tvivl, hvad der skulle til. "Du kender stedet her bedre end mig.. Jeg vil gerne se det hele!" sagde hun med en glad stemme, som hun denne gang, tog omkring hans arm igen. Hun gav den et let tryk. Hun stolede på ham. Nok langt mere, end hvad hun følte, at hun kunne stole på nogen anden i hendes liv faktisk. Han havde jo rent faktisk hjulpet hende.

[Zarakiel Morin]

Da hun fortalte om sin lyst til og se mere smilte han blot rakte noget forskelligt ud til hende og spise frugter brød og sådan det var en god måde at starte dagen på i hans hoved,
"jamen hvis det er hvad du vil må vi jo se og komme igang vejret er specielt godt idag" svarede han med et smil inden blikket atter gled ud over pladsen.
Der var så mange ting at se det næsten var umuligt og kikke det hele igennem men de skulle jo starte et sted, Zarakiel rejste sig og tog Myias hånd atter igen som de fortsatte genem pladsen butikker og boder stod langs siderne og der var mange smukke ting man kunne kikke på, smykker, ringe, tøj af alle mulige slags, samt al den mad man ville få brug for, Zarakiel stoppede op ved en tekstil butik og vendte sig igen mod Myia, "kan jeg bede om din hjælp her ? ser du.. jeg er ikke helt god til det med kvindelig tøj og det var meningen jeg skulle hente en kjole til en af tjenestepigerne hende som fandt mig på jorden inden jeg kom her op så jeg har brug for hjælp til og se om den passer fint..du omkring den rigtige størrelse" forsøgte han fumlende og forklare kvinder havde aldrig været hans stærke side og han havde selvfølgelig brug for hjælp for at sikre sig købet så ordenligt ud, kinderne blev igen røde som han kikkede mod døren inden samtalen fortsatte, "så kan vi også finde noget til dig det ville være godt med ekstra tøj hvis du skal være her fra nu af " pointerede han især da dette sted var kendt for at supplere de højere magter med det fineste tøj.