nyt håb

[Myia Destiny Flancker]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Myia virkelig længtes efter at komme hjem igen. Hun var en engel.. Selvfølgelig ønskede hun at færdes omkring sine egne, så det var da heller ikke noget, som burde komme bag på nogen. Svagt måtte hun derfor bide tænderne sammen, som han spurgte om hun var sikker på, at hun var klar til det.. Blev man overhovedet klar til noget?
"Jeg benægter ikke, at jeg virkelig længtes efter at komme hjem," sagde hun ærligt. En engel blandt engle.. Her måtte hun da kunne føle, at hun ville være respekteret, ikke sandt? Hun sukkede let. "Du må virkelig ikke stille mig de spørgsmål," tilføjede hun med en dæmpet stemme. Tænk nu, hvis han fik hende til at tvivle? Det ønskede hun jo heller ikke ligefrem!
At der var steder for hende at være, var selvfølgelig en tanke, som gjorde hende glad og storslået tilfreds, men om det var noget som Zarakiel ville lade hende.. Det var jo straks en anden sag. Det var jo gået op for hende, at hun i øjeblikket, var omkring deres leder, hvilket naturligvis godt kunne mærkes. Var det en reel beslutning, som hun skulle ende med at tage? Hun blinkede let med øjnene, og så sig om, inden hun søgte længere ind mod midtbyen igen. Hun foldede hænderne let foran sig i stedet for, mens hun så sig om. Her var virkelig, virkelig smukt. Det var det smukkeste, som hun længe havde set. "Det er jo bare.. hjem.. selv for mig. Zarakiel... hvis det er.. er det muligt at få sine vinger retur?" spurgte hun denne gang med et håb i stemmen. Så ville hun da kunne få hele sin værdighed retur!

[Zarakiel Morin]

Zarakiel lagde mærke til tabet af glæde der forsvandt en smule som han spurgte til om hun var parat selvfølgelig var det dumt og spørge om dette, "det må du undskylde Myia jeg skulle ikke have spurgt om sådan noget men det er rigtigt der vil være rigelig plads her skulle det ske du ville blive her, jeg kan få vagterne til og finde et sted du kan være medmindre du finder noget du godt kan lide her ". 
De fortsatte gennem byen folk var ude glade og med snak gennem gaderne, bygningerne så gamle ud i en romersk stil bare en smule, her var mange mennesker på denne tid af dagen både folk der var døde og kommet her til og ægte engle med vinger og det hele, det her var det paradis Zarakiel elskede og se og det folk han elskede så højt at være blandt. 
"Du har ret Myia det her er i sandhed hjem et hjem jeg kan fornemme du har savnet," han rakte sin hånd ud en gang i mellem bare lige for at smide hendes opmærksomhed rundt på de forskellige huse bygninger og folk der gik rundt her, de fleste som lagde mærke til deres ankomst vinkede ivrigt og smilet mod dem, deres leder var her jo ham som havde gjort alt der kunne gøres for at stedet skulle være rart for alle, og da hun var i ledsagelse af ham blev Myia automatisk godkendt af folket de viste Zarakiel ikke ville tage noget væsen med her som ville folk ondt
da hun spurgte til vingerne måtte han kikke lidt tænkende på hende, "hmm det er en ting jeg selv har spekuleret over i lang tid måske..måske det muligt, jeg har aldrig forsøgt men du siger at de blev taget fra dig ? det kunne være det var muligt at genskabe dem i lyset da du ikke selv er gået frivilligt af med dem, men hvis der er en vej finder jeg den"
sagde han og vente sig ivrigt mod hende tog begge hendes hænder og gav et seriøst blik til hende det var tydeligt at det betød noget for Zarakiel at sørge for folk var glade her . 

[Myia Destiny Flancker]

Myia blev usikker, når Zarakiel spurgte om hun var sikker på, at hun var klar til det. Var der noget at blive klar til? Det var jo ligesom det, som gjorde hende utryg i denne situation, og det var slet ikke noget, som hun kunne lide at være. Hun rystede på hovedet. Det var virkelig ikke hans skyld, da han i hendes øjne, slet ikke havde gjort noget. Ikke som havde gjort hende ondt i hvert fald. "Det er ikke din skyld. Det er bare mig.. Jeg tænker vel bare lidt for meget over tingene. Jeg ved jo, at jeg ikke er en.. ren engel mere.. Det er også, hvad så mange andre fortæller mig." Hun ville ikke sværte hans liv til heroppe, hvis det var noget som hun kunne blive fri for.
Myia fulgte med igennem byen. Synet af englene.. de mange smukke bygninger, som var der, som hun kunne huske dem, samt alle de nye tilkomne igennem deres død og bortgang, var alt sammen noget, som selv hun kunne mærke. Det var alt sammen noget, som hun uden tvivl måtte finde ekstremt fascinerende. Det var ting som hun lige ville have dem, og det kunne hun virkelig godt lide. Det var i hvert fald ikke noget, som hun lagde det mindste skjul på i hvert fald.
"Her er virkelig smukt," pointerede hun med en ærlig stemme, inden hun sendte ham et svagt smil. At han ville tjekke op på det, glædede hende.. Hun tog det bare ikke for gode varer, for det havde hun hørt før. Lidt for mange gange faktisk.
"Du lover det? Jeg er blevet lovet det før.. Og så er de bare forsvundet ud af mit liv." fortalte hun ærligt. Det var jo ikke af ingenting, at hun havde svært ved at stole på nye.. Særligt, når de var kommet tæt ind på hende.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel måtte give hende ret dette sted var smukt meget smukt han ville bestemt ikke tage dette fra Myia hvis det var her hun ville være, himmeriget var et stort sted et sted hvor de sikkert kunne finde en plads til hende "du virker lidt nervøs ? du skal ikke være bange her, tiderne har ændret sig folk ser ikke længere ned på engle som dig da du kun kunne komme her op med hjælp fra en ren engel ser de fleste folk dig som respektable, jeg ville jo ikke tage nogen med her op som ikke burde være her " pointerede han roligt, han kunne godt mærke der var nogle ting hun var lidt utilpas omkring specielt med hendes problem, dog måtte han hurtigt vænne sig om igen da hun begyndte at tvivle hans løfte 
"hør her Myia det er ikke alle andre der kan genskabe noget som en engels vinger, for at være ærlig vil det blive svært selv for mig men jeg er ikke som alle andre jeg har haft en stærk krop og kraftig magi siden jeg var ung, der er måske ikke mange andre der vil kunne gøre dette og hvis ikke engang jeg kan gøre det her hvad godt er jeg så ? jeg vil ikke længere se mit folk have problemer det her er dit problem og så længe det er der har jeg ikke gjort mit arbejde godt nok", sagde han alvorligt dog med en god portion omsorg i sin stemme som han satte sig på knæ foran hende og talte inden han igen rejste sig, det var hvad han mente og det burde vist også være muligt at skabe dem igen med nok lys energi vinger var en skabning der er kommet ud af engles harmoni med lyset og det var bestemt noget som han ville finde ud af .

[Myia Destiny Flancker]

Det var ikke nogen hemmelighed, at dette virkelig var med til at gøre Myia en smule nervøs. Hvad kunne hun da forvente? Hun vendte blikket mod ham. Selvfølgelig regnede hun ikke med, at han ville bringe nogen herop, som ikke havde noget med Himmeriget, eller deres smukke race at gøre, men det ændrede bestemt ikke på, at det ikke gjorde det meget nemmere af den grund. Tænderne måtte hun bide svagt sammen. "Jeg regnede ikke med, at du kunne bringe nogen herop, som slet ikke hørte til her," sagde hun med en ærlig stemme, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. "Det vil være mærkværdigt.. Det har jo været mit hjem for rigtig mange år siden.. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg længtes efter at komme hjem.." sagde hun med en oprigtig og ærlig stemme.
Myia vendte blikket mod ham, da han knælede ved hendes side. En rødmen steg til i hendes kinder. Hun bad da til, at hun ville kunne få vingerne igen, så hun endnu en gang, kunne få sin værdighed og sit liv tilbage. Det ville jo helt igennem være fantastisk! "Jeg har mødt engle, som har sagt, at det er muligt, men alle er de forsvundet igen. Jeg ved ikke om det er fordi, at det er gået op for dem, at man ikke kan alligevel, eller hvad det er, og det er det, som for mig, er forvirrende. Jeg vil bare vide, om der er nogen mulighed for det.. og please, giv mig sandheden," bad hun med en dæmpet stemme, som hun endnu en gang vendte blikket mod hans skikkelse.

[Zarakiel Morin]

Da hun spurgte undrene til hans svar måtte han smile og klukke lidt for sig selv "du har ret det kan man normalt ikke men jeg har rettigheder til en del mere en alle de andre, selvfølgelig kan vampyrer og ligene onde væsner stadig ikke træde ind i himlens lys og mange andre med dårlige tanker ville ikke overleve her længe",
han var ærlig her han havde mulighed for at bryde de normalle regler med kun engle eller døde kunne besøge himlen selvom dette sjælen t skete, de fleste normale mennesker og racer ville jo ikke have noget og være her for alligevel.
Som de fortsatte turen gennem byen satte han sig nu ned ved en vejkant og kikkede ud over det smukke landskab, en fontæne stod i midten af byen og glade børn og voksne løb rundt her 
"jeg kan forstå at tillid kan være et problem med oplevelser som dem, og for at være ærlig kan ingen med sikkerhed sige at det er muligt, jeg kan dog sige en ting der vil ikke være mange andre en mig som kan genskabe de vinger du engang havde vores vinger er en gave fra lyset selv de er skabt af lyset og jeg tror dermed også på at de kan bringes tilbage fra lyset igen hvis en besider nok styrke her inde, det vil ikke være nemt men jeg føler at jeg kan få dette til og virke" sagde han og kikkede på sine egne hænder inden han kikkede Myia i øjnene igen, der var kun sandhed og ærlighed at se i ham han var en mand der ikke kunne udholde at lyve overfor folk det var ikke lysets vej at gøre sådan.
"Se her" han rækkede nu den ene hånd ud mod himlen igen og lige som før samlede lyset sig foran dem, det nåede hans hånd og sværdet fra før dukkede nu langsomt op i hans hånd "det her er Tera'dun kongens sværd guds hånd, det er et helligt våben som kun de stærkeste engle har formået at hive frem, det er et af tegnene på om en engel er værdig til og lede deres folk jeg fik det for mange år siden da jeg selv lærte og fremmane det, jeg tror på at hvis jeg kan få dette frem så er der en chance for at dine vinger kan komme tilbage igen" sagde han inden sværdet blev fjernet atter igen. 

[Myia Destiny Flancker]

At Zarakiel ikke ønskede at lukke mørke væsner op i Himmeriget, var noget som Myia havde den store forståelse for. Det ændrede dog bare ikke på, at hun ønskede sit liv, og sin værdighed tilbage, så hun selv ville kunne færdes rundt forbi, om det var noget, som hun ønskede sig. Alt taget i betragtning, så var det jo svært for hende. Hun havde jo ikke kunne bevæge sig frit i rigtig mange år. "Jeg forventede godt nok heller ikke, at du skulle lukke et væsen som vampyrere eller dæmoner herop.. Det er rent.. Det er jo et paradis.. Det er sådan, at det skal forblive," sagde hun ærligt.
I forvejen, havde Myia haft det svært ved mørke væsner, og løgne ikke mindst. Dog var det hende en kæmpe nyhed, at han ikke benægtede, at der rent faktisk kunne gøres noget for hende, men at han kunne gøre det.. Det var ikke just noget, som hun havde regnet med! Langt fra faktisk! "Vil du kunne gøre det?" spurgte hun denne gang med en overrasket stemme. Hendes hjerte begyndte automatisk at hamre mod hendes bryst. Hvis det var noget, som han kunne gøre, ville det jo være helt igennem fantastisk! Ikke i hendes vildeste fantasi, var det noget, som hun havde regnet med! "Det.. det ville være fantastisk! Hvis du kunne.. Altså.. Zarakiel... vil du virkelig?" Denne gang trådte hun tættere på ham. Ikke lagde hun meget mærke til, hvad der skete omkring dem, som de gik.
Sværdet som han fik frem, og som han forklarede som en vigtig del af englene, og at det kun var de stærkeste, som ville kunne gøre det, fik hende til at smile glad. Det ville så sige, at det ikke var helt utænkeligt, at nogen gjorde det! Og at han rent faktisk kunne hjælpe hende med det her!
"Det.. det ville være fantastisk.." Allerede nu, følte hun næsten, at hun stod med tårer i øjnene. Hvis han dog kunne hjælpe hende, kunne hun være en sand engel igen! Hun ville elske det!

[Zarakiel Morin]

Han smilet atter stort da hun så ud til og få tilliden til ham lidt højere op, det var noget han bestemt kunne lide og som hun spurgte om han virkelig kunne få dette til og ske kikkede Zarakiel mod et stort tempel længere fremme, det var nok et af de største i området og et han selv tit besøgte "for at genskabe en engels vinger vil jeg ud over min egen energi få brug for et sted der er druknet i lysets kræft, et helligt sted der ovre det tempel er et af de helligste vi har hvis vi er der inde skulle muligheden være der. " Han rejste sig atter op og kikkede lidt der hen det var ikke en nem beslutning men der inde burde det helt sikkert være muligt, 
han kikkede tilbage på Myia og rakte en hånd ned mod hende inden han igen talte, 
"hvis dette er hvad du vil så tag min hånd og jeg skal give dig tilbage hvad du mistede"
sagde han i en rolig og venlig stemme han var ikke leder for ingen ting, den stærkeste engel i live og måske en af de stærkeste der nogensinde har været her, 
vagterne vidste hvad han ville og begyndte at bevæge sig mod templet for at gøre det klar. 

[Myia Destiny Flancker]

At muligheden virkelig var der, var en tanke, der uden tvivl glædede Myia! Tænk engang.. hun kunne få sine vinger igen! Og med dem, kunne hun jo selv komme frem og tilbage! Hun kunne gøre en langt større forskel for væsnerne på jorden, og for englene for den sags skyld. Det var jo helt igennem fantastisk, og den ville hun bestemt ikke lade gå forbi sig!
"Jeg kan forstå, at det er krævende for dig, Zarakiel.. .men.. men jeg ville virkelig blive glad, hvis det kunne lade sig gøre," sagde hun ærligt. Det ry og rygte, som hun ville sprede om ham, om den gode mand som han var.. Han fortjente det virkelig!
Uden at tøve, tog Myia hans hånd. Denne gang, valgte hun rent faktisk at vise en tillid til et andet væsen, som hun ikke havde gjort i frygtelig lang tid. Nu hvor hun havde muligheden for at gøre det, ville hun bestemt heller ikke tøve med at gøre det! "Det er en engels værdighed.. Jeg ville elske at få dem igen," sagde hun ærligt. Nu hvor hun havde oplevet, hvad det ville sige, at undvære dem. Det var slet ikke noget, som hun kunne holde til længere! Hun ønskede virkelig, at få en værdighed af en engel tilbage igen!

[Zarakiel Morin]

Det tog ikke Myia lang tid at tage hans hånd det gjorde ham egentlig rigtig glad inden i for det viste jo at hun stolede  på ham. Da hun tog hånden fik han hende hurtigt op og stå inden han begik sig mod templet, det tog kun et par minutter at komme der hen og som de nærmede sig de store porte knælede de vagter der nu stod på række klar til og byde dem ind, at udføre lys magi her inde var noget der var sket før men denne slags det var nyt og bestemt en speciel ting, som de trådte ind blev de imødekommet af en blid men stærk kilde af lys templet var stort større en de der normalt blev set rundt omkring her i himlen, et altar var klar for enden af den store gang og som de nærmede sig begyndte lysende for enden at lyse kraftigt op 
Zarakiel stillede sig på den ene side hvorefter han hjalp Myia ned på knæ foran ham, "okay det her det bliver svært" sagde han og begyndte og koncentrere sig, lyset samlede sig foran ham hænderne glødet kraftigt op hvorefter hans vinger foldede sig ud i deres fulde størrelse, "jeg beder til at dine sår må blive healet" som dette blev sagt blev hænderne lagt på hendes pande og lyset om dannede nu Myia, det var at forvente en del smerte da ikke mange væsner i denne verden kunne håndtere denne mængde af ren energi "du må undskylde men dette er ikke nemt for din krop"
sagde han for at gøre hende rolig, det sidste de havde brug for var at hun gik i panik dog varede det ikke længe før et par vinger af ren lys dannede sig bag hendes ryg, de var ikke så store endnu men voksede roligt i størrelse til hvad de engang var, da dette var gjort forsvandt lyset og et par fine hvide vinger foldede sig roligt ud bad hendes ryg Zarakiel trak vejret dybt "det krævede en del mere en jeg troede, din krop skal lige vænne sig til dette og det vil nok tage lidt tid inden din healene evner kommer igen, vingerne er nye og det tager derfor tid før din krop er helt tilbage til hvad den var før" det virkede det her var lige hvad han ønskede og gøre for folk gøre dem glade og skabe mirakler, for at være helt ærlig var selv Zarakiel i tvivl om det var muligt, det var selvfølgelig op til hende om dette var som hun havde håbet på. 
Zarakiel faldt nu selv til knæ og kikkede hende i øjnene "jeg må nok hvile mig lidt men det virkede vist" sagde han glad .

[Myia Destiny Flancker]

Myia valgte i denne stund, at stole på Zarakiel. Han havde desuden heller ikke givet hende en grund til at skulle gøre noget andet. Hun vendte sig mod ham, som han førte hende med hen til det tempel, som stod der i det smukkeste og klareste lys, hvilket også var, hvad hun måtte forvente, at finde indenfor. Det var uden tvivl utrolig smukt. Hun smilede svagt. "Jeg bliver altid så overrasket over, hvor smukt det er her," sagde hun med en ærlig stemme, som hun endnu en gang, måtte vende blikket mod ham.
Myia slap hans hånd, som han trak sig op på siden af hende. Det var her, at hendes hjerte for alvor ville begynde at hamre. Han bad til at hendes sår ville heale? Umiddelbart vidste hun ikke, hvad hun skulle forvente af stedet her, og det var også det, som gjorde hende en kende urolig.. Særligt, når hun nu stod i en situation som denne, hvilket ikke ligefrem var særlig betryggende. "Hvad kan jeg forvente af det her?" spurgte hun direkte.
Det klare lys som kom fra hans krop, lagde sig mod hendes pande. Lyset skar i hendes øjne, og det føles som brændende igennem hendes krop. Hendes krop begyndte direkte at ryste, som en intens smerte meldte sig i hendes ryg. Et gisp brød hendes læber af smerte, idet at hendes ben, også måtte give efter under hende. En smerte skød direkte igennem hende, hvor tårerne også meldte sig i hendes øjenkroge.. Her måtte skriget også komme. Et skrig af smerte, grundet hvad han udsatte hende for!
Vingerne bredte sig på hendes ryg.. Smukke og snehvide. Som han stoppede og kollapsede ved siden af hende, gjorde hun det samme. Begge hænderne satte hun i jorden foran hende, og med en tydelig sitren i hendes krop. Hun hev svagt efter vejret, og hendes hænder rystede, og det samme gjorde hendes arme.
Et svagt hulk brød hendes læber. "V-virkede det?" spurgte hun stakåndet. Aldrig i sit liv, havde hun oplevet noget lignende. Jo, lige foruden, da vingerne blev taget fra hende.

[Zarakiel Morin]

Se sad nu begge ude af kræfter til og gøre meget foran hinanden, Zarakiel pustede hårdt ud og kikkede hende i øjnene tåre ? det var vel egentlig klart nok den smerte kunne ikke mange klare, et tydeligt tegn på at hun var engel det viste bare at lyset accepterede hende, dog selv for folk som dem var det her hårdt hendes krop var blevet fyldet med lys af en grad der var høj, som hun svagt fik ordene frem lagde han sine hænder på hendes skuldre og lagde hans hoved mod hende pande mod pande mens han forsøgte at få vejret, "ja jeg blev i tvivl undervejs du må undskylde smerten du kan selv mærke efter" sagde han og guidede hendes ene hånd om bag hendes ryk til den fandt vej til den ene af vingerne. 
De var nye og derfor helt hvide, Zarakiel lagde sig nu op langs altaret som da han var blevet fundet første gang, længe havde han ikke følt sig så træt som nu kroppen tømmet for energi som var blevet fyldt på denne kvinde ved siden af ham han havde gjort det, noget som ingen før havde formået 
vagterne kom nu frem igen "er du okay herrer ?" spurgte den ene Zarakiel som han tog sig af ham mens den anden kikkede på Myia og lagde en hånd mod hendes vinger, "de..de er ægte jeg troede aldrig jeg skulle se det her i mit liv "
sagde han med tydelig overraskelse i stemmen inden de igen rejste sig op og ventede på yderlige ordre,
"er...er du okay ?" spurgte han Myia det var vigtigt for ham at vide at hun stadig havde det godt.

[Myia Destiny Flancker]

Myia hev efter vejret og med tårerne trillende ned af hendes kinder. Det var utroligt.. Ganske enkelt utroligt, at det var sådan her, at det forholdt sig, og det var uden tvivl noget som virkelig satte sig i hendes tanker og sind. Var det dét værd, hvis det ikke virkede? Frygten steg pludselig i hende, da hun følte, at han bare pludselig brød det hele.
Hænderne sitrede, som hun kom op at sidde. Hun trak vejret hurtigt. Hun følte en varme brede sig i hendes krop.. Næsten som var hun.. hjemme igen. "Jeg.. det.. det er okay, jeg.." Hun tav, som han førte hendes hånd om på ryggen, hvor hun kunne mærke, at vingerne var der. Hovedet drejede hun langsomt. De var der virkelig.. Hun var igen blevet en engel med den værdighed, som engang var blevet taget fra hende, og det kunne uden tvivl også godt mærkes, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt i den anden ende. "De.. de er der.. virkelig.. de er der.." Hvis det ikke var fordi at vagten var kommet ind til dem, havde hun sprunget manden i armene!
De var der virkelig! Myia kunne næsten ikke tro, at de rent faktisk var der! hun nikkede. Hun havde det faktisk fint.. Alt taget i betragtning i hvert fald, og det var hun virkelig glad for! Hun bed tænderne tydeligt sammen og nikkede. "Jeg... jeg har det fantastisk. Virkelig, virkelig fantastisk," sagde hun denne gang med et stort smil på læben. Det var helt igennem fantastisk!

[Zarakiel Morin]

Zarakiel var glad meget glad for at hun stadig havde det godt, det havde bestemt ikke været nemt for ham at gøre dette at skade et andet væsen på denne måde men det så da ud til at det havde været det hele værd, hun var tilbage til det liv hun havde mistet for mange år siden. 
"Det er jeg glad for at høre" svarede Zarakiel med en træt stemme over hendes tydelig lykkelige reaktion,
vagterne forlad nu igen templet da det så ud til de begge stille og roligt kom sig "det kommer til og tage mange år før det her er muligt igen, så pas hellere på dem stedet er blevet drænet for en masse styrke" sagde han svagt, lyset i rummet var blevet markant svagere dog stadig lyst nok til at man kunne se dets storhed, 
"hvis det er kan jeg tilbyde dig at bo i hawktan residensen til vi finder dig et sted og bo, så frem du stadig vil have et hjem her oppe" sagde han og smilte lykkeligt til hende, det ville være meget nemmere og lade hende komme sig over dette hvor han selv boede der havde han tjenestefolk der kunne tage sig af hende og sørge for hun fik ro. 
Rustningen han havde haft på var nu også forsvundet hans krop tydeligt drænnet for energi, en lang stor flot kåbe dækkede istedet hans krop en kåbe lavet af det fineste stof man kunne få her i himmeriget,
"det kommer til og tage noget tid før nogen af os kan gøre meget selv igen" sagde han inden han igen rejste sig rakte en hånd ud mod hende og ventede hendes valg.

[Myia Destiny Flancker]

Myia var lykkelig.. Der var virkelig ikke noget ord, som kunne beskrive det bedre lige nu, for hun havde det helt igennem fantastisk! Selvom hun følte sig træt og drænet for energi, så var det ikke noget som gjorde hende det mindste! Tænk på alt det, som hun kunne nu!
"Jeg står i evig gæld til Dem, Zarakiel.." hviskede hun tydeligt træt. hun ville selvfølgelig gøre hvad hun kunne for at passe på disse vinger. Ikke i livet, om det var noget, som hun ville miste igen, dersom det var noget, som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. Som vagten forlod dem, trak hun sig det tættere på ham. Armene lagde hun tæt omkring hans skikkelse, hvor hun trykkede sig tæt ind mod ham. Øjnene lukkede hun. Hun følte uden tvivl, at hun skyldte ham rigtig meget for det her! "Jeg s-skylder dig virkelig.. T-tusind tak!" udbrød hun denne gang med en helt glad stemme.
Myia havde bestemt ikke tænkt sig, at søge nogen steder hen. Hun havde rent faktisk fået muligheden for at komme hjem nu, hvilket da klart var det vigtigste og bedste for hende lige nu! Hun kunne jo nærmest græde af lykke! Det var jo helt fantastisk! "Jeg lover at passe på.. Det.. det gør jeg virkelig. Jeg lover!" lovede hun denne gang med et stort smil på læben. Hun var virkelig, virkelig glad for den mulighed, som han havde givet hende!