nyt håb

[Zarakiel Morin]

Zarakiel hostede og rykkede sig som han lå halvt ned af gulvet i procias kirke, det var en smule underligt hvordan han var havnet på denne måde, og hvordan han var kommet til dette. Vingerne på ryggen var falmet en smule i farverne  og blodet løb ned af hans ene arm  han hostede lidt igen.
Zarakiel trods hans stærke person og kraftige magi var blevet udsat for en del smerte og skade, det var ikke helt klart præcis hvad der var sket og som han lå der på kirkegulvet tænkte han en smule for sig selv, *hvad har jeg dog rodet mig ud i * det var helt klart underligt så vidt det huskes havde han været ude og slås, ja han var blevet overfaldet af en gruppe dæmoner og dødsengle nu huskede han det, og selvom han i sig selv normalt godt kunne håntere dette var han faldet i en fælde, hvordan det hele skete var dog stadig en smule sløret og det eneste der kunne dukke op i hans sind på nuværende tidspunkt var hvordan han kunne komme videre, nok kunne hans krop roligt heale over tid men han kunne jo heller ikke bare ligge her og ligge. 
Det var mange tusinde år siden han sidst havde besøgt et sted bygget af menneskehænder, savnet var det da men der var ikke tid når pligterne i riget skulle holdes han var jo en travl mand normalt, så at se ham bare ligge der med hånden for den ene arm og trække vejret dybt var nok noget ikke mange havde forventet og se, kirken var lys og flot en ting han altid havde beundret, hvordan mennesker dog kunne bygge når de ville det hele var så fascinerende. Hans rustning var delvist i stykker og stumper af den lå omkring ham, vingerne var fladt lagt ud bag ham da han ikke ville bruge energi på at rygge dem, det var der jo heller ingen grund til nu men det var tydeligt han ikke bare var en engel vingerne var ret store til og starte med.

[Myia Destiny Flancker]

Kirken.. et sted som Myia opsøgte fra tid til anden. Det var langt tid siden, at hun havde haft noget med Himmeriget at gøre i sit liv, og derfor kunne hun naturligvis godt savne den følelse og fornemmelse af hjem. Hun havde ikke været deroppe i rigtig, rigtig lang tid.. Flere år. Hun kunne slet ikke huske, hvordan det så ud deroppe, og derfor ønskede hun selvfølgelig også at komme så tæt på det, som det var hende menneskelig muligt. Derfor søgte hun til kirken.
Med en rolig hånd, skubbede hun de tykke trædøre op, for at komme ind. Hun så sig om. Hun havde en snehvid løs kappe på, og med en kutte, som hun havde trukket op over hovedet, så hun kunne skjule det mørke hår lidt. Hun trådte ind på de nøgne fødder. Det var sommer, og det var varmt.. Ikke at hun havde mange omkring sig, som hun kunne støtte sig op af, og det var også med til at gøre tilværelsen hård og stresset for hende. Hun følte sig jo virkelig meget alene.
Myia nåede kun lige at rette sig op, inden hun vendte blikket i retningen af den mand, som .. fumlede rundt på gulvet indenfor. Automatisk begyndte hendes hjerte at hamre mod hendes bryst. Hun var vant til at være her alene trods alt. "... Er du okay..?" forsøgte hun med en varsom stemme. Det så jo ud til, at han var.. meget forvirret.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel's syn var en smule sløret blodet løb langs hans arm roligt, og han kunne egentlig ikke andet en bare og ligge op af en sten stolpe nær enden af kirken, lige nu hørte han ikke rigtig noget som han fokuserede på en ordenlig vejrtrækning, han skulle tage det roligt ind til kroppen gad som han, ville vingerne bag ham gad dog stadig ikke røre på sig. Nu gik døren til kirken op og en kvinde klædt i en hvid kappe gik ind gennem den store dør, efter lidt tid så det ud til hun fik øje på Zarakiel det var vel lidt underligt og se en ligge der langs stolpen og bare kikke, han kunne dog ikke rigtig fokusere øjnene mod personen ved døren så et svar måtte vel være så præcis som det kunne "jeg..jeg har haft det bedre", sagde han det var ikke helt nemt og tale da han langsomt mistede pusten af det, men det var i hans opdragelse og svare folk skulle det ske de spurgte ham om noget, det var dog stadig lidt underligt for ham og tale så afslappet med folk under ham men hun vidste vel ikke helt hvem han var så det var jo ret normalt, ikke at det var af problemer til ham. 

[Myia Destiny Flancker]

Blod.. Det var det første, som Myia lagde mærke til. Selvom det var et syn, som hun i forvejen, havde været meget vant til, var det fuldkommen surrealistisk for hende, at opleve den slags ting i Procias! Det var første gang, at det nogensinde, var forekommet for hende i hvert fald, det var stensikkert! Svagt bed hun sig i læben, i takt med at hun bevægede sig tættere på ham.
"De er kommet til skade.." bemærkede hun endeligt. Grusomt som det end var, havde det aldrig været meningen, at dette skulle og burde forekomme i Procias. Blod så hun.. forvirring omkring ham, og det var ikke ligefrem noget, som gjorde det bedre. Kutten lod hun endelig falde. De mørke øjne, søgte hans skikkelse. Der var meget i hende, som ikke rigtigt indikerede, at hun var en engel.. det var jo så også det liv, som man kunne sige, at hun havde været vant til.
"Lad mig hjælpe.." bad hun endeligt, som hun igen søgte på knæ ved hans side. Hun greb ud efter hans arm. At se ham på den måde, kunne hun faktisk slet ikke lide. Det var slet ikke meningen at folk skulle komme sådan til skade, og hun kunne slet ikke lide, at de kom sådan til skade! "De skal ikke se sådan ud," tilføjede hun varsomt. Det var jo slet ikke meningen!

[Zarakiel Morin]

Zarakiel trak vejret tungt som han lå der mens kvinden kom tættere på, han var vand til folk så han var nu ikke rigtig nervøs som sådan og slet ikke i procias. Det var et land kendt for næsten ingen vold så det var nok heller ikke ligefrem noget hun selv var vand til og skulle se her, da hun gik mod ham og tog hans arm lod han hende dette hvis hun kunne hjælpe var det jo noget man ikke skulle brokke sig over, det gjorde dog lidt ondt da hun tog fat i den "min arm er det mindste problem hvis bare jeg kunne få gang i benene og dem her " sagde han roligt og forsøgte med et kort vip og flytte på vingerne, det var ikke nemt men de rykkede sig da en smule han var dog hårdt såret og havde altid problemer med og sige det da han følte det ikke var andres problem og skulle tage sig af ham, det var allerede lidt pinligt at han blev fanget til og starte med og han var ret heldig at han formåede og komme hele vejen her tilbage, med et besværligt ryk fra sin frie hånd fik han fjernet sin rustning lyset den var skabt af forsvandt nu og en flot hvid kåbe lagde sig om hans krop istedet, lige nu var den rustning ikke ligefrem af nytte alligevel.

[Myia Destiny Flancker]

Sjældent var det, at Myia så nogen på denne her måde, og faktisk måtte hun jo erkende, at det skræmte hende lidt. Blod havde hun set så mange gange, og særligt efter, at hun havde været tvunget til Dvasias for mange år siden, hvor hun havde været underlagt en direkte.. grum og grotesk mand, og det var naturligvis noget, som også kunne mærkes i dag. Hendes blik gled mod ham. Armen bekymrede hende nok mere end det andet gjorde, fordi at det var synligt for det blotte øje.
"Hvad er der dog sket for dig..?" hviskede hun med en dæmpet stemme, som hun strøg hånden over hans arm. Det var en tanke, som rent faktisk formåede at gøre ondt på hende, og hun måtte uden tvivl også sande, at hun slet ikke kunne lide det.
Myia bed tænderne svagt sammen, som hun igen vendte blikket mod hans ansigt. Sjældent var det, at nogen søgte til kirken, og endnu mere, når de så sådan ud. ".. F-fortæl mig, hvordan jeg kan hjælpe," bad hun videre. Det var slet ikke meningen, at den slags skulle ske for nogen, og da særligt ikke på denne her side af grænsen!

[Zarakiel Morin]

Han fortsatte med og ømme sig lidt som hun strøg langs hans arm, det var godt og vide der var folk der kunne hjælpe en nu hvor han selv var dårlig til og sige det "jeg dummede mig og blev fanget det lidt pinligt da det sjælent sker for mig" svarede han roligt og kikkede på kvinden, han gav et lille smil mens han kikkede op på hende "hvor groft af mig jeg har glemt og præsentere mig selv mit navn er zarakiel morin og dig ?" nu måtte han dog tage sig til armen igen inden han forsøgte og rejse sig igen, det var ikke nemt men hvis han kunne få hjælp fra kvinden var det vel muligt og komme op og stå igen, hans krop kunne jo heale langsomt af sig selv men det tog længere tid en normalt, var hans krop virkelig så svag nu ? "jeg skal bare have gang i kroppen min healing tager længere tid en normalt" sagde han, vingerne hang dog stadig lidt ned langs ryggen hvor de normalt ville stå ud til begge sider, dette var vel nok hvad han brød sig mindst om  da det fik ham til og se mere svag ud en han var.

[Myia Destiny Flancker]

Myia rynkede let i panden. "Noget må du jo have gjort, siden du ligger blødende på gulvet i den lyse kirke," lød det roligt fra hende. Om det var en tanke, som gjorde hende rolig? Ikke det mindste. Det var langt fra noget, som faldt i hendes gode jord, og hun erkendte gerne, at hun ikke brød sig synderlig meget om den tanke i det le taget.
At han præsenterede sig, fik en rødmen til at stige i hendes kinder. Det var måske ikke det mest passende tidspunkt at gøre det på, men hun kunne ikke gøre for det! "Flot navn, Zarakiel.. Jeg er Myia Destiny Flancker," præsenterede hun sig. Det var i forvejen sjældent, at hun brugte sit fulde navn, men nu hvor han var engel, og gav hende sit, kunne hun vel også give ham sit?
Let rystede Myia tankerne ud af hovedet. Naiv som hun var, så sad hun i øjeblikket, og gjorde sig tanker, som hun slet ikke burde. "Vi må have dig op fra gulvet.. kom.. lad mig hjælpe dig.." bad hun med en dæmpet stemme. For hende, var det vigtigt, at hun kunne bruges. Altid havde hun kunne bruges til det ene eller det andet. Hun forsøgte at rejse sig, mens hun havde et godt tag omkring hans arm, hvor hun samtidig forsøgte at få ham op på benene igen.

[Zarakiel Morin]

Det var godt der var folk i denne verden der gad og hjælpe andre uden og stille spørgsmål ved hvorfor de burde,  
pigen virkede dog meget nervøs ved at han blødte som han gjorde ikke at han ikke forstod det det var jo trods alt ikke hver dag man så en anden person ligge sådan i en kirke, han tog hurtigt imod hjælpen greb hendes arm og prøvede langsomt og komme op på benene "jeg var ude for at tjekke nogle ting i dvasias noget jeg nok aldrig skulle have gjort jeg blev opdaget af en gruppe dødsengle og dæmoner og nu er jeg her heldigvis formåede jeg og komme tilbage her til " sagde han og gav et svagt smil til pigen som han langsomt bevægede sig fremmad på benene, "jeg føler noget bekendt over dig har jeg set dig før ?" spurgte han der var et eller andet ved hende han havde mærket før var det hende eller hvad var det, normalt kunne han nemt mærke når der var engle i nærheden men hende her havde ingen vinger så det kunne vel ikke være ?,
hun lignte ej en elver og hun kunne da bestemt ikke være normal menneske ellers ville han ikke føle sådan en speciel energi over hende, hans hoved var forvirret lige nu så det hjalp bestemt ikke og køre hovedet rundt om disse ting.

[Myia Destiny Flancker]

At vide, at Zarakiel, havde været i Dvasias, fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg. For hende, var det noget af det mest groteske, som man kunne udsættes for. Over en længere årrække, havde hun nemlig været samme sted, og uden mulighed for at komme derfra.
Myia hjalp ham op på benene, så godt, som hun nu kunne. Spinkel var hun jo trods alt, og derfor, kunne det vise sig, at være en kende mere problematisk, end hvad godt måtte være i den anden ende. "Dvasias, er et forfærdeligt sted," begyndte hun med en lavmælt stemme. Tanken om det sted, vækkede mareridt i hende, og særligt med den behandling, som hun selv havde været underkastet over en længere tid i det land.. Intet lys.. intet håb.. Ingenting.
Om han havde set hende før? Myia måtte desværre tvivle stærkt, selvom han nu virkede til at være en meget god mand. "S-sæt dig på bænken. Det er bedre end gulvet," forsøgte hun. Hun var jo en engel - ligesom han selv var, bare uden vingerne. Disse havde hun mistet for rigtig mange år siden. "Jeg.. tror ikke, vi har set hinanden før.." endte hun, næsten skamfuldt. Som en engel, hørte han vel til i Himmeriget? Er hjem og sted, som hun ikke kunne opsøge længere, selvom hun ville elske at kunne tage derop igen.
    

[Zarakiel Morin]

Zarakiel havde nogenlunde fået styr på sine ben nu og kunne med hjælp få slæbt sig mod en bænk i nærheden, det var selvfølgelig klart som hun reagerede på hans situation. Som engel var det ham ikke naturligt og befinde sig i Dvasias overhovedet, grunden til at dette var hændt lå da også bag i hukommelsen men lige nu var dette heller ikke ligefrem vigtigt, og få styr på kroppen igen var hans største prioritet og som hun fortalte at de nok ikke kendte hinanden var dette da også klar,t hovedet kørte rundt og han fik vel blandet ting sammen men der var en energi over hende han kunne mærke svag men den var der, hun havde ingen vinger så det kunne da ikke være en engel han kunne mærke dette var nogen han var kendt for og have en god evne med  "tak for hjælpen du må undskylde ulejligheden jeg har ikke kunne fokusere på at tage tilbage til mit hjem lige nu" sagde han stille og kikkede mod loftet af kirken som om han prøvede at kikke mod himlen, det var da tydeligt hvad han hentydet til da de fleste vel vidste hvor engle normalt kom fra og især ham. Som leder af hans race var det ham som stod med det største ansvar og sørge for at hans folk havde det godt, og selvom der var mange som kvinden her der ikke lige vidste hvem han var så var dette egentlig rart fra tid til anden, det at kunne befærde sig blandt andre mennesker uden at de vidste hvem man var, og det eneste folk på jorden kendte ham for var da også hans svær ellers lignede han da en hvilken som helst anden engel, vingerne var lidt store og fyldt med lidt mere lys men ellers ikke 
"faktisk har jeg savnet og være her blandt normale mennesker det er ved og være længe siden dette har været muligt"
sagde han med et smil i ansigtet som han sad der og kikkede ud over kirken. 

[Myia Destiny Flancker]

Myia kendte ikke rigtigt nogen, og det havde hun aldrig rigtig gjort. Særligt med det liv, som hun til nu, havde levet. Hun vendte blikket mod ham, hvor hun let rystede på hovedet. "Alt forladt," sagde hun denne gang med et stille smil på læben. Det handlede vel bare om, at få det ud af det, som nu var muligt for hende? Det var i forvejen, ikke særlig ofte, at hun i det hele taget, var omkring nogen.
Selv stod hun fast på, at han burde sætte sig ned, og særligt i hans tilstand, for den var da ikke god. Overhovedet ikke faktisk, og det var noget som hun da ikke kunne undgå at lægge mærke til. Hun bed sig svagt i læben. Et væsen af jorden, var hun måske, eftersom hun havde mistet sine vinger, for flere år siden, go ikke havde gjort sig nogen forhåbninger om nogensinde at skulle få dem tilbage igen. "Du burde virkelig sætte dig ned, så vi kan få styr på det her.." fortsatte hun med en dæmpet stemme. Hun strøg ham over armen. At han kunne lide at have kontakt med væsner fra jorden, fik hende kort til at smile. "Jeg har ikke altid været et væsen af jorden.. Jeg er en engel, som De... Blot uden vinger," fortalte hun. Nu hvor hun var omkring en af sine egne, så var det vel ikke underligt, at hun følte en vis form for skam ved tanken om det? Særligt nu hvor hun så hvor smukke vingerne var. Nu manglede hun dem jo kun endnu mere, og det var hårdt. Det var faktisk rigtig hårdt.

[Zarakiel Morin]

han gav et lille smil inden han fortsatte med og sætte sig ned måske han var lidt for stolt over sin position til og tænke over der stadig var ting han burde når skaden var sket normalt var zarakiel ikke en der brød sig om at se svag ud og bede om andres hjælp men det var nok mest fordi det var ret svært og hjælpe andre når du selv skulle bruge hjælp 
det gjorde nu ikke så forfærdelig ondt lige nu eller ikke mere en hvad det gjorde før så det var da altid noget og nu sad han også bare og lyttede til kvinden som hun talte og han måtte da selv kikke lidt som hun sagde hun var en engel 
"ah ja jeg syntes nok jeg kunne mærke noget ved det " han fik et mere roligt blik igen mistet sine vinger ? ja det skete jo nogengange og det var vel heller ikke en rar ting personligt kunne han da slet ikke forestille sig det og miste sine vinger "det må være forfærdeligt og komme ud for sådan noget " sagde han med et smil til hende hun så selvfølgelig ikke ud til og beklage sig så meget over det men mon ikke hun savnede det lidt

[Myia Destiny Flancker]

Zarakiel tog det meget pænere, end hvad hun lige havde regnet med, hvilket naturligvis var en tanke, som lettede Myia betragteligt. I forvejen, var hun nemlig vant til, at blive dømt for de manglende vinger, og det liv, som hun havde været tvunget til at leve i mørket. Hun nikkede.
"Jeg har bare ikke været helt heldig," sagde hun med en dæmpet stemme, som hun endnu en gang, måtte vende blikket i retningen af hans skikkelse. Han lød meget venlig, og langt fra fordømmende, og det var en tanke som hun virkelig godt kunne lide. Det havde uden tvivl været et virkelig hårdt liv for hende, og det havde kostet hende frygtelig, frygtelig meget, hvilket hun slet ikke kunne beskrive.
"Jeg bad aldrig om det liv, og bøder nu for det.. Jeg betaler en virkelig høj pris for at være en engel.. uden at være det alligevel.." Langsomt tog hun pladsen ved siden af ham, hvor hun denne gang lod hænderne søge tilbage til hendes skød. "Klarer du dig?" lød det roligt fra hende, som hun igen vendte blikket mod hans skikkelse. Hun følte for at hjælpe ham.. Ingen skulle rende rundt og se sådan ud, og have det sådan.

[Zarakiel Morin]

Som han sad der og lyttede til hende tale kom han til og tænke tilbage til sin egen tid da han var barn, denne tid havde heller ikke helt været nemt nogengange. En engel sendt til jorden fra det tidspunkt han blev født for senere og blive udvalgt til og lede sit folk, det havde bestemt været noget af en rutsjebane han havde kørt på men han forstod da også udmærket at det måtte føls slemt og være i hendes sted en engel uden vinger set ned på af andre 
"vores vinger er ikke det der gør os til den vi er men hvad der ligger inden i selvom du har mistet dine gør det dig ikke til en mindre engel en mig det er hvad jeg tror på" sagde han med sin rolige bløde stemme inden lyset nu langsomt kravlede over hans arm som små fine bånd, det så vist ud til healingen var sat igang igen måske tiden i Dvasias havde sat den ud af spil det kunne jo sagtens være "jeg tror nok jeg skal klare mig dog har jeg fået lyst til og bruge lidt mere tid her nede inden jeg vender tilbage jeg har ikke besøgt disse steder i mange år nu og det bringer minder tilbage og være her " svarede han med et glad smil og kikkede mod loftet inden han med sin raske hånd fik skabt et lille væsen af lys, kort efter begyndte denne og flyve mod himlen "måske jeg alligevel skulle sende besked de bliver så frygtelig nervøse når jeg ikke er der for at være ærlig er det ret irriterende nogengange" han kikkede tilbage mod Myia med et lettere suk nogengange føltes det som om han stadig var et barn der skulle holdes øje med.