nyt håb

[Myia Destiny Flancker]

Myia ønskede oprigtigt at se det hele, og nu hvor hun havde fået muligheden for det, ville det da bare være dumt, om hun ikke bare udnyttede den mulighed, når hun endelig havde den. Alt taget i betragtning. "Du er virkelig en god mand," sagde hun glad, inden hun tog imod, hvad han nu måtte give hende. Hun kunne lide det. For hende, betød det virkelig en verden til forskel, og det var hun bestemt heller ikke bange for at erkende for ham.
Zarakiel tog hendes hånd, og hun fulgtes med ham. De mange boder, som viste sig på begge sider, var uden tvivl fascinerende. Meget af det, kunne hun huske. Det var næsten det, som for hende, var det bedste af det hele. Hans ord, fik hende hurtigt til at vende blikket mod ham. Hvad mente han? Det var slet ikke meningen , at han skulle rende rundt og købe ting til hende. "Det.. det skal du virkelig ikke," sagde hun med en oprigtig stemme. "Jeg hjælper dig gerne med at finde tøj til din tjenestepige.. Jeg må jo sige, at de er heldige, at have en som dig," sagde hun med et blidt smil. Så god en mand, som han måtte være, så måtte han da heller ikke være i tvivl om det.

[Zarakiel Morin]

Da Myia direkte nægtede og tage imod ting fra ham måtte han grine lidt og kikke på hende igen "men jeg gør det alligevel " svarede han lidt drilsk nærmest mens de bevægede sig ind i butikken, det var et smukt sted gulve og mure var lavet af hvide sten og marmor tøj kjoler og diverse tekstiler var at finde over det hele i alle mulige farver og former.
Zarakiel gik mod ejeren af butikken hvorefter hun hurtigt bukkede og sendte kort en medhjælper ud bag i butikken
inden hun igen rettede blikket mod Zarakiel, "godmorgen jeg går ud fra du er her for at hente kjolen" spurgte hun som pigen fra før nu kom tilbage med den, flot var den og stor den var lavet af det reneste materiale og lys magi i en,
der var lange broderinger af streger og mønstre langs den i guld og sølvfarver de fleste ville nok se dette som en speciel ting og bære for en tjeneste pige men denne kvinde var også ret speciel,
ikke nok med hun var skyld i Zarakiel nu var leder men også var hun den som tog sig af det hårde i hjemmet og sørgede for ting gik som det skulle man kunne vel næsten kalde hende for en sted mor for folket i huset.
Zarakiel kikkede mod Myia "hvis det er muligt du kan prøve den ? jeg vil godt finde ud af om den sidder ordenligt inden jeg tager den med" sagde han lidt nervøst igen det var lidt meget og spørge en anden om men han ville være sikker "jeg ved det måske er meget og spørge om " sagde han med et smil inden pigen gik tættere på Myia med kjolen.

[Myia Destiny Flancker]

Myia ønskede slet ikke, at Zarakiel, skulle gøre så meget for hende. Det var jo slet ikke meningen, at det skulle gå hen og blive en nødvendighed, selvom det nu var blevet det alligevel. Hun rystede på hovedet. Han havde allerede gjort så meget for hende, at dette virkelig ikke var nødvendigt. Det var overhovedet ikke nødvendigt. "Jeg synes nu allerede, at du har gjort mere end rigeligt for mig.. Se mig dog.. Du har jo givet mig min værdighed tilbage," fortalte hun. Det var jo slet ikke meningen, at han skulle lægge så meget arbejde i det.. Det kunne hun jo faktisk godt selv.
Den kjole, som blev fundet frem, var noget som Myia næsten måtte tage sig at se måbende på. Det var virkelig den smukkeste kjole, som hun nogensinde havde set! Hun blinkede let med øjnene. "Den er virkelig smuk," sagde hun. Andet var der virkelig ikke at sige til den, og det var hun heller ikke bange for at erkende. Og.. han ville have at hun skulle prøve den? Var han nu sikker på, at det var en god idé, når den nu ikke var til hende? Svagt måtte hun derfor bide sig selv i læben.
"Altså... jeg kan da godt prøve den, hvis du vil have det," sagde hun. Det var bare virkelig lang tid siden, at hun havde været ude i noget tøj, der var så fint, som det han nu ville have hende til at prøve. Det var virkelig en smuk kjole! Med disse ord, slap hun hans hånd, og søgte hen til kjolen. "Er der noget sted jeg kan prøve den?" spurgte hun. Næsten helt beæret over, at hun skulle prøve den.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel smilede til hende inden han talte igen, "tak Myia jeg vil være sikker på den passer da du er den rigtige størrelse" svarede han inden pigen kom tilbage, "du kan følge med her frue vi har et prøverum bag i" kom det fra hende mens hun langsomt bevægede sig mod bagenden af rummet og gjorde tegn til Myia skulle følge efter,
"og nu ikke noget med og følge efter Zarakiel" kom det nærmest strengt men i en drillende tone fra ejeren af butikken som hun pegede en finger mod ham, Zarakiel fik hurtigt igen et rødt ansigt inden han var hurtig nød til og svare 
"hva.. hvor kom det fra ? ku jeg da ikke finde på" svarede han måske en smule surt og nervøs, de havde det altid sjovt med og drille med disse ting da Zarakiel ikke havde haft en kvinde i sit liv og det var da også sjælent nogen af dem fulgte med ham, men han måtte vel også grine en smule efter det inden han gav et smil til Myia og selv begyndte og kikke lidt rundt
han håbede bestemt at kjolen ville passe kvinden den var til havde gjort meget for ham og med den kommende fest var det vigtigt at  hun havde noget pænt og tage på,
måske han også skulle spørge Myia om hun ville med fester i disse områder var altid kendt for at være utrolig sjove og hun virkede som en der kunne bruge lidt af dette.
Det eneste Zarakiel dog kunne gøre for nu var at sidde udenfor og vente på hun var klar

[Myia Destiny Flancker]

Kjolen var uden tvivl noget af det smukkeste, som Myia længe havde set, og hun måtte jo sande, at hun virkelig kunne lide det. Den kvinde, som fik denne kjole, var uden tvivl heldig.. En mand som forkælede en, og skænkede en, så mange ting, var uden tvivl perfekt.. Det var også sådan en mand, som hun måtte gå og drømme om i sit stille sind, selvom dette nu heller ikke var noget, som hun sagde højt.
Den røde farve steg i hendes kinder, som hun blev vist til omklædningen, hvor hun kunne prøve kjolen. Det var jo lige før, at hun ikke turde at tage fat i den, og særligt, når den var så fin, og ikke engang til hende. Hun trådte ind i prøverummet. "Jeg kommer ud om lidt," meddelte hun med en rolig stemme. Hun stillede sig roligt, hvor hun fik sit eget tøj af. Ikke meget at prale af, men nu havde hun også levet rigtig længe på gaden, uden at folk egentlig havde taget notits af hende.
Kjolen kom hun roligt i. Selv over vingeleddet, sad den virkelig fantastisk. Et smil passerede hendes læber, inden hun glattede den til. Den smukkeste og fineste silke. Vedkommende var heldig... virkelig, virkelig heldig. Derefter trådte hun ud igen. "Zarakiel? Er den fin nok?" spurgte hun. Hun var rød i kinderne, og hun følte sig helt varm.. Næsten helt forfjamsket. Her i kjolen, følte hun sig virkelig som en kvinde. Og hun kunne godt lide det.

[Zarakiel Morin]

Da Myia igen kom ud fra rummet måtte han tage sig selv i at glo dette lagde han selvfølgelig ikke mærke til i starten,
som han nærmest  ikke kunne lade være fik ejeren endelig sat en albue i hans side bare lige for at få ham til og vågne,
"j..ja den er perfekt smuk du ser godt ud i den slags tøj" sagde han lidt genert og akavet men det måtte bestemt være rigtigt hun så fantastisk smuk ud i denne kjole og den ville passe godt til siska,
"nå lad os få den der af dig og finde noget du selv kan have på " som dette blev sagt begyndte pigen hurtigt og finde forskellige mindre fine men stadig flotte kjoler trøjer nederdele og hvad ellers hun mente ville se godt ud på Myia,
alt dette blev vist frem for Myia fine klæder var det men stadig hvad ville blive set som normalt i dette land,
"du kan vælge det du vil have det ikke tit vi får folk som dig tilbage til vores hjem faktisk er du den første så jeg føler det er rigtigt og gøre dette håber du vil tage imod det Myia" sagde Zarakiel så med en rolig stemme 
som han satte sig på en stol i nærheden,
det var klart han gerne ville se hvor godt hun kunne se ud i disse rigtige klæder men også fordi det var rart for ham og hyggeligt med disse ture han var jo ikke van til dette da han ikke kendte mange der kunne have denne sjov med ham
han blev dog lidt rød i hovedet over tanken om dette da hun jo allerede så fantastisk ud i kjolen.

[Myia Destiny Flancker]

Zarakiels måde at reagere på, fik for alvor en rødmen til at stige i Myias kinder. Hun kunne virkelig godt lide, at se ham på den måde. Han var den første, der havde kigget på hende, på den måde før, men det føles godt. Det føles virkelig, virkelig godt, et eller andet sted.
"Den.. den er virkelig også flot.. Den kvinde, som skal have den, er virkelig heldig," sagde hun ærligt. Hun ville selv ønske, at der var sådan en mand til hende derude, selvom hun måtte erkende, at hun tvivlede på det. Så heldig, havde hun nu aldrig nogensinde været.. Desværre.

Alt det andet tøj, som blev præsenteret for hende, som hun frit kunne vælge imellem, var næsten for meget for Myia. Det var hun jo slet ikke vant til! Det var slet ikke meningen, at det skulle foregå på denne her måde! "Det.. det kan jeg virkelig ikke tage imod, Zarakiel.. Det er alt for meget.." Hun vendte sig mod ham, selv stående i den smukke kjole endnu. Hun følte jo næsten, at hun stod med hænderne og armene fulde af tøj, som slet ikke var hende værdi. Hun var slet ikke det værdi!
Den røde farve, forlod dog aldrig hendes kinder.. Og særligt ikke nu. Hun følte hun kogte, og hun lignede en tomat! "Du er alt for god af dig..." Med de ord, søgte hun tilbage til prøverummet, for at komme ud af den smukke kjole, dog uden at ødelægge den! Hun foldede den smukt sammen, og forsøgte sig med det nye tøj. Han var alt for sød ved hende!

[Zarakiel Morin]

Han måtte virkelig gøre noget ved den attitude på et eller andet tidspunkt det var ikke godt hun var på denne måde, selvom hun ikke var van til og få ting og specielt ikke tøj var hun nu tilbage i sit hjem et hjem der var godt stående og hvor folk hjalp hinanden så meget de kunne at få tøj var bare en lille ting man kunne gøre for hinanden,
med dette gik han tættere mod prøverummet dog stadig stående på den rigtige side inden han igen talte,
"hør jeg ved godt du ikke er van til dette men du må lære ting er anderledes her du har levet med hvad du kunne på jorden men her er det anderledes vi hjælper hinanden med hvad vi kan og for mig er det en lille ting og sørge for du har de klæder du får brug for og som du kan lide du har fået dine vinger igen men du har også brug for noget som ser lige så godt ud som dem" den sidste del tog lidt tid og komme ud med han var tydeligvis ikke god til det med og give komplimenter nogen ville nok mene det lød sødt som han talte på denne måde,
selvfølgelig var der nok en del tøj men sådan var det han ville sørge for hun havde alt der var brug for for at starte sit liv igen her blandt hendes folk,
de skulle jo også finde et sted til hende hun kunne bo i så at få disse ting måtte hun jo lære og hun var jo en som hjalp folk når hun kunne så hvorfor sku hun ikke også selv få noget tilbage ?

[Myia Destiny Flancker]

Myia forstod ikke, hvorfor Zarakiel gjorde så meget for hende. Ikke at hun havde noget imod det som sådan, men det var bare svært. Det var rigtig svært for hende, at tage imod alt sammen. Nu hvor han stod på den anden side af prøverummet, mens hun prøvede det nye tøj, sagde hun intet til. Selv forstod hun ikke, at en mand som ham, ikke havde nogen kvinde ved sin side. Det var jo næsten.. en drømmemand, selv i hendes øjne. Hun rystede de tanker ud af hovedet, inden hun rettede på blusen og nederdelen. Det sad jo fantastisk.
"Du har allerede gjort så frygtelig meget for mig, Zarakiel. V-virkelig. Det behøver du slet ikke." sagde hun igen, inden hun vendte og drejede sig foran det smukke spejl. Derefter måtte hun jo sige, at det så ganske fint ud, og derfor kunne hun skubbe forhænget til side, og vendte sig mod ham. Hun ville jo gerne høre, hvad han sagde til det. De smukke klæder, som komplimenterede hendes krop og hendes form. Det fik hende jo næsten til at se helt kvindelig og feminin ud, hvilket hun ikke havde oplevet i rigtig lang tid.
"... Hvordan ser det ud?" spurgte hun denne gang med et tydeligt forfjamsket smil. Det var svært at gøre andet. Hun var slet ikke vant til, at have den her form for valgfrihed. Særligt ikke til at vælge hvad hun havde lyst til.

[Zarakiel Morin]

Da Myia igen kom ud måtte Zarakiel tage sig lidt i og stå og kikke fokuseret igen hun var smuk og rigtig flot det var noget alle kunne se og tøjet passede bestemt til hende,
"det ser rigtig flot ud du ser smuk ud i det " lød det nervøst fra ham igen inden han tog en lettere kjole frem der var blevet lagt frem også og kikkede lidt på den,
den var lavet i simplere farver med hvid og sølv dekorationer men bestemt noget han gik ud fra en som hende ville kunne lide.
"så lad os tage det her med det et nyt liv du starter her oppe og til det får du brug for nyt tøj du sagde jo altid du godt ville passe ind her så du får da også brug for noget af vores tøj" sagde han med et venligt smil,
så snart hun var kommet ud af tøjet igen var det tid til og betale ejeren var allerede godt igang med og ligge sammen hvad det ville koste og gøre kjolen klar, nu var det også snart tid til og lede efter en bolig til hende inden Zarakiel selv skulle gøre klar til aftenens arrangement han glædet sig rigtig meget og det var en mulighed til og samles med folket i himmeriget det var noget som Zarakiel elskede og folk var altid glade,
kunne man bebrejde dem en aften med sjov musik og dans var noget de fleste mennesker kunne lide plus det var også en tid til og tage imod nye tilkommende.

[Myia Destiny Flancker]

Zarakiel havde virkelig gjort rigtig meget for hende, og derfor var det også noget, som gjorde sit for hendes vedkommende. Sådan, som han reagerede, måtte få en tydelig rødmen til at stige i hendes kinder. Hun kunne jo heller ikke ligefrem lade være! Hun vendte blikket mod jorden, hvor hun forfjamsket strøg hånden over hendes nye tøj. "Synes du virkelig?" spurgte hun denne gang med et glad smil på læben. Hun kunne jo ikke lade være. Hun kunne godt lide, at han roste hende på den måde!
Myia søgte tilbage i prøverummet, hvor hun kom ud af kjolen, og over i sine normale klæder, inden hun kom ud til ham. Synes han ikke, at han efterhånden, havde gjort nok for hende? Det var i hvert fald sådan, at hun måtte se på det, og det var hun skam heller ikke bange for at erkende for nogen som helst. At han så også ønskede at hjælpe hende med at etablere sig, var slet ikke nødvendigt i hendes øjne. Overhovedet ikke faktisk. Et smil passerede kort hendes læber.
"Du har nu gjort mere end rigeligt for mig.. Please.. ikke gør mere.." Bad hun med en dæmpet stemme, som hun søgte med ham. Tøj havde hun fået, og det samme med sin værdighed som engel. Han behøvede virkelig ikke gøre mere for hende nu.

[Zarakiel Morin]

Da hun nærmest tikkede ham om at stoppe med det hele måtte han ligge en hånd på hendes skulder igen og kikkede seriøst ind i hendes øjne, "jeg tror ikke helt du forstår Myia det ligemeget hvem man er og hvad du har gjort med dit liv her oppe er vi alle ens og du fortjener præcis lige så meget hjælp som alle andre du har selv hjulpet folk så nu det vores tur til og hjælpe dig jeg  ved det kan være svært men du må lære og tage imod det her oppe hjælper vi alle hinanden uanset hvad det er " hans stemme var rolig og blid det var stemmen af en mand der ikke havde den mindste smule tvivl i sig om hvad han ville og nok også derfor han var elsket blandt sit folk,
"jeg ved det kom med mig jeg tror jeg kender et perfekt sted til dig"stemmen blev nu fyldt med glæde og iver som han nærmest træk hende med ud af døren han havde taget hendes hånd igen og gik roligt gennem byen med solen i himlen og indkøbet i hænderne.
Der gik ikke længe før de var kommet afsted han havde rykket dem fra og lidt længere ud de var nu på hvad måtte ses som en eng udkanten af byen græsset var perfekt grønt som så mange andre ting her og ude i det hele kunne et hus eller hytte hvad folk nu ville kalde det ses, det var ikke det største i forhold til hvad der kunne findes i byen men hvad han havde set af hendes vaner fra jorden var han næsten sikker på dette sted ville være godt til hende,
huset var i en lidt mørkere farve mere grålig sten døren var lavet i flot lyst træ der var ikke vinduer som så mange andre huse men en form for gardiner til og lukke hvis der var brug for det,
huset var ikke specielt stort men der var nok plads til en person rigeligt egentlig, huset lå et stykke uden for byen i det flotte grønne og eftersom hun jo var van til og bo i skoven ville et sted som dette måske kunne bruges,
"jeg ved det nok ikke ser ud af meget men jeg tænkte siden du har boet i skoven så længe at du måske ville kunne lide og have noget her ude huset har ikke været brugt længe da der ikke er mange som har lyst til og bo væk fra folk de fleste bor i selve byen " sagde han stille og tog et kik på huset selv var han ret glad for det men ville hun også kunne lide det ? .

[Myia Destiny Flancker]

Hånden på hendes skulder, fik hende svagt til at smile. Det var slet ikke meningen, at han skulle gøre så meget for hende. Overhovedet ikke, og det var noget som hun gerne stod ved. "Jeg ved godt, at det er meningen, at vi alle sammen, skal hjælpe hinanden, men.. er det her ikke lidt voldsomt synes du?" spurgte hun næsten forsigtigt.

At han havde et sted at vise hende, kom et sted lidt bag på hende, og særligt fordi, at han nu var den, som virkede helt ivrig efter at komme afsted. Hun slog ud i en latter. "Du giver mig virkelig ikke noget andet valg," sagde hun morende.
Det sted, som han viste hende, da han førte hende ud af byen, var ligesom hun gerne ville have det. Hendes hjerte startede med at hamre mod hendes bryst, da hun så det lille hus, der lå udenfor byen for englene. Det var jo.. perfekt. Det var jo lige hende, at have et sted som dette!
"Det.. det er jo... smukt. . Zarakiel.." sagde hun med en direkte stemme, som hun vendte blikket mod ham og så huset igen. Ville han give det til hende? Det var virkelig.. alt, alt for meget! Det skulle han virkelig ikke!

[Zarakiel Morin]

Zarakiel kikkede tilbage på Myia da han lagde mærke til hun bestemt så ud til og være glad for stedet og det var jo planen så det virkede vel, "hvis du kan lide stedet kan du bo her det er en af de steder jeg ejer da ingen andre ville have det  vi kan altid finde dig et arbejde eller noget og lave der er masser af ting og tage sig til så mon ikke også du kan finde noget du gerne vil " svarede han med et smil og vendte blikket på huset igen inden han langsomt bevægede sig mod det stadig med Myia i hånden som de kom nærmere åbnede han døren og kikkede ind.
Stedet var hyggeligt havde lige de ting der var brug for seng stole bord og hvad der nu ellers var brug for til og have et ordenligt liv, "jeg håber der er hvad du skal bruge du må undskylde hvis der ikke er helt rent vi har ikke forberedt det endnu " sagde han lidt akavet han skulle måske have kikket på at få det ordnet men intil nu havde han ingen anelse om at de ville få en beboer til det så pludselig.
Zarakiel satte sig nu roligt ned ved en af stolene og kikkede lidt rundt 
han havde faktisk selv være her i en periode for en del år siden så han kendte egentlig huset ret godt,
det var også nu han igen kom i tanke om noget, "du Myia jeg ved det her sikkert er meget og spørge om men der er en fest her i aften hvilket også er grunden til kjolen ser du, vi har en tradition her hvor der bliver holdt en fest for folket og de højere folk, og normalt plejer de noble og have en..du ved " han lukkede kort øjnene og forsøgte drastisk ikke og kikke for meget på hende som det allerede var tydeligt var han bestemt ikke god til og snakke om disse ting måske fordi han ikke havde haft et nært forhold til piger før at bare og snakke med dem var svært ?
"en partner....altså selvfølgelig ikke sådan en partner men en som følger dem til festen og pinligt som det er har jeg end ikke en af disse trods min stilling, der er selvfølgelig mange piger der gerne vil med mig men jeg føler ikke det rigtigt hvis det ikke også er en jeg vil have med " sagde han nu akavet og nervøst bagefter som han sad og kikkede ned i gulvet, det var pinligt og snakke om det men han var jo nød til og spørge festen var snart og han havde brug for en der kunne følge ham.

[Myia Destiny Flancker]

Det her sted, var jo intet mindre end perfekt for Myia! Bare synet og tanken om det, var jo helt igennem fantastisk, og gud, hvor hun dog elskede det sted, som han havde fundet til hende! At det var et, som han derimod måtte eje, og som ingen andre ville have? Det forstod hun jo slet ikke. Det var jo et helt igennem perfekt sted, og det var jo slet ikke noget, som hun kunne lægge det mindste skjul på alligevel!
"Det.. det forstår jeg virkelig ikke. Det er jo et virkelig flot sted! Og.. du vil give det til mig? Du har virkelig allerede gjort mere end rigeligt for mig, Zarakiel.. Hvordan skal jeg nogensinde kunne betale alt det her tilbage?" spurgte hun med en dæmpet stemme, som hun endnu en gang, vendte blikket mod hans skikkelse.
Selv trådte hun ind i huset, og så sig om. Det var lille og fint.. Ganske vidst møgbeskidt og støvet lige nu, men det var hurtigt ordnet! Hun smilede over det hele, og så meget, at hun næsten følte for at tude. Ikke kunne hun forestille sig, at det skulle være på denne her måde. Overhovedet faktisk. "Det skal du ikke tænke på. Det tror jeg godt, at jeg kan ordne selv.. Tak," sagde hun, som hun jo oprigtigt gerne ville have noget at lave selv.

At han tog pladsen, og straks begyndte at fiske efter noget, var noget som gjorde hende nysgerrig. Hvad han derimod spurgte hende om, var noget som straks fik hendes hjerte til at hamre. Hun havde et sted allerede fanget den.. omgående måtte hendes kinder, derfor ende fuldstændig ildrøde ved tanken om det. "Du vil have mig til at.. ledsage dig til feste? Jamen.. Jeg har slet ikke noget så fint tøj og.. hvad nu hvis de ikke kan lide mig?" Hun vendte blikket let ned af sig selv. Det vidste hun slet ikke hvordan hun skulle forholde sig til.