nyt håb

[Zarakiel Morin]

Som de fortsatte deres tur gennem gaderne besluttede han sig, mon ikke tanken om hvorfor han befandt sig hvor han havde været kunne vente, der var ingen grund til og tænke over dette nu. 
Da Myia tog fat i ham og fortalte hun ikke brød sig om at de kikkede mod hende som de gjorde tog han bedre fat i hende, og sendte et lettere irriterede blik til folk der måtte kikke mod dem hvilket fik folk atter til og fjerne deres blik fra dem.
De fortsatte roligt gennem byen mens Myia kikkede lidt rundt for at finde ud af hvad de skulle, han ville gerne lade hende styre dette da han ikke selv havde været her nede i så lang tid, så hvor de kunne besøge havde han egentlig ingen ide om og nu kendte hun jo også disse steder meget bedre en Zarakiel selv gjorde.
Som hun tog et godt tag i hans arm og begyndte og hive ham med mod skoven kikkede han på hende med et smil og lod sig følge med hende, "du blev da pludselig ivrig efter og komme afsted hva ?" sagde han lettere drilsk, det var lidt spontant som hun besluttede sig men det gjorde vel ikke noget, så længe de havde noget og lave var han glad og så længe hun var glad havde han gjort en god ting, og da de kom til skoven begyndte blikket og glide langs de store træer og solen i himlen det var et smukt sted og et blik han måtte huske. 

[Myia Destiny Flancker]

At komme ud af byen, betød også, at Myia kunne komme væk fra de mange blikke, som blev kastet mod hende, for hun kunne ikke lide dem. Hun havde faktisk aldrig kunne lide dem. Hun vendte sig mod ham igen, og med en tydelig rød farve i ansigtet.
"Herude ved jeg da, at folk ikke kigger efter mig.. og.. det er her jeg er mest.. jeg elsker skovene," fortalte hun med et stille smil på læben. Løgn var det ikke. Hvis der var nogen steder, som gav hende en fred i sindet, så var det uden tvivl naturen, og skovene her. Bare man ikke stødte på elverne, så skulle det nok gå alt sammen. Det var i hvert fald sådan, at hun måtte se på det.
Byen forlod de derfor hastigt, hvor Myia trak afsted med Zarakiel, for at sikre sig, at han var med hende. Hun kendte skoven her ganske godt efterhånden, og særligt her langs kanten, hvor hun tilbragte mesteparten af sin tid. Derfor glædede hun sig heller ikke til vinter. Det ville blive en kold fornøjelse, men hun havde jo heller ikke ligefrem andre steder at søge hen, kunne man sige. "Jeg.. bor herude, så at sige.. der er mange flotte steder, som jeg gerne vil vise dig," tilføjede hun lettere forfjamsket. Hvis nu ikke englenes leder, var så meget på jorden, hvor hun var, så måtte hun jo vise ham, hvad der var værd, at se hernede. Særligt de steder, som hun godt kunne lide.

[Zarakiel Morin]

Han gav et godt smil til Myia  som de gik gennem skoven, og hans blik gled over alle de flotte blomster og træer her var her ude, smukt var det og et sted der da også passede til hende. Det var tydeligt at hun ville vælge og bo her ude og han kunne også godt forstå det, "det er et meget smukt sted stører og mange flere træer en da jeg sidst var her ", sagde han ærligt han kunne huske lidt om skoven men med flere tusinde år væk her fra var den blevet en del stører en da han sidst var der. Han kikkede hende i øjnene igen da hun forklarede hun boede her og talte om de steder hun ville vise, 
"jamen jeg følger du viser jeg har det godt lige nu af ligevel" sagde han roligt og gav tegn til hun bare kunne føre an,  han havde ikke noget andet han skulle alligevel og det var jo så sjovt som de gik rundt her ude og kikkede på naturen,
en ting han med glæde ville gøre igen en anden gang måske han skulle bruge noget mere tid her nede. 

[Myia Destiny Flancker]

Skoven var langt væk fra alle de mennesker og folk, der som regel kiggede efter Myia, for hun kunne ikke lide det. Derfor var det også rart for en som hende, at hun havde et sted, hvor hun følte, at hun kunne gemme sig. "Har du været herude før?" spurgte hun nysgerrigt, som hun vendte sig i retningen af Zarakiel. Det ville naturligvis ikke komme bag på hende.. Men det var jo heller aldrig til at vide, kunne man jo sige. Hun vendte blikket ned. Hvor følte hun sig dum. Selvfølgelig havde han da været her før.. Alt andet, var da komplet unaturligt.
Myia førte ham med sig i retningen af det, som hun ville kalde for en lysning. Solen skød ned igennem træerne omkring dem, og lyste hele stedet op. Fuglene sang, og var man heldig, så var det som regel også her hun mødte rådyrene, som holdt til i skoven her. Hun smilede let for sig selv. "Det er som regel her jeg sidder.. Her kan jeg være i fred.. ingen blikke. Ingeting." Det var meget muligt, at Myia ikke havde særlig meget, men det som hun havde, var alt sammen noget, som hun var glad for.. Det eneste, som hun blot ønskede, var muligheden for at komme hjem. En mulighed, som hun var bange for, aldrig ville komme til at ske igen.

[Zarakiel Morin]

Om han havde været her før ? spurgte hun det var selvfølgelig længe siden, men han havde da været her for mange år siden, "ja det har jeg for mange mange år siden " sagde han roligt og kikkede rundt på træerne inden han lagde en hånd ind til en af dem og kikkede tilbage på Myia, "jeg kan stadig huske hvor små disse store gamle træer var skoven var ikke lige så stor den gang tænk som tiden går ", sagde han med et smil til hende og han kunne også godt forstå hun ikke kunne lide folks blikke og at det kunne blive for meget men at være her helt alene, ? det lød som en trist ting for ham "bliver det ikke lidt ensomt her ude alene ?" spurgte han nervøst, det var bestemt noget som han ikke selv ville kunne klare og være så langt væk fra alle andre man havde da nogengange brug for at snakke med andre, mente han 
på den anden side da han mest opholdt sig  blandt andre engle kunne han vel ikke snakke meget om hvordan det var og leve blandt mennesker længere. 

[Myia Destiny Flancker]

Alle som Myia havde haft tæt på, og omkring sig, havde valgt at forlade hende, eller havde været tvunget til det, af andre årsager. Det var måske ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Svagt måtte hun derfor bide tænderne sammen. "Det burde jeg have vidst.. Jeg.. undskyld." sagde hun dæmpet. Hvis han i forvejen allerede havde set det hele, så var det jo heller ikke noget, som hun kunne gøre noget ved, når det endelig var.
"Er det meget anderledes siden sidst?" spurgte hun med en rolig stemme, som hun endnu en gang, vendte blikket mod hans skikkelse. En sød mand var han jo.. flot oveni, hvilket igen måtte få hendes kinder til at blusse noget så tydeligt. Svagt rystede hun på hovedet endnu en gang. Jo.. tilværelsen var ensom, men hun ønskede ikke at stifte for mange bekendskaber. "Jo... men folk gider mig jo ikke.." sagde hun med en næsten skamfuld stemme. Var der noget galt med hende? Alle havde forladt hende.. Selv Derek, der havde lovet at hjælpe hende, var forsvundet ud af hendes liv, for aldrig at se sig tilbage igen. Grotesk som det end var, så vænnede hun sig til det. Langsomt slap hun ham, kun for at træde mere frem. Armene lagde hun om sig. Jo.. hun var jo ensom.

[Zarakiel Morin]

Det var lidt sjovt at hun var så forlegen selv om hun ikke vidste hvem han var hun var vel bare sådan af natur, det var lidt sødt tænkte han "der er ingen grund til og undskylde , og ja det er meget anderledes jeg har ikke været her nede i næsten 5000 år nu " sagde han til hende, og da hun begyndte og virke lidt trist over at folk ikke så ud til og gide være ved hende gik han blot tættere på hende og kikkede ind i hendes øjne "så det vist godt jeg er her nu ikke ?", det lød lidt drilsk men han kunne bare ikke forstår at folk ville holde sig væk fra personer som hende. Og da hun gik tættere på og lagde armene om sig selv kunne han heller ikke lade være med og sætte hænderne på hendes skuldre og kikke dybt i hendes øjne igen, "vi kan ikke altid have et lykkeligt liv selvom jeg nok ikke er en der skulle tale om det, men i det mindste er du ikke alene her ude" han havde altid haft et eller andet med at tale med folk, det var tit at han kunne roliggøre folk og tit havde han hørt at hans stemme var meget rolig, det var da noget positivt for ham så den gave skulle da også bruges tænkte han lidt for sig selv. 

[Myia Destiny Flancker]

Hold da op, han var gammel! Det var den første tanke, der egentlig slog Myia, selvom hun ikke sagde den højt. "Ja.. der må være sket rigtig meget på den tid.." sagde hun med et skævt smil på læben. Denne gang vendte hun blikket i retningen af hans skikkelse. Hun var en ensom kvinde.. Folk kiggede efter hende, og dømte hendes liv på et grundlag, som hun slet ikke kunne gøre noget ved, for det var bare den kvinde, som hun var, og den som hun måtte lære at acceptere sig for at være. "Det er rart.. Det erkender jeg gerne," sagde hun med en ærlig stemme.
At blive dømt, var hun vant til.. Tilværelsen alene, var næsten lige så slem, og det vidste hun godt, men hvad andet valg, havde hun egentlig? Det var jo grumt nok, som det måtte være i forvejen, og det kunne hun jo ikke ligefrem gøre noget ved, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Et suk brød hendes læber, som hun svagt bed tænderne sammen. "Jeg er som regel alene herude.. Her er der ikke nogen til at kigge på mig.. Ikke nogen til at dømme mig.. Ingenting," sagde hun med en dæmpet stemme, som hun endnu en gang, måtte bide tænderne sammen. Hun skammede sig jo over det. "Er jeg en dårlig engel, fordi jeg ikke har vinger, Zarakiel?" spurgte hun direkte. Hun længtes efter at komme tilbage til Himmeriget igen.

[Zarakiel Morin]

Det var meget sandt der var sket en hel del i al den tid han havde været væk så meget at han næsten ikke kunne kende noget af det, men det gjorde nu heller ikke rigtig noget så var der jo en del nye ting og lære og Zarakiel elskede og lære nye ting, "jeg har altid godt kunne lide og lære nye mennesker og ting at kende så det gør egentlig ikke så meget at jeg ikke kender stederne mere", sagde han og løb hånden langs hendes hår og ned af kinden da hun begyndte og betvivle sig selv og sin identitet som engel, "dine vinger er ikke hvad der gør dig til en engel eller en dårlig engel for den sags skyld, at være en engel er noget der ligger i hjertet og den hjælp du udviste mig uden og have nogen ide om hvem jeg var viser du er mindst lige så god som os andre hvis ikke mere, for at være ærlig mener jeg at vores vinger sådan set bare er et tegn på hvad vi er " sagde han i en rolig og tydelig stemme, det var hvad han følte og hun var mindst lige så meget engel hvis ikke mere en ham for hendes handlinger, de fleste ville altid hjælpe Zarakiel fordi de vidste han var af høj status men det var ikke mange der ville hjælpe folk de ikke vidste hvem var sådan var verdenen desværre bare skruet sammen. 
Han begyndte nu også at tænke tilbage til hendes ønske om at se sit hjem igen noget som han da nemt kunne hjælpe med men ville hun mon stadig se ham som hvad han var hvis hun vidste hvem han egentlig var, ? det var en ting Zarakiel altid frygtede ved nye møder han ville ikke dømmes eller ses på anderledes for at have et stort arbejde, 
"hør her Myia jeg vil med glæde tage dig med en tur forbi dit gamle hjem igen det kan jeg nemt sørge for, men du må love mig at du ikke ændre dit syn på mig uanset hvad der sker der oppe er det iorden ?" spurgte han ind lidt nervøs, bare fordi hendes vinger var væk og det ikke længere var muligt at besøge himlen alene skulle hun ikke holdes fra glæden af lyset der kom der fra.

[Myia Destiny Flancker]

At se og lære nye ting, var alt sammen noget, som Myia virkelig godt kunne lide, hvis dog bare at folk ville gå ind i det med et åbent sind. I mange henseender, var det ganske vidst svært for hende at håndtere, og særligt, når det var på denne her måde. "Jeg kunne også forestille mig, at folkene er anderledes, som områderne også er det, efter så mange år," fortalte hun med en ærlig stemme. Et let smil passerede hendes læber. Det var jo sandt nok.
Som Zarakiel rørte ved hende, var det med en tydelig sitren i hendes krop. Hun var slet ikke vant til kærtegn på denne her måde, og det var slet ikke noget, som hun kunne lægge det mindste skjul på. Hun sitrede, som hun vendte blikket mod ham. "Folk dømmer mig, fordi at jeg ikke har dem.. Jeg er ikke denne rene engel, som så mange andre vil have, at jeg skulle være.." Tænderne bed hun tydeligt sammen. Tanken gjorde rent faktisk ondt på hende, men hvad skulle hun da kunne gøre ved det? Let rystede hun på hovedet, som hun vendte blikket den anden vej. Det gjorde hende oprigtigt ked af det.
Hans ord, var noget som overraskede Myia dybt. Hurtigt vendte hun blikket mod ham igen. "Vil du bringe mig hjem?" spurgte hun næsten forhastet, som hun stirrede på ham med en tydeligt forundret mine. Ikke at det var noget, som hun havde regnet med nogensinde faktisk.. Men gud hvor var det en ting, som hun virkelig blev glad for! Næsten automatisk kastede hun armene om hans nakke. "Tak! V-virkelig.. tak!" udbrød hun helt glad.

[Zarakiel Morin]

Igen kom et stort smil om hans ansigt og det var da næsten lige før han måtte grine lidt, hun var bestemt sød med hendes ærlige måde og være på han blev dog selv en smule overrasket over hendes reaktion til at han ville tage hende med, selvfølgelig ville han det klart nok var der nogle få selv der oppe som havde problemer med faldne engle men de fleste var nu gode nok især dem han selv kendte, 
"jamen så er det sat på plads nu har du vidst mig hvor meget dette sted har ændret sig og minded mig om hvor smukt der egentlig er her nede, så nu er det min tur til og vise dit gamle hjem igen".
Som dette blev sagt trådte Zarakiel et par skridt tilbage og begyndte at trække vejret dybt, lyset fra himlen om dannede ham og skabte atter en fin kraftig rustning af lys der satte sig om hans krop, vingerne foldede sig endnu engang ud og stod til begge sider næsten større en Zarakiel selv, og som det sidste trak han et sværd frem fra himlen et sværd der var så helligt som himlen selv. 
"Det kommer ikke til og tage lang tid, normalt skal der bedes om tilladelse for at tage folk med i himlen men når du er med mig er dette ikke nødvendigt, " da dette blev sagt var sværdet rettet mod himlen og en kegle af lys skød fra dens spids, han gik roligt tilbage og lagde en arm om hendes liv inden de med et forsvandt, lyset lagde sig om dem begge og kort tid efter stod de nu foran en stor vej og port, et syn som Zarakiel var van til men noget som kunne overraske de fleste, han smilet lidt for sig selv nok var det hans hjem men han blev altid overrasket over hvor flot der egentlig var og han gav igen et kik mod Myia hun havde ikke været her så længe mon det stadig var så flot som hun selv huskede ?.

[Myia Destiny Flancker]

Selvfølgelig var Myia overlykkelig over det faktum, at hun rent faktisk ville få mulighed for at vende hjem igen! Det var muligt, at hun var en falden engel, men det var jo ikke noget, som hun var med vilje! Det betød ufattelig meget for hende, at få muligheden for at komme hjem.. bare se Himmeriget igen, for det var virkelig ikke ofte, at hun havde været der! "Jeg kan virkelig ikke takke dig nok, Zarakiel. Jeg.. virkelig.. mange tusind tak.." Hun kunne slet ikke finde ord, som ville dækket det bedre end det. For hende, betød det virkelig en hel verden, og særligt, når det foregik på denne her måde.
Som han slap hende, gjorde hun det samme. Den rustning, og det kraftige lys der dukkede op, skar i hendes øjne. Hun var jo slet ikke vant til det længere, kunne man jo sige. Hun blinkede let med øjnene, inden hun igen trådte tættere på ham, og lod ham tage omkring hende. Hvorvidt om det var klogt at stole på ham, det vidste hun ikke, men det gjorde hun nu alligevel.

Det kraftige lys som kom efterfølgende, var virkelig skærende i hendes øjne, hvor hun også måtte gemme hovedet lidt mere ind mod hans krop. Det at de så pludselig stod midt i Himmeriget, fik hende til at blinke tydeligt med øjnene. Var det virkelig..? Hun slap ham, som hun trådte et skridt frem, bare for at få lov til at se. Tårerne samlede sig i hendes øjne. "Det.. det er virkelig.." Ordene kunne hun slet ikke finde. Var hun virkelig kommet hjem?

[Zarakiel Morin]

Zarakiel selv trådte også roligt frem nu og kikkede lidt rundt, dette var et syn man aldrig kunne få nok af de store templer stod oppe over alt andet med lyset der altid oplyste dem, den store port foran dem som var første skridt for alle der skulle ind i himmeriget, vagterne var som altid klar ved porten deres store rustning og hjelme så lyse og blanke som solen selv, alt var bare perfekt her dette var det liv Myia havde længtes efter men ikke kunne få mere dette skulle dog ikke stoppe hende fra at se det fra tid til anden. 
Vagterne havde nu fået øje på Zarakiel og Myia og bevægede sig roligt mod dem da hun jo var i ledsagelse af Zarakiel selv var der ingen grund til at udspørge hende, "min herrer du har gæster med ?" spurgte en af dem og lagde en arm mod brystet i honnør, han var så van til dette nu det var trods alt noget de fleste her gjorde. Zarakiel var en respekteret mand blandt englene hans venlige sind og interesse i alle der levede her var noget mange godt kunne lide, 
han kikkede dog lidt nervøst på vagten som han sagde dette "ehm ja denne kvinde har sørget for at jeg er kommet godt tilbage igen efter et mindre...behagelig møde i Dvasias" sagde han stadig med den lidt nervøse mine, "det var det mindste jeg kunne gøre for en der hjælper mig, som du kan se er hun faldet og kan derfor ikke selv komme tilbage"
sagde han nu igen med et nyt venligt smil mod Myia inden vagten vendte sit blik mod hende og med et let buk stillede sig foran Myia, "du har vores tak for at sørge for herren og er mere en velkommen blandt os" sagde han. 
Zarakiel havde for lang tid siden sørget for at selv faldne med et godt hjerte blev behandlet godt selv her i himlen, 
der havde selvfølgelig i tiden været mange der ikke brød sig om de faldne men med tiden vænnede de fleste sig til reglerne om ikke at tale dårligt om folk som hende, nej faktisk lige modsat mange folk her i himlen så faktisk op til engle som hende der kunne klare et liv på jorden uden deres hjem som mange af dem jo havde været så van til det var Zarakiel selvfølgelig meget glad for. 

[Myia Destiny Flancker]

Myia vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere. Dette var virkelig langt udenfor hendes fatteevne. Tænk, at hun havde fået lov til at komme tilbage til Himmeriget igen. Det var jo helt igennem.. fantastisk! Der lå virkelig ikke noget andet i det!
Vagten som søgte mod dem, fik hende næsten automatisk til at bakke en anelse mere mod Zarakiel. Ville hun blive smidt ud nu? Det ønskede hun jo heller ikke! Grebet gjorde hun om hans arm, hvor hun tog fat.. Bare for at havet et eller andet at holde fast i, for det var, hvad hun havde brug for lige nu. Svagt bed hun i læben. At hun havde gjort så meget, ville hun nu ikke ligefrem sige. Hun havde hjulpet ham, da hun havde set ham blødende på kirkegulvet. Hun havde da bare gjort hvad enhver anden, ville have gjort det.
"Altså.. jeg gjorde da ikke så meget.." sagde hun med en dæmpet stemme, som hun så skiftevist på dem begge. At dette jo så bare var et midlertidigt besøg, var en tanke, som rent faktisk gjorde hende.. trist, for hun havde jo slet ikke lyst til at forlade det igen. Langsomt slap hun derfor hans arm, kun for at vende blikket mod ham endnu en gang. "Er der ikke nogen mulighed for, at jeg kan blive heroppe? Jeg har ikke lyst til at tage tilbage til jorden igen," sagde hun dæmpet. Dette havde jo engang været hendes hjem. Var det underligt, at hun gerne ville hjem og tilbage til det igen?

[Zarakiel Morin]

Zarakiel kikkede lidt mod Myia som hun begyndte og tale om lysten til og blive, det var da forståeligt nok og sandelig nok var han jo i ret til og kunne tillade dette men var hun parat til det ? han huskede selvfølgelig hun ikke havde så mange og tale med "det er sandt nok, og ja det er muligt for dig at blive men du må huske uden dine vinger er det ikke muligt at komme tilbage igen uden hjælp skulle du befinde dig på jorden en gang til, er du sikker på der ikke er noget du vil savne blandt jorden ? " han tænkte lidt over sine valg men han ville heller ikke frarøve hende denne mulighed 
og efter de ændringer der var sket her siden Zarakiel kom til var hendes slags ikke længere en hadet slags. 
Vagten vendte sig nu igen mod Zarakiel og talte på ny "hvis det er har vi stadig en del rum tilbage samt andre levesteder fruen kan benytte sig af, " han pegede lidt rundt på de forskellige bygninger der var her oppe bag porten der nu langsomt åbnede sig, 
"eller vil de hellere bruge hawktan residensen ?" Zarakiel kikkede hurtigt mod vagten og begyndte og rulle lidt med fingrene "øhm det..jeg er ikk sikker på det ville være så sjovt for hende men vi har da masser af steder du kan være Myia," sagde han og vendte sig hurtigt mod hende som han gjorde tegn til at de skulle begynde og bevæge sig længere ind mod midtbyen.
vagten gloede klart lidt mod Zarakiel som de begge bevægede sig mod porten de havde bestemt ikke set deres leder opføre sig sådan før