nyt håb

[Myia Destiny Flancker]

Myia var ikke bange for at fortælle om sit liv. Det var bare ikke særlig mange, som ønskede at tage del i det, og særligt, når det foregik på denne her måde. Det var næsten det, som for hende, var det værste af det hele, og særligt fordi, at hun ikke rigtigt kunne gøre noget ved det. Alt taget i betragtning, så virkede denne mand til at være rigtig god og venlig af sig, hvilket da uden tvivl, var noget, som faldt meget godt i hendes jord.
"Det er en fin tanke, men folket ser desværre anderledes på det. Hvad der kendetegner en engel, er noget, som jeg har mistet," lød det roligt fra hende. Grotesk, som tanken nu måtte være, kunne hun jo ikke ligefrem gøre særlig meget ved den, og det var.. forfærdeligt. Der var ikke noget, som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, og hun hadede det.
Lyset der kom fra ham, indikerede da, at han var ved at heale, hvilket var en tanke, som Myia rigtig godt kunne lide. Jorden var et dejligt sted, men selv hun måtte hun erkende, at hun savnede at tilbringe tiden i Himmeriget. "Mangler man ikke det, som man ikke har? Som du har savnet at tilbringe tiden her, har jeg savnet, at komme... hjem," sagde hun sandfærdigt. Hun vendte blikket mod sine hænder. At det var hendes egen leder, hun sad ved siden af, var hun lykkelig uvidende om. Det var en helt.. skræmmende tanke og fornemmelse, men hun var meget uvidende om sin egen slags.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel vendte selv blikket mod himlen som de talte det var sandt at mange folk på jorden og da også et par stykker i himlen ikke ligefrem var glade for dem uden vinger de blev jo set som at være ikke en del af samfundet længere
da hun talte om at ville vende tilbage eller bare se sit hjem igen måtte han kikke tilbage på hende med øjne der lyste "måske hvis du kan vise mig rundt her nede kan jeg en dag lade dig besøge dit hjem igen ?" spurgte han med en rolig stemme han ville med glæde vise hende lykken af at være blandt sine egne en gang til lige som han selv gerne ville føle freden af at være blandt normale folk og dem som endnu ikke vidste hvem han var det gjorde han kunne nyde friheden i og være sig selv uden folk var om ham hele tiden
"nu hvor vi er her kommer du så tit her ?" spurgte han lidt ind til selv var han glad for kirker de gav beskyttelse til dem som havde brug for det og fred i hjertet til dem der manglede og med alle de opgaver en som ham kunne have var den fred bestemt noget han var glad for

[Myia Destiny Flancker]

Myia vendte blikket hurtigt imod ham. Besøge sit gamle hjem? Et sted gjorde tanken hende glad, men også ked af det på samme tid, for betød det virkelig, at hun ikke kunne kalde det for sit hjem længere? "Mener du virkelig det?" spurgte hun denne gang med et stille smil på læben. For hende, var det uden tvivl vigtigt, at det hele blev gjort på rigtig vis, og særligt, når det var på denne her måde.
Blikket gled ned mod hendes hænder i hendes skød. Hun var her forholdsvis ofte, for det gav hende følelsen af, at være tæt på hjem, og den tanke, kunne hun virkelig godt lide. Hun nikkede, inden hun igen vendte blikket mod ham. "Det er jeg.. når jeg ikke er i skoven, hvor jeg bor nu, så er jeg her.. det giver mig følelsen af, at være tæt på hjem," forklarede hun med et stille smil på læben. For hende, var det blot en del af hendes liv, og derfor, var det også bare en naturlig del af hende, at det var således. Tungen strøg hun let over sine læber, som hun endnu en gang, vendte blikket mod hans skikkelse. Han var nu sød.. åben overfor hende, hvilket hun i forvejen, ikke var særlig vant til. "Kirken er Guds hus her på jorden, så.. jeg håber lidt på, at han til tider, hører mine bønner og hjælper mig hjem," tilføjede hun. Hun vidste at det var dumt, men det var vel tanken der talte?

[Zarakiel Morin]

Han kikkede med et venligt smil på pigen som han altid gjorde blandt folk, han var kendt for at være venlig og hjælpe hvor han kunne da i Zarakiel's hoved var alle værdige til og få hjælp rige som fattige.  Da hun spurgte til om han faktisk mente at tage hende med svarede han bare "selvfølgelig selvom dine vinger ikke længere er her er det stadig dit hjem og hvis du ikke selv kan tage tilbage er det mindste jeg kan gøre som tak for din hjælp at give dig chancen for at se det igen" han lagde en hånd på hendes hoved som han sagde dette med et stort smil, inden hun igen talte "hmm skoven ? jeg kan huske for mange år siden da jeg selv brugte megen tid der ude jeg håber ikke det har ændret sig for meget siden min tid her " sagde han og kikkede ud gennem et stort vindue for enden af kirken, han havde ofte tilholdt sig i procias skove inden han slog sig ned i himlen meget af sin barndom var brugt der, det var nu over 10.000 år siden så nogle ting måtte have ændret sig siden "folk plejer og sige at man mister ting og se som tiden går og med mine 12.000 år burde jeg vidst have set alt men ved du hvad nogengange bliver man overrasket og  jeg savner da at se de mest normale ting fra tid til anden" sagde han roligt og kikkede atter på hende som hun også selv begyndte og tale igen.
Gud ? ja det var vel ham de fleste bad til og det var da også forståeligt "jeg kan desværre ikke forklare hvad min herrer tænker om han overhovedet hører os men bare rolig der er altid nogen der holder øje med os nogen der lytter til hvad folket siger" det var i hvert fald hvad han tænkte, lige som han havde lyttet nu til hvad hun sagde
"ville det mon være muligt at vise mig lidt rundt her i byen ? jeg ville virkelig gerne se hvordan stedet ser ud nu" sagde han med et lettere spændt ansigt.

[Myia Destiny Flancker]

Intenst måtte Myia lytte til hvad Zarakiel havde at fortælle hende, for han kom jo fra hendes hjem. Det hjem, som hun ikke havde opsøgt igennem rigtig lang tid, og naturligvis, var det også noget, som kunne mærkes, og det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt. Hun lukkede øjnene, som han lagde hånden over hendes hoved. "Det er ikke rigtigt nogen mulighed for mig, at komme derop, uden vingerne. Jeg.. jeg havde engang en bekendt, som ville undersøge muligheden for at få dem tilbage.. men han forsvandt.." Hun sukkede dæmpet, og vendte blikket ned.
Myia sad og fumlede let med hænderne foran sig. For hende, var det uden tvivl en svær situation, men hun kunne ikke rigtigt gøre noget ved det nu. Igen måtte hun vende blikket mod ham. "Skoven er smuk i den her tid.. Du burde se den," sagde hun denne gang med et stille smil på læben. Var han virkelig tolvtusinde år gammel? Han holdt sig godt af sin alder, hvis hun selv skulle sige det. "Jeg kunne godt forestille mig, at du har set rigtig meget i din tid.. Er det noget, som du vil berette om?" spurgte hun med en dæmpet stemme.
Tanken om gud, måtte hun finde skræmmende. Hun kunne ikke rigtigt finde u af, om hun skulle tro på, at der var en deroppe. Hun bed tænderne svagt sammen. ".... Findes han?" spurgte hun med en dæmpet stemme, som hun igen vendte blikket op mod ham. Let nikkede hun. Hun ville da gerne vise ham byen, hvis han ville. "Det gør jeg da med glæde.. hvis du vil," sagde hun lettere forfjamsket. Ville han virkelig tilbringe tiden sammen med hende?

[Zarakiel Morin]

Hun var egentlig ret nuttet den måde hun var på og det var også rart og tale med nogen der ikke så så højt om sig selv, det fik virkelig en til og tænke over hvor forskellige mennesker der var i verden, det var nu lidt trist at hun havde mistet sine vinger, han syntes da selv de var noget af det smukkeste i denne verden så længe man ikke fandt sig selv i Dvasias, det sted kunne være et mareridt for de fleste. Han havde da hørt om muligheden for at få sine vinger tilbage men hvordan ? han havde sådan set aldrig tænkt over hvordan det kunne ske, og fokusen på dette blev også hurtigt rettet andet sted som hun spurgte til gud i en meget dæmpet stemme dog, sikkert på grund af at de var i en kirke "hmm jeg må indrømme jeg ikke selv har set ham før men jeg tror på der er noget der ude og selv hvis der ikke er så er troen stadig vigtig den giver folk tryghed " svarede han med en blød og rolig stemme inden han så småt rejste sig igen og bredte de store vinger ud, hans vinger var en smule større en de fleste andre som et tegn på hans status, og lyset i dem var nu vendt tilbage. Han vendte sig rundt og kikkede på hende igen "det ville være mig en ære hvis de ville følge mig selskab idag " sagde han med et let buk og en udstrakt hånd, om denne form for manere stadig var normale vidste han ikke men sådan var han opdraget alle de år siden, og at besøge en by som denne igen efter alle de år ville være en stor glæde for ham.

[Myia Destiny Flancker]

De få, som havde været forbi Myias liv, var forsvundet igen, hvilket naturligvis var en tanke, som virkelig gjorde hende trist, for hun kunne ikke lide at være alene. Hun havde brug for at leve et liv, som så mange andre, og det var vel heller ikke underligt, var det? Forsigtigt vendte hun blikket mod ham. Hun talte aldrig rigtigt højt om sig selv, selvom hun var en meget åben person. At han selv ikke havde set Gud deroppe, fik hende dog kun til at tvivle endnu mere. Var der overhovedet nogen, som havde set ham?
"Det er muligt, men til tider, er det hvad øjnene kan se, som man har brug for," fortalte hun med en ærlig stemme, som hun igen vendte blikket mod hans skikkelse. For hende var det en svær situation. Særligt, da han rejste sig op og spredte vingerne igen. Smukke var de.. Aldrig havde hun set nogen så smukke, store og snehvide, som dem, der var for øjnene af hende i øjeblikket. Langsomt rejste hun sig derfor, for varsomt, at lade den ene hånd søge over de smukke fjer. At han derimod rakte ud mod hendes hånd, fik en tydelig rød farve til at melde sig i hendes kinder. "D-det skal være mig en glæde og ære at tilbringe dagen i Deres selskab, Zarakiel," sagde hun forfjamsket. Hun var jo slet ikke vant til at nogen ville den slags med hende.
Derfor lod hun sin arm forsigtigt glide i hans, hvor hun stilede sig tæt ved ham. Var det så sjældent, at han var her på jorden? Så måtte hun jo vise ham det hele! Eller.. det som hun selv kendte til, om ikke andet.

[Zarakiel Morin]

Som hun lagde sin arm under hans hjalp han da langsomt med at få hende op og stå og vendte nu blikket mod døren ud af kirken, som han langsomt begyndte og gå med Myia under armen, da han langsomt åbnede døren og kikkede ud skød lyset fra Procias himmel ned over dem, et lys der ville sætte frygt og rædsel i alle mørkets væsner men for folk som dem var dette som et godt varm bad efter en lang dag, lyset ramte deres hud og Zarakiel lukkede kort øjnene som han nød det gode vejr og det sted han var,  inden han igen satte gang i benene som han bevægede sig mod byen.
"Hvor længe har du så været her ? jeg mener efter det med dine vinger ?" spurgte han en smule nervøst han ville med glæde høre om det men var da også usikker på om han nu ville ramme et ømt punkt, noget han da slet ikke håbede på.
Som de bevægede sig tættere mod byen foldede han nu vingerne ind mod ryggen, de var tydelige men han kunne jo gøre lidt for de ikke var nær så tydeligt fremme, og det kunne jo nemt ses at folk begyndte og kikke mod dem og hans vinger, nogle begyndte langsomt og hviske men det var slet ikke et dårligt blik næ det så nærmere ud som om folk var forundrede over ham, at se en engel gå der sammen med hvad lignede et normalt menneske måtte vel være af interesse for dem, "jeg håber ikke jeg giver dig for meget opmærksomhed fra deres blikke ?" spurgte han igen han ville jo gerne sikre sig at dette ikke var til besvær for hende.

[Myia Destiny Flancker]

Myia gik roligt side om side med Zarakiel. For nu, var hun overhovedet ikke skræmt af ham, og ikke ønskede hun at bryde deres møde op. Han virkede derimod som en meget fornuftig mand, som havde rigtig meget at berette om, hvilket var noget, som hun godt kunne lide. Som han spurgte ind til hende, vendte hun blikket mod ham. Hun var uden tvivl påvirket af det.. særligt, når hun var omkring sine egne. "Jeg har ikke haft vingerne i frygtelig mange år," sagde hun med en ærlig stemme, som hun vendte blikket ned mod sine fødder i takt med, at de måtte gå. "Jeg har været en slave forstår du.. for en af de mest mørke væsner i hele Dvasias.. Jeg blev frataget dem, i frygten for, at jeg kunne finde på at flygte.." Hun vendte blikket mod ham igen. Det var en grum historie, men nu alligevel hendes.
At andre måtte begynde at hviske i takt med, at de passerede dem, var hun i forvejen vant til. Folk snakket jo også om hende, som var en falden engel.. en dødsengel. Og det var hun altså på ingen måde! Hun rystede på hovedet. "Jeg går ud fra, at hvis de ville forsøge på noget, at du ville passe på mig?" spurgte hun med et forfjamsket grin. Hun trykkede mere omkring hans arm, idet at de fortsatte vandringen. Var det så sjældent, at englene kom ned? Eller var det fordi at det var ham? Hun kunne ikke rigtigt finde ud af det.

[Zarakiel Morin]

Som hun talte om tabet af sine vinger og det at de blev taget fra hende var bestemt noget der gjorde ham trist, det var ikke sjovt at sådan noget kunne ske for folk og var bestemt ikke noget der behagede ham, "det er en trist ting med sådan noget" var vel det eneste han kunne komme ud med, som han gav hende et lettere trist men stadig glad smil for at trøste hende lidt over hendes tab, om sådan et tab overhovedet kunne ud rettes vidste han ikke men skulle der nogensinde dukke en mulighed op ville han da bestemt gøre sit for at få det til og virke. De bevægede sig nu længere ind mod byen, og som hun snakkede om at passe på hende skulle folk finde på noget måtte han igen smile og give et lille grin, "selvfølgelig jeg ville aldrig lade nogen skade komme til min rednings kvinde" svarede han som de fortsatte ind i byen. 
Dette var en rar ting bestemt, at kunne bruge tid som en hver anden person uden og skulle tænke over hvem man var, eller at folk vidste dette, det gjorde bestemt en som Zarakiel glad.

[Myia Destiny Flancker]

Vingerne, var hvad der afholdt Myia i at søge hjem igen, og det kunne uden tvivl mærkes. Hun længtes efter accept og anerkendelse for det væsen hun var, samt hvad hun havde oplevet, så hun ikke stod i en lignende situation igen, for det kunne hun slet ikke overskue. "Det er bare, hvad jeg har oplevet.. Jeg ville ønske, at jeg kunne få dem igen, så jeg kunne komme hjem," fortalte hun. Ved tanken og ordene alene, måtte hun vende blikket op mod den høje himmel. Himmeriget.. Det som engang for rigtig mange år siden, rent faktisk havde været hendes hjem.
Folk kiggede efter dem, også selvom hun gemte sig mere ind mod ham, for hun ville ikke have, at folk skulle kigge sådan efter hende. Hun kunne ikke lide det. At han derimod gerne ville beskytte hende, var en tanke, som hun godt kunne lide. Begge hendes hænder, tog omkring hans arm, bare for at have noget at holde fast i. Desuden var det også utrolig rart, at der var nogen til at være omkring hende, som ikke dømte hende for det, men derimod.. ønskede hende det bedste, for det var hun jo heller ikke ligefrem vant til, kunne man sige. "Altså, jeg hjalp dig jo bare op.. Jeg har jo ikke rigtigt gjort noget.." sagde hun forfjamsket. Hun vidste jo slet ikke hvad hun skulle sige.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel fulgte hendes blik mens hun kikkede mod himlen, det var forståeligt at en som hende ville ønske at komme hjem igen specielt nu hvor hun ikke længere havde sine vinger og ikke kunne tage afsted selv, og dette var da også kun endnu mere grund til at hjælpe hende med og besøge sit hjem en gang mere, nok kunne hun ikke selv komme hjem men det mindste han kunne var da og tage hende med fra tid til anden, det med ikke og kunne besøge det sted man var født var en tanke han bestemt ikke selv brød sig om. 
Da hun lidt sjovt begyndte og forklare hun jo egentlig kun havde hjulpet ham op måtte han give et sødt smil mod hende, det var vel rigtig nok men alligevel for en som ham havde hun gjort meget mere, han lagde en hånd mod hendes hoved som han kikkede på hende og talte igen, "jamen du har da gjort meget mere en bare det min tur i dvasias tog på mine kræfter derfor kunne jeg ikke selv heale, at være nær andre og specielt et lyst væsen som dig rensede min krop for det mørke der var faldet på mig, uden det kunne jeg have endt meget værre " sagde han med en blød stemme inden hånden forsvandt ned ved siden igen, det var nok kun ham der var bygget på denne måde men sådan havde det altid været, skulle han som engel blive fanget i mørke var han altid blevet reddet af lyset fra andre væsner og engle en gave han gladelig tog imod, om det var hans væsen der gjorde dette eller bare længslen efter og være nær folk vides ikke, men han var glad for at det var sådan. Hans blik kikkede nu rundt omkring blandt butikker og huse i den store by, dette var et tydeligt syn han havde længtes efter og hvor var menneskerne da nået langt stedet så så meget anderledes ud nu.

[Myia Destiny Flancker]

Myia brød sig ikke om, at folk kiggede efter hende, og særligt, fordi at hun havde været vant til, at andre havde gjort hende ondt. De manglende vinger, gjorde også, at hun blev offer for en masse fordomme, som hun ikke rigtigt kunne gøre det største ved, og den tanke, gjorde hende rent faktisk ked af det. Var det noget vidunder, at hun virkelig længtes efter muligheden, for at komme hjem igen?
"Jeg ved ikke hvad du lavede i Dvasias.. men jeg er kun glad for, at der ikke skete mere med dig," fortalte hun med et stille smil på læben. For hende, var det nemlig vigtigt, at fortælle ham det.. Han var en god mand. Det var den fornemmelse, som hun havde af det hele, og naturligvis, var det også noget, som kunne mærkes, og særligt, som det var lige i øjeblikket.
Myias hjerte begyndte for alvor at hamre og banke mod hendes bryst. Det var dog ikke af ubehag. Langt fra faktisk, og det var noget, som hun gerne ville stå ved i den anden ende. Hun strøg hånden op over hans arm, som hun nu havde fat i, og siden han ikke sagde noget til det, gik hun heller ikke ud fra, at det var noget, som ham havde noget imod? "Du er en god mand, Zarakiel.. Du må endelig fortælle mig, hvis der er noget særligt, som du ønsker at se," fortalte hun med en glad stemme. Han havde rent faktisk formået at gøre hende helt glad.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel var ikke helt sikker på hvorfor han var i Dvasias, denne del af dagene var en smule sløret stadig men der måtte have været en god grund "jeg....jeg kan ikke helt huske hvorfor, men jeg fornemmer der var en god grund til jeg var der " sådan måtte det vel være og der var egentlig heller ingen grund for ham til og huske det nu. 
Som det var nu var han glad og tilfreds at have en og dele dagen med var fantastisk og noget han egentlig ikke forstod hvorfor han ikke gjorde oftere, var det mon hans pligter som leder der gjorde han ikke kunne tage her ned så tit ? han havde jo ikke rigtig tænkt over dette i flere år. Som de gik længere ind i byen og hun spurgte hvad han ville se måtte han svare "jeg har ikke været her længe, så jeg kender ikke stedet mon ikke du kan finde noget interessant og se ? hvor vi tager hen vil jeg lade dig om" sagde han med et smil inden han gav et blik mod folkene der kikkede mod dem, et blik der fik de fleste til og kikke væk igen, han ville godt sørge for folk lod dem være det var klart mange ikke ville bryde sig om den slags opmærksomhed og da han var en engel var der ikke mange der ville sige en som ham imod da det var tydeligt hvad han ville have dem til. 

[Myia Destiny Flancker]

"Det plejer der nu at være," fortalte Myia med et stille smil på læben, som hun igen vendte blikket mod ham. Det glædede hende derimod, at han ikke var kommet mere til, end hvad han var, så der, skulle han i hvert fald sige, at være heldig.
For nu, måtte Myia forsøge at se bort fra, at der var så mange, der kiggede efter dem, for det var ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun kunne virkelig ikke lide det. "Jeg kan ikke lide, at de kigger sådan efter mig.." sagde hun endeligt. Tanken, var rent faktisk noget, som hun måtte finde en anelse skræmmende. Hun trak vejret dybt, og gemte sig mere ind mod ham, for det alene, kunne hun heller ikke lægge skjul på. Hun kunne bare ikke lide det.
At hun derimod, var den, som skulle vise ham rundt, var det, som forundrede hende mest. Hvad kunne han da gøre ved det? "Der er så mange steder, som jeg kunne vise dig.. Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg skal begynde.." Hun smilede let for sig selv, inden hun slap et kort grin. Hun så sig om.. Hvor skulle de egentlig starte? Der var jo så utrolig mange steder, at vælge imellem. Tungen strøg hun kort over læberne, inden hun vendte blikket i retningen af skoven. "Kom med denne vej," endte hun med et smil, inden hun gav sig til at trække afsted med ham.