I do not like this..

[Silia D. Diamaqima]

Godt nok så var Silia ikke en elver, men selv hvis hun havde været, burde dette ikke være forekommet. De var begge gift, lykkeligt sågar, selvom hendes ægteskab ikke altid var en dans på røde roser. Dybt inde ville hun nok komme til at fortryde dette en dag, men den tid, den sorg, for nu ville hun bare give sig hen til øjeblikket. Et dybt støn brød hendes læber som hun valgte at forene deres kroppe. Hendes hjerte slog hårde slag mod brystet idet hun blidt startede et tempo.
Begge hænder strøg over hans bryst mens hans hænder hvilede på hendes hofter. Alting i hende føltes brændende varmt særligt når hun bevægede sig mod ham som hun gjorde lige nu. Det var næsten bedre at vide hvor meget han nød det, for det var det som hendes væsen også nærede sig på, ligeså meget som det var hendes egen nydelse. Milde vindpust strøg ind af det åbne vindue og åndede hendes i nakken, hvilket fik gåsehud til at melde sig. Som varmen begyndte at bygge sig op i hendes indre og gav hende en følelse af desperation, kunne hun ikke lade være med at sætte tempoet yderligere op. Hun lænede sig frem, pressede sig ned mod ham, for at mærke ham så tæt på som det overhovedet var hende muligt. Hendes kinder glødede svagt i månens skær.
Til sidst kunne hun ikke længere holde på varmen, den eksploderede i hendes indre og frigav en hede i kroppen. Hun stønnede hæst, hendes krop glinsede af sved oven på deres aktiviteter. Hans hænder føltes godt, dog ikke helt så godt som Gabriels, hvilket fik et lille stik af samvittighed til at melde sig.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Selv på trods af at Silia ikke var nogen elver, så lå Thranduil alligevel her med hende, hvilket i forvejen, var et kæmpe kompliment fra hans side af, og det var han heller ikke bange for at understrege for hende. Hun var uden tvivl noget som burde beskyttes og passes på, og i hans øjne, var det trist, at det end ikke var noget, som Gabriel var i stand til at gøre.
Denne gang kom de helt tæt på hinanden. En varme samlede sig i hans krop. At være sammen med et andet væsen end et elvisk, var nyt for ham, og derfor både forbudt og spændende på samme tid. Hans kyndige hænder gled over hendes krop ganske roligt, mens de dybe støn brød hans læber.
I takt med, at han nåede, hvad han kunne rumme, stødte han direkte i hende. Det resulterede i en voldsom sitren, som kunne mærkes fra hans fingre, og helt ned i tæerne. I takt med hans endelige udløsning, meldte samvittigheden sig også med det samme. Han åbnede de grønne øjne, som han direkte stirrede i hendes øjne. Hvad skete der..? Han slap hende derfor med sine hænder, som han kort så ned af hende, som hun lå der over ham. Hvad skete der? Hvad betød det her?

[Silia D. Diamaqima]

Trods hans arme ikke føltes hjemmelige, så følte hun sig hjemme på en anden måde. Her blandt elverne, kunne hun være en del af noget, måske det var af samme grund hun lod sig drage af skovens konge, og faldt i en fælde der var farlig at gå i, men det var svært at lade være. Stakåndet lænede hun sig ind over ham med hænderne i mellem deres kroppe, mens hun forsøgte at fange vejret. Den fantastiske følelse var endnu ikke væk, hun kunne mærkede enhver lille del af hende sitre i behag og vellyst.
Forsigtigt rettede hun atter ryggen og lod sine mørke øjne fange hans. De var forandret. Der var intet spor af lyst eller begær, intet spor af velbehag eller varme, der var kun forvirring hvilket fortalte hende at han i høj grad havde været påvirket af hendes dæmon. Pludselig følte hun sig utaknemmelig, og vammel, og denne følelse fik hende til at trække sig fra ham. I stedet satte hun sig ned ved siden af ham, og trak et tyndt tæppe af silke op over sin krop. "Alt vel?" spurgte hun velvidende om hvor tåbeligt det lød selv i hendes hoved. Hun kunne have bidt tungen af sig selv, og slået sig med en stegepande for ikke stædigt at have holdt fast i at de ikke burde gøre det, men sket var sket, og ingen kunne tage fra dem, at følelsen havde været fantastisk. Hun mærkede selv en knude bindes i maven ved tanken om Gabriel og hvad han ville gøre når dette gik op for ham. Det sidste hun ønskede var at miste en mand som hun elskede så højt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

End ikke Thranduil var immun for den tiltrækningskraft, som måtte hvile ved en sensuel dæmon, og det havde han så nu fået lov til at mærke på sin egen krop. ikke at det var noget, som han kunne gøre alverdens ved, som det stod i øjeblikket, selvom han ville elske, at han kunne. Hans blik hvilede på hende.. Næsten forvirret over, hvad der var sket, selvom han havde fornuft og intelligens nok til at kunne regne den ud. Han havde ladet sig lokke, og ingen af dem, havde som sådan forsøgt at standse det.
Som Silia valgte at trække sig væk fra ham, fulgte han hende med blikket. Han trak tæppet mere om sig. Om alt var vel? Et sted var det jo, og et sted, var det ovehovedet ikke. Han kunne ikke rigtigt finde ud af det. "Alt vel," svarede han blot igen, inden han satte hænderne i sengen, og tvang sig op at sidde. Det lyse hår, gled over hans ryg, som var intet sket. Det lå perfekt som altid. Det som de havde gjort, var uanset, slet ikke noget, som burde være forekommet! Langt fra faktisk! "Silia.." Han tav igen, og lod blikket søge efter hans beklædning i stedet for. Det som var sket, burde virkelig ikke være sket! Hvordan skulle han kunne redde den i land nu?

[Silia D. Diamaqima]

Det var en meget underlig situation at stå i eftersom Silia aldrig før havde oplevet dæmonen som et problem. Det hun frygtede mest var at dette kunne koste hende både sit ægteskab, et venskab samt den lille respekt hun havde vundet ved visse folkegrupper, elverne deriblandt. Hun bed sig i underlæben og slog kort blikket ned på det klæde hun holdt omkring sin krop. Hvad skulle hun sige? Undskyld for ikke at have forsøgt at stoppe ham mere end hun havde? Det var trods alt hende der sad med hovedansvaret, sådan føltes det i hvert fald. Da han satte sig op, bemærkede hun hvordan hans lyse hår bare lagde sig ned over hans ryg, som var intet sket. Hun havde lyst til at lægge en hånd på hans skulder, men det var nok bedst ikke at røre ved ham.
"Du behøver ikke at sige noget Thranduil," sagde hun og lod en hånd løbe igennem sit mørke hår. Det var bedst hvis de blev enige om at det ikke var hændt, selvom hun var nødt til at dele det med Gabriel naturligvis. "Det skete ikke. Tag dine ting og find din hustru," bad hun og sukkede. Det lignede ikke hende at skubbe en sådan hændelse i baggrunden, men for alle var det nok det bedste, trods det sårede hende at være et uheld.. en forbandelse på en måde, som hun ikke før havde oplevet sit væsen være. Pludselig forstod hun andre af sin art meget bedre, for det var først nu det gik op for hende hvilken kilde til smerte det var. Pludselig længtes hun kun mere efter Gabriels arme, selvom hun ikke fortjente dem lige nu.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Aldrig havde Thranduil opfattet dette, som et problem. Ikke før nu om ikke andet, og det var naturligvis også noget, som han tydeligt kunne mærke på hans egen krop og sind. Det burde slet ikke være forekommet. Han var en lykkelig gift mand. Nu havde han vel erfaret på sig selv, hvad det ville sige, at være draget af en sensuel dæmon. Det var i hvert fald første gang, at han opfattede det på denne her måde.
Ikke sagde Thranduil noget det første øjeblik, efter at han var kommet op at sidde. Hans skød fik han dækket til. Det var på ingen måder med væmmelse, at han kunne tænke det igennem, som de lige havde delt med hinanden, for det var det virkelig ikke. Det burde bare ikke være forekommet.
Thranduil valgte denne gang at rejse sig op. "Bliv for natten, og få dg den hvile, som du har brug for," bad han denne gang med en stilfærdig stemme. Han forsøgte vel et sted at holde bare lidt samling på det hele? Tøjet fandt han frem, og begyndte at få det på igen. Han rettede det til. Han skulle nævne det for Serenity. Dette var ikke en hemmelighed, som han ville gå med. Han nikkede mod hende. "Jeg kontakter dig, min kære," afsluttede han med en sandfærdig mine, inden han selv valgte at forlade hytten, for at søge hjem.

//Out

[Silia D. Diamaqima]

Væmmelse følte hun ej over at have været tæt på ham. Han var en flot mand og hendes tillid til ham var stor, hvad der væmmede hende, var mere tanken om at hun havde ladet ham drages af hende på den måde, når hun havde haft mulighed for at stoppe ham. Inderst inde havde hun nok haft en sjælden naiv tanke om at han havde ønsket det, og ikke kun grundet dæmonen. Hvor dum havde man lov til at være?
Hendes mørke øjne fulgte ham som han rejste sig op, så yndefuld. "Tak Thranduil," sagde hun blot dog allerede med planer om at forlade stedet. Lige nu følte hun en indre uro, der uanset ville forhindre hende i søvnen. Han virkede ikke vred på hende, ej heller lod han til at føle afsky, hvilket om ikke andet, var et skridt i den rigtige retning. "Jeg ser frem til det. Godnat," hilste hun og så ham forsvinde ud af døren. Alting her virkede underligt tomt. Hun så sig omkring før hun i stedet kørte hænderne over sit ansigt og rejste sig. Kjolen lå på gulvet, hun samlede den op og kastede om sin krop, hvorefter hun af ren og skær vane og høflighed, redte sengen foran sig mens tankerne forsøgte at samle sig, men uden held. Det eneste hun kunne tænke på lige nu, var hvor meget hun havde lyst til at blive holdt om i nat, også selvom det ikke var fortjent. først da det lignede at ingen havde været der, valgte Silia at forlade hytten til fordel for at vandre rastløs rundt i skoven i stedet for.

//Out