I do not like this..

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Som regel, var Thranduil en mand, der havde en ekstrem kontrol på sig selv, og sine omgivelser. Denne måtte han tildels slippe nu. Denne gang, var det derimod hende, som måtte lokke ham.. sætte tanker og andet i hans sind, som han ikke gjorde sig normalt, eller var i stand til at undertrykke.
"Og alligevel, dukker de op af en grund," pointerede han med en ganske rolig stemme. Han låste hendes hånd fast ved hans bryst, ved at lukke sin egen hånd omkring hendes. De smaragdgrønne øjne vendte han mod hendes smukke øjne. Han kunne jo drukne i dem, hvis han kiggede længe nok.
"Det er kræfter, som jeg kan kontrollere," pointerede han sigende, som hun valgte at trække sig væk fra ham. Her valgte han alligevel at stramme sit greb om hende. En hård og fast mand, havde han trods alt altid været, og det vidste hun. Han rev hende det mere ind mod sig, inden han låste begge sine hænder omkring hendes overarme. Det kunne koste dem begge dyrt.. frygtelig, frygtelig dyrt. Denne gang rev han hende tættere på sig. Som mand, var han heldigvis af en helt anden styrke end en kvinde, så det havde vel også sine fordele. "Du er mig en smuk kvinde, Silia.." Hånden strøg han over hendes kind, inden han denne gang lænede sig frem. Hertil lod han læberne møde hendes i et kys.

[Silia D. Diamaqima]

Som værende en af de få venner hun havde tilbage i dette forhadte land, så ønskede Silia ikke at ødelægge det for noget så sølle som en hyggelig aften. Hendes væsen var dog ikke helt enig. Det var meget sjældent hun fik ondt, måske fordi hun altid arbejdede, for når han som nu, stod og var påvirket af hende, så kunne hun mørke hvordan alt i hende hungrede og længtes. Hendes hånd var låst mod hans bryst, hun kunne mærke hans hårde hjerteslag mod sin håndflade, hvilket nærmest føltes som sød musik. "Det gør dem ikke rigtige," pointerede hun og trak vejret dybt. Gabriel ville hade hende, Serenity ville formentlig hade ham, og måske de ville hade hinanden? Hun rystede på hovedet og forsøgte at holde fast i skrækscenariet. "Det er overhovedet ikke følelser du kan styrer min kære," svarede hun med et let smil på læben. Hvis han havde kunnet styrer det, så havde de aldrig været her.
Idet øjeblik hans hænder låstes omkring hendes overarme, stod hun lettere anspændt og fortabte sig i hans skovgrønne øjne, mens hendes modvillighed forsvandt mere og mere for hvert sekund. I det øjeblik hans læber ramte hendes, var hun tabt. Skuldrene faldt ned på plads. For et øjeblik lod hun sig fortrylle den varme følelse, før hun lidt bestemt vendte dem så han stod op mod væggen, kun for at kysse ham dybt tilbage.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det som skete i øjeblikket, var slet ikke noget, som burde forekomme, og dog, så skete det alligevel. Thranduil var præget af hendes tilstedeværelse, og smukke væsen, på en måde, som han kun burde være overfor sin hustru. Burde han hade hende for det? Det ville næppe komme på tale, og særligt med den respekt, som han i forvejen, måtte bære overfor hende, og hendes familie.
"Jeg har den kontrol, som jeg ønsker at have," fastholdt han sigende. Det burde på ingen måder forekomme, men end ikke det, var noget, som han selv kunne være herre over, uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne gøre det fra tid til anden.
Denne gang var det ham, som tog skridtet videre, og plantede et kys mod hendes læber. At hun derimod var med på den, var kun det, som gjorde dette det sværere for ham, at få brudt. Han lod dem vendes, hvor det var ham, som mødte væggen bag ham. At de skulle gøre det i hans søns gamle hjem, havde jo på ingen måder været meningen. Selv burde han søge tilbage til sin hustru, som han vidste, ventede på ham, men at bryde dette.. det kunne han ikke. Grebet om hendes overarme, låste han mere, inden han skubbede sig fra væggen, og mod sengen. Kysset gjorde han krævende og intens, inden han langsomt gik mere ned i knæ, for at tage fat om hende, så han elegant, kunne føre hende op i sengen. Han var jo trods alt et elegant og yndefuldt væsen.

[Silia D. Diamaqima]

Nathaniel havde lært hende altid at tænke på konsekvenserne af handlingerne, og skulle hun ende med at komme i mellem ham og hans yndige hustru, så ville han næppe tilgive hende, ligesom hun ikke ville tilgive sig selv for at miste Gabriel. Det var dog en helt anden snak. Thranduíl havde formået at forfører hendes væsen, trods det normalt var omvendt, han havde mindet hende om den sult der ikke var blevet stillet i ugevis, fordi Gabriel og hende var for ringe til at finde tiden til hinanden. "Vi kommer til at fortryde dette," hviskede hun mod hans læber. Desværre så var skaden allerede sket. Hun lod sine hænder vandre over hans bryst og hans mave, et sted under de fornemme klæder, fandtes der uden tvivl en virkelig flot mand.
Med sin krop trykkede hun ham op af de ru vægge og kyssede ham dybt. Hans favn var ikke ligeså hjemmelig som Gabriels men hun havde nærmest glemt hvordan det føltes at være sammen med ham.
De slanke ben foldede hun om hans liv idet han bød hende om for at lægge hende ned i sengen. Hun trak ham med ned over sig, og lod den ene hånd søge op over hans skuldre og ned over hans ryg. På en eller anden måde, var det også rart at blive bekræftet, men inderst inde kunne hun mærke samvittigheden, den var bare ikke dominerende nok til at stoppe hende.
Forsigtigt løsnede hun de fine klæder, der føltes lettere end et blad, bare så hun kunne få mulighed for at mærke ham mod sig selv.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

I øjeblikket måtte Thranduil snakke hende efter munden, mest fordi at han var draget af hendes væsen. Konsekvenser og valg, var han slet ikke i stand, til at tænke over i øjeblikket. Den intense hvisken mod hans øre, var slet ikke noget, som han tog sig af. "Sch..." bad han med en dæmpet stemme, som han kort strøg en finger over hendes læber.
Det som skete, var slet ikke noget, som burde forekomme, og dog, så skete det alligevel. Det kunne mærkes, og nu hvor skaden var sket, så var det heller ikke fordi at han kunne vende ryggen til det. Han fik hende derfor lagt ned i sengen, og trukket sig selv op over hende. Han smilede ganske tilfredst. I sig selv, var det noget, som forekom frygtelig sjældent, og det var nu også sådan at det skulle være. Klæderne blev løsnet fra hans krop. Under den tunge beklædning, som han dagligt måtte gå med, var der en veltrænet og markeret mand. Ikke stor og pumpet, da det slet ikke lå til elvisk natur, men dog, lå der noget alligevel. Han strøg hånden nedover hendes krop og langs hendes kjole, som han ligeledes tog fat i, for at føre den med sig op, som han gjorde tegn til, at ville have denne fjernet. Elegant og yndefuld, som hans væsen nu måtte være, så gik det også igen, selv i en situation som denne. "Du er smuk.." bemærkede han. Et meget stort kompliment at få af ham, når man ikke selv bar det elviske væsen.

[Silia D. Diamaqima]

Havde Silia vidst bedre og mere omkring sit eget væsen, ville hun formentlig vide at han talte hende efter munden blot for at overbevise hende om at dette var det rette, selvom det aldrig ville være nogen god idé. alt blev sat på spil, for begæret efter en berøring, og efter endnu et kys. Ved siden af Thranduil følte Silia sig klodset og forvildet. Hans bevægelser var yndefulde, der hvilede sågar en hvis aura omkring ham som gjorde hende betaget af hele hans væsen. Hans bløde finger kildede på hendes læber, hvilket fik et smil til at bredes bag den. Dog tav hun som bedt og kyssede i stedet blidt hans finger inden den forsvandt igen.
Nysgerrige øjne løb ned over hans blege, smukke hud. Hun kunne ikke dy sig for at lade en finger stryge ned mellem brystkassen. "Det er du også," sagde hun stille. Hun mærkede hans hånd og lettede sig fra madrassen så den lette kjole, kunne glide op langs hendes krop. Hun hævede overkroppen og lod ham fjerne stoffet, så hun lå blottet med undtag af et par trusser. Hun var fyldigere end mange andre kvinder, en flor barm og lidt at tage fat i, det var nok alt den gode mad som hun altid havde været glad for. Ingen mand kunne få en kvinde til at føle sig så smuk som Thranduil. Det var nok hans væsen, så yndefulde som de var, så var det et kæmpe kompliment. Hun løsnede hans sidste klæder, og hånden vandre op over hans stærke ryg. Sådan her kunne hun ligge i timevis, fortryllet af ham og hans væsen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Kontrollen slap mere og mere for Thranduil, som ikke kunne styre det længere. Det var en helt igennem fantastisk fornemmelse, som det måtte efterlade ham med, men han kunne derimod rigtig godt lide det. Han trak sig roligt over hende, og med en rolig mine. Fanget og påvirket af hendes sensuelle væsen, var han uden tvivl. Han vendte blikket i retningen af hendes smukke skikkelse. Selv havde han på ingen måder travlt hvad angik dette, og det var han skam heller ikke bange for, at vise, og særligt når det foregik på denne her måde.
Langsotm fik han fjernet kjolen fra hendes krop. Fyldig barm, og alt det, som man typisk ville elske ved en kvinde, var hvad han kunne spotte ved hende, og det var noget, som han uden tvivl rigtig godt kunne lide. Han lod hånden stryge over hendes smukke krop. Han lænede sig ned mod hende, hvor han let kyssede hendes kind og videre mod hendes mundvig, hvor han endnu en gang, lod sine læber indramme hendes læber med perfektion. Thranduil lod øjnene endnu en gang glide i. Han stolede mere på hende, end hvad godt nok var i øjeblikket, men hvad skulle han da gøre ved det? Hånden lod han stryge roligt langs hendes smukke krop og nedover hende. Han strøg hånden over hendes nedre mavemuskler.

[Silia D. Diamaqima]

Endnu burde Silia stoppe ham, men hun gjorde det ikke. Hendes eget væsen var så opslugt af hans, at hun var nået til et punkt hvor dette ikke længere var muligt. Gabriel ville formentlig hade hende resten af livet, særligt med henblik på hvor jaloux hun altid havde været, dog var de tanker langt væk.
Hans hud var så blød og varm, når hun strøg fingrene ned over den. Begge hænder strøg langs hans side, op over hans skulderblade for at mærke den faste struktur. Han var ikke præget af så mange muskler som Gabriel var, men det var jo heller ikke typisk elvere. Hendes læber mødte hans igen, i et dybt og lidenskabeligt kys. Det sitrede under hans hånd der gled ned over hendes nedre mavemuskler og fik dem til at trække sig sammen fordi det kildte.
Læberne lod hun forlade hans, og hævede i stedet hovedet lidt for at kunne fortsætte af en blid række ned over hans hals, selvom en del af de lyse hår hurtigt viste sig at være i vejen.
Inderst inde vidste de begge at dette var forkert, de var venner, og andet havde hun aldrig anset ham som, og andet ville de aldrig blive.
Et suk undslap hendes læber og ramte i stedet hans hals som hun endnu bearbejdede med kølige læber. Nu havde de jo været ude hele dagen, hvilket kunne mærkes mere på hende som var vant til at være låst inde på et slot, end det kunne på ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Under normale omstændigheder, ville dette aldrig nogensinde være forekommet, men lige nu, kunne Thranduil ikke bevare den kontrol over sig selv. Han vidste, at Serenity ville blive knust ved tanken om, hvad der skete i øjeblikket, men det var heller ikke alt, som han kunne bevare kontrollen over, og det var vel egentlig også ganske tydeligt i en situation som denne?
Han lod hende røre ved hende, som han ikke kunne stoppe med at røre ved hende. Det føles rigtig, rigtig godt, og det kunne han heller ikke ligefrem lægge det mindste skjul på, når det nu endelig var i den anden ende. Han smilede let for sig selv, som han strakte halsen, da hun kom i kontakt med denne. Øjnene lukkede han let. Denne gang tog han dog mere fat i hende, for at få dem vendt.. Så ville hverken hår eller andet være i vejen. Han trak hende derfor med op over sig, så han kunne berøre hende ordentligt.. Brystet som mødte hans.. hendes krop, der mødte hans. Bare følelsen af det, var helt igennem fantastisk, og han kunne virkelig godt lide det. Et smil passerede hans læber, som han lænede sig frem, for i stedet for, at lade læberne komme i kontakt med hendes. Hånden strøg elegant nedover hendes ryg, og ned til hendes trusser, som han langsomt begyndte at trække af hende. Han skulle helt tæt på, og nu hvor han var så fanget af hendes væsen, var det helt umuligt for ham, at stoppe igen.

[Silia D. Diamaqima]

Serenity og Gabriel var så langt borte i hendes tanker. Stadig burde Silia stoppe ham, men hendes væsen var selv lokket så meget af en sult der var blevet undertrykt i alt for lang tid. Så måtte han hade hende bagefter om det var det han ville. Hvad hendes læber mødte, var en fin, blød hud der føltes så varm taget i betragtning af aftenkulden som trængte ind i hytten. Hun følte sig ikke selv kold, men lod sig varme ligeså meget af hans krop, særligt da han vendte dem så hendes krop lå over hans. Hun spredte benene og satte et på hver side af ham, fuldkommen blottet for hans åsyn, og uden at føle nogen skam.
Hertil kyssede hun hans brystkasse og bevægede sig igen op til hans varme hals, hvor hans puls bankede under hendes læber. Hun følte sig slet ikke færdig med at udforske og undersøge, men samtidig havde lysten et så fast tag i hende, at det var svært at se bort fra. Forsigtigt satte hun sig op og lod sine hænder vandre op over hans mave. Hendes mærke, lange hår hang lidt forvildet omkring hendes skuldre. Mens hun lænede sig frem og ind over ham, kørte hendes hænder op til hans bryst og hvilede i mellem dem da hun igen fangede hans læber og mærkede det fjerlette strøg langs hendes ryg. Det plantede en behagelige skælve. Hvem skulle have troet at selv elverkongen havde sine intime hemmeligheder?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Som enhver anden mand, bar Thranduil inde med sine intime hemmeligheder. Han vidste hvad han ville have, og at ligge der med dronningen af landet, havde han ikke ligefrem regnet med. Hans blik gled mod hendes skikkelse, som han fik dem vendt. At de måtte ligge i hans afdøde søns værelse, var nok ikke ligefrem det, som de havde regnet med - nogen af dem, men her var de.. Alt af fornuft synes ligeledes, at være slået komplet ud af hovedet på ham.
Hovedet lagde han tilbage. Nu var det i hvert fald ikke hans hår, som måtte være i vejen, og det var en tanke, som kun måtte glæde ham mere end hvad godt var i hvert fald. Han lod hånden stryge op over hendes krop. Her lod han hende røre alt hvad hun ville.. gøre hvad hun ville, og uden at han havde tænkt sig at stoppe hende, da denne følelse af fornuft, allerede nu, var slået komplet ud af hovedet på ham, og ikke noget, som han kunne gøre noget ved selv. Han smilede tydeligt tilfredst for sig selv. Ikke at det var noget, som han kunne skjule for hendes vedkommende. "Fortsæt," bad han. Hvert et ar blev kærtegnet, som hvert et mærke, og hver en del af ham. Smuk som hun var.. Det burde være Gabriel, der lå i hans sted, selvom han slet ikke tænkte denne tanke. Han vendte blikket mod hende, hvor han igen lod læberne møde hendes i et krævende kys. Hænderne strøg over hendes ryg, over enden og videre over hendes lår. Så blød en hud.. næsten helt perfekt.

[Silia D. Diamaqima]

Thranduíl havde en tendens til virke.. umenneskelig på det punkt. Han havde en smuk hustru så selvfølgelig nød han intimitet ligesom alle andre, men det vare bare aldrig rigtigt forekommet Silia som en tanke før nu. Sandheden var, at han var en umådelig flot mand, hans hænder var kyndige, han vidste hvordan en kvinde skulle røres uden at være akavet eller uforstående, hvilket det ofte havde været mellem Gabriel og hende, ikke fordi det var sket, for det var det ikke, men det plejede bare at være mere klodset. Denne gang følte hun sig lidt mere yndefuld og feminin, hvilket skræmte hende lidt. Opfordringen om at fortsætte tog Silia hurtigt til sig. Hendes læber undersøge hver lille del af hans krop, til hun igen nåede hans hals, og til sidst kunne lade sine læber fange af hans i det dybe kys. Hun pressede sig ned mod ham, mærkede hvordan hans krop reagerede på hende, og lod nysgerrigt sin hånd undersøge præcis hvor meget han begærede hende.
De varme fingre lukkede sig omkring ham, hvilket krævede at hun hævede sig en lille smule for at kunne komme til. Kysset brød hun ikke, hans læber var lokkende i sig selv. Hvem skulle have troet at de nogensinde skulle ligge sådan? Lige i nuet nød hun det, men sandheden var at hun inderst inde ville ønske at han havde været Gabriel, det lod bare ikke til at tiden kunne opfylde det ønske som hun ellers havde brændt inde med længe, efterhånden.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Lige hvad angik det her, skilte Thranduil sig ikke fra nogen anden. Han havde sine behov, selvom han var god til at skjule det, og holde det på afstand, af sig selv. Han blev derfor også liggende under hende.. Hænderne lod han yndefuldt gå på opdagelse ned af hende. Tanken og følelsen af det, var fantastisk, og uden tvivl også noget, som måtte falde i hans rigtig gode jord. Han stolede på hende, i denne forbindelse, og det kunne han virkelig godt lide. Selvom han vidste, at han burde gøre dette med Serenity, og ikke enhver anden, såsom dronningen af landet, så var det ikke en fornuftig tanke, som slog ham i øjeblikket. Langtfra faktisk.
Hånden som søgte ned mellem dem, og tog fat i ham, fik alligevel et lavmælt og dybt støn til svagt at bryde hans læber. De smaragdgrønne øjne lod han glide i, som han lod hovedet søge baglæns ned i sengen. Her blev han liggende, mens hans ene hånd let kærtegnede hende. Hendes duft og hendes væsen, var helt igennem fantastisk, og han kunne virkelig godt lide det.
Den frie hånd lod han glide over hendes kind, inden den fast lukkede sig i hendes nakke. Nu hvor han endelig havde hende så tæt på, så var der ikke noget bedre. Fornuften gled mere og mere bag i hans hoved, som det var lysten, der mere og mere, meldte sin ankomst. Han elskede det. Han skubbede sig svagt mod hende. Han ønskede mere.. Han ønskede hende.

[Silia D. Diamaqima]

Dæmonen havde måske vækket noget i ham, man han var ikke tryllebundet som han burde være, så Silia vidste at en lille del af ham i det mindste ønskede det. Det var den samme problematik hun selv stod med. Dog var det nærmest overraskende at han lod sig berøre af andet end en elver, det var et stolt folk, og somme tider følte Silia sig som en af dem, men det gjorde hende ikke til det i sidste ende.
Hans hænder føltes godt på hendes krop. Han var bestemt og skjulte ikke hvad han ønskede. Det var en kende uvant for hende, nok fordi hendes mand nok var et så blidt væsen der kun ønskede at passe på hende og hun elskede ham for det, men lige det her appellerede til den mørke, lystne side af hende som hun dagligt lod underkurer. Hendes hånd undersøgte nysgerrigt hans nedre i pirrende strøg og faste tag, mens hun kyssede hans læber med længsel. Det faste greb i nakken fik hende til at slippe et lille suk. Tålmodigheden var ej længere stor, så hun hævede sig, og gled ned over ham, så deres kroppe endelig forenedes. Hertil var hun nødt til at sætte sig op. De mørke øjne brændte af begær, da hun så ned på ham, og lod sine hænder igen vandre over hans krop, inden hun startede et roligt tempo ved at vugge med hoften mod ham. Det var en helt igennem fantastisk følelse, selvom den var frygtelig forbudt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Fornuft var det sidste Thranduil måtte tænke med i øjeblikket, velvidende om, at dette virkelig var dumt, og slet ikke burde forekomme. Svær var hele situationen derfor også i hans øjne, selvom der ikke rigtigt var noget, som han kunne gøre ved den.
Her tog hun fat om ham.. mærkede efter, og han lod hende gøre det, selv på trods af, at hun ikke var en elver. I sig selv, sagde det vel lidt om, hvordan hun blev set på, af det elviske samfund? At hun rent faktisk var en af dem, for han lod ikke andre end elvere berøre ham! Dette var i princippet også en ret, som kun burde tilfalde hans hustru. At hun hævede sig, kun for at sænke sig, så de endte med at blive forenet, fik et dybt støn til at passere hans læber. Dette var ikke noget, som han praktiserede særlig ofte, men han elskede, når det endelig forekom.
Hænderne lod Thranduil langsomt glide over hendes lår og over hendes hofter, hvor hun satte tempoet igang. Her blev han glædeligt liggende under hende. Han nød det jo trods alt, og det lagde han bestemt heller ikke ligefrem skjul på, i den anden ende. Han arbejdede med hende, da det var meningen, at det var noget, som de skulle nyde begge to. Alt andet, var fuldkommen uaktuelt for hans vedkommende. Små støn passerede hans læber. Hun føles jo helt fantastisk!