I do not like this..

[Silia D. Diamaqima]

Genopbygningen af skoven var næsten gået for godt.. skoven havde bredt sine kanter længere ud end de før havde været, således at op til halvdelen af landet nu var bevokset af skov. Ikke at det gjorde nogen noget, det var kendt for værende et af de smukkeste steder i verden med dets meget varierede natur, deriblandt deres vandfald og skjulte kilder rundt omkring.
"Havde det ikke været for mørket i mig, så kunne jeg næsten have bildt mig selv ind at jeg hørte til her. Desværre er spidse ører ikke noget som kan tillæres som bueskydning og det elviske sprog kunne," påpegede hun med et lidt skævt smil. Det var ingen hemmelighed, at hun nærmest havde forsøgt at blive ældre dengang hun stadig kun havde været et barn, det vidste hun nu aldrig ville blive en kendsgerning, trods hun havde evnerne til det.
"I mange år var du mit store forbillede Thranduil, jeg skænkede dig de hemmeligheder uden at kende konsekvenserne af det. Heldigvis er De en mand med megen livserfaring, du har ro på dig selv. Gabriel er ikke ligesådan. Er han frustreret eller begejstret står tungen ikke stille på ham, han kender ikke de samme konsekvenser," fortalte hun ærligt. De sørgelige tanker forsvandt i samme øjeblik elverne begyndte at stimle sammen omkring dem. Silia smilede, der var julelys i hendes øjne. Det rørte hende hver gang at føle sig så velkommen et sted, også selvom hun kom uden krone. Den modige lille knægt der rendte om deres ben, fik et blidt strøg over hovedet. "Naturligvis er jeg det. Det lovede jeg jo, og det er vigtigt at holde sine løfter. Hvis I får gang i et bål, så finpudser jeg aftenens eventyr," lovede hun med begejstrede blik. "Vil De gøre mig den ære at tilslutte Dem vores historiefortællinger?" hun vendte sig mod Thranduil. Her tiltalte hun ham som den konge han var.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Opbygningen af skoven og de omkringliggende områder, havde overgået selv Thranduils store fantasi. Dog var han glad for det, og kunne nu stå ved, at han herskede over det smukkeste område i hele Procias. Skoven havde altid været hans bord, og han gjorde også hvad han kunne, netop for at holde gang i det hele. Svært var det til tider, men særligt lige nu, gik det præcist som man kunne forvente i fredens tid.
"Selvom De ikke bærer de elviske træk, Silia, er De et anerkendt og respekteret væsen her i skoven. De hører til her.. Folket respekterer Dem ikke på baggrund af Deres ører eller grønne øjne, men Deres væsen," fortalte han sandfærdigt. Det var ikke altid ørerne og den yndefulde gang, der gjorde en til et væsen af skoven. Sådan som hun havde kravlet i træer, undersøgt jorden og været omkring skovens væsner og dyr, så var hun næsten som dem, der typisk holdt til her.
Thranduil havde været kendt med hendes hemmeligheder allerede fra dengang hun havde været ganske lille, og fint havde plapret om det hele for ham. Han havde dog en livserfaring, der gjorde, at han var i stand til at rumme det hele, og det var vel også det, som var det vigtigste? "De kunne hjælpe ham i stedet for at lade det hele gå i sig selv, Silia.. I værste tilfælde, ender i med at bryde ægteskabet," sagde han direkte. Ofte, var det nemlig hvad man så der skete, og ikke ønskede han, at det var noget, der skulle ske for nogen af dem.
Børnene søgte omkring deres ben, og Silias særligt. Et kendt ansigt, var hun trods alt herude, og savnet, var hun uden tvivl også. Hurtigt var børnene afsted med jubel, for at få gang i et bål. Thranduil endte med at nikke.
"Jeg bliver gerne. Selv jeg nyder dine eventyr og historier," fortalte han, og denne gang, med et let smil.

[Silia D. Diamaqima]

Silia kunne kun være stolt af det land de havde opbygget, ikke kun skoven men hele Procias. Folket var hun knap så stolt af, deres mangel på rummelighed og respekt, men selve landet var det smukkeste hun nogensinde havde set, og nu afspejlede det også at deres økonomi var blevet betydeligt bedre, særligt efter Marius var kommet tilbage.
Hans ord lod en varme bredes i hendes bryst. Den accept af at hun nærmest var en del af hans befolkning, gjorde hende stolt, for der var ingen andre der nærmest ville vedkendes hende.
"Det varmer at høre dig sige det, Thranduil. Jeg føler at jeg høre til, men er ligeså vidende om at jeg ikke er en del af skovens folk, trods jeg ihærdigt prøvede engang. Dog så er jeg en beskytter af disse områder, det vil jeg altid være," sagde hun ærligt, og strøg fingrene igennem sit lange, frie hår. Det var helt rart ikke at have det bundet op for en gangs skyld.
Tanken om at bryde ægteskabet satte en knude i brystet på hende. Det var det sidste hun ønskede, for hendes kærlighed til Gabriel var ubeskrivelig. Dog kommenterede hun det ikke, elverfolket skulle ikke vide at der var ægteskabelige problemer mellem det kongepar som ellers havde forsøgt at være så stærke.
"I så fald så ledsag mig hen til bålet," opfordrede hun inden hun selv begyndte at gå imod bålpladsen hvor glade børnestemmer lod begejstret. Det var en helt glæde at se dem allesammen på den måde. De samledes alle om bålet, ikke kun børnene men også deres forældre og endnu ældre. De havde gemt Silias sædvanlige plads på en stor sten i ydersiden af cirklen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Folket i Procias kunne være så fordomsfulde, som intet andet, hvilket Thranduil var klar over, når det kom til det. Han selv var ekstrem racerasistisk, men var åben for andre, bare han ikke skulle integrere sig med dem. Det var lidt der, at det måtte ligge for hans vedkommende. Han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Skoven var hendes fristed, som hun også havde fri adgang og passage til denne.
"Hvilket er ord, som jeg vægter og værdsætter frygtelig højt, Silia," sagde han med en stemme, kun præget af taknemmeligheden, som han måtte føle i krop og sind. Han var uden tvivl taknemmelig for alt den hjælp, som hende og hendes familie, havde gjort for ham.
I bund og grund, kunne Thranduil vel frygte, at Gabriel og Silia ikke ville holde? Hvad ville der så ske med Procias? Han vidste det ikke, og det var en tanke, som rent fakitsk måtte bringe ham til en følelse af uro, selvom dette dog ikke var til at læse eller spotte i ham på nogen måde.
"Naturligvis. Jeg glæder mig til at se hvad De kan finde frem af eventyr for i aften," fortalte han roligt. Ha nrakte hende sin arm. Elverne vidste, at der intet lå i dette, og det var en tanke, som naturligvis glædede ham. Han førte hende i retningen af det bål, som inden længe ville stå i fuld flamme, og børnene som hurtigt samlede sig omkring. Et smil passerede hans læber. "De er jo deres historiefortæller.. og som De kan se, er De savnet," sagde han blot. Ikke bare børn havde samlet sig. Selv voksne var kommet, for at høre med.

[Silia D. Diamaqima]

Ingen andre steder i Procias blev Silia set på som ligeværdig. De fleste stemplede hende som mørk af sind og sjæl, trods det bestemt ikke var sandt. Det var som om at uanset hvor meget hun gjorde for at hjælpe dem, så mente de stadig at det var med bagtanker, men sådan var det ikke her. Ikke hos elverne, de var så vant til hendes tilstedeværelse at hun på mange måder var blevet en del af familien.
Hun løftede sin kjole og satte sig ned på den store sten som i så mange år havde været hendes. Børnene så alle forventningsfulde ud. "Jamen dog.. så mange? Det må hellere være en god en jeg finder frem fra gemmerne," konstaterede hun og gned sine hænder. Varmen fra bålet var behagelig særligt nu hvor solen var på vej ned og tog en del af varmen med sig.
Kort skævede hun til Thranduil og sendte ham et lille smil, inden hun igen vendte blikket ud mod børnene. "Meget vel. Der var engang en lille skovtrold ved navn Jupin. Han var helt alene i verden for hans familie var blevet spist af Barden, en vareulv som var kendt for at elske små skovtrolde," startede hun og fik på magisk vis flammerne til at danne et ulvehoved der bed ud efter en af de små drenge, dog uden at ramme ham.
"En dag fór Jupin vild i den store skov. Han kom til et smukt, smukt rige med store træer med prægtige kroner af grønne blade. Der var små hytter i dets toppe, det lignede ikke noget han nogensinde havde set før. Her mødte han Ehrendir, en lille elverdreng som blev bange for den lille skovtrold. Det gjorde Jupin meget ked af det. Men Ehrendir blev alligevel nysgerrig på det lille væsen. Først bad han ham om at tale med elvisk tunge. Det kunne den lille skovtrold ikke. Så forsøgte han at få ham til at starte et bål. Det kunne den lille skovtrold heller ikke, og til sidst forsøgte han at få ham til at skyde med bue og pil, men stakkels lille Jupin ramte ingenting. Ehrendirs forældre blev meget vrede da de fandt ud af at deres dreng legede med en fremmede, så de smed lille Jupin ud af deres by," fortalte hun og holdt en lille kunsteris pause. Børnene var helt optaget.
"På vejen væk fra skoven, græd lille Jupin. Han følte ikke at han hørte til nogle steder. Han så en skygge ikke langt derfra. Det var nu blevet mørkt. Han genkende Barden, den farlige ulv, på vej mod elvernes by," hun lod flammerne fortælle stykket mens hun selv gjorde. "Jupin kunne ikke lade ham gøre det, så han løb og løb og løb tilbage til elvernes by, og råbte til dem 'Ulven kommer!' Alle elverne greb deres bue og pile, fik kvinder og børn i sikkerhed, og da Barden kom, var de forberedte. De skød ulven der forsøgte at flænse og flå elverne. Jupin selv gemte sig bagved et træ til det hele var overstået. Bagefter var elverne meget taknemmelige for deres redningsmand. De hyldede Jupin som en helt, og tog dem ind i hans landsby. Fra den dag fik han lov til at lege med Ehrendir og alle de andre, og Barden skulle aldrig genere dem igen. Byen var blevet hans hjem," afsluttede hun og lod flammerne gå tilbage til dets normale tilstand.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Selv Thranduil kunne se, at rigtig mange elvere havde valgt at samle sig for at høre på Silias mange historier. Dette var alt sammen noget, som han kunne lige. Ligesom de gode gamle tider, hvor folket samlede sig og bare lyttede. Her skulle Silia nemlig ikke være bange for, at der ikke var nogen der ville se ned på hende her. Her var hun som enhver anden, men også deres eventyrfortæller.
Thranduil trådte roligt frem. Selvom han var konge, og havde sine ting at håndhæve, kunne han godt give sig en smule. Her tog han pladsen på en af de store stene mere bagved, hvor han satte sig. Afmålt, nikkede han i retningen af Silia, som tegn til at hun kunne give sig til at fortælle.
Mens hun startede op, var der en af de mindste, der var kravlet op til Thranduil og havde taget pladsen i hans skød. For ham, var det vigtigt at elverbørnene heller ikke var bange for ham, og ej heller, var det noget, som de skulle være!
"Det er en farlig historie," kommenterede den lille dreng, som lyttede intenst til hvad Silia havde at fortælle. Thranduil smilede let for sig selv. I overført betydning, lød historien meget til at være Silias egen, bare gemt i skikkelsen som den lille skovtrold, der kæmpede for at tilpasse sig. Børnene gjorde store øjne ved synet af ulven i flammer, hvor de også kom med et mindre skrig. Thranduil rettede sig op. Helt igennem en fantastisk historie, og med så god og fantastisk en fortællerstemme.
"Men det løste sig alt sammen for Jupin," fortalte han med et tilfredst glimt i øjet, inden han igen vendte blikket mod Silia. Børnene sad med store smil, mens de forsøgte at overbevise hende om at fortælle en ny historie.

[Silia D. Diamaqima]

Det var en glæde i sig selv at se hvordan børnene sad og blev helt opslugte dels af hendes fortælling og dels af flammerne der tog form efter den. Lidt magi kunne hun trods alt yde selv som alkymist, og var der en bedre måde at bruge den på?
I et stjålent øjeblik så hun på Thranduil der sad med den unge elver i skødet. Det klædte ham nu. Aerandir havde haft en god far, og det samme ville Kongens fremtidige børn få. Gabriel ville også blive en fantastisk faderfigur hvis de dog nogensinde ville nå til det punkt, hvor de havde tid til at skabe et lille mirakel. Hun så rundt på dem allesammen. "Det var det for i dag. Men jeg har faktisk et ærinde i skoven igen i morgen, så hvis I opfører jer pænt og lægger jer til at sove i nat, så kommer jeg og fortæller igen i morgen," lovede hun. Det var et perfekt afpresningsmiddel.
Børnene kom lynhurtigt på benene, de skulle lige hen forbi og have et kys på panden, inden de kunne tage deres forældre i hånden. Pludselige var de ivrige efter at komme i seng. Silia selv blev siddende ved bålet trods de fleste omkring begyndte at forsvinde. De mange historier havde hendes mor fortalt hende i sin tid, nu satte hun en dyd i at fortælle dem videre, eller opfinde nye som hun havde gjort i aften. Der var dog altid en morale at finde. "Jeg bliver aldrig træt af at se deres ivrige blikke," indrømmede hun og vendte blikket mod Thranduil, inden hun rejste sig. Nu var det blevet helt mørkt, hun burde vende hjem, men på en måde føltes det som var hun der allerede.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil blev siddende igennem hele historien, med den lille dreng siddende i skødet. Dette var noget som han gjorde sjældent. Kun når han tog del i historiefortællingerne faktisk. Han selv fulgte meget nøje med, og særligt når det var på denne her måde.
Hurtigt sprang børnene frem, fordi de vidste, at der nu var mulighed for at de ville få nye historier at vide i morgen, hvis de sov godt i nat, og det ville de gerne! Et smil passerede kort Thranduils læber, da drengen sprang ned fra hans skød, for at tilslutte sig rækken, som forventede et godnatkys, inden de skyndte sig til deres egne forældre. End ikke det, var en glæde, som Thranduil havde kunne tage del i, igennem flere år. Ikke siden han havde haft Aerandir i hvert fald.
Langsomt rejste Thranduil sig op og søgte mod Silias skikkelse. "Det er Deres fortjeneste alene, Silia. De kan i sandhed bringe smilet frem på deres læber," sagde han med en rolig stemme. Hun fandt glæden ved det, hvor hun kunne være en blandt folket, og uden andre forventninger, end til den historie, som børnene skulle høre. "Silia.. Elvernes historiefortæller. Det er en unik titel De kan påtage Dem," sagde han med en rolig stemme. At hun ligeledes ønskede at søge videre, forstod han skam godt. "Tillad mig, at skænke Dem ly for natten, om De vil?" foreslog han roligt. Sjældent var det, at hun tog turen hertil, og naturligvis skulle hun nyde det, når hun havde muligheden for det.

[Silia D. Diamaqima]

Silia kunne næsten fornemme at folket nød at have både deres børn samlet og kongen med ligeså. Hun nød det selv, for på en eller anden underlig måde, følte hun sig som en del af deres familie, lidt ligesom hun netop havde fortalt at Jupin var kommet til at blive en del af den. Hun sukkede og mærkede den kolde brise kærtegne hende i nakken så hårene rejste sig på hendes arme.
"Som de bringer smilet frem på mine læber. Det er rart ikke at blive set på af fordømmende øjne for en gangs skyld," indrømmede hun og strøg håndfladerne ned over sine lår idet hun rejste sig vendt mod stedet konge her. Måske hun burde tilbringe en nat hos sin bror? Han ville formentlig blive bekymret hvis hun dukkede op på denne tid. "Det er en titel som jeg glædeligt påtager mig. Det er en jeg ser den største ære i," hun lagde hånden på sit bryst med et taknemmeligt smil. Historiefortæller lød bedre end dronning, måske fordi hun følte større stolthed her, der var langt mere rummelighed og folk værdsatte hendes arbejde, trods det var sølle historier.
"Jeg burde komme hjem. Men på den anden side, det er rart at være her igen. En simpel nat skader næppe nogen. Jeg ender besked til Kongen," hun nikkede med et lidt ivrigt glimt i øjet. Godt nok havde hun spenderet megen tid her, men hun havde kun sovet der et fåtal af gange mest i forbeindelse med Aerandir i sin tid.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var selv draget af Silias historier, og dette var ikke ligefrem noget undtag. Han kunne lide hvad hun fortalte, og særligt fordi at der altid var en morale i dem, som de alle sammen kunne lære af, og særligt når det hele foregik på denne her måde.
Børnene var sprunget hvert til sit, fordi at de skulle sove. De historier ville de jo gerne høre i morgen, hvilket Thranduil vidste. Det var utroligt hvilken magt, hun kunne have over børnene, og særligt, når det var på denne her måde. Hovedet søgte en kende på sned. "Her er der ingen der vil dømme Dem," forsikrede han med en rolig stemme.
Hvordan hendes broder havde det, vidste Thranduil ikke. Det var i forvejen ikke ofte, at han så den kære unge mand, og det var noget, som naturligvis godt kunne mærkes. "Og den er Deres at bære," sagde han med en ærlig stemme, inden han kort sænkede hovedet.
At hun istemte at hun ville blive for natten, var en tanke, som naturligvis glædede ham. Selv i Procias, og særligt nu, kunne det jo være farligt at passere landet, og særligt alene. "Lad os finde et sted, at få Dem inlogeret, Silia," afsluttede han roligt. Her kunne hun være ganske tryg. Her var der ingen der ville hende noget ondt, så lang tid, at han havde et ord, at skulle indføre i den sag.

[Silia D. Diamaqima]

En af de ting hun særligt drømte om at ændre i dette land, var den enkeltes holdning til det fremmede. Alle var så forsigtige og optaget af at være perfekte, så de der faldt uden for var ikke velkommende.. ligesom hun selv. Derfor var det den morale der oftest var at finde i hendes mange fortællinger. "I Dvasias er jeg ikke velkommen fordi jeg lagde mit hjerte i lyset, og i lyset er jeg ej velkommen fordi man er overbevist om at mit hjerte endnu ligger i mørket. Det glæder mig at De har givet mig et sted hvor jeg kan høre til, Thranduíl, enhver har brug for sådan et," sagde hun ærligt. Det betød virkelig alverdens for hende, hvilket hun håbede at han vidste.
"Jeg tager den på mig med glæde," hun slog blikket ned og fjernede en af de lange lokker ved at skubbe den om bag øret, før hun gjorde tegn til at han skulle følge hende. Hvis blot Gabriel fik besked, kunne han næppe have noget imod, at hun tog sig lidt af den del af befolkningen der oftest blev glemt fordi de holdt sig i skoven.
"Jeg takker for gæstfriheden. Blot der er et sted at sove, er jeg glad, jeg er ikke blandt de krævende," forsikrede hun. Bare det at få lov til at være blandt dem, og at få lov til at sove i træernes toppe, det var stort for hende, særligt fordi det i sandhed var det tætteste hun overhovedet kom på at være hjemme.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At ændre holdninger og meninger, var en livsopgave, som nok var svær at komme igennem, samt se bort fra - desværre. Thranduil var selv en mand, af klare holdninger og meget stålfaste meninger, uden at man egentlig kunne gøre noget ved det. Han havde givet hende og hendes familie en chance, og i dag, kunne han jo blot høste frugterne, af den risiko.
"De har et sted at søge til. En skam, at der er andre, der ikke kan leve og acceptere de omstændigheder. De er en dømt kvinde, Silia. En skam med så varmt et hjerte, som De er i besiddelse af. Behold det lys," bad han denne gang med en mere alvorlig mine. Det lys som hun bar i krop og sind, var et lys, som aldrig skulle have lov til at gå ud!
Roligt søgte Thranduil efter hende. Landsbyens historiefortæller, var en titel, som hun ærligt og fredeligt, kunne tage på sin kappe, for den var uden tvivl hendes at være. Hænderne foldede han atter over ryggen igen, mens de grønne øjne gled mod hendes skikkelse. "Og dog, skal De sove godt, min ven," forsikrede han. Mange var det nemlig ikke, der fik lov til at tage turen forbi dette sted, og særligt ikke med overnatningsmulighed. Det var de normalt meget lukket for.
Et træ - ikke langt fra hans eget, var det som Thranduil førte hende med hen til. Trappen som snoede sig op af træet, søgte han op af, med den forventning om at hun fulgte med. "De burde finde nattens hvile her," forsikrede han blot. Døren tvang han op. Der var ingen grund til at låse den. Slve huset var ikke særlig stort. Det var et stort rum med en god stor seng, og med de store vinduer vendt i retningen af øst - mod morgensol.

[Silia D. Diamaqima]

Holdninger og vaner var det sværeste at ændre, men havde det ikke været i troen om at det kunne lade sig gøre, så havde Silia ikke gjort det. Hun troede fuldt og fast på en bedre verden, hvad end det så var en naiv tanke eller ej, hun troede på familie og på loyalitet, derfor havde hun aldrig vendt dette land ryggen uanset hvor mange knive de havde stukket i ryggen på hende gennem tiden.
"Vi er alle dømte på en måde. Når det er sagt så er jeg ikke lys. Der findes ikke mørk eller lys det er ikke sort og hvidt, alting er med nuancer. Jeg tror på retfærdighed, det er hvad der bor i mit hjerte," forklarede hun og fulgte ham til den smukke, snoede trappe. Gang på gang blev hun forbløffet over at se de vidundere som elverne havde formået at skabe.
"Jeg tager hvad der er," forsikrede hun atter og fulgte ham til den lille hytte som hun vidste ikke å langt fra hans. Tog hun ikke meget fejl var det her Aerandir havde tilbragt sine unge dage, hun mindedes at have været her før. "Det er perfekt. Jeg takker Thranduil. For alt. Det var været en fortrineligt dag, og det glæder mig at have en ven som Dem," hun endte med at neje. Selveste dronningen nejede for en mand der i virkeligheden var underdanig. Da hun igen rettede sig op var det med et let smil på læben. "Aerandir plejede at tage mig med til denne hytte," hun lod sine fingre glide nysgerrigt hen over sengen, der var som den også havde været dengang.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det som Silia ønskede at ændre, ville nok kræve resten af hendes liv. Hvorvidt om det overhovedet ville lade sig gøre, vidste han ikke helt sikkert. Han kunne naturligvis kun håbe for hende, for det var en skam, selv set i hans øjne, at folk ikke respekterede og accepterede hende.
"Og dog bærer De det typiske glimt i øjet, som primært ses ved en procianer, Silia. De er ikke anderledes end resten af befolkningen. I min optik, er det en skam, at ingen er i stand til at se det, foruden mig," sagde han med en rolig stemme. Han mente det dog. Her kunne Silia i det mindste finde den fred og ro, som hun ikke havde været i stand til at finde andre steder.
Aerandir havde ofte bugt dette hus i træets top. Nu blev det brugt når folk passerede, og fik lov til at tage en overnatning. I forvejen var det noget, som skete frygtelig sjældent. Han nikkede til hendes ord. "Han var glad for huset her.. Det var også hans," fortalte han. Nu kunne han snakke frit om sin døde søn, selvom han uden tvivl savnede ham. Det var jo heller ikke meningen, at forældre skulle gravlægge deres børn.
Thranduil lod Silia træde indenfor, hvor han selv blev stående i døråbningen. Det var vel fint for natten, inden hun ville søge videre? "Jeg håber at De overkommer minderne om stedet her, og kan få en god nats søvn," afsluttede han sandfærdigt. Selv trådte han ikke ind. Minderne var tildels for meget for ham endnu, selvom det ikke var til at spotte i hans ansigt.

[Silia D. Diamaqima]

Varme boede i hende. Hun ønskede at gøre det bedste for alle, ønskede at hjælpe, men færreste ville lade hende. "Selv dvasianere kan være omsorgsfulde og bekymrede væsner, trods det er svært for dem at se. Jeg ønsker ingen ondt her til lands, tværtimod, tro mig jeg havde ikke knoklet mig selv halvt ihjel som dronning, hvis ikke jeg ønskede forbedringer," indrømmede hun med et lidt skævt smil.
Hytten var mere end bare velkendt. Hun havde kysset Aerandir første gang her.. faktisk havde det været hendes første kys nogensinde. Minderne vakte ikke sorg, han havde været en god mand, og han var savnet. Hun lod de nøddebrune øjne søge omkring. "Jeg har mange gode minder herfra. Han var en god mand, Thranduil, altid vil han være savnet," understregede hun, og vendte sig mod ham igen. Aldrig havde hun set manden, hvilket betød at han havde fundet sin hvile, hvilket gjorde hende lykkelig.
"Jeg er sikker på at jeg kan. Tak min ven," hun gik hen til ham og strakte sig for at plante et blidt kys på hans varme kind. Han var så langt højere end hende, så det krævede en del af hende faktisk, hvilket næsten var morsomt. Hun havde haft samme problem med Aerandir, men naturen havde ikke været god ved hende i forhold til højden, og slet ikke stående overfor elverne der naturligt var langt højere end de fleste andre.