I do not like this..

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Silia gjorde sig mange tanker om de omstændigheder og omgivelser, som hun nu var ramt af, hvilket var noget som Thranduil havde den største forståelse for. Ikke at det var noget som ville blive en nem opgave, men han håbede naturligvis på, at det ville løse sig til sidst. "De fleste dvasianere, er ikke et væsen,s om man kan lægge sin lid til, Silia. Blot handler de ud fra deres egne egoistiske interesser. Der findes ganske få undtag," fortalte han med en rolig stemme.
Nu hvor de stod i den lille hytte, kunne selv Thranduil mærke, at der var ting det vækkede i ham. Han blev som regel væk fra denne, og den havde stort set stået tom, siden han havde lagt sin egen søn til den evige hvile. Ondt havde det uden tvivl gjort, og særligt fordi at det slet ikke var meningen at forældre, skulle gravlægge deres børn. "Han var en god mand, og han er savnet. Meget." Med de ord, slog han atter over i elvisk, og endda på et af de oldgamle modersmål.
Kysset som Silia tidelte hans kind, fik ham til at vende blikket direkte mod hendes skikkelse. Ikke havde han ladet nogen gøre det ved ham. Han vendte de grønne øjne mod hende endnu en gang. Hvorfor gjorde hun det? Var det en skik, som han ikke var kendt med? Han rystede let på hovedet, inden han atter rettede sig op. Høj var han i forhold til hende, og det vidste han da. "Det glæder mig," afsluttede han. Hvad skulle han sige?

[Silia D. Diamaqima]

Samfundet i sig selv og dets tilgang til sine beboere, havde altid interesseret hende. Med en far som den hun var vokset op med, kunne man næsten ikke undgå at blive interesseret i politik, også selvom der nok havde været en forventning om at Jophiel skulle stå hvor hun nu stod, mens hun ville være kvinden der sad tilbage med sin musik. Ikke at det kom til at ske.
"Om forlov.. med fredelighed i sinde, så mener jeg at den holdning bunder i uvidenhed. Dvasianere elsker og holder af på ligefod med procianere. De lever undre andre kår, under anden opvækst, det er hvad der udgøre forskellen, men ikke mange dvasianere er direkte ondsindet, der er mere i en sjæl end bare god og ond. Ikke at det er en diskussion vi bør have," understregede hun hastigt, velvidende om at Thranduil nok altid ville være af den holdning. Dvasianerne stod ved deres behov, de stod oftest ved sandheden og det var hvad det gjorde dem så anderledes.
Det var ret tydeligt at det kys hun havde skænket ham, intet sagde. Silia trak sig og så på ham med et lidt undskyldende smil. "Det er en gestus kære Thranduil. Brugt flere steder, som tak og som afsked eller hilsen," forklarede hun og rystede lidt på hovedet. "Søg til deres hustru. Jeg er sikker på at hun venter dig, imens finder jeg mig til rette her," hun kastede et blik på sengen der så yderst indbydende ud.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Den mening havde Thranduil alle dage haft, og den ville nok heller aldrig ændre sig. For hans vedkommende, var det nemlig en ting, som han selv var opdraget med, og noget af det sidste, som han havde efter hans forældre. En tid, som han ikke skænkede en tanke mere. Han vendte blikket mod hende. Uvidenhed? Ville hun stå og kalde ham for uvidende?
"Min erfaring med mørke væsner, siger mig andet, Silia," begyndte han roligt. Armene lod han roligt glide langs hans sider i stedet for. "Med egne øjne, ser jeg et folkefærd, som handler ud fra egne interesser og intentioner. Ikke tøver de med, at forårsage smerte på andre, for deres egen fornøjelses skyld," pointerede han sigende. Han havde været i Dvasias, og havde oplevet det, for ikke at glemme, de stunder, som han selv havde tilbragt på slagmarken, for nære og kære af ham, faldt for foden af de dvasianske tropper. Han havde al god grund til at hade og foragte det land.
Skikken med at kysse på kinden, var ukendt og fremmed for Thranduil. Nu gik han i stedet meget op i respekt og anerkendelse på sin egen elviske måde, og dette var bestemt ikke en del af det. Hovedet lod han derfor søge en kende på sned. Var det sådan at andre takkede for sig, og skænkede en afsked? "En yderst mærkværdig tradition," sagde han sandfærdigt. Et sted burde han søge mod sin hustru nu, og et sted, så var det her han ville være lige nu. Han rystede kort på hovedet.
"Jeg.. beklager, Silia," endte han. Han rystede kort på hovedet, så det lange lyse hår fløj omkring ham. Han trak vejret dybt. Hvad var det egentlig der skete?

[Silia D. Diamaqima]

Blikket slog hun ned. Trods eleverne var rummelige overfor hende selv og hendes familie, ville de næppe være det overfor flere af mørket. "Som sagt ønsker jeg ikke at skabe debat, vores syner skabt fra forskellig baggrund," hun lukkede den der. Dvasias var stadig hendes bagland og hun havde mange der som hun elskede og holdt af som en del af sin familie. Faith og Kimeya havde gjort grusomme ting begge to, men de var loyale beskyttere af familien, og begge sågar med rødder i selve lyset.
Deres erfaring var vel blot så forskellige. Han havde set krig, død og ødelæggelse mens hun selv havde set.. så meget andet.
Der var blevet helt mørkt nu, man kunne end ikke høre elverne pusle rundt ude på de gangbroer der forbandt byen i træernes toppe. Det var dybt imponerende hvad de havde skabt. For et kort øjeblik havde Silia lyst til at le, men det blev kun til et lidt morende smil. "Der findes mange besynderlige gestusser," indrømmede hun selvom hun ikke ville mene at kindkysset var videre mærkværdigt. Det var en ret naturlig ting for de fleste vel og mærke.
Smilet falmede langsomt. De mørke øjne studerede de lyse hår, der nærmest virkede som silketråde når han rystede på hovedet. "De beklager min Konge? Hvad beklager De?" spurgte hun lidt undrende. Der var intet sket som krævede nogen form for beklagelse, han virkede forandret nu. Forsigtigt lagde hun en bekymret hånd på hans arm. "Alt okay min ven?" spurgte hun.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Begge havde de hver deres erfaring med mørket på den anden side af den grumme grænsemur, og begge stod de fast på sit, så det var vel et sted også bedst, bare at lukke den af der? Han nikkede sig istemmende, til bare at lade den ligge der, for det var således, at han gerne ville have tingene. Visse ting blev de nok bare aldrig nogensinde enige om, og dette var jo trods alt så en af dem.
Krig, død og ødelæggelse, var og blev en del af Thranduils liv, hvilket skam også var en af grundene til, at han var så indelukket, som han var. Han havde respekten for dem, som udviste det modsatte. Det var bare ikke noget, som han kunne. Aerandir savnede han, og nu hvor han stod i mandens hjem. Fra dengang han havde været i live vel og mærke. Det var underligt. Han havde jo brugt evigheder på at undgå de steder, som gjorde ham sårbar. Såsom dette.
"Dette er jo blot en af dem," sagde Thranduil med en kortfattet stemme. Skovens skikkel, og hvad der nu måtte følge med dem, var noget som han havde forståelse for. Resten var han ganske enkelt blank på. At hun bed sig fast i, at han ikke havde det godt, forundrede ham ikke. Hans blik søgte hendes skikkelse, som hun lagde hånden mod hans arm.
"Alt er fint," afviste han med en stilfærdig mine. Bare at hun rørte ved ham, satte det en sitren i ham. Hvad var det for noget? Han lukkede øjnene kort. Her måtte han jo samle sig. Han kunne ikke tillade sig, at lade hende lokke ham i fordærv med den sensuelle dæmon.

[Silia D. Diamaqima]

Det var bestemt ikke alt de var enige om, men det var heller ikke alt de skulle være enige om. Silia sendte ham blot et upåvirket smil og vendte sig om for at redde sengen selvom han stadig stod i døren. Det var sent, hans hustru ventede ham sikkert, ikke fordi at hun ikke nød hans selskab, det gjorde hun altid.
"Det kommer an på hvad man er vant til, ikke sandt?" hun vendte hovedet med et lille glimt i øjet, og skænkede ikke sin sensuelle dæmon en tanke. Smerten havde hun lært at leve med, der kunne gå lang tid, men der gik også lang tid mellem det intime nærvær. Måske udstrålingen var stærkere, men for hende var det blot en naturlig ting.
Det bekymrede hende at se Thranduil se nærmest dårlig ud, så hun tog igen et par skridt i hans retning, med bekymrede øjne. "Måske du burde finde din seng? Du ser ikke vel ud," konstaterede hun og slap blidt hans arm. Han virkede forvirret.. desorienteret. Mangel på væske under den skarpe sol måske? "Ellers kom og sæt dig et øjeblik," hun gjorde gestus mod sengen. Det var første gang hun så skovens konge på denne måde, forvirret og ved siden af sig selv, den mand der altid havde fødderne solidt plantet på jorden og vidste præcis hvem han var. Havde han dog bare fortalt ham hvad der plagede hende, så kunne de have fundet en anden løsning, men Silia skænkede ikke en tanke, at det måske var hende som gjorde ham ukomfortable.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

De var ikke enige, og det var skam også fint nok, for Thranduil elskede debatter, og særligt med Silia, for det var der, at han kunne få meget ud af det, i forhold til hvad han normalt gjorde. Politik blandede han sig sjældent i. Det som egentlig havde nogen betydning for ham, var at elverne fik de bedste forudsætninger for deres eget liv og deres fremtid.
"Mærkværdigt. Jeg forstår den ikke," sagde han blot. Det var udelukkende Silia, der i øjeblikket, havde en påvirkning af ham, som han ikke før havde lagt mærke til. Var det underligt, at det var en tanke, der rent faktisk formåede at forvirre ham lidt? Han rystede kort på hovedet. "Jeg skal bare sætte mig," lød det roligt fra ham, inden han alligevel valgte at følges med hende ind.
Thranduils hjerte begyndte at slå fast mod hans bryst. Han satte sig på sengen. Ingen havde været her, siden Aerandir havde været i live. Det var underligt for ham, at være der i det hele taget! Han vendte de grønne øjne mod hende. Ubevidst søgte de over hendes krop, inden de nåede hendes ansigt. Han vidste hvad han gjorde sig af tanker, men af den grund, så skulle de jo slet ikke forekomme.
"Jeg begriber det ikke.." endte han. Han knyttede sine næver let. Hvorfor gjorde han sig de tanker pludselig?

[Silia D. Diamaqima]

Debatter i sig selv havde hun intet mod og særligt ikke med en mand som Thranduil der havde så megen livserfaring, men lige når det kom til Dvasias eller det dvaisanske folk så var hun forsigtig med at udtrykke sine holdninger, velvidende om at folk i forvejen var skeptiske, og hvis hun afslørede sin empati i forhold til det dvaisanske folk risikerede hun blot at blive udelukket yderligere.
Hun ledte ham hen til sengen og fik ham til at sætte sig ned, hvorefter hun gled ned ved siden af. Det lignede ikke Thranduil at opfører sig på den måde. "Hvad er det, De ikke begriber?" spurgte hun og mærkede sin puls øges. En elver fornemmede ofte hvis noget var galt, og pludselig kunne hun ikke lade være med at frygte for at noget alvorligt var under opsejling. Hun lagde hænderne i sit skød, og betragtede ham med et bekymret blik. "Bør jeg bekymre mig?" spurgte hun direkte.
Alting havde været fint hele dagen og aftenen med, så hun havde bestemt ikke overvejet at det kunne blive et problem i forhold til det væsen hun var, det var de færreste der reagerede på det.
Igen lagde hun en blid hånd på hans overarm men sagde intet. Måske det var fremmede for ham, men hun havde altid lært at berøring kunne berolige, så det var helt uden nogle former for bagtanker, begge var de jo trods alt gifte.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Meget af den menneskelige skik, var ukendt og ny for Thranduil. Dog når det kom til Silia, så var han meget åben og modtagelig overfor denne forandring. Ellers ville han ikke. Overhovedet ikke faktisk. Han vendte blikket ned i retningen af sine hænder igen. De rystede.. hvad var det egentlig der foregik?
"Nej," begyndte han med en kortfattet stemme. Der var ikke nogen grund til, at hun skulle bekymre sig. Langt fra, for det var ikke noget som havde med hende at gøre. Det var ham, og ham udelukkende, som var problemet lige nu.
Endnu en gang kom Silia i kontakt med ham, da hun lagde hånden mod hans arm. Han trak vejret dybt, inden han kort lukkede øjnene. Her sad han med hende i sin søns hytte, og han gjorde sig de tanker? Det var overhovedet ikke typisk ham! Var det den sensuelle dæmon i hende? Den havde jo aldrig rigtigt været et problem for ham tidligere, og så skulle det absolut være det i dag?
"Det er ingenting.." Igen rystede han på hovedet. De tanker, som han gjorde sig, var bestemt ikke af slagsen, som han ønskede at dele med hende. Det var tanker, som han i sin stand, såvel som hendes, slet ikke burde gøre sig.

[Silia D. Diamaqima]

Thranduil havde altid været lidt sky overfor andre skikke, når det var sagt så var Silia ikke bange for at præsentere dem for ham, for hun vidste at det ikke ville være nok til at ændre hans syn på hende, hvilket var det eneste hun havde at miste. I så mange år havde hun kendt ham og vidste at noget ikke var som det plejede. Dog så ønskede hun ikke at tvinge det frem. Hun strøg hånden ned over hans arm, hvorefter hun slap og rejste sig i en elegant bevægelse. "Meget vel. Bliv siddende til du føler dig klar," opfordrede hun mildt hvorefter hun trådte hen til spejlet der stod der og viste hele hendes skikkelse.
Det lange, mørke hår, skubbede hun over sin skulder, hvorefter hun gav sig i krig med at flette det. Det ville blive ustyrligt i nat hvis ikke hun gjorde det, også selvom det var lidt af et arbejde. Ud af øjenkrogen holdt hun lidt øje med Thranduil der sad på sengen og lignede en der havde set et spøgelse.
Det satte spekulationerne igang. Nysgerrigheden var stor, men trods hun kunne mange ting, så kunne hun trods alt ikke læse tanker, hvilket ellers havde været praktisk. Efterhånden havde hun fået flettet det halvvejs. Hun løsnedes det snoede bånd omkring sit liv og brugte det i stedet til at binde ende af den meget lange fletning hun nu kunne lave. Et sted også lidt inspireret af det elviske som hun jo nu havde færdes i hele dagen igennem. Det var en del af det at tilpasse sig.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde kendt Silia, siden hun ikke havde været særlig gammel, og derfor var han da naturligvis også mere åben og mere modtagelig overfor hende, end hvad han var overfor alle andre, så det var da heller ikke ligefrem noget, der gjorde det meget bedre af den grund.
Han nikkede blot, da hun bad ham om at blive siddende. Selvom han i forvejen var klar over, at det nok var det dummeste, som man kunne placere ham i lige nu. Hans problem i øjeblikket, var jo trods alt hende.. Det var ikke alt det andet, som var omkring ham, men den påvirkning hun havde på ham.
Hun stod nu med ryggen til ham, hvilket gjorde det hele en smule bedre. Nemmere ikke mindst, selvom han endnu forsøgte at holde bare en smule igen. Hans blik søgte hendes, da hun søgte hen til spejlet. Smuk og yndefuld var hun jo, hvilket var noget, som stod meget højt på hans liste.
Denne gang rejste han sig op, og med blikket vendt i hendes retning. Selvom han vidste, at han burde gå, var det svært, at slå sig til tåls med den tanke alene, og det erkendte han gerne. Han søgte hen mod hende. Det lange smukke hår.. hun mindede ham uden tvivl om hendes moder. Hænderne lod han roligt glide langs hendes skuldre. Ikke sagde han så meget som et ord. Han lod kroppen i stedet for, tale for ham.

[Silia D. Diamaqima]

Normalt var Silia ikke langsomt til at spotte problemerne, hendes far havde lært hende ethvert tegn på løgn, han havde fortalt hende hvad hun skulle være opmærksom på i sine omgivelser, men hun var aldrig opmærksom på sig selv, for dæmonen føltes som om den var en meget lille del af hende, og det plejede ikke at være et problem i noget henseende, ikke ud over omkring Gabriel, hvilket jo var fuldt ud lovligt.
Hun snoede de sidste lokker og bandt så båndet omkring, så den lange fletning hvilede ned over hendes ene skulder. Så yndefuld og let som Thranduil nu engang var, bed hun sig end ikke fast i at havde rejst sig, ikke før hans varme, ru hænder, lagde sig på hendes skuldre.
I spejlet betragtede hun ham bag sig, så i hans blik den vej igennem, mens hun mærkede sit hjerte slå et ekstra slag. Det var længe siden nogen havde rørt hende overhovedet, men det burde ikke være ham, og hvorfor gjorde han det overhovedet? Endnu vigtigere - hvorfor stoppede hun ham ikke?
"Er du... sikker på at du er okay?" spurgte hun lidt dumt, og vidste ikke engang selv om hun spurgte generelt eller referede til at han frivilligt rørte hende, noget som han ikke gjorde med mindre han skulle give hende hånden.
Forsigtigt tog hun et skridt bagud så hendes ryg mødte hans brystkasse, naivt og dumt var det vel en indbydelse til ham?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Den sensuelle dæmon, var noget som Thranduil i mange henseender, havde kunne se bort fra, men nu hvor han havde tilbragt så mange timer med hende på samme dag, så måtte det selv vise sig, at blive en større kamp for ham, end hvad han nok lige havde regnet med. Normalt havde han god styr og kontrol på sig selv, end hvad han nok udviste til nu.. Det var næsten det, som for ham, var det mest groteske.
Langsomt, elegant og lydløst, rejste han sig, for at tage pladsen bagved hende. Silia var ikke særlig høj i forhold til ham, selvom det virkelig ikke var noget som gjorde ham det mindste.
De ru hænder, gled over hendes skuldre. I forhold til hvad en mand typisk var kendt for, var hans hænder faktisk ikke særlig store. Hovedet lod han søge på sned, som hun støttede sig ind mod ham. Han lukkede øjnene let. Han forsøgte at bevare fornuft, og hun gjorde det bare ikke nemmere for ham! Langt fra faktisk!
"Din sensuelle dæmon, gør det ikke nemt for mig," pointerede han roligt. Hænderne gled over hendes sider og nedover hendes mave. Han strøg roligt hendes mave med sine hænder. Han kunne jo slet ikke dy sig, og særligt ikke nu.

[Silia D. Diamaqima]

Fornuften burde fylde mere end den gjorde nu. Thranduil var hendes ven, hun havde en mand derhjemme som ventede på hende, og ingen undskyldning for overhovedet at lade sig lokke af ham, som han havde af hende. Det sidste hun ønskede var at lokke ham i fordærv, og ødelægge den familie som han på et tidspunkt ville få.
Da han endelig afslørede hvad hele problemet bundede i, spærrede hun øjnene op. På den ene side så føltes det godt at mærke hans hænder, hun kunne mærke varmen fra dem gennem det tynde stof der skjulte hende. På den anden side så ville det ødelægge alt, og hun nærede for stor respekt for ham til at lade ham gøre det.
"Jeg beklager. Aldrig havde jeg troet det skulle blive et problem," indrømmede hun og lod sine hænder glide over hans.
"Måske jeg bør gå?" hun fjernede hans hænder og vendte sig om mod ham i stedet for, uden at slippe ham helt. En del af hende ønskede ikke at stoppe ham, men hvilken ven ville hun være hvis han ikke gjorde det? "Jeg er din ven. Du har en smuk hustru som venter dig, det kan jeg ikke lade dig ødelægge," sagde hun dæmpet og hævede hans knoer til hendes læber for at skænke dem et kys inden hun slap dem, hvilket krævede virkelig meget af hende. Gabriel var lidt langt væk i disse tanker. "Jeg beklager virkelig," sagde hun en næsten en kende sørgmodige og så ned i jorden blot så hendes blik ikke skulle friste ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Fornuftig var nok ikke lige hvad man kunne kalde Thranduil for øjeblikket, og det var også det, som han kunne mærke lige nu. Han gjorde sig tanker, som han slet ikke burde, og særligt når han havde en smuk hustru, som sad og ventede på ham derhjemme, og som han vidste, sad og ventede på ham.
At hun tog omkring hans hænder og fjernede dem, sagde han dog intet til. Endnu draget af hendes væsen. Det var mange timer han havde udholdt efterhånden, og derfor synes det også at være svært for ham, at fortsætte, når han nu stod i en situation som denne. Han trak vejret dybt.
"Det har aldrig været et problem tidligere. Jeg forstår ikke, at det skulle være et problem nu.." Han bed tænderne sammen, som hun vendte sig mod ham, så han i stedet for, kunne se hende direkte i øjnene. Ikke at det var noget, som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende.
Den ene hånd trak han til sig, kun for at stryge den over hendes kind i stedet for.
"Bliv.." bad han denne gang med en rolig stemme. Det var jo slet ikke meningen, at dette var noget, som skulle drive hende væk fra ham. De var nære, og det havde de været igennem mange år, og han selv, ønskede jo ikke ligefrem at det skulle ødelægges. Han tog et skridt mod hende endnu en gang. Han ønskede jo at mærke hende tæt på.. uanset hvor forkert det så end måtte være.