I do not like this..

[Silia D. Diamaqima]

På den ene side så ville Silia gerne være den fornuftige af dem, ikke så meget for at redde sit eget ægteskab, på mange måder fungerede det jo ikke i forvejen, men det ville være en skam hvis han ødelagde sit, og endnu mere hvis han senere hen ville bebrejde hende, og hun ville miste den eneste ven der havde givet hende et sted at høre til. Han havde virkelig ingen idé om det dilemma han placerede hende i.
Roligt lagde hun hovedet lidt på sned og lod sin kind stryge mod hans hånd. Den var slet ikke så ru endnu, men nu var han jo også elver. Desværre så måtte hun indrømme at det at han var draget af hende, ligeså vækkede det væsen til live som hun hver dag egentlig holdt nede. "Det gør jeg heller ikke. Jeg ønsker ikke at gøre dig ondt," hun så lidt opgivende på ham.
Hun førte sin hånd hen over hans, og holdt den mod sin kind. De havde aldrig nogensinde været tætte på den måde. "Jeg vil gerne blive. Men ikke på beskostning af at miste en ven," sagde hun og lukkede sine øjne for et kort øjeblik i et forsøg på at samle sig sig selv, men des tættere han kom, des mere lyst havde hun til at tage et lille skridt frem så deres kroppe ville mødes. "Er det dig som ønsker dette eller er det dæmonen?" spurgte hun direkte. Hendes krop føltes varm. Det var første gang nogensinde hun nogensinde så Thranduil i det lys.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det her burde slet ikke forekomme. Det var meget, selv for Thranduil, som i forvejen var klar over, at dette var så frygtelig dumt. Dumt, som intet andet kunne være. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Han vidste, at det var forkert, men så draget, som han i øjeblikket var, af hendes dæmon, var bestemt ikke noget, som gjorde ham gavn på nogen måde, og særligt ikke i øjeblikket.
"Ej gør du mig ondt.." bemærkede han med en sandfærdig mine. Det gjorde jo ikke ondt, at gøre sig de tanker, også selvom han desperat forsøgte at slå dem ud af tanker og sind, så var det bare ikke noget, som gik helt efter planen. Men okay, det var første gang, at han var sammen med hende i så mange lange timer. Det var måske også noget, som gjorde sit for hans vedkommende.
"Jeg ved det ikke.." sagde han ærligt. Han kunne ikke rigtigt finde ud af det. Men en ting var sikkert: Dette var tanker, som han havde gjort før, men aldrig på denne her måde. Grotesk som det end lød, så vidste han ikke, om han selv var i stand til at stoppe sig fra at gøre det. Der havde han virkelig brug for hendes hjælp.
Hånden lod han hvile mod hendes kind, som han strøg ganske let. De smaragdgrønne øjne hvilede intenst i hendes smukke øjne. Hun var ham da uden tvivl en meget smuk kvinde.

[Silia D. Diamaqima]

Aldrig havde Silia oplevet en mand være så draget af hendes dæmon, det lignede slet ikke Thranduil der ellers var meget fattet. Hun længtes efter at give efter, mest fordi hendes væsen så en måde hvorpå det endelig kunne blive tilfredsstillet, og så var han en ulideligt flot man. Dog kunne hun ikke risikerer at miste hans respekt fordi hun lod ham give efter for noget som hun kunne have stoppet. "Jo jeg gør. Du ved det bare ikke endnu," mumlede hun dæmpet. Det var ulempen ved at stå som dæmonen, det var også hende som stod med ansvaret. Hun så lidt fortabt ind i hans grønne øjne.
Hun tog en dyb indånding og fjernede langsomt hans hånd fra hendes kind. "Jeg kan ikke lade dig gøre det Thranduil. Du er min ven og lige står jeg med ansvaret i mine hænder, jeg kan ikke," hun slap hans hånd og bakkede et skridt væk, direkte ind i spejlet. Hendes kinder glødede lidt røde.
"Gå nu. Du vil takke mig i morgen," konstaterede hun allerede. Det her ville ikke være rimeligt overfor hans hustru, eller overfor Gabriel for den sags skyld, hun burde forsøge at få sit eget ægteskab til at virke, desuden havde hun set hvordan den slags ødelagde venskaber og Thranduil var nok den eneste ven hun havde ud over Jason som ikke talte med. Det krævede så meget selvkontrol at afvise ham, men for deres eget bedste, så burde det være på den måde. Måske hun bare ikke skulle være blevet.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var første gang Thranduil oplevede det på denne måde, og han kunne jo ikke gøre noget ved det.. Det var en egenskab, som var udenfor hans hænder, og det var så pokkers svært! Den sensuelle dæmon havde han ganske vidst mærket sig af, ved Liya, når han havde været omkring hende, men aldrig havde det været så slemt, som det var lige nu.
Silia afviste ham, ved at fjerne hans hånd. "Og dog, mærker jeg ingen smerte," pointerede han med en direkte stemme. Alene det, var ikke noget, som han sagde noget til, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan, at det var i den anden ende.
Her flyttede hun sig. Han bed tænderne kort sammen, inden han lod hånden falde. Han gjorde sig de tanker, som han slet ikke burde. Han rystede kort på hovedet. "Jeg ved ikke hvad der går af mig.." Han strøg hænderne kort over ansigtet og igennem det lange hår. Han burde gå, men selv ønskede han naturligvis ikke, at hun skulle, for hun hørte til her. Det havde hun altid gjort.
"Jeg undskylder, Silia.. Det var aldrig min hensigt.." Igen vendte han blikket mod hende. Han var draget af hende. Hun var uden tvivl en virkelig, virkelig smuk kvinde.
For nu valgte han at blive stående på sin plads, selvom han lystede at tage fat om hende... kysse hende og holde hende tæt ind til sig. Selvom han vidste, at det var forkert, så var det hvad tankerne og kroppen lystede i øjeblikket. Frustrerende, som det end måtte være for ham. Han rystede igen på hovedet, som han tvang blikket den anden vej. Det var blevet akavet. Aldrig havde an været udsat for noget lignende.

[Silia D. Diamaqima]

Det sensuelle kunne man ikke tage fra hende, men der var aldrig nogen som havde reageret så meget på den. Det var kommet lidt pludseligt, de havde været alene mange gange før, og aldrig nogensinde haft den slags tanker. Thranduil ville formentlig hade hende for resten af sine dage, hvis hun lod dæmonen forfører ham, trods hun pludselig ikke helt kunne slippe tanken, hvilket der ikke var nogen undskyldning for.
"Ikke i dag, men når sandheden kommer frem, vil vi begge mærke den," hun sank en klump og så ned i jorden mens hun tog dybe indåndinger for at samle sig selv lidt. det var så underligt, for Thranduil havde hun virkelig aldrig set i det lys, det var engang hvor hun havde set hans søn sådan, hvilket kun gjorde det mere underligt.
"Det er ikke din skyld," forsikrede hun og rystede lidt på hovedet. Bevidst undlod hun at se på ham. Den store reserverede konge af skoven havde svært ved at holde fast i sig selv, og havde hun dog bare vidst at det havde været hans egen fri vilje, så havde sagen været en anden, men det var svært for hende at bedømme. "Undskyld ikke. Fejlen er min," insisterede hun og så kort op på ham. Hendes hjerte slog stadig som ti vilde heste. Hun burde gå, men lystede det bestemt ikke, det virkede så tåbeligt. "Tænk ikke på det," hun sendte ham et lidt fortrøstningsfuldt smil og rettede sig lidt op så spejlet ikke stødte mod hendes ryg.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil mistede kontrollen over sig selv.. End ikke det, var noget, som han havde oplevet tidligere, og naturligvis var det, ligeledes også noget, som satte sine tydelige spor på ham. Tænderne måtte han tydeligt bide sammen, som han vendte blikket den anden vej.
Smerten ville ramme før eller siden, om de gjorde det, og det vidste han jo godt. Han trak vejret dybt. Det lignede ikke ham, at miste kontrollen på den måde. "Det ved jeg," endte han. Desuden ønskede han jo heller ikke at bringe Serenity den sorg og den skam. Desuden.. hun var ikke elver. Det var slet ikke tanker, som han burde gøre sig!
Thranduil søgte tilbage til sengen, hvor han roligt satte sig. Endnu kunne han ikke huske, at dette nogensinde havde vist sig, at være en problematik for ham tidligere, men det var det desværre denne gang. Han hævede blikket langsomt mod hende, selvom hun ikke gengældte hans blik. Ikke at det var noget, som han sagde noget til. Det var der jo ikke nogen grund til.
"Jeg har aldrig oplevet, at det før har været en problematik," sagde han med en direkte stemme. Hans blik hvilede på hans hænder. Det var endnu et problem. Bare ikke i så voldsom en grad, når han ikke havde en øjenkontakt med hende.
"Ej er det Deres fejl, kære," afviste an. Det var en del af hendes væsen, og vel heller ikke noget, som hun havde nogen kontrol over på sigt?

[Silia D. Diamaqima]

Det var ved at være lang tid siden hun havde fået nogen form for intimitet med nogen. Gabriel og hende havde ikke mulighed så ofte og når de endelig havde, blev stemningen oftest ødelagt af Evelyn og Jeremiah der stod for enden af sengen og stirrede på dem, ikke ligefrem noget der bød op til romantik.
Egentlig havde hun ikke følt nogen smerte, men lysten i hans blik mindede hendes væsen om at det stadig var et behov, ikke med smerte bare med længsel og det generede hende fordi hun ikke burde og fordi at Thranduil var Thranduil. Skovens konge, gift med en smuk kvinde.
"Det har jeg heller ikke. Ikke med dig eller med nogen anden," hun glemte oftest at det faktisk var en del af hende, men nu følte hun sig skyldig trods det ikke var noget som hun selv kunne styre. "Det krydsede aldrig mine tanker at det kunne blive et problem. Det var ikke min mening at bringe dig skam," hun så bort. Enhver kendte hans tanker om ikke elvere, og enhver vidste hvilken loyal ægtemand han var, det ønskede hun ikke at ødelægge, nogen af delene. "Måske vi burde takke af for i aften?" foreslog hun stadig uden at se på ham. Det gjorde det lidt lettere ikke kun for ham men også for hende. Det var næppe godt for dem at være for tæt på hinanden, indtil de begge kunne holde det lidt nede.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Silia så de døde, og Thranduil var en standhaftig mand, som slet ikke ønskede at provokere, eller ødelægge noget. Særligt ikke det ægteskab, som han havde fået op med Serenity. Han var jo en lykkelig mand, og det havde han været, siden han havde lært hende at kende. Det var jo slet ikke meningen, at dette skulle forekomme.
Let rystede Thranduil på hovedet, inden han vendte blikket ned mod sine hænder igen. Hvad var det? Det havde jo aldrig været en ting, som egentlig havde slået ham som et problem, men det var det nu gået hen og blive? Og hvorfor lige nu? Og hvorfor lige sådan her? Han rystede på hovedet igen, inden han rejste sig. Det var måske bedst for ham, at gå.
De grønne øjne vendte han mod hendes skikkelse. Havde han formået at gøre hende ukomfortabel? Det håbede han da ikke, da det heller aldrig havde været hans intentioner med dette. "Jeg beklager, om jeg har gjort det ukomfortabelt for Dem," sagde han med en sandfærdig mine.
Silia kiggede stadig ikke på ham, hvilket Thranduil egentlig havde det ganske fint med på sigt. Han trådte hen mod hende igen. Han ville jo ikke bare gå. Det kunne han jo trods alt heller ikke få sig selv til.
"Silia, se på mig," bad han denne gang med en mere hård stemme. Det var jo heller ikke meningen, at hun skulle stå og gemme sig.

[Silia D. Diamaqima]

Det sidste nogen havde forventet var at der skulle slå gnister mellem de to, faktisk var det nok endda det sidste Silia havde forventet. Tanken var svær for hende at give slip på nu hvor længslen var vækket. Måske hun burde søge hjem og håbe på at Gabriel havde tid? Det virkede så dumt bare at tænke.
"Jeg føler mig ikke ukomfortabel, for mig er tankerne vante, de er en del af at være det væsen jeg er. Ligesådan er det ikke for dig, så det er nærmere mig der beklager," fastholdt hun. Han burde gå, inden de mange tanker også voksede sig for store i hendes tanker, sandheden var at hun ikke ville kunne tilgive sig selv, og det ville Gabriel nok heller ikke.
Som han bad hende om at se på ham, løftede hun blikket en smule og så på hans næse frem for direkte i hans blik. "Det er ej fordi jeg ikke ønsker at se på dig, Thranduil, men at mindske øjenkontakt er det eneste jeg kan gøre for at lette det lidt," forklarede hun og med lidt fakter fra hænderne. Dem havde hun fra sin far, et meget stort kropsprog. Han var en fast og besluttet mand, ikke som Gabriel der overlod beslutnigerne til hende, men stadig. Hun rystede på hovedet. "Blot vis at du på ingen måde har gjort mig ukomfortable, jeg nyder dit selskab," sagde hun ærligt og modstod lysten til at træde tættere på. I stedet gik hun hen til vinduet der ikke ejede glas så luften frit kunne passerer.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

De tanker og de følelser, var helt ukendte for Thranduil. Særligt når det var i Silias selskab, så var det slet ikke noget, som var typisk ham. Hans grønne øjne hvilede på hendes skikkelse, selv da han havde taget pladsen bagved hende. Havde hun ærlig talt regnet med, at han ville lade hende slippe så let som ingenting?
"Det glæder mig," sagde han ærligt, som det oprigtigt betød meget for ham, at hun ikke var blevet ukomfortabel omkring ham. Det var desværre også første gang, at han oplevede det, som værende så slemt, som det tydeligvis skulle vise sig at blive.
Stadig ville hun ikke kigge på ham, hvilket han faktisk måtte føle en vis fornemmelse af utilfredshed ved. Det var grumt ikke at kigge på folk, når man talte med dem. I hans verden, var det jo bare gemen respekt for modparten, og det stod han også fast ved på sigt. Han knyttede næverne ganske let.
"Det gør ikke rigtigt den store forskel, må jeg sige.. Silia.. kig på mig," sagde han denne gang med en kortfattet stemme. Ikke ønskede han at bringe småting til debat hos hende, men til tider, så havde man bare ikke noget andet alternativ.
Han gik efter hende hen til vinduet, hvor han placerede sig bag hende. Intet glas.. ingenting. Alt her var naturligt, og som naturen havde skabt det. "Derfor burde du kunne se på mig, af den grund," lød det roligt fra ham, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han hævede hånden, og lagde den denne gang afslappet på hendes skulder.

[Silia D. Diamaqima]

Det var hende uforståeligt hvorfor Thrandiul ej forlod stedet mens mulighed endnu bød sig, og før hun endte med at lade sig lokke i fordærv. Ej kunne hun gøre det mod hverken ham eller hans hustru eller mod Gabriel, problemet var kun at hendes væsen og krop ikke var enig i den påstand, men derimod ligefrem ønskede at hun skulle lade sig lokke af djævlens fristelser i dette henseende.
Silia mærkede vindens aftenkølige brise mod sine brændende kinder. Hun lod det berolige hende en kende. At dømme efter hans nuværende tilstand, så lod det til at han igen var fattet omkring hende. Varmen fra hans hånd blev overført til hendes næsten blottede skuldre, men der var ikke længere noget intimt ved hans berøring, nærmere var den venskabelig. Tøvende vendte hun blikket op mod ham dog endnu stående med ryggen til. Han var langt højere end hende, så elegant og smuk at hun følte sig som ingenting ved siden af. Forsigtigt vendte hun sig om og lod de nøddebrune øjne fange hans. "Det er ikke af af skam eller foragt jeg ikke ser på dig. Det er af respekt for dig og i mistillid til mig selv og egne evner," sagde hun lidt hårdt, blot så han ville fange pointen. Han måtte ikke tro at det var i disrespekt, tværtimod stolede hun ikke på at hun kunne holde sig fra fristelsen hvis han kom for tæt på.. som nu.
Selvom hun fastholdt hans blik, så kunne man nærmest fornemme hvordan hun sank en klump og forsøgte at holde sig i snor til han ville vende om og gå.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At forlade stedet efter sådan en omgang, var slet ikke noget, som faldt naturligt for Thranduil. Ej skulle hun have fornemmelsen af, at det var noget som skræmte ham, for det gjorde det ikke. Det var uden tvivl meningen, at hun skulle have følelsen af, at det var noget, som sagtens kunne overvindes.
At hun derimod endnu ikke ville kigge på ham, var en tanke, som han måtte sande, et sted også måtte irritere ham. I hans øjne, bundede det i disrespekt, og det gik han stærkt ud fra, at hun ikke havde lyst til at give udtryk for, overfor ham.
At hun endelig vendte sig imod ham, var noget som Thranduil havde langt større respekt for, end hvad han havde haft til nu. Han lod derfor sin hånd falde igen. "De har ingen grund til ikke at have den tillid til Dem selv, Silia," afviste han. Det handlede om, at lukke op og acceptere den del, for værende en del af en selv, og det var også vigtigt at hun gjorde det samme.
De grønne øjne søgte omgående til hendes. Et forsøg på at fokusere på andet, end den smukke krop og det fantastiske, som han så i hende lige nu. Han måtte jo i det mindste bare give det et forsøg om ikke end. "Jeg vil blot sikre mig, at du ikke føler det ukomfortabelt.. eller akavet," sagde han, hvorefter han kort rynkede i panden. Mærkelige menneskelige ord.. Han havde aldrig decideret stået i en akavet eller ukomfortabel situation som sådan. Han ønskede blot at sikre sig, at hun havde det på samme måde.

[Silia D. Diamaqima]

Havde det drejet sig om enhver anden mand, ville hendes reaktion nok også have været derefter. Det særlige med Thranduil var det billede hun havde af ham i sit hoved. Han var et forbillede, nok mere en far somme tider end en ven, og alligevel kunne hun nu ikke undlade at se ham i et lidt andet lys, hvilket forvirrede hende, og tilsyneladende mere end det forvirrede ham. Havde han gjort sig tanken før?
Deres kroppe var tætte, Silia mærkede næsten varmen stråle ud af hans, hvilket fik hende til at tøve en kende, dog ikke nok til ikke at efterkomme hans ønske. Det var en effekt han altid havde haft på hende, den bestemte tone skar direkte igennem og gav hende nærmest ikke andet valg end at gøre som sagt.
"Ligeså meget det kræver af dig at holde dig i skindet, ligeså kræver det, det dobbelte af mig for ikke at handle på det. Alle instinkter siger det," hendes blik flakkede kort med faldt hurtigt tilbage til hans. Hun vendte sig om. Inden tanken overhovedet nåede at strejfe hende, mærkede hun hans fine silkeklæder, blødt under hendes fingerspidser. Hun havde hævet hånden til hans bryst, men kærtegnet blev ikke givet med nogen sikkerhed. I det samme følelsen var registreret og påmindede hende om konsekvenserne trak hun hånden til sig som havde noget bidt hende i fingeren. "Det er ikke noget af det. Du kan gå med fred i sindet," sagde hun og trak lidt i mundvigen i et forsøg på at smile, hvilket blot blev et lidt tamt forsøg der ret hurtigt fortog sig.
"Finder du det akavet?" spurgte hun dæmpet. Stemningen var underlig intim måske grundet den korte afstand, det kunne mørket uden for end ikke bryde.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ikke var det første gang, at tanken havde slået Thranduil. Det var derimod første gang, at han havde oplevet den så voldsom, at han ikke rigtigt følte, at han kunne gøre noget ved det, hvilket nok var det som gjorde udfaldet for ham. Selvom denne sag, var så forkert, som noget burde være, var der intet i hans blik, der indikerede modsat for ham. Hovedet lod han søge på sned, og særligt, da hun lagde hånden mod hans bryst. Pirrende et sted.. Og på ingen måder retfærdigt.
"Alle dine instinkter siger det, og mine gør det samme," pointerede han med en direkte stemme. Ikke pakkede han tingene ind, selvom hans måde at antage tingene på, straks var noget andet, end hvad der var typisk for en som ham lige nu. Han lod hovedet søge på sned. Han... ønskede ikke at gå nogen steder.. grotesk som det end lød. Men dæmonen i hende, forbød ham det.
"Fred i sindet, har jeg allerede, kære Silia. Jeg har vel ikke nogen grund til at skulle frygte for dig, har jeg?" spurgte han med en ganske sigende mine. Han lagde hånden mod hendes, som hvilede på hans bryst. Han trykkede fast omkring den. "Langt fra.." Han lænede sig denne gang mere frem mod hende, og med et meget intenst blik. Han var bestemt ikke færdig her.

[Silia D. Diamaqima]

Thranduil opførte sig som var han en anden mand. Silia havde aldrig tænkt om ham at han overhovedet kunne blive lokket af en som hende, eller af nogen anden, det beviste han modsat nu. Når det var sagt så kunne hun ikke give efter. En stor del af hende længtes efter at røre ved ham og mærke en eller anden form for intimitet, men hun vidste hvad det kunne koste hende i sidste ende. Et ægteskab og et venskab, begge dele noget som hun værdsatte dybt.
"Jeg benægter det ikke. Instinkterne taler højt, somme tider må vi ignorere dem," tilføjede hun lidt bestemt selvom man kunne høre usikkerheden i hendes stemme. "Alverdens. Hvis vi giver efter for instinkterne for det store konsekvenser for os begge to, det er værd at frygte," sagde hun ærligt. Det gav et lille sæt i hende da hendes hånd pludselig lå bundet af hans hånd, mod hans bryst. Stoffet under hendes fingre var glat og pirrede kun nysgerrigheden på hvad som måtte være inden under. Hendes hjerte slog. Gabriel var lidt glemt, selvom han stadig hvilede lidt i bagtankerne for korte øjeblikke. Hun rystede på hovedet og lagde to fingre mod hans læber idet han strakte sig frem. "Det her er ingen god idé, kære ven. Jeg respektere dig for meget. Du er bundet af magiske krafter," hun sneg sig elegant ud af hans favn. Hvis han ikke måtte gå, så måtte hun jo gøre det i stedet for.