Boys night out!.... God damnit!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Selv håbede Gabriel på, at den mand, han var blevet til, var en som Denjarna kunne leve med. Det var denne udvikling, som han havde gennemgået, udelukkende fordi, at hun i udgangspunktet havde valgt ham fra, til fordel for en anden. En mand, som hun tilsyneladende ikke havde ved sin side længere, og var det underligt, at det var en tanke, som i sandhed måtte fryde ham i stor stil? For det gjorde den da godt nok! Hans hånd strøg hende over siden, og med en tydelig tilfredshed, at spore i hans mine. Han kunne i hvert fald slet ikke lade være, nu hvor han endelig havde muligheden. "Jeg formoder, at det er lidt til den gode side," pointerede han tydeligt tilfredst.
At kysse hende, som var hun hans elskende, var en tanke, som faldt ham skræmmende naturligt, og særligt omkring Denjarna. Skønt, at dette var noget, som slet ikke burde forekomme, så var det bare sådan at det måtte være. Hans øjne gled i. Den tillid, som han alligevel nærede til hende, var virkelig underlig.. meget mærkværdig, og burde slet ikke være til stede, men det var den. Det var vel ved at gå op for ham, at han rent faktisk måtte nære de følelser for hende? Langsomt vendte han dem om, så han endnu en gang vendte dem om, så han kunne tage pladsen over hende igen. Denne ville han nemlig ikke efterlade til hende! Hånden strøg han over hendes krop. Smuk som hun nu var. Det var alene en helt fantastisk følelse, at mærke hende.. blotlagt mod hans egen hud. Han følte for hende.. og nu måtte det igen for alvor blusse op i ham.

[Denjarna Dark Dynithril]

Noget af den gamle Gabriel, kunne Denjarna uden tvivl finde i ham. Hvis ikke hun havde kunnet finde det, havde de måske heller ikke kunnet finde båndet? Det, sammen med al det nye, skabte dog en utroligt attraktiv mand. Om han var blevet sådan, hvis han havde endt op med hende i sin tid, havde hun dog sine tvivl om. Han sagde trods alt også, at han var endt sådan grundet hende. Derfor var det vel godt, at det hele var endt, som det havde gjort? ”Ville jeg ligge her endnu, hvis jeg var utilfreds?” lød det fra hende med et lille smil på læben, inden hun kyssede ham. Nej, hun var på ingen måde utilfreds med ham. Hvordan skulle hun kunne være det? Han fik så meget til at blusse op i hende, at det var helt fantastisk! Hun nød ham og han nød hende. Det faktum kunne ingen af dem efterhånden benægte. Specielt nu, som de endnu engang lå helt tæt, som om der ingen problemer var. Hun nød det, hvor hun nok engang lod sig vendes, så hun var den der lå nederst. Personligt måtte hun have en mistanke om, at han nød, at det var ham der var på toppen, men stadig nød hun følelsen af det hele. Hårene på hende rejste sig, som hendes hud nu lå imod den fugtige madras, og … koldt var det jo! En anelse spændt gjorde det hendes krop, hvor hun pressede den op mod ham. Dæmpet sukkede hun, som han strøg hænderne op ad hendes krop. Den ene hånd placerede hun imod hans nakke, og den anden imod hans hofte, hvor hun blidt nussede ham. Meget mildere i forhold til, hvordan hun før havde rørt ham. Mildere var selv kysset, som det var mere ømt end krævende denne her gang.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Alle verdens bekymringer, var glemt for Gabriel, nu hvor han lå der sammen med Denjarna, og særligt i forbindelse med, at de havde ladet emnet ligge, vedrørende hans hustru, som måtte sidde og vente på ham derhjemme. Han vendte de krystalblå øjne i retningen af hendes skikkelse, og med et stille smil på læben. Han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det, når det nu endelig var, og det erkendte han gerne. Et tilfredst smil passerede hans læber, som han nikkede i retningen af hendes skikkelse. "Jeg kender dig.. Du har ingen grund til at blive liggende, hvis du ikke nyder det," pointerede han med en sigende mine. Et sted for ham, var det en kæmpe succes, for hans vedkommende, og det var det, som han handlede og reagerede på lige nu.
At kysse og mærke hende, var noget, som han uden tvivl godt kunne mærke, og han elskede det uden tvivl også. Alt taget i betragtning, så var det uden tvivl noget af det bedste af det hele! Han vendte dem, så det denne gang, var hende, som endte nede i den kolde og halvvåde seng. Det var jo heller ikke ligefrem fordi, at de havde haft muligheden, for at tørre sig, inden de havde lagt sig her. Hånden strøg han op over hendes lår. Han kunne jo ikke lade være med at røre ved hende, og det kunne han udmærket godt mærke, når det endelig skulle være på denne her måde. Han smilede tilfredst for sig selv, inden han brød kysset. Hans hjerte hamrede mod hans bryst, som han denne gang, bevægede sine læber stille og roligt nedover hendes hals i stedet for. Ikke at han lagde op til noget specielt. Dette var udelukkende for behaget og hyggens skyld. For hans del vel og mærke.

[Denjarna Dark Dynithril]

Aldrig gjorde Denjarna noget, som hun ikke selv ønskede. Stærk nok var hun nemlig til at sige fra og følge sine egne behov. Utroligt selvstændig var hun på den led, og det havde hun ganske enkelt altid været. Blidt måtte hendes fingre føle ham denne her gang, som hun ligeså blot ønskede at nyde, hvad der stod på. Selv kunne hun nemlig sagtens tage den med ro, som det ikke altid behøvede at være intenst. Dog var det længe siden, at hun blot havde ligget med en mand og bare … kysset ham. Igen havde det sidst været med Derick, at hun sidst havde gjort det. Betød det, at der var noget særligt mellem Gabriel og hende, siden hun ikke gjorde det med Salvatore? Let sitrede hendes krop, som han strøg hendes lår, hvor hun dernæst frit måtte slippe et suk, som han brød kysset. Hovedet lod hun søge en anelse på sned på puden, så hendes hals blev strækket og blotlagt for hans kys. ”..Måske jeg skulle hælde lidt mere alkohol på dig, så du først kan tage herfra i morgen,” lød det fra hende med et lille smil på læben. I sjov var det muligvis sagt med alkoholen, men med det andet ønskede hun egentligt ikke at slippe ham. Hun nød det jo, som hun lige nu og her rent faktisk var glad. Hænderne strøg hun blidt og følende op af hans ryg, så fingrene endda passede roden til hans vinger. Fascinerende havde hun nu altid fundet dem, som de var så anderledes i forhold til, hvad hun var vant til. Derfor måtte hun også stille lade sine fingre løbe fra den ene vinges rod og ud, så hun fornemmede de mange fjer. Skønt nogen af dem var våde efter karbadet, kunne hun endnu fornemme, hvilken blødhed de havde.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At ligge der, bare for at ligge der, var virkelig rart for Gabriel, for han gjorde jo ikke andet end at slappe af, og nyde det. Han havde haft brug for det.. glemme alle de problematikker, som han havde haft frem til nu, og det var det, som han gjorde i en stund som denne, og det var han i forvejen, ikke særlig bange for. Han ville jo gerne være der.. grotesk som det end var, så ville han gerne være der, og endda mere, end hvad han var i stand til at beskrive på sigt. Han smilede let for sig selv, som han trak hovedet en anelse til sig.
De blide fingre over fjerene, var noget som efterlod ham med en sitren. Han nød det. Selvom fjerene ikke ligefrem var på sit bedste lige nu, hvor de i forvejen, ville komme til at bruge hundrede år på, at tørre, så måtte han jo bare tage det som det kom. "Det lyder jo slet ikke som om, at du vil have, at jeg skal gå nogen steder.." hviskede han mod hendes øre. Helt igennem en fantastisk følelse, var det for hans vedkommende, og det var han skam heller ikke ligefrem fordi at han havde travlt med at komme derfra igen. Hånden lod han stryge over hendes krop.. ganske roligt.. Han ønskede at lære det hele at kende, som han også havde gjort det dengang, selvom mange af de ar og mærker, som hun havde pådraget sig, slet ikke var typen, som han kunne huske, at hun havde haft.. Grotesk som det end havde været. Hånden tog en tur over siden, og direkte forbi brystet.. uden at komme i kontakt. Nu hvor det hele var blevet en leg, så kunne han skam godt lege med. "Jeg har nu ikke travlt med at komme herfra.." erkendte han til sidst.

[Denjarna Dark Dynithril]

Travlt havde Denjarna det ikke med at komme ud herfra, selvom hun måske burde have det. Hvor han i Procias var to om tronen, var hun nemlig kun sig selv. Særligt når Salvatore var ude på en mission for kongeriget. Damien bekymrede sig vel også for, hvor hun blev af? Hun burde trods alt have kommet tilbage på værelset i går aftes. Han var vel i færd med at gå til derhjemme i så fald? Dog mente hun, at dragen eller manden til tider burde tage en indånding. ”Burde jeg da ønske at sende dig bort?” spurgte hun ham roligt. Et sted burde hun i og med, at han var konge af Procias, samt en gift mand. Dog gjorde det sidste, at hun bestemt ikke ønskede at sende ham af sted! Det ville jo være at sende ham direkte på hans hustru igen. For et øjeblik lod hun nydende sine øjne søge i, som han strøg hende over kroppen. Utroligt simpelt var det, men utroligt rart var det alligevel. At han spekulerede over hendes mange år, tænkte hun selv ikke over, da han hverken nævnte dem eller stirrede. Smilet trak hun på ved hans erkendelse. ”Godt..,” sagde hun stille, alt imens hun måtte gribe ham om hagen, så hun blidt kunne guide hans hoved op til sit igen. ”Jeg er heller ikke færdig med dig endnu..” Blidt kyssede hun hans læber, hvorefter hun måtte slippe hans hage igen. Hvornår hun blev færdig med ham, vidste hun dog ikke. Sidst hun havde sagt det, havde han flyttet ind på hendes værelse og på den led fra den ene dag til den anden afskærmet sig fra sit egentlige liv. Selv huskede hun efterlysningerne af ham, samt hvordan hans moder endda havde opsøgt hende. Et frydefuldt øjeblik i hendes liv havde det uden tvivl været!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Endnu en gang, måtte Gabriel sande, at han var faldet direkte i Denjarnas spind, og han vidste, at konsekvenserne efter dette, ville være så grotesk som intet andet. Frustrerende, som det end måtte være, kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke. Han vendte blikket mod hende. "Jeg kunne stadig give dig en lang række grunde til, at jeg skulle forlade dig og stedet her," sagde han med en ganske sandfærdig stemme. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at han burde ligge der.. som konge af Procias, men også som en gift mand, og med sine krav og forventninger fra borgere, såvel som hustru, som han skulle imødekomme, men bare ikke kunne nu, hvor han lå der sammen med den kvinde, som han havde brugt så mange år i sit liv, på at hade.. og nu hvor grunden var ved at gå op for ham, så var det faktisk heller ikke så underligt igen.
Kysset tog han mere end glædeligt imod, inden han selv lod hende slippe taget om hans hage. At mærke hende, og de mange ar, samt mærker, som hun havde pådraget sig i tidens løb. Grotesk havde livet uden tvivl været ved hende. Hovedet lod han søge på sned, inden han vendte blikket nedad hendes krop. "Hvor kommer alle de mærker fra..?" spurgte han denne gang med en oprigtig bekymring i stemmen. Det var jo heller ikke fordi, at han brød sig om, at hun skulle se sådan ud.. Det havde han jo faktisk aldrig gjort. Han kunne lade som andet.. men nu hvor han alligevel var afsløret, så var det bare ikke lige til at gøre.

[Denjarna Dark Dynithril]

Brynet løftede Denjarna ved hans ord. Var de virkelig stadig på det stadie? ”Måske kan du remse en masse årsager op, men hvad nytter det? Du har allerede valgt, hvad der er vigtigst for dig,” sagde hun ærligt. Ved at ligge her med hende havde han jo valgt hende. Hvis han oprigtigt havde ønsket sin hustru, havde han taget sig et andet værelse, ikke ligget med hende for anden gang, og da slet ikke blevet for noget ekstra hygge her nu. Derfor kunne han ligeså godt pakke sin udtalte dårlige samvittighed væk. Han var jo end ikke selv interesseret i at lytte til det. Trættende var det også at høre på. Hun ønskede nemlig ikke at være med en mand der fortrød hende eller noget i den stil. Hun ønskede derimod en mand der var stolt af at være med hende, og som ikke var bange for det. Det savnede hun måske ved den gamle Gabriel.. Han havde aldrig skammet sig over hende. Øjnene kneb hun en anelse sammen, som han spurgte ind til hendes ar, som han var så venlig at kalde for ’mærker’ i stedet. ”Hvorfor?” spurgte hun direkte. Sjældent talte hun om sine ar. Faktisk talte hun aldrig om det. Glad for arene var hun bestemt ikke, hvor handlingerne også til tider kunne præge hende.. Dog havde hun taget sig af det på bedste vis, som hun havde kunnet gøre det. Ved at myrde alle de personer der havde forvoldt hende skade. Ej var det en side, som Gabriel umiddelbart kendte til ved hende, men ej heller var hun nogen morder. Mord fra hendes hånd havde først fundet sted efter, at hun selv var blevet mishandlet på groveste vis.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste godt, at han selv, havde taget en beslutning om at ligge her sammen med Denjarna. Han kunne jo godt lide det, og særligt nu, hvor han ikke rigtigt tænkte på sin elskede hustru derhjemme længere, og det var naturligvis også det, som han havde brug for. Han smilede kort for sig selv. Lige nu, var det ikke fordi, at han ville gå nogen steder. "Jeg kunne komme med en lang række grunde til, at jeg skulle tage hjem, men som du selv siger.. Så er mit valg, tilfaldet noget ganske andet.." pointerede han med en rolig stemme. Hovedet lod han søge på sned. Selv ønskede han ikke, at den samvittighed skulle have lov til at æde ham op. Ikke endnu i hvert fald.
De mange ar og mærker, var Gabriel nysgerrig på. Han vidste, at hun allerede dengang, havde haft et temmelig hårdt liv, og derfor var det bare.. nødvendigt, at spørge ind til det, og derfor få stillet den nysgerrighed, som han måtte føle som en del af hans krop og sind? At det derimod gjorde hende mistroisk, forundrede ham ikke. Hun var vel bange for at han ville gøre grin med det? "Fordi at jeg er nysgerrig?" spurgte han direkte. Der var slet ikke nogen grund til at være så mistroisk, som det hun agerede. Han havde jo heller ikke gjort noget af dette, bare for at ende med at gøre grin med hende bagefter. Langt fra faktisk. Det var vel også ved at gå op for ham, at det som han gjorde sig af tanker og følelser, var noget som altid havde været til stede, og nu igen, kunne blusse op igen.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Hvilket godt valg,” kommenterede Denjarna med et smil på læben, inden hun måtte skænke ham et lille kys på munden, som havde det været det mest naturlige de kunne gøre. Naturligt føltes det dog også at være med ham, som det blot føltes rigtigt på trods af, at visse ting havde ændret sig. Hvad der fandt hende mindre naturligt at gøre var at tale om sig selv, og særligt om de skader, som hun havde forvoldt sig gennem tiden. Dog ville det måske være rart at tale om, da det trods alt ikke havde haft en lille effekt på hende. Dog var spørgsmålet så, om Gabriel var den rette person at tale med det om. Hun betragtede ham. ”Da jeg kom ud af det, syntes du ellers ikke særligt nysgerrig på det, og mindst af alt bekymret” sagde hun direkte. ”Husker du det ikke? Jeg lå i en sygeseng i Catalena, som en af dine forhenværende ledere havde bragt mig til. Ej bekymrede du dig for, hvad jeg fejlede, eller hvem der havde gjort mig uret. Du ønskede mig blot ud.” Selv huskede hun det. Hun huskede, hvordan hun dagen efter sin flugt fra Alexander måtte flygte fra Gabriel. Hun havde endda sprunget ud af et vindue, hvor hun omtumlet, skadet og syg havde løbet igennem skoven! Forfærdelig havde hendes tilstand været, som det var en skam at sige, at Alexander havde været mild ved hende. Dog frydede hun sig over det faktum, at hun havde vundet over manden i den sidste ende! Heldigvis for hende havde ingen mistænkt hende for mordet på den forhenværende leder for vampyrerne. Det var kun Salvatore der vidste dette, og gudskelov for det! Beviserne havde hun også udryddet for længe siden.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Det anede mig," lød det roligt fra Gabriel, som han endnu en gang, måtte betragte sig af hendes skikkelse. Smuk som hun end var, så var det vel også fuldstændig forkert af ham, at gøre sig tanker, om det, som han gjorde sig lige i øjeblikket? Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang, som hun smukt lå der under ham.
Kysset til hans mundvig, tog han mere end glædeligt imod. Det føles som skræmmende naturligt, at modtage dette fra hende, og han vidste, at det var forkert.. Forkert, som noget overhovedet kunne blive. Han rystede de tanker ud af hovedet. Han kunne da bestemt heller ikke tillade sig, at gøre sig dem lige nu. Han var nysgerrig på mærkerne. Sidst han havde set hende, havde han nemlig kun på mest brutale vis, ønsket hende ud og væk fra sit land, og så langt væk fra hans person, som det havde været muligt for ham, at få hende.. Nu kunne han jo for alvor se, hvilken forfatning, som hun nu måtte være i. "Vil du klandre mig, for at få dig væk fra mig, min person, og ud af mit land?" pointerede han med en ganske sigende mine, for han mente det jo. Med alle de tanker, som han havde gjort sig om hende og hendes væsen, så var det nok heller ikke underligt, at det var disse tanker, som han havde gjort sig. "Desuden.. tager jeg ikke meget fejl, må du have taget flugten ud af vinduet.. før jeg overhovedet nåede at finde ud af, hvad der var hændt dig," pointerede han med en direkte stemme. Han rullede igen let af hende, inden han satte sig op ved hendes side. Det var virkelig underligt, at sidde med hende der.

[Denjarna Dark Dynithril]

Hård havde han været ved hende sidst de havde set hinanden. Derfor vidste Denjarna ikke, hvor meget hun kunne tage hans ord for gode vare. Sidst de havde set hinanden, havde hentes forfatning nemlig været utroligt slem, og ligeglad havde han været. Han havde blot ønsket hende ud. ”Jeg klandrer dig for at vise mig ubarmhjertighed og nu antyde, at det gør dig ondt,” sagde hun direkte. At han nærmest hentydede til, at hans handling havde været acceptabel fordi, at hun havde stukket af, fandt hun det kun passende, at han trak sig fra hende. ”Jeg tog flugten ud gennem vinduet, da du kun agtede at udvise kynisme overfor mig. Jeg var på ingen måde rede til at gøre, hvad jeg gjorde, men nødt til det var jeg, som jeg kun havde den mand der nu er min rådgiver.” Op i sengen satte hun sig. Burde hun gå? Fristet var hun helt til det nu. Blot iføre sig sin kjole og så forlade værelset og ham. ”Spil derfor ikke det spil overfor mig, hvor du leger, at mine skader gør dig ondt. Jeg ved nemlig, hvordan du agerede lige efter, at jeg havde fået dem ,” afsluttede hun spidst. Det var vel deres forhenværende akt der gjorde ham blød i knæene lige nu og her? Af den årsag ønskede hun ingen falsk bekymring, som hun kun ønskede den ægte vare. Den side, som faktisk kun Salvatore havde vist hende. Han var endda også den eneste der havde kommet efter hende. Gabriel havde vel blot håbet på, at hun var gået bort? Og alle de andre hun havde haft inde på livet? Ja.. det havde jo vist sig, at ingen af dem havde været af betydning.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste, at han havde handlet i rigtigt regi, da han havde valgt at forvise Jarna fra Procias, da han havde fået nys om, at hun rent faktisk havde været der. At det så derimod skulle vise sig, at blive en større diskussion, havde han nu ikke just regnet med. Ikke at det var noget, som han sagde noget til, da han deriblandt, blot ønskede at tingene, var som de havde været dengang, hvor der ikke havde været anden bekymring, end hvilken mand, Jarna nu ville vælge.. Nu var sagen jo en ganske anden.
"Ud fra det regi, jeg skulle handle af, handlede jeg korrekt," pointerede han. Sur som hun kunne være, så var hele glæden ved dette, vel også vendt fuldstændig op og ned. Ikke at det var noget, som han kunne, eller ønskede at sige noget til, som det derimod bare, var noget, som faldt ham ganske naturligt lige nu. Han samlede i stedet for hænderne i sit skød. Det var jo heller meningen, at han ville jage hende ud, selvom det uden tvivl ville være til det bedste, og særligt, som det stod lige i øjeblikket. At hun ikke ville snakke om det, kunne han ikke gøre noget ved. Han himlede let med øjnene og rystede så på hovedet. "Men fint, det var jo også kun et spørgsmål.." endte han kort for hovedet, som han endnu en gang vendte blikket mod hende. At hun ikke ville snakke om det, kunne han nu ikke ligefrem gøre noget ved, og han ville skam heller ikke tvinge hende. Han satte hænderne i sengen, inden han skubbede sig tilbage, så han kunne sætte sig op af puderne i stedet for. Hans krystalblå øjne hvilede på hende. Undskyld? Nej, det ville han heller ikke mene. Han var en konge af et land, som på daværende tidspunkt, havde lukket grænserne, og hun havde krydset dem ulovligt. "Du gemte dig i mit land, hvilket jeg ved.. Jeg må sige mig, at du har været kløgtig," afsluttede han, som var det ment som et kompliment.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Og ud fra dit svar, kan jeg høre, at jeg har ret,” bed Denjarna af ham. Nej, Gabriel havde ikke været bekymret for hende dengang, så hvorfor skulle han være det nu? Af den årsag ønskede hun ganske enkelt ikke at åbne sig op for ham. Hvorfor også gøre det, når det hun lige havde følt de havde sammen, allerede var på vej til at smuldre? Nogle mørke og personlige hændelser havde sket hende, og derfor ønskede hun ikke at plapre løs om det til hvem som helst. Slet ikke en der end ikke havde sympati for, hvad der havde hændt! Over til sengekanten måtte hun skubbe sin krop. Hvor var hendes trusser nu også? Alt syntes at ligge hulter til bulter, som det mest af alt lignede, at de havde kastet tingene i hver sin retning. Derudover kunne man også endnu se, hvordan trægulvet måtte være præget af et par mørke pletter efter vandet, som de havde slæbt med ind. Tænderne bed hun sammen ved hans lille kompliment der kom ud fra et ganske forkert grundlag. Det var jo ham der havde tvunget hende til at tænke ud af boksen, som han havde været ligeglad med hendes liv! ”Jeg er en overlever, Gabriel. Jeg har overlevet mangt og meget, og intet har kunnet få mig væltet på trods af situationen eller bekostningerne,” sagde hun sigende, inden hun bukkede sig forover og greb om det lille stykke stof der måtte være hendes trusser. Hun havde i sandheden overlevet alt. Hun havde endda overkommet døden! Hvordan han havde taget den nyhed, vidste hun end ikke. For hendes vedkommende havde det dog været en endnu hård situation, hvor den også endnu måtte præge hende. Jarniqa var trods alt et omvandrende minde på den front. Trusserne trak hun på, inden hun måtte gå efter sin kjole der heldigvis var det lettere at spotte.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Kald det hvad du vil," sagde Gabriel med en ganske kortfattet stemme, som han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse. Naturligvis ønskede han ikke, at ødelægge noget som helst, men den skade, kunne man vel sige, allerede var sket, kun fordi, at han havde stillet et spørgsmål? Hvad pokker var der galt med det? Han kunne ikke se problemet med det!
Som hun skubbede sig den modsatte vej af ham, blev han nu alligevel siddende. Han var ikke den som kom krybende længere, som han havde gjort dengang.. Dengang, hvor han havde gjort alt, for at stille hende tilfreds. Det var slet ikke noget, som forekom længere.. Slet ikke faktisk. Han vendte blikket direkte mod hende. Han trak kort på skuldrene. Efterhånden var han træt af alle de små problematikker, som dukkede op fra tid til anden, men hvad pokker.. sådan var det jo, og særligt, når det var de to. Han fnøs kortfattet. "Det er fint, Denjarna.. jeg stillede som sagt, bare et spørgsmål. At du ikke vil besvare det, kan jeg jo ikke gøre noget ved," endte han med en kortfattet stemme. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse igen, hvor han denne gang lagde armene over kors. Han bed tænderne tydeligt sammen. Hvor han dog hadede, at de skulle skændes og diskutere på denne her måde, og særligt, når det foregik således. "Går du?" spurgte han videre. Ikke at han ville holde på hende, men igen.. så ønskede han jo heller ikke ligefrem, at hun skulle gå nogen steder.