Boys night out!.... God damnit!

[Denjarna Dark Dynithril]

Køligt slap Denjarna et fnys. Tilfreds var hun ikke just med, hvordan hele situationen havde endt. For ti minutter siden havde hun trods alt nydt det, samt ønsket mere af det, men nu syntes de blot at være tilbage, hvor de startede. Det satte hans samvittighed vel også pris på? Ej heller fik han noget besvær, som det trods alt ville være hende der gik. På den led behøvede han om end ikke vælge imellem hende og hans hustru. ”Bare lad den ligge, Gabriel,” afviste hun ham. Selv rejste hun sig fra sengen, hvor hun var ligeglad med det udsyn, som det gav ham. Selv med de mange ar havde hun trods alt ikke noget at græde over. Derudover havde han også allerede set og følt, hvordan hun måtte se ud. Over på den ene side af sengen bevægede hun sig – hans side – da det måtte være der, at kjolen måtte ligge. Dog så hun ikke på ham, som hun blot trådte ind i hulrummet af stoffet, inden hun begyndte at trække det op, så kjolen langsomt begyndte at dække hendes krop. Flygtigt lod hun de sølvgrå øjne glide over hans ansigt, som han spurgte ind til om hun gik. Ja for fanden, at hun gik! Ej havde hun nemlig brug for hans falske bekymring, og hvorfor også blive i det hele taget, når han end ikke gjorde mine til at stoppe hende? ”Ønsker du da at sige farvel?” spurgte hun blot. Det havde været hyggeligt.. meget hyggeligt.. dog kun indtil, at det havde gået galt, og selvfølgelig havde det gået galt. For hendes vedkommende forenklede det dog også situationen, da hun i så fald ikke behøvede at spekulere over, om der virkelig havde været noget imellem dem endnu. Kjolen trak hun helt op på plads, så hun var klar til at forlade værelset og kroen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Om Gabriel var klar til at lade hende gå? Egentlig ikke.. Faktisk ønskede Gabriel slet ikke, at lade hende gå nogen steder hen, og slet ikke, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for. Hans krystalblå øjne, fulgte hende derfor med blikket, meget nøje faktisk. Han ville jo ikke have, at hun skulle gå! Selvom de endnu en gang, var endt derude, hvor de kunne skændes som hund og kat. Hvilket var noget, som de i forvejen, var eksperter på, så var det jo bare sådan at det var. Frustrerende, som tanken end måtte være, så kunne han jo ikke rigtigt gøre noget ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan, at det måtte være i den anden ende.
Hun ville lade den ligge? Vel tydeligt, at dette, slet ikke var noget, som hun ville dele med ham, og ja... han var ikke forundret et sted. Han rystede kort på hovedet. Tydeligt, at hun havde intentioner om at gå, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at det var noget, som han ville give hende lov til! Overhovedet ikke faktisk! Han endte med at rejse sig, da hun møvede kjolen på. At han så selv måtte stå der i det rene ingenting, var han ærlig talt fuldstændig ligeglad med, da det ærlig talt, slet ikke var noget, som rørte ham det mindste. Han stillede sig bag hende, hvor han lod sine stærke hænder, glide mod hendes skuldre, som han trykkede fast omkring. "Det har jeg ikke.. Og inderst inde, ved jeg, at du heller ikke vil... læg dig sammen med mig," bad han denne gang. Han havde så sandelig ikke tænkt sig, at lade hende gå nogen steder! Hun kunne ikke bare.. tage hvad hun ville, og så smutte. Den leg legede de altså ikke!

[Denjarna Dark Dynithril]

Irriteret var Denjarna nok engang på Gabriel, hvor hun blot ønskede at gå! ..Lige indtil, at hun fornemmede hans hænder mod sine skuldrer, og hørte hans ønske om, at hun blev. Noget måtte det smuldre i hende, siden det fik hende til at træde et skridt tilbage, så hendes ryg støttede op imod hans bare overkrop. Ret havde han.. Hun ønskede at blive her sammen med ham. Frustrerende var det et sted, da det var følelser, som hun ikke havde haft længe. Ej heller vidste hun, om hun i det hele taget ønskede at have de følelser inden på livet igen. Hun tog om hans hænder, så hun kunne guide dem ned ad hendes krop, så han i stedet kunne holde om hende. Rart var det.. Forbandet rart. Hun tog en indånding. ”Størstedelen af mine skader kommer ikke fra den gang, hvor du så mig,” begyndte hun stille. På den led kunne han også forstå, at dette minimum havde sket to gange for hende. ”De ar du kan se på min krop er flere år gamle. De stammer helt tilbage fra min tid som vampyr og mit ægteskab med Derick. En dag, hvor jeg var alene i det hus der dengang måtte være vores hjem, blev jeg kidnappet. Hvortil husker jeg ikke. Jeg blev holdt i en kælder for en lang årrække af to vampyrer, der fandt det fornøjeligt at afprøve forskellige modbydeligheder på min krop. Altid sultede de mig, så jeg ej havde kræfterne til at kæmpe imod, og så min krop ville have vanskeligheder med at helbrede sig selv. Når det var gjort, spændte de mig til tider fast på et bord. Her skar de mig op, så jeg kunne ligge med åbne sår i flere timer.. Ellers kunne de finde på at holde mit hoved og hælde nylavede gifte i min mund, der ville svide min indmad.. Andre gange udsatte de mig for solen, hvor de først trak mig bort, når min hud begyndte at brænde, da jeg ikke måtte forsvinde for dem.. Eller sultede de mig til den grad, hvor jeg var ved at udtørre, hvor de først fodrede mig med blod, når jeg tænkte, at mine lidelser endelig måtte være ved at ende.” Var det en sådan historie Gabriel havde forventet at høre? Og i så fald.. hvad fik det ham til at føle og mene? Sandheden var det trods alt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Gabriel oprigtigt ønskede, at Denjarna blev, og derfor rejste han sig, kun for at placere sine hænder mod hendes skuldre. Han lod hovedet søge på sned. Næsten som at se den anspændthed falde til det rene ingenting, og hun faldt mere til ro igen. At hun denne gang indvilgede i, at fortælle ham det, var slet ikke en tanke, som han havde noget imod, da han oprigtigt kunne lide det.
"Det havde jeg allerede tænkt. Mange af disse mærker, kan jeg end ikke kende igen," pointerede han med en rolig stemme, som han denne gang lod hovedet søge en kende på sned. Frustrerende, som det end var, så var han oprigtigt ked af, at nogen havde gjort den slags ved hende. Livet havde jo i den forbindelse, aldrig nogensinde været særlig god ved hende på sigt. Det ville i hvert fald være en skam at sige. Den historie, som hun derimod valgte at dele med ham, gjorde ondt.. Var hun virkelig mishandlet og tortureret over en lang årrække... til hvilken nytte? Med armene nu omkring hendes skikkelse, trykkede han hende kun det tættere på ham. Selvom han endnu var en kende fast i hans mine, afslørede hans øjne da, at hendes historie på ingen måder, måtte falde i hans gode bog. Tvært imod. Den tanke, gjorde uden tvivl forbandet ondt på ham. "Ikke begriber jeg, at nogen udfører den slags ting på andre folk... Og særligt ikke nogen, som jeg ved, ikke har bedt om at være den race.. Jeg ved hvor meget du foragtede at være en del af mørket, og uden det bankende hjerte." De historier var uden tvivl gået forbandet langt, og selvom han ikke havde været en del af hende, havde han alligevel været tæt nok på, til at vide det. "Dog slap du fri.. hvordan?" Han var oprigtigt nysgerrig. Han havde jo været væk i mange år, og ønskede, at blive en del af det.. Han ønskede at vide det.

[Denjarna Dark Dynithril]

Det at blive trykket nærmere ham, nød Denjarna blot. Særligt som hendes historie ikke just var let at fortælle. Dog forsøgte hun stadig at åbne sig op for ham. ”Ej var det grundet min daværende race, at jeg blev taget. Ej heller var det grundet mig. Jeg blev taget fordi, at Derick ikke var hjemme. Det var ham de oprindeligt ønskede, men stillede sig derfra tilfreds med mig,” fortalte hun sandfærdigt. Det værste af det hele var vel, at Derick ikke havde kommet efter hende? Dog blev det toppet af det faktum, at han ikke havde befriet hende, som han i stedet havde fundet frem til Elanyas seng. En viden der endnu kunne få hende til at syde af vrede! Hun tog en ny indånding, som hun skulle besvare hans spørgsmål. ”Jeg flygtede, da jeg fandt energien til det. Jeg havde fået et par dråber blod, hvilket jeg lod drive mig.. Jeg overfaldt den ene dæmon, hvis blod jeg drak, så jeg ville have den fornødne styrke. Derfra flåede jeg struben over på den anden, inden jeg selv tog flugten derfra..” Nej, ingen havde kommet efter hende, hvor hun også havde været alene tiden efter. Psykotisk havde hun været i tiden efter, som det vel kun var en selvfølge, at hun var blevet drevet til vanvid i cellen. Særligt svært var sådanne følelser også at kontrollere som vampyr, som det hele hurtigt kunne løbe løbsk, og på et voldsommere niveau end ellers. Hænderne valgte hun at lægge over hans. Aldrig havde hun været nogen voldelig kvinde, men livene til dem der havde forvoldt hende smerte, havde hun taget. Derudover havde der også været hendes blodlyst, som hun ej havde kunnet kontrollere i tiden efter den nævnte tilfangetagelse.. men kunne man også klandre hende for det? Hun havde været udsultet og med en nedbrudt psyke.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne godt forestille sig, at det ikke var nogen nem historie, at skulle fortælle hende, men ikke desto mindre, så gjorde hun det, og Gabriel lyttede aktivt og intenst til, hvad hun havde at fortælle ham. Et lille kys tildelte han nu alligevel hendes skulder, nu hvor de var så tætte på hinanden. Hænderne strøg han ganske let over hendes mave, og med en tydelig tilfredsstillelse i minen. Hun fortalte da i det mindste. "Derick var jo også vampyrernes leder på daværende tidspunkt.. så det kommer ikke bag på nogen," sagde han blot. At det var hende, som det var gået ud over, var i den grad en tanke, som han forkastede mere end noget andet. Aldrig havde han gået ind for at skade nogen, som han oprigtigt aldrig havde taget et liv.
Hovedet lod han søge på sned. "Og alligevel, formåede du at komme derfra. For mig, er det også det vigtigste. Selvom jeg måske har ønsket dig til helvede, og gerne videre end det, burde end ikke du, have fortjent den behandling.." pointerede han med en dæmpet stemme. Han trak kort på smilebåndet, som hun lagde hænderne over hans hænder. Han sagde intet til det.. Var det virkelig de gamle følelser, der blussede op i hans krop og sind? Tankerne og følelserne, som han gjorde sig, kunne i hvert fald forveksles, med hvad han havde følt dengang.. Og hvilken sorg, da hun havde valgt ham fra. "Stædig og standhaftig, har du nu altid været.. Det har båret dig frem, Denjarna.. Du har jo vist folk, at du er bedre end pøblen," sagde han med en sandfærdig mine. Var det underligt, at det tændte ham? En kvinde, som vidste hvad hun ville have... tog det, og uden at stemple ham som dum bagefter?

[Denjarna Dark Dynithril]

Svagt rystede Denjarna på hovedet til hans ord, som han ikke havde fat i tidslinjen. ”Nej, dette var tiden efter, at han havde været leder for vampyrerne. Han var dødsengel, som al dette havde stået på, og det var deri problemet lå. Derick havde på et tidspunkt mistet livet som vampyr, hvor han var kommet tilbage til livet som dødsengel. Ubalance i systemet havde det skabt, og derfor havde disse to dæmoner forsøgt at gå efter ham, hvor de i stedet havde fundet mig,” fortalte hun. Direkte forvirrende var hendes og Dericks liv, så det var vel intet under, at det var de færreste der kunne finde hoved og hale i det. Underligt fandt hun det dog at tale så meget om sin eksmand, når hun nu stod sammen med Gabriel. ”Jeg sætter pris på din medfølelse,” sagde hun tørt, som han nævnte, at han havde ønsket hende til helvedet. Dog syntes det ikke længere som noget, som han ønskede for hende. Det var måske det vigtigste af det hele? Betød det dog også, at de nu igen havde fundet hinanden? Fingrene endte hun med at sprede, så hun kunne lade sine fingrer flette ind mellem hans. ”Med mit fortrinlige held ender jeg med at overgå hele verdenen. Jeg ender med at være den eneste tilbage,” lød det fra hende med et skævt smil på læben. Sandt at sige lignede det mest af alt, at hun ikke kunne tabe til noget, lige meget hvor slemt det stod til. Ej heller agtede hun at gå til, som hun bestemt ikke ønskede at opgive livet! Hvor svært hun end havde haft det gennem tiden, havde hun nemlig aldrig givet op.Det måtte derfor også være hendes største styrke her i livet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Tidslinjen var komplet forvirrende i deres tilfælde, da rigtig mange ting, måtte spille ind i det, og det var da ikke underligt, at den tanke, var direkte forvirrende, og særligt sådan, som det nu måtte være i den anden ende. Han vendte blikket mod hende. "I det tilfælde, så giver det endnu mindre mening," lød det roligt fra Gabriel, som han betragtede sig af hende.
Fingrene lod han sammenflettes med Denjarnas, hvor han spredte sine fingre en anelse, så han kunne sammenflette sine fingre med hendes. Et let smil passerede hans læber. Det var ikke nogen hemmelighed, at han virkelig havde hadet hende, og ønsket hende hele vejen til helvede, og gerne forbi.. men det havde jo været dengang, og det var ikke nu. "Du ved jo, at jeg er den mest medfølende mand, du kan komme i nærheden af." Følelser havde han nemlig haft udenpå tøjet, og dette var ikke ligefrem noget undtag. Han var en følsom mand, også selvom han var blevet en mand i dag, og det naturligvis godt kunne mærkes lige nu. Han rystede let på hovedet. End ikke Derick havde søgt efter hende? "Kom han ikke efter dig?" spurgte han direkte, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Helt grotesk var den historie jo trods alt, og det kunne udmærket godt mærkes. Han rystede let på hovedet. "Hvilken trist og ensom tilværelse, du i så fald, går i møde.." Igen tilfaldt et kys hendes skulder, og med et let smil på læben. Han var jo glad for hende.. selvom han ikke var meget for at indrømme det, så var han jo.

[Denjarna Dark Dynithril]

At historien gav endnu mindre mening for Gabriel nu, valgte Denjarna ikke at klandre ham for. Svært var det også at forvente, at nogen kunne forstå hendes lange historie. Hun var nemlig ej ung, og ej heller havde hun haft et kedeligt liv. Der havde vel altid hændt mindst én stor ting i hendes liv hele tiden, og gerne flere? Selv tvivlede hun i hvert fald på, at nogen kunne hamle op med hendes historie. Selv følte hun i hvert fald, at hun havde prøvet alt efterhånden. ”En hård kvinde ville jeg være, hvis jeg forlangte, at folk skulle forstå min historie,” kommenterede hun med et lille smil på læben. Selv havde hun endda glemt noget af sin egen historie. Igen var det dog også resultatet af tortur og død. Svagt nussede hun hans hånd med tomlen, uden at hun slap hans hænder. ”Rettere sagt; følende,” rettede hun ham. Som han kunne give en sit hjerte, samt det kunne briste, kunne han også opfyldes med had. Helt medfølende havde han trods alt ikke været i den tid, hvor han havde ønsket hende død og borte. Havde han dog ønsket hende oprigtigt død, eller havde det blot været en såret mands ønske? En anelse kold i minen måtte hun blive, som han spurgte ind til, om Derick slet ikke havde søgt hende. Det havde han ikke.. Hverken den ene eller den anden gang.. ”Nej.. Eftersigende havde han været hurtig til at finde din mors seng,” sagde hun kort for hovedet. Hans hænder slap hun, hvor hun vendte sig i hans favn, uden at hun ønskede, at han slap hende. Armene lagde hun om hans hals. ”..Så hold mig med selskab, til jeg går min ensomme skæbne i møde,” sagde hun stille, inden hun trykkede sine læber mod hans i et kys.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel måtte finde Denjarnas historie meget forvirrende, og intet kunne han gøre ved det. Han vendte blikket i retningen af hende, som hun blev stående i hans arme. Her ønskede han at hun blev stående. Han rystede kort på hovedet igen. "Med den historie, som du kan lægge bag dig, er det ikke underligt, at det er en historie, som er svær at finde ud af," kommenterede han med en sigende mine, som han endnu en gang, måtte vende blikket mod hendes skikke. Han var glad for hende.. En såret mand, havde han vel været, når han nu var blevet valgt fra på den måde? Så var det heller ikke så underligt igen.
At end ikke Derick - hendes mand, havde søgt efter hende, forundrede ham virkelig. Han ville i hvert fald ikke tøve med at søge efter Silia, hvis der var sket hende noget! Silia... Igen måtte samvittigheden prikke en anelse til ham, selvom han virkelig forsøgte at bide det i sig. At han derimod havde søgt til Elanya i stedet for, var historier, som gik vidt.. og meget omkring i hvert fald. "Ja.. min moder," endte han. Han forstod godt, at det var en tanke, som gjorde hende forarget og vred, for det ville uden tvivl have gjort det samme ved ham, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han vendte blikket i retningen af hende, som hun vendte sig.. Her lod han armene søge omkring hendes liv i stedet for, hvor han let trykkede hende ind mod sig. "Ligner jeg en, som har tænkt sig at gå?" spurgte han, inden han glædeligt, måtte møde hende i kysset. Han besvarede og gengældte det, uden at tøve det mindste.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Du kan læse om den i historiebøgerne,” lød det en kende morende fra Denjarna, skønt det også måtte være til dels sandt. Noget af hendes liv kunne man nemlig finde i historiebøgerne, som hun havde været på jorden længe, samt været del af nogle betydningsfulde bedrifter. At hendes tidligere mand for en periode havde været sammen med hans moder, vidste hun egentligt ikke, hvordan han tog. Han sagde nemlig intet synderligt til det. Dog tvivlede hun på, at han havde fundet det appetitligt, som de engang havde været konkurrenter. Gad vide om de i den tid havde deltaget i de samme middagsselskaber? Dog lod hun den ligge, som hun ikke selv ønskede at tale om Derick. Den mand havde nemlig gjort hende uret på flere forskellige måder.. Ved ikke at ville komme hende til undsætning.. Ved at bide hende.. Ved at ligge med hendes tidligere ærkefjende.. Grundet det sidste, havde hun altid fundet det frydefuldt at være sammen med Gabriel. Den kvinde ville vel også vende sig i graven, hvis hun vidste, hvad de lavede nu? Hun trak på smilebåndet ved hans ord. ”Ligner jeg en der giver dig lov til at gå?” spurgte hun i stedet, inden hun måtte kysse ham. Hun kunne ikke lade være.. Han var fantastisk at kysse med! At hun selv havde været på vej til at gå, tænkte hun ikke længere over. Ligegyldigt kunne det også være nu hvor de igen igen havde genfundet hinanden. Hænderne lagde hun imod hans faste nøgne brystkasse, hvor hun vejledende tvang ham en anelse tilbage. Som hans måtte støde mod sengekanten, måtte hun igen vejledende trykke ham en anelse ned, så han satte sig. Her trak hun en anelse op i sin kjoles skørter, så hun kunne tage plads på hans skød med et ben på hver sin side af ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Virkelig..? Jeg foretrækker nu, at høre den sande historie fra kilderne selv," lød det roligt fra Gabriel, som han betragtede sig af hendes skikkelse. Her stod han ved hendes side og med armene omkring hende. Det kunne godt være at historien, skæbnen og hvad hun havde oplevet, havde været helt igennem grotesk, men det var jo ikke fordi, at det var noget, som han rigtigt kunne gøre noget ved, kunne man sige. Det eneste, som han vidste, var at han jo selv havde været en del af.
Derick ønskede Gabriel ikke at tale om, men han måtte erkende, at det var en frydende tanke, at vide, at den mand ikke havde været god for hende, og særligt fordi, at hun havde valgt den mand tilbage dengang. Tænk hvordan tingene ville have udfoldet sig, hvis hun havde valgt ham over Derick? Han havde tænkt tanken flere gange, og nu kunne han så gøre det igen, fordi, at de nu atter måtte være så tæt på hinanden igen. Hans hænder strøg over hendes ryg.. Nu irriteret over, at hun havde fået klæder på igen, for det var slet ikke meningen! Langt fra faktisk! "Synes jeg, at du ligner en, der har tænkt sig, at tage herfra?" spurgte han roligt, efter at have sluppet hendes læber for en kort stund. Dertil krævede han dem endnu en gang i et kys. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Han vidste, at dette var så dumt, som noget overhovedet kunne være, men for pokker.. det var virkelig, virkelig svært, når det forholdt sig sådan her! Han bakkede mod sengen, hvor han mere end glædeligt, valgte at sætte sig, og særligt, da hun selv havde taget pladsen i hans skød efterfølgende, efter at have hævet en anelse i kjolen. Han smilede kort, men tilfredst, hvor han lod hænderne stryge op over hendes ben - denne gang under kjolen. "Du piner mig, min kære.." hviskede han let for sig selv. Hun vækkede de ting i ham, som hun slet ikke burde!

[Denjarna Dark Dynithril]

Sandt at sige foretræk Denjarna også, at folk kom til hende, hvad hendes historie angik, fremfor hvad de hørte eller kunne læse sig frem til. Meget af det var nemlig ikke, hvad hun selv ville berette, hvis hun fik muligheden for det. Desværre var der blot mange der lyttede til, hvad der blev fortalt fra mund til mund. ”Har du tiden til at høre alle beretningerne?” spurgte hun med et lille smil. Lang kunne hendes beretninger dog være.. Virkelig lange. Lidt var det nemlig hun havde oplevet. Derfor kunne man også sige, at hendes historie ej ville kede ham. Hvad Gabriel selv havde oplevet i tiden efter hende, måtte hun dog også spekulere over. Selv vidste hun nemlig blot, at han havde gemt sig efter hende, hvor det næste hun havde hørt havde været, at havde giftet sig med Silia og på den led blevet konge af Procias. Svagt trak hun på smilet ved hans ord. Dog nåede hun ikke at svare ham inden han kyssede hende. Som hun guidede dem begge tilbage i sengen, måtte hun dog slippe hans læber igen. ”Det ved jeg ikke.. Synes du?” spurgte hun ham roligt. Tøjmæssigt lignede hun måske en der var på vej væk, men kropsmæssigt.. Der måtte hendes krop endnu hungre hans nærvær. Et behagelig sitren efter hans fingrer måtte hun også helt mærke, som han lod hånden løbe over hendes lår. Igen måtte hun helt tænke, hvordan hun skulle blive klar til at slippe ham. Lettere havde det uden tvivl været engang, hvor hun blot havde vidst, at han ville blive på hendes værelse. Blidt kælede hun for hans brystkasse. ”Måske.. men du nyder det,” lød det selvsikkert fra hende, inden hun lod hovedet glide en kende på sned. Her begyndte hun blidt at kysse hans hals.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvad Denjarna havde at berette om, kunne Gabriel kun forestille sig, måtte være en helt igennem grotesk historie, men selv ønskede han, at høre den fra kilden, end at han ønskede at høre den fra alle andre. En fjer blev trods alt hurtigt til ti høns, og den situation, ønskede han heller ikke rigtigt at komme ud i. Overhovedet ikke, faktisk. "Jeg har ikke travlt. Desuden vil jeg gerne vide, hvad du har lavet, efter at jeg røg ud af dit liv," pointerede han med en rolig stemme.
Nu hvor de endnu en gang, var placeret i sengen, og med hende over sig, måtte han alligevel føle, at det var med en vis fornemmelse. Var det overhovedet underligt, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde? Et tilfredst smil passerede hans læber. Ingen af dem, ønskede at gå, også selvom han udmærket godt vidste, at han burde, så var det bare pokkers svært, når det var så svært, som hun sad der og spillede kostbar for ham. Hænderne strøg han derfor roligt over hendes lår og videre omkring hendes liv, som han faktisk forsøgte at få den kjole af hende igen. For hans vedkommende, så sad den for tæt, og der var for meget på. "Det er dig, der sidder med kjole på, husker du nok," pointerede han med en hviskende stemme. Han smilede let for sig selv, inden han blotlagde halsen, ved at lægge hovedet mod den modsatte side. Han lukkede øjnene let. "Fortæl mig din historie," bad han med en hæs stemme, mens han lod hånden stryge over hendes bagparti. Oprigtig nysgerrig var han faktisk, og han ønskede at vide om hende.. præcist som han havde gjort dengang.

[Denjarna Dark Dynithril]

At vide, at Gabriel ej havde travlt med at komme af sted igen, passede Denjarna ganske udmærket. Hun nød jo at have ham her. Tid havde de dog også brug for, hvis hun skulle berette ham om hele sin livshistorie. Som han bad hende om at berette om tiden efter, at han havde forladt hendes liv, kunne hun dog ikke lade være med at spekulere over, om han mon nu var på vej tilbage i det? Lige nu og her var der nemlig ikke meget i hende der talte for, at det blot var en engangsforestilling. Dog var sandheden, at de havde hvert deres liv, og var det i det hele taget smart at fortsatte, når nu det en gang før havde smuldret? ”Nuvel,” lød det roligt fra hende, alt imens hun måtte fryde sig over det faktum, at han ikke nærede nogen trang til at rende hjem til sin hustru. Som han gjorde mine til, at han nok engang ville blotlægge hende, måtte hun føre armene op over sit hoved, så han kunne trække den af hende. Hun havde absolut intet problem med nøgenhed sammen med ham. ”Og har jeg nogensinde fraholdt dig fra at afklæde mig?” lød det fra hende, ingen hun måtte mærke, hvordan stoffet nok engang forlod hendes krop. Det fik hende til at trykke sin fyldige barm kælent imod hans brystkasse, som hun nød at mærke deres bare hud imod hinanden. De små kys lod hun derfra også glide over hans hals, hvor hun helt måtte nyde hans hæse stemme så tæt på sit øre. Dæmpet stønnede hun selv, som han lod hånden stryge over hendes bagdel. ”Er du sikker på, at du vil høre historiefortælling fremfor dette?” hviskede hun ham sensuelt ind i øret, alt imens hun pirrende måtte lade sit underliv gnubbe sig en enkelt gang over hans.