Boys night out!.... God damnit!

[Denjarna Dark Dynithril]

Skønt det muligvis var etisk forkert at ligge i sengen med Gabriel – hendes ekskæreste, kongen af Procias, og ægtemanden til en anden kvinde – følte Denjarna alligevel, at det var rigtigt. År siden var det, at hun havde fået det, som han lige havde givet hende. Derudover følte hun også blot, at hun havde en speciel kemi med ham, og et sted stammede den vel helt tilbage til deres gamle forhold? Øjnene lod hun kort søge i for en stund, som hun blot gav sig hen og nød al det, som han lige havde skænket hende, og fået hende til at føle. Roligere begyndte hendes hjerte også at slå, som det hele begyndte at lægge sig i hende. Det sølvgrå blik, der endnu var præget af tilfredshed, lod hun vendes mod ham, som hun blidt mærkede hans hånd over sin kind. På trods af det faktum, at de ikke længere var i gang, måtte hun stadig finde nydelse ved denne handling, hvilket også fik hende til at trykke kinden let imod hans hånd. Svagt trak hun på smilebåndet ved hans ord. ”Indrøm, at jeg er kvinden for dig,” endte hun at sige i retur, inden hun måtte lægge sig tættere på ham, som hun lagde sin krop ind til hans. Han havde om end ikke afvist hende endnu eller fornægtet, hvad der lige havde hændt. Hånden placerede hun oven på hans mave, hvor hun blidt strøg ham der, alt imens hun måtte betragte sine fingres bevægelser. Var sandheden virkelig, at han nu var blevet en mand for hende? Ej kunne hun jo komme udenom, at der endnu var en tiltrækning, og at han faktisk havde ændret sig til en det mere attraktiv person. Hvis man lagde det sammen med det faktum, at hun engang havde elsket ham, betød det i så fald, at hun endnu var interesseret i ham? Og hvad med ham? Han var jo en gift mand?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Selv var det flere år siden, at de havde været i nærheden af hinanden, og særligt til at gøre mere, end bare at hade hinanden, kaste med adskillige kommentarer, og det var også det, som han var mærket af i dag.. Var Denjarna en kvinde for ham? Og i værste tilfælde, hvad ville reaktionen af det, egentlig være? Det var næsten det, som for ham, var det mest frustrerende, for han havde Silia derhjemme, som jo faktisk var en kvinde, som han måtte elske, så det var vel ikke underligt, at han havde det svært lige nu? At han i sandhed ønskede den mulighed, for at komme tættere på hende igen, var slet ikke meningen!
De krystalblå øjne, hvilede i hendes smukke ansigt. Skulle han ærlig talt indrømme, at hun var den rette for ham? Når han var gift, og med en ring på fingeren, der bandt ham til en anden kvinde, som han rent faktisk elskede? Var det gamle følelser, som endnu en gang måtte blusse? "Det får du mig aldrig nogensinde til at sige," endte han med en sigende mine. Ikke fordi at han ikke ville, men fordi at det var ord, som han helst gerne ville undgå at skulle give hende, og særligt hvis han kunne. En ting, var at ligge i med hende.. noget andet, var at kalde for Silia for en fejltagelse - inddirekte i hvert fald, for det ville han da slet ikke! Han burde hade hende, men det kunne han ikke, og hvilken frustrerende tanke, det måtte være, ikke at kunne gøre det! Han rystede kort på hovedet endnu en gang. "Du lever alt for højt på det.." Desuden ville han ikke give hende sin vilje.. Det var det sidste, som han ville give hende!

[Denjarna Dark Dynithril]

At Gabriel ej ville sige, at hun var kvinden for ham, undrede på ingen Denjarna. Det havde nemlig vist sig, at manden havde kampgejst over for hende. På den ene side ønskede han at tale ned til hende, og på den anden side ønskede han hende. Hvor længe han ville køre den stil, vidste hun ikke, men før eller siden ville han vel tage en form for valg? Præcis ligesom, at hun engang havde måttet vælge. Hvad problemet var, havde hun dog svært ved at se. Hans ægteskab hang nemlig i en tynd tråd, hvis den da ikke allerede var knækket. Han havde nemlig ikke kun været sammen med hende en gang, men hele to gange, og ej kunne han komme udenom, at han selv havde ønsket og nydt det. Derudover havde hun også forståelsen af, at han ville fortælle det til Silia, og hvordan skulle hun kunne acceptere en sådan handling? Selv vidste hun, at hun havde slået Gabriel ihjel, hvis hun havde været gift med ham, og brugt det trick. Kunne deres ægteskab virkelig overleve det? Også når det i forvejen ikke kørte optimalt? ”Jeg lever højt på sandheden,” svarede hun roligt igen, som hun ikke tog hans afvisende mine til sig. Hvordan kunne hun det, når hun lige havde bevidnet, hvad de begge lige havde oplevet og gjort med hinanden? De unikke sølvgrå øjne vendte hun imod ham. ”Du er vel klar over, at jeg ej er den, som du har giftet dig med? At du endnu bær en ring på fingeren, men alligevel ikke agter at stoppe og søge hjem til din forpligtigelse?” Svagt trak hun på smilebåndet. ”Du vil måske ikke sige det, men jeg giver dig noget, som din hustru ej kan give dig. Noget, som du i virkeligheden higer efter, men som du ej vil anerkende.”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var i forvejen klar over, at hans ægteskab hang i en tynd tråd, og nok havde gjort det, siden de havde valgt at indgå det. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for tanken var frustrerende på alle led og kanter. Han hadede den tanke, for Silia havde i mange forbindelser, også været med til at redde hans liv, og det var det som han kunne takke hende for, den dag i dag. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse, som hun lå der. Hvilket valg han skulle tage, kunne han faktisk ikke rigtigt finde ud af. Han vidste jo, hvad han gerne ville, men han vidste samtidig også, hvad han burde gøre, og hvad han ikke burde gøre, og det var lidt det, som var hans problem. Det var en frustration uden lige!
"Du behøver skam ikke fortælle mig, at jeg har forpligtelser på hjemmefronten, Denjarna," begyndte han. Selvfølgelig, var det noget, som hun skulle bringe på banen, og særligt nu. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for det appellerede jo kun yderligere til den følelse af skam, som han følte indvendig. Han vidste jo, at han slet ikke burde ligge her! "Du nyder, at ligge her sammen med mig... som du nyder, at ødelægge mit ægteskab," kommenterede han direkte. Selvom behaget stod tydeligt i hans øjne, så var det bare begrænset, hvad han kunne gøre ved det, og særligt lige nu. Han rystede kort på hovedet igen, som hun rykkede tættere på, og lod hånden komme i kontakt med ham. Han burde afvise, men han ønskede det ikke. Det kunne han slet ikke. "Mit problem er, at jeg lader dig gøre det, og at jeg kan lide det.." afsluttede han dog. Den sandhed kunne han jo ikke just lægge skjul på overfor hende.

[Denjarna Dark Dynithril]

Sandt at sige nød Denjarna at ligge her med ham. At hun ligefrem også skulle nyde at ødelægge hans ægteskab, ville hun dog ikke ligefrem sige. På det punkt ville hun nemlig sige hverken eller, da hun reelt set var ligeglad med, at han var gift. Hun ønskede bare, at han indså, at hans ægteskab ikke var det værd og aldrig havde været det. At han i det mindste kunne indrømme, at han nød at ligge med hende, priste hun. Spørgsmålet var bare, om han også turde indrømme det faktum over for sin hustru? ”Dit problem er, at din hustru aldrig har været den rigtige for dig, og at du ved det, men ønsker at opretholde illusionen,” sagde hun direkte. Hans problem var vel blandt andet også, at hun engang havde såret ham, og derfor var påpasselig nu? Halsen strakte hun, så hun kunne lade sine læber mødes hans i et dybt, men kort kys. ”Du ved, hvor jeg er, når du accepterer al det,” sagde hun roligt, inden hun trak hovedet til sig igen. Dog kun, så hun i stedet kunne lægge det mod hans brystkasse, så hendes kind hvilede imod hans hud. Rart var det nu engang at ligge her. Spørgsmålet var blot, om det ville forblive rart. Både i forhold til, om hun ville få muligheden igen, og om hendes interesse ville vare ved. Lige nu ønskede hun blot at være her. Naturligt forekom det hende, hvor hun i øjeblikket ikke tænkte på sin hverdag i samme grad, som Gabriel gjorde. Dog var sandheden, at hun måske burde gøre det. Ikke så meget grundet det regeringsmæssige, men nærmere på grund af, at hun selv havde en halv mand. Selvom hende og Salvatore ikke var i et forhold, var de jo mere mindre i et forhold fordi, at de havde holdt sig til hinanden. Derudover var han også en god mand, som hun ikke just ønskede at såre. Dog var han meget mild, hvor hun havde brug for en mand, der turde og kunne sætte hende på plads.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det hele var ødelagt for Gabriels vedkommende, og han vidste, at dette nok i værste tilfælde, ville ende med at koste ham hans ægteskab, og alene den tanke om det, var bestemt heller ikke noget, som ville falde i hans gode jord. Langt fra faktisk, for det var en tanke, som han direkte måtte hade mere, end hvad han måtte hade noget andet. Kysset som hun tildelte hans læber, tog han mere end glædeligt imod. Irriterende som det nu måtte være, så kunne han ikke gøre andet end at nyde det! Desværre. Han rystede kort på hovedet. "Selv efter alle disse år, så kender du mig... jeg burde i sandhed hade dig for at gøre det, men det gør jeg ikke," sagde han med en rolig stemme. Han burde virkelig hade hende for det, men det var bare svært, og direkte umuligt for ham, at gøre det.
Armen lod han snige sig omkring hendes liv. Han vidste ikke hvor hun stod i sit liv, eller hvad hun egentlig lavede igennem det, men en ting var sikkert: Han vidste, at hun havde nydt det, mindst lige så meget, som det han selv havde gjort, og gud hvor han dog elskede, at det var således, at det hang sammen. Hun blev vel også liggende ved siden af ham af en grund, gjorde hun ikke? Han sendte hende et tydeligt tilfredst smil. Han burde starte diskussioner op med hende, som ville gøre det nemmere for ham, at komme væk.. men for pokker, hvor var det svært, når han ønskede det modsatte. "Og kan jeg forvente, at blive taget vel imod med åbne arme og et kys i det offentlige?" spurgte han med et kækt smil på læberne. Han kunne vel.. desværre ikke benægte, at det kunne ske en dag?

[Denjarna Dark Dynithril]

Let trak Denjarna på smilebåndet ved hans ord. Hun havde nu altid nydt at have ret! Særligt når han endda prøvede at kæmpe imod. ”Vi boede sammen, Gabriel.. Folk forandrer sig måske på visse punkter, men på andre punkter vil de altid være den samme,” endte hun ærligt med at fortælle i en rolig tone. De havde boet sammen. Delt værelse sågar. Dette havde de ej heller gjort for en kort periode, som de faktisk havde været sammen over en lang strækning. Derfor ville de næppe kunne komme ud af, at de for altid ville kende den anden på visse punkter, og have et specielt bånd til hinanden. Armen lod hun ham lægge om hende, som hun nød det på trods af, at det var meget intimt, og som regel afholdt Salvatore i det. En ro følte hun dog i at ligge i Gabriels arme, alt imens hun også nød det. At han derfra spurgte ind til, om han kunne forvente at blive set således med hende i offentligheden, måtte gøre hende det mere tavs. Ønskede hun en sådan tilværelse med ham? Ønskede hun i det hele taget en sådan tilværelse med nogen? Længe siden var det, at hun sidst havde gjort det, som det havde været med Derick. Et mindre vellykket forhold i den sidste ende, og derfor frygtede hun vel også, at det bare ville gå sådan igen? Desuden.. kunne hun stole på Gabriel? Nu havde han været sin hustru utro med hende, så hvem sagde ikke, at han havde fået hang til det? Derudover var der det faktum, at hun havde været ham utro, så måske kunne hævn også forekomme? Derudover var der også alfa og omega spørgsmålet, om han kun var spændende i dag, eller om han også ville være det i morgen, eller for en hel periode? ”Ønsker du da en sådan velkomst næste gang vi ses?” spurgte hun ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

De havde dengang boet sammen, og selvom det havde været en turbulent tid, så havde Gabriel også nydt det i sin tid, så det var jo heller ikke noget, som kunne komme bag på ham.. Et sted vel fordi, at han ønskede at opleve det endnu en gang? Han bed tænderne tydeligt sammen, som han blev liggende og kiggede på hende. Den smukke kvinde, som hun havde været dengang, var også hvad han så i øjeblikket, og det var det, som han også så i øjeblikket. Det var slet ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Det skal jeg lige love for.. Desværre ser jeg meget af det, som jeg kan huske, og som jeg kunne lide, er til at spotte endnu," pointerede han med en ganske kortfattet og sigende mine. Han kunne jo heller ikke ligefrem skjule, hvilket behag, dette for alvor måtte sætte et dilemma i ham. Hvad betød det her virkelig? Nu havde han været Silia utro den ene gang.. Ville det komme til at ske igen? Han vidste det ikke helt, men et sted, var han vel bange for, at det rent faktisk godt kunne ske igen?
Gabriel lod armen hvile omkring hendes skikkelse. Dette var virkelig behageligt, og det lagde han heller ikke ligefrem skjul på. Han forventede da naturligvis en kæmpe velkomst, når det skulle ske, og det var han skam heller ikke bange for at lægge det mindste skjul på i den anden ende. Han trak ganske kort på smilebåndet. "Ville du da smække døren i hovedet på mig, hvis jeg rent faktisk endte med at dukke op?" lød det roligt fra ham. Han strøg hendes side, og kyssede hendes mundvig. Han kunne jo for pokker heller ikke lade være!

[Denjarna Dark Dynithril]

Ganske vidst havde Denjarna udviklet sig siden deres forhold, men igen – ligesom med ham – var hun ikke blevet en helt fremmed. At han endnu kunne finde det ved hende, som han engang havde faldet for, måtte få hende til at trække på smilebåndet. Det passede hende faktisk ganske udmærket, at det endnu forholdt sig sådan. Ikke kun fordi, at hun generelt nød, at mænd så op til hende, men også fordi, at hun et sted endnu følte en gnist omkring hende og Gabriel. ”Der er endnu det, som jeg finder ved dig.. og så er der det, som er blevet bedre,” kommenterede hun ærligt med et smil på læben. Blikket vendte hun mod ham, som hun valgte at trille op på ham, så hun med sin egne nøgne krop lå på hans. Blikket lod hun falde direkte i hans krystalblå. Han havde nu altid haft nogle betagende øjne. Roligt hævede hun sin hånd, så hun blidt kunne lægge den mod hans kind. Her begyndte hun stille at stryge ham, så hun både kunne fornemme hans hud og skægstubbe. Hans ansigt var også blevet det mere mandigt at se på. Noget som hun igen kun nød. Igen trak hun på smilebåndet, som han kyssede hendes mundvige. ”Hvem ved? Du kan prøve at banke på og se, hvad der sker,” sagde hun drillende, alt imens hun måtte tænke. Var dette egentligt en seriøs samtale? At han indenfor den nærmeste tid ville gå fra sin hustru, og derefter søge hende? Hvis han gjorde det, var det så med et forhold i sigte? Var Gabriel virkelig blevet en mand for hende? Og var hun virkelig blevet klar til et forhold? Og var han klar på et med hende, samt ønskede han det? Dog ønskede hun ikke at spekulere videre over det.. Hun ønskede blot at nyde den tid, som hun nu engang havde med ham, nu hvor de begge tillod det.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvorvidt om Gabriel nogensinde ville gå fra Silia, eller om deres forhold nogensinde ville holde, var slet ikke til at sige.. Han vidste det faktisk ikke, og det var det, som gjorde det svært for ham på sigt. Han vidste, at det i forvejen var svært mellem ham og Silia, og det var jo ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han betragtede hende med en rolig mine. Han var blevet bedre, og at høre hende sige det, var noget som faldt i hans helt gode jord. "Så har mine anstrengelser jo også været det værd," lød det roligt fra ham, som han blev siddende og betragtede sig af hendes skikkelse.
Tungen strøg han kort over læberne, inden hun trak sig over ham, så han endte på ryggen, og med hende over sig. Begge armene stødte han mod hendes hofter, som han nussede ganske let. Som hun strøg ham over hans skæggede kind, følte han alligevel en vis form for tilfredsstillelse, og han kunne jo rigtig godt lide det, så det var i sig selv, heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Du gør mig nysgerrig, Denjarna.." Han kunne ikke rigtigt finde ud af, hvordan og hvorledes han skulle tage det hele, og det kunne han da udmærket også godt mærke. Han smilede let for sig selv, inden han lænede sig frem. Hun gjorde ham nysgerrig.. Virkelig, virkelig nysgerrig faktisk. "Men jeg kan lide det," tilføjede han ganske let. Havde han stadig følelser for hende? Han var efterhånden ved at blive temmelig overbevist om det faktum... Desværre.

[Denjarna Dark Dynithril]

Gabriels anstrengelser var på ingen måde forspildt. Hverken hvad angik hans ydre og indre. Han var nemlig både blevet mere mand af udseende og personlighed. At Silia ikke forsøgte at passe bedre på det, end hvad hun havde gjort indtil nu, forstod Denjarna ikke just. Hun havde måske selv fravalgt ham engang, men det havde også været i en helt anden tid. Dengang havde hun nemlig haft personlige kvaler, samt han havde været mere sød knægt end en mand. ”Jeg ville lyve, hvis jeg benægtede,” sagde hun ærligt, uden at hun stoppede strøgene over hans kind. ”Din hustru mener ikke det samme? ..eller er jeg blot heldig, og er den eneste kvinde, der får dette at se?” spurgte hun med et lille smil på de røde læber. Velfungerende var hans ægteskab ikke.. Derudover var der det faktum, at hun på ny nærede en interesse for ham. Var der derfor noget galt i, at hun placerede en række stikpiller her og der? Selv havde hun jo altid levet efter det princip, at man skulle gå efter det man ønskede. Halsen strakte hun, så hun kunne kysse hans mundvige. ”Så tillad dig selv at undersøge det,” endte hun roligt med at sige. Hun gjorde ham nysgerrig.. han kunne lide det.. hvad var der at se bort fra? Ligeså måtte han nemlig også gøre hende nysgerrig, og derfor var det vel kun passende, at de så det hele an sammen? På stående fod kunne hun nemlig ikke sige, hvad al dette var. Kun at hun nød nuet og ønskede at nyde det til det stoppede. Hvad hun ville føle, når de engang skiltes, var hun også spændt på at finde ud af.. Ville hun være ligeglad? Ville hun savne det? Spændt var hun om end på at finde ud af det.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvad dette ville ende med, når Gabriel tog herfra, vidste han ikke. Dog var det noget, som han måtte erkende, faktisk gjorde ham nysgerrig. Alt i alt, så nød han jo for pokker da, at ligge her, og det var han da heller ikke bange for at erkende. Selvom det var forkert på alle måder, at gøre det her sammen med Denjarna, så kunne han heller ikke ligefrem lade være. Det var forkert.. men at vise hende, hvad hun på sigt, havde sagt nej til, var næsten det, som han fandt meet morende, og det var han heller ikke bange for at erkende for hende. "Det tænkte jeg nok," endte han med en tydelig selvsikkert, for det var han skam heller ikke bange for at erkende for nogen som helst, og særligt ikke, når det var på denne her måde.
Hænderne strøg han roligt over hendes sider, og videre over ryggen, nu hvor hun alligevel lå der ovenpå ham. Han kunne jo godt lide, at ligge der tæt på ham. Han trak kort på smilebåndet. "Tror du ærlig talt, at jeg ville undlade at vise min egen hustru, hvad jeg kan være stolt af, ved mig selv, Denjarna? Jeg ved jo, at jeg ser godt ud.. Det har du selv vist mig," pointerede han med en sigende mine. Om han havde regnet med, at det var det her, som skulle komme ud af deres mandeaften? Langt fra! Han lænede sig frem, hvor han skænkede hendes læber et blidt kys. "Og hvis du vil have, at jeg skal blive liggende, så vil jeg kraftigt anbefale dig, at lade tanken om Silia ligge.." Bare tanken om hende, fik knuden til at melde sig i brystet. Følelsen var.. forfærdelig.

[Denjarna Dark Dynithril]

Det at ligge så tæt nød Denjarna. Hun nød ligeså at mærke, hvordan hans hænder strøg op og ned ad hende. ”Det var skam ikke kun dit ydre, som jeg talte om, kæreste. Hvis det blot havde været din krop, havde jeg enten ikke ligget her endnu, eller også havde jeg slet ikke ligget her.. Selve din person er også forandret,” sagde hun roligt. Var det et problem at være ærlig lige nu og her? Selv tænkte hun, at det gik i og med, at han pt accepterede, hvad der foregik mellem dem. Ej heller havde hun et problem at give igen, hvis hun virkelig følte for det. Dog brød hun sig ikke om at give for meget, da hun i så fald frygtede, at situationen kunne blive taget fra hende. Selv ville hun nemlig ikke have chancen for at stå tilbage med en lang næse! Det blide kys gengældte hun, som han kyssede hendes læber. ”Fint.. Ej heller ønsker jeg, at du tænker på hende. Fokuser på mig.. Bare mig,” bad hun dæmpet, inden hun måtte trykke sine læber mod hans i et ømt kys. Allerhelst så hun, at han bare glemte sin hustru. Både nu, og når de gik hvert til sit. Selv ønskede hun nemlig ikke, at den kvinde overgik hende. Dog kunne hans hustru næppe overgå hende i og med, at det var hende der lå her.. Derudover var hun heller ikke en simpel kvinde for ham, som hun rent faktisk var hans gamle kærlighed. Gammel kærlighed der måske blussede endnu? Og i så fald … gjorde den det også hun hende? Ej vidste hun, hvad hun skulle mene om det. På den ene side føltes det rart, men på den anden side syntes det også skræmmende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel berørte hende og snakket med hende, som han overhovedet ikke burde gøre det, og det var nu heller ikke ligefrem noget, som han kunne lægge det mindste skjul på, når det endelig skulle være i den anden ende. "Jeg er ikke den mand, som du dengang dømte, og vendte ryggen til," sagde han med en sandfærdig stemme. Hvis hun kunne leve med det, og havde det fint med det, så var han bestemt heller ikke den, som skulle brokke sig, hvilket han ikke var bange for at erkende for hende.
Selv nu hvor han lå afslappet under hende, og de havde nydt hinanden - ikke bare en gang, men hele to gange, så vidste han jo godt, at dette var så forkert, som noget overhovedet kunne være.. men hvad pokker skulle han kunne gøre ved det? Skaden for hans vedkommende, var allerede sket.. Det måtte være de gamle følelser, som endnu en gang måtte blusse op i ham, uanset hvor forkert, det end måtte være, så kunne han bare ikke gøre noget ved det. Silia ønskede han slet ikke at fokusere på lige nu, og særligt ikke når det var Denjarna, som han lå med. Den samvittighed, skulle ikke have lov til at æde ham sådan op indefra! Ikke hvis han kunne gøre noget ved det i hvert fald! "Det anede mig.." endte han med en hviskende stemme, inden han mødte hende i kysset, som han mere end glædeligt måtte gengælde. Frustrerende som det end var, spredte det en varme i hans krop og sind, at gøre det her med hende. Følelsen var så varm og dejlig! Grebet strammede sig fast omkring hende med den ene hånd, hvor han med den anden, lod den stryge over hendes side. Han kunne da stadig lege med!

[Denjarna Dark Dynithril]

”Det ville være en skam at sige.. Dog er der lidt af ham endnu,” sagde Denjarna roligt. Var det forkert, at hun tænkte: gudskelov for, at han havde forandret sig til det mere positive, men endnu indeholdt den del af sig, der altid havde tilhørt hende? Som de lå med hinanden var det nemlig ufornægteligt, at de havde noget sammen. Berusende var det på sin vis, da det var længe siden, at hun havde følt et sådant bånd til en mand. Ganske vidst havde hun Salvatore, men problemet der var, at hun ikke lod ham komme ind. Let var det dog også at gøre, da han trods alt blindt accepterede det og ikke forsøgte at komme tættere på. Der var hendes ønske vel også igen, at en mand for hende ville kæmpe det mere? Om Gabriel kunne være den mand, kunne hun dog også have sine tvivl om. Der var nemlig en del problematikker at tage højde for. Både det, at han havde en hustru, at han måske ikke gad, at han måske blev kedelig, og at han måske havde fået hang til utroskab. Skræmmende let var det nemlig, når først man var begyndt på det. Det kendte hun jo alt til. Heldigvis for hende behøvede hun ikke at tænke, som hun trykkede sine læber mod hans i et ømt kys. I så fald kunne hun blot slappe af og nyde. Noget der var langt lettere end at finde hoved og hale i denne situation. Ømt lod hun sine læber massere mod hans, alt imens hun tilpas måtte presse sin krop ind mod hans, som han let strammede om den. Hvor hun dog nød følelsen af, at han ønskede hende, og ikke ønskede at slippe!