Home, I never leave!

[Deleted]

I bund og grund var det sjældent hun selv måtte møde nogen med selv sammen holdning som hun selv havde, at lade tvivlen komme folk til gode, sammen med kærlighed og omsorg. Dette gjorde jo meget for væsner, uden tvivl. Serenity lod et smil glide hen over læberne, et sørgmodigt smil, det var et sted ensomt at føle sådan i et folkefærd som på ingen måde måtte dele dette syn. Alle som måtte høre hende tale før i tiden, fandt hende skør, og nu, ja, nu turde hun vel ikke helt lade disse meninger komme til høj tone for elviske øre. Hvad ville de så ikke synes om hende? De to følgere hun havde haft med sig til det gamle Imandra, havde dog set hvad hun kunne urette med sin godhed, hvilket havde efterladt dem med splittede hjerter. Om de havde fortalt Thranduil det eller ej, vidste hun endnu ikke, det var ikke ej emne som var blevet taget op.
"De fleste ryster på hovedet af mig, men hvis de ser med deres egne øjne hvordan kærlighed og tillid, samt den rette omsorg til væsner kan gøre, så ændre de tit syn på dette. Det kan være, ret ensomt. Det er faktisk rart at tale om, jeg er glad for at have mødt Dem Salvatore." Kom det ganske stille og blidt fra hende, hun lukkede blidt øjnene og sukkede, inden hun nussede videre i hans pels. Solen bagte noget så dejligt, det var lige før det gjorde en sløv, og så havde hun bare generelt været mere udmattet end normalt. Hun havde givet varmen skylden, men den havde jo ikke altid været der. Mon ikke det var det nye liv som overanstrengte hende?
"Jeg vil fokusere på at nyde freden og roen, for mange grusomme ting har været sket. Det er en tid at glædes ved freden som har sænket sig, selv skoven er ved sit gamle igen og dyrelivet rigt igen." Kom det næsten mumlende fra hende, hun lænede sig blidt ind mod det store kattedyr og nussede videre, som hun næsten måtte gemme sig ind mod hans pels.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Få mennesker havde Salvatore mødt, som skulle have den samme mening, som han selv havde. Dette derimod, var noget, som han virkelig godt kunne lide, så alene det, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Øjnene lukkede han for et øjeblik. Folk havde såret ham, som de havde hjulpet ham. Sådan var det igennem livet, og det var det man lærte af. Det var konsekvenser, som man derimod måtte tage til sig. Han lagde hovedet stille ned på sine forpoter. Varmen var hård for ham i den sorte pels, men han kunne derimod godt lide det. Den havde altid været god og tryg for ham, at begive sig rundt i.
#Jeg gør ikke,# sagde han. Der var noget godt i alle, hvilket han selv stod fast på. Selvom mange andre mørke væsner grinte af ham, når han sagde det, men det mente han derimod også. Han brummede let. #De besidder en særlig tankegang, hvad angår det at være elver, Serenity. Jeg yder den største respekt for det,# fortalte han med en rolig stemme. Dette var dog ord som han mente. Det var sjældent, at han oplevede noget lignende.
Halen slog han ganske let med, som han vendte blikket mod hende. Hun nød af freden, hvilket han selvfølgelig forstod. Det var dog ikke en fred, som ramte Manjarno, og det var jo trods alt der, at han holdt til. #Freden mellem Procias og Dvasias, har ikke ramt Manjarno, som er fanget i midten. Uroen er endnu at mærke, og selv når jeg bevæger mig rundt, som jeg gør nu, kan det mærkes. Nyd det mens det varer. Jeg er bange for ,at det vil koste Procias sit lys, når Dvasias har fået, hvad de vil have,# sagde han ærligt. Han så ikke nogen grund til at skjule det for hende.

[Deleted]

Det måtte vel komme lidt bag på hende at han sagde sådan, hun vidste godt hun ikke var som den normale typiske elver. Jovist brød hun sig ikke om at andre væsner trængte sig på i deres miljø fast, men hun åbnede altid armene for væsner i nød, uanset race. Respekt. Det måtte give hende en varme i kinderne, det var næsten alt for galt! Hun var jo blot sig selv, ingen havde opdraget hende til dette, nej hendes forældre ville have fået et føl på tværs hvis de vidste hvad hun havde lavet med Jack. Det var ved at være meget lang tid siden, heldigvis, hun var noget langt, både i status, men også personlig udvikling. Dette var værd at se tilbage på med et smil, så naiv og tåbelig man kunne være. Hendes fingre strøg igennem pelsen på ny, tænk sig at have haft sådan et stort dyr som barn man bare kunne putte sig ind til. Det kunne have været helt fantastisk! Derfor måtte hun jo også tage sig selv i at nyde meget at ligge i hans nærhed og pusle om ham, det var jo dejligt og beroligende for hende.
"Det glæder mig, jeg er jo blot, mig." Lød det næsten helt genert fra hende, hun kunne virkelig ikke komplimenter og da slet ikke så store, da det talte til hendes væsen som elver og dronning, han fandt det okay at hun var anerledes. Thranduil havde vidst ikke helt set så meget til det, men han var jo heller ikke med hende på hendes små eventyr. Heldigvis, for der ville han nok se en dronning han ville være knapt så stolt af, og måske endda rette på. Tanken måtte skræmme hende lidt, det var godt de blot var her i skoven, hun ønskede ikke at være nogen andre steder. Med mindre de var af nødvendighed naturligvis. At passe sin pligt som dronning ville hun til hver en tid. Folket fortjente det bedste!
"Jeg beklager med Manjarno, jeg har selv haft skrækindjagende oplevelser der. Med hensyn til Dvasias motiver, så havde både kongen og jeg udsat os selv på en langvarig rejse og Dvasias måtte holde ord. Faktisk, blev jeg vist den større gæstfrihed. Naturligvis kan det ændre sig let, mørkets væsner har det med at vende ting til deres fordel. Procias er vel også på vagt, det er jeg næsten sikker på. Vi har haft forberedt os før, og lyset vil altid herske over mørket Salvatore, det er jeg slet ikke i tvivl om." Stemmen var stille og blid, hun sukkede blidt og lukkede øjnene, for at se noget så fredfyldt ud.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Ikke havde det været Salvatores mening, at hylde hende helt ud af den, ved hans ord. Hun var meget atypisk en elver. I hvert fald den gængse, som man hørte om, men det var alt sammen kun ment som en positiv ting, og det var også lidt det, som Salvatore reagerede på. Elvere var kendt for at være temmelig racerasistiske, og det var jo bare sådan at de var som et væsen. Vel en forsvarsmekanisme, som andre havde alle mulige andre midler at benytte sig af? Hans gule øjne hvilede på hendes skikkelse, hvor det dog heller ikke gjorde ham det mindste, at hun strøg ham over pelsen. Så lang tid, at hun ikke følte, at det var monster akavet, så havde han det uden tvivl rigtig fint med det. Ikke at han ville skjule det for hende.
#Det er ærlig snak,# sagde han roligt. Sagen var vel, at han godt kunne lide hende? Så blid og mild, som hun var, og så nem at føre en samtale med. Selv havde hun taget hans formskifter-evne rigtig pænt. Langt finere end hvad han havde regnet med. Hvad angik freden som herskede mellem de to store lande, frygtede Salvatore hvad det ville komme til at have af betydning for Manjarno. Et land, som var fanget i midten, og hvor uroen tildels endnu måtte hvile tungt. #Personligt tvivler jeg på Dvasias' intentioner og hensigter med den fred,# sagde han ærligt. Det var fint, at hun nød af det, men det gjorde han bestemt ikke. #Vogt dig.. Dvasias handler ud fra sine egne interesser. Der er altid en grund til at de handler, som de gør,# tilføjede han, da han igen vendte blikket mod hende. Han håbede på at hun havde ret i, at lyset ville vinde over mørket.. Men sådan som Dvasias gik frem.. Så tvivlede han på det i længden.

[Deleted]

En bekymrende mine måtte ligge sig over hendes ansigt, hun hadet at tænke på det, men et sted var det jo også vigtigt at være forberedt, uden tvivl. Mørkvæsner var ikke til at stole på uanset hvad i en helhed, en skam, men det var jo sandt. Hun sukkede og lukkede øjnene, hun slap den nussen hun gav ham og lagde armen hen over ansigtet.
"Jeg ville ønske det ikke var sandt, men det er vel stilhed før stormen. En storm som er blevet udskudt længe. Og nu hvor Imandra er blevet overtaget, stor Dvasias kun stærkere." Sukkede hun, for det var noget hun vidste, det ville ende galt, men at se det havde hun ikke ligefrem lyst til, alt hun ville var at nyde freden mens den var der og leve i harmoni med sit elskede folk. Serenity lod armen forlade hendes ansigt, inden hun lagde armen ned langs hendes side igen, og lod hovedet hvile ned mod skovbunden lige så stille. Varmen var skøn, selskabet uventet men vellidt, han var dejlig nem at tale med, selvom emnet i den grad ikke var så rart. Hun måtte dog sætte sig hurtigt op, og se mod ham.
"Manjarno og Procias burde stå sammen." Kom det ganske pludselig fra hende, tanken fandt hun logisk, det ville i den grad være noget som ville hjælpe hvis det gik galt, en nødplan så og sige. Hvis Dvasias valgte at angribe, ville de have en nødplan, en sikkerhed som i den grad kunne gøre alle mere trygge, både folk i Procias, og i Manjarno.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var ikke ligefrem politik Salvatore havde regnet med, at skulle diskutere med Serenity, men han måtte dog erkende, at det føles rart. Det var rart at finde nogen, som kunne se hvad han mente, og det var ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre. Han slog let med halen, og med blikket intenst hvilende mod hendes skikkelse endnu en gang. Det var stilhed før stormen. Jaqia var ikke typen, der lod noget være, hvis det var noget ,som hun gerne ville have. Var det ikke grund nok til bekymring i det henseende?
#Dvasias står stærkt, hvilket alene er en grund til bekymring,# sagde han med en ganske sandfærdig stemme. Han rynkede kort på næsen. Hendes efterfølgende ord, var derimod noget, som tydeligt måtte komme bag på ham. Skulle Manjarno og Procias stå sammen? Er sted havde hun jo ret.. Hvorfor gjorde de egentlig ikke det? Han brummede ganske svagt og rystede let på hovedet endnu en gang. Han vendte blikket ned mod sine poter. Det var muligt, at der i øjeblikket var fred mellem Dvasias og Procias, men gjorde det noget, hvis freden kunne stables på benene den anden vej? Her blev han liggende for en stund, inden han igen vendte blikket mod hende. #Tror du, at det er muligt?# spurgte han direkte. Han vidste det jo faktisk ikke, men tanken om det, ville da lette den ellers trykkede stemning markant!

[Deleted]

Alt hun ønskede i sit gode hjerte, var fred og harmoni, hun ønskede hvad der var bedst for alle, men specielt hendes folk. Som dronning, men også som person gik hun jo op i hvordan folket havde det, det havde hun alle dage gjort. Omsorgsfuld og kærlig måtte hun jo altid have stået som, hvilket kun dem omkring hende måtte vide, men som dronning nu, vidste alle det vel egentlig og måske det blandt andet var derfor de var tilfredse? Det var en åbenlys plan B at have, så hvorfor ikke gøre noget ved det, hun kunne se det for sig, det ville være perfekt, det ville skabe en hel anden ro.
"Det vil jeg da tro. Et sted ville det virkelig give mening at have den forsikring, i tilfælde af det som alle vel et sted ved er uundgåeligt. Både Manjarno og Procias står svagt i forhold til Dvasias alene, men sammen, hvis uheldet er ude, ville vi stå stærkt." Lød det roligt fra hende, dog med en smule iver, da det i den grad var en tanke som bragte hende mere ro. Hendes blik gled lidt rundt, som hun satte sig mere op igen, hun ville ende med at døse hen i varmen hvis hun blev liggende. Benene gled i skrædderstilling, som hun sad med fronten mod hans skikkelse, hvor fingrene på ny måtte stryge igennem hans pels.
"Er jeg helt tåbelig at ville tro det faktisk ville være en god ide?" Spurgte hun så eftertænksomt, da det jo var noget hun selv måtte sætte i gang, tale med Thranduil om, søge om audiens hos kongen og dronningen af Procias og derefter, var det så ude af hendes hænder igen? Hun blev pludselig ganske stille, øjnene flakkede, med tydelige tanker gående igennem hendes hoved.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Uden tvivl var Serenity en kvinde med et varmt hjerte. Selv Salvatore måtte da se, hvorfor, at Thranduil i udgangspunktet havde valgt denne kvinde. Det var jo heller ikke ligefrem noget, som man kunne se det mindste bort fra, når det endelig skulle være i den anden ende. De gule øjne hvilede på hendes skikkelse. Her sad hun og fik en rigtig god idé, og naturligvis var det noget som han kunne lide. Hvorfor indgik Manjarno og Procias ikke det samarbejde? Alle parter vidste de jo, at dette kun ville være for nu, og frem til Dvasias også ville have resten. Alene var de ikke i stand til at slå det mørke land, men måske at de ville have muligheden for at gøre det sammen? Det var lidt det, som han så på, som en fordel, hvad det her angik, og det var noget, som han virkelig godt kunne lide.
#Vi vil stå langt stærkere, om vi kunne stå sammen, men hvorvidt om det kan blive en mulighed, er jo en anden side af sagen,# sagde Salvatore med en tydelig tænksom mine. Han vidste, at Denjarna og Gabriel havde haft det meget anstrengt med hinanden, men af den grund, kunne det vel heller ikke ligefrem være helt utænkeligt, kunne det? Tungen strøg han kort over sin snude, inden han satte sig op ved siden af hende. Han støttede op om hendes idé, hvilket han ikke havde nogen grund til at skjule for hende, for hvorfor skulle han da det? #Langt fra, min kære.. Ideen er.. god,# svarede han oprigtigt. Han synes virkelig, at det var en god idé!

[Deleted]

Mange tanker måtte glide igennem hendes sind, der var mange ting at tænke på i det henseende, men når det så var klaret, ville der jo være tryghed i landene, mere ro og bedre forberedelse på en krise som nok ikke ville kunne undgås. Hendes øjne lukkede sig blidt i, som hun måtte trække vejret dybt for ikke at drukne helt i sine tanker, hendes smil gled let hen over hendes læber, som duften af skoven rigtig måtte ramme hendes næse.
"Jeg må tale med Thranduil om dette, det ville uden tvivl være en god nødplan at have i bagagen. Det må selvfølgelig blive holdt for lukkede døre. Et hint til Dvasias og krig udbryder med det samme." Kom det roligt fra hende, hun havde på ingen måde regnet med at dagen ville gå på noget nyttigt, for hende var det jo afslapning som havde været målet, men i stedet var planer blomstret i hendes sind. Det havde vist sig at blive en dag med produktivitet, og Salvatore var bestemt også at takke. Deres samtale havde ledt dem dertil i fælleskab. Hun måtte smile blidt til ham, inden hun nussede ham bag øret med blide krads. Et sted var han jo forfærdelig kær, og bestemt dejlig som dyr, men hun måtte også undre sig, hvordan så han ud som mand?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore satte sig op. Dette var langt fra det, som han havde regnet med, skulle ske for en som ham, og særligt lige nu. Havde han regnet med at skulle møde andet end en kvinde, som ville nusse ham bag øret? Nej, egentlig ikke, og her snakkede de om mulige fredsaftaler mellem Procias og Manjarno? Hvad ville Denjarna mon sige til den sag? Han håbede da uden tvivl at det var noget som hun ville tage vel imod. Jo stærkere landet stod, jo bedre var det, og selv var han sikker på at Procias også ville vinde på dette. Det var i hvert fald noget, som man måtte snakke om, hvis det skulle være så vidt.
#Jeg kan trygt love Dem for, at jeg intet vil sige til nogen, såfremt at dette kan blive en realitet. Dronningen af Manjarno, er ganske vidst nødvendig at fortælle dette,# fortalte han med en ærlig stemme. Nu hvor han stod dronningen nær, så var det vel heller ikke så underligt, at han handlede og reagerede som han gjorde, var det? At hun måtte nusse ham bag øret, fik ham til nydende at lukke øjnene. Følelsen af det, var helt igennem fantastisk, og dette kunne han heller ikke skjule! Han slog let med halen endnu en gang inden han åbnede øjnene igen. #Ideen er rigtig god. Jeg synes vi begge skal gå videre med den,# sagde han direkte. Han mente det uden tvivl!

[Deleted]

Som hun egentlig talte, måtte det være med den autoritet som var hende blevet givet, det faldt hende skrækkeligt naturligt, og det var vel egentlig også derfor folket havde vendt sig hurtigere til hun var dronning end hvad hun selv havde. En mild vind gled igennem skoven, fik alt det at få kortvarig liv, det fik hende til at smile, der måtte intet ske med disse skove. Hun nikkede roligt til hans ord, det var klart at dronning af Manjarno burde vide til dette, ellers kunne alliance ikke blive dannet, men den skulle bevares i det skjulte til det blev nødvendigt at gøre nytte af. Forhåbentlig blev det ej nødvendigt, men med mørket kunne man langt fra vide sig sikker på noget som helst.
"Og her prøvede jeg at flygte lidt fra titlen." Måtte hun grine, mens hun rystede på hovedet. Hans reaktion på hendes nussen gjorde ham kun mere kær og helt igennem uimodståelig. Det var jo som en stor killing et sted, sådan som hans mimik måtte være og halen der slog let. Hun nussede kun videre, og ned bag om øret, langs halsen og ned mod brystet igen. Hvor måtte han egentlig have det varmt med den sorte pels.
"Jamen så lader det vel også til at vore veje vil krydses igen, det glæder mig, jeg kan godt lide selskabet." Lød det blidt fra hende, hvor hun igen måtte forsøge at slappe lidt af og smide det lidt fra sig igen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Tingene havde taget en drejning, som man ikke just kunne sige, at Salvatore havde forestillet sig. Ikke at det var noget, som egentlig havde gjort ham noget, men hvad.. Hvis det betød, at der kunne skabes et tæt samarbejde mellem Procias og Manjarno, så var det i hans øjne, uden tvivl det værd, at tage med, så det var bestemt også sådan at han havde det med det hele. Her lå han jo så i solen og slappede af. At hun så selv strøg hans pels og nussede ham sådan bag ørene, kunne han jo heller ikke gøre andet, end at elske! Han elskede når folk var sådan omkring ham ,so det hun måtte være lige i øjeblikket. Han brummede ganske svagt, inden han igen lod hovedet søge en kende på sned. Han havde jo aldrig ment at gøre noget, som var hende imod på den måde, kunne man jo sige.
#Du kan ikke løbe fra hvad du er,# pointerede han med en rolig stemme. Han ønskede naturligvis ikke at pålægge hende alt mulig andet, men det var nu bare sådan at det var. Dette var noget, som de var nødt til at gå videre med, og så kunne han jo samtidig trøste sig med, at han ville komme til at se hende igen, hvilket var noget som passede ham mere end fint. #Det er en tanke, som jeg kan trøste mig med. Jeg nyder Deres selskab,# fortalte han med en ærlig stemme, som han denne gang rejste sig op. Det var uden tvivl varmt med den mørke og tykke pels.

[Deleted]

Skulle han absolut pointere det åbenlyse? Hun sukkede tungt, det var jo ikke ligefrem helt let at bare lige vende sig til et liv som royal, at blive set, i stedet for at være ganske usynlig.
"Jeg tror godt De ved hvad jeg mente med det." Lød det næsten opgivende fra hende, hun måtte ligge sig ned på ny, denne gang på ryggen, hænderne gled hen over maven hvor de hvilede blidt. Hun følte sig virkelig træt for tiden, kroppen havde ikke den samme energi som hun normalt havde, gad vide om hun var ved at blive syg? Serenity kom med endnu et tungt suk, inden hun måtte lukke øjnene i. Kort slog hun øjnene op og mod ham, som han talte om han nød hendes selskab, det gjorde hende glad at vide dette. Han rejste sig, og når hun lå her, virkede han virkelig stor.
"Jeg burde se at komme afsted, min krop føles bare så tung og træt lige nu." Mumlede hun blidt, inden øjnene søgte i igen. Varmen strålede var solen ned over hendes krop som hun lå der i skovbunden og nød livet hvor fred egentlig var den største faktor i dette nu.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var skam godt klar over, hvad hun hentydede til, og derfor lod han den også ligge for denne gang. Sidste gang han ville se hende, ville det næppe blive, og særligt hvis de havde fundet en mulighed, hvorpå at der kunne etableres et samarbejde mellem Manjarno og Procias. Det ville styrke alle parter. Var der overhovedet nogen, der havde tænkt denne tanke før?
Langsomt rejste han sig op. Her i varmen, var den sorte pels uden tvivl frygtelig varm, men den gav ham ligeledes også en følelse af tryghed. Han havde altid følt sig tryg i skikkelsen som panter. Halen slog han let med. Han vendte blikket mod hende. Var det underligt, at han følte, at noget var galt, sådan som hun havde det. Han snusede let i luften, inden han tog et roligt skridt mod hende. Selvom han var stor, havde hun endnu ikke givet ham en grund til, at skulle være farlig. Dette havde heldigvis sine klare fordele. Han brummede let, næsten som han tænkte. #Har du det godt?# spurgte han denne gang direkte. Sådan som hun var omkring maven, og sådan som hun opførte sig? Ja, for ham var det underligt.. Duften var sød.. sødere end den normalt ville have været. Havde det noget at gøre med.. ja, et svangerskab måske? Hvem vidste? Hovedet lod han søge på sned, som han vendte de gule øjne mod hende igen. Han ville jo blot sikre sig.

[Deleted]

Næsten døset hen, hørte hun udmærket godt hans spørgsmål, et svagt smil gled over hendes læber, hun nikkede blidt.
"Det vil jeg da tro, måske er jeg ved at blive lidt syg, jeg har været sløvere i en lang periode nu. Jeg har bare ikke ville gøre Thranduil bekymret, så jeg har vidst fortrængt det lidt." Kom det stille fra hende, hun måtte igen sætte sig op, inden hun forsøgte at komme helt på benene. Det var bestemt en god ide at skulle komme hjem, hun følte virkelig hun kunne sove midt i skovbunden og det var vidst ikke helt passende for en dronning. Selvom hun jo godt kunne gøre lige hvad der passede hende, et frit individ måtte hun jo være. Et mildt smil lå hvilende på hendes læber, hun lod fingrene glide kort igennem hans pels på ny.
"Burde jeg ikke se mennesket bag, krydses vore veje og jeg ikke genkender Dem grundet en anden skikkelse ville jeg dåne af forlegenhed." Grinte hun sødt, inden hun måtte søge lidt rundt for at få gang i blodomløbet. Hendes fingre måtte søge op og rette på håret og diademet som heldigvis ikke var faldet ud. Nogen gange glemte hun det ganske enkelt, men det var vidst ikke helt så smart. Hun søgte hen mod skyggen, hvor hun lænede sig blidt om af et stort træ, hænderne hvilede bag hende mod barken og hendes bagdel hvilede mod håndryggen på begge. Her stod hun og måtte næsten virke yngre end hun rent faktisk var.