Home, I never leave!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var mere et dyr, når han var i skikkelsen som panter, end hvad han måtte være et menneske. Efter at have levet som et dyr igennem så mange år, sammen med Eniqa for mange år siden, lå det bare naturligt til ham. Han kendte til den dyriske natur, og hvis han ikke havde valgt at afsløre det, havde hun nok heller ikke vidst eller kendt til det. Han blev siddende overfor hende, og med hovedet en kende på sned. Tungen strøg han over sin massive snude endnu en gang. Nysgerrig som han end var, så var det jo udelukkende fordi at det var sjældent, at elvere i det hele taget vandrede sådan her alene.
#Hvis det vil være nemmere, hvis jeg forbliver tavs, må du sige til,# endte han med en rolig stemme. Sød virkede hun nu til, og det var noget som han godt kunne lide. Dog var han alligevel meget opmærksom. Det var jo aldrig til at vide, om der var andre i nærheden, og ikke ville han at folk skulle tro, at han var ude på at gøre hende noget ondt. At hun derimod var herude, for at være i fred, forstod han godt. Det var noget, som de alle sammen havde brug for en gang imellem. Det var vel også derfor at han havde taget turen hertil? Han skrapede let med den ene pote over jorden foran dem. Ikke fordi at han ønskede at forvolde noget, som mindede om skade. #Lyder som en markant ændring i dit liv, siden det kræver en tilvænning?# fortsatte han nysgerrigt. Hvem var denne kvinde?

[Deleted]

Det var pænt af ham at tænke på hende, men det blev da ikke nødvendigt han stoppede med at tale, selvom det var mærkeligt at høre noget i sit hoved. Folk måtte tro hun var tosset, intet mindre, at sidde og snakke sådan med et dyr. Dog var de alene for nu, så det var jo en rar ting. Forsigtigt lod hun hånden søge frem mod brystet på dyret, det var hvad hun kunne nå når han sad sådan, stolt og smuk. Fingerspidserne kradsede blidt mod hans pels, som hun nussede ham på ny, hun kunne ikke lade være, pelsen var fristende at røre ved jo!
"Det er rart at have en at tale med, til trods for søgen efter fred." Kom det morende fra hende, inden hun sendte ham et beundrende blik, for så at sætte fokus på hvor hun måtte nusse og klø ham. Hendes tanker var kommet lidt til ro igen, hun slappede mere af og havde det fint nok med at det egentlig var en mand i dyreskikkelse. Det var jo ikke en mand hun sad og kælede, men et dyr, havde han siddet i menneskeform var hendes fingre bestemt ikke ment for ham.
"Det tør siges, men det er ved at være et godt stykke tid siden nu. Jeg ved ikke..... Det er vel bare svært et sted, at gå fra at være usynlig, til at være den som alle elvere ser." Lød det stille fra hende, som hun forsat måtte nusse i hans pels ganske blidt. Hvis han gjorde tegn til at rykke sig, ville hun naturligvis trække hånden tilbage.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Naturligvis tog Salvatore hensyn til dem, som han stod overfor, og her var hun så heller ikke ligefrem noget undtag, kunne man da sige. Han blev siddende pænt foran hende, med brystet let skudt frem. At hun så alligevel måtte betegne ham mere som et dyr end som et menneskeligt væsen, var noget som han egentlig havde det ganske fint med i den anden ende. Han lukkede øjnene, hvor det var tydeligt, at han måtte nyde, hvad hun gjorde ved ham, bare alene, ved at skænke ham sådanne enkle kærtegn. Det var uden tvivl noget, som faldt i ekstrem god smag hos ham, og det lagde han ikke skjul på.
#Det glæder mig,# sagde han med en ærlig stemme. Han blev siddende. At blive rørt ved på den måde, gjorde ham en kende rolig. Ikke at det var noget, som han havde tænkt sig at lægge skjul på. Han slog let med halen. Uanset hvilken ændring som havde taget så voldsomt og så brutalt til i hendes liv, at det krævede en kæmpe omvæltning, gjorde ham nysgerrig. Han vendte blikket ned mod hendes hånd. En elver, som alle så? Så hun var..? #Er det på sin plads, at kalde Dem for Deres Højhed?" spurgte han endeligt. Det måtte være Thranduils udkårne, som han måtte være i nærheden af. En royal, siden denne titel ligeledes også var skænket til skovens væsner.

[Deleted]

Det gjorde hende intet at han nød det, det var vel i bund og grund derfor dyr elskede det, det føltes dejligt. Og det samme gjorde det for hende, at få stimuleret sine fingerspidser mod hans pels, det fik hende til at smile, for det kildede behageligt. Sådan var det jo gerne at røre ved noget blødt. At han måtte finde ud af hvem hun var, fik hende til at trække skævt på smilebåndet, hun rystede lidt på hovedet.
"Det er kun os som er her, og kun mig som kan høre Dem, så det er ikke nødvendigt." Lød det blidt fra hende, hun ville gerne have freden helt, også fra folk som ikke måtte kende hende. For hun var jo bare hende, bare Serenity syerske som var utrolig dygtig i sit fag, alt hun gik i, var lavet af hende selv. Og så snart Thranduil og hende ville få børn en dag, så ville hun sikker gå helt i selvsving med at lave små klæder. Det var en rar tanke. Hendes blik hvilede mod ham, hun kælede lidt længere oppe langs halsen, studerede hans måder at reagere på, fascinerende.
"De narrede mig rent faktisk, jeg går ud fra at være i dyreform er Dem normalt?" Andet ville jo næsten være pinligt!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At der ikke var nogen grund til at kalde hende ved den titel, som hun var blevet skænket, forundrede nu ikke Salvatore. Beskeden virkede hun til at være, hvilket han nu heller ikke havde noget imod, hvis han endelig skulle sige det. Han lukkede øjnene. Næsten som hvis man kælede for en kat, og havde fundet de helt rette steder at kæle og nusse på. Han trak vejret dybt. #Og dog, er det stadig en titel, som er blevet Dem skænket igennem Deres ægteskab,# fortalte han. Igen åbnede han de gule øjne, hvor han let lod hovedet søge på sned. At hun fortsatte længere oppe af halsen, sagde han intet til. I hans øjne, lå der nemlig intet i dette. Enhver ville elske at kærtegne et dyr, og det var sådan at han følte sig lige nu.
I skikkelsen som et dyr, var han et dyr. Han tænkte ikke rigtigt over, hvad der var rigtigt og forkert i det henseende. Han tvivlede jo selv stærkt på, at en kvinde som Denjarna, ville bifalde, at nogen rørte ham på den måde, men som det stod lige nu, var han ærlig talt ganske ligeglad. #Som e dyr, er jeg et dyr. Jeg beklager, hvis jeg narrede Dem,# fortalte han med en rolig stemme. Han begyndte nærmest at.. spinde. Han kunne jo virkelig godt lide, at hun rørte ved ham på denne her måde, hvilket han heller ikke kunne eller ville lægge skjul på.

[Deleted]

"Præcis, jeg aner intet om at være dronning. Jeg var blot en syerske, ganske kendt for mine klæder, men usynlig i elvernes samfund, blot en af de andre." Lød det roligt fra hende, hun var ikke van til at være dronning, at hun derimod anså det værende hendes folk faldt hende naturligt og hun ville jo gøre alt for at holde dem i sikkerhed. Men at opfører sig som en dronning, kunne hun dette? Gjorde hun det mon allerede? Thranduil virkede stolt, så noget måtte hun vel gøre rigtigt. Tanken om ham fik hende altid til at smile. Selvom de næsten hele tiden var sammen, fik hun bare aldrig nok af den mand, hun elskede ham virkelig højt. Serenity måtte nusse videre, at se ham reagere, var jo kun noget hun fandt ganske betagende.
"Det gør skam intet, det måtte blot komme bag på mig." Den varme stemme var forsikrende, hun havde nu intet imod det, det var bare virkelig noget som måtte komme meget bag på hende. At have en at snakke med, udenfor elvernes rammer, var faktisk meget rart, et objektivt syn på tingene, det var, forfriskende et sted. Fingrene nussede videre, da han begyndte at spinde, måtte hun le kærligt, et sted fandt hun ham ganske enkelt bedårende og kær.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

De gule øjne hvilede på hendes skikkelse. En smuk kvinde var hun, så han kunne godt forstå, at Thranduil måtte have valgt hende. Serenity var ikke just ukendt, hvor selv han havde hørt om hende. Det var bare første gang, at han så hende. Han trak vejret dybt. Det var en omvæltning. Det kunne han da godt se. #Af hvad rygterne siger, at De den sande dronning for det elviske folk,# fortalte han med en rolig stemme. Alene det, havde han skam ikke tænkt sig, at skjule for hende.
At hun fortsatte med at røre ved ham, kunne han derimod godt lide. Han betragtede hende med en rolig mine. Så lang tid, at han ikke var i vejen for hende, eller generede hende, så havde han det fint med tingene. Rygterne var bare hvad han kunne gå ud fra, go nu havde han over en længere årrække, været en stor del af det procianske samfund, så måske, at han kunne give hende et andet syn på tingene. #Engang var man et væsen, som folk passerede på gaden. Selv jeg har været der.# fortsatte han med en rolig stemme. Det at gå fra ingenting, og til at blive noget, som alle kendte og alle vidste hvad og hvem var, var til tider svært. Tilfreds var han dog med, at det ikke var så slemt, at var kommet til hende på denne måde. #Det glæder mig. Aldrig var det min hensigt, at genere Dem,# forsikrede han hende.

[Deleted]

En mild rødmen måtte træde i kraft, ganske enkelt fordi det var ord som måtte komme bag på hende og glæde hende utrolig meget. For hun prøvede jo at være en god dronning, men hun ville heller ikke miste sig selv i alt det med at være kongelig. Hun ville som Thranduil være en del af folket, han var så meget mere end hvad folk egentlig måtte se, hun så jo den varme og kærlige mand, for de fleste så en hård og retfærdig, men det var vel også hvad en konge burde være. Det klædte ham jo også, hun elskede at se ham sådan, men mest af alt når de var alene og han var som en åben bog, lige for hende at læse og nyde.
"Det glæder mig at høre, jeg gør mit bedste, både for min mand, men også vort folk." Lød hendes stemme blid, hun sendte ham et varm blik fra de brune øjne. Hun fik rigtig langt mærke til hans øjne i det hun så ind i dem, så smukke gule. Det fik hende til at rykke lidt på sig igen, for bedre at kunne se, som hovedet søgte på sned og studerede ham endnu engang. Hånden forsatte sin nussen ved hans hals, og lidt op ved hovedet, søgte ved øret, og ned igen, mærkede pelsen skifte var et tynd lag til et der måtte være en smule tykkere. De store poter lod hun så øjnene glide på, aldrig havde hun jo set en som ham, så flot, så hun kunne jo ikke helt lade være med at undersøge ham. Hendes lille fine hånd lagde hun over hans pote for at skulle se hvor stor forskellen egentlig måtte være.
"De ved pludselig en masse om mig, men jeg ved intet om Dem. Fortæl mig, hvem er De egentlig?" Opfordrede hun forsigtigt, det ville da være rart at vide hvem i al verden det var som faktisk måtte være bag dyret her. I hendes øjne havde dyr jo ikke navne som sådan de kunne fortælle, men det havde denne mand, og han lod til at vide hvordan det var at gå fra at være ingen, til at være en de fleste måtte kende. En mild latter kom fra hende, som hun kælede ham over hovedet og ind under hagen.
"Jeg er meget svær at genere, jeg nyder selskab, så fremt jeg ikke bliver behandlet som om jeg er bedre end andre."

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne jo kun gå ud fra rygterne han hørte, når han nu vidste hvem han måtte stå overfor. Selvom det ikke var meget, som hun havde fortalt ham, var det jo alligevel nok i forbindelse med dette. Hans gule øjne hvilede på hende.. Intenst og dyrisk. Det var jo trods alt også hvad han var i en stund som denne.
#Selv er jeg kun en mand, der kan gå ud fra, hvad jeg hører.. Og af hvad jeg hører, er der intet negativt at sige,# lød hans stemme roligt i hendes hoved. At hun betragtede ham så undersøgende, var slet ikke noget, som han havde noget imod. Derimod var det noget, som han glædeligt lod hende gøre, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Øjnene lukkede han let. Han havde intet imod det. Det var nok heller ikke ofte, at man i det hele taget fik muligheden, for at undersøge et dyr og væsen som ham, så tæt på. Det var nok de færreste kattedyr, som brød sig om at blive betragtet og undersøgt på den måde. Dog når hun var så god og blid, så havde han intet imod det.
"Med kendskab til Dem og Deres erhverv, er De ej en ukendt kvinde for mig, Serenity. Jeg er ikke ukendt. Navne Salvatore Salizmira bærer jeg. Jeg har førhen båret titlen som Magikernes Leder her på egnen," fortalte han ærligt. Han var selv smidt ud, for at hjælpe et mørkt væsen.. Og nu havde han valgt at bosætte sig i Manjarno.
Øjnene lukkede Salvatore endnu en gang, som hun strøg ham under hagen. Her måtte han spinde for alvor. Det føles virkelig rart! #Så lang tid, at jeg ikke forstyrrer, så er jeg glad,# sagde han med en rolig stemme. Han havde jo virkelig ikke ment at komme i vejen for hende.

[Deleted]

Freden for høflige nej, buk, bøjede hoveder, det var det hun ønskede ved denne tur, bare at lige få et pusterum fra et liv hvor hun konstant var i centrum. Hun kunne jo næsten intet gøre uden det ville blive bemærket, hvor førhen så var det kun hendes klæder som blev omtalt. Det havde jo været overvældende, at gå fra det ene til det andet på den måde. Og det var det endnu. Faktisk var det ganske rart at tale om, hun havde nemlig ikke set Ritta længe, det virkede til at hun havde forladt sin hytte, så hun havde ingen som hun sådan talte med uden for det elviske samfund. Og Thranduil ville næppe forstå, nogen gange havde man brug for en anden at tale med frit, en anden end ens ægtemand. Derfor var dette faktisk noget som hun satte utrolig stor pris på.
"Jeg har hørt om Dem, meget lidt, men Deres navn er et der siger mig noget." Kom det stille fra hende, hun havde ikke hørt meget, men hun vidste da hvem han var, men hans historie kendte hun ikke meget til. Det elviske samfund var jo et der hovedsagelig måtte passe sig selv, de holdte sig jo meget med sine egne og de fleste brød sig slet ikke om andre væsner end dem af skoven. Sådan måtte hun ikke være, hun havde rent faktisk talt en vampyr fra at æde hende, dog måtte hun også sande, nogen væsner ikke var til at redde fra deres mørke natur. En skam, for alle så hun et lys i. Det skulle blot have en chance, og en til at tro på dem.
"Hvordan kan det være De ikke bære denne titel mere?" Spurgte hun nysgerrigt, inden hun lod sine fingre glide længere ned af ham igen, ned mod brystet på ny for at nusse ham blidt der. Det var behageligt, hun følte sig altid afslappet når hun nussede om dyr. Solen som gled smukt ned igennem de grønne blade ramte hende i ansigtet, hun nød det, men hun måtte indrømme det blev lidt for meget, så hun endte med at stoppe helt med at nusse ham, og lade sin krop glide ned i skovbunden for at ligge sig på siden og betragte ham derfra.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Om Serenity ikke krævede at Salvatore skulle tiltale hende som en dronning, var det ikke noget, som han havde i sinde at gøre. Han vidste og havde skam også forståelsen for, at man havde brug for andre ting engang imellem, og dette var vel heller ikke noget undtag fra dette? De gule øjne hvilede fast og intenst på hendes skikkelse. Ikke stoppede han hende i at røre ved ham, da han ingen grund så til dette.
At hans navn derimod var hvad der sagde hende noget, kom dog ikke bag på ham. Efterhånden var hans skikkelse og muligheden for at skifte form til dette væsen, så anerkendt, at han ikke lagde skjul på det længere. #At De har hørt mit navn, er mig ej en forundring. Det modsatte ville derimod have været,# sagde han med en rolig stemme. Hovedet lod han tippe let på sned. Det valg, som han havde taget før i tiden, hvor han havde skænket en mørkelver sin hjælp, var hvad der havde kostet ham hele hans liv og trygge base her i Procias. Selvom han skam havde forståelsen for, at Silia havde set sig nødsaget til at tage den beslutning, var det bestemt ikke ensbetydende med, at det var en beslutning, som han var enig med hende i. #Mit hjerte nægtede mig at vende ryggen til et væsen af Dvasias, der havde brug for min hjælp. Den handling kostede mig mit liv her i Procias,# fortalte han med en ærlig stemme. Han så ikke nogen grund til at skjule det. Selv han så det gode i så godt som.. alle. Denjarna derimod, var jo også kvinde i dag, som havde hans hjerte, så han kunne på ingen måder fortryde den handling.

[Deleted]

Roligt lå hun på siden, armen hvilede langs hendes side og hen over hendes hofte, den anden hånd hvilede under hendes hoved og holdte det let oppe. Serenity var faktisk dejlig afslappet, men det skyldtes udelukkende hans form og at andre ikke kunne se hende, hvilket var befriende i sig selv. Som han forklarede hvad der var hændt, måtte hun se helt trist ud, det var utroligt at man skulle straffes på disse ting.
"Kan De holde på en hemmelighed?" Spurgte hun blidt, for i bund og grund, burde hun vel ligeså være blevet smidt ud af landet. Hun havde bragt et mørkvæsen med sig over grænsen, helt tilbage før fredsaftaler og krige. Hendes blik hvilede mod det smukke sorte kattedyr, han var så fin, men også ufattelig stor.
"Ikke alle væsner som lader til at være af mørket, behøver indeholde mørke. Jeg tror på Deres hjerte er rent og godt, De så noget ingen andre så, og blev straffet for at være et lyst væsen med et større hjerte end de fleste." Kom det roligt fra hende, hun lod sin hånd som havde hvilet over hofter, søge mod hendes hår som hun rettede blidt, inden den søgte hen mod hans pels på ny hvor hun kunne nå fra hvor hun lå. Det var utrolig dejlig afslappende. Thranduil ville næppe forstå hvad hun egentlig havde set af lys i Marcellus, men hun havde altså set det i ham, lige så havde en dødsengel af reddet hendes liv, efter mødet med et mørkt væsen som ikke lod til at redde. Et lille suk forlod hende, det var trist at alle skulle redes over med en kam, for der fandtes godt i alle, med nogen var det blot blevet fortæret af mørket. Med væsner som hende selv, og Salvatore, var der jo håb for enhver som lod lyset lukke ind.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At hun lagde sig ned, havde Salvatore intet imod. Han var glad for at snakke med hende, for hun havde også taget det overraskende pænt, hvis han selv skulle sige det. Han lagde sig roligt ned ved siden af hende. Halen slog han let med. At hun derimod havde noget, som hun ønskede at dele med ham. Han vendte blikket mod hende. Sandt var det, at der var noget godt i alle. Det var nemlig også den indstilling, som han selv måtte have til tingene, og til nu, havde han ikke set en grund, til at skulle tro noget andet. Hvilket naturligvis var ham selv en ekstrem stor glæde. Han trak vejret dybt, hvor man næsten måtte ane et smil på de ellers ikke-eksisterende læber.
#Jeg tror på, at der er noget godt i alle, dersom de får muligheden for at vise det. Hun havde brug for min hjælp, og kun i Procias, kunne hun få den rette lægelige hjælp. Jeg bragte hende hertil, velvidende om, hvad det ville koste mig.. Men jeg gjorde det derimod i en god sags tjeneste,# fortalte han med en rolig stemme. Han skammede sig overhovedet ikke over det. Derimod, var det noget, som han alt sammen var rigtig stolt af.
De gule øjne vendte han endnu en gang imod hende. Han havde derimod fundet et nyt liv, som ikke involverede, at han skulle tage hånd om de problematikker som skete i Procias. #Derfor forlod jeg landet. Jeg kan ikke stå inde for et folkefærd, som ikke ønsker at hjælpe, når det er muligt og tiltrængt,# tilføjede han. Der skammede han sig over sit procianske hjerte.

[Deleted]

Det var gået hen og blevet en noget mere anderledes dag, men hun var på ingen måde skuffet over dette, nærmere positivt overrasket. Hun smilede blidt, lyttede til hvert et ord han havde at sige, imens hendes fingre strøg igennem hans pels. At han nu lå ved hendes side gjorde det jo langt nemmere. Et kort sødt grin kom fra hende, hun tog sig selv i at tænke en tanke som var særdeles fjollet. Hun nød følelsen af hans pels imellem hendes fingre, derfor var det bare næsten en vane at blive ved med at nusse ham.
"Vi har vidst et meget ens syn på mørkets væsner. Alle har et lys gemt et sted, det handler om at kæmpe for at finde det hos nogen, hos andre må jeg dog erkende, at det er gået tabt." Lød det ganske roligt fra hende, hos den dæmon hun havde mødt over grænsen, var det tydeligt ikke at se nogen steder, men måske med den rette person. Kærlighed kunne trods alt gøre meget. Hendes blik hvilede mod hans fine skikkelse, så blank han synes at være i solskinnet. Der var uden tvivl intet for ham at skamme sig over, i hendes øjne havde han bestemt gjort det rette. Spurgte man hendes mand derimod, ville sagen nok være en anden. Der var deres største forskel nok.
"Jeg har valgt at acceptere vi ikke alle er ens, men at håbe på at med de rette ord og beviser, kan man ændre meget. Se bare nu, en fredaftale med Dvasias, hvem ville have troet det?" Kom det blidt fra hende, hun sendte ham et stort smil, det glædet hende, for det kunne meget muligt være det som havde reddet både Thranduil og hendes liv på turen mod det gamle Imandra. En forfærdelig rejse.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At vide, at de delte nogenlunde det samme menneskesyn, var bestemt ikke noget som Salvatore havde noget imod, for han kunne virkelig godt lide det. Blikket gled mod hendes skikkelse endnu en gang, som hun nu lå der ved siden af ham. Halen slog han let med. Han lukkede øjnene let. At blive kærtegnet på den måde, kunne han faktisk godt lide. Det føles virkelig, virkelig rart, når det foregik på denne her måde. Han brummede svagt, som var det en form for spinden.
#Det er ikke ofte, at jeg møder nogen, med det samme syn på væsner, som jeg selv har. Jeg ser det gode i folk, til de viser mig det modsatte. Selv jeg har mødt mørke væsner, som har ladet mig gå og sågar ført en samtale med mig. Andre derimod har forvoldt mig smerte,# fortalte han med en rolig stemme. Selv var han en meget åben mand, hvad angik hvad han havde oplevet i sit liv, og dette var intet undtag. Han så ikke nogen grund til at skulle skjule det for hende, når hun havde det på samme måde. Hvordan Thranduil derimod ville have det, var jo så en anden sag. Enhver fra Procias vidste, hvilken racerasistisk mand han var.
Dybt måtte Salvatore trække vejret, som han lod øjnene glide i. Træt var han vel også efterhånden? Det havde jo trods alt også været en lang vandring for ham, for at komme hertil. #Ingen.. Absolut ingen.. Jeg frygter personligt for følgerne af det, den dag, det går galt,# fortalte han. Nu stolede han slet ikke på Dvasias i det henseende. Han var bange for, at det ville koste Procias lyset, for det ønskede han jo trods alt heller ikke.