Home, I never leave!

[Deleted]

Det var i den grad en tur som til at starte med havde foregået stille og roligt, forskrækket var hun blevet af at det ikke var Marcellus som mødte hende, men det var jo hvad det var. Hun var i stedet blevet mødt af en helt anden, som viste gæstfrihed og uden tvivl holdte ord når det kom til pagten mellem landene. At møde Thranduil på vejen hjem, bekymrede hende og det de oveni købet blev holdt øje med havde vagt mange tanker i hendes sind. Men nu var de hjemme og alting åndede fred og ro, noget hun i den grad satte pris på. Hendes lange hår var sat op med pinde og snoede sig i bølger ned over hendes ryg, kroppen bar en smuk lysegrøn kjole med slæb og store sommerfugle ærmer, diademet sad stolt på hendes hoved og fortalte enhver hun mødte på hendes vej om hendes status. Det var en smuk dag, uden tvivl, og næsten kun lige begyndt. Hun var taget ud i skoven for at gå, bare nyde skoven omkring sig, den fred og ro som måtte være. Der var intet oprør, kun stilhed og fred, den friske duft af naturen som frodigt voksede fik hende i den grad til at føle sig hjemme. Med stolte rolige skridt, gled hun næsten som en ånd af naturen igennem skovens krat, mellem træer og buske. Hun lukkede øjnene og nød solen i sit ansigt når den brød igennem kronerne træerne bar. Det var en perfekt dag uden tvivl, og for en gangs skyld, intet at bekymre sig om.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

På listetå, måtte Salvatore bevæge sig igennem skoven. Hans hale slog let i takt til de rolige skridt. Denne gang i skikkelsen som panter. En som han primært brugte, når han var vidt omkring. Siden aftalen med Dvasias var indgået, og Imandra var blevet overtaget, var grænserne blevet åbnet, så det var til at komme frem og tilbage. Et sted måtte selv Salvatore erkende, at han savnede sit gamle liv i Procias. Dog kunne han ikke løbe nogen chancer.
Han brummede svagt, og sænkede hovedet. Nu hvor skoven var smuk og tæt i de smukke grønne farver, bød det på rigelige muligheder for ham til at skjule sig. Elverne havde ganske vidst aldrig brudt sig om hans tilstedeværelse. Måske fordi at han primært havde gemt sig i skikkelsen som intet andet end et simpelt rovdyr, så var det ikke noget, som gjorde nogen forskel for ham. Det var den mand han var, og det var noget som man måtte acceptere. Nu havde han efterladt Denjarna på slottet i Manjarno, og hans datter var på eventyr.. Hvor hun var endt henne, vidste han faktisk ikke, og det efterlod ham med en tydelig uro i krop og sind, som uden tvivl, var til at tage at føle på, og han brød sig bestemt heller ikke om det, hvis han selv skulle sige det. Han spidsede ører. Alene var han ikke. Nu var det jo også ved at være tiden for elverne at komme frem, så.. Han søgte igennem skoven, hvor han lagde sig tæt ved en busk, hvor han betragtede sig af en kvindelig skikkelse. Han skulle selv ikke for tæt på elvernes landsby. Han holdt sig i en stor bue udenom. Hovedet søgte let på sned. Hvem var denne kvinde?

[Deleted]

Den største forskel der måtte være på Serenity og hendes elskede mand, var vel nok måden de så andre racer på, han var lige det mere raceracistisk end hvad hun selv måtte være. Hun stolede på det bedste i de fleste væsner, skønt hun var på vagt når hun var ovre grænsen, et sted hun ikke så sig selv igen lige foreløbig. Som hun gik og nød skovens smukke omgivelser, nød sit hjem, begyndte hun at nynne blidt, hendes fingre strøg blidt hen over hendes mave, ganske ubevidst. Den slanke skikkelse var jo stadig til, derfor var hun også ganske uvidende om at der måtte være et liv voksende i hendes mave. Hendes hånd gled igen ned ved hendes side, hun hev blidt op i kjolen som hun måtte søge over lidt ujævn jord, for at ende på nogenlunde plan grund igen. Forsigtigt, endte hun med at sætte sig på en træstub, hendes blik gled rundt om hendes omgivelser, hun stoppede sin nynnen og tog en dyb indånding, der var så utroligt smukt. Serenity lod blikket søge op, som et par fugle måtte kvidre ivrigt, det fik et varmt smil til at brede sig. Dyrelivet havde jo været øde i tiden hvor uroen havde hersket, men nu åndede alt fred og ro, det var lige præcis dette hun havde brug for.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore stolede ikke på særlig mange, og særligt ikke på denne side af grænsen. Sådan som han selv havde været jaget som et gement dyr, selvom han i tidernes morgen, havde båret titlen som Magikernes Leder, var det nu noget, som han længst havde lagt fra sig til fordel for et nyt liv i Manjarno, og for nu, gik det jo faktisk ganske okay til, alt taget i betragtning.
Klørene rev han let over jorden, inden han lagde sig ned. Så lang tid, at der ikke rigtigt var noget, der afslørede hans position, var det uden tvivl noget, der passede ham selv ganske fint, hvis han selv skulle sige det. Alt taget i betragtning, så tog han det ikke så tungt igen. De gule øjne hvilede på den kvindelige skikkelse, som hun begyndte at nynne. Uden tvivl var hun en elver. Ikke at han ville påstå at han nærede et had til det væsen, for det gjorde han på ingen måde. Som elver, var hun vel heller ikke farlig for ham? Sådan som hun strøg sig over maven, lagde han mærke til. Ventede hun sig? Han lod hovedet søge nysgerrigt på sned, inden han alligevel valgte at tage det næste skridt videre. Han rejste sig roligt op. Den kulsorte skikkelse meldte derfor sin ankomst bag busken, inden han roligt trådte ud på stien, ikke mere end et par meter fra hende. Han holdt dog meget godt øje. Det var jo trods alt aldrig til at vide.

[Deleted]

Det var ikke just et syn hun havde forventet på denne tur, men da hendes blik gled ned fra fuglenes sang i toppen, måtte hun kort få et chok ved synet af panterens sorte skikkelse. Frygt var der dog ikke at spore i hende, nærmere i klar nysgerrighed, hun var jo nær dyr altid, og end ikke bjørne måtte skræmme hende, selv den sky ulv kunne nærme sig uden at ville det mindste ondt. Dog havde hun ikke just set en som denne før, så hun blev naturligvis ganske forundret. Blikket hvilede mildt mod dyret, smukt var det uden tvivl.
"Hvor er du smuk!" Hviskede hun stille med et smil der var hjertevarmt, forsigtigt rakte hun hånden ud, ikke oppe, men nede, fladt for at vise hun intet bar og at hun var fredelig. At der var tale om et andet væsen end et dyr var hun ikke helt klar over, så derfor kunne hun på ingen måde gætte sig til en mand måtte gemme sig bag. Men hvor kom dyret mon fra? For sådan et ville hun da huske, og hun havde ikke set magen til. Selvom farven sort var hende noget så dyster, var det smukt på et dyr og i pels gjorde farven jo intet, det var klæder den var født i. De blide øjne studerede ham nøje, uden tvivl i beundring.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Umiddelbart var der intet faretruende ved denne kvindes tilstedeværelse, hvilket Salvatore naturligvis satte pris. Han stolede ikke på mange, og særligt her i Procias, havde han erfaret, at man skulle være påpasselig. Hendes reaktion derimod, var en som han slet ikke havde set komme. De fleste blev skræmt af hans tilstedeværelse, og særligt i denne skikkelse. Dog var han heller ikke ude på at gøre hende ondt.
En eller anden form for tiltrækning, måtte han dog alligevel føle omkring denne kvinde, og det var uden tvivl til at mærke. Rigtig meget endda, og det var også således, at han måtte have det med dette. Langsomt sænkede han hovedet, inden han forsigtigt søgte tættere på. Han selv var jo nysgerrig på hende. Det var desuden også sjældent, at han oplevede, at elvere gik rundt alene. Hvem var hun? Nok i dette samfund havde han dog ikke været, til at vide hvem hun måtte være. Han brummede svagt, som han stoppede lige ved hendes hånd. Han snusede lidt til hånden. Han var næsten som et naturligt dyr i denne skikkelse. Desuden også en skikkelse, som han havde tilbragt temmelig mange år i.
Forsigtigt lod Salvatore dog hovedet gnide op af hendes hånd. Hun virkede til at være en varmhjertet kvinde, og han ønskede jo også mest at understrege, at han jo heller ikke var ude på noget. Han ønskede ikke at forvolde nogen skade.

[Deleted]

Det gik op for hende at hun næsten måtte holde vejret i spænding, hun ville ikke skræmme dyret væk, det kom vel næppe bag på nogen at hun måtte elske dyr. Roligt holdte hun hånden stille for sig, en smule lænende forover, lidt ivrig var hun trods alt. Der var ingen tvivl om at hvis dyret havde været på jagt, eller ude på at skade hende, var det forblevet i skjul og sprunget på hende med det samme chancen bød sig. Derfor var hun bestemt ikke i tvivl om at dyret var nysgerrig, som hende selv. Da hun var van til dyr bare kom tæt på, grundet hendes blide væsen og at de var van til hende, så undrede det hende langt fra at dyret måtte komme nærmere. Som snuden måtte ramme hendes hånd, måtte hun smile lidt grinende, uden lyd, det kildede! Da den endelig gav efter og lod hovedet gnide sig op af hendes hånd, vendte hun den forsigtigt og strøg dyret store hoved. Et stort kattedyr måtte det jo være, ganske kært og utroligt smukt. Hun så lidt rundt, mon nogen ejede den og havde mistet den på sin vandring? Det lod ikke til at være tilfældet, hun kunne ikke lade være med at smile, at vinde dyrs tillid var en stor ting og hun elskede det, men fandt det ligeså naturligt.
"Hvor kommer du mon fra ven?" Spurgte hun sig selv, mens hun studerede dyret tæt på. Stemmen havde været lavmeldt og blid, endnu kunne hun jo skræmme dyret og det ønskede hun ikke.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var på ingen måder skræmt af denne kvinde. Hun virkede heller ikke til at ville gøre ham ondt, og end ikke han ønskede, at forvolde nogen smerte. De gule øjne hvilede dog intenst på hendes skikkelse. Han løb naturligvis ikke nogen chancer, og siden han nu havde valgt at indtage denne plads i Manjarno som han nu havde. Det var bare rart at være lidt tilbage på hjemegnen. Han havde jo trods alt levet rigtig mange år her i skoven, og selv i denne skikkelse, som han var i, lige nu. Han vendte blikket mod hende, inden han lagde sig ned foran hende, som hun strøg ham over hovedet. Det føles rart. Rigtig rart faktisk.
Ikke ville han påstå, at der var nogen der ejede ham. Han vendte blikket mod hendes skikkelse igen, inden han lagde sig om på siden, igen mest for at understrege, at han ikke var ude på at gøre hende noget. De gule øjne hvilede intenst på hendes skikkelse. Panteren var jo trods alt et meget intenst dyr. Halen slog han let med, selv ganske afslappet. Han valgte for nu, ikke at afsløre at han var andet end det væsen, som han gav udtryk for at være lige nu. Han blev liggende for nu. Hun virkede nu til at være meget hjertevarm, hvilket han godt kunne lide. Det var rart at se, at der endnu var gode ting at finde i Procias. Her blev han dog liggende.. Næsten som han opfordrede hende til at røre ved ham. Som et dyr, var han mest et dyr. Der var det ikke så meget andet der var i hans tanker og sind.

[Deleted]

Der var ingen tvivl om at Serenity var et blidt og roligt væsen af natur, hendes godhed havde ingen ende og mange måtte finde sig selv set på måder de aldrig havde troet et blik skulle beskue dem. Hun var overbevist om at nogen jo måtte give folk en chance, for hvordan ellers skulle de kunne finde den rette vej i livet? Hendes blik hvilede på det smukke dyr, at den måtte lægge sig, fik hende til at smile blidt, inden hun gled ned fra stubben og landede forsigtigt i græsset ved dens side. Fingre strøg ned af pelsen, urolig blød og fin, hovedet søgte på sned som hun studerede den, at kæle et dyr var tidsfordriv hun på ingen måde havde noget imod. Med hårene strøg hendes fingre, ganske blidt og med yderst forsigtighed, hun ville stadig ikke skræmme den væk.
"Jeg kan vel godt sidde her lidt og nusse om dig, det er ikke fordi jeg skal nå noget i dag alligevel." Lød det stille og varmt fra hende, hun kunne vel godt tage sig tid til et dyr. Det var utroligt, men med dyr var ting nogen gange så meget nemmere, de sagde ikke noget igen og ville for det meste bare gerne have omsorg, hvilket hun jo ikke havde noget imod at give. Pelsen kildede under hendes fingerspidser, hun hyggede sig, roligt så hun op igen, lod solen kærtegne hendes kinder som i forvejen var blevet let røde af dens stråler. Det var uden tvivl en smuk dag, en fredfyldt dag og at sidde her, var vel i bund og grund helt perfekt. En dag uden en masse fare, en dag uden drama, en dag hvor freden kunne få lov til at leve!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At blive nusset og puslet om, havde Salvatore altid sat pris på, og særligt når han var i skikkelsen som panter. Lige nu kunne man sige, at han var ganske fredelig, men derfor havde han alligevel øjnene stort set alle andre steder, for han vidste, at det kunne være farligt. Han havde jo trods alt valgt Procias fra af en grund, og der hvor han var nu, havde han det godt. Han havde det faktisk rigtig, rigtig godt.
De gule øjne hvilede intenst på hendes skikkelse. Skulle han afsløre, at han ikke var et rigtigt dyr, men derimod et menneskeligt individ med muligheden for at skifte form? Han blinkede let med øjnene, inden han strækkede sig. Klørene var lange og fine, og hans pels var blank. Han var uden tvivl meget velplejet i den forstand, og derfor også et pragteksemplar af sin slags, så det burde heller ikke komme bag på nogen. Desuden havde det været en lang tur fra Manjarno, men selv han havde til tider brug for at se de mere hjemlige strøg, kunne man jo sige. Han brummede ganske let, inden han igen åbnede øjnene. #Det ville jeg ikke have noget imod. Det føles rart.# Stemmen ville ikke lyde for hendes ører, men derimod for hendes ører. Han ville jo heller ikke gå og holde hende for nar eller skjule det for hende, hvis hun var så god ved ham, og intet ondt forvoldte ham. Han var her jo ikke for at forvolde nogen skade.

[Deleted]

Det var ikke ligefrem fordi hun regnede med hun sad og kælede en anden mand, så havde hun nok slet ikke haft gjort det til at starte med, nej i hendes øjne sad hun jo og nussede om et dyr. Hvilket vel i bund og grund var meget normalt for hende, så der var ingen skade sket for hendes vedkommende, lige indtil hun hørte stemmen for det indre øre og hun måtte trække hånden forskrækket til sig. Hun gjorde store øjne som hun så ned mod dyret, burde hun have vidst det? Hurtigt lagde hun jo to og to sammen, for intet dyr kunne tale, og hun vidste med sikkerhed at hun ikke var blevet skør. Som hun sad der i græsset ved hans sidde, måtte en rødlig farve glide over hendes kinder, hun skammede sig vel et sted. Det hurtige ryk havde gjort diademet nær var faldt ned fra hendes hår, hun rettede pænt på det, inden hun foldede hænderne i skødet.
"De kunne godt have meddelt at De ikke var et normalt dyr noget før." Hendes stemme var endnu blidt, hun var langt fra fornærmet eller sur, men hun følte sig derimod rimelig dum og så måtte hun også skamme sig, da hun jo lige havde sagt at hun kunne sidde og nusse om ham hele dagen. En ting var jo når det blot var et dyr, men når det var en mand! Den rødlige farve måtte vokse sig tydeligere ved tanken, det passede hende virkelig ikke dette her. For hende var det en akavet situation.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det virkede næsten til, at kvinden blev forskrækket, hvilket på ingen måder havde været Salvatores intention. Han ville dog hellere lade hende vide, at han ikke var et dyr af natur, men at det var en evne, som han havde været så heldig at få. De gule øjne hvilede på hende, hvor han derimod lod blikket og de gule øjne, hvile på hendes skikkelse. Hun tog det overraskende pænt, hvilket skam også var noget, som passede ham mere end fint, hvis han selv skulle sige det.
#Ville du have strøget min pels, om jeg havde fortalt dig det?# fortsatte han roligt. Halen slog han let med. Endnu følte han ikke nogen uro, ved at være omkring denne kvinde. Hvem hun dog måtte være, var endnu ukendt for ham. Meget om elverne, vidste han faktisk ikke, men en ting vidste han: Elver måtte hun være, men hvem? Det var sjældent, at man så dem alene.
Igen rullede Salvatore om og lagde sig på maven, inden han hævede blikket mod hende. Han sniffede let til luften, inden han let lod hovedet søge på sned. Han var meget dyrisk, når han først var et dyr, men det menneskelige sind, det havde han skam endnu. #Elvere bevæger sig sjældent rundt alene,# konstaterede han. Næsten med spørgsmålet hvilende i det. Var der noget i skovene her, som han skulle være opmærksom på?

[Deleted]

Den eneste grund til hun havde måtte være dus før, var at det var et dyr hun snakkede til, det havde ændret sig i det sekund hun måtte vide at der var et menneske bag selve skikkelsen. Hendes blik hvilede dog ganske varmt mod ham, hun var jo ikke vred, nej langt fra, der skulle meget til. I stedet lod hun sig undre, hans udtalelse gav mening for ham, men ej for hende, for naturligvis ville et par blide strøg være dejligt at blive skænket, men det var vel ikke helt fair mod hende når hun ej kunne vide det var en anden mand hun havde skænket disse strøg, i dyreform eller ej, for hende måtte det betyde noget. Hvilket var grunden til hendes skam, men hun måtte jo bare komme videre derfra, for hun kendte ej manden, havde det nu været en gammel ven, hvor hun vidste hvad strøgene måtte betyde, så var det en anden sag. Dog var han fremmed, og teede sig som et dyr naturligt ville det, hvilket hun jo fandt enestående, men også skræmmende. Burde hun være nervøs for hvert eneste dyr hun kælede frem over? Måske Thranduil vidste en måde at kende forskel, selvom det var pinligt at indrømme hun ej havde kunne se den selv.
"Naturligvis ikke." Måtte hun svare stille, med et skævt smil, for hende var det jo ikke bare at have kælet et dyr mere og det måtte hun sande gik hende en smule på. Dog var det intet at dvæle i, hun havde fået en som kunne svare, en at tale med og det var vel ganske rart?
"Jeg nyder min fred og min chance for bare at være mig." Lød det forsigtigt fra hende, mon hun skulle være påpasselig med hvad hun sagde? Serenity var virkelig glad for at være blevet dronning, men nogen gange måtte hun nu også savne at være den ganske almene syerske, som ingen kendte. Derfor, var der fred herude, alene. Men burde hun være alene? Hånden var gledet op mod hendes mave igen for at hvile, det var afslappende og et sted beroligende, men det var intet hun lagde mærke til som sådan, det var bare noget hun gjorde.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Aldrig havde Salvatore ment at gøre det akavet eller ukomfortabelt for hende. Han havde derimod blot været en meget nysgerrig mand, og han havde ønsket at undersøge dette ordentligt. At hun derimod var sådan en dyreven, gjorde det kun bedre for ham. De gule øjne hvilede på hende. Ikke var han Procias-fjendtlig, men derimod det modsatte. Altid havde han holdt af landet her, da han havde boet her igennem rigtig mange år. Han var blot nysgerrig på hende. Han havde ikke set hende herude før.
#Jeg har vel ikke gjort dig ukomfortabel?# spurgte han. Hovedet lagde han ned på jorden igen, som han lagde mærke til, at hun igen strøg hånden over hendes mave. Var hun gravid? Ikke at han ville spørge. Han trak vejret dybt. Om hun havde ønsket at være i fred, var det jo heller ikke hans mening at forstyrre hende eller noget lignende, og det havde det jo trods alt heller aldrig nogensinde været. Langt fra faktisk, for det kunne han ikke lide.
#Jeg beklager virkelig, hvis jeg forstyrrer i den ønskede fred,# fortsatte han med en rolig stemme. Dette var på ingen måder noget, som gjorde det meget bedre. Han lagde halen tæt ind mod sin egen krop, inden han igen hævede blikket. Omgivelserne var uden tvivl smukke, og særligt som de var for øjeblikket. Tungen strøg over snuden, hvor de store tænder også måtte komme lidt til syne. #Er der noget galt?# spurgte han. Måske hun tog sig sådan til maven, fordi hun havde det dårligt? Han satte sig denne gang helt op. Han var stor og han var flot. En blank pels, og klare intense øjne. Mange ville være bange for at sidde overfor ham.

[Deleted]

Selv med hendes viden, måtte hun jo sande han var mere dyr lige nu end menneske, så et sted, gjorde det vel intet at hun nussede videre. Det var jo dejligt at mærke hans pels under sine fingre, så hun sad faktisk og måtte overveje at forsætte. Han virkede fredelig og rolig, ganske ærlig også, foruden at have skjult i lidt tid han ikke var et rigtigt dyr. Hendes blik måtte beundre ham, for et flot dyr måtte han jo være og som han satte sig op, var det kun nemmere for hende at se ham. Bange var hun ej, for det var hende naturligt at være i nærheden af alle former for dyr, aldrig havde nogen haft skadet hende eller set hende som trussel. Væsner udenfor dyreverdenen derimod, var jo en helt anden sag. Serenity måtte smile blidt.
"En smule, jeg er ikke ligefrem van til at dyrene jeg kæler om taler til mig." Måtte hun forklare med et varmt smil, helt ukomfortabel var hun jo ikke, det tog vel bare lige, tilvending og tankerne skulle lige falde på plads i det. Tomlen strøg blidt over maven, hun var slank som hun hele tiden havde været, intet havde ændret sig udadtil. Men indeni var en hel anden sag, en hun faktisk slet ikke var klar over.
"Åh, det er skam ikke fred på den måde. Mere fred fra et liv jeg vidst ikke helt har fået vendt mig til endnu, selvom jeg burde have det for længst." Det var ikke fordi han skulle føle han forstyrrede nogen fred, det var jo rart at tale med folk, specielt når de ikke lige var klar over hvem hun måtte være. Når man i så mange år havde været en simpel usynlig syerske, og så blev dronning rimelig pludselig, så var det ikke helt nemt at vende sig til og ikke mange anså hende for at være den hun engang havde været, det havde, ændret sig. Naturligvis, det var vel ikke så mærkværdigt, men det kunne godt være trættende et sted, endda lidt trist. Derfor søgte hun sin fred herude, eller blot alene med Thranduil.