Home, I never leave!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Serenity var uden tvivl en varmhjertet kvinde, der gjorde hvad hun kunne, for at tage hensyn. Dette var noget, som Salvatore havde den største forståelse og respekt for. Ikke var han i tvivl om, at hun måtte være det rette valg af en dronning for elverne. En kvinde, som rigtig mange kunne se op til. #Om De er ved at blive syg, er det måske fornuftigt at søge hjem?# spurgte han roligt. Særligt hvis kongen af elverne, ikke var kendt med tilstanden. Tankerne om svangerskab, skubbede han ud af hovedet. En kvinde burde vel vide den slags?
At hun derimod ønskede at kende til hans rette skikkelse, kom et sted heller ikke bag på ham. Dog kunne det vel heller ikke skade, at vise hende den? Han stod et kort, men tænksomt øjeblik på alle fire, og med blikket vendt mod hende. #Jeg har vel forlegent Dem nok,# endte han roligt, inden han satte af med forbenene, så han stod der på bagbenene istedet for. Dernæst lod han forvandlingen gå igang.
Pelsen forsvandt, for i stedet for, at give plads til en mørk beklædning. Poterne forsvandt og blev til hænder og fødder, som halen forsvandt til ingenting. De gule øjne, fik en helt anden grågrøn glød, og håret var mørkt. Hans hud var gylden, og han havde brede skuldre og en tydelig markeret krop under hans tøj. Stadig en forholdsvis høj, men flot mand. Med et smil på læben, og antydninger til smilehuller, vendte han sig mod hende.

[Deleted]

Enig måtte hun nikke til hans ord, hun måtte nok hellere passe på sig selv, selvom det ikke lige frem virkede som noget helt forfærdeligt, bekymrede det hende hun havde haft det sådan i hvad der måtte være måneder efterhånden. Serenity sendte ham et blidt smil, inden hun valgte at lukke øjnene kort, hun måtte komme afsted, men først ville hun se hans skikkelse som menneske. Roligt skubbede hun sig ud fra træet, for at studere hans forvandling, det var utroligt og hun måtte tage sig selv i at beundre denne form for magi.
"Utroligt." Lød det lavmeldt fra hende, hun smilede endnu, ganske beundrende. Serenity værdsatte alle væsner, hun fandt noget fascinerende ved de fleste, naturligvis var elvere at foretrække, men det betød jo ikke at hun ikke satte pris på forskellighederne rundt omkring hende. Det var vel der hendes åbne og kærlige hjerte også måtte træde til, hun var taknemmelig for alle væsner i deres unikke skabning. Denne mand havde form som en sort panter da hun mødte ham, og nu stod han så der, en ganske flot mand. Gad vide om hans stemme ligeså var forskellige som næsten alt andet ved ham? Øjnene var anderledes, men alligevel når man så dybt nok i dem, kunne man bestemt genkende ham.
"Kan De lige forstille Dem at jeg slet ikke havde set Deres ansigt, og derfor ikke kunne genkende Dem?" Spurgte hun med et drillende smil på læberne, hun trådte nærmere og endte med at se ham i øjnene, ganske undersøgende. De var bestemt noget som ville kunne have hjulpet hende, men så igen, det kunne jo være fordi hun vidste hvem han var.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Så lang tid Serenity passede på sig selv, så var det noget som passede Salvatore mere end fint, og dette var ikke noget, som han havde i sinde, at lægge skjul på. Han valgte derfor også at forvandle sig for øjnene af hende. Hans blik gled i retningen af hendes skikkelse, og denne gang med et smil på læben. Hun var ikke skræmt af ham, hvilket var noget, som egentlig passede ham ganske udmærket. Et smil passerede hans læber, som hun trådte ham i møde, næsten som var han en udstilling. Ikke at det gjorde ham noget, da han egentlig måtte finde tanken ganske morende.
"Og nu hvor du har set mig, så ved du også hvordan jeg ser ud for fremtiden," fortalte han med en rolig stemme. I forvejen, var det nemlig ikke mange, der fik lov til at se ham i denne skikkelse, udelukkende fordi, at det var noget som han holdt hemmeligt. Det var hans måde, at komme rundt på, uden at skulle fremstå som den kongelige rådgiver i Manjarno, eller den gamle leder af magikerne i Procias, men her var det anderledes, da han rent faktisk følte, at han kunne tillade sig det. Vel et sted, fordi at han følte, at han kunne stole på hende? Han sænkede hovedet en anelse. Han var jo en høj mand. "Du burde komme hjem, Serenity," sagde han roligt. Tanken om at hun var i svanger, slap han dog ikke. Han fandt det bare ekstremt uhøfligt, at skulle spørge.

[Deleted]

Underligt nok, havde hun faktisk intet problem i at have nusset ham som dyr, selv når hun så ham stående her som et menneske. Det gik hende på ingen måde på, for hun følte et sted ikke at der var nogen grund til at føle hun havde gjort noget forkert. En ting var jo uden tvivl at røre ved en anden mand, men at nusse om et dyr? Så kunne han være nok så meget mand indenunder, det rørte hende knapt. Hun sendte ham et smil og nikkede.
"Det glæder mig, så er jeg ikke helt fortabt." En mild latter lød, inden hun på ny måtte se sig rundt. At søge hjem ville være en god ide, hun måtte tale med en medicinkyndig, måske denne kunne vide sig af hvad hun kunne ske at fejle? Salvatore var tilsyneladende enig i at hun burde søge hjem, hun nikkede derfor blidt.
"Jeg vil se en som kan fortælle mig hvad der kunne være galt. Det er i flere måneder jeg har haft det sådan her. Det er ikke meget eller helt forfærdeligt, så jeg har ikke set det som noget alvorligt." Lød det stille fra hende, hvor på hun trak på sine skuldre, hånden gled blidt hen over hendes mave og denne gang lagde hun selv mærke til det. Hun stoppede alle sine handlinger, som et dyr der lige havde opdaget det var betragtet som et bytte. Blikket søgte ned, hun var så slank, og hun havde intet mærket, men..... kunne det være? Serenity så kort op mod Salvatore, det ville da være mærkeligt hvis hun rent faktisk havde undfanget, og ikke selv var klar over det, og maven have jo ikke vokset, den var fin og flad som altid. Nu begyndte hun for alvor at tænke, for hendes moder havde jo fortalt om da hun bar hende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At hun havde nusset ham, var ærlig talt, slet ikke noget som gik Salvatore på, på nogen måde i det hele taget, for hvorfor skulle det da gøre det? Han sendte hende et roligt smil. Naturligvis var han bekymret for hende, og særligt, når hun havde det på den måde, som hun nu havde det. Ikke fordi at hun så syg ud, men der var noget.. var det hans anelser der var korrekte? Han fandt det i hvert fald meget forkert at spørge.
"Det har De nu aldrig været," sagde han med en respektfuld stemme, som han let bøjede hovedet for hende. Han lod øjnene kort glide i, inden han rettede sig op. Han var jo et godt stykke højere og større end hvad hun var, og det var noget, som han nu kun tog som en god ting. Dog kunne det slet ikke falde ham ind, at skulle gøre hende noget som helst. Langt fra faktisk. Han trak kort på smilebåndet. Han var nu efterhånden ved at være sikker i sin sag, hvad angik hendes tilstand, men det var nu heller ikke noget, som han havde tænkt sig at blande sig i, dersom han ellers kunne blive fri for det i den anden ende. Tungen strøg han kort over læberne.
"Det lyder som en god beslutning. Hellere være på den sikre side, og vide, at det ikke er noget alvorligt, ikke sandt? Jeg har hørt, at elverne skulle være i besiddelse af landets bedste healere, er det sandt?" spurgte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Han ville jo ikke skræmme hende, eller bare jage hende væk.

[Deleted]

Et sørgmodigt smil måtte glide om hendes læber, som blikket faldt godt ned, hun havde været på afveje før, ganske fortabt i at være en uviden ung kvinde. Hun rystede dog på hovedet, der var ingen grund til at skulle modaugmentere, hvilken nytte ville det være? Desuden var manden hende vel et sted endnu fremmede, så at plapre løs som alle sine livshistorier var nok ikke den bedste ide. Hun lod blikket søge hans kort, som hun smilte blidt til ham.
"Bestemt, men så igen, hvad er elverne ikke bedst til?" Kom det drillende fra hende, det var dog et sted vel også hendes mening, der fandtes intet bedre end elvernes håndværk eller gøren for den sags skyld. I det var hun sikker i sin sag, for hun havde selv været ude og undersøge, en af hendes mange fejl. Men nu var hun hvor hun hørte til, og en større del af sit elskede samfund end hvad hun kunne have drømt om. Allerede nu manglede hun Thranduil, kun få timer, og så savnede hun ham igen. Man måtte jo sige hun virkelig elskede den mand. Og med tanke på hendes egen mistanke som var begyndt at vokse, hvordan ville han tage det, de havde jo ikke været gift i lang tid igen, og endnu kortere havde de næsten kendt hinanden før det.
"Jeg takker for det dejlige selskab Salvatore, jeg har virkelig nydt at have en at tale med." Som ikke var elver, og kunne se tingene lidt udefra. Deres fælles holdning til væsner af mørket havde hun virkelig haft trøst i, hun følte sig knapt så alene på det punkt og det havde varmet. Hun ville intet have imod at tale mere med denne mand, langt fra. Hendes blik måtte kort undersøge hans kropsform, en gammel vane fra hendes tid som syerske, desuden var hun jo stadig i gang med at sy, blot ikke nær så meget som før. Blidt bøjede hun hovedet i afsked, inden hun valgte at forlade ham for at søge tilbage til byen, hun måtte finde en medicinkyndig og få svar på hvad alt dette kunne skyldes.

//out

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Serenity var uden tvivl en meget fornuftig kvinde, at føre en samtale med, og det var noget, som selv Salvatore måtte erkende, at han kunne lide. Dette var uden tvivl noget, som måtte falde i hans meget gode bog, og end ikke det, var noget som han kunne gøre det mindste ved, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han nikkede næsten i et buk overfor hende. En respekt nærede han for hendes væsen, og dette var bestemt ikke noget undtag. "Jeg tror, I har for vane, at gøre Jer bedre, end hvad I er," pointerede han med en tydeligt drilsk stemme. Alene det, var slet ikke noget, som han kunne lade være med, og det var han skam heller ikke bange for at erkende for dem, når det nu endelig var.
Det var ved at være på tide, at skilles. Denne løsning på de mange problematikker, som måtte hærge i Manjarno, kunne løses med en alliance med Procias, og derfor håbede han naturligvis på, at det ville løse sig på sigt. Det ville uden tvivl være forbandet rart for alle parter i hvert fald. At hun havde nydt hans selskab, var noget, som rent faktisk betød utrolig meget for ham. Han bukkede med hovedet igen. "Glæden er helt på min side, Deres Højhed.. Og lad mig give udtryk for glæden og håbet om, at vi snart vil ses igen," endte han. Kort måtte han igen kigge mod hende, som hun søgte tilbage mod de store skove. Hertil valgte han selv at indtage forvandlingen endnu en gang, hvor han denne gang, forvandlede sig til panteren. Bevidst i forbindelse med dette, søgte han tilbage mod Manjarno. Han ville se hvordan Denjarna ville tage denne mulighed.

//Out