Where it all began

[Jarniqa Dynithril]

Hendes liv var det vigtigste for ham? Kunne Jarniqa mon være ærlig og fortælle am, at hun på ingen måde havde følt sig værdsat siden, at hun var blevet angrebet? Ville han blive sur på hende, hvis hun sagde det? Ked af det? Dog tvivlede hun på, at han kunne blive ked af det, som hun aldrig havde set den side af ham. Øjnene lukkede hun kortvarigt i igen, inden hun nok engang måtte åbne dem op og se op i teltloftet. At han i det hele taget lå og kiggede på hende, vidste hun ikke. ”..Det har ikke følt sådan,” sagde hun ærligt, stille og såret. Hun ønskede jo at kunne mærke, at hun var værdsat af ham. Selv følte hun trods alt, at hun viste ham det. Som han begyndte at stryge hende hen over hånden, mærkede hun, hvordan hendes hjerte måtte begynde at slå hurtigere. Vidunderligt var det. Direkte behageligt og betryggende. Selv ønskede hun om end helt, at han aldrig ville stoppe eller slippe hende. At Lucifer nok engang fortalte hende, at han selv ville have hjulpet hende, fik hende kun til at tænke en ting. ”Hvorfor tjekkede du ikke bare min ryg? Hvorfor vaskede du ikke mine sår?” Ej kunne han benægte, at det havde ligget udenfor hans muligheder, og det var det der var med til at såre hende. Han havde nemlig haft muligheden for at vaske hendes sår og hudafskrabninger, samt tjekke hende for brækkede ribben, men det havde han ikke gjort. Han havde end ikke antydet, at han havde villet det. Derfor kunne hun ikke være vred over, at Valandil havde dukket op. Faktisk kunne hun kun være taknemmelig. Den mand havde nemlig udtrykt et ønske, som Lucifer ikke havde gjort. Noget, der også havde fået hende til at savne Damien.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hendes liv, var uden tvivl det vigtigste for Lucifer, hvilket han skam heller ikke var bange for at lade hende vide. Blikket søgte hendes skikkelse endnu en gang. Hans hånd blev endnu hvilende over hendes, som han jo ikke ligefrem ønskede at der skulle ske hende noget. At være bange for andres vedkommende, var uden tvivl svært for ham, og særligt fordi at han slet ikke havde prøvet noget lignende før. Han blev liggende. Han vendte blikket stille ned af sig. "Måske ikke.." sagde han med et kort træk på skuldrene. Ja, hvad skulle han da sige? Valandil var kommet ham lidt på forkant, hvilket i forvejen, var en tanke, som direkte pissede ham af, men ikke noget, som han umiddelbart kunne gøre det store ved, hvis han selv skulle sige det. Han bed tænderne sammen ved hendes ord. Skulle han være helt ærlig..? Ja, han vidste det ikke. Så sur som hun havde været, så virkede det jo heller ikke, som hun havde ønsket hans hjælp med noget som helst. "Du virkede jo ikke ligefrem til at ville have min hjælp.." begyndte han, da han igen vendte blikket mod hende. For nu, måtte han bide vreden i sig. Den ville uanset ikke komme ham selv til gode, og ej heller hende. Nu hvor han endelig havde fået hende ned at ligge ved siden af sig, så de rent faktisk kunne snakke tingene igennem, så passede det ham mere end fint. Han trak vejret dybt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Dette var ikke ligefrem noget som gavnede dem. Han følte vreden ulme og dulme i hans krop og sind, men kunne ikke lade det komme ud. Han elskede hende jo. Han ville jo gerne, men for ham, lå det bare ikke naturligt at gøre den slags. "Du var sur, så... jeg gik ud fra, at du havde styr på det, på egen hånd," sagde han endeligt. Han søgte atter hendes blik.

[Jarniqa Dynithril]

Øjnene lukkede Jarniqa kortvarigt i, som hun helt følte for at samle sig. Let gjorde han det i hvert fald ikke for hende. Overhovedet ikke. Det vakte nemlig en skuffelse i hende, at han ikke var i stand til at være den person, som hun havde brug for. Ej var det fordi, at hun ønskede at lave om på ham. Nej, hun ønskede bare, at han udviste hende en følelsesmæssig interesse, når hun var skadet på den led, som hun i øjeblikket var. Var det virkelig så underligt? Hun havde værnet om ham, da han havde været syg, så var det så underligt, at hun nu ønskede det samme fra ham? Tungt trak hun vejret. Det føltes uden tvivl, at det var for meget for ham.. Øjnene slog hun langsomt op igen. Hun havde ikke lignet en der havde ønsket hjælp? Hun havde været for sur? ”Den dag du bliver angrebet af en warlock, svunget ind i et træ, så du brækker et ribben. Bliver trukket hen over jorden, så du får hudafskrabninger og blå mærker, så kan vi tage snakken om det er rart at få hjælp eller ej,” lød det kort fra hovedet fra Jarniqa. Selv håbede hun, at han med de ord var klog nok til at gætte, at hun skam havde ønsket hjælp, fremfor det han havde gjort. Hvordan det i det hele taget kunne være til diskussion, kunne hun dog ikke begribe. Damien ville nemlig aldrig have diskuteret dette med hende. Han ville blot have gjort alt og mere til for, at hun havde det bedst muligt. Ej var det fordi, at hun var svagelig, men det var da normalt, at man ønskede hjælp i disse situationer.. var det ikke?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Endnu en gang, måtte det gå op for Lucifer, at han havde dummet sig, også selvom det havde været hende, som havde været direkte sur på ham. Ikke at det var noget som kom bag på ham. Han endte med at trække hånden til sig. Utilfreds, var hun da uden tvivl, selvom han jo ikke rigtigt kunne gøre noget ved det nu. Svagt himlede han med øjnene og rystede på hovedet. "Jeg undskylder i så fald fra det dybeste af mit hjerte.." mumlede han kort for hovedet. Tanken gjorde ham da direkte irriteret. Han forsøgte at bide det i sig, selvom det ikke gik helt som han gerne ville det, men for pokker.. hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han ville jo bare gerne gøre hende glad, men hvis han end ikke kunne finde ud af det mere? Det var da direkte irriterende, selv for ham! Et sted var det uden tvivl en tanke, som gjorde ham trist og frustreret ikke mindst, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. "Tror du ikke, at jeg hader det her mindst lige så meget som du gør? Jeg er ked af, at jeg ikke kunne give dig, hvad du havde brug for," endte han direkte. Det kunne godt være, at hendes værge og Valandil havde gjort det, men for ham, så var det bare ikke en tanke, som faldt ham så naturligt. Særligt ikke, når han selv ikke var vant til det modsatte, hvor man skulle gøre tingene på egen hånd. Det kunne han naturligvis godt mærke i dag. Han satte sig op ved siden af hende. Hans blik gled ned mod hans hænder i stedet for. Han kunne ikke lide at hun skulle rende rundt og være så sur og utilfreds, men hvordan gjorde han hende glad igen?

[Jarniqa Dynithril]

Til bunds sank Jarniqas hjerte, som han fjernede sin hånd fra hendes. Selv vidste hun godt, at hun ej havde gengældt kærtegnende, men nydt det havde hun, som hun savnede at mærke hans kærlighed. Selv var hun nemlig vant til, at han kærtegnede hende, hvor det nu nærmere syntes som om, at der var en mur imellem dem. Ondt gjorde det, som hun jo blot ønskede, at han værnede om hende. ikke at han med ord sagde, at han ønskede at hjælpe, og med stemmen hvislede ad hende. ”..Bare glem det,” mumlede hun selv, alt imens hun helt ville ønske, at hun var i stand til at ligge på siden, så hun kunne ligge med ryggen til ham. Han var desuden selv begyndt at trække sig, som han havde taget hånden til sig, sat sig op, så hvorfor skulle hun ikke gøre det samme? At han var ked af, at han ikke kunne give hende, hvad hun ønskede, fik hende til at se i hans retning. Ej forstod hun, hvorfor han ikke kunne give hende, hvad hun ønskede, for … det var jo ikke meget hun bad om. ”Hvorfor kan du ikke give mig, hvad jeg har brug for?” endte hun direkte med at spørge ham om, som hun vitterligt ikke forstod, hvorfor. Han skulle jo blot værne om hende.. var det ham virkelig fysisk umuligt? Havde han en lidelse, siden han ikke kunne føle omsorg? Han havde jo intet problem med at være omkring hende, når hun var rask.. Når hun derimod var svækket, syntes historien at være en helt anden. ”Er det et handicap du lider af?” Valandil havde jo ikke et problem med dette.. Ej heller havde Damien det. Derfor måtte der vel være et eller andet galt med Lucifer? Burde det i virkeligheden være hende, der i så fald skulle tage højde for ham? Også selvom at hun var svagelig i dette øjeblik? Morsomt forekom det hende nu ikke..

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Denne kolde mur, var noget som Lucifer ønskede bort, men hvordan det var noget, som han skulle opnå, var uden tvivl svært for ham at sige. Det eneste, som han jo egentlig kunne gøre, var at forsøge? At han så derimod endnu ikke kunne finde ud af, at gøre det korrekt, hvilket var grunden til, at han i denne omgang, havde valgt at trække hånden til sig. Svært var det, når hun ikke rigtigt kunne hjælpe ham på vej. Svagt himlede han med øjnene, inden han satte sig op. "Meget vel," mumlede han blot for sig selv, hvor han let rystede på hovedet. Svær var denne situation uden tvivl, for følelser og den slags, var han jo ikke ligefrem opdraget med, eller kendt med som sådan. Alle dage havde han jo været alene, uden en moder til at puste på hans knæ, når han faldt, eller en moder til at tage sig af hans mareridt, dengang han var en lille dreng. Han havde ikke haft en opvækst påvirket af den slags, hvilket kun gjorde det svært for ham, at udvise det.
Ondt gjorde hendes ord, hvor de samtidig også måtte gøre ham direkte vred. Handicappet? Lignede han en handicappet mand måske? Selvom han forsøgte ikke at blive vred over dette, var det svært for ham at lade være. Han trak vejret dybt, hvor underlaget under ham, næsten begyndte at fryse. Han forsøgte da at kontrollere det. "Ligner jeg en handicappet mand i dine øjne, Jarniqa?" spurgte han denne gang, inden han direkte vendte blikket mod hende. Han ville gerne vise hende, hvad hun havde brug for, men han havde brug for hendes hjælp til at finde ud af dette. Han ønskede jo ikke ligefrem, at noget skulle gå galt, og særligt på denne front, så ønskede han det på ingen måde! Var han bare gået hen og blevet en belastning for hende? Det håbede han så sandelig ikke!

[Jarniqa Dynithril]

På trods af at Jarniqa lå på tæpper og puder, kunne hun alligevel fornemme, hvordan jorden langsomt måtte blive det køligere. Var det en test fra Lucifers side? Ville han se, om hun lod sig påvirke af det? Tænderne bed hun sammen. Let gjorde han det bestemt ikke for hende! Havde det mon været dumt af hende at sende Valandil bort? Ham og hende havde jo i det mindste kunnet finde ud af det med hinanden. Han havde om end været så betænksom at hjælpe hende med hendes brækkede ribben. Derudover havde de kunnet tale med hinanden i ro og fred.. noget der heller ikke lykkedes hende og Lucifer. Hårdt var det uden tvivl. Særligt fordi, at hun havde fysisk ondt og fordi, at hun personligt holdt af ham. Hvorfor kunne han ikke blot være, som han plejede at være? Hvorfor kunne han ikke være den mand, som hun elskede? Hvorfor skulle han agere som den mand, som hun havde smidt i fangehullet i sin tid? ”Psykisk måske..,” endte hun ærligt med at sige. ”Du har virket som en anden siden i går.” Kunne han slet ikke se det? Kunne han slet ikke se, at han ikke var om hende, som han ellers plejede at være? Tungt trak hun vejret. Skulle det virkelig være sådan her fra nu af? ”Det har ikke virket som om, at du har villet vide af mig siden da.” Ondt gjorde det på hende, som hun ikke følte, at han havde interessen for hende. I hvert fald ikke den interesse, som hun tænkte, som han burde udvise. Ej heller følte hun, at hun skulle være nødsaget til at fortælle ham om dette. Det burde jo bare falde ham naturligt ind, ligesom det gjorde med Valandil og Damien. Det kunne jo umuligt være for meget at forlange!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Uden tvivl, var Lucifer en mand, der virkelig var ked af det, hvilket han i forvejen ikke var vant til. Han var vant til at blive himlet med øjnene af, og ikke vant til at pusle om noget, så hvordan skulle han i det hele taget tage det? Han vendte blikket mod hende. Handicappet var han på ingen måde! Det var måske også bare hende, der skulle tage skyklapperne af, så hun rent faktisk kunne se, at han forsøgte? Det var jo ikke ligefrem noget, som faldt ham naturligt eller nemt for, og særligt ikke, når han blev hamret i hovedet på denne her måde, som han nu gjorde det.
"Jeg kan garantere dig for, at jeg er helt frisk. Det falder mig bare ikke så naturligt, som du gerne vil have det, okay?" forsøgte han. Det måtte da snart fise ind på hendes lystavle, at han virkelig forsøgte, men at det virkelig ikke var nemt for ham, at gøre det her.
Lucifer lod de mørke øjne hvile på hendes skikkelse. Det var vel ikke underligt, at dette særligt, var noget, som ligeledes også måtte påvirke ham? Han ønskede jo virkelig at være der for hende, som hun havde brug for det. "Jeg tog ind til byen, for at finde en salve. Jeg kan ikke gøre for, at den spidsøre kom før jeg gjorde. Jeg forsøger virkelig, Jarniqa," sagde han igen. Hun havde været sur på ham, og ikke fortalt ham, hvad hun ønskede af ham. Han tænkte ikke over det. Det lå ikke ham så naturligt, hvor det at føle for et andet individ, ovenikøbet også var nyt for ham. For pokker.. Han forsøgte da, og det burde hun da i det mindste godt kunne se! "Det er jo ikke fordi, at jeg ikke vil dig, for det vil jeg.. rigtig meget endda," sagde han dæmpet. Hun måtte da endelig ikke tro andet!

[Jarniqa Dynithril]

Selvom han ikke direkte sagde det, kunne Jarniqa uden tvivl mærke, at der var noget der ulmede i Lucifer. Det kendte hun ham skam godt nok til at vide. Derfor tog hun ej heller blikket fra ham, som han svarede hende igen. ”Hvorfor falder det dig ikke naturligt ind?” spurgte hun ham direkte og undrende. Selv forstod hun det jo vitterligt ikke! Hun havde jo taget sig af ham, da han havde været dårlig, så hvordan kunne det falde ham unaturligt ind at skulle gøre det samme ved hende i retur? Derudover forstod hun ej heller, hvorfor han ikke kunne, når både Valandil og Damien kunne.. Derfor kunne man vel ikke bebrejde hende for at tænke, at han var handicappet på den led? Stødt stod hendes hjerte, hvor det uden tvivl gjorde ondt mod hendes bryst og ribben. ”Hvordan skulle jeg vide, at du havde gået nogen steder for at søge hjælp, når du intet havde sagt, og når du ikke havde udvist interesse for nogen af mine andre skader?” lød det fortvivlet fra hende. Kunne han slet ikke se, at dette ej heller var let for hende at tackle? Øjnene lod hun kort søge i, som hun måtte forsøge at samle sig. Ville de overhovedet finde frem til en fælles forståelse? Igen så hun træt, fortvivlet og såret i hans retning. ”Hvis du oprigtigt prøver, så fortæl mig, hvorfor du ikke har ønsket at kysse mine læber eller stryge min kind? Det har aldrig før været et problem for dig.. men nu agerer du pludselig som om, at jeg har udviklet en tredje arm,” lød det oprigtigt fra hende, som det rent faktisk sårede hende. Hun følte helt, at hendes svagelighed fungerede som gift for ham, som var hun noget ækelt der ikke skulle i kontakt med. Ondt gjorde det, hvor hun bestemt ikke følte, at han forsøgte.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vendte blikket ned mod sine hænder, som begyndte at ryste. Han forsøgte at holde det i sig, for han ønskede jo ikke, at hun skulle rende rundt og blive vred eller irriteret på ham. Han forsøgte for pokker bare at stille hende tilfreds. Hvorfor det ikke lå naturligt til ham? "Jeg troede det var temmelig åbenlyst," begyndte han med en ganske ærlig stemme, inden han endnu en gang vendte blikket mod hende. I den forbindelse, kunne man ikke just sige, at han havde haft den mest optimale opdragelse. Den havde været hård, men tryg. Ikke noget ed en kærlig og omsorgsfuld moder, til at tage sig af ham, eller en fader for den sags skyld, hvilket uden tvivl godt kunne mærkes lige nu.
"Ligner jeg en, der har haft en omsorgsfuld opdragelse, synes du? Jeg er en dæmon, Jarniqa.. Jeg er en isdæmon.. Det ligger mig bare ikke naturligt," endte han. I hans øjne, gav det jo god mening. Han havde som sagt ikke haft nogen til at værne om ham, når han var faldet, og havde slået sig, dengang han havde været lille. Han havde ikke haft nogen at søge til, når han havde haft brug for det. Nej, han var vokset op med, at den slags var en svaghed, og at han skulle vise sig større og stærkere end det, og det var uden tvivl også det, som gjorde det mere problematisk for en mand som ham, for han ønskede jo at gøre sit dæmoniske samfund stolt. Og det faktum, at hun nærmest sad og kaldte ham for handicappet, gjorde det ikke bedre. Han rystede på hovedet. Det gjorde ham trist, og det gjorde ham faktisk ked af det. Han trak vejret dybt og vendte blikket i retningen af hendes blik igen. "Skulle jeg kysse på nogen, der har været så vred på mig, Jarniqa? Du har ikke ville snakke med mig," sagde han direkte. Han havde jo været ked af det. Han elskede hende, og han ønskede jo at finde ud af det.. Hun gjorde det bare svært for ham.

[Jarniqa Dynithril]

Han troede, at det havde været åbenlyst? Hvordan kunne det have været åbenlyst? Jarniqa var vant til, at det hele fungerede på én måde, og derfor havde hun det naturligvis svært ved, at han absolut ikke kunne gøre det på den måde. At han i så fald ikke kunne give hende, hvad hun ønskede, grundet sin opdragelse, gjorde hende rent faktisk ondt. Selv havde hun nemlig svært ved at forestille sig en opdragelse, hvor Damien ikke havde værnet om hende. Faktisk var det umuligt at forestille sig. Hendes blik hvilede på ham, hvor det denne her gang måtte være hende, der forsigtigt rakte ud efter hans hånd. Hans plejemor havde muligvis ikke ydet ham omsorg, samt kvinden havde forladt ham, men intet af det ønskede hun at tilbyde ham. ”..Du kunne forsøge at gøre ved mig, som jeg gjorde for dig,” endte hun stille med at sige. Hans plejemor havde muligvis ikke udvist ham omsorg, men det havde hun. Hun ville i hvert fald selv mene, at hun havde værnet om ham, som han havde været svækket engang. Forsigtigt strøg hun ham over håndryggen. ”Du skulle kysse mig fordi, at skænderier ikke betyder noget, når man elsker hinanden,” sagde hun stille. Det var jo, hvad hun selv var vant til. Hvor meget hun og Damien end kunne skændes, så ville de aldrig forlade hinanden. Endvidere ønskede hun ej heller at forlade Lucifer, selvom dette uden tvivl gjorde ondt og direkte var ubehageligt. Blidt valgte hun at klemme om hans hånd. Hvad han mente om al dette, vidste hun ikke. Selv håbede hun blot på, at han ville følge hendes metode. Prøvende sendte hun ham et smil. ”Du må godt kysse mig nu.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

For Lucifer var det åbenlyst. Hvordan skulle man da kunne udvise omsorg, hvis man ikke selv var blevet skænket den? Når der ikke havde været nogen til at trøste ham, hvordan skulle det så falde ham naturligt? Det var jo heller ikke ligefrem noget, som gav nogen mening i den forstand, skulle man da kunne sige. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse, som hun denne gang rakte ud mod hans hånd. Han lod hende derfor også tage omkring den. "Det var derfor jeg søgte ind til byen, for at finde hvad jeg skulle bruge," fortalte han sandfærdigt. Han lod hovedet søge på sned. Han trykkede forsigtigt omkring hendes hånd. Han ville hende jo det bedste, men til tider, var det bare ikke til at finde ud af, hvad det betød på sigt, og hvordan man skulle gøre tingene.
Et tungt suk brød hans læber. Han hadede at skændes, og særligt når det var med hende. En ting, var hvis det havde været nogen som Faith eller Athena, men med de følelser som han havde for hende, var ukendt for ham. Han havde ikke haft det på den måde før. Han skulle kysse hende, fordi at skænderiet ikke betød noget? "Men du var stadig vred på mig," pointerede han med en sigende mine. At han godt måtte kysse hende nu, fik alligevel et smil til at brede sig på hans læber. Han kunne jo ikke ligefrem lægge skjul på det. Langsomt trak han sig tættere på hende, hvor han placerede en hånd på hver side. Han lænede sig over hende, kun for at skænke hendes læber et kys. Krævende og næsten længselsfuldt. Det var jo længe, at han havde undværet det nu!

[Jarniqa Dynithril]

Som de begge måtte holde om hinandens hænder, samt trykke om dem, måtte Jarniqa føle en hvis tryghed. Hun havde nemlig manglet at føle, at hun havde ham omkring sig. Alene havde hun nemlig følt sig siden, at hun var blevet angrebet af Theodore. Et angreb, som de end ikke havde drøftet med hinanden. Roligt begyndte hendes hjerte desuden at slå igen, hvilket uden tvivl var en fysisk lettelse for hendes vedkommende, da hun i så fald ikke følte den ubehagelige trykken længere. Skævt smilte hun. ”Næste gang så fortæl mig, at det er, hvad du gør,” sagde hun stille, da den viden uden tvivl ville have skabt det mindre tvivl mellem dem. Blikket holdt hun på ham, som han gav til kende, at han ej forstod ideen i at kysse, når nu hun havde været vred på ham. Var det virkelig så mærkværdigt, at hun havde det således? Selv var hun jo blot vant til, at intet kunne skille hende og Damien, selvom de måske var vrede på hinanden. ”..Ja,” medgav hun ærligt. ”..Det var dog ikke kun dig der var problemet, men også Theodore.. Jeg var eller er ked af det over, at han kunne gøre det mod mig.” Blikket fulgte ham, som hun langsomt måtte slippe hans hånd, som han langsomt begyndte at trække sig ind over hende. Hurtigere begyndte hendes hjerte nok engang at slå, men denne her gang af spænding. Hvorfor var det, at det nærmest føltes som om, at de skulle til at dele deres allerførste kys med hinanden? Som hans læber endelig nåede hendes, søgte hendes øjne sagligt i, alt imens hun let skilte læberne. Til dels måtte et krævende kys overraske hende, men dog nød hun det kun, hvor hun længselsfuldt måtte besvare det. Det føltes nemlig ikke, som var det en dag, at hun havde ventet på dette, men derimod dage!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer stirrede i hendes retning. Han havde jo bare forsøgt at gøre det rette, og naturligvis var det en frustration uden lige, at han bare ikke havde været i stand til at gøre det rigtigt. Han vendte blikket ned. Okay, det var jo næsten med følelsen af et personligt nederlag lige nu. "Du lå og sov.. Jeg ville ikke vække dig," sagde han ærligt, som han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Var det også forkert at lade hende sove? Han havde jo gået i sin egen lille tankestrøm om, hvad han skulle gøre, og hvad han ikke skulle have gjort, og det var svært for ham, når det i forvejen var noget som lå hende så naturligt, og det stik modsatte ved ham.
For hende, var det måske meget klart, hvor det derimod for ham var det stik modsatte. Han var træt af frustrationerne, som han var træt af problematikkerne, og særligt med alt det, som fulgte trop på denne her måde. Så vrede som de havde været på hinanden, og endda over bagateller. "Det anede mig, at du kendte ham. Særligt sådan som du og han reagerede.. Hvad var det om?" spurgte han sigende.
At trække sig over hende, for at kysse hende, var noget som han gjorde glædeligt. Selv kunne han ikke forestille sig, at skulle undvære hende, og særligt ikke sådan, som det gik dem imellem. Langsomt brød han kysset, ved at trække hovedet til sig igen. Et kækt smil bredte sig på hans læber. "Se, det der har jeg savnet," hviskede han med en tydelig tilfreds stemme. Igen lænede han sig frem, og kyssede hende igen en enkelt gang. Han kunne ikke undvære hende eller hvad de delte.

[Jarniqa Dynithril]

At han ikke havde ønsket at vække hende, kunne Jarniqa ikke just klandre ham for. Ej heller vidste hun, om hun havde vågnet, som han havde gået, eller om hun først havde vågnet en time efter. ”Hvis ikke du ønskede at vække mig, behøvede du ikke at blive vred over, at en anden kom og hjalp mig. Valandil ønskede nemlig blot at tilse min ryg,” sagde hun ærligt. At han selv troede, at der havde været mere i det end som så, forstod hun sig endnu ikke på. Selv kunne hun nemlig ikke se, hvorfor hun skulle ønske Valandil, når hun havde Lucifer. Desuden var Lucifer også den eneste mand, som hun nogensinde havde haft. Dette var desuden også noget, som han udmærket vidste. ”.. Manden der angreb var Theodore Acheron. Min tidligere læremester og den mand, der levede med mig på Neutranium.. Han sagde, at jeg skulle forlade stedet, hvilket jeg nægtede. Resten kender du til..” Ondt gjorde det at vide, at Theodore nu var imod hende. Det var vel også til at sige, at han havde haft en form for faderfigur for hende? Intet kunne hun dog gøre ved det nu, som hun kendte Theodore godt nok til at vide, at han nu var stålfast. Det var vel, hvad man fik ud af at arbejde med en sjæleløs mand? Hvad der derimod hjalp på det hele var Lucifers kys. Et kys, som hun havde brug for at mærke. Hun havde nemlig brug for at mærke, at han endnu var der med hende. I tvivl var hun nemlig helt blevet, som det hele syntes at have skredet mellem dem. Svagt smilede hun, som kysset blev brudt. ”Det må du aldrig stoppe med at skænke mig,” hviskede hun varmt, hvorefter hun glædeligt tog imod det korte og enkelte kys.