Where it all began

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde rent faktisk forsøgt at tage hensyn, selvom det måske ikke just havde virket efter hensigten. Igen var hun jo blevet vred på ham, grundet hans reaktion. Fra hans vinkel havde det nemlig set ud som, Valandil havde gjort andre ting, end at lægge bandage om hende, samt tilset hende. Han havde nok handlet for overilet, men han havde jo ikke ligefrem ønsket, at nogen skulle lægge en finger på hende. Nej, det skulle være hans ansvar ene og alene. Det var hende han ville have, og ikke ønskede han, at nogen anden skulle tage denne plads. "Fra mig, lignede det at han gjorde andre ting, Jarniqa, end blot at tilse dig," sagde han endeligt.
Langsomt lagde Lucifer sig ned ved siden af hende. Nu hvor han vidste, at hun havde brækket ribben, for han ønskede jo ikke ligefrem, at hun skulle rende rundt og have ondt. Det havde jo heller aldrig været hans hensigt. At den mand, som havde gjort hende, såvel som ham ondt, havde været hendes gamle læremester, satte rigtig mange ting i perspektiv for ham. Så forstod han da straks bedre, hvorfor at tingene havde udviklet sig, som de nu havde gjort. "Warlockerne er et grusomt væsen.. Hvorfor, har du nu selv set med egne øjne. De er ikke til at stole på," sagde han endeligt. Han ville gerne holde om hende.. kysse på hende, og gøre alt det som han plejede at gøre. Han kyssede hendes kind ganske blidt. "Så lov mig, at du ikke vil være så sur på mig hele tiden," endte han med en rolig stemme mod hendes øre. Han ville hende jo gerne. Til tider var det bare svært for ham, at finde ud af helt præcist, hvordan han skulle gøre det, uden at gå forkert ved hende.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas smaragdgrønne blik hvilede på Lucifer. ”Hvorfor skulle jeg tillade en anden mand at gøre, hvad du troede han gjorde? Hvorfor skulle jeg ønske det?” spurgte hun ærligt uforstående. Hun havde jo ham. Hun elskede ham, hvor han havde fortalt hende, at han aldrig før havde følt for nogen anden kvinde, som han følte for hende.. så var det virkelig så underligt, at hun blot ønskede at have ham? Ej var hun vant til det, som de lavede, men selv vidste hun, at man kunne leve i tosomhed. Det var trods alt, hvad gifte folk gjorde.. eller så det blot sådan ud udadtil? Hvornår man blev gift, vidste hun end ikke. Hun vidste blot, at det at blive gift normalt set betød et hjem og børn sammen. ”Kunne du da finde på at gøre med en anden kvinde, som vi gør?” Et sted måtte hun vel oprigtigt mene sit spørgsmål. Ligeså vidste hun også, hvad hun håbede på at høre. I tvivl kunne hun dog helt blive, når han troede det om hende, samt nu hvor hun havde set ham med Athena, og endvidere vidste, at han til forskel fra hende havde været omkring sig. Som han sagde, at warlockerne ej var til at regne med, sukkede hun trist. ”Jeg troede ikke, at han kunne finde på at gøre det.. Sjæleløs har jeg altid vidst, at han var, men vi levede sammen, samt han altid havde været god ved mig,” fortalte hun stille, hvor det endnu måtte gøre hende ondt. Såret var også endnu friskt, som det hele kun var en dag gammelt. En lille lindring måtte det dog være at mærke Lucifer omkring sig igen. Særligt som han virkede det mere positiv, og som han kyssede hendes læber og kind igen. Aldrig måtte han stoppe med at gøre noget af al det. ”Så lov mig ikke at gøre mig vred,” svarede hun igen med et lille smil på læben.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Kort måtte Lucifer alligevel trække på skuldrene, som han vendte blikket mod hendes skikkelse. "Jeg ved det ikke. Tankerne løb af med mig i et kort øjeblik," sagde han med en rolig stemme, som han roligt lagde sig til, ved hendes side. Selv ønskede han jo, at være tæt på hende.. mærke at hun var der, og at hun rent faktisk ønskede at være omkring ham, og særligt når det var på denne her måde.
At gøre det med en anden kvinde, ville Lucifer ikke kunne få sig selv til. Slet ikke faktisk, og særligt ikke når han havde hende ved sig. Han rystede på hovedet. Hvorfor skulle han gøre det med en anden kvinde, når han havde hende ved sin side? "Nej.. Det har jeg da ingen grund til. Ikke når jeg har dig," sagde han blot. Han havde ikke haft lysten til at være omkring nogen anden, når han havde hende. Hvorfor skulle han da gøre det? Det var hende, som satte de lyster og de tanker i ham, og særligt, når det foregik på denne her måde. Hånden lod han roligt stryge over hendes skulder. Mest fordi, at han ikke ønskede, at der skulle ske noget som helst med hende. Han ønskede ikke, at hun skulle have ondt. "Man kan ikke stole på warlocks. De forvolder kun vold og skade," sagde han med en direkte stemme. Dette var end ikke noget som han havde tænkt sig, at skjule for hende. Et kort smil passerede hans læber. At gøre hende vred, ønskede han ikke. Det havde jo faktisk aldrig været hans hensigt. Aldrig nogensinde faktisk. "Det er til tider lettere sagt end gjort," sagde han med en rolig stemme tæt ved hendes øre. Han lagde sig til rette. For nu var han langt mere lettet, end hvad han havde været i flere dage.

[Jarniqa Dynithril]

Man kunne roligt sige, at følelserne havde løbet af sted med Lucifer, som han havde set hende og Valandil. Glad var Jarniqa nu blot for, at han nok engang havde faldet til ro. Beæret kunne hun på sin vis også føle sig over det faktum, at han så brændende ønskede, at hun var sammen med han, men stadig ville hun dog have ønsket, at han havde stolet på hende. Hun var nemlig oprigtig i sine følelser og i sin tale, når hun fortalte, at hun elskede ham og kun ønskede ham. Hvordan skulle hun også kunne ønske sig mere, end hvad han gav hende? Kunne man i det hele taget få mere? ”Du gav i hvert fald Valandil noget af en overraskelse,” kommenterede hun med et skævt smil. At han dernæst direkte fortalte hende, at han kun ønskede hende, måtte hun føle en beroligende varme. Blidt greb hun om hans hånd, så hun kunne lade sine fingrer flette ind i hans. ”Og jeg har allerede fortalt dig det.. Mig slipper du ikke for,” lød det varmt fra hende, alt imens et smil hvilede på hendes læber. Hun ønskede nemlig på ingen måde at forlade ham. Større måtte smilet på hendes lyserøde læber også kun blive, som hun mærkede hans rolige strøg over sin skulder. Bedre havde det uden tvivl været, hvis han havde kunnet holde om hende, men selv vidste hun udmærket, at det ikke kunne komme på tale lige nu og her. Ikke sådan som hun ikke kunne bevæge sig uden at få ondt. ”..Det fandt jeg ud af,” endte hun blot med at sige, som Lucifer gentog, at man ikke kunne stole på en warlock. Hvorfor de skulle skille sig ud fra magikerne, forstod hun sig dog ikke på. Begge kunne de jo magi, hvor de blot var vokset op i hvert sit land.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var endnu en gang faldet helt til ro, og uden tvivl var det rart, selv for hans vedkommende. Let lukkede han øjnene, som han lod hånden stryge over hendes skulder. Han ønskede jo ikke ligefrem, at der skulle gøres noget ved hende, som ville gøre mere ondt, end hvad godt var i den anden ende. Han trak svagt på smilebåndet. "Jeg ville blot sikre mig, at der ikke var nogen, der lagde en hånd på min pige," pointerede han med en ærlig stemme. Det var jo rent faktisk det, som han havde slået mest ned på. Tanken om at andre skulle være omkring hende, kunne han slet ikke have! Slet ikke faktisk! Hans blik gled mod hendes skikkelse. Selv hun virkede til at være faldet langt mere til ro nu, hvilket var en tanke, som han uden tvivl rigtig godt kunne lide.
Fingrene sammenflettede han med hendes, som han trykkede let omkring hendes. Han lagde hovedet tæt ved hendes skulder, så han endnu kunne indånde hendes søde duft. Nu var tingene lidt mere, som de skulle have været, og burde være, hvilket alt sammen var noget, som han rigtig godt kunne lide. Han trykkede om hendes hånd. Kulden forsvandt, og blev erstattet af varme. Selv til tider, måtte selv ilden og isen i ham komme lidt ud af kontrol. Særligt når han blev påvirket af tanker og følelser, som han havde gjort denne gang. "Næste gang du bliver sur på mig.. Så hold fast i den tanke, ikke?" Et smil passerede hans læber med en tydelig tilfredshed. Han kunne ikke være andet end tilfreds lige nu. Han nikkede til hende. "Glem ham," bad han. Der var ikke nogen grund til at rende rundt og være ked og trist over det. Det fik man intet ud af.

[Jarniqa Dynithril]

Morende trak Jarniqa på smilebåndet. ”Hvis det skulle ske, er jeg skam selv i stand til at slå fra mig,” svarede hun ham kækt igen og dog ærligt. At røre hende, som Lucifer havde berørt hende, var en ære der udelukket tilfaldt ham. Lucifer var nemlig den eneste, som hun havde ønsket at lukke tæt. Derudover var han også den eneste der havde fået lov. Blidt gengældte hun klemmet om hans hånd, alt imens hun blot nød at have ham tæt. Lunende var det nemlig helt at kunne føle hans varme ånde mod sin hud igen. At han endvidere ønskede, at hun altid fastholdt tanken om at ville være omkring ham, fik hende kun til at smile. Det behøvede hun jo ikke at fortælle sig selv. Til dels mærkværdigt fandt hun det derfor også, at Lucifer var så nervøs omkring det. Det var måske igen fordi, at hun var vant til, at hendes kære blev, hvor han derimod var vant til at blive forladt? Selvom det rev i hendes side, som hun valgte at dreje i kroppen, så hun kærligt kunne kysse hans pande, gjorde hun det alligevel. ”Jeg forlader dig ikke,” gentog hun mildt. At han så brændende ønskede at vide sig sikker på dette, betød vel kun, at han brændende ønskede hende ved sin side? Noget, som hun ikke kunne se sig vred over. At han derimod ønskede, at hun skulle glemme Theodore, var lettere sagt end gjort. Mange havde nemlig ikke en betydning for hende, men det havde Theodore haft, og derfor fandt hun det ikke ligetil bare at glemme ham. ”Som sagt er visse ting lettere sagt end gjort,” sagde hun ærligt, inden hun tilføjede. ”..Men jeg prøver.” Dog kunne hun ikke lade være med at fundere over, om Theodore kunne finde på at gøre et nyt træk imod hende.. og hvad med imod Manjarno? Tankerne brød hun sig ikke just om.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hans pige, var Jarniqa uden tvivl, hvilket han glædeligt stod ved, når det skulle komme så vidt. Lucifer måtte tydeligt tilfredst trække på smilebåndet, som han vendte blikket mod hende. "Det kan jeg se," pointerede han med et kækt smil på læben. Han var virkelig glad for hende, og han ønskede naturligvis ikke at andre kom tæt på! Hvorfor han var så overbeskyttende for hende, var svært for ham selv, at se hvorfor. Han ville bare ikke have det. Bare tanken om, at der var andre tæt på hende, var slet ikke en tanke, som han kunne have med at gøre!
Som hun rykkede sig, for at plante et kys mod hans pande, satte en sitren i ham. Det var rart, og var med til at gøre ham langt mere rolig, end hvad han havde været frem til nu. Uden tvivl, var dette noget, som han måtte anse som betryggende. Hun ville have ham her. For ham, var det noget af det vigtigste af det hele. "Jeg går heller ikke nogen steder," lovede han roligt. Han havde lovet hende, at vise hende verden, som han havde lovet hende og han selv ønskede jo, at se hvad den havde at byde på. Af alle steder! Han ønskede jo selv at se det hele. Selv nu hvor hun havde mødt den modgang, som han selv var så vant til at møde.. Væsner og mennesker, som betød noget for en, som vendte en ryggen. Man kunne ikke sige, at det var ukendt for ham. "Man vænner sig til det, et sted.. Det skal nok komme," sagde han roligt. Han trykkede let omkring hendes hånd, mest for at understrege, at han jo var der. Han gik ikke nogen steder. Ikke denne gang.

[Jarniqa Dynithril]

Tilfredst måtte Jarniqa næsten trække på smilebåndet ved hans ord. Hun kunne uden tvivl slå fra sig, og det havde hun også vist ham en gang eller to. Ja, hun havde jo ligefrem vist det på ham, hvor det særligt var noget hun havde gjort sig med i starten af deres bekendtskab. Urealistisk var det næsten helt at tænke på nu, at hun engang havde foragtet ham. Meget havde hun i hvert fald ikke haft til overs for ham dengang. Som han bekendte, at han ej heller ville forlade hende, måtte hun blidt stryge ham hen over kinden. Det var blot, hvad hun ønskede sig. At være med ham, som hun drog rundt i verdenen.. og efter. Stærkt vanedannende havde han nemlig vist sig at være. ”Godt,” sagde hun roligt. Tilbage på ryggen lagde hun sig nok engang, så det blot var hendes ansigt der pegede i hans retning igen. Lige nu og her måtte det nemlig være, hvad der var mest komfortabelt for hende. Øjnene kneb hun en anelse sammen, som han sagde, at man lærte at vænne sig til at glemme folk. Nej.. Det var ikke sådan, at hun var opfostret, og det var bestemt ikke sådan, at hun ønskede at være. ”..Det var da en kedelig ting at vænne sig til,” endte hun ærligt med at sige. ”Men nej. Jeg agter ikke at vænne mig til det. Det er ikke sådan, at jeg er.. Hvis jeg har valgt at lukke en ind, har der også været en årsag til det. Jeg ville for eksempel heller aldrig kunne glemme dig..” Hvordan skulle det være muligt at glemme en person der havde været af betydning for en? Hvordan skulle det være muligt at vænne sig til tabet? Selv ønskede hun i hvert fald ikke hans tankegang.. Theodore havde muligvis gjort hende ondt, men hvordan skulle hun nogensinde kunne glemme, at han havde taget hende til sig? Lært hende magi? Dannet hende til tronen?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste udmærket godt, at Jarniqa var i stand til at slå fra sig. Det havde hun alle da været i den tid, hvor han havde kendt hende, men det ændrede jo bare ikke lige på det faktum, at han ønskede at passe på hende, som det nu var en mands job at gøre det. Han smilede tilfredst. Han agtede ikke at gå nogen steder, og det virkede heller ikke til, at det var noget, som hun ville have, at han gjorde. Med andre ord, så var han også lige hvor han skulle være lige nu. "Jeg er lige nu, hvor jeg ønsker at være," sagde han ærligt. Selv i frygten for, at det ville lyde plat og alverdens andet, så var det jo den effekt, som hun havde på ham. Han ønskede virkelig ikke at gå nogen steder.
Langsomt flyttede han hånden lidt, så hun kunne ligge på ryggen igen. Hans hånd var endnu lukket om hendes. Dette måtte han jo erkende, var noget som han rigtig godt kunne lide, og særligt når det foregik på denne her måde, hvor de kunne snakke sammen. Det vigtigste var vel, at hun kom over den Theodore? Det ville ikke just gavne nogen, at hun gik rundt og blev ked af, at tænke på det. Han lod hovedet søge på sned. "Det vil uanset ikke gøre dig godt, at rende rundt og tænke på ham, og hvad det nu har kostet, Jarniqa. Det er en trist ting at vænne sig til.. men det gør man," sagde han blot. Han tog det ikke så tungt. Det havde han faktisk aldrig gjort, og det ville han nok heller ikke komme til, så lang tid, at han havde hende. "Den dag jeg angriber dig, er det fordi det rabler for mig, snuske.. Han angreb dig.. Glem ham," sagde han blot. Hun skulle ikke rende rundt og være ked af det.

[Jarniqa Dynithril]

Tilfreds måtte Jarniqa være ved tanken omkring, at Lucifer blot ønskede at være ved hende. Det var nemlig ganske enkelt også, hvad hun ønskede, skønt de kunne have deres svingninger med hinanden. Det var vel også bare et tegn på ægte kærlighed? Hvad hun derimod kunne have ønsket havde været mere ægte, var hendes bånd til Theodore. Frygtelig naiv havde hun vel været, da hun havde valgt at støtte sig op ad en mand som ham? Dum følte hun sig om end nu, som hun havde været betaget af manden og det, som han havde været i stand til at lære hende. Dog kunne man ikke just sige, at deres bekendtskab havde været helt ved siden af. Theodore havde nemlig formået at lære hende mange brugbare ting. Særligt inden for magien havde han i hvert fald vist sig at være en styrke for hende. ”Hvordan skulle jeg kunne glemme en mand, der både har hjulpet og svigtet mig? Han tog mig til sig.. lærte mig at tøjle min magi.. jeg boede under hans tag med ham og hans familie.. han førte mig til den manjanske trone og gjorde den klar til mig,” lød det ærligt fra hende. Kunne Lucifer oprigtigt fortælle hende, at han kunne glemme en person, der havde haft en sådan betydning for ham? Måske kunne han virkelig.. Måske var det endnu en mangel i hans opdragelse, ligesom hans manglende omsorg? Personligt tænkte hun, at det om end kunne være en mulighed. Skævt smilede hun, som Lucifer sagde, at det rablede for ham den dag, han ville angribe hende. Ja, selv håbede hun uden tvivl ikke, at den dag nogensinde ville komme. ”Jeg glemmer aldrig, at han angreb mig.. Ej heller tilgiver jeg ham for det, men stadig er det ikke ens betydning med, at jeg skal glemme det hele,” sagde hun, som det rent faktisk måtte være hendes holdning.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

I øjeblikket måtte Lucifer jo erkende, at han var lige hvor han ønskede at være, hvilket ville være omkring Jarniqa. Han var hvor det var vigtigst og mest betydningsfuldt, da hun som en af de meget få, som han havde haft inde forbi sit liv, endnu ikke havde svigtet ham. Jovist havde de deres kontroverser, men var det underligt, når det forholdt sig, som det gjorde nu? Et let smil passerede hans læber. Han havde handlet og reageret, fordi at han følte, at hans egen plads ved hende, havde været direkte truet. Ikke at han kunne gøre noget ved det, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke.
Langsomt lod Lucifer blikket glide mod hende. "Kvinden som havde taget mig til sig, allerede dengang jeg var spæd, har smidt mig på porten, efter en offentlig ydmygelse overfor andre dæmoner, Jarniqa.. Det er hende, som har lært mig at gå, tale, og om livet selv.. Jeg siger ikke du skal glemme ham, eller hvad han har gjort, men der er ikke nogen grund til at græde over det," fortalte han med en ærlig stemme. Han hævede let hendes hånd til sine læber, hvor han kyssede hendes knoer. Han ville bare ikke have, at hun skulle rende rundt og tænke på det. Han var kommet over det faktum, at Faith havde smidt ham ud, og rent faktisk taget alt den værdighed, som han havde i hans liv fra ham.. Kun efterladt ham med brændemærket af skam på halsen, efter hun havde smidt ham ud og ladet ham til sin egen skæbne. I dag takkede han hende for det. Ellers havde han næppe mødt Jarniqa. "Hold op med at tænke på ham.. Han er ikke dine tanker værd," fastholdt han blot. Hvorfor ligge og tænke på noget, som man ikke kunne gøre noget ved?

[Jarniqa Dynithril]

Aldrig havde Jarniqa mødt Lucifers stedmor. Ej heller vidste hun meget andet om hende, end hvad Lucifer havde fortalt hende. Derfor var hendes konklusion klar.. Hun kunne på ingen måde lide kvinden. Ej begreb hun, hvad kvinden havde gjort, når der var tale om hendes ”søn”. Var det blot den almene skuffelse omkring mødre? Synd var det nemlig at sige, at hendes egen moder havde været den kvinde, som hun havde troet hun var. Selv håbede hun dog på, at det kun var således fordi, at de knap nok havde set hinanden. Svært var det dog, når hun selv havde været klar på at tage imod hende, hvor hendes moder derimod havde stejlet. ”Jeg græder ikke over, hvad der er hændt,” endte hun med at sige, inden hun uskyldigt tilføjede. ”Men din stedmoder ville jeg ønske at møde, så jeg kunne fortælle hende en ting eller to..” Direkte skammeligt var det jo, hvad hun havde gjort ved Lucifer! Glad var hun måske over, at det havde ført Lucifer til hende, men vred var hun over, at hans stedmoder havde gået over til offentlig ydmygelse og udvisning, fremfor at tale om tingene som ethvert andet anstændigt væsen. De dystre tanker forlod dog hendes sind idet hun mærkede, hvordan hans læber blidt kærtegnede hendes knoer. Sommerfugle opstod helt i hendes mave, alt imens et varmt glimt måtte vise sig i hendes smaragdgrønne øjne. Mildt smilede hun til ham. ”Problemet er, at jeg end ikke kan få indfriet de efterfølgende tanker, som jeg dernæst har,” sagde hun roligt, som hun ville ønske, at han kunne tage hende tæt. At han kunne holde om hende. At de skiftevis lå på hinanden, kyssede hinanden og rørte hinanden. Forbandede ryg, at den skulle forhindre dem i det! Forbandede Theodore, at han skulle være årsag til det! Forbandede Lucifer, at han skulle give hende længsel, når hun ikke kunne udfri den..

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var uden tvivl glad for Faith, og alt det, som hun havde gjort for ham, samt taget sig af ham. Han ville jo have været død i dag, hvis det ikke havde for hende. Han havde faktisk rigtig meget at takke Faith for den dag i dag, og naturligvis var det også det, som hvilede som en stærk del af ham. Han vendte blikket mod hendes skikkelse, som hun lå der ved siden af ham. At hun ville have en ting eller to at sige til Faith, kom egentlig ikke bag på ham. "Hun ville grille dig, hvis du tog fat i hende, Jarniqa.. Men derfor ændrer det jo ikke på, at hun har taget sig af mig, og givet mig alt det, som jeg har med mig i dag.. For derefter at skænke mig skammets mærke, og så smide mig ud. Det er sådan det fungerer blandt dæmonerne," fortalte han med en rolig stemme. Han kyssede let hendes knoer. Lige nu var det begrænset hvad de kunne gøre, så lang tid at hun havde det, som hun havde det, og han hadede det virkelig.
Et kort smil passerede let hans læber ved hendes ord. Selv han ville ønske at de kunne, men i det tilfælde, måtte han jo bare sikre sig, at hun fik sådan en omgang, når hun var klar, at hun sent ville glemme det! "Vent til den dag, du endnu kan bevæge dig frit, som du har gjort hidtil, kæreste," hviskede han mod hendes øre. Endnu havde de ikke gjort det, som det burde gøres, men han ville jo have hende med sig, og ikke ville han gøre noget, som hun ikke var klar til endnu. Han plantede et kys mod hendes kind. "Hjalp det, at spidsøre bandt det ind?" spurgte han med en rolig stemme. Han var jo faktisk oprigtigt bekymret for hende.

[Jarniqa Dynithril]

Ej kunne Jarniqa forestille sig at leve blandt dæmonerne. Modbydelig lød deres verden, når han fortalte om den, men stadig havde han en ubenægtelig gnist i sig, når dæmonerne var omgangspunkt for deres tale. Underligt var det, da det var to modstridende sider.. men igen var det måske bare sådan, fordi han havde været vant til deres races besynderlige opvækst? ”Hvis hun forsøgte at forvolde skade på mig, ville jeg ej heller tøve med at gengælde det. Hun ville bare kunne komme an,” lød det krigerisk fra hende, skønt hun hverken havde de store erfaringer med dæmonernes evner eller Faiths kunnen. ”..Jeg forstår ikke, hvordan du kan holde af det samfund. Smukt var jeres område ganske vidst, men skønhed kan ikke just veje op for rådne personer.. Og selvom denne Faith er skyld i din overlevelse, har hun alligevel en del rådne sider,” endte hun sandfærdigt med at sige. Ej ville hun nemlig give kvinden et klap på skulderen, når hun ej havde udvist kærlighed for den dreng, som hun havde taget til sig, og når nu hun havde ydmyget den selv samme mand og direkte smidt ham for porten. På de punkter kunne hun på ingen måde klage over sin opvækst. Damien havde nemlig givet hende oceaner af kærlighed, og derudover vidste hun også, at dagen aldrig ville komme, hvor hun ville blive afvist i hans arme. Som hun mærkede hans varme ånde imod sit øre, mærkede hun helt, hvordan hårene i nakken måtte rejse sig prompte, alt imens hun kun nød følelsen. ”Det er et løfte, som jeg vil se frem til,” hviskede hun igen. Øjnene lod hun kortvarigt synke i i ren og skær behag, som hun fornemmede hans læber mod sin kind. Hvor så hun dog frem til, at hun kunne få mere af al det! Øjnene slog hun op igen, alt imens hun igen vendte blikket i hans retning. ”Valandil,” rettede hun ham roligt. ”Men jo.. Jeg kan mærke, at det hele føles det mere sikkert nu. Dog ved jeg, at jeg stadig ikke kan hoppe omkring.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det dæmoniske samfund, var det eneste som Lucifer kendte, så var det underligt, at det var det han snakket godt om? Han havde aldrig kendt til andet, hvor en som Jarniqa kom fra en helt anden boldgade, end hvad han selv måtte komme fra, og det naturligvis var noget, som satte sine klare spor på ham selv. Han vendte blikket mod hende. At høre hende snakke skidt om Faith, ønskede han ikke. Det derimod havde aldrig været hensigten. "Men dog, så tog hun sig af mig, og opfostrede mig. Jeg ville være død i dag, hvis det ikke havde været for hende," pointerede han direkte. At hun kunne slå fra sig, var han ikke i tvivl om, men Faith ville slå hende ihjel, og det ønskede han på ingen måde! "Hun slår dig ihjel.. Det vil bare være spild af tid. Desuden er jeg her nu.. og ikke i Appolyon," pointerede han med en sigende mine. Der var virkelig ikke nogen grund til at skulle gøre storm af et glas vand. Sagen var at han holdt forbandet meget af Faith. Han elskede hende som en søn ville elske sin mor, og det ville man ikke kunne tage fra ham. "Det er det jeg kender. Det er det eneste jeg kender," sagde han blot, som han kort trak på skuldrene. Andet var der vel ikke i det?
At hun ikke kunne komme ham så tæt, måtte de leve med lige nu. Selvom det naturligvis glædede ham, at det var noget, som hun ønskede at gøre sammen med ham. I sig måtte han jo tage det som en god ting. Særligt når man tænkte på, at hun havde foragtet ham i starten, og intet ville have med ham at gøre. "Jeg har endnu mange ting, som jeg ikke har vist dig endnu," fortsatte han hviskende mod hendes øre. Selvom han nu ikke ønskede at snakke om den irriterende elver, havde han jo gjort noget godt for hende. Desværre. "Ja, ja.." afviste han. Den mand vækkede ham ingen interesse. "Så lang tid det hjælper.. så går det," forsikrede han hende.