Hjemme bedst?

[Deleted]

Det måtte uden tvivl være hårdt, for i bund grund og mistede de jo begge deres forældre, den mand burde skamme sig! Myrina ville fortælle ham en ting eller to hvis hun kunne, men det ville nok for ham værende morsomt at se en lille spinkel kvinde puste sig helt op sin søns veje. Hun kunne lige forstille sig det, hun var blevet grint af før, ingen tog hende seriøst når hun blev vred, måske det bare ikke passede hende, hun brød sig i hvert fald ikke om at være det. I det han måtte stille tallerken fra sig, måtte hun næsten overfalde ham i et kram, hun knugede sig ind til ham og slap først efter lidt tid, kun for at lade sin krop hvile op af ham, med benene oppe i sofaen bag sig.
"Det er godt i har haft hinanden så, din søster og dig altså." Lød det blidt fra hende, hun havde næsten ondt af dem, at gå igennem sådan noget. Hellere slet ikke have kendt sine forældre, end at miste den ene, for så at blive skuffet over den anden som bare vælger at forlade en. Det måtte uden tvivl have været hårdt og hun forstod godt han ikke ville se sin fade igen. Hun sendte ham et blidt smil.
"Skal jeg ikke tage mig af kjolen, mens du tager af bordet?" Spurgte hun så, inden hun skænkede hans kind et kys på ny, og kom ud af tæppe og hurtigt op og stå. Hun kunne godt lide at rende rundt og kysse ham på kinden, det var rart og vel hinanden måde at fortælle hun holdte af ham på. Myrina begyndte på ny og nynne lidt, hun svingede let den nye kjole og så ned af sig selv, den var virkelig smuk.

[Deleted]

Silia var virkelig det eneste, som Jophiel havde haft, og som han vidste, at han kunne forholde sig til. Han sendte hende et smil. I dag, havde han ikke noget imod, at snakke om det, og særligt ikke til en som virkelig viste ham interessen, for det var jo lige hvad hun gjorde, og det var noget, som han i den grad godt kunne lide. Ikke at han havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på det.
At hun direkte sprang mod ham, og krammede ham, gjorde ham næsten forskrækket. Igen, var det en handling, som han på ingen måder var vant til. Han valgte dog at gengælde det alligevel. For ham, var det ikke noget, som gjorde noget. Han kunne derimod godt lide det. Han lukkede grebet let omkring hende. "Hun er også det vigtigste jeg har. Jeg ser hende også så ofte, at muligheden byder sig. Det er bare desværre ikke så ofte, som man gerne ville have haft det," sagde han med en ærlig stemme. Hovedet lod han søge på sned, og med et smil på læben.
At de var færdige med at spise, så de kunne komme videre, var nu heller ikke noget, som gjorde ham noget. Han nikkede. Dog ville han ikke have noget imod, hvis hun valgte at beholde hans kære moders. Hellere at nogen brugte dem, end at de hang og samlede støv. For smukke var de. Der var jo en grund til, at hun selv havde valgt dem i sin tid. "Det lyder fornuftigt," sagde han endeligt. Kort måtte han alligevel hæve hånden, og stryge den over hendes kind. En smuk kvinde, var hun da uden tvivl. Dertil rejste han sig op, for at tage tungene med ud i køkkenet igen. Han følte varmen brede sig, bare at have hende så nær. Han kunne godt lide det. Han kunne virkelig godt lide det.

[Deleted]

Det glædet hende at han i det mindste havde sin søster, hun vidste hvor fantastisk sådan et forhold kunne være, men desværre også hvor meget det kunne vende sig hvis man ikke var oprigtigt i familie. Myrina måtte kort mindes Jack på ny, hun savnede det de var vokset op med, et søster og broderskab hvor de passede på hinanden, legede dagen lang i skoven og bare nød livet. De blev desværre bare unge, og hans interesse måtte udvikle sig for hende på en helt ny måde, som hun bestemt ikke kunne følge! Selvom hun flere gange havde prøvet at redde det, og at han havde haft en elverkæreste, så var han stadig lige opsat på at ville være mere end hvad de egentlig var. Et tab fra hendes side, for hun kunne ej mere holde ud at være i hans nærhed. Uden Elijah og Elmyra, samt børnene fra børnehjemmet, var hun aldrig kommet så godt igennem det. Så havde hun jo været helt alene, som hun havde været på rejsen hjem. Og hurtigt, så var Jophiel der, varm go fantastisk, hun måtte smile og nyde hans dejlige hånds varme mod sin kind. Det føltes næsten helt hjemligt, helt vant at skulle klare opgaver i et hjem, dele dem ud mellem hinanden, spise sammen, hun tog sig selv i at tænke hun faktisk godt ville kunne vende sig til det. Med små hoppende dansetrin, søgte hun soveværelset, hvor hun måtte samle den endnu våde kjole op, hun holdte den i strakte arme, så kjolen hun bar nu, ikke blev våd og beskidt. Så tog hun ellers vandringen, som måtte se rimelig sjov ud, udenfor, hvor hun hang den op, hvis der kom regn, ville hun ikke klage, for så vaskede den jo det værste af, før hun selv skulle i gang. Men det blev først når lystet igen beklædte den smukke skov. Hun nød den friske luft, lukkede øjnene og stod lidt, inden hun vendte rundt og indenfor igen. Her valgt hun på ny at se sig lidt rundt, hun gik hen mod fløjten som hun blidt tog op, og satte på plads, for det var den aldrig kommet. Så tog hun sin violin op i hænderne, samt buen, inden hun valgte at sætte den for, og spille en langsom blid vise, ganske smuk, en smule sorgmodig, men med en slutning som var lys og glædesfyldt. Midt i stuen stod hun, mens hendes krop svajede blidt med musikken, øjnene var lukket og hun gav sig hen til en lille aftenmelodi. At blive træt af at spille blev hun aldrig, og hun spillede tonerne efter sit humør, aldrig noget bestemt som sådan. Måske i ny og næ, hvis hun havde fundet noget hun specielt godt kunne lide at høre sig selv spille.

[Deleted]

Myrina var en helt særdeles fantastisk kvinde i Jophiels øjne, hvilket alt sammen, var noget som han virkelig var glad for. Selvom hans egen historie, ikke ligefrem var præget af lykke, eller det som måtte ligne, så havde han det godt. Det var i hvert fald noget, som han kunne takke sin søster for, for ellers var han næppe kommet sådan igennem det, som han nu havde formået.
Nu vidste og kendte Myrina også til den side af ham. Han havde intet imod det. Han havde ikke noget imod, at fortælle hende om ham, når hun nu turde stille spørgsmålene, og rart var det uden tvivl også, at hun ikke dømte ham på det.
Et smil forblev dog hvilende på Jophiels læber, som han gav sig til at vaske op i det ellers kolde vand, som han havde i baljen foran sig. Selv han ønskede jo, at hjemmet skulle se ordentligt og ryddeligt ud. Særligt nu, hvor han også havde gæster, og særligt en som hende, så ønskede han da særligt, at det skulle have lov til at vise sig, fra sin bedste side. Igen måtte han hæve hovedet, som han hørte tonerne af musik. Spillede hun igen? I sig selv, var det ikke noget, som han havde noget imod, for han elskede det. Det var uden tvivl forbandet rart, når han ikke var den eneste, som sad inde med den interesse og den begejstring for hvad tonerne i den forstand, var i stand til at skænke ham. Han sukkede dæmpet og med et smil på læben, inden han begyndte at nynne. Han fandt meget hurtigt melodien i hvad hun måtte spille, og han kunne lide det! Køkkenet gjorde han færdig undervejs, men svært var det, når han mest havde lyst til at.. spille, synge og danse. Det var sådan en fantastisk dejlig lyst, som hun efterlod ham med, og han kunne virkelig godt lide det!

[Deleted]

Musik måtte være det hun åndede og levede for, hun nød virkelig godt af det, for det var hvad hun i sandhed måtte elske! At kunne dele det med en, gjorde det jo kun så meget bedre. For nu stod hun dog og nød et sidste spil, inden hun ville lade den være for i dag, hun var jo van til at spille i mange mange timer om dagen, det var som om hun aldrig blev træt af tonerne fra violinens smukke strenge. Hendes øjne var lukket, så hun måtte oppe høre musikken så meget bedre, og hun kunne svagt høre ham, hvilket kun fik hende til at smile, for hun havde ikke hørt ham nynne før nu og hun kunne godt lide det. En lyd som var langt dybere end hendes fine lyse stemme. Som spillet blev gjort færdigt, sukkede hun roligt, det var fantastisk at få følelser og tanker ud på denne måde, om end det var muntert eller trist, måske endda vredt, så var det faktisk sådan hun bedst taklede alt. Efter mødet med manden i bjergene, havde hun haft spillet mere end nogensinde, det holdte hendes tanker ude af de frygtelige ting som måtte træde til i hendes sind i form af minder. Forsigtigt lagde hun violinen fra sig, samt buen, strøg begge dele, som var hendes kæreste eje, hendes eneste eje. Smilet var salig, hun havde det godt, mæt, varm, nye og rene klæder på, det var virkelig en fantastisk dag der var gået, tanken om den snart var slut gjorde hende intet, for i morgen måtte solen skinne på ny og lade dem nyde endnu en dag.

[Deleted]

Selvom hendes spil måske var slut, var Jophiel slet ikke færdig med at nynne. Han elskede det, som han elskede at spille på instrumenter af alverdens slags, og nu havde han gjort det igennem temmelig mange år, at det bare var fulgt med, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det, og det var også sådan, at han havde det med det hele. Køkkenet fik han gjort færdig, dog endnu uden at stoppe med at nynne. Hans stemme var dyb, den var klar, og den var rolig. Musikken var jo også hans måde, at få tingene ud af systemet på.
Efterfølgende søgte han tilbage til stuen. At hun derimod havde ryddet op, havde jo ikke ligefrem været en del af aftalen, men hvad.. Han havde intet imod det. Et smil passerede hans læber, da han så at fløjten ligeledes var kommet tilbage på sin rettemæssige plads igen. "Det var nu ikke meningen, at du skulle rydde op. Men det er fint," sagde han med et tilfredst smil på læben. Det i sig selv, var noget, der passede ham ganske fint. Et smil passerede hans læber. Han elskede virkelig når hun spillede musikken, og når hun gik rundt i sin egen lille verden, hvilket hun i forvejen var meget god til. "Spil endelig noget mere. Jeg elsker det," opfordrede han hende med et stille smil på læben. Han måtte jo erkende, at det var langt mere fascinerende, at høre andre spille, end når han gjorde det på egen hånd.

[Deleted]

Det var rart at høre ham nynne, de burde spille og nynne begge to, høre hvordan alle lydene måtte harmonere, det ville hun prøve, faktisk var det noget hun bare måtte prøve! Myrina kunne ikke lade være, hun kunne godt lide at nusse rundt med ting, sætte ting på plads, tage god hånd om hvad der var andres. Og det var hende en naturlig ting, selvom hun aldrig havde eget et hjem, havde hun jo gjort sig forstilinger om hvordan det måtte være. Hendes blik søgte ham da han var tilbage i stuen og talte til hende, hun smilede sødt til ham.
"Det er sjældent tingene sker fordi det var meningen, de sker bare. Nogen gange til andres glæde, andre gange...... Sker klodsede hændelser." Hun måtte grine, hun vidste at hun ikke just var det mest elegante altid, jo hun bar da sin ynde og dansede i elegance, men så smukt som det kunne være, lige så hurtigt kunne det vende på en tallerken og så gå helt galt. De nysgerrige øjne så mod ham, hun følte ikke hun vidste nok, eller var ham nok nær, men hun måtte væbne sig med tålmodighed, en hun ikke syntes at have i dette henseende.
"Kun hvis du spiller med." Hun ville så gerne spille med ham igen, desuden, så havde det jo været en sidste melodi inden natten for alvor bød sig ind, men for ham, ville hun med glæde spille resten af natten.

[Deleted]

Jophiel var uden tvivl glad for hendes selskab, og lang mere, end hvad han nok lige havde regnet med, at han ville være, da han havde inviteret hende med hjem. De kunne smile, de kunne grine, og de kunne gøre alverdens med hinanden, og det var noget, som han havde det ganske fint med, når det endelig skulle være i den anden ende. Et let smil passerede hans læber. Han var glad for hende.. Og det blev vel kun værre? Bare han tænkte på hende, begyndte hans hjerte at hamre mod hans bryst, og han kunne ikke rigtigt finde ud af, om det var en god eller om det var en skidt ting. Langt fra faktisk.
"Din klodsethed, har nu også sin charme, Myrina. Jeg kan virkelig godt lide det," pointerede han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hun ville gerne have, at han spillede med? Ja, det kunne han da sagtens! Det store klaver, som engang havde været hans fars, kunne han vel også godt give en demonstration på? Han sendte hende et smil.
"Hvis det er hvad du vil, så er det noget som du skal få." Han var glad omkring hende. Han var virkelig glad, og svært var det også for ham, at se bort far, hvad hun gjorde ved ham. Dette var uden tvivl noget, som han virkelig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Han søgte hen og satte sig på stolen foran. Han knækkede sine fingre, inden han førte dem over tangenterne. Igen spillede han en rolig, men munter melodi. Han var hvad mange ville kalde for et musikalsk talent, men sandheden var, at han bare havde øvet sig. I mange år endda.

[Deleted]

Kunne det virkelig passe, at han fandt hendes klodsethed, charmerende på sin vis? Hun måtte rynke på næsten af det, det virkede ikke helt rigtigt i hendes hoved, var der charme i fald og uheldige hændelser og ord? Det forvirrede hende og gjorde hende glad på samme tid, det gav ingen mening, men hvor var hun ovenud lykkelig for at han havde det således. Mange ting ved hende lod han virkelig godt til at kunne lide, han kunne lide hende, præcis som hun i den grad kunne lide ham. Jophiel var en mand hun ville holde godt fast i, have et nært venskab med, og uden tvivl elske at spille med. Derfor, måtte hendes hjerte hoppe spændt og glædesfyldt da han godtog hendes ønske. Hun var derfor heller ikke bleg for at tage fast i sin violin på ny, og stille sig klar, dog med et blik rettet mod ham og klaveret, hun kendte godt det instrument, det lød fantastisk, hun gik over ved hans side, så hun kunne se ham spille og bare være nær ham. Som melodien begyndte, måtte hun dog lukke øjnene og blot nyde hans værk, inden hun rent faktisk selv kom på banen med sine fingre der måtte danse hen over strengene og buen der kærtegnede dem blidt som hun spillede med. Denne gang lukkede hun ikke øjnene, for hun ville se på ham, se ham spille. Kroppen var dog ikke stille, hun havde aldrig kunne forblive stille når musik var i nærheden, nej den måtte svaje blidt med, hun smilede lykkeligt og lyttede til historien som melodien havde at fortælle. For hver en tone, måtte fortælle sin egen historie, hun måtte dog til sidst give efter og lade øjnene glide i, som hun gav sig helt hen til musikken og så ud til at være godt på vej ind i en helt anden verden. Som forsvandt alt, på nær dem og deres musik.

[Deleted]

Klaveret, var noget af det, som Jophiel havde haft med sin far. Det var noget af det eneste, som han havde haft med den mand, og det betød jo alligevel en smule for ham på sigt, kunne man jo sige. Han vendte blikket mod hendes skikkelse, og med et smil på læben. Det havde da sin charme, at være klodset, og særligt med tanke på, at han kom fra den familie, som han kom fra, hvor det fine og elegante, altid havde opvejet for alt andet. Alt havde været perfekt i Diamaqima-familien igennem frygtelig mange år, frem til det hele, havde valgt at krakelere. Falde fra hinanden som sand mellem fingrene. Så perfekt, havde den jo så ikke været alligevel. Nu var det bare ikke hvad han ønskede at tænke på. Lige nu, var det musikken.
Jophiels fingre gled over tangenterne, hvor han spillede en rolig og munter melodi. At hun stillede sig tæt ved, sagde han intet til, som han derimod godt kunne lide, at hun var nær ham. Var det underligt, at han gjorde sig de tanker og følelser om tingene? Han kunne jo ikke ligefrem skjule, at det var således, at han gerne ville have det.
Øjnene lod Jophiel glide i. Violinen og klaveret spillede ekstremt godt sammenlagt, og det var noget, som han uden tvivl godt kunne lide. Han trak vejret dybt og rettede sig op. Han spillede mere muntert, når hun var omkring. Det havde han allerede lagt mærke til. Smilet bredte sig på hans læber, hvor smilehullerne igen måtte melde sin ankomst. Han kunne jo ikke lade være. Han spillede muntert i takt med hendes violinspil. Han elskede det!

[Deleted]

Mørket fra gledet fuldkommen over i skoven, hvilket kun måtte gøre hans hjem mere hyggeligt i stearinlysenes skær. Her måtte hun stå i sin egen lyksalige verden, om han var en del af den og sådan ville hun ønske det altid måtte være. Hjertet hamrede i ren og skær glæde, hun sukkede blidt og hun forsatte med at spille lystigt sammen med ham. De smukke toner fra både klaver og violin måtte lyde, hun kunne ikke forstå at hun rent faktisk måtte være så heldig som hun faktisk var. Tænk at møde en mand som måtte være en udgave af hende selv et sted, blot mere dannet og klog på livet. Deres passion for musik måtte jo klart binde dem sammen på en måde som hun aldrig havde drømt om kunne ske, hun følt sig så knyttet til ham, selvom de kun havde brugt en enkel dag sammen, var som om de havde kendt hinanden i evigheder. Som hun førte buen over strengene, og fingre måtte danse, virkede kroppen ligeså til at følge med mere og mere, smilet på læberne hendes var ikke til at tage fejl af. Her følte hun faktisk hun måtte høre helt hjemme, hun snurrede blidt om sig selv, som hun kun måtte forsvinde mere og mere ind i musikken, lige til musikken måtte dø ud og deres sammenspil ville slutte. Violinen sænkede hun roligt, næsten helt forpustet fordi hun havde været oppe og køre på den måde hun måtte være. Øjnene strålede og smilet blev kun større som hun lod blikket hvile mod ham, det her blev hun aldrig nogensinde træt af, det var helt sikkert.

[Deleted]

Ikke skulle man tro, at de kun havde kendt hinanden i det som måtte tilsvare en enkelt dag, men det havde de. Selv Jophiel måtte jo føle, at han havde kendt hende i det, som måtte tilsvare en mindre evighed, men han kunne uden tvivl godt lide det. Hun var som ham, bare på et helt andet stadie af livet, men han kunne lide det faktum, at hun var så glad for at lege rundt, hvilket han skam heller ikke havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, når det nu endelig måtte være.
Et smil passerede hans læber, som han selv lukkede øjnene. Han følte selv, at han måtte glide helt hen i sin egen verden, og selv for ham, var det en fantastisk fornemmelse, hvilket han skam heller ikke var bange for, at vise hende. Han var tryg omkring hende, også selvom det endnu var ganske begrænset, hvad han vidste og kendte til hende. Selv endte han med at spille færdig. Den som han netop havde spillet, var den, som han altid havde spillet for sin kære mor, da hun havde været i live. Derfor.. begyndte hans krop at ryste. Han havde ikke spillet den siden hun havde været i live. Han knyttede næverne let, inden han førte dem ned i sit skød. Let rystede han på hovedet, og vendte blikket mod hendes skikkelse. "Det lyder virkelig smukt," sagde han. Uden tvivl var han overrasket over, hvor godt de egentlig klinget sammen. Han plejede at være svag i det soeciale, men omkring hende, så kunne det bare ikke blive bedre!

[Deleted]

Myrina havde jo holdt øje med ham, og hendes blik hvilede på ham, at se ham ryste helt, gjorde hun blev lidt bekymret, var der mon noget galt? Roligt måtte hun lægge sit instrument fra sig, inden hun gled hen til ham og lagde fingrene blidt mod hans skuldre som nussede ham stille og roligt.
"Meget smukt." Måtte hun stemme sig enig i, hun smilede blidt, inden hun lød fingrene glide af hans skuldre igen. Det vagte bekymring i hende, men måske havde melodien haft en betydning for ham? Burde hun spørger ind til det? Myrina bed sig kort i læben, inden hun prøvende lod sine fingre stryge hen over et par tangenter. Et lille fnis måtte lyde fra hende, næsten i ren lyksalighed, som et lille barn der fik lov til at røre noget i sin iver. Fingrene gled forsigtigt videre hen over dem, inden hun stoppede, for at vende opmærksomheden mod ham.
"Er du okay Jophiel?" Spurgte hun i en stille hvisken, hun var jo nød til at vide om han var okay. For det var hvad der for hende måtte betyde mest lige nu, hans velbefindende. Blikket var bekymret, for hun havde jo den omsorg for ham, det betød virkelig noget og hvis han ikke var okay, ville hun gøre alt i sin magt for han blev det igen. At se ham smile fik hendes mave til at kilde noget så dejligt nemlig, det var et kønt smil han ejede, og ligeså en vidunderlig latter, fantastisk nynnen, han var bare virkelig ubeskrivelig dejlig!

[Deleted]

Alt tage ti betragtning, så havde Jophiel det ganske fint. Det var bare en sang og melodi, som han var vant til at forbinde med nogen helt andre ting, end det gode og det lykkelige. Det var den, som han havde spillet for hans moder, når hun havde haft det hårdt, hvilket næsten havde været dagligt over en lang periode. Særligt da hun havde været syg, og nu var hun væk. Han følte vel et sted også, at han ikke havde gjort nok? Og det var uden tvivl hårdt. Virkelig, virkelig hårdt.
At hun satte sig ned ved siden af ham, og berørte hans skulder, fik ham kun svagt til at smile. Det føles rart. Han var jo ikke vant til, at folk udviste ham den omsorg, som hun gjorde, og særligt fordi at hun ikke kendte ham så godt endnu. "Jeg har det fint, Myrina," begyndte han. Hånden strøg han langsomt over de hvide og de sorte tangenter, inden han igen lod hånden falde endnu en gang.
"Jeg har bare tanker og følelser i forbindelse med den sang. Det var en som min mor godt kunne lide. Jeg spillede den ofte for hende," fortalte han roligt, som han endnu en gang vendte blikket mod hende. At snakke om det, føles uden tvivl rart og godt, og det lagde han ikke skjul på. I det øjemed, følte han virkelig, at han kunne stole på Myrina.

[Deleted]

Det var rart at han var så villig til at lukke hende ind, det havde Elijah ikke ligefrem været, det havde taget hende meget lang tid at høre om hans fortid, som også lod til at have været barsk. Myrina havde jo kun haft mistet Jack, hvilket føltes både trist og godt på samme tid, det var ganske forvirrende i bund og grund. Derfor kunne hun jo heller ikke helt sige sig, at hun havde helt igennem forståelse for hans tab og savn, men hun forsøgte da. Hendes hjertes godhed søgte i hvert fald at forstå, og hun forstod det jo også, men følte det ikke, hvilket hun var rimelig taknemlig for, det virkede til at være dybt rædsomt. Forsigtigt så hun op mod ham med et skævt smil.
"Du savner hende meget, gør du ikke også?" Spurgte hun så, for det var jo tydeligt at hans moder måtte have betydet alt for ham. Kvinden som havde lært ham en masse, som han mindedes flere gange, bare sådan en dag som denne, hun havde hørt en del om hende og mærkede hvor meget han elskede hende. Og hun var væk. Stakkels mand. Myrina lod blidt sin hånd glide over hans, som hun nussede blidt, inden hun måtte læne sig ind mod ham. Nærhed, hun elskede at være nær ham, og det lagde hun bestemt ikke skjul på.
"Det må have været skønt at have en forældre til at lære en alle de ting, lære en om livet og have et hjem. Du har været så utrolig heldig Jophiel." Hviskede hun blidt, inden hun sukkede, det var intet hun kunne lave om på, hendes lod i livet havde været langt anderledes, men en ting var sikkert, hun ville aldrig forlade sine børn.