Hjemme bedst?

[Deleted]

Hårdt havde det uden tvivl været for Jophiel. Ikke bare med musikken, men huset her.. Der var minder om hans moder overalt. Ikke at han kunne klandre hende for at være død. Hun havde været meget syg, og han vidste, at betændelsestilstanden, havde været det, som havde taget hendes liv. Han kunne jo ikke ligefrem klandre hende for det. Han nikkede. Naturligvis savnede og manglede han sin mor, hvilket han skam heller ikke havde tænkt sig, at lægge skjul på. Det var ikke en synd, at savne.
"Det er ikke ligefrem nogen hemmelighed, Myrina. Hun var virkelig den.. perfekte moder, som blev revet herfra for tidligt." Ganske vidst havde han været voksen, da det skete, men det ændrede virkelig ikke på det tilfælde, at han aldrig havde ønsket at miste hende til de omstændigheder. Svagt måtte han alligevel bide tænderne sammen, hvor hun rykkede sig tættere på. At hun lænede sig op af ham, og lod hånden stryge over hans, var derimod noget, som han virkelig godt kunne lide. Ikke at han kunne skjule det. At han var heldig, vidste han udmærket godt. "En skam, du ikke nåede at møde hende," sagde han direkte. Han vendte blikket mod hende med en rolig mine. Han havde det godt når hun var omkring. "Jeg har været heldig. Til tider, er det bare svært," sagde han ærligt. Han trak kort på skuldrene og med et svagt suk. Dertil lagde han forsigtigt armen om hende.

[Deleted]

Det måtte uden tvivl være hårdt for ham, gad vide om han var ensom herude? Han virkede kun til at måtte have sin søster, og hende så han jo ganske forståeligt, ikke specielt ofte. Hun måtte læne sig mere ind mod ham, som armen måtte søge om hende, nusse sig lidt ind til ham og sukke afslappet. Det var rart dette her, hun smilede for sig selv, ganske lykkeligt og tænkte lidt.
"Hvis det er til nogen hjælp, så har du fået som er der for dig og du slipper ikke af med mig lige foreløbig." Lød det stille fra hende, hun så op mod ham og smilede forsigtigt. Det var uden tvivl dejligt at sidde her med ham. Blikket gled kort ned mod klaveret, hendes fingre strøg hen over tangenterne igen, dog uden at presse dem ned så de ville sige noget. Opmærksomheden blev vendt mod ham igen, hun rettede sig lidt op.
"Du siger bare til hvis du har brug for noget, og så vil jeg gøre mit bedste. Og et kram vil jeg i hvert fald altid give." Stemmen var blid og ganske lavmeldt, hun sad jo helt op af ham. Hun så op mod ham, med sit søde smil og strålende øjne, hun plantede et kys mod hans kæbe, da det lige var det som kunne nås fra hendes siddende position.

[Deleted]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Jophiel var alene. Selvom han vidste, at han kunne søge til elverne, om det var det han ville, så var det bare ikke ham, at gå til det samfund, da han også vidste, at mange af dem, også kiggede skævt til ham. Det var jo heller ikke ligefrem meningen, kunne man jo sige. Han strøg tungen over sine læber, inden han vendte blikket mod hendes skikkelse. Så sød og venlig, samt varm hun var, så var det uden tvivl noget, som han virkelig godt kunne lide.
"Det betyder faktisk meget for mig." Han vendte blikket mod hendes skikkelse, som hun tog næste skridt og kyssede hans kæbe, var det noget som satte gang i en masse i ham. Selv han ønskede jo at mærke hende tættere på.. kysse på hende, men for pokker, det kunne han vel heller ikke tillade sig, kunne han? Han vendte blikket mod hende, og med et smil på læben. For nu, kunne han ikke tænke på, at han egentlig var en ensom mand. Slet ikke faktisk, for han var glad omkring hende.
Forsigtigt trykkede Jophiel hende tættere på sig i stedet for. "Se, det vil ikke engang gøre mig noget. Jeg er glad for, at jeg har mødt dig, Myrina," sagde han med en rolig stemme. Et forsigtigt kys plantede han mod hendes tinding. Han var uden tvivl ekstremt taknemmelig for, at han havde mødt hende i dag. Virkelig, virkelig meget.

[Deleted]

Hjertet måtte sætte godt i gang som han gav udtryk for hendes ord betød meget for ham, hun blev jo glad, og helt begejstret, for hun følte hun gjorde noget rigtigt og ikke noget helt forkert for en gangs skyld. Hun havde fuldkommen glemt alt om deres lille akavet situation inde i hans forældres gamle soveværelse, hun var tryg igen og kunne være nær ham. Det var noget hun nød godt af, at sidde helt op af ham, mærke ham tæt på igen og den trygge arm hvilende om hendes skikkelse.
"Jeg ønsker bare at se det dejlige smil på dine læber altid." Kom det muntert fra hende, som hun sendte ham et stort smil. Det var alt hun ønskede, ham glad og smilende, grinende og i den grad også nynnende. Hun måtte smile ved tanken om hans nynnen fra tidligere. Det havde været så dejligt at lytte til. Det føltes naturligt og ganske uskyldigt at plante små kys her og der, andre steder i hans kønne ansigt end hans læber. Selvom det også var utroligt fristende. Men hun havde jo lige mødt ham, hun måtte tøjle sig selv lidt, for hun vidste at hun var nærgående og hurtigt måtte holde af folk. Det var dog ikke hvem som helst hun måtte falde for, men Jophiel havde sat sig godt og grundigt tæt ind til hendes hjerte og der ville hun gerne have han blev. At skræmme ham væk ønskede hun jo ikke, og hun var uden tvivl bange for at gøre dette, hun havde været bange tidligere. Kysset mod hendes tinding, fik hende til at lukke øjnene, det sitrede i hende og maven måtte give et sug endnu engang. Hans læber var dejlig varme og bløde, hun bed sig svagt i læben for at holde sig i skinnet. Et lille suk kom fra hende, som hun fik sig selv på plads igen.
"Og jeg glad for at have mødt dig Jophiel." Hviskede hun nærmest, som hun måtte hvile hovedet ind mod hans skulder. Et lille gab måtte igen snige sig på, hun satte håndryggen op for munden og mærkede den tunge suk i hele kroppen. Hun var træt.

[Deleted]

Hvis der var nogen, der kunne få Jophiel til at smile, så var det uden tvivl Myrina. Aldrig kunne han huskes, eller mindes, at han havde haft det på denne her måde før, som han havde det lige nu. Alt sammen, måtte det jo trods alt være hendes fortjeneste. Han trak let på smilebåndet. Ensomheden behøvede han slet ikke at tænke på, nu hvor han var omkring hende, og naturligvis, var det noget, som også godt kunne mærkes, og særligt, som det stod i øjeblikket.
"Hvis der er nogen, der kan få mig til at smile, så er det da uden tvivl dig," sagde han med en ærlig stemme. Selv kunne han ikke se nogen grund til, at skulle lyve for hende. Han var glad, og det var alt sammen hendes fortjeneste.
At kysse på hende, var noget som han godt kunne lide. Den varme fornemmelse, som det efterlod ham med, kunne han uden tvivl godt lide. Han lod hovedet søge på sned. Han var gået hen og blevet glad for hende. Han var virkelig gået hen og blevet glad for hende. Den varme fornemmelse, som det efterlod ham med, og særligt med det bankende hjerte, en sitren i hans læber, som han aldrig kunne huske eller mindes, at han havde prøvet før. Særligt, når det var på denne her måde. Et smil bredte sig endnu en gang på hans læber. Igen måtte han jo stærkt modstå fristelsen, til at skænke hende et rigtigt kys. Kunne han overhovedet tillade sig, at gøre det? Han vidste det faktisk ikke rigtigt, og det var det som gjorde ham en kende forvirret. Hånden lod han stryge over hendes ryg, ganske forsigtigt.
"Er du ved at være træt..?" spurgte han. Sådan som hun sad og gabte ved siden af hinanden. Han rettede sig en anelse op. Okay, det var vel også ved at blive temmelig sent?

[Deleted]

Med dagens mange indtryk, bankende hjerte i fuld galop, klatren, spillen, dansen, og de mange sug i hendes mave som han måtte give, så var hun i den grad blevet træt. Det var der vel ikke så meget at sige til? Hun havde brugt mere energi normalt, udelukkende på grund af hendes krop var oppe og køre så snart de var hinanden nær, præcis som nu. At hun kunne få ham til at smile, var noget som betød næsten alt for hende, det fik hende til at føle så meget glæde hun havde lyst til at le. Men hun valgte at smile i stedet. Hun knugede sig mere ind mod ham, fingrene strøg roligt ned af hans brystkasse, som hun studerede ham forsigtigt. Det var jo mørkt udenfor og fuglene var gået til ro, det betød vel de burde gøre det selv samme. Som han spurgte om hun var træt, måtte hun smile og nikke blidt.
"Det kan jeg vidst ikke helt løbe fra at jeg er." Lo hun blidt, inden hun valgte at rette sig lidt op, for ikke at døse helt hen op af ham. Selvom tanken var yderst fristende, han var dejlig varm og trygheden han gav var lige til at bringe hende ind i drømmeland. Hun håbede ikke at hun ville få mareridt denne nat, de mange nætter siden mødet med manden og stenkæmpen, havde været hårde. Dødsenglen havde jo været vand i forhold til, det vidste hun nu. Rolige vrikkede hun med sine fødder, de virkede perfekt igen, selvom han havde brækket dem begge den gang. Det gøs i hende. Ikke tænke på det lige inden sengetid!
"Hvor vil du have mig henne?" Spurgte hun blidt, at det kunne lyde helt forkert, tænkte hun ikke ligefrem over. Det var vel ganske nemt hun mente for natten, hvor hun skulle sove?

[Deleted]

Det var ved at blive sent, selvom Jophiel slet ikke ønskede at krybe til køjs endnu. Frygten for, at hun ville være væk, når han stod op, var vel noget af det, som stod stærkest i ham lige nu? Han vendte blikket mod hendes skikkelse, som hun sad der ved siden af ham. Et kort smil bredte sig på hans læber, som han lagde hovedet tæt ind mod hendes skikkelse. Han sukkede let. Selv han måtte jo erkende at han var ved at være træt.
"Det er også ved at blive sent.. Vi skal nok finde et sted for dig at sove," sagde han. Der var naturligvis hans søsters gamle værelse, som var ved siden af hans, men kunne man overhovedet bare gøre det? Det var et nyt sted for hende, og han ønskede naturligvis at være en ordentlig vært for hende.
Tungen strøg han kort over læberne, hvor et dæmpet suk brød hans læber, da hun strøg hans bryst. Det føles virkelig godt, at sidde der sammen med hende. Endnu var der rigtig meget om hende, som var ukendt for ham, men selv han var jo nysgerrig. "Der er min søsters værelse, som ligger ved siden af mit.. Men du kan også godt ligge inde ved siden af mig..?" foreslog han med en rolig stemme, som han atter måtte vende sig mod hende. Han ville ikke have noget imod at hun lå der. Han ville jo gerne fortsætte med at snakke med hende. Han ønskede oprigtigt ikke, at denne dag, skulle gå i sig selv, og at de skulle gå hvert til sit. Hun havde virkelig formået at gøre indtryk på ham.

[Deleted]

Natten kunne gå to veje, enten ville hun sove dejligt, eller også ville hun vende og vride sig som besat, men hun følte nær ham, at intet kunne røre hende, end ikke onde drømme. Hun var virkelig glad for at have mødt ham, problemet var, hun ønskede ikke at skulle være langt fra ham, hun ville være nær ham hele tiden og sidde sådan her, spise sammen med ham, lege tag fat, spille musik sammen, danse og synge. Dog vidste hun at hun nok måtte nøjes med at besøge ham i tide og utide, selvom det var svært at skulle vende sig til den tanke, nu hvor det bare føltes så naturligt han var der. Myrina nikkede roligt, et sted at sove, det ville blive godt med ro i kroppen. Hendes hjerte måtte jo stadig banke fast i hendes brystkasse som da sad der, mon det ville ende med ro så snart hun kom ned og ligge, lukkede øjnene og gav sig hen til søvnen? Et gab blev skjult på ny, hun rullede kort med sine skuldre, inden hun måtte sætte sig helt op og derefter rejse sig. At han tilbød hende at sove hos sig, fik hende til at lyse helt op, det ville sikre hende en rolig nat, han gjorde hende tryg og hun ville føle sig beskyttet. Det ville hun uden tvivl ikke takke nej til. Desuden så hun jo intet galt i det, hun var van til at sove op og ned af Jack igennem det meste af hendes liv jo. Så for hende var det intet grænseoverskridende. Allerede nu vidste hun jo en del om ham og hans familie, og skønt han ikke vidste det store om hende, tilbød han hende alligevel at ligge ved sin side. Det var utroligt pænt af ham!
"Jeg vil meget gerne ligge ved dig." Lød det blidt fra hende, at være i samme rum ville jo være nok, hun behøvede ikke at trænge sig på i hans seng, nej bare gulvet ville være fint, så længe han var nær hende. Trygheden havde hun jo desperat brug for.

[Deleted]

Under normale omstændigheder, ville Jophiel ikke tilbyde det, som man i princippet kunne kalde for en fremmed, til at ligge ved sin side, men han følte det som noget ganske andet omkring Myrina. Her følte han nemlig, at han var komfortabel, han var tryg, og han følte at han kunne stole på hende, hvilket var mere end hvad man kunne sige, at han havde forventet af denne dag. Et smil passerede hans læber. Det var ved at være sent, og de burde nok også søge til sengen, for at få noget ro. Ikke at han som sådan ønskede den, for frygten for, at de i morgen ville gå hvert til sit, var stor i ham.
"Mener du virkelig det..? Det vil jeg være glad for.. Kom," opfordrede han med en rolig stemme. Smilet kunne han slet ikke skjule. Selv nu hvor hans hjerte endnu en gang måtte hamre og slå mod hans bryst som aldrig nogensinde før.
Jophiel rejste sig roligt op, hvor han vendte blikket mod hende med et let smil. Han trak hende med sig hen igennem stuen, til en af de fjerne døre, som han selv måtte tvinge op igen. Herinde stod der en halvbred seng, en lang række bøger, et skrivebord, hvorpå der lå en halvfærdig fløjte. Noget skulle han jo også bruge tiden på. I bund og grund, var det et meget sølle værelse. Han sov der jo trods alt kun. "Det er ikke alverdens, men.. her bor jeg," sagde han denne gang med et smil på læben, som han vendte sig mod hendes skikkelse. I sengen burde de nemlig også sagtens kunne ligge begge to.

[Deleted]

Det var den rette beslutning at ville sove ved ham, det kunne hun jo se på ham, han blev glad, han ønskede hende der. Et sted måtte det sætte ekstra fart på hjertet, mere kraft i hvert et bank, hun følte maven suge på ny som han trak hende med sig. Hun var i den grad glad for at være her, have mødt ham, få et nært forhold til en. For sandheden var vel, at hun næsten efter sine ooplevelser væk fra Procias, følte sig fremmede i en skov hun normalt måtte kalde for hjem. Der var jo ingen at vende hjem til, Jack var væk, hun var alene. Det troede hun da, men så mødte Jophiel og her føltes det som om at de havde kendt hinanden altid. Sådan måtte det gerne blive, at de kendte hinanden altid, hun ville ikke rejse herfra igen, altså skoven. Hans hjem var hun jo nød til at forlade igen, desværre. Myrina smilede blidt, som hun trådte ind i hans soveværelse. Det første som fangede hendes blik var den halvfærdige fløjte, så rent instinktivt, søgte hun derhen for at samle den op og se begejstret på den.
"Når du bliver færdig med den kan vi spille på fløjte sammen!" Lød det begejstret fra hende, hun glemte helt hvor træt hun var et kort øjeblik. Han kunne selv lave sådan noget? Det var utroligt, manden havde jo flere talenter end blot et, hun var helt oppe og køre. Roligt lagde hun den dog fra sig, og så sig videre rundt, det var jo mere end hvad hun havde, da hun intet havde. Det var hyggeligt, sengen virkede ikke vildt stor, så hvis han ville have hende til at sove der med ham, skulle de vel ligge tæt. Tanken gjorde hun fik varme i kinderne på ny og den røde farve trådte frem, for hun ville bestemt intet have imod at være tæt på ham. Blikket gled ned af kjolen, burde hun sove i den?
"Bør jeg sove i denne? Kan jeg godt det? Jeg er ikke van til at sove inde døre. Normalt sover jeg jo i mit tøj, men det er som regel også det eneste som dækker mig for nattens kulde." Hun prøvede at huske hvad hun havde gjort ved Elijah, hun havde haft sovet i hans skjorte en gang, og ellers, sov hun vel bare i sit tøj, hun havde ikke ejet en masse. En natkjole havde hun dog haft i grotten, det kunne huske, for den havde været gennemblødt grundet mareridt en af nætterne.

[Deleted]

Det gjorde uden tvivl Jophiel glad, at vide, at hun gerne ville ligge og sove ved siden af ham, også selvom det var første dag, de havde lært hinanden at kende. Han håbede bestemt ikke på, at det ville være sidste gang, at han ville få lov til at se hende. Særligt så godt, som det nu var gået, hvilket han på ingen måder, var bang efor at erkende overfor hende. Et smil passerede mere end glædeligt hans læber, som han lod hovedet søge på sned. Fløjten var egentlig bare for at have noget at lave. Om den overhovedet var lavet rigtigt, og om den ville lyde rigtigt, det vidste han faktisk ikke.
En kort latter brød hans læber, som han nikkede mod hende. Uden tvivl gjorde det ham glad, at se hende på denne her måde. "Hånden på hjertet, så har jeg ingen anelse om, hvordan den lyder.. eller om den i det hele taget er lavet rigtigt. Jeg håber," sagde han. Hun gjorde ham virkelig glad. Her følte han sig tilpas, anerkendt og tryg. Alt sammen var det noget, som han måtte sætte meget højt.
Sengen i sig selv, var ikke frygtelig stor. Han sov jo i den selv. Den tilsvarede vel en halvandenmands seng? Så de ville komme til at ligge en smule tæt, hvilket han naturligvis ikke håbede på, ville resultere i nogen problemer. Det var han i hvert fald slet ikke ude på. Problematikken med tøj derimod, var ikke lige det, som han havde tænkt på, hvis han skulle være helt ærlig. Han trak vejret dybt.
"Jeg kan finde noget at sove i. Den der bliver hurtig varm.." endte han. Det var jo flotte og dyre kjoler hans moder havde haft, så den var tæt, og det var dyrt. Det ville blive varmt, hvis de også skulle ligge tæt. Han søgte automatisk hen til hans lille klædeskab, hvor han rodede igennem, hvor han så alligevel endte ud i en skjorte. Det var vel hvad han kunne tilbyde hende lige nu? "Det er nok ikke hvad du typisk sover i.. Men jeg tror, at den her er bedre," sagde han endeligt, inden han rakte den til hende.

[Deleted]

"Med dine musikalske fingre, tror jeg bestemt den nok skal virke efter hensigt. Det flyder i dine åre." I det var hun helt sikker, og selv hvis det ikke var helt perfekt, ville det stadig være tæt på og det i sig selv var flot! Hun fandt den indtil videre ganske fin, og hun var sikker på den ville ende med at blive smuk og unik. Dog glædet hun sig til han blev færdig med den, at se det færdige resultat så hun nemlig frem til. At være lettere fortabt når det kom til senge, beklædning, levevis inde døre, det var jo noget hun måtte, for det var ikke ligefrem noget hun nogensinde var blevet van til. Dog var hun rimelig glad for senge, man sov rimelig godt i dem. Hun kunne dog huske hvornår hun sidst havde ligget i en rigtig seng, og det var ikke ligefrem behagelige tanker. En dyb indånding måtte hun lige tage for at samle sig, mens hun stod og så ham finde noget.
"Tusind tak Jophiel, du tager dig så godt af mig." Det var det hun følte, at han tog sig af hende, var omsorgsfuld og varm. Og lige det, var noget hun virkelig havde brug for! Myrina tog imod skjorten, hun skulle til at smide kjolen sådan uden videre igen, men stoppede sig selv. Skjorten lagde hun forsigtigt fra sig, inden hun vendte ryggen til ham. Ganske forsigtigt tog hun fat i kjolen for at hive den forsigtigt op, hun var forsigtig, da hun nødig ville falde og gå i panik igen. Da kjolen forsvandt fra hendes krop, tog hun dog hurtigt fat skjorten og svang den om sig, inden hun lukkede den til foran. Kjolen tog hun blidt og lagde sammen på bordet, inden hun vendte sig mod ham igen med et lille smil.
"Jeg håber det var okay, jeg prøvede at dække mig så vidt muligt." Lød det stille fra hende, hun måtte sænke blikket og bide sig i læben, mon han ikke brød sig om hendes krop? Var det det? Hendes fingre begyndte at fumle med en af knapperne i skjorten, hun følte sig usikker, hvorfor, fordi det betød så meget når det var ham? Hun måtte ryste det af sig, forsigtigt trådte hun hen imod ham i stedet, helt indtil hendes hænderne måtte hvile mod hans brystkasse og hun stod tæt mod ham. Der ønskede hun at være, nær ham.

[Deleted]

"En ting er jo at kunne spille på dem.. Det er noget helt andet, at lave dem. Det er bare et lille forsøg.. Bare for at prøve noget nyt," sagde Jophiel med et let træk på skuldrene. Han vidste, at han kunne musik, men det var stort set også det eneste han kunne. Ikke kunne han læse, og ikke kunne han gøre, hvad en Diamaqima typisk var kendt for. At hun derimod bare kunne acceptere det, var alt sammen noget, som betød ekstremt meget for ham. Det var dejligt. Det var uden tvivl rigtig rart, når det var på denne her måde.
Skjorten rakte Jophiel til hende. Det var nok ved at være på tide, at komme i seng, hvilket nok ville gøre dem begge to godt, selvom han faktisk slet ikke ønskede, at denne dag skulle gå mod sin ende. Slet ikke, når det var på denne her måde, som det nu var. Han vendte blikket mod hendes skikkelse, som hun vendte sig med ryggen til ham. Igen følte han hvordan hjertet begyndte at hamre mod hans bryst, da hun trak kjolen af, og behandlede den så pænt ved at lægge den pænt sammen. "Jeg har virkelig ikke gjort noget specielt, Myrina.. Du derimod, har gjort mere end rigeligt for mig. Jeg føler bare, at jeg giver noget i gengæld," sagde han med en ærlig stemme. Havde han virkelig formået at gøre så meget for hende? Det ville han ærlig talt ikke sige, at han havde gjort.
Et smil bredte sig på hans læber. Det var helt fint, at hun havde vendt ryggen til ham. "Det er også helt fint, Myrina," sagde han blot. En rød farve hvilede dog endnu mod hans kinder, hvilket gav ham en tydelig glød. Han satte sig på sengekanten. Smuk som hun var. Det var helt underligt. "Vi.. burde nok komme i seng.." sagde han, inden han trak sig op, for at kravle under den varme dyne.

[Deleted]

Af en som ikke var van til at blive sørget for, fik han hende jo til at føle sig som en prinsesse, hun fik rent tøj, varm mad, en seng at sove i, tøj at sove i, en mand at sove ved. Det var jo mere end hvad hun kunne drømme om! Derfor betød det så meget, men hvordan skulle han kunne forstå det, når han lod til at have haft et hjem altid. Hendes smil falmede langt fra, hun følte sig jo godt tilpas. Roligt måtte hun søge til den anden side af sengen, morgenen som fulgte, var jo en dag hvor de skulle skilles igen, selvom hun langt fra ønskede dette. Mon hun kunne finde ro med tanke på det? Myrina stod stille lidt, inden hun valgte at sætte sig forsigtigt, følelsen af en seng under sig fik det til at stivne lidt i hende. Minderne sad alt for tydeligt i hende. Hun måtte igen tage en dyb indånding, hun var i trygge rammer, Jophiel passede på hende. Det tog tid for hende at skubbe følelserne væk, tage sig sammen og løfte fødderne fra gulvet, de virkede, de var ikke brækket. Hun var ikke blevet trukket herind som et dyr, hun havde sit hår igen, hvorfor følte hun sig så så bange pludselig? Uden at have lagt mærke til det, var hendes vejrtrækning blevet lettere panisk, dog blev hun slået ud af det og hun vendte blikket mod ham. Det var Jophiel, han var lige der. Hurtigt søgte hun op i sengen, under dynen og lagde sig hurtigt ind til ham for at søge tryghed. Straks mærkede hun hvordan varmen og trygheden måtte vende tilbage, samt farven i hendes ansigt, som ellers måtte have været blevet bleg.
"Undskyld, jeg havde helt glemt hvornår jeg sidst lå i en seng, minderne er ikke ligefrem behagelige." Lød stemmen, helt skrøbelig, næsten på randen til at knække.

[Deleted]

Hvad Myrina havde af erfaringer med senge og andre mennesker, vidste Jophiel endnu ikke, da det ikke var noget de havde snakket om. Faktisk var det slet ikke noget som han skænkede så meget som en eneste tanke. Selv gled han blot ned og lagde sig godt til rette og med et stille smil på læben. Han ville ikke have noget imod at ligge der med hende. Hvad han derimod var bange for, var hvornår han ville få hende at se igen. Det var jo aldrig til at vide. Overhovedet ikke faktisk.
Som hun pludselig tvang sig ned i sengen, efter en panisk vejrtrækning, var noget som uden tvivl måtte gøre ham usikker. Havde han nu gjort noget ved hende? Det havde i så fald, slet ikke været hans hensigt med dette! Overhovedet ikke faktisk! Han lagde forsigtigt den en arm omkring hende, kun for at trykke hende ind mod sig, selvom det var ganske forsigtigt. "Hvad er der sket med dig, siden det er dårlige minder for dig, kære Myrina?" spurgte han forsigtigt, og uden tvivl med en klar bekymring i stemmen. Han ønskede jo ikke ligefrem at noget skulle ske med hende! Hun var jo helt igennem en fantastisk kvinde, og det ønskede han bestemt ikke at skulle ødelægge. Han ville bare sikre sig, at han ikke havde gjort noget ved hende, eller tvunget hende til noget, som hun slet ikke havde lyst til.