Hjemme bedst?

[Deleted]

Denne situation, havde Jophiel overhovedet ikke forberedt sig på, hvilket han da udmærket godt kunne mærke. Ikke at han havde tænkt sig at skjule det for hende.. Det var vel også et sted for sent nu? Hans hjerte hamrede så hurtigt og kraftigt mod hans bryst, at han følte, at han var ved at blive svimmel. Han kunne ikke rigtigt rumme det lige nu. Her stod hun i stort set ingenting. Virkelig.. ingenting. Han rystede let på hovedet inden han vendte sig mod hende, ved lyden af at hun.. faldt igen? Det ønskede han slet ikke. Hvad han dog derimod måtte se, var langt mere, end det som han egentlig havde regnet med. "Oh.. jeg.." Mere nåede han dog ikke at sige, før hun ar oppe på benene igen, fik rettet kjolen ud, og tog den på.
At se en af hans egen moders kjoler på en anden kvinde, havde han dog ikke regnet med. Dog måtte han erkende, at han kunne lide at se hende med den på. Særligt, da han vendte sig mod hende igen. At hun ikke var blufærdig, var hermed også gået op for ham, på den hårde måde. Han havde som sådan ikke noget imod, men han havde bare overhovedet ikke været forberedt. "Det er okay, Myrina. Jeg.. var bare ikke lige forberedt på det.. undskyld. Jeg.. jeg gjorde det vel ikke ubehageligt for dig?" fortsatte han. Det derimod, havde aldrig været hans hensigt!

[Deleted]

Hvad hun jo førhen mente var ganske normalt, at man sagtens kunne i et trygt nærvær, fandt hun jo ud af ikke var den bedste ide og lige nu måtte hun skamme sig noget så forfærdeligt. Faktisk anede hun slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, hun forsøgte at tage et skridt, men det værkede i hoften, dog måtte hun erkende det nok bare lige skulle gå over, sådan var det med et slag som sad lige i skabet. Et suk kom fra hende, hun lod armene glide om sig selv, øjenkontakt ønskede hun ikke med ham lige nu, for hun skammede sig virkelig.
"Det er da ikke mig du skal tænke på, det er mig som overskrider grænser af dine, i dit eget hjem." Lød det stille fra hende, hun endte med at vende sig lidt væk fra ham. Var det virkelig forkert at være nøgen? Mon hun havde direkte stødt ham, hun knugede lidt mere om sig selv, hun var stadig kold og frøs, men lige nu ville hun ikke bede om noget som helst. Hvor gjorde man af sig selv med denne følelse? Hun virkede urolig.
"Det sker aldrig igen, det lover jeg." Sagde hun så, og måtte se op mod ham med et uskyldigt og sødt smil, som hun havde vendt sig lidt mod ham igen, dog stadig med armene om sig. At forblive i humør som dette, det kunne hun ikke, det var hun for munter anlagt til og det gode ved hende, var at hun hurtigt fik sig selv talt ned indeni. Hun så lidt rundt, burde hun gå på opdagelse efter ting at gøre rent med? Måske de kunne hjælpes ad, han vidste jo hvor alting var, og hun skulle nok vaske både kjole og gulv. Det var da det mindste hun kunne gøre.

[Deleted]

Jophiel var bare grebet på sengen, for at sige det mildt. Det var ikke fordi, at han ikke ville sige, at dette var en nødvendighed, men det ændrede jo ikke på det faktum, at det uden tvivl havde vist sig, at være meget svært for ham. Han vendte blikket mod hendes skikkelse. Det var slet ikke meningen, at hun skulle sige undskyld til ham. Han havde bare ikke været forberedt.
Igen rystede Jophiel på hovedet, som han igen vendte blikket mod hende. Det var måske en grænse i hans eget hjem, men det kunne hun jo ikke vide. "Det skal du ikke tænke på, Myrina. Det kunne du jo ikke vide. Det er bare.. en mere intim ting, at stå nøgen for mig, end det er for dig.. Det kunne du ikke vide," forsikrede han hende med et stille smil på læben. Nu hvor hun havde fået kjolen på, så var det ikke så slemt igen. Selvom det var underligt at se hende klædt i klæder, som hans moder havde gået i, måtte han jo erkende, at det klædte hende. Han sendte hende et smil, hvor han samtidig forsøgte at få den røde farve i kinderne bare lidt under kontrol igen. Det ville uden tvivl gå hen og blive meget rart ikke mindst!
"Kom med ind i stuen. Så finder vi et varmt tæppe til dig, og så får jeg lavet noget vi kan spise," sagde han denne gang med et mildt smil. Selv han måtte jo erkende, at det ville blive rigtig godt, at få noget at spise efterhånden. Det kunne han ikke lægge skjul på, og så kunne han måske også få sin egen krop bare en smule under kontrol.

[Deleted]

Et sted vidste hun jo godt dette, Elijah havde fortalt hende om det, så et sted måtte hun jo føle sig helt skyldig i dette. Men at blive ved at vade i dette, ønskede hun heller ikke og som hun lyste op igen og måtte smile, lod det også til at han rent faktisk havde det lidt bedre med det hele. Selvom det nok mere skyldtes kjolen som tildækkede hendes krop, hun bed sig i læben, faktisk gumlede hun næsten på den. Inden hun så op mod ham, i alt dette, havde hun faktisk glemt hvor sulten hun måtte være, hænderne gled ned mod maven i stedet. Bare tanken om mad måtte få den til at rumle højlydt, hun grinte lidt, det lød morsomt.
"Det lyder som en god ide." Lo hun, inden hun vendte rundt for at søge mod stuen. Myrina ville ikke være ham nær lige nu, et sted følte hun det upassende, og selvom hun virkelig nød at være ham nær, var hun helt i tvivl om det mon også for ham måtte være en grænse. Skønt han havde sagt han godt kunne lide det. Der gled så mange tanker igennem de kønne lille hoved, hun kunne slet ikke holde styr på det. Varme og mad måtte komme først, derefter måtte de jo se hvordan de begge havde det. Stadig skammede hun sig, men det måtte ikke påvirke hende så meget.
"Er der noget jeg kan hjælpe med? Måske få gjort gulvet rent efter min kjole, og vaske kjolen også naturligvis?" Spurgte hun blidt, hendes blik måtte vende sig nysgerrigt mod ham igen. Lysene gjorde rummet mere varmt, men hun frøs virkelig stadig og det kunne tydeligt ses på hende.

[Deleted]

Jophiel ønskede ikke at køre mere rundt i det. Sagen var vel, at hun ikke havde tænkt så langt, og han ikke havde været forberedt? Han så ikke nogen grund til, at det skulle ødelægge alt det, som var mellem hende og ham i øjeblikket, hvilket han skam heller ikke havde nogen intentioner om at lægge skjul på. Han kom jo af en fin familie, og derfor var det med at rende rundt i absolut ingenting, rigtig stort og .. komplet unaturligt for ham. Ikke fordi at han var blufærdig, men lidt var han vel? Han havde aldrig rigtigt ladet nogen se ham, nu hvor han selv tænkte det igennem.
"Det tænkte jeg nok," sagde han med et smil på læben. Nu hvor det var ved at være godt mørkt udenfor, var det også på tide, at finde varmen og få noget mad, inden de ville gå til hvile. Han kunne uden tvivl godt lide at være omkring Myrina, hvilket han heller ikke kunne lægge særlig meget skjul på, og særligt når det foregik på denne her måde, så kunne han da slet ikke. Han smilede let for sig selv, som han let rystede på hovedet igen. Hun var da noget af det kæreste, som han nogensinde havde lagt sine øjne på, så det alene, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen.
Let rystede han på hovedet. "Lige nu, tror jeg, det er vigtigst, at vi får noget varme i dig, så du ikke ender med at blive syg," forsikrede han hende, inden han guidede hende hen på sofaen. Hertil tog han det helt store uldne tæppe, som de havde, som han lagde om hende. Han gnubbde hendes overarme, som var det et forsøg på at få bare lidt varme i hende.

[Deleted]

Et sted ville hun virkelig gerne rydde op efter sig, men det lod bestemt ikke til at det ville ske og et sted, havde han vel også ret, hun måtte få noget varme. Hun sendte ham et sødt smil, inden hun blev guidet mod sofaen, den dejlige bløde sofa, hun var blevet rimelig glad for den siden hun havde siddet i den! Tæppet han bragte om hende, fik hende til at føle sig taget af, og så søgte han at varme hende ved at gnubbe hendes arme. Fristelsen til at søge ind mod ham var simpelthen stor, men hun kunne ikke få sig selv til det. I stedet gav hun ham bare hurtigt et kys på kinden, og valgte at sætte sig helt indviklet i tæppet ned i sofaen. Hendes ben forsvandt op under hende, som hun puttede sig godt. Varmen kom lige så stille, hvilket hun uden tvivl nød godt af.
"Du er ganske enkelt dejlig Jophiel, en varm og omsorgsfuld mand. Tusind tak." Lød det stille fra hende, som hun måtte smile næsten salig i sofaen, helt pakket ind og krøllet sammen. At hun bar hans moders gamle kjole måtte gå hende lidt på, hun følte stadig hun trængte sig frygteligt meget på. Dog håbede hun virkelig at hun kunne give ham noget igen for alt dette, måske lidt violinspil inden det var sengetid? Gad vide hvor hun skulle sove? Hun tog gerne sofaen, faktisk måtte hun skjule et lille gab, inden hun hvilede hovedet mod sofaen og bare sad og sumpede mens varmen trådte til.

[Deleted]

Lige nu havde Jophiel brug for at få hende lidt på afstand fra sig, og han kunne endda bruge den perfekte undskyldning med, at hun havde brug for at finde varmen, for ikke at ende med at blive syg. Dette var noget, som han havde det helt fint med. Han sendte hende et smil, som han fik lagt tæppet om hende, gnubbet hendes arme lidt, inden hun selv havde taget pladsen der. Han nikkede mod hende. Han ville nu stadig ikke mene, at han havde gjort så meget for hende, men derimod nok til, at det havde gjort indtryk på hende, og for ham, var det næsten også det, som var det vigtigste for ham lige nu. Han lod hovedet søge let på sned.
"Jeg gør bare, hvad jeg føler for, Myrina.. Og lige nu, er det at holde dig sund og rask og væk fra forkølelsen," sagde han med et stille smil på læben. Han tog det ærlig talt ikke tunger end som så, for det havde han heller ikke nogen grund til.
Dernæst søgte han ud til køkkenet. Hendes kys mod hans kind, havde igen fået hans hjerte til at hamre, og så meget som det havde hamret alene i dag, var han næsten endt med at blive helt svimmel. Han var vel gået hen og blevet glad for hende, selvom det her var deres første møde? Han søgte ned i det kolde spisekammer, hvor han fandt råvarer frem, som han kunne bruge til madlavning. Hvis der var noget, som han havde lært efter sin kære moder, så var det uden tvivl at lave mad, og han ønskede at kokkere hende et godt og solidt måltid.

[Deleted]

Det havde ikke ligefrem været noget hun i sine vildeste drømme havde turde håbe på, at finde en ven så hurtigt efter sin hjemkomst, hun følte sig tryg og snart også varm. Her var hun velkommen og de kunne spille sammen, hun kunne synge og han kunne lære hende en masse nyt. Det var en helt igennem vidunderlig tanke! Ingen tvivl om at hun ville komme her, næsten hver dag, indtil han blev træt af hende, hun ville nyde det, hvert sekund af det. Roligt begyndte hun at nynne den melodi som han havde forsøgt at lære hende på fløjten, inden de havde endt med at stå ufatteligt tæt i længere tid. Den var så smuk, og hun ville huske den. Fingrene under tæppet vippede lidt, som hun lukkede øjnene og næsten kunne huske det, men det krævede nok nogle flere gange hvor de øvede sig. Her sad hun blot og hyggede sig for sig selv, for det var hun jo i den grad van til, at være alene. Men det betød ikke hun ikke nød selskab, nej faktisk elskede hun at være social, hun var bare virkelig akavet i sådanne steder og det kunne man godt fornemme på hende og han måtte da uden tvivl have fundet ud af dette. Hendes nynnen forsatte lidt endnu, inden hun stoppede og gabte på ny, hun satte sig lidt mere op, ellers var hun rimelig sikker på hun ville falde i søvn. Skulle hun gå ud og se om han havde brug for hjælp? Han havde jo sagt han ønskede hun forblev varm og ikke blev syg, hun puttede sig lidt igen og var i den grad blevet varm igen, det var virkelig rart. Hendes blik gled ned mod gulvet, det var ikke blevet så beskidt som hun ellers havde følt det. Men det var hendes kjole! Og den var stadig våd, havde han overhovedet fået den fjernet? Måske hun lige skulle smutte ind og hente den, for at bringe den udenfor, så den lige kunne tørre lidt på en gren i nærheden.

[Deleted]

At få varmen i hende, så hun ikke blev syg, samt at han ville kunne få lov til at trække vejret bare lidt, var uden tvivl at foretrække på nuværende tidspunkt. Ej var det noget, som han havde i sinde, at skjule for hende. Ikke fordi at hun var nærgående eller noget, men hun satte bare tanker og følelser i ham, som han slet ikke var vant til at gøre sig, og det var også det, som gjorde, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde det. For nu, handlede det om at få klareret hovedet bare lidt, for det var det, som han havde brug for lige nu, i hvert fald.
Han fik ordnet med en salat, inden han fik gang i ovnværket med åben ild, hvor han kunne begynde at stege noget kød. Dette var han også ude at hente dagligt. Han var alligevel okay god i et køkken, og det havde han alle dage gjort, og særligt fordi at hans moder havde lært ham det. Han smilede let for sig selv. Nu hvor han havde fået sit hjerte under kontrol, og det var noget som passede ham ganske fint, alt taget i betragtning. Han sukkede let, inden han fik det skovlet op på to tallerkener. Det var ikke alverdens, men det var da trods alt bedre end ingenting. "Jeg håber du er sulten," sagde han med et let smil på læben, inden han søgte hen ved siden af hende og satte sig. Tallerkenen satte han roligt foran hende. Selv var han ved at være godt sulten. Det var hårdt at være sådan på, men han kunne derimod godt lide det.

[Deleted]

Som hun sad og tænkte en masse tanker, kunne hun pludselig dufte kødet, hendes mave brokkede sig voldsomt, hun måtte tage sig lidt til den, hvornår spiste hun sidst? Da hun vågnede? Hun kunne faktisk ikke huske det, men maven var uden tvivl utilfreds, så mon ikke det rent faktisk var ved at være længe siden? Myrina havde aldrig lært at spise med andet end sine hænder, for sådanne kredse kom hun jo langt fra, hun kom jo, ingen steder fra. Hænderne var derfor det som hun ville bruge, men først, skulle hun lige vikle sig lidt ud af tæppet i første omgang. Hun var blevet dejlig varm igen, hvilket var fantastisk. Maden duftede skønt.
"Jeg er meget sulten!" Grinte hun, inden maven højlydt gav hende ret, og hun måtte grine endnu mere. Roligt løftede hun tallerkenen op til sig, for at begynde at spise med velbehag. Her sad hun godt, varmt, trygt og nu snart med en fyldt mave. Det passede hende i den grad perfekt og det måtte jo også glæde hende utroligt meget at han i det hele taget ville tage sig sådan af hende! Den omsorg var noget hun rent faktisk godt kunne vende sig til, det var virkelig en rar ting. Hun tyggede ivrigt, spiste lidt for hurtigt, men sulten måtte virkelig have sat sine spor i hende, for mad var jo ikke noget hun havde helt vild let adgang til. Mens hun tyggede af munden, sad hun og tænkte videre.
"Ser du ikke din familie?" Spurgte hun ganske pludseligt, for hun havde sådan tænkt på dem og nu ville hun altså vide mere, bare lidt!

[Deleted]

Hvornår Myrina sidst havde spist, havde Jophiel ikke nogen anelse om, men selv for ham, var det vigtigt, at hun havde det godt, og særligt lige nu, så var det ikke noget, som han havde i sinde, at lægge skjul på. Han smilede til hende, hvor han selv ikke kunne holde op med at grine. "Så håber jeg, at det smager, og at det mætter," sagde han glad, inden han roligt satte sig tilbage i sofaen, for derefter at begynde at spise selv, med det største velehag.
For Jophiel, var det rat, ikke at ksulle sidde her og spise alene, hvilket uden tvivl var noget ,som han også måtte være vant til i den anden ende. Han vendte blikket mod hendes skikkelse atter en gang, som han let lod hovedet søge på sned. "Pas nu på," endte han med et smil. Hun spiste jo så hurtigt, at hun kunne ende med at få det galt i halsen, og det var jo ikke just, hvad han ønskede, skulle ske med hende! Overhovedet ikke faktisk! Let rystede han på hovedet, så varm en kvinde, som hun var, så kunne han jo heller ikke undgå at finde det charmerende og glædeligt på sin egen måde.
At hun spurgte ind til hans familie, kom ikke bag på ham. Han rystede på hovedet. "Altså.. jeg ser min søster mest, men hun er en meget travl kvinde. Hun er.. ja, dronning af Procias," fortalte han. Han var stolt af sin søster. Ingen tvivl om, at han virkelig var stolt af hende. "Min mor døde for flere år siden, og min fader.. har jeg ikke set siden," sagde han ligeud. Det var ikke just en solskinshistorie, men han klarede sig da.

[Deleted]

Helt optaget i sin mad, sad hun, det smagte herligt og hun var i den grad taknemlig for et måltid som hang sammen på denne måde, det var jo meget fornemt for hende. Selvom det nok ikke var det for ham. Hun måtte spørger om hans familie fordi nysgerrigheden næsten måtte tage livet af hende, hun havde sådan undret sig over han havde ladet den stå lidt, men efter en dag sammen, følte hun nu godt at hun kunne spørger lidt mere. Som hun spiste videre og ventede svar, måtte hun dog næsten kløjes i maden. Hendes øjne blev helt store og hun så forundret på ham, og så rundt i hans hjem, for at se tilbage på ham. Hun sank sin mad, inden hun måtte rømme sig lidt.
"Dronning? Din søster... Er dronningen?" Den havde hun bestemt ikke lige set komme, hvad lavede han herude, hvis han i bund og grund vel på en måde burde være prins? Var en dronnings broder ikke det? En prins? Hvad var der med hende og halvroyale mænd?! Elijah havde også vist sig at være prins den gang, sådan halvt og halvt, måske ikke mere nu hvor Elmyra ikke sad på tronen i New Dale. Det var alt sammen forvirrende. Hun måtte lige lade det synke lidt ind, inden hun hørte det med hans moder og fader, det fik hende til at se kort ned, inden hun rakte ud efter hans hånd.
"Det gør mig ondt med din moder. Har du haft søgt efter ham?" Spurgte hun nysgerrigt og smilede blidt, hun var faktisk ikke sådan en som ikke vidste til eller fra, hun var der som regel bare og i den grad var hun tilpas og gjorde alt i hendes magt for at lade dem hun holdte af være lige så. At snakke om tingene, det var vel vigtigt ville hun mene. Og hun ville gerne vide mere om ham, selvom han knapt måtte vide det store om hende. Der var jo heller ikke meget at vide.

[Deleted]

Det forekom hende måske som et chok, at hans søster var dronning af Procias. Nu var han jo i forvejen vant til, at det var noget, som folk i forvejen var klar over, selvom det nu ikke så ud til at hænge sådan sammen denne gang. Han rystede let på hovedet, hvor et smil bredte sig på hans læber. Han ønskede ikke, at hun skulle dømme ham på det. Han så ikke sig selv som en prins af landet, for.. et sted var han, og et sted var han ikke. Det var hans søster der var gift ind i den royale familie, så han havde jo faktisk intet med det at gøre.
"Det er hun. Silia er min storesøster," fortalte han med en stolthed i stemmen. an lod hovedet søge på sned, hvor smilet slet ikke var til at tage fejl af. For ham, var det vigtigt, at hun ikke dømte ham på det. Han ønskede egentlig bare at være den samme mand, som han havde været frem til nu, hvilket han skam heller ikke havde tænkt sig at lægge skjul på.
Hans øvrige familie, havde han ikke rigtigt noget med. Hans fader var han så vred på, efter han havde forladt ham og Silia, efter deres mors død, at han havde afskåret manden fuldstændig. Han rystede på hovedet. "Den mand har gjort mig ondt på mange måder, Myrina.. Jeg ønsker ikke at vedkendes ham." Han vendte blikket mod sin tallerken, hvor han tog endnu en bid. Det smagte godt. Endnu en gang, kunne han sidde med stolthed igen, over hvad han havde lært af sin kære moder, da han havde haft muligheden for at gøre det. "Han forlod min søster og jeg, da vores mor døde. Han forlod os, da vi havde mest brug for ham," sagde han. Han var endnu ked af det, men mere fordi, at han var ved at være så træt af, at være sur. Det var uden tvivl hårdt.

[Deleted]

Det var tydeligt at se han var stolt af sin søster, hvilket hun uden tvivl godt kunne forstå, hun havde da hørt en del godt om dronningen, aldrig kendt hendes navn eller historie, men folk snakkede jo på kroer hvor hun havde spillet lidt. Andre havde godt bidt mærke i at hun ikke ligefrem havde været det de ville vælge i en dronningen, da hun burde være af lyset efter nogens mening. Men Myrina mente nu ikke at man sådan kunne dømme folk på den måde, ligesom med Jophiel. Han var en varm og dejlig mand, som hun allerede nu måtte have frygtelig nær til sit hjerte. Hun måtte holde inde med at spise, det var ikke meget hun havde spist, men hun var mæt. Hendes mave var ikke ligefrem van til det helt store måltid i forvejen. Og tilfreds så hun også ud, som hun satte tallerkenen fra sig, hun krøb lidt mere op i sofaen på ny og måtte sætte sig lidt tættere på ham, dog uden at forstyrre ham i at spise.
"Så forstår jeg bedre. Hvis jeg havde været i hans sko, ville jeg da uden tvivl have det dårligt med mig selv. Man efterlader ikke sine kære i nødens stund, og som fader burde han jo være den stærke." Lød det roligt fra hende, som hun nikkede ganske enig med sig selv, for hvis hun havde stået i det sted, havde hun uden tvivl holdt godt fast på sine børn og sikret dem at de kom så godt igennem tabet og sorgen som muligt. Men det havde hans fader altså ikke gjort, og det var da i så fald klart at han ikke ville kendes ved manden. Hun måtte smile svagt og sidde og se næsten helt beundrende på ham.
"Tak for maden, det smagte dejligt." Hendes stemme var blid og øjnene fyldt med glæde, hun tog tæppet lidt om sig igen, det var nu hyggeligt at sidde med, uden tvivl!

[Deleted]

Jophiel havde intet imod at snakke og fortælle, hvis man spurgte ham. Det var også der, at han levede efter sin kære fars ordsprog: Var man stor nok til at stille spørgsmålet, er man også stor nok til svaret. Det havde han ikke forstået, som lille, men det gjorde han nu i hvert fald. Det var nok også noget af det eneste, som han havde fra sin kære fars side. Udover det, mindede han uden tvivl mere om sin mor, end han mindede om sin far. At hun ikke dømte ham på det, var derimod også noget, som betød en verden til forskel for hans vedkommende. Han sukkede ganske let.
"Gid han havde tænkt sådan. Vi havde brug for ham, og det skuffede mig, at han bare rejste. Jeg forstår godt, at det var hårdt, at miste min mor, men.. han havde jo stadig os." Let trak Jophiel på skuldrene. Det var trættende, at rende rundt og være så sur og gal hele tiden, og han var ved at være træt af det. Han rystede kort på hovedet, inden han spiste det sidste, og satte sin egen tallerken fra sig. Appetitten synes pludselig at være væk.
At det smagte godt, glædede uden tvivl Jophiel, hvilket kunne ses på hans smil. "Det var godt. Så ved jeg da, at du sover godt med en fuld mave i aften," sagde han med et stille smil på læben. For ham, betød det meget. Særligt fordi at han ikke var vant til besøg på denne måde. Hun var kommet under huden på ham og nær til hans hjerte på temmelig kort tid.