i come to see you.

[Mydall Lupita Vivar]

Cale Joseia Nightgale

Der var vel gået nogle dag nu, nok mere en uge. Mydall hade haft mere travlt ind hun troede, hun hade mødt sinder hendes nye mage, men han virke til og være forsvundet igen. Plus hun hade virkelig prøve og finde på noget der kunne hjælpe cale, hun var på vej til det sted han hade snakke om han opholdt sig når der ikke var kampe. Hun vist godt hans skade burt være heale nu men hun tog chance og håbe han var ved denne villa. Hun hade spurt lidt rundt omkring for at få mere og vide om stede, hun hade prøve og være diskret omkring det men det var ikke nemt som kentaur. Hun var dog ved og være der hun holdt sig dog på afstand, hun hade sin bue med og pile igen, og en pose i sin bælte hvor der var frugt i. hun hade også en anden pose med hade hun nogle redskaber til og lirke låse op med, hun hade tænkt det var da et forsøg vær ikke? Hun gik ikke mod selve villaen men om mod haverne hun hade hørt om, hun regne ikke med han var inden i det stor hus. Ikke at hun ikke kunne forstille sig der burt være nok plads men mere ja slave tingen, hun gik hvider mens hun prøve at få øje på ham, og samtidig holde sig skjult og få et overblik af hendes muligheder for en eventuel flugt både for sig selv og måske cale vis hun da kunne få hvad end kæder han hade på af sig igen. hun ville bare så gerne hjælpe cale, han var en sød fyr syntes hun og hun var glad for at have mødt ham, hun hade ikke følt sig helt så ensom efter hun hade mødt ham, faktisk hade hun dirket vel savnet ham. det var noget underligt noget det hele men, hun ville ikke ænder på noget.. eller jo at cale skulle være fri og ikke slave men igen nu måtte hun bare håbe på idag var dagen hun fik ham løs. idag var det lange hår samlet i en heste hale hvor håret var bundet sammen for enden, og hun hade som altid kun den lille stykke læder der dække hendes bryste fra lidt over hendes brystvort og lig ned under, ellers kun sit våben og de to poser hun hade i bælte hvor pile cover var i.

[Cale Joseia Nightgale]

Hvor lang tid, der var gået siden Cale sidst havde set Mydall, vidste han ikke. En ting var dog sikkert, og det var at han savnede hende. Sjældent forekom det nemlig, at han faldt så godt til rette omkring et andet væsen. Måske fordi at hun var kentaur.. Måske fordi at hun havde set noget i ham, som han selv ikke kunne, da alle de former for tanker, var blevet revet væk fra ham, for skræmmende mange år siden. Ikke at det var noget, som han kunne gøre noget ved i dag. Hvad skulle han da kunne gøre ved det?
Cale havde været en tur i Arenaen siden han havde set Mydall sidst. Han var heldigvis ikke afsted hver eneste dag, og det var nok også det, som reddede ham lidt, for han havde brug for at få passet og plejet de sår, som han måtte pådrage sig undervejs. Det var nemlig ikke enkle og sølle skader, men ofte nogen, som kunne have fatale konsekvenser for ham efterfølgende, hvis han ikke passede på.
Selve huset, var Cale naturligvis ikke i, og det passede ham fint. I forvejen brød han sig ikke om rum. Han følte sig fanget i dem, og de mindede ham for meget om celler. Desuden som en kentaur, var han faktisk temmelig stor. Haven i sig selv, var jo indrammet af en kæmpe mur, så det var ikke til at komme ud alligevel. Der var en 'slave-stald' af en slags, hvor de kunne sove, men lige nu stod Cale udenfor. Det var ved at være hen på aftenen, og han stod og undersøgte de mange stjerner, som var oppe over hovedet på ham. Den del af kentaurenes liv, havde man dog ikke formået at tage fra ham endnu.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall gik rundt, mørket som var ved og ligge sig gjord det svært og se sådan helt tydeligt hun hade dog set muren og det gjord alt være for den kunne man ikke bare hoppe over kunne hun se, og at grave under ville ikke just gå for en kentaur og krybe i gennem. Hun sukke og tog chancen og kom helt hen til muren og begyndt og lede efter svag punkter. Hvordan skulle hun dog komme ind til ham uden selv og risiker og blive taget, hun ledt videre og efter lidt til begyndt også ”Cale? Cale er du der over?” kaldt hun stille for at andre skulle høre hende, hun så rundt ledt ellers videre, hun måtte over på en måde så hun kunne være sammen med ham. Hun var virkelig træt af at der altid ind til videre var en form for forhindring mellem dem, hun gik videre til hun syntes hun hørt svar og kigge op af muren ”Cale er det dig?” hun blev ståenden og mærke hvor meget hun enlig håbe på at det var ham der hade svaret hende og ikke en anden der måske kunne være farlig for dem begge to. hun så op mod muren og stilet sig på bagben for at se om hun kunne se over muren og få øje på ham. 

[Cale Joseia Nightgale]

Cale blev stående i sine egne tanker, frem til en mild og blid stemme, måtte afbryde den. Kunne det være..? Let blinkede han med øjnene, inden han drejede hovedet mod muren. Mydall? Var hun kommet hertil? Det i sig selv, kunne vise sig, at være farligt. "Mydall..?" endte han sigende, inden han hurtigt skyndte sig hen til muren.
Endnu en hindring. Og denne gang en af slagsen, som gjorde, at han slet ikke kunne se hende, hvilket da var værre end det havde været i Gallarion-byen! Der havde det været tremmer, men der havde han både kunne se og røre ved hende. Det var ikke noget, som han kunne gøre nu. Han lade hånden mod muren. "Du burde slet ikke være her.." endte han. Han hævede blikket. Muren var temmelig høj - for dem som ikke havde fire ben at benytte, og en halv menneskekrop, så det skulle da uden tvivl vise sig, at være en kæmpe fordel, som han kunne udnytte i den forstand. Cale havde tænkt meget på hende igennem den sidste tid, og særligt siden han havde set hende sidst. "Jeg troede, at du havde glemt mig," endte han. Han trådte et enkelt skridt tilbage, inden han stillede sig på bagbenene i håbet om, at han kunne se hende. Han ønskede virkelig at se hende. Det smukke hår, den hvide pels. Uden tvivl en virkelig smuk kvinde.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall lyst op inden i da hun hørt cale stemme sig hendes navn, så han var der! Heldig vis! Hun smile til tros for hun ikke kunne se ham selv om hun virkelig prøve, ”ja det mig!” kom det fra hende som hun hørt nogle komme hen til muren og gætte på det var ham, hun hade virkelig savne ham. Hun ville bare ønske hun kunne se ham, rør ham. Men den forbande mur var et problem, hun så op over muren og lag hænderne på også. Hun vist han hade sagt hun skulle holde sig fra villaen men hun kunne ikke ”ved det godt.. men kunne ikke lade være” hun så mod hans stemme på den anden side af muren, at han troede hun hade glemt ham gjord hende faktisk ked af det, men igen hun hade være væk i en uge ”som om jeg kunne glemme den sød fyr i cellen” kom det stille fra hende, ”undskyld jeg ikke kom før.. jeg hade pluslig lidt og se til.. og skulle først lig finde ud af lidt mere om det her sted” hun så over muren og kigge så ned ”jeg har savne dig” kom det stille fra hende mens hun bare stod og lytte til ham og hvad der en skete i området, hun kigge på posen med frugt og åbne den og tog et æble op og med lidt besvær fik det op over muren så det kunne falde ned til ham ”jeg tog lidt frugt med.. desværre var der udsolgt på fersker” hun smile svagt selv om han ikke kunne se hende.

[Cale Joseia Nightgale]

At vide, at Mydall rent faktisk havde opsøgt ham, var en tanke som et sted skræmte og glædede Cale på samme tid. Han kunne ikke rigtigt finde ud af, om det skulle være det ene eller det andet. Han var jo slet ikke vant til det. Den søde fyr i cellen. "Endnu tror jeg, at du er den eneste, som har kaldt mig det," sagde han endeligt.
Lige nu ville han elske at kunne røre ved hende.. Se hende og tale til hende, mens han så i hendes smukke øjne. Hun havde uden tvivl været et væsen, som havde gjort et kæmpe indtryk på ham. "Jeg har.. også savnet dig, Mydall.. Det er virkelig farligt for dig at være her.. Jeg sagde, at du skulle blive væk," endte han dæmpet. Han ønskede jo ikke, at noget skulle ske hende. Nu efter at Cyrenic havde købt ham, var han ganske vidst gået hen og blevet en af de mere rolige slaver end hvad han havde været hidtil, men her blev han også behandlet sådan nogenlunde ordentligt alt taget i betragtning.
Det lille æble, som trillede mod ham, greb han. Han rystede smilende på hovedet. "Æbler er også gode.. Du er så god ved mig," sagde han taknemmeligt. Han så sig om. Frygten for, at nogen ville se dem, var nok det, som stod stærkest i ham. Han ønskede bare ikke at hun skulle komme noget til. "Jeg ville bare ønske, at jeg kunne se dig... røre ved dig igen.." Hånden gled nærmest over muren i et let kærtegn. Et kærtegn som han jo ønskede at give hende.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall stod forsat op af muren mens hun lytte til ham og smile bare ”og jeg har sandelig tænkt mig og blive ved med og kalde dig det” hun smile ”vi kan også godt gå over og kalde dig flotte fyr vis det beder” hun lo stille og så op mod muren og ville ønske hun var højre. Hun følt hun blev helt varm inden i da han sag han også hade savnet hende, hun smile og lage panden mod muren ”ved jeg.. men troede du hade opdage jeg er en stædig kvinde” hun smile for sig selv og holdt hænderne på muren, ”plus had regne med og komme og få dig væk.. men hade ikke lig forudset så høj en mure her… og her hade jeg ellers redskaber med til og lirke låse op” hun så mod ham og forbande virkelig den mure lig nu! hun ville se ham rør ham! Det var enlig skræmmenden hvor meget hun enlig hade lyst til og se ham og være tæt på ham. Hun smile da han sag hun var god ved ham, ”du fortjener det.. du fortjener meget beder ind det jeg bare kan komme med” hun sukke lydløst og lytte ellers bare til ham, hun rødme lidt ved hans næste ord og ubevist strøg hun også den ene hånd over muren som i et kærtegen, ”samme her.. jeg hade sådan glædet mig til og se dig.. og.. rør dig også” hun rødme en smule mere og så mod muren inden hun så rundt det så ikke ud til der var nogle der kunne se hende i vært fald, hun så mod muren igen ”er der ingen steder på den her mur hvor den er svag eller lidt lavere?” hun bed sig i læben og strakt sig så meget hun kunne i håb om og se ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Et smil bredte sig på Cales tynde læber. Det var svært at lade være, når han nu var omkring en kvinde på denne måde, og endda en af hans egen slags. Var det underligt, at han kunne lide det? Som i.. virkelig godt lide det. "Meget har jeg i min tid set, men aldrig et væsen som du," endte han sigende. Et mere stædigt væsen, skulle man da søge længe efter!
Cale havde uden tvivl savnet Mydall, og det var han heller ikke bange for at erkende. Hun havde gjort indtryk på ham, på en måde, som slet ikke lå typisk til ham, og særligt ikke på denne måde. "Det behøver du så absolut ikke at kalde mig!" endte han morende. Var det meningen at han skulle føle sig så.. løftet når hun var der? "At få mig ud, er nok nemmere sagt end gjort, Mydall.. Jeg beder dig nu bare om at glemme tanken," bad han endeligt. Han så sig om. Der var endnu ikke nogen, som havde fået øje på dem, hvilket skam også var noget som passede ham mere end fint.
At røre hende og se hende, var et direkte ønske som Cale måtte sidde inde med. Han endte med at springe ned fra muren. At komme over den, ville han slet ikke kunne for øjeblikket. Tvært imod. Han så tænksom ud. "Kom med.." endte han, inden han søgte ned langs muren. Han vidste, at den var en del lavere længere nede. Han skulle nok tage turen igennem det tætte buskads, som måtte stå der. Her masede han sig igennem alverdens buske, for igen at stille sig. Det rev i pelsen, men hvad pokker. Her sprang han igen op af muren. Her var han høj nok til at hoved og skulder rakte over.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall stod roligt og lytte til ham og smile bare som han sag han aldrig hade set et væsen som hende, hun rødme en smule ved hans ord, ”og jeg har aldrig mødt et væsen som dig Cale” hun smile og stod roligt op af muren og så bare op mod toppen af muren mod hans stemme, hun lo ved det han sag og svar roligt ”åh sikker? Jeg syntes du en flot fyr men okay så holder vi os til den søde fyr” hun smile som han bad hende droppe den tanke ”Nej!” kom det tydelig bestemt men stille fra hende, ”jeg giver ikke op.. jeg skal nok få dig væk på en eller anden måde.. jeg skal bare.. brug en god ide.. et lille smuthul bare noget!” hun sukke og lage panden mod muren og bed sig i læben, det gjord ondt på hende hun ikke bare kunne få ham ud så let. Hun hadet og efterlad ham der mens hun selv var fri og bare kunne løbe tilbage til skoven vis hun ville. Hun hørt han bad hende følge med og kom ned på alle 4 og fuldt lyden af hans hove langs muren, hun så hvordan muren blev lavere og lavere og da han stoppe kunne hun godt se hans hoved, hun smile og kom igen op på bag bene hun var lidt laver ind ham men hun fik da hovedet og det meste af skulderne frem når hun stod der, hun smile bare glad da hun så ham ”der har vi jo min flotte fyr” hun smile blidt og så på ham med det mildt og tydelig glad blik for hvor var det dejligt og se ham igen, hendes søde fyr fra cellen.

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall var da uden tvivl en kvinde for sig selv. Selvom det var begrænset hvad han vidste om hende, foruden at hendes stædighed var ekstraordinær, så var hun varm og venlig, hvilket var noget, som han særligt godt kunne lide, og det var han skam heller ikke bange for at lade hende vide. "Bare.. sød fyr. Det andet virker for blødsødent for mig," sagde han med et stille smil på læben.
At hun ikke ville lade kampen om hans frigivelse ligge, kom et sted heller ikke bag på ham, selvom han ville ønske, at hun ville. Han var bange for, at det satte et håb i ham, og med håbet, så også en form for skuffelse. Det var ikke ligefrem hans skæbne, at være fri, og det havde det tilsyneladende aldrig været. "Som det står nu, er der intet at gøre, Mydall," sagde han sigende, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Det kunne vel selv hun egentlig godt se, kunne hun ikke?

Længere nede i haven, var det muligt for ham at springe op, så han ville kunne se hende.. Og der var hun jo. Et sted bragte det ham en form for ro, at hun var der. Han kunne jo lide hvad han så, og her kunne hun heller ikke friste ham til tanker, som han slet ikke burde gøre sig om en kvinde. "Ikke kald mig det," bad han roligt. Han rakte hånden ud mod hende. Han havde brug for at mærke hende.. Hendes omsorg og hendes små bløde hænder.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så mod muren som han snakke, og smile bare ved det var for blød sødene for ham og blive kaldt for flotte fyr. Hun smile bare for sig selv, og lod den ellers ligge at han blev ved med at insistere på der ikke var noget og gør som tingen stod nu, kunne hun et sted bare ikke acceptere. ”der må være noget… jeg kan ikke bare..” hun stoppe sin egen tale der og sukke bare hun ville så nødig give op hun hade bare brug for en mulighed, en enkel åbning.. var det virkelig så meget at forlange at der kom bare en lille åbning til hende. Hun sukke bare hun ville ikke give op men hun måtte vel bare vente, og håbe på der kom en åbning på et tidspunkt for hun kunne få ham væk.

Hun så på ham som de nu kunne se hinanden og lo bare som han bad hende ikke kald ham det, ”hey jeg siger hvad der sandt.. men nu du beder så pænt skal jeg nok stoppe” hun smile bare som han rakt hånden mod hende, og hun var heller ikke sent til og læne kroppen frem så meget hun kunne samt række ham sin hånd og tog roligt om hans stor hånd, hun smile som de rørt hinanden igen. Hun mæker varmen stige i kinderne og smilet på hendes læber brænde sig fast, mens hun så ham i øjnene, han så beder ude syntes hun ind sidste eller også var det bare hende der savne ham så meget at hun begynde og bilde sig selv ting ind.

[Cale Joseia Nightgale]

Håbet om nogensinde at genvinde noget, som ville minde om en frihed, var slet ikke noget som Cale havde. Faktisk var det slet ikke noget, som han havde haft i sin besiddelse igennem rigtig mange år. Grusomt som det end var, så var det vel.. pisket ud af ham, for mange år siden? "Du bliver bare skuffet.. Det ønsker jeg ikke," endte han med en dæmpet stemme. Det lignede ham slet ikke at handle på denne måde. Det lignede ham ikke at stole på nogen, men kunne han gøre andet, når han stod overfor sin egen slags? I forvejen var de jo heller ikke så mange igen kunne man sige. De havde brug for at hjælpe hinanden lidt.

Hånden lukkede sig blidt om hendes, bare for at have noget at holde fast i, og at hun tog imod den, glædede ham dog. Han vidste, at dette nok ikke ligefrem var det samme, men det var hvad han kunne give hende lige nu. Han havde vel bare.. brug for at vise hende, at han forsøgte? At han rent faktisk var en god mand, selv på trods af, at han dagligt, måtte kæmpe for sin egen overlevelse? "Nu beder du mig om rigtig meget.. Det minder mig om.. jeg har noget til dig.." Han trak hånden til sig igen, for at lade den finde ned i den lille pose, som han havde om sit liv. Han fiskede kernen op fra den fersken, som hun havde givet ham tidligere. "Her.." Han havde båret rundt på den i en hel uge.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall sukke bare som han snakke om hun ikke skulle blive skuffet, hun smile svagt ”jeg er allerede skuffet… jeg vil ikke lade dig bliv her.. du fortjener din frihed.. som det er ment for en kentaur.. og om jeg så skal gave et hul ud til dig gør jeg det!” hun så mod muren og sukke bare hun ville ikke bare give op, også selv om han bad hende om det. Hun så på muren vis bare der hade være en løs sten så hun kunne pille muren fra hinanden eller sådan noget. De var få af deres slags, og en mand som cale ville hun ikke bare lade gå til spilde på og være slave.

Hun så på ham som han holdt hende hånd og smile bare og nød og hold ham i hånden. Hun så på ham som han snakke og slap hendes hånd for så og finde noget frem, hun tog i mod stene og så på ham og så på stene ”du gemt den faktisk” hun smile og tog den ned i sin pose med frugt, ”skal nok få den planet et godt sted” hun smile og så på ham og på ny rakt ham sin hånden, hun var slet ikke færdig med og rør ham. Hun ville så gerne rør mere men lig nu var hånden hvad hun kunne få og så måtte hun nøjes, ”ville ønske at befrie dig var noget nemmer.. ” hun så på ham og smile svagt og så ham bare dybt i øjnene.

[Cale Joseia Nightgale]

Et sted kunne Cale heller ikke lade være med at smile let for sig selv. Sød var hun jo, og det var jo det, som han godt kunne lide. "Det vil for det første, kræve et rigtig stort hul, og næppe et af slagsen, som ikke bliver lagt mærke til," sagde han endeligt. Det var ikke fordi at han gik rundt og var sur og ked af det over, at tingene forholdt sig således, for han var nu efterhånden bare vant til det. Han var åbenbart bare ikke ment for at være fri.

Hånden trak Cale til sig, for at række hende kernen fra den fersken, som var trillet hen til ham. Han smilede svagt. "Jeg har båret den på mig lige siden. Den vil komme andre mere til gavn, end den vil mig," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han sendte hende et smil, inden han igen rakte ud efter hendes hånd. Han ønskede virkelig at mærke hende tæt på sig. For ham, var det næsten.. det som var det vigtigste. At vide, at der var nogen derude, som tænkte på ham, på andet vis end manden der slår sine modstandere ihjel. "Jeg beder dig om ej at gøre dig de tanker, Mydall.." bad han igen. Frygten for at blive skuffet var jo stor.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham de snakke og sukke bare som han snakke om hullet hun hade snakke om, ”det ved jeg godt.. ærgerlig du ikke lig kunne krympe til muse størrelse det ville gør alt noget nemmer” hun sukke bare og vist godt hun måtte komme på en beder plane ind det, ”gid der var noget du kunne sætte af fra.. eller en lille rampe eller noget så burt man kunne springe over den lave del af muren” mumle hun og så rundt for at tjekke ingen så dem.

Mydall så på ham og smile lidt som han sag han hade båret på den lille fersken sten lig siden hun tabt den fersken ved cellen. Hun så på ham og nikke ”det kan den helt sikker.. jeg skal nok sikker mig den bliver planet et godt sted.” hun smile og så på ham og smile bare som han tog hendes hånd og blev bare glad af og rør ham, hun så lidt ned som han bade hende droppe de tanker, ”undskylde..” hun så ned i lidt tid inden hun så op ”men jeg har allerede gjort mig de tanker” hun så på ham og smile skævt og klemt hans hånd blidt, mens hun bare nød og stå der og snakke med ham, hun hade brug for og se ham vide han stadig vare der, og var i live. Hun tænkt meget på ham, han var sød og behalige og snakke med. Hun var ikke sikker på om hun var ved og falde for ham, men hun vist bare at ønsket om og hjælpe ham vokse i takt med de mødes og snakke sammen.