i come to see you.

[Cale Joseia Nightgale]

De mange tanker og lyster, som Mydall nu satte i Cale, var nye og fremmed for ham, og derfor var det i forvejen meget svært for ham, at finde ud af, hvad han overhovedet burde gøre. Situationer som disse, hvor han skulle omgås andre, var i forvejen temmelig svære for ham, og det var slet ikke noget som han kunne skjule. Hvor skulle han placere hænderne? Hvor skulle han kigge hen? Han ville jo heller ikke gøre det ukomfortabelt for hende. Det var derimod det sidste, som han ville have!
Som hun selv kom tættere på ham, og plantede et stille kys mod hans næse, var det noget, som satte en tydelig sitren i hans krop og sind. Det var ikke nok! Det var slet ikke nok, at hun gjorde det således! Måske at det var fordi, at han var vant til det hårde liv i Arenaen, at han selv tog styringen lidt. Han var jo i forvejen vant til, at det skulle være således, og særligt fordi, at han jo ikke ønskede at træde forkert. Hånden forlod hendes kind, kun for at lægge sig bag hendes hoved, inden han selv tog initiativ til det sidste skridt, hvor han lod læberne komme i kontakt med hendes i et krævende, dog forsigtigt kys. Det andet for ham, var slet ikke nok mere! Han havde brug for mere, end den kontakt med hende, som han havde fået til nu.

[Mydall Lupita Vivar]

Alle de tanker og lyster hun satte i gang hos cale, hade hun selv på samme måde som ham. Han satte også ting i gang i hende. Hun hade være alene i en del tid nu, efter ham der var hendes først mage var forsvundet, og siden stjernen hade guide hende til og komme vide, hade hun næsten glemt hvad det ville sig at være tæt på en af modsatkøn og samme race som hende selv.
Hun så på ham som hun hade kysse ham på næse tippen, hun fornemme næsten den sitren der løb gennem hans krop, hun så roligt på ham som hun mærke hans hånd forlod hendes kind, hvilke ærge hende nød lig hans hånd der, og nu blev hendes kind kold igen. Hun så på ham som hun mærke hånden i steden for lægge sig bag hendes hoved, hun så ham i øjne som han kom det sidste skridt nærmer hende eller det nærmer han nu kunne inden hun mærke hans læber mod hendes i et krævende men dog forsigtig kys.
Hun blev først overrasket, hun hade faktisk ikke regne med han ville kysse hende efter hun hade kysse ham på næsen. Og hun hade slet ikke regne med han ville tage skridte og kysse hende på munden! Hun så på ham og smile inde i og gengældt til fulde det krævende men dog forsigtig kys, og lod sin hånd glide fra hans kind og blidt om i nakken hvor hun nusse hans nakke hård blidt, mens hun lukke øjne og bare nød kysset til fulde.

[Cale Joseia Nightgale]

At blive kysset på næsen, var slet ikke nok for Cale, og særligt ikke, når det foregik på denne her måde. Sagen var vel, at han ønskede mere, end hvad han egentlig burde? Aldrig havde han været tæt på nogen på denne her måde, og særligt når det kom til den her slags.
Kysset som han dernæst skænkede hende, var med en forsigtighed uden lige, og alligevel bestemt. Han havde aldrig været så tæt på nogen før, og derfor var dette også meget nyt for ham. Han forsøgte i hvert fald at finde ud af det. Han forsøgte at finde sin plads i det, og til det, havde han også brug for hende. At hun derimod gengældte det, var noget som glædede ham. Han lod øjnene glide i. Lige hende, var han nemlig ikke bange for, og hende havde han aldrig haft nogen grund til at være bange for, hvilket han uden tvivl var glad for. Hånden trak han en anelse til sig, så den i stedet for, kunne stryge over hendes kind. Smagen af hendes læber var fantastisk, og han kunne rent faktisk godt lide, at have hende så tæt på sig. Hans hjerte slog mere og mere fast mod hans bryst. Var det sådan, at man følte bekymring og omsorg? Han var uden tvivl bange for, at det i værste tilfælde, kunne vise sig, at blive noget, som han blev en kende for vant til, og afhængig af.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall ønske som cale mere, hun ville så gerne mere. Men der var jo lig en begrænsning i form af han var slave hun var fri så han kunne ikke bare komme ud til hende og hun ikke bare ind til ham uden at risiker hun blev taget. Hun nød kysset til fulde, hans læber var dejlig syntes hun og de hade en vis smag hun vist ikke helt hvad det var men hun kunne lig det! Hun mærke hans hånd flytte sig fra hendes hoved til hendes kind, men hun flytte ikke hovedet over hoved, hun holdt det hvor det var og holdt kysset til han ikke ville mere. Hun nød vært et sekund og nusse ham blidt i nakken mens de kysse.
Hun kunne godt blive afhængige af det her, det og stå sådan her og kysse og nusse på den måde. Det var noget hun virkelig godt kunne vende sig til, hendes hjerte slog fast men hurtig mod hendes bryst og hun syntes selv hendes hjerte bange så fast at hun kunne høre det og hun syntes det larm en del men det var nok bare hende. Hun var virkelig helt væk i kysset, alle bekymringer omkring stjernerne, at de kunne blive opdage, at de begge kunne få grim ballade, at han var fanget her alle de tanker og bekymringer var lig nu pist væk, hun følt hun svæve lidt på en sky hvor ingen kunne nå hende eller rør hende, hun sukke svagt i kysse som hun kysse ham blidt og så krævenden som han nu hade valgt at kysset skulle være.

[Cale Joseia Nightgale]

Alt omkring dem, var næsten noget som Cale måtte glemme i og med, at han gav sig hen til Mydall. Ikke at han havde troet, at han nogensinde skulle gøre det her med nogen, og særligt med det liv, som han havde. Det var noget som gjorde mange bange og usikker, og selv stolede han normalt ikke på nogen. Mydall satte dog helt andre tanker i ham, og det var virkelig underligt, at det foregik på denne her måde.
Langsomt brød Cale kysset. Ikke fordi at han havde lyst til det, for han ville rigtig gerne have mere af dette, men denne gang, kunne han bare ikke gøre det. Hovedet trak han en anelse til sig. Tremmerne var i vejen for ham, og det irriterede ham efterhånden, selvom han vidste, at han ikke kunne gøre noget ved det. Varmen havde bredt sig i hele hans krop, og det havde uden tvivl også sat en kæmpe sitren og dirren i ham, som han slet ikke var i stand til at beskrive. Han sendte hende et svagt smil, som han lod hovedet søge på sned. Selv i øjeblikket, måtte han jo erkende, at han var fuldstændig ligeglad med, at nogen i det hele taget ville finde dem.. se dem, bare de ikke gjorde hende noget, for det ønskede han da på ingen måde! "Jeg tror lige, at du gjorde min tydning af stjernerne tydelig," sagde han endelig. Så utydelig og usikre, som de nu havde været igennem de sidste tider. Hånden strøg fortsat over hendes kind. Han kunne godt lide, at være i berøring af hende på denne her måde.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall nød virkelig meget kysset, hun ville ønske det kunne forsætte for evigt men hun vist også godt det ikke kunne lade sig gøre. De måtte slippe på et tidspunkt mest fordi på et tidspunkt ville deres læber blive trætte og tremmerne var ikke just behalige og have ansigt presset mod. Hun ville dog nyde det så længe hun kunne for hvem ud over cale vist hvornår hun fik et kys som dette igen.
Hun mærke cale langsomt bryde kysset og selv om hun gerne ville forsætte sag hun intet til det men trak selv hoved bare en andeles tilbage og kunne godt mærke hvor tremmerne hade presset mod hendes hoved. Hun så på ham som han strøg hende over kinden forsat og smile selv et lille blidt smile til ham som han snakke. Hun var glad for det han sag og hun følt selv at hendes tydning var langt beder nu ”tror jeg også min er bleven” sag hun stille og så ham blot ind i øjne mens hun lod hånden glide fra hans nakke og om til hans kind på ny som hun nusse blidt.
hun hade en dejlig varm følelse i kroppen og hun følt hendes kinder brændet på en helt ny og underlig måde, mens det krible i hende på en sær måde som hun ikke vist om var behalige eller ej. Men en ting var sikker hun håbe virkelig ikke dette var sidste gang de to kysse på den måde, for det var sandelig noget af et kys hun ville huske længe fordi det var et dejlig kys men det var også et helt særligt kys syntes hun i vært fald.

[Cale Joseia Nightgale]

Frygten for at blive for vant til den slags ting, var vel også hvad der havde fået Cale til at bryde det? Alene tanken om, at noget skulle ske hende, var også det, som afholdt ham fra at lægge for meget i det, samtidig med at tremmerne, uden tvivl også måtte vise sig, at være ham en kæmpe hindring.
Stjernernes vej blev skræmmende klare for ham, på rigtig kort tid, og at hun havde det på samme måde, gjorde det bestemt ikke ligefrem bedre.. Eller måske? Han kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af det, og det var uden tvivl også svært for ham. Han sendte hende et let smil, inden han tog armen til sig igen. "Jeg ved ikke, om det er en god, eller om det er en skidt ting," sagde han endeligt, som han igen lod blikket glide mod hendes skikkelse igen. Her stod han som intet andet end en simpel slave, og naturligvis var det også svært for ham, at det forholdt sig således. Faktisk var det noget, som kun gjorde situationen meget værre, for han vidste, at han ikke ville være i stand til at gøre noget ved det, uanset hvad, hvilket ikke ligefrem gjorde situationen meget bedre for hans vedkommende. "Du er mig en unik kvinde, Mydall.. Jeg vil bare ikke have, at noget skal ske med dig," afsluttede han med en dæmpet stemme. Han havde svært ved det. Han havde virkelig svært ved det her.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun vist at han frygte for hendes sikkerhed. Og hun kunne også godt forstå det når man tænkt på ingen af dem vist hvad der ville ske med hende vis de blev opdage i og tilbringe tid sammen. Hun så på ham som hun mærke han trak armen til sig og hans hånd forsvinde fra hendes kind, hun sukke lydløst hun ville helst han blev ved men holdt munden lukke og så bare på ham som han snakke, hun smile et lille sød smile. ”jeg syntes nu ikke det så skidt igen” sag hun stille og så på ham. Hun nusse stadig hans kind lidt til hun trak sin hånd til sig og lage om tremmen igen, hun så på ham som han snakke og så ham op i øjnene.
Hun smile blidt til ham ”det ved jeg cale.. og det rart og vide du bekymer dig om min sikkerhed.. men du behøver det virkelig ikke.. for der sker mit intet” hun så på ham og lag panden mod tremmerne, ”du selv en meget unik mand cale.. jeg ville virkelig ønske jeg kunne give dig mere ind det jeg har kunne give ind til nu” hun så på ham og sukke dybt og kigge en smule ned, hun burt snart gå det var ved og være sent men hun hade ikke lyst til og gå igen, overhovedet! Hun så på ham før hun så op i himlen for at se om hendes stjerner var bleven tydeliger og det var de, hun kunne se sin vej beder nu og den vej hun skulle ville lede hende til cale men det var ikke til og tyde på hvilken måde den ville før hende til ham, ikke i aften i vært fald.

[Cale Joseia Nightgale]

I øjeblikket ønskede Cale sin frihed mere, end hvad han havde gjort nogensinde før. Han var ligeglad med, om han kunne rumme den. Han var ligeglad med, om han overhovedet kunne finde ud af, at begå sig. Hvis dette var ensbetydende med, at han ville få mulighede for at være tæt på hende, og omkring hende, så var det mere end fint for ham! Han sukkede let. Bekymringen for hende, ville ingen ende tage, og dette var nok heller ikke ligefrem noget undtag. Han ønskede jo virkelig ikke, at noget skulle ske hende, og særligt når det foregik på denne her måde. Han vendte blikket let væk fra hende igen. Det at tage sig sammen, var rent faktisk svært. "Du.. gør ting ved mig.. sætter tanker i mig.. Jeg ønsker min frihed nu, mere end hvad jeg har gjort før.. Det ligner ikke mig," sagde han direkte. Var det sådan, at blive glad for et andet individ? Tanken var behagelig og skræmmende på samme tid.
Cale blev stående tæt ved tremmerne, og med blikket vendt i hendes retning. Han blinkede let med øjnene, inden han igen lod begge hænder falde. "Min bekymring for dig, vil ingen ende tage," sagde han endeligt. Holdt han af hende? Han vidste det ikke. Alt dette var helt igennem nyt for ham, og han havde virkelig svært ved at finde sin plads i det. Det plejede han nemlig aldrig at have!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som hun bare stod der og så på ham, hun var glad for virkelig glad for ham. Hun ønske han var fri, fri til hun kunne være omkring ham være tæt på ham. Hun skulle nok hjælpe ham med og være fri men hun ville bare gerne have ham tæt på sig. Hun så på ham som han vendte blikke væk fra hende, og snakke til hende om han ville have sin frihed, hun følt et håb vokse i hende tanken om han faktisk gerne ville have sin frihed nu men det var bare lig hvordan de skulle få ham ud, hun så på ham og lod hånden søge ind og nusse blidt hans kind ”vi skal nok finde på en måde og få dig fri.. sammen.. okay?” hun smile et opmunderne smile til ham mens hun nusse hans kind ømt og kærligt. Hun så på ham som han så på hende igen, hans bekymring var rørende ”og min bekymring for dig vil heller inden ende tage.. ikke før jeg har dig her ud.. i et fri hos mig” hun så op ham og smile, hun kunne mærke hun holdt af ham det var så tydelig som stjernerne på himlen. Hun så rundt det var ved og være tid til og skulle tilbage til skoven ”jeg nød til og gå.. men jeg lover og komme igen i morgen.. vis ikke her.. så arenaen okay?” hun så på ham og smile blidt ”skal jeg have frugt med?” hun smile til ham og nusse hans kind ganske blidt.

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall var uden tvivl noget, af det mest kærlige, som Cale nogensinde havde stået ansigt til ansigt med, og naturligvis var det også noget, som han kunne mærke på sig selv. Dette var ikke tanker eller følelser, som han gjorde sig normalt, men denne gang, kunne han ikke ligefrem lade være! En frihed sammen med hende, ville være direkte fantastisk. Selvom han uden tvivl var skræmt ved tanken om det. "Du får det til at lyde, som det rent faktisk kan komme til at ske," sagde han med en endelig stemme.
Hovedet lod Cale søge mod hendes hånd, og med et smil på læben. Dette var noget, som han rent faktisk godt kunne lide, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han nikkede. Selv hendes bekymring for ham, ville ingen ende tage. Det var jo sådan at han også selv havde det. "Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af, at være fri, Mydall," sagde han endeligt. Han sukkede dæmpet. At hun skulle gå, vidste han jo godt. Hvornår han så ville se hende igen, vidste han ikke. Han kunne jo kun håbe på, at han ville se hende igen meget snart, for det andet var da slet ikke til at bære, og særligt ikke sådan, som det var lige nu. Han nikkede. "Du ved jo hvor du kan finde mig.. Og du behøver ikke tage noget med til mig.. Den slags er jeg slet ikke værdig," sagde han endeligt. Han sendte hende et smil. Han ville jo gerne have, at hun skulle have det godt.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham mens hun nusse hans kind blidt, cale var en særlig mand som mange nok ville sige ikke var noget særligt fordi han var slave men hun så ikke en slave men en flot mand, der kunne brug en der ville holde af ham og se ham som mere ind en slave og morder og det gjord hun. Hun så på ham og smile, ”det fordi jeg føler det kan ske.. måske ikke i morgen.. eller om en uge.. men en dag” hun så på ham og smile opmunderne til ham.
Hun mærke hans hoved søg mod hendes hånd, og smile bare og nød og se ham smile tilbage til hende. At han holdt på han ikke vist om han kunne være fri var trist og høre men hun ville gør alt for og hjælpe ham og støtte ham. ”det ved jeg.. men jeg skal nok være ved din side og guide dig til du har lært det” hun smile blidt og så op ham, hun agte og komme så tit hun kunne gerne hverdag vis tingen tillode hende og komme til ham hver dag. Hun smile blidt og så på ham, ”selvfølgelig er du værdig til noget frugt cale.. du er alt frugt på øen værdig i min øjne.. jeg prøver og få fat i nogle ferskner okay” hun smile og nusse hans kind blidt.
Hun lod sin anden hånd søge ind og ligge sig på hans anden kind, hun nusse blidt hans kinder før hun ført hans hoved hen til tremmerne og kysse ham ømt på munden, hun ville gerne have et lille farvel kys inden hun skulle gå. Hun holdt det dog lig længer ind lige planlagt inden hun slap hans læber ”vi ses snart igen” hviske hun stille til ham inden hun trak armen til sig, hun smile blidt inden hun vendt sig rundt og begyndt ellers og trave væk der fra, og tilbage mod skoven mens hun mærke hun hade lyst til og løbe tilbage og snakke med ham, rør ham og kys ham. Men hun tvang sig vider og glædet sig bare til næste gang de ville ses.


//Out

[Cale Joseia Nightgale]

Cale havde uden tvivl svært ved denne situation, men det var nu heller ikke ensbetydende med, at han havde noget andet valg. Dette havde været hans liv igennem så frygtelig mange år, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Skæbnen havde i det tilfælde, bare ikke ligefrem været på hans side, hvilket uden tvivl også godt kunne mærkes på hans krop og sind. ”Du er mig en ganske særlig kvinde, Mydall. Jeg ville ønske, at jeg havde mødt dig for flere år siden,” sagde han endeligt. Dette var dog ord som han mente. Måske han havde haft en helt anden indstilling, om han havde mødt hende dengang?
Hendes nussende strøg over hans kind, var især noget som han godt kunne lide. Allerede nu, var han bange for, at han var blevet en kende for vant til denne form for kærtegn. Han nød det i hvert fald, og uden tvivl mere, end hvad godt måtte være i den anden ende. Han smilede let. ”Så lang tid, at det må være en betydning, som jeg har for nogen, er jeg glad og tilfreds,” sagde han endeligt.
Kysset som hun skænkede ham, gengældte han uden at tøve. Det føles uden tvivl godt, og utrolig rart, at have hende så tæt på sig, som det han havde nu. For ham, var det bare ikke nok. Måske at det ville blive nemmere med tiden? Han vidste det faktisk ikke, og det var i forvejen det ukendte som skræmte ham lidt. Han vidste ikke hvordan han skulle håndtere dette. ”Til vi ses igen,” sagde han, og så efter hende. Det var først, da hun var gået, at han vendte om, for selv at komme i den anden retning.

//Out