i come to see you.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall sukke stille som han snakke han holdt da virkelig fast på det med hendes sikkerhed. Hun så på ham og smile bare en smule, ”det kan tiden kun vise.. jeg håber dog ikke det betyder jeg ser minder til dig ind jeg gør i forvejen” hun så på ham og sukke bare hun kunne ikke lig og være så forvirren og ikke helt forstå hvad hun selv følt og hvad stjernerne sag det var pisse træls! Hun så på ham og nikke det var sandt de var ganske få tilbage af deres art, der blev ikke født mange og åbenbart var de meget eftertragt slaver. Hun så på ham og sukke bare smile blidt ”du er altså sød” hun smile og så på ham, og mærke hans hånd der rake ud og lage sig mod hendes kind hun smile og lukke øjne og trykke kinden mod hans hånd, det var utrolig behageligt og mærke hans hånd mod hendes kind tros den var rug i forhold til hende, hun så på ham og smile blidt og rakt hånden ud og strøg ham over kinden mens hun bare så ham i øjnene og virkelig nød og stå og rør ham, ”du sød” sag hun stille igen og så bare på ham mens hun nød vært sekundet af hans hånd på hendes kind.

[Cale Joseia Nightgale]

At komme i kontakt og berøring med nogen på denne måde, var virkelig underligt, men selv Cale kunne lide det. Den verden som hun introducerede ham til, var uden tvivl mærkbar, og det var uden tvivl noget, som han selv tydeligt kunne mærke på sig selv. Tungen strøg an let over sine læber. "Måske stjernerne bliver mere klare for dig med tiden, Mydall.. Du fortjener bedre end hvad et liv på den anden side af min mur kan give dig," sagde han. Han havde et liv, hvor hun havde et andet, selvom det naturligvis ville gøre ham trist og ked af det, at skulle se mindre til hende. Han synes allerede nu, at det var for lidt, de måtte se til hinanden, og i forvejen, var det en tanke, som han faktisk havde svært ved. Det var rent faktisk en tanke, som gjorde ham trist et sted. Han sendte hende et smil, som han strøg hånden over hendes kind. Han kunne rent faktisk godt lide, at være omkring hende, og særligt på denne her måde. "Jeg har intet specielt gjort, som gør mig sød, Mydall.. jeg tager liv, når jeg er nødt til det.. I en kentaurs forstand, er jeg en morder," sagde han direkte. I den forstand, skammede han sig faktisk over det.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, og nød bare hans hånd mod sin kind. ”jeg er ikke interesseret i hvad jeg fortjener.. jeg mere interesseret hvad jeg kunne få eller måske får en dag” hun så på ham og smilte blidt til ham og lod sin egen hånd nusse hans kind blidt og nød bare og blive rørt og at rør ved ham, det var en trist tanke at stjernerne måske kunne ænder retning og hun der ved ville måske se endnu minder til ham hvilke hun ikke ønske, hun ville gerne se mere til ham og hun ville komme så tit hun kunne enten her til eller til cellen selv om hun vist på et tidspunkt ville de blive opdage og så ville det sikkert blive svære og komme i nærheden af ham, men hun ville stadig forsøge. Hun lytte til det han sag og smile et lille smil til ham, ”det ikke det jeg ser..” hun så på ham, ”jeg ser en mand.. der daglig gør det han må for at overleve, og desværre betyder de tage andres liv.. men tilgengæld gør du det ikke.. dør du.. hvilke gør de andre ikke er beder ind dig.. du har siden jeg mødt dig være sød ved mig, du har ikke skræmt mig væk eller på anden måde være ubehagelig over for mig” hun så på ham og smile blidt til ham, ”jeg ser ingen morder…” sag hun og trykke sig mod tremmerne så meget hun kunne, mens hun lod hånden stryg ham blidt og ømt over kinden, ”jeg ser en kærlig mand… som blot har være utrolig uheldig gennem tiden.. og som fortjener beder.. fortjener lidt held og lykke i sit liv… og jeg håber jeg kan bringe en af del til ham” hun sendt ham et kærligt lille smile mens hun nusse hans kind ømt og kærligt mens de sølv grå øjne så op i hans.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale vidste slet ikke hvordan han skulle handle og reagere på Mydalls ord. Naturligvis var det ord, som glædede ham, men det var bare ikke rigtigt et syn på tingene, som han delte. Han var en morder. Han slog ihjel og han gjorde hvad der var nødvendigt for sin egen overlevelse, men det ændrede jo ikke rigtigt på det faktum, at han var nødt til at tage liv, for at beholde sit eget. "I starten gik jeg i seng med mareridt om de skrig jeg hørte, og de liv som jeg måtte tage. Det var næsten det mest groteske," sagde han ærligt.
Hovedet lod Cale søge på sned. At hun så alle de ting i ham, bare efter et enkelt møde, var uden tvivl en tanke, som rent faktisk glædede ham. Rigtig meget endda. Et let smil passerede hans læber, som han endelig valgte at trække hånden til sig igen, og lagde den mod tremmerne som omgjorde porten foran ham. Selv var han ikke videre tilfreds med sin tilværelse, og særligt ikke når hun nu satte det sådan i perspektiv for ham. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. "Og derfor bekymrer det mig, at du har det syn på livet, og på tilværelsen, som du nu har, Mydall.. Selv du fortjener andet ned et liv fyldt med en risiko," sagde han sandfærdigt. De mørke øjne søgte til hendes smukke. Selv ville han slet ikke kunne få nok af at kigge i dem. Hun var da uden tvivl noget af det smukkeste, som han længe havde lagt sine øjne på.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så roligt på ham, hun vist at dræbe var forkert men hun så det som selvforsvar. Det var jo enten ham eller dem og det kunne hun godt se i gennem fingeren med for hun hade sikkert gjort det samme i hans spor, hun så på ham som han fortalt om han døje med mareridt den første tid hvor han hade gjort det, hun så ømt på ham hun kunne slet ikke forstille sig hvordan så et mareridt lød eller så ud, og hun hade virkelig heller ikke lyst til og vide det over hovedet. Hun mærke han trak hånden til sig fra hendes kinden, hun ærve sig lidt for hun hade nydet og mærke hans hånd mod sin kind men sag intet men sendt ham bare et lille smile. Hun så på ham og sukke stille ”og det rør mig du bekymer dig sådan om mig og min sikkerhed.. og jeg ville skam også have lytte til din bekymring.. vis ikke det var fordi jeg selv ønsker og sætte mig i den risiko bare for jeg kan se dig ” hun så på ham som hun så op i hans mørke øjne og nød bare og se ind i dem, han var en sød fyr og tros hans ar og sår en flot mand i hendes øjne, han var dejlig lig som han var til tros for hans baggrund.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale følte sig som intet andet end en morder, og det var svært nogle gange. Særligt når han stod og nærmest følte, at han stod til regnskab overfor Mydall. Et sted fordi at han vel var bange for, at hun ville skifte mening om ham, og bare vende om og ikke komme tilbage igen? Det var nemlig ikke ofte, at det forekom, at han var sådan her omkring nogen som helst, og særligt ikke en kvinde.. Men hun var af hans egen slags, hvilket gjorde det hele så meget nemmere for ham. Han følte det vel et sted.. naturligt?
Hånden trak Cale stille til sig, og lukkede om tremmerne i porten, hvor han kunne betragte sig af hendes skikkelse. Han sendte hende et stille smil. "Naturligvis bekymrer jeg mig om dig," begyndte han roligt. Mange var de jo trods alt ikke, og derfor var de vel også nødt til at passe lidt på hinanden? Det var der jo ikke noget galt i. "Jeg har aldrig mødt nogen som dig, Mydall.. og jeg kender dig knapt," pointerede han med en ærlig stemme. Han sendte hende et svagt smil. Han havde så meget andet, som han burde lave, men han kunne ikke få sig til det. Ikke når hun stod der ved ham. Han ville jo rigtig gerne lære hende bedre at kende.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som de bare stod der og så på hinanden, hun så ham ikke som en mord selv om hun da godt vist han var det, men hun vist også det var for han kunne holde sig selv i live så hun valgt og se gennem fingrene med det for han var blot en mand, en mand fange meget uheldig i den skæbne. Hun så på ham som han snakke og smile bidt ”at bekymrer sig er ikke altid naturlig. Men det rør mig da at du er bekymret for mig.. selv om du ikke behøver at være bekymret” hun smile blidt og så på ham, de var ganske rigtig få og det lå naturlig til hende og snakke med ham.
Men hun snakke ikke med bare fordi han var en kentaur hun snakke med ham fordi hun følt han var behagelig og snakke med som person, og han var så rolig og lyttende. Hun så på ham og smile blidt som han snakke igen, ”jeg har heller ikke mødet nogen som dig cale” hun smile og så på ham, at han hade andet og lave kendt hun ikke til hun hade selv ikke rigtig noget og lave så hun agt og blive lidt længer og snakke mere med ham, med minder der blev tegne på nogle kom for så måtte hun stikke af og håbe på ingen så hende. Hun så på ham og smile bare blidt mens hun holdt om tremmerne, hun slap dog tremmerne og lag hænderne på hans som hold om tremmerne, hun holdt blidt hånden på hans mens hun bare så på ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale havde alverdens god grund, til at være bekymret for hende, og det kunne han da godt stå ved. Tanken alene om, at nogen skulle kunne finde på at gøre hende ondt, fordi at hun stod der og var ham så nær, som hun var i øjeblikket, var næsten det, som for ham, var det mest grusomme af det hele. Han havde uden tvivl svært ved sin skæbne, selvom han havde accepteret den for mange år siden. Det ville koste ham livet, om han ikke gjorde det, og bare gjorde, hvad der var nødvendigt for overlevelsens skyld. "Det er svært at lade være," sagde han ærligt.
Som hun lagde hænderne over hans, måtte han kort slippe hendes smukke øjne, for at vende dem mod deres hænder i stedet for. Svært var det uden tvivl for ham, at det forholdt sig på denne her måde, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han havde virkelig svært ved det faktum, at nogen var så hjertevarme overfor ham, når han havde været så vant til det modsatte. Det eneste han som regel var blevet mødt af, var skrig, slag og det som var værre, og her stod hun nu. Han rystede på hovedet og med et svagt suk. "Du gør stjernerne og deres veje utydelige for mig, Mydall," sagde han roligt. Ikke at det var en skidt ting. Hun satte bare andre tanker i ham, end hvad han typisk selv ville gøre.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall forstod godt hans bekymring men han behøve virkelig ikke og være bekymret. Hun kunne godt klar sig selv og ind til vider hade ingen set dem, hun så på ham som han snakke og smile bare blidt ”det ved jeg det er… har det på samme måde” hun så på ham og smile opmunderene til ham. For hun ville ham blot det bedste og hun var bekymret for hans ve og vel, for hun syntes han fortjent beder ind et slave liv selv om hun vist han hade være det meget længe det hade han jo selv nævnt for hende.
Hun så på ham mens hun holdt hænderne på hans, og nusse dem ganske blidt. At han virkelig hade så svært ved hendes måde og være over for ham kendt hun jo lidt til han hade jo set til tider ud som han ikke rigtig vist hvad han skulle stille op med sig selv, og dog hade han smile og være blidt ved hende som faldt det ham virkelig naturlig og være sådan over for hende. Hun så på ham som han sag hun gjord stjernerne og deres vej utydelig for ham, ”undskylde… ” kom det stille fra hende.
Hun kigge lidt ned. Hvad skulle hun ellers sige, det var jo ikke for at gøre alt værre for ham, hun ville bare gerne være i nærheden af ham og brug tid sammen med ham. Stjernerne var også meget utydelig for hende, men hun var sikker på de nok skulle vise vej en dag men hun hade en følelse af han virkelig et sted var afhængig af og læse dem så han kendt til om hans skæbne forsatte på den måde. Hun så op på ham igen efter lidt tid, men hun vist ikke rigtig hvad hun skulle sig til det.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale var slet ikke vant til at stjernerne, skulle være så utydelige, som de var blevet siden han for første gang, havde kastet sine øjne på Mydall. Ikke at det var noget som han kunne gøre noget ved nu, og det spørges, om det overhovedet var noget, som han var interesseret i, i den anden ende. Sagen var vel, at han godt kunne lide det? "Det er slet ikke meningen, at du skal undskylde," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hende.
At fjerne sine hænder, var slet ikke noget, som han kunne få sig selv til. Sagen var vel også, at han kunne lide, at have hende så tæt på, at han kunne mærke hende. Et sted for ham, var dette på ingen måder nok, men selv han, måtte jo tage hvad han kunne få, og særligt nu hvor muligheden bød det for ham på denne måde. Han sukkede let. Det liv, som han havde, var ham måske ikke værdig, men dog, var det jo det, som var blevet ham skænket. Aldrig havde skæbnen været med ham på den front. "Jeg klarer mig bedre ved at vide, at du er okay," sagde han endeligt. Han tog et skridt tættere på, så han nærmest stod helt oppe af dem. Om hans herre ville bifalde, at se ham på denne måde, vidste han ikke.. Han kunne jo bare ikke gøre for det. Han ønskede så brændende at tilbringe tiden sammen med hende, når han endelig havde muligheden for det!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han sag hun ikke skulle undskylde, ”men nu sag jeg det… ” sag hun stille mens hun bare så på ham. Hun holdt forsat hans hænder, hun hade ikke lyst til og slippe lig med det samme. Hun så op i hans øjne, mens hun så han kom tætter på tremmerne mellem dem. Hun smile blidt til ham, glad for at se han kom tætter på hende. Hun selv trykke sig en smule tætter på også mens hun klemt om hans hænder blidt, ”bare rolig jeg er okay og det akter jeg og holde sådan.. og holde at se dig så ofte jeg nu kan” hun smile sødt til ham og lag hovedet lidt på snes mens hun så på ham.
Hun ville blive ved med og se ham, vis ikke her så ved cellen i arenaen eller når han slogs dog skjult hun ville ikke risiker og distrahere ham. Hun så på ham og smile forsat til ham, inden hun lag panden lidt mod tremmerne, vis hans herre så dem ville hun være ligeglad i vært fald hvad angik hende for hun ville jo blot løb og vente nogle tide med og komme tilbage her til, men hun vist jo så ikke hvad der skete med cale vis de blev opdage. Hun fik et bekymret blik i øjne, men hun valgt og kigge på hans bryst i steden for hans øjne ”vis nogle ser os… hvad sker der så med dig?” spurt hun stille mens hun lytte til omgivelserne, for at sikker sig om der nu var nogle på vej eller rigtig tæt på dem.

[Cale Joseia Nightgale]

Der var slet ikke nogen grund til at Mydall stod og undskyldte overfor ham, og det var noget, som han gerne stod ved i den anden ende. Det var slet ikke således, som han ønskede, at det skulle være. Han ville derimod gerne have, at de kunne snakke sammen, som de gjorden u. Selvom meget af det som skete, ikke just var det, som han ønskede, men hvad kunne han da gøre ved det? "Men uden grund," sagde han endeligt, som han sendte hende et stille smil.
At hun selv lagde sig op af tremmerne, sagde han ikke noget til. Han kunne godt lide, at stå der og særligt når de var så tætte på hinanden, som de var lige nu. Han slap hende med den ene hånd, og hævede den, kun for at stryge den mod hendes kind i stedet for. Hvad der ville ske, hvis de blev set med hinanden, vidste han ikke, for denne herre var ny for ham, og derfor var det endnu meget svært for ham, at finde ud af, hvad han skulle forholde sig til. Han sendte hende et overbærende smil. "Gid jeg vidste det.. men det gør jeg desværre ikke," sagde han ærligt. Han lagde hovedet tæt ved tremmerne, så han derved også kunne være tæt på hende. De øjne, kunne han nærmest svømme rundt i.. Drukne i, uden at det ville gøre ham det mindste ,for han kunne jo lide hvad han så, og det var det, som også gjorde sit for hans del. Han ville elske at kunne tilbringe mere tid sammen med hende.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham mens han snakke til hende, at hun ikke hade en grund til og undskylde hade han enlig ret i, og dog hun følt hun burt undskylde, han hade sikkert ingen problemer med og tyde hans stjerneren før men så kom hun og nu var stjerneren utydelig for dem begge to, og det gjord bare alt en smule mere usikker syntes hun. Hun så på ham som han slap med den ene hånd om tremmen og i steden for gav sig til og stryg hende over kinden. Hun så ham ind i øjnene og smile blidt, hun nød hans hånd mod sin kind og hade intet i mod at den var noget rug i forhold til hendes hud.
Hun så på ham som han sag han ikke vist svart på hvad der skete vis nogle så dem, hvorfor han ikke kunne fortælle hvordan det ville gå vis det var kendt hun ikke til. Hun vist ikke den herre han hade var ny for ham. Hun så ham blot i øjnene, hun smile bare ganske blidt til ham mens hun holdt panden mod tremmerne. Den hånden der ikke længer holdt hans om tremmen lod hun søg op og stryg ham ganske blidt over kinden mens hun bare så ham i øjnene og nød virkelig og se ind i hans øjne, hun stoppe med og lytte efter om der kom nogle hun var helt væk i cale’s øjne lige nu og her.

[Cale Joseia Nightgale]

Selv kunne Cale blive væk, bare ved at stirre på denne unge kvinde foran ham. Selvom hun var ny, ukendt og fremmed for ham. Han var slet ikke vant til at være omkring nogen, på denne her måde, og særligt nu, hvor han havde fået muligheden, for at være omkring nogen i det hele taget. Et stille smil bredte sig på hans læber, som hun selv hævede hånden og strøg den mod hans kind. Hvad skulle han da gøre ved det? Burde han gøre noget? Han kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af det, om han skulle være helt ærlig.
Unik var Mydall virkelig.. Han var næsten fristet til at.. kysse hende? Ikke at det var noget, som han nogensinde havde gjort med nogen, nogensinde før, for det havde han ikke. Han havde aldrig været i en situation, hvor han burde gøre den slags, og naturligvis, var det også noget, som han kunne mærke på sig selv i øjeblikket. Han sukkede ganske let, og lod hovedet søge mod hendes hånd først. Ikke var der nogen grund til, at hun burde undskylde overfor ham. Hun gav ham lyst til en masse, som han normalt slet ikke ville gøre, og det var også det, som forvirrede ham det ekstra. Han lod hovedet sænkes en anelse, hvor han forsøgte at komme tættere på. Hun satte lysten i ham, og han kunne heller ikke se bort fra den!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall stod bare og var helt væk i hans øjne, hun nød virkelig og se ham i øjnene og bare stå her i stilhed og se ham i øjne. Hun nød hans hånd på hendes kind og nusse blidt hans kind mens hun bare trak vejre dybt næsten lysløst hun hade lyster.. hun hade en lyst til og.. og kysse ham!. Hun så på ham som hun lage mærke til han forsøgt og komme tætter på, hun smile blidt til ham og forsøgte selv at komme tætter på. Hun presse kroppen så meget mod tremmerne hun kunne, dog så hun stadig kunne nusse hans kind og han kunne nusse hendes selv om de skide tremmer var i vejen.
Hun så på ham hans mund var for lang væk men næsen, hun trykke ansigt en smule mere mod tremmerne og forsigtig nusse hun hans kind inden hun diskret ført hans ansigt hen til hende, hvor hun lig kunne spids læberne lidt og gav ham et lille kys på næse spidsen. Hun så på ham da hun hade kysse ham på næsen og smile blidt til ham, inden hun lod ham trække sit hoved tilbage vis han ville. Hun holdt dog hånden på hans kind og nusse den blidt for hun kunne godt lig og nusse hans kind, hun smile forsigtig til ham hun ville helst have kysse hans kind og alder mest hans læber men hun måtte nøjes med næsen for hun var heller ikke sikker på han hade lyst til hun kysse ham nogle steder så det her var vel lidt et forsøg for at se hvad han ville sig til et kys.