i come to see you.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale var uden tvivl glad for at se Mydall igen. Selv det var farligt for hende, at søge hertil, så var det ikke noget, der gjorde nogen yderligere forskel for hans vedkommende. Alt taget i betragtning, måtte han jo bare forsøge at gøre tingene, så godt, som det nu var ham menneskelig muligt. Han trak vejret dybt. "Desværre ligger det ikke til mig at skifte størrelse eller forandre facon," sagde han dæmpet. Et sted var han vel bange for friheden? Han vidste jo ikke hvordan det ville være, at være fri, og den tanke måtte han rent faktisk finde ganske skræmmende, hvis han skulle være helt ærlig.

Kernen af den lille fersken, havde Cale naturligvis gemt på. Den særligt, var jo af slagsen, som ville komme så mange andre til gode, og det var jo således, at han havde det med tingene. Det ville komme andre til gode. "Godt," sagde han med et smil. Siden han havde mødt hende, var han ligeledes også begyndt at smile, og det var bestemt heller ikke noget, der lå naturligt til ham. Det var kommet, efter han var begyndt at snakke med hende. "Det er ikke nødvendigt.. Jeg ved ikke engang om jeg ønsker min frihed," sagde han endeligt. Han trykkede let om hendes hånd.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han snakke og sukke ”nej desværre ikke.. og jeg har desværre heller ikke så fine evner desværre” hun så på ham og smile svagt, hun kendt ikke til han var bange for at blive fri men hun ville ønske han var det, så kunne de nemmere være i nærheden af hinanden og snakke sammen ind det her med og frygte nogle så dem og så de begge kom i ballade og måske til skade. Hun sukke stille og så på ham og var da glad for at se ham men hun ville da gerne se lidt mere ind bare lig toppen af ham og rør mere ind bare hånden.

Hun hade set på den lille fersken sten inden hun hade lagt den væk, hun var virkelig overrasket over han hade beholdt den de fleste ville ikke tænke meget over sådan en lille ting som en fersken sten men cale hade, og hun ville søger for og planet den et sted hvor den kunne vokse sig stor og flot med masser af frugter. Hun så på ham og nød enlig og se ham smile det klædt ham faktisk okay, hun så på ham og var overrasket over han sag han ikke en gang vist om han ønske sin frihed, ”hvordan kan du ikke vide det? Frihed er langt beder ind og blive behandle som du gør.. det ikke et live for en kentaur” hun så på ham som hun mærke han trykke om hendes hånd og hun trykke blot igen mens hun så på ham, hun håbe virkelig ikke han ville trække sig væk og ikke forsøg og komme væk hun hade ikke lyst til og blive slave bare for at komme tætter på ham, selv om det efterhånden kunne virke sådan ind i mellem når de snakke, ”vis du fri.. kunne vi også nemmer ses.. uden at frygt og få ballade eller skader ved at ses” hun så på ham og holdt forsat godt fat i hans hånd.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale turde ikke tænke på hvad en frihed ville give ham. Naturligvis ville han elske, at kunne gøre hvad det lystede ham, men ville han overhovedet kunne kapere det, når det kom til stykket? Frygten for at træde forkert, og så ende i det her igen, var næsten det, som var det værste af det hele. "En skam," sagde han endeligt. Hvad andet skulle han sige?
Lykken var og havde aldrig nogensinde stået Cale bi, og dette var ikke noget undtag. Et sted var tanken faktisk skræmmende nok i sig selv. Den lille kerne havde han naturligvis gemt. Det som så mange andre tog for givet, var noget som han rent faktisk lagde temmelig meget arbejde og værdsatte meget. En kerne kunne jo blive til et træ.. og et træ, kunne komme rigtig mange andre til gavn, så hvorfor ikke gemme det? Han smilede let for sig selv. "Jeg kan ikke engang huske den søde nektar af frihed, Mydall.. Jeg kan ikke huske hvordan det er at gøre hvad jeg lyster og tænke hvad jeg har lyst til," fortalte han. Det gjorde ondt at erkende, men det var jo bare de omstændigheder der var.
Et tungt suk brød Cales læber. Han holdt endnu om hendes hånd, selvom det begyndte at krampe i hans arm, efter at holde armen på denne her måde. "Det ville være fantastisk.. virkelig.. virkelig fantastisk," sagde han med en sandfærdig mine.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun kendt selvfølgelig ikke til de mange tanker der måtte være hos cale omkring frihed efter så lang tid, hun kendt jo ikke til andet ind frihed og kunne gør hvad hun ville og sige og tænke som hun ville. Hun så på ham som han sag en skam ”ja en skam” sag hun stille og så på ham, hun ville ønske han ture tænke på frihed og ture gå efter den tros de mange års slaveri men igen hun forstod det jo bare ikke, det var en ting hun måtte erkende over for sig selv, og måske hun aldrig ville komme til og forstå det. Det var ikke til og vide, hun så på ham som han snakke, hun sukke lydløst og så bare på ham ”du kunne jo opleve den igen.. jeg kan hjælpe dig gennem den første tid med frihed.. passe på dig om nødvendig” hun nusse hans hånd blidt, som han snakke igen og smile bare blidt til ham ”det ville det bestem.. det ville være virkelig fantastisk.. og jeg vil gør alt jeg kan for det kan ske.. om det så tager mig en evighed” hun så på ham og smile og mærke selv sin arm krampe hun slap modvillig hånden for bare og række den anden arm over så armen der lig hade holdt hans hånd kunne få en lille pause, forbande være den mure ikke var minder så det ikke skulle være så besværligt! Hun sukke inde i og hade lyst til og sparke til muren til den smulder selv om det ville larme og tage en del tid for denne mur så virkelig solid ud.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale var direkte bange for at flygte, for tænk nu, hvis det skulle gå galt? Det var slet ikke noget som han ønskede sig, og slet ikke, når det var sådan her.. Det var først nu, for alvor, at det gik op for ham, hvor meget han egentlig håbede og ønskede den, siden han havde mødt hende. Nu stod han her overfor en kvinde.. En af hans egen slags. I forvejen, var det ikke noget, som han havde set særlig meget til i frygtelig mange år. "Du er så god af dig, Mydall.. Det mener jeg virkelig," sagde han sandfærdigt. Et sted skræmte tanken ham også mindst lige så meget.
Alt taget i betragtning, havde Cale slet ikke forestillet sig, at nogen skulle se på ham på den måde, og med sådan et ønske om at snakke med ham. Han sukkede dæmpet og trak hånden til sig, som hun slap den. Hans egen hånd krampede og det kunne han godt mærke. Han ville ønske at han kunne tage hende i favnen i stedet for.. En drøm om en dag i frihed, som han først havde gjort sig efter, at han havde mødt hende. "Jeg læser det i stjernerne. Umiddelbart er de ikke med mig, Mydall.. Jeg har været heldig til nu.. Om ikke andet.. så fordi at jeg har mødt dig," sagde han endeligt. Hånden lagde han mod muren igen. Den var for høj til at han kunne hoppe over.. Han følte sig fanget. Nu mere end hvad han nogensinde havde gjort før.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han snakke og smile blidt, ”det ligger naturlig til mig og være god af mig.. nogle vil nok sige jeg er for god af mig.. men.. tak det sødt af dig og sig” hun smile og mærke hendes kinder brænde svagt, hun så på ham som hun så han ikke rakt hende den anden hånd og trak der for hånden tilbage og lage bare hænderne mod muren, hun så på ham for hende var det uhyggeligt at han tøve med og ville prøve friheden men hun forstod så heller ikke en slaves sinde, hun så på ham som han snakke igen og sukke selvfølgelig var stjernerne ikke med ham hvor typisk, hun så på ham og smile opmunderne ”jeg sikker på stjernerne vil vende for dig cale.. stjernerne har være tavse over for mig.. det som om de ikke helt ved hvad retning min valg vil føre mig..” hun så på ham og sukke bare og så på ham, hun følt sig virkelig ensom tros han var over for ham. Hun ville ønske at hun kunne komme tæt på ham, og holde om ham og få ensomheden til og forsvinde. ”mh jeg vil også sig det heldig jeg mødt dig.. før jeg mødt dig.. var jeg frygtelig ensom..” hun så på ham og sukke og kigge lidt ned, udsigten til de to kunne få lov og være sammen så ikke lys ud men hun ville holde ud, for hun kunne virkelig godt lig cale og hun ville hjælpe ham om stjerneren var med hende eller ej!

[Cale Joseia Nightgale]

Det satte en knude i Cales bryst, at vide, at Mydall så brændende ønskede at få ham fri. Hun var uden tvivl rigtig god af sig, og det var noget, som han da helt klart havde svært ved. Han var slet ikke vant til at nogen i det hele taget opførte sig på denne måde. "Du er virkelig også god af dig. En kende for god, hvilket jeg nok vil give mange andre ret i.. Du ser det i folk, som de ikke selv, er i stand til at se," sagde han med en rolig stemme.
Hovedet lod Cale støde let af mod muren, ved siden af sig. Han sukkede dæmpet, hvor han let lukkede øjnene. Det var svært. Virkelig, virkelig svært. Ensomheden havde jo ligeledes været hans eneste ven på disse kanter, og det havde det jo været i mange år. At hun så desperat ønskede, at han skulle komme ud og nyde sin frihed, gjorde det heller ikke ligefrem nemmere. "Hvad fortæller stjernerne dig, Mydall?" spurgte han med en direkte stemme. Han selv var jo nysgerrig. Han kunne jo kun læse, hvad hans egne sagde, og det var bestemt ikke til hans fordel. Han trak vejret dybt og lod hovedet glide mod muren i stedet for. "Du fortjener bedre end at føle ensomhed, Mydall... Meget bedre," endte han. At en med så godt et hjerte, ikke havde nogen.. Det var frygteligt.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han som han sag hun var en kende for god, det kom ikke bage på hende hun vist det jo godt selv. Hun så på ham og smile bare skævt ”ja er jeg… og det jeg ser i dig er godt selv om du måske selv ikke kan se det” hun så på ham som han lod hovedet stød mod muren, kunne han ikke klar og se på hende? Eller hade han det dårligt? ”er du okay cale?” hun så på ham og hørt så hans snakke, hun sukke og så mod himlen og stjernerne ”jeg ikke sikker… men de fortæller mig om to veje… den ene vil føre mig hen hvor jeg altid har være… og den anden.. det ikke tydelig.. det som om der noget der forhindre mig i og se hvor jeg ender vis jeg forsætter med og opsøge dig..” hun sukke for en gang skyld kunne stjernerne ikke give hende et tydelig svar og det skræmt hende de hade altid kunne guide hende det rigtig sted hen, hun sukke og så mod ham igen som han snakke om hun fortjente beder inde ensomheden, ”det ved jeg… det der for jeg opsøger dig” kom det stille fra hende, ”når jeg er nær dig.. så føler jeg mig ikke ensom mere.. ” hun så på ham og smile blidt og kærligt til ham for det var sandt vær gang hun mødt ham forsvandt hendes ensomhed og så snart hun var væk fra ham så kom den stærkt tilbage til hende. Det var ren tortur og være væk fra ham men hun vist hun måtte vis ikke hun skulle risiker og ende i noget slemt.

[Cale Joseia Nightgale]

Knuden samlede sig i Cales krop og sind. Det var jo slet ikke meningen at dette skulle ske. Det var slet ikke meningen at hun skulle være uvis om hvor hun skulle ende, men derimod følge de veje som stjernerne guidede hende. Hvis de var uklare på hans færd.. Ja, så var det vel heller ikke den rette vej? "Du er så god af dig, Mydall," sagde han sandfærdigt. Ikke at det var en tanke som gjorde ham noget, for han kunne derimod godt lide det. Det var det, som lidt gav ham håbet om, at der måtte være andet end hvad øjnene var i stand til at se.
Cale strøg hånden let kærtegnende over muren. Han rystede på hovedet. "Der er intet galt," forsikrede han med en rolig stemme. Der var intet galt. Overhovedet ikke faktisk. Han brød sig bare ikke om, at det var den indvirkning som han havde på hende, for han vidste, at han ikke kunne gøre synderlig meget ved det, og det var næsten det, som for ham, var det værste af det hele. "Stjernerne plejer aldrig at være så uklare når det gælder en færd, som dine må være for dig, Mydall.. Jeg må bede dig om at være på vagt," bad han. Han så sig om. Hvor han dog gerne ville røre ved hende.. Sådan ordentligt. Stryge hendes kind, som han havde gjort inde i byen, inden de havde været tvunget til at afbryde det hele. "Jeg ved ikke om det er en god eller en skidt ting," sagde han direkte. Han vidste at Arenaen nok ville ende med at tage hans liv på et tidspunkt.. og hvad så med hende?

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han igen sag hun var for god af sig, hun smile blidt og så bare på ham og virkelig bare glad for at stå der og snakke med ham, hendes hænder gjord som hans og kærtegen muren blidt som vis det var hun kunne rør ham, hun så på ham som han forsikringe hende om der intet var galt. Hun stole på at det han sag var sandt så hun smile bare blidt til ham og så på ham mens han snakke på ny. Hun vist godt det var sært at stjernerne ikke var tydelig for hende, hun så op mod stjernerne igen som for at se om ikke de hade ænder spor for hende, hun ville så gerne være tætter på cale, kunne rør ham, stryg hans kind trøst ham, passe på ham og hjælpe når han hade være i arenaen, men som det stod nu kunne hun ikke før det. Hun så mod stjerneren jo mere sikker hun var på hun ville være hos cale så tæt så mulig jo mere ro kom der over stjernes fortælling, ”det ænder sig..” kom det stille fra hende, ”min vej vil lede mig til dig… men… hvordan det ender er stadig uvis..” hun så mod ham og smile blidt til ham, hun var ikke bange for hvordan det hele skulle ende, hun tænkt positiv og hun tænkt på ham. ”jeg vil finde en måde og hjælpe dig på.. selv om det kan betyde en helves ballade for mig selv” hun så på ham og lod hånden søg over muren hun prøve virkelig på og nå ham men ak tæt på dog stadig så langt fra.

[Cale Joseia Nightgale]

Det var svært for Cale, som aldrig havde været afhængig af et andet væsen og et andet individ. Denne kvinde satte ting og tanker i ham, som overhovedet ikke var typisk eller normalt for ham at gøre sig. Det var svært. Han sukkede let, inden han lod panden møde muren i stedet for. Stjernerne ledte hende i retningen af ham? Hvad betød det for ham? Det havde han ikke læst endnu i sine egne i hvert fald. "Jeg ville ønske, at jeg vidste hvad det betød," sagde han direkte.
Stjernerne ledte hende mod ham.. Men han stod i en situation, som ikke just tillod, at de overhovedet kunne komme i kontakt med hende, andet end enkle kærtegn og ellers et blik, og muligheden for samtale. Ville der overhovedet komme en mulighed, hvor han kunne gøre mere med hende? Et sted håbede han virkelig på det, men det var jo trods alt aldrig til at vide. "Du ønsker virkelig at sætte himmel og hav i bevægelse for det her? Det betyder meget for mig, Mydall, men jeg ønsker jo ikke, at du skal komme til skade..." Han trak vejret dybt, inden han så sig om. Porten... hvorfor havde han ikke tænkt på den? "Kom..." sagde han pludseligt igen, inden han skridtede hen til denne. Her var det tremmer af ren jern. Umulig at bryde op, men han.. kunne se hende. Han kunne få lov til at se hende!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall stod roligt og så over muren på ham, hun kendt ikke til hans tanker om hende men hun hade i vært fald sin tanker om ham, tanker hun et sted godt vist lig nu slet ikke var muligt men de var der stadig! Hun så på ham som han snakke, hun forstod ham godt for hun ønske også og vide hvad det betød for ham, dem begge faktisk. ”ville ønske jeg også vist det” sag hun stille og så på ham, selv om de kun kunne udveksleenkle kærtegne og samtaler og blikke nød hun være og en af dem. Hun så på ham som han snakke og nikke til det han sag ”du skal ikke bekymre dig om skader.. jeg vil sætte alt i bevægelse for det her.. du er begyndt og betyde en hel del for mig cale.. ” hun så på ham som han pluslig bad hende komme, hun skyndte sig efter ham og så på jern tremmerene og smile stort som hun faktisk kunne se ham nu, hun gik helt hen til tremmerne det minde hende om den gang hun fandt ham ved arenaen ”det var meget beder… nu kan jeg se dig ordentlig” hun smile tros mørket ikke gjord det nemt og se ham så kunne hun da se ham, hun lyst selv op med det måne skin der nu måtte være fordi hun var så lys som hun var, hun så på ham og lag hænderne på tremmeren og så på ham med et stort smile på læberne.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale vidste slet ikke hvordan han skulle håndtere dette. For ham, var det uden tvivl hårdt, og det var svært, men han måtte erkende, at han jo godt kunne lide det. Han kunne godt lide, at han havde gjort indtryk på hende, på en eller anden måde. "Du er mig en varmhjertet og et meget kærligt væsen, Mydall," sagde han. Han kunne ikke finde noget andet at sige til det. Han kunne jo blot håbe på, at de mange stjerner over hovedet på hende, ville vise hende vejen før eller siden. Det var da uden tvivl noget, som hun måtte tage til sig. Det var vel næppe ved ham, at hun kom nogen vegne?
Porten havde Cale slet ikke tænkt på. Der var han da i stand til at se hende, selvom det placerede ham langt mere ude i det åbne, end hvad han egentlig brød sig om. Han sendet hende et smil. Smuk som hun var. Den smukke hvide pels.. og de øjne. Det var noget af det smukkeste, som han nogensinde havde set. "Det her, kan jeg meget bedre forholde mig til," sagde han denne gang med et smil på læben. End ikke det, var noget som han kunne skjule for hende. Han stillede sig tæt ved tremmerne. "Betyder jeg så meget for dig? Selvom du kun har mødt mig den ene gang?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Han havde virkelig svært ved det.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall hade blot smile som han sag hun var varmhjerte og kærligt væsen, det lå i hende at være sådan. Hendes mor hade også være sådan en type kvinde dog nemmer hissig ind mydall men det var en side detalje. Hun håbe stjerneren ville fortælle hende vejen snart, og hun håbe den vej blev ved med og føre hende til cale hun var virkelig bleven glad for ham. Hun så på ham som de kom til porten og hun stod tæt på tremmerne. Hun så på ham med de sølvgrå øjne og smile blidt til ham, ”samme her.. det rart og kunne se den man taler med ordenligt” hun smile og så på ham som han kom tætter på tremmerne. Hun så på ham som han spurt hende om han betød så meget for hende, hun var stille lidt hun kunne ikke forklare det men siden deres første møde hade han være i hendes tanker og bekymringer. Også selv om ikke kendt ham ude og inde men måske kun lig kendt overfladen af ham så så hun noget i ham, noget der gjord hun søgt mere til ham. Hun så ham i øjne og nikke stille først ”mhmm jeg ved godt det lyder sært.. men siden jeg mødt dig i cellen så jeg noget i dig..jeg kan ikke forklar det.. men det gjord jeg føler mig naturlig tilpas omkring dig, og min ensomhed forsvinder og jeg føler mig hel…” hun så på ham og smile forsigtig og så ned ”det lyder nok alt sammen som en gang sludder… men jeg kan ikke forklar hvordan jeg har det på en beder måde” hun holdt blikke ned og knuge hænderne om tremmerne på porten.

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall havde kun set Cale en enkelt gang, og derfor var det uden tvivl svært, selv for ham, at finde ud af, hvad alt det her måtte betyde. Det eneste, som han jo egentlig kunne gøre, var vel at spørge? Overfor hende, var det også for længst, gået op for ham, at han ikke skulle være bange for at spørge. "Før eller siden, vil vejen vise sig for dig, Mydall.. Forhåbentlig til større sikkerhed, end hvad du til nu, har begivet dig ud til," sagde han med en sandfærdig mine.
Skræmmende som det var, at de kun havde set hinanden den ene gang, og end ikke hun var en, som Cale kunne slå ud af hovedet. Den tanke måtte han finde direkte skræmmende, og det var det som han uden tvivl også havde svært ved. Han lod hovedet søge på sned ved hendes ord. Hun forstod det heller ikke. Ja, det gjorde det jo heller ikke ligefrem nemmere eller bedre for hans vedkommende, og særligt ikke sådan som det var lige nu. "Så mange er vi jo heller ikke tilbage, kan jeg forestille mig.. Vi er en jaget race, Mydall.. Det handler om at passe på hinanden," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hende. Han rakte den ene hånd igennem tremmerne, for denne gang at stryge hånden over hendes kind ganske rolig og blidt. Hun var virkelig noget af det mest kære, han længe havde været udsat for. "Du kan komme lige så langt med tankerne, som jeg. Jeg glemmer, at jeg er ensom, når du er omkring," sagde han ærligt.