The beauty of spring

[Jarniqa Dynithril]

Skønt deres læber nu havde mistet kontakten, løb blodet endnu energisk omkring i Jarniqas krop. Selv nød hun, hvad han kunne være ved hende med så få midler, som der virkelig ikke skulle meget til, før han fik det hele til at strømme i hendes krop. Om andre mænd kunne gøre det samme ved hende, som han kunne, måtte hun endnu spekulere over. Dog ønskede hun egentligt ikke, at det var en anden, som hun stod med, som dette var rart. Varmen mærkede hun også i sin kind igen, som hans fingrer let strøg over den. Hver gang hans fingrer forlod et område, mærkede hun, hvordan det behageligt måtte prikke i hendes hud, inden den igen måtte blive beroliget af hans fingrer. ”Jeg vil se, hvornår jeg kan komme tilbage igen,” lovede hun ham roligt. Nu hvor det hele gik mellem dem, kunne hun vel uden problem søge tilbage hertil? Hvornår hun ville få tiden til det, vidste hun dog ikke, da Theodore kørte hårdt på hende. For hårdt, hvis hun selv skulle sige det.. Men det var måske også fordi, at hun endnu ikke følte, at jobbet var … hende? Svært havde hun det nemlig, som det ikke var, hvad hun var blevet født ind i. Af den årsag ville Lucifer vel også have fundet sig bedre tilpas med en sådan opgave? Det smaragdgrønne blik tog hun ikke fra ham. ”Snart i hvert fald.. Theodore venter på mig på slottet, og jeg har allerede udskudt vores træning en gang i dag,” fortalte hun ham ærligt. Videre fristet var hun dog ikke til at søge tilbage til Theodore, da dette her var langt sjovere. Langt mere behageligt.. Selv måtte hun også helt savne at føle sig så fri, som Lucifer gjorde i øjeblikket. Sjovt var det dog, som hun ikke kunne lade være med at tænke, at han nok savnede hendes rammer. Sjovt var det, som de jo nærmest havde byttet liv.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste, at det hele udelukkende handlede om at nyde tiden mens man havde den, og dette var bestemt ikke noget undtag. Når alt endelig skulle komme til alt, så var det bare sådan her, at det måtte være. Han havde.. brug for hende. Det gav ham en grund til at skulle opføre sig, og faktisk forsøge at vise sig, fra den gode side, og det var det, som han også godt kunne mærke i dag. Han lod hovedet søge let på sned. Nu hvor hun vidste hvor han holdt til, var det måske også det nemmere for hende, at gøre noget ved, i den anden ende? Hans hånd hvilede endnu mod hendes kind, som han strøg ganske let. "Nu ved du hvor jeg bor," sagde han med en rolig stemme. Han betragtede hende med et stille smil på læben.
At hun ville være tvunget til at søge væk herfra, inden alt for lang tid, kom ikke bag på ham. Træningen skulle jo passes, så meget vidste han jo. Han vidste desuden også at der faldt konsekvenser på, dersom man valgte at se bort fra dette foretagende.. Han ønskede faktisk ikke de konsekvenser for hende, og særligt ikke, når han vidste, at hun rent faktisk gerne ville opsøge ham igen. Han nikkede roligt. Et sted ville hun jo kunne opsøge ham hurtigere igen, ved at tage herfra, så.. et eller andet sted, ønskede han vel, at hun skulle søge afsted? Han trak ganske kort på smilebåndet, som han let lod hovedet søge på sned. "Jo hurtigere du søger herfra, des hurtigere, kan du søge tilbage igen," kommenterede han med en rolig stemme. Ikke fordi at han havde tænkt sig at smide hende på port, for det var slet ikke tilfældet. Han ville jo bare gerne have lov til at nyde tiden med hende, når han endelig kunne.

[Jarniqa Dynithril]

Tilfreds var Jarniqa med at vide, hvor hun ville kunne finde Lucifer. Selv ønskede hun jo at se ham igen, som det at hade ham havde været sværere end først antaget. Underligt fandt hun det endnu, som hun bestemt ikke havde troet, at han nogensinde ville have blevet til en person, som hun havde kunnet holde af, som hun først havde set ham i tronsalen. Han havde vel heller ikke troet, at hun ville kunne blive en person, som han kunne holde af? ..Hvis han vel og mærke holdt af hende. ”Det gør jeg,” medgav hun stille, som hun bestemt ikke ville glemme vejen til hans lejr lige foreløbig. At han ligeså også ønskede, at hun hurtigt ville vende tilbage til ham, fik hende kun to at trække på smilebåndet. Hun kunne godt lide at vide, at hun var ønsket af ham, samt … savnet af ham. Rart var det, skønt det også var skræmmende at fornemme, hvordan endnu en person langsomt måtte få sig en betydning hos hende. Hun var jo vant til, at det kun var hende og Damien.. ”Jeg vil se, hvad jeg kan gøre,” sagde hun stille, inden hun igen måtte føre sine læber mod hans i et blidt kys. Selv ønskede hun uden tvivl selv at vende tilbage til dette hurtigst muligt! Hun smilte til ham. Hun ønskede skam at vende tilbage til ham, og det var ved at være svært at lægge skjul på.. ”Du må have det til vi ses igen,” hilste hun stille, inden hun langsomt trak armene til sig igen. Forbandede træning! Forbandede Theodore! Det var det eneste, som hun kunne tænke i dette øjeblik. Dog måtte det positive være, at Lucifer ønskede, at hun kom igen.. Et skridt tilbage trådte hun, hvor hun sendte ham et sidste smil, inden hun drejede om på hælen. Det var bedst, hvis ikke hun vækkede Theodores irritation med dette.. Yndefuldt begyndte hun at gå, hvor hun måttte forlade lejren og Lucifer til fordel for at bevæge sig tilbage til slottet.

// Out

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var måske ikke nemt for Lucifer at indrømme, men han savnede hende faktisk, når han ikke var sammen med hende, hvilket på ingen måder lignede ham, og det var uden tvivl tydeligt. Han blev stående med hende i sine arme. Selv det kunne meget hurtigt gå hen og blive en vane for ham. Det var faktisk ikke så slemt, som han først havde antaget, og det var jo trods alt også det, som han godt kunne lide. "Så du ved hvor du med største sandsynlighed, vil finde mig," sagde han med en rolig stemme. Dette var noget som han mente. Han havde jo trods alt også vist hende det af en grund.
Igen skænkede Lucifer hende et blidt kys. Selv kunne han jo heller ikke lade være, når han endelig havde en mulighed for at være sammen med hende. Derfor.. ville han hellere lade hende gå nu, så de igen snart kunne få muligheden. Her generede han jo heller ikke ligefrem nogen, kunne man jo sige. Han hævede igen hånden til hendes kind. Hun bekymrede sig om ham, hvilket han da så tydeligt kunne mærke og fornemme på hende. En tanke som han fandt morende.. det var sød et eller andet sted, men bestemt heller ikke noget som han brokkede sig over. "Til vi ses igen," sagde han med en rolig stemme, inden et let smil passerede hans læber.. Først der valgte han at give slip på hende og lade hende gå. Selv blev han stående og kiggede efter hende. Hvad pokker var det ikke lige hun gjorde ved ham? Han rystede de tanker let ud af hovedet, inden han vendte sig mod sin lille lejr igen. Den føles pludselig skræmmende ensom.

//Out