The beauty of spring

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer himlede med øjnene og rystede så let på hovedet. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. "Okay den sad," mumlede han kort for hovedet. Ikke at det var noget, som han kunne gøre det store ved nu. Vred var hun jo trods alt på ham, og hvad andet kunne han da gøre ved det? Det var bestemt ikke fordi at hun gjorde tilværelsen nem for ham, for det gjorde hun da godt nok heller ikke. Et sted var det en tanke som irriterede ham, for han ville jo slet ikke få nogen mulighed, for at kunne gøre noget ved det!
En undskyldning, var rent faktisk noget, som han ønskede at skænke hende. Det var bare ikke lige til at finde ud af hvordan, da han aldrig havde oplevet disse situationer før. Det var vel ikke underligt med det liv, som han jo egentlig havde? Armene forblev liggende over kors, og med blikket hvilende på hendes skikkelse. "Tror du ærlig talt, at jeg siger ting uden at have en grund til at sige dem? Honesly snuske, så står jeg her, og forsøger at sige hvad jeg har på hjerte.. og ja, jeg skylder dig oprigtigt en undskyldning.. Selvom jeg føler mig snydt.. Så skylder jeg dig en undskyldning," sagde han endeligt. Han vendte blikket væk. Det var ærlig talt svært for ham det her. Virkelig, virkelig svært faktsik, og gud hvor var det dog irriterende. Han sukkede tungt. "Jeg fik ikke muligheden, for at åbne munden, prinsesse.. Du smed mig i gulvet og sprang ud af vinduet," kommenterede han kort for hovedet. Nu skulle hun heller ikke stå der og fremhæve sig selv, som noget, som hun faktisk slet ikke var! Det ville han slet ikke tillade, at hun gjorde! Han bed tænderne kraftigt sammen. Naturligvis skulle hun køre rundt i den nu. Ikke at det var noget som gjorde tingene meget bedre for hans vedkommende, og slet ikke, som det var lige nu. "Men her står jeg.. vrænger min sjæl ud for dig.. Take it or leave it," afsluttede han. Det her var på ingen måder nemt for ham. Slet ikke!

[Jarniqa Dynithril]

”Hvorfra skulle jeg vide, om du mener dine ord eller ej? Vi har knapt nok talt sammen,” endte Jarniqa fortvivlet med at sige, og måske var det også det, som var hele problemet? At de blot havde kysset fremfor at tale med hinanden? Det gjorde nemlig, at de i det store og hele stadig ikke kendte hinanden. Man kunne nemlig ikke just sige, at de var venner. Enten diskuterede de nemlig eller også kyssede de.. så måske var det det der var problemet? At de ganske enkelt ikke kunne med hinanden, men blot følte en fysisk tiltrækning? Øjnene kneb hun en anelse sammen. ”Du fik jo muligheden! Og selv jeg undskyldte den dag! Jeg undskyldte for at smide dig ind i væggen,” endte hun frustreret med at sige. Flere muligheder havde hun givet ham der. Han havde blot ikke valgt at tage dem. Det var derfor også en af de ting, som havde såret hende. Hun havde jo ønsket at blive med ham. Hun havde sågar spekuleret over, hvordan det måtte være at falde i søvn i hans arme. Om det ville have været anderledes end at sove med Damien. Som det dernæst lød som om, at han stillede hende et ultimatum stirrede hun blot på ham. ”Hvordan kan det være en undskyldning, når du samtidig hovere med at sige, at jeg var svag, og at det var min egen skyld? Du vidste, at jeg ikke ville, og alligevel gjorde du det,” endte hun direkte med at sige, da hun selv ikke mente, at det var en undskyldning at sige, at han beklagede, men at det var hendes fejl, fordi hun ikke havde kunnet klare mosten. I hvilken verden var det en undskyldning? Hvorfor han overhovedet havde brug for at sige det til hende, vidste hun ikke. Selv havde hun nemlig tænkt, at han allerede havde lagt i med en eller flere, efter deres sidste møde.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"No shit. Det har du aldrig været interesseret i. Du har jo ikke gjort andet end at hovere, håne og smide mig i kælderen, fordi jeg valgte at give lidt igen," sagde Lucifer med en kortfattet stemme. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Det var uden tvivl svært for ham, at stå foran hende og sige undskyld. Det havde måske ligget mere i hendes opdragelse, end hvad et havde gjort i hans, men for pokker, det kunne han jo ikke bare gøre noget ved. Aldrig havde han stået i situationen, hvor han havde været den, som skulle sige undskyld. Hun havde ingen anelse om hvor svært det her rent faktisk var for ham! "Og hvad så? Jeg forsøger rent faktisk her," sagde han irriteret, hvorefter han igen kneb øjnene sammen.
Jarniqa stolede ikke på ham. Fred være med det, for det kunne han jo trods alt heller ikke. Hans trak vejret dybt og rystede på hovedet. Var det her virkelig bare ren og skær spild af tid? Han håbede da virkelig ikke! "Det lå i fingrene, okay? Hvad mere vil du have?" spurgte hanmed en kortfattet stemme. Nej, det var noget som kun gjorde ham direkte irriteret, uden at han egentlig kunne gøre alverdens ved det lige nu. Han længtes.. han havde tænkt på hende så mange gange igennem den sidste tid. Tænderne bed han fast sammen. "Ved du hvad? Fint.." Denne gang var det ham som vendte sig med ryggen til. Det var svært for ham, og han ville ikke være den der stod her og tabte ansigt overfor hende. At andre kiggede og stirrede efter dem, rørte ham virkelig ikke, for han havde gjort det her så mange gange. Han kunne vel altid finde en erstatning? Selvom han måtte erkende, at han havde nydt det.. og nok en kende for meget. Mere end hvad han ville erkende.

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg har aldrig været interesseret? Så lad dog vær med at spille hellig, når det er det sidste du er! Du har været mindst ligeså hoverende og hånende over for mig. Dit problem er bare, at du aldrig har mødt en, som turde give dig igen,” sagde Jarniqa direkte. Selv ville hun have talt med ham, hvis de havde været i stand til at tale sammen. Problemet var blot, at det lignede, at de kun var i stand til to ting. At skændes og kysse. Det var også det der forvirrede hende, som hun ikke forstod, hvorfor hun var tiltrukket af en mand, som hun end ikke kunne med. ”Og hvad så? Jeg forsøger blot at forstå det her! Forstå, hvordan du kan undskylde og hovere på en og samme tid. Forstå, hvorfor du i det hele taget kyssede mig. Forstå, hvorfor du ønskede at presse mig, når du vidste, at jeg ikke ville,” sagde hun direkte og fortvivlet, som det hele måtte få det til at snurre i hendes hoved. Svært var det, som hun ikke forstod sig på noget af det. Svært var det også, når den mand der havde opdraget heller ikke forstod sig på det. Selv ville hun blot have ønsket, at Lucifer havde vist sig fra sin tålmodige side, men måske ville det have været at gøre ham til en person, som han ikke var? Selv havde hun dog alligevel håbet på, at han havde været tålmodig og havde ladt det køre i hendes tempo. På den måde havde hun nemlig ikke flygtet fra ham. På den måde ville de stadig have kunne gjort alt det, som hun havde nydt med ham. Til en tynd streg blev hendes læber, som han vendte ryggen til hende og nærmest gjorde klar til at gå. Det var vel også for det bedste, som han fortsat skabte en knugende fornemmelse i hendes bryst, fremfor blafrende sommerfugle i hendes mave. ”Fint.. Gå.. Find en kvinde som vil alt det, som du vil,” lød det tonløst fra hende. Hvorfor var det, at en følelse af skuffelse vældede op i hende? Burde hun ikke have det fint med, at han gik? Hun havde jo selv flygtet fra ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Det benægter jeg heller ikke," sagde Lucifer med en ganske kortfattet stemme, som han igen klemte med næverne om hans overarme. Han var virkelig fristet til at give hende igen. Han hadede virkelig, når tingene ikke rigtigt gik som han gerne ville have dem, og særligt fordi at det her rent faktisk var noget der gjorde ham ked af det. Han var bare gerne sige undskyld.. Eller forsøge med det, selvom det var tydeligt, at det ikke helt fik lov til at gå, som han gerne ville have det, for hun havde jo tilsyneladende ikke accepteret den, så hvad skulle han da kunne gøre ved det? "Jeg reagerede bare, okay?! Den slags sker rent faktisk! Jeg har lyst til mere end dig? Hvad pokker er problemet? Ja, jeg trådte over grænsen, men jeg har for pokker da undskyldt!" endte han med en fast tone. Han ville bestemt ikke stå her og undskylde mere for hende, og særligt ikke når det var sådan her, at det forholdt sig!
Det gjorde faktisk Lucifer ked af det, og så rejste han facaderne, som han altid havde gjort. Hellere det end at fremstå som svag eller noget i den stil, for det var slet ikke noget, som kom på tale for hans vedkommende. Umulig var hun jo helt at snakke med, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hans vedkommende, og særligt når det forholdt sig på denne her måde. Han rystede på hovedet og stillede sig med ryggen til hende. Sagen var vel, at han ikke var særlig fristet til at søge efter andre? Men hvis det var det som skulle til, for at ramme hende, så fair være med det! "... Fint," endte han med en fast tone. Her begyndte han jo så at gå. Bevidst for sin egen skyld, fyldte han med i hendes tanker og sind.. Mest for sat finde ud af hvad hun mente om denne sag. Han var jo ikke meget for at gå! Han rystede på hovedet. Det her lignede ham på ingen måde!

[Jarniqa Dynithril]

Svært var det. Svært gjorde han det for Jarniqa. Ukendt var hun nemlig i al dette, som han endnu var den første og eneste, som hun havde berørt denne front med. Ej vidste hun, hvad hun selv skulle gøre, for ej kunne hun tale med dette om nogen. Hun ønskede nemlig ikke at tale med Lucifer om det, da han blot ville sige, at hun skulle tage sig sammen og lade ham tage styringen. Hun kunne heller ikke tale med Damien om det, da han vidste ligeså lidt om det som hende. Svært var det derfor, som hun ingen venner eller veninder havde. Endvidere ønskede hun ej heller at prøve sig frem for at se, hvordan det foregik med andre. Knuden mærkede hun også blot vokse, som han nærmest råbte ad hende. Dette gjorde også, at de tilkaldte flere blikke fra parkens gæster. Ydmygende var det, som hun bestemt ikke ønskede at dele denne samtale med alle og enhver. Ligeså fandt hun det ydmygende at vide, hvad der havde hændt. Selv forstod hun ikke sin lyst til ham, og af den årsag forbandede hun den også. Som han uddybede sin undskyldning for hende, overvejede hun, hvorvidt hun burde tilgive ham. På den front var hun vel enig med ham et sted? Hvad der derimod haltede var, at han havde talt ned til hende grundet det faktum, at hun ikke var med på ligeså meget som ham. Derfor overvejede hun også, om det var bedst, hvis han fandt en i sin egen liga? Hun vidste det ikke.. Underlig var den tanke også, da det jo var en intimitet, som de havde delt. Men på den anden side.. Det var jo en intimitet, som han også havde delt med andre kvinder end hende. Derfor var hun vel bare endnu en i flokken? Hvornår man stoppede med at være endnu en, vidste hun ikke. Var det mon når man fik børn? Hendes smaragdgrønne blik hvilede på ham, som han gik. Ondt gjorde det på hende, men var der ikke også nogen der sagde, at det skulle gøre ondt, før det ville gøre godt? Selv måtte hun dog tage sig i at ønske, at han vendte sig om og kyssede hende igen, samt fandt en måde at forsikre hende på, at det ej ville eskalere sådan igen.. Og på den anden side ønskede hun også blot at glemme, når det jo gjorde ondt. Han gik jo alligevel, så kunne han ikke tage hendes minder med sig? Hun forsøgte at ryste tankerne af sig, inden hun selv begyndte at gå den modsatte retning end ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Her stod Lucifer virkelig, og forsøgte at undskylde, selvom det tilsyneladende ikke var noget, som han kunne finde ud af at gøre godt nok. Han forsøgte, var det ikke det, som rent faktisk var det vigtigste af det hele? Han knyttede næverne, inden han lod hænderne falde igen. Han rystede på hovedet. Det her var nok ikke det mest funktionelle valg han havde taget, også selvom han havde tænkt på hende mere end en gang. Han havde jo nydt det.. Nydt at være der sammen med hende og for hende i den stund, som nu havde været. Hans blik gled kort i retningen af hende, inden han let rystede på hovedet. Grotesk var det virkelig, at det var på denne her måde.
Lysten til at gå, var ikke til stede for Lucifers vedkommende, for han ønskede faktisk at snakke med hende, som han også ønskede at.. snakke med hende. De havde jo fundet ud af, at de dengang rent faktisk kunne snakke sammen, uden at de behøvede at køre hårdt på hinanden med det ene eller det andet, og hvorfor kunne de så ikke bare gøre det nu? Han nåede ikke langt, før han kunne høre tanken i hendes sind. Som hun ønskede det, gjorde han jo det samme. Ikke at han normalt havde det på denne måde. Han stoppede op og med et tungt suk. Ville hun blive vred på ham igen? Det ville ikke engang komme bag på ham, om hun gjorde det. Han vendte sig mod hende. Han stod en del meter fra hende, også selvom han nu kunne se, at hun var på vej i den anden retning. "Ønsker du at jeg skal gøre det igen?" spurgte han med en høj stemme. Han ville jo ikke gå. For det første, fordi at han boede i parken her, da han ikke havde andre steder at søge hen. Han lod hovedet søge på sned. #Jeg ved jo at du gerne vil,# lød hans stemme denne gang i hendes sind. Han var nødt til at gøre et sidste forsøg!

[Jarniqa Dynithril]

På vej væk var Jarniqa, da hun igen hørte Lucifers stemme. Automatisk sprang hendes hjerte et slag over, hvilket igen måtte undre hende. Hvad fanden bestemt, om det slog hurtigere eller knugede sig sammen? Den bløde lyserøde læbe bed hun ned i, som hun tøvende stoppede op og vendte sig mod ham igen. Langt var hun ikke selv noget, hvilket han derimod var. Hendes smaragdgrønne blik hvilede på ham. Om hun ønskede, at han gjorde det igen? ”Gøre hvad igen?” spurgte hun undrende, som hun ej forstod spørgsmålet til en start. Som hun dernæst hørte hans stemme, uden at hun så hans læber bevæge sig, tog hun sig øjeblikkeligt til hovedet! Læste han hendes tanker? Hvad fanden var det for noget at gøre?! Det var for fanden privat! Han havde intet at gøre derinde, skønt hver en tanke hun pt tænkte omhandlede om ham. Læberne snerpede hun sammen. ”Det er for fanden privat!” råbte hun ad ham, hvilket øjeblikkeligt betød, at de tilegnede sig endnu flere blikke. Til dels nysgerrigt og forfærdet så folk på, hvor nogen af dem havde fulgt optakten i længere tid end andre. Ligeglad med dette var Jarniqa dog med det lige nu og her. Det eneste hun havde øje for var nemlig Lucifer. Respektløse Lucifer. Ned på hug søgte hun kort, hvor hun greb en nedfalden gren. Ej tøvede hun med at kaste den i hans retning, som han bestemt skulle forstå, at det ikke var i orden at forpurre hendes sind. Dette var også helt en handling, som fik mødrene i parken til at guide deres børn væk, som de tydeligvis ikke fandt de to unge menneskers opførsel passende. Ligeglad var Jarniqa dog. Lucifer skulle blot forstå, at det ikke var i orden! Dog kunne hun heller ikke lade være med at ønske, at han så bort fra dette optrin og alligevel nærmede sig hende for at tage hende i sine arme. For skønt hun var ny i alt dette, måtte hun alligevel nyde ideen om en stærk mand der var villig til at kæmpe for kvinden. At hun ligeså havde det sådan, forstod hun dog ikke. Var der nogen der forstod disse tanker?!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Nysgerrig som Lucifer nu var, så ville han gerne vide hvad hun gjorde sig af ting og tanker, og særligt nu hvor han vidste at hun havde nydt det så meget som hun havde. Ikke at det var noget som han kunne gøre noget ved nu, og særligt ikke når hun agerede ved at være så vred på ham, som det hun var lige nu.
Han stoppede op og med blikket mod hende. At det jo så endelig gik op for hende, at han havde været en tur forbi hendes tanker og sind, gik hurtigt op for ham, sådan som hun gav sig til at gale op! Grenen som hun samlede op og kastede mod ham, tog han ikke så tungt. Han flyttede sig, for ikke at blive ramt af denne. Det var da noget af det sidste, som han ønskede sig. Han himlede med øjnene. Hun var virkelig en kvinde, som kunne gale op, når hun var utilfreds. Dette kunne han da tydeligt fornemme på hende. Han valgte derfor at søge mod hende i stedet for. Han ønskede det.. hun ønskede det, og et sted så ville han jo gerne vise hende, at han kunne behandle hende pænt, og gerne være som hun nu gerne ville have det. Hvis det betød, at han kunne få lov til at nyde det sammen med hende, så var det virkelig det værd i hans øjne. "Skal du til at gale op igen nu?" endte han med en kortfattet stemme. Ikke at han var bange for hende, velvidende om, at hun kunne gøre ham ondt. Hun havde trods alt gjort det en gang tidligere. "Desuden kan man ikke undgå at høre dem," sagde han med en ganske kortfattet stemme. Folk var begyndt at søge væk fra dem og væk fra parken, i og med, at de endnu en gang måtte vise sig, at være på krigsstien. Han tog det dog ikke så tungt igen, for det var der heller ikke ligefrem nogen grund til. "Så du skal til at være vred på mig igen? Du vil jo gerne," afsluttede han med et kækt smil på læben. han kunne ikke lade være med at prikke til hende.

[Jarniqa Dynithril]

Arrig formåede han uden tvivl at gøre Jarniqa! Det var nemlig på ingen måde den første gang, at han fik blodet til at vælde op i hende. Ej brød hun sig om at vide, at han havde invaderet hendes privatliv. Det næste hun måtte spekulere over var, hvad han havde hørt? Hun havde jo tænkt så forbandet meget, hvor hun end ikke selv kunne lægge ord på de tanker, som hun havde! Derfor måtte det være hende en gåde, om han virkelig fik noget ud af at rumstere derinde. De var nemlig et tegn på det virvar af følelser, som han skabte i hende. Selv følte hun nemlig helt, at han fik hende til at føle alt, og utroligt forvirrende var det! Automatisk rankede hun sig op, som han nærmede sig hende. Hvad forstod denne mand ikke, når hun kastede grene efter ham?! På den anden side måtte hun dog også ønske, at han kom hende nærmere. Faktisk helt tæt endda. Havde der mon nogensinde eksisteret en person, som var ligeså forvirret som hun? Tænderne bed hun sammen, inden hun hårdt valgte at støde sine hænder mod hans bryst, for at få ham væk, som han nærmede sig hende. Som hendes hænder kort strejfede hans brystkasse, måtte hun dog helt føle, hvordan hendes hud måtte prikke og hendes hjerte galopere. Øjeblikkeligt tog hun sine hænder til sig igen. ”Min råben er på alle måder selvforskyldt fra din side!” bed hun af ham, uden hun rørte ham igen. Hun ønskede dog at røre ham igen, som hun ønskede at glide ind i hans favn. Røre hans viltre mørke hår. Føle hans varme bløde læber. Hun trådte et skridt tilbage fra ham. Forbandede krop der i øjeblikket forsøgte at forråde hende! ”Jeg stoppede aldrig med at være vred på dig.. Derfor er der ikke noget at blive igen,” svarede hun ham krigerisk igen. Hvor ville det dog også føre hen, hvis hun først stoppede med at være vred på ham?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Tanker var tolkfrie, men når de var så tydelige, så kunne end ikke Lucifer lade være. Han søgte roligt mod hende. Stedet var efterhånden temmelig affolket, foruden dem, som ikke rigtigt havde børn med til stedet her. Det var vel heller ikke underligt, at de søgte væk? Han søgte hen til hende, hvor han selv kunne mærke hendes hænder mod hans bryst, hvor hun nærmest gjorde et halvhjertet forsøg på at skubbe ham væk. Han var det væsen som han var, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved det. "Du tænker så højt, at jeg kunne høre den i den anden ende af parken, snuske," kommenterede han kort for hovedet, inden han hævede hænderne i et forsøg på at gribe om hendes overarme, selvom hun allerede havde trukket sig væk fra ham.
Blikket hvilede intenst på hende. Selv han ønskede jo at mærke hende tæt på sig selv, kysse hende.. mærke hendes hænder og hendes væsen. Alt i alt, måtte det sætte en direkte længsel i ham, og det var svært. Det lignede ham slet ikke at have det på denne her måde. Hænderne faldt igen, som han lod hovedet søge på sned. Hun var ikke den eneste, som sad med det ønske. Det samme gjorde han jo trods alt. "Så du vil gå rundt og være vred på mig for resten af dit liv? Det bliver godt nok et langt, mørkt og ensomt liv, vil jeg hilse og sige," sagde han direkte. Vrede var direkte udmattende at skulle føle hele tiden, og ville hun ærlig talt gå og bruge tiden på det? Han var ikke vred på hende. Han kunne derimod bare godt lide at prikke til hende, og særligt fordi at hun reagerede så voldsomt på det, hvilket kun gjorde det meget sjovere. Armene lod han søge over kors. "Men her står jeg.. vrænger mig ud i en undskyldning, og alligevel kaster du ting efter mig.. Imponerende, at du ikke har kastet rundt med mig endnu," endte han, hvorefter han himlede med øjnene.

[Jarniqa Dynithril]

Hvert et ord han sagde, lyttede Jarniqa til. Hvorvidt det passede, at hendes tanker var så lette at høre, vidste hun ikke. Det var trods alt ikke hende der var mentaldæmonen, men ham, så det var vel muligt, at det var således, at det fungerede? Hvorvidt om hun kunne lide, at han havde invaderet hendes sind eller ej, måtte hun også lige tænke over. Selv kunne hun dog ikke lade være med at tænke, at hvis han virkelig havde læst hendes tanker, hvorfor var hun så ikke i hans arme endnu? Hvorfor kærtegnende han ikke blidt hendes kind? Hvorfor trykkede hans læber sig ikke længselsfuldt imod hendes? På vej væk havde han jo været, hvor han nu var kommet tilbage, så han måtte vel ønske det samme som hende.. gjorde han ikke? Om hun selv skulle tillade at give efter for ham igen, vidste hun dog ikke. På den ene side havde han jo sagt undskyld, men på den anden side havde han også såret hende, og sjovt havde det bestemt ikke været. Dog kunne hun ikke benægte følelsen af, hvordan hendes hjerte måtte slå hurtigere i takt med, at hun overvejede at være med ham igen. Det var jo det hun ønskede.. Hun tog en indånding. ”Hvis du virkelig kan og har læst mine tanker, hvorfor står du så endnu der?” spurgte hun sigende, hvor det vel var en invitation til ham? Hendes smaragdgrønne blik hvilede fortsat på hans ansigt, skønt det var svært at koncentrere sig, nu hvor hendes hjerte ilede afsted og blodet for omkring i hendes åre. Hvordan man kunne føle således, begreb hun endnu ikke, men hun ønskede at føle det noget mere. Hun ønskede at føle det … med ham. ”I så fald må vi se, om jeg fortsætter min vrede til dig resten af mine dage, og om jeg vil kaste omkring med dig.” Det sidste ville dog højst sandsynligt ske, hvis han nærmede sig hende. Selv måtte det nemlig få hende til at tænke på al deres kyssen i sengen, hvor de havde trillet frem og tilbage. Et minde der kun fik hendes hjerte til at slå - om muligt - endnu hurtigere.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste jo hvad han ville, men det gjorde det ikke altid bedre, at modparten tænkte det ene, men gjorde noget andet, og lige nu, var det kun direkte irriterende, at det var således, at det forholdt sig! Tænderne bed han hårdt og fast sammen, som han let rystede på hovedet. Hvor var det dog direkte irriterende, og særligt fordi at hn gik rundt og brugte så mange kræfter og så meget energi på at være sur på ham. Ikke at det var noget som gjorde det meget bedre. "Fordi at du ikke vil have mig tæt på.. og så alligevel.. Hvad med at gøre op med dig selv, om hvad du virkelig vil?" spurgte han direkte, som han igen lod hovedet søge på sned.
Armene gled over kors på hans faste bryst. Han blev stående. Lysten til at kysse hende.. røre ved hende, og mærke hende tæt på sig, og vide, at hun havde lyst til det samme, havde uden tvivl været fantastisk. Betød dette virkelig, at hun faktisk accepterede og tilgav ham for hvad han havde gjort? Skulle han gøre alle trækkene? Hun kunne jo også bare stå der og vise ham, hvad hun egentlig gerne ville, fremfor at lade ham gøre det hele. Han kneb øjnene let sammen, inden han denne gang tog et skridt mod hende. "Hvorfor spilde tiden med at være vred, når man kan gøre det modsatte? Jeg ved jo du gerne vil.. Og jeg har aldrig lagt skjul på, hvad jeg gerne vil," sagde han med en ganske sigende mine. Hånden hævede han denne gang, kun for at lade den glide under hendes hage, næsten som havde hun været en kælen kat. Begge havde de fundet en glæde i hvad de havde udført ved søen.. og i sengen på kroen efterfølgende, så hvorfor benægte, at det havde været der? Han nød selv at berøre hendes varme hud, med hans forholdsvis kolde hånd. Han var jo trods alt ikke delvis isdæmon for ingenting.

[Jarniqa Dynithril]

Sandt var det vel et sted, at Jarniqa på en måde ønskede det ene og det andet. På den ene side ønskede hun nemlig at føle sig levende og brændende hed igen. På den anden side tænkte hun, hvorfor? Da det højst sandsynligt ville gå galt igen. Derfor kunne hun vel et sted ikke bebrejde ham for ikke at kunne finde ud af hendes tanker? Hun kunne jo ikke engang selv gøre op med dem! Derfor sagde hun intet til hans første ord, da han vel et sted havde ret? Ekstra opmærksom måtte hun dog blive, da han alligevel valgte at nærme sig hende. Betød det, at han i så fald ønskede, at de begge gav efter for den anden igen? ”Fordi det er skræmmende, og fordi, at jeg ikke ved med sikkerhed, hvor dette vil føre hen,” endte hun med at indrømme for ham, for det hele mundede vel ud i en form for frygt? Aldrig havde hun været bange af sig, men denne her intimitet forekom hende skræmmende. Ligeså var det også skræmmende at tænke over, hvad han ville kunne finde på, da hun aldrig havde været så tæt på en person, som hun var på ham. Hun var nemlig ikke den person, som havde overdynget sig i bekendtskaber. Længselsfuldt begyndte hende krop at sitre, som han berørte hendes hage. Selv følte hun det helt som om, at det pirrende og behageligt stak i huden der omgav hendes hage, hvilket måtte gøre resten af hendes krop jaloux. Det var nemlig ikke nok, som det skulle være mere. Hun ønskede at mærke ham, som hun havde mærket ham i Natymia. Selv måtte hun blot håbe, at han denne her gang ville være i stand til at holde sine udforskende hænder væk.. Afstanden mellem dem kvalte hun på et splitsekund, som hun måtte gøre dette! Hendes slanke arme søgte om halsen på ham, så deres kroppe nu kunne mødes. Dertil strakte hun hals, så hun længselsfuldt kunne trykke sine læber mod hans i et savnet kys.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Jarniqa gjorde det ikke nemt for Lucifer at finde ud af dette. Han kneb øjnene svagt sammen. Hendes handlinger sagde det ene, og hendes tanker gjorde det andet, og når han selv læste folk tydeligt hvad angik den slags, så var det vel heller ikke underligt, at han var forvirret og vel bare måtte prøve sig frem? Og det var jo så det, som ligeledes, var endt med at gå galt sidst de havde været overfor hinanden.
Hånden strøg han let over hendes hage i stedet for. Han sendte hende et næsten morende smil. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. "Du har ikke noget at være bange for," sagde han blot. Han vidste jo, at det var frygten et sted, og særligt hvis hun kom fra en stand, hvor man intet havde.. Absolut intet havde, og så nu havde det hele, i og med, at hun rent faktisk stod som prinsesse af landet her. Ikke at han havde noget imod det, bare ikke at det var en titel, som aktivt skulle bruges imod ham i stedet for, så kunne han sagtens overkomme det, hvis han selv skulle sige det. Hånden strøg under hendes hage, hvor det samtidig glædede ham, at hun ikke trak sig. Med andre ord, så ville hun faktisk gerne have, at han var tæt på hende. At hun kvalte afstanden, havde han dog ikke regnet med. Armene om hans nakke, og det at hun strakte sig, for at kysse ham, fik ham nu kun glædeligt til at gengælde det. Øjnene gled let i, som han igen placerede hånden bag hendes hoved, så han kunne holde hende tæt ind mod sin egen krop. Fantastisk føles det jo at have hende tæt på igen! Hovedet lod han let søge på sned, som han intensiverede kysset. Han havde jo faktisk savnet, og ikke mindst manglet, at have hende så tæt på.