The beauty of spring

[Jarniqa Dynithril]

Du har ikke noget at være bange for. En trøst var ordene ikke just, da Jarniqa ikke turde stole på dem. Hun havde jo altid lært, at hun ikke måtte stole på nogen, og ej burde lukke nogen ind. Derfor var det også så pokkers svært med Lucifer, da han vækkede så forbandet meget i hende! Selv tænkte hun, at han ikke kunne begribe, hvordan det måtte være hende. Af den årsag kunne hun ikke bare give slip, som han ellers ønskede af hende, og når hun gav slip, spekulerede hun over, om det var en fejl eller ej. Damien havde sagt, at hun ej skulle se Lucifer igen. Selv havde hun sagt, at hun aldrig ville se ham igen. Dog ønskede hendes hjerte og krop noget andet.. Det var også grundet det, at hun hurtigt valgte at trække ham ind til sig og forene deres læber igen. Igen var sommerfuglene i hendes mave vågnet, som de igen blafrede på livet løs og vækkede hendes krop. Som han ligeså signalerede, at han ønskede dette, tillod hun igen sine fingre at begrave sig i hans vilde hår, alt imens den anden hånd lagde sig om hans nakke. Ej ønskede hun at give slip. Ej ønskede hun, at han gav slip på hende igen. Længselsfuldt og hungrende fulgte hendes læber hans, som kysset blev intensiveret. Man skulle næsten tro, at kysset var den eneste nærring, som de kunne få. Selv følte hun også helt, at det var den eneste nærring, som hun havde brug for lige nu og her! Øjnene havde hun ladt glide i, hvor omverdenen hurtigt forsvandt for hende. Ej så eller hørte hun de personer, som havde set det hele. Der var dem der rystede på hovedet af dem, og der var dem der smilte af dem. Hver og en tænkte de dog: unge mennesker.. Langsomt måtte hun lagde øjnene glide op, som hun med et længselsfuldt suk måtte slippe hans læber med sine. Panden lod hun glide mod hans, så hun kunne se ham direkte ind i de isblå øjne, alt imens det første lille smil gjorde sin antydning i hendes mundvige. Hans krop stoppede hun ikke med at knuge ind mod sin. ”Jeg har savnet dette.. Jeg har savnet dig,” hviskede hun stille.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Jarniqa havde ej noget at være bange for, hvilket Lucifer gerne ville vise hende. Ganske vidst havde han trådt over stregen sidst de havde set hinanden, men han kunne altså ikke gøre for det, og svært var det uden tvivl også, når det hele forholdt sig på denne måde, som det nu gjorde.
Nu kunne han glemme det hele lidt igen. Hun viste ham hvad hun gerne ville have, og det gjorde det nemmere. Selvom tanker og krop, var to helt forskellige ting, så var det stadig svært. Han ville jo for pokker ikke gøre hende ondt. Det havde han jo faktisk aldrig været ude på. Han ønskede bare at finde sin plads i livet, nu hvor Appolyon ikke var det sted han skulle være. At han så skulle være faldet over prinsessen af det gamle Manjarno, var så også noget af det sidste, som han havde regnet med. Hans øjne var gledet i. Alle de andre mennesker og væsner, synes at glide mere og mere i baggrunden for ham, hvor det udelukkende var hende, som havde hans fulde opmærksomhed. Ikke at det egentlig var noget som gjorde ham noget. Han kunne virkelig godt lide det. Sådan som hun knugede om ham, som hun slet ikke ønskede, at han skulle søge nogen steder hen. Som hun brød kysset, var han nødsaget til at gøre det samme. Igen måtte de isblå øjne atter komme til syne. Blikket søgte hendes. Hun havde savnet ham? Det var en kæmpe bekræftelse for ham at høre. Smilet bredte sig, hvor smilehullerne ligeledes også måtte vise sig i hans ansigt. "Vil det lyde for pladderromantisk, hvis jeg siger, at jeg også har savnet dig?" spurgte han sandfærdigt, da dette rent faktisk var ord, som han måtte mene. Hånden trak han let til sig, kun for at lade den glide mod hendes kind. Så slemt, kunne dette vel heller ikke være? Hendes duft hang ved i hans næse. Han huskede den.. smagen af hendes læber og hendes hænder. "Det er ikke så slemt, er det?" tilføjede han let. Han kunne jo ikke lade være.

[Jarniqa Dynithril]

Om kysset var et tegn på hendes naivitet, kunne Jarniqa ikke gøre op med sig selv. Hun kunne jo ikke gøre for, at hun ønskede ham. Desuden, var der også et problem, hvis han ligeså ønskede hende? Svært var det at sige, men igen syntes hun at være sprunget i med begge ben igen. Kysset måtte hun dog bryde for en stund, men blot så hun kunne se ham ind i øjnene og tale til ham, uden at slippe ham. ”Romantik eller pladderromantik kender jeg ej til. Jeg kender kun til dette..,” lød det sandfærdigt fra hende, som det de lavede sammen var den eneste viden hun havde omkring romantik. Det var nemlig ikke just det, som Damien havde forsøgt at lære hende om, hvor hun ej heller havde haft veninder til at tale med det om. Derfor kendte hun kun til de udfoldelser, som hun lavede med Lucifer. Hun trak en kende på smilebåndet. ”Men personligt ville det glæde mig at høre, at savnet er gengældt, så du ikke lader mig hænge som en eller anden tåbe,” tilføjede hun med et glimt i øjet. Som han nød bekræftelsen fra hende, ønskede hun jo ligeså at mærke den. Var det så underligt igen? Belejligt ville det også være for hende, hvis de følte det samme. Måske kunne hun i så fald falde det mere til ro? Halvt i måtte hendes øjne helt glide, som hun fornemmede hans hånd mod sin kind. Skønt han var lettere kold, følte hun det ikke, som hun derimod følte sig brændende hed, og … det skulle han også gøre. Hun huskede nemlig, hvordan hans krop ligeså var blevet hed, som de havde været i gang sidst. ”Pas på.. Hvis du fortsætter med at drille ender det virkelig med, at jeg kaster rundt med dig,” advarede hun ham. Dog uden at smilet forlod hendes læber. Hun kunne jo på ingen måde kaste ham væk fra sig.. ikke nu! Dette måtte hun også udtrykke ved, at hendes øjne igen gled i, som hun igen trykkede sine læber mod hans. Denne her gang i et blidt kys. Forbandet svært var det jo at lade være, nu hvor hun havde tilladt sig selv at nyde ham igen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Kysset havde uden tvivl været direkte behageligt, og havde efterladt Lucifer med en form for behag, som han sjældent følte noget andet sted, og dette var naturligvis noget, som selv han kunne mærke sig af. Hans hjerte begyndte igen at hamre mod hans bryst, som det ikke havde gjort siden han sidst havde stået overfor hende. Han sendte hende et smil. Frygten for at virke for pladderromantisk, var uden tvivl til stede.
Armen gled let nedover hendes ryg, hvor han trykkede hende tæt ind mod sig, ved hendes lænd. "Det er jo uden tvivl til min fordel," sagde han med et let smil på læben. Så slap han da for at lyde alt for pladderromantisk, for det ville bare for alvor ødelægge det hele! Han lod hovedet søge let på sned. Selv var han fristet til at kysse hende igen.. og igen mere end det, hvilket han nu havde fundet ud af, var en meget dum ide, at praktisere, da han havde set, hvad han havde fået ud af det. Ikke noget, udover at de var blevet direkte uvenner, og havde gjort hinanden ondt. Ville han ændre sig for hende? Det var nok for tidligt at sige. Der fandtes jo også grænser for hvor længe han ville bevare sin tålmodighed. "Som en anden tåbe? Jeg synes nu du klarer det ganske fint uden," pointerede han med et stille smil på læben. Lige nu havde han igen glemt, at de havde været oppe at skændes og slås. Ikke at det som sådan kunne komme bag på nogen. Han levede i nuet fremfor fortiden, for det fik man ikke noget ud af. "Det tør du ikke," pointerede han med et let morende smil på læben, hvor han jo heller ikke ligefrem kunne lade være. Han valgte denne gang at slippe hende med den ene hånd. Han ville dog ikke slippe hende helt. Det blide kys gengældte han selv uden at tøve det mindste. Det føles virkelig rart, når hun gjorde det der med ham. "Jeg bliver kun alt for vant til det der," endte han med en intens hvisken.

[Jarniqa Dynithril]

Smilet trak Jarniqa på, som hun mærkede hans hænders gang, inden de lagde sig mod hendes lænd og trykkede hende ind til sig. Perfekt syntes det at være, hvor dette måtte være romantik i hendes øjne. Ud fra Lucifers ord lød det dog som om, at det ikke måtte være sådan i andres øjne, men ligegyldigt kunne det vel også være? Lige nu var al dette jo nok for hende. ”Jeg burde måske spørge mig til råds hos folk og derfra pudse det af på dig,” svarede hun i en drillende tone, som han trods alt gav udtryk for, at han ej ønskede mere end dette. Selv havde hun dog blot sagt, hvad hun følte, og hvis han ligeså havde savnet hende, ville hun da ikke have noget imod at høre det. Rart ville det nemlig være at vide, at hun ej havde været alene i den båd, skønt hun ikke havde indrømmet det overfor sig selv før nu. Øjnene endte hun med at himle med, inden hun gav ham et let skub i brystkassen. Dog ønskede hun ikke at ryge ud af hans favn, som det var vanvittigt behageligt i den. ”Hvis du skal være sådan, er jeg altså i stand til at finde ud af parken,” advarede hun ham med et glimt i øjet, hvor det nærmest kunne ligne, at det var kærligt drilleri der herskede mellem dem nu. Det ene øjenbryn hævede hun ved hans ord. ”Det tør jeg ikke? Jaså.. Du glemmer tydeligvis, at jeg før har gjort det,” svarede hun med en selvsikker mine. Ret vidste hun også, at hun havde, som hun to gange før havde kastet ham igennem et lokale. Den ene gang i tronsalen, og den anden gang på værelset i kroen. Derudover havde der også været de milde kastninger, som de havde kastet omkring med hinanden i sengen, som de havde trillet rundt fra den ene side og til den anden. Ord glemte hun dog for en kort stund, som de delte det korte blide kys mellem dem. Selv det følte hun, at hun kunne blive vant til. Som Lucifer også selv sagde ordene, kunne hun kun trække på smilet. ”Så tillad dig selv at blive vant til det,” hviskede hun retur. Det var vel også et tegn på, at hun ønskede dette igen, igen … og igen?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Igen stod de så her, efter at have råbt af hinanden. Besynderligt var det, selv i Lucifers øjne, og særligt fordi at hun nærmest havde givet udtryk for, at hun havde hadet ham for det som han havde gjort, også selvom det var det stik modsatte som skete i en stund som lige nu. Her synes det nemlig, at hun nød at have ham tæt på sig, og nød hvad han gjorde ved hende. Ganske vidst ønskede han endnu, at der blev gjort mere end bare kys og kærtegn, men at ødelægge det, ønskede han dog ikke at gøre igen. Han rystede let på hovedet. "Nu skal du heller ikke ødelægge det hele," pointerede han sigende. Ej kunne han lade være med at drille hende, særligt nu hvor hun viste ham, at det var noget, som hun rent faktisk kunne holde til.
Som hun let puffede til ham, var det dog ikke noget, som han tog tungere end som så, da det ej var noget som han havde haft nogen grund til at gøre. Her blev han endnu stående med hende i sine arme, da han virkelig godt kunne lide det. Han nød det, som han ligeledes elskede at stå der med hende. Underligt var det, at gøre sig de tanker om et andet individ, og særligt fordi, a det ej lignede ham, at gøre sig tanker om dette. "Ville du da gå uden mig?" spurgte han videre. Selv havde han ej troen på det. Særligt når de stod her, som de gjorde lige nu. "Før har du gjort det.. men glem ikke, hvad du fik i retur," tilføjede han med et glimt i øjet. At se hende i hovedet, som hun havde vandret direkte ned i det kolde vand, kunne han da endnu grine af.
Let trykkede Lucifer hende tæt ind mod sig. Hånden gled automatisk længere ned over hendes lænd og over hendes bagparti. Man var jo ung, og man skulle da have lov til at prøve sig. "Med andre ord, så har du ikke tænkt dig, at efterlade mig her," endte han med et ganske tilfredst smil på læben. Han kunne ikke lade være.

[Jarniqa Dynithril]

”Du kan bare lade være med at finde det ødelæggende,” svarede Jarniqa muntert igen. Godt kunne man næsten sige, at hun havde det igen, skønt hun ikke vidste, hvad al det her betød. Betød det, at de var okay igen? At de skulle begynde at gøre det her med hinanden? At de kun måtte gøre det her med hinanden? Selv vidste hun det ikke. Ej kendte hun nemlig reglerne, som hun kun vidste, om hun kunne lide det eller ej, og lige nu kunne hun bare lide at stå sådan her med ham. Et glimt viste sig i hendes smaragdgrønne øjne. ”Det ved jeg nu ikke.. Hvad ville jeg få ud af at lade dig blive ved mig?” spurgte hun roligt, skønt hun udmærket vidste, hvad hun kunne få. Hun kunne få kys.. kærtegn.. blafrende sommerfugle i maven. Alt sammen noget, som hun bestemt ønskede at have i livet så længe de var enige om reglerne. Selv vidste hun nemlig, at hun ikke kunne give ham, hvad han ønskede. Om han var okay med det, måtte tiden dog vise. Hurtigt ville hun også kunne spotte dette, som hun hurtigt kunne mærke i hvilken retning, at hans hænder bevægede sig. Igen søgte hendes arme omkring ham, hvor de begge lagde sig om hans hals, så hendes ene hånd let kunne lege med hans hår. Dejligt var dette, men måske var det også godt, at de talte sammen, fremfor at de blot stod og kyssede? Eller var deres aftale bare, at de var kyssepartnere? Hun vidste det ikke, og forvirrende var det. Skulle hun spørge ham, om de både skulle forsøge at lære hinanden bedre at kende gennem ord og måske blive venner, samt nogle der kyssede, eller skulle hun spørge ham om, at det bare var kysse de skulle gøre med hinanden? Eller var det for underligt at spørge om sådan noget? ”Jeg synes nu ikke, at jeg har fået noget igen på det seneste,” lød det kækt fra hende, inden det ikke tog hende mange sekunder at fjerne hans hånd, som det pludselig gibbede i hendes, som den rørte hendes bagdel. Ikke her! Ikke nu! Utilpas måtte det gøre hende.. Særligt efter, hvordan han sidst havde overskredet hendes grænse. ”Hvad laver du egentligt her? Jeg troede, at du ville blive i Natymia?”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Det har du vidst allerede formået at ødelægge," lød det roligt, dog muntert fra Lucifer. Kunne det i sandhed passe, at de skulle have den påvirkning af hinanden? Underligt var det virkelig for ham, men han kunne derimod godt lide det, go særligt, når de var omkring hinanden på denne her måde, så var et jo kun hundrede gange bedre, selv for hans vedkommende. Hånden vandrede let ned mod hendes bagparti. Han gjorde det stille og roligt.. forsøgte på det om ikke andet, men det var for pokker ikke nemt, når han ikke vidste hvor grænsen helt konkret gik. Gik den kun ved kys og enkle uskyldige kærtegn? Han var endnu bange for, at det bare ikke var nok for ham. "Et selskab af en fantastisk mand, som du sent vil glemme," endte han med en rolig stemme mod hendes øre. Måske at han kunne lokke hende til mere end dette, men det krævede godt nok også at hun viste sig mere villig i den anden ende. Nemt var det så sandelig heller ikke, og særligt ikke, når det hele forholdt sig på denne her måde.
Hånden lod han hende flytte, hvor den igen gled tilbage til hvile mod hendes hofter og lænd, hvilket kun fik ham til at himle let med øjnene. Let rystede han på hovedet, som han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. "Tør du sige det, en gang til?" spurgte han med et smil på læben. Selv kunne han jo ikke lade være med at drille hende, nu hvor hun også virkede til at kunne tage det denne gang i forhold til hvad hun havde formået at tage imod sidste gang. Han trak kort på skuldrene. "Jeg skulle finde et sted at være, og.. ja.. Jeg 'bor' vel her," sagde han endeligt, som han igen lod blikket glide mod den store samling af træer. Han havde jo trods alt sovet her de sidste par dage.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas hoved søgte en kende på sned. Hvis hun virkelig allerede havde ødelagt det for ham, skulle der bestemt heller ikke meget til. ”Du er også sådan en lyseslukker,” svarede hun i en drillende tone. Morsom var han nu på sin vis. På den ene side var han nemlig ufatteligt kæk, men på den anden side nød han primært kun, når det sjove foregik på hans måde. Om der kunne laves om på dette, vidste hun ikke, men det måtte tiden vel vise hende? Hvis de vel og mærke fik tiden sammen.. Der var nemlig endnu fælder for, at det kunne eskalere mellem dem. Dette fik hun for eksempel også en antydning af, som hun for en stund mærkede hans hånd mod sin bagdel. En handling, som hun bestemt ikke brød sig om efter seancen på kroværelset. Selv frygtede hun nemlig, at hvis først hun gav udtryk for, at hun kunne lide det, at han i så fald troede, at han også måtte tage det næste skridt med hende. Svagt trak hun på smilebåndet, inden hun drillende måtte føre en rank hånd oven over øjnene, så hun kunne skue omkring. ”Hvor? Sig endelig til, hvis du finder denne fantastiske mand der agter at gøre mig selskab,” sagde hun spejdende, skønt det kække glimt måtte vise sig i hendes smaragdgrønne øjne. Hvis han kunne, kunne hun bestemt også! Selv nød hun det dog også, som det var sjovt at drive gæk med ham. I hvert fald så længe, at det foregik på et venligt plan.. ellers var det nemlig, at de blot gik hen og blev spydige overfor hinanden. Hendes blik søgte udfordrende hans igen. Om hun turde? Der var vel det, at hun på den måde ikke følte sig skræmt af ham. Selvsikkert trak hun på smilebåndet. ”Jeg synes nu ikke, at jeg har fået noget igen på det seneste,” gentog hun drillende, uden at hun tog blikket fra ham. Hvad agtede han at gøre ved det? At han havde valgt at slå sig ned her i parken, måtte dog overraske hende. For det første havde hun svært ved at forestille sig ham sovende udenfor.. og for det andet havde hun som sagt troet, at han havde blevet i Natymia. ”Jeg må sige, at selvom jeg nyder at ligge med stjernehimlen oppe over mig, så foretrækker jeg at gøre det på varme sommerdage,” kommenterede hun med et skævt smil. ”Jeg troede derimod, at du fint ville fuske dig til et værelse.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer kunne da, ligesom enhver anden ung mand, såvel som kvinde, lide at få tingene som han gerne ville have dem, og dette var ikke just noget undtag af den regel. Han elskede at få tingene som han gerne ville have dem, velvidende om, at det ikke altid var noget som gik som man gerne ville det. Selvom hun for nu, ikke lod ham få tingene som han gerne ville have dem, gav det ham alligevel blod på tanden. Han skulle nok få lov til det, på et eller andet tidspunkt! "Siger du.. Du formår da stadig at holde mig ud," pointerede han med et tilfredst træk på smilebåndet. Selv nu stod de jo her sammen med hinanden, hvor hun synes at være færdig med at råbe og skrige af ham, for i stedet for at stå og tildele ham kys og kærtegn. I sig selv, havde han intet imod det. Han kunne jo godt lide hvad hun gjorde ved ham.
Hovedet lod Lucifer let søge på sned. Som hun holdt sig for øjnene, som hun slet ikke kunne se ham, fik ham kun til at himle med øjnene. Hvorfor kom dette end ikke bag på ham? "Du må være både blind og døv, snuske, hvis du hverken kan se og høre ham lige foran dig," pointerede han med et kækt smil på læben. Han tog omkring hendes hånd, for at føre den væk fra hendes skønne øjne. Smuk var hun virkelig, og nu hvor de igen kunne stå og prikke til hinanden. At hun så alligevel vovede at gentage sine ord, gjorde det ikke just bede for hans vedkommende. "Du formår da virkelig at lege med ilden," sagde han med et stille smil på læben. Han kunne jo ikke lade være. Han skulle nok få sin hævn en dag!
At sove udendørs, selv her i kulden, var ikke noget som rørte ham det mindste. Han kunne faktisk lide det. Det var jo ikke koldt for ham. Ganske vidst ville han da klart foretrække en varm og behagelig seng at sove i, men det havde han jo ikke rigtigt haft i.. ja, lang tid nu. "Jeg prøver at leve et ædelt og nobelt liv.. uden snyd.. Findes der ingen credit der?" spurgte han videre, som han let lod hovedet søge på sned. "Jeg foretrækker et naturligt liv.. og de muligheder for et liv med tag over hovedet og en seng at sove i.. er vel bare forbi for mig," sagde han, hvor han kort træk på skuldrene.

[Jarniqa Dynithril]

Muntert trak Jarniqa på smilet ved hans ord. Op og ned syntes det hele at have vendt, som hun ikke længere følte, at der var nogen vrede rettet mod ham. Ligesom sidst følte hun nemlig igen blot, hvordan hun ønskede at være ham tæt, og hvordan alt andet ellers bare kunne forsvinde. Underligt var det, da hun selv vidste, hvordan hun havde reageret over for Damien, efter sit sidste møde med Lucifer. ”Det siger vel også lidt om min dårlige smag,” svarede hun drillende, inden hun strakte hals, så hun let kunne nappe ham i den bløde underlæbe. Om hun havde en dårlig smag, siden hun blev ved Lucifer, vidste hun ikke. Måske havde hun, fordi der uden tvivl havde blinket nogle faresignaler. Måske havde hun ikke, fordi hun følte, hvad han kunne sætte i hende. Lige pt var han også den eneste smag, som hun havde, som hun endnu ikke havde gjort noget af al dette med en anden person. Varmt slap hun en latter, som han fjernede hendes hånd fra øjnene, så hun igen kunne se ind i hans isblå øjne. ”Hvis jeg både er blind og døv, vil jeg klart mene, at jeg har gået glip af noget gennem tiden. Ligeså er det imponerende, at jeg ikke selv har opdaget det,” svarede hun kækt igen. Fantastisk måtte han dog være, som han fik hende til at føle ting, som hun aldrig før havde følt. Om det var det samme med ham, vidste hun ikke, da hun ikke selv vidste, om alle mænd og kvinder kunne efterlade en med en sådan følelse. Dog ville det da være rart at vide, at det var en egenskab som var en unik. Hendes hoved søgte en kende på sned, uden at smilet falmede fra hendes læber. ”Hvad skal jeg sige? Jeg er en modig kvinde,” spurgte hun med et smil på læben, inden hun igen måtte lade armene glide om halsen på ham. Hvordan kunne det overhovedet være, at det var så fortryllende at stå således? Det gav jo ikke mening.. Alligevel følte hun konstant sit hjertes slag, og varmen der blussede op i hende. Underligt var det, for som det stod på, ønskede hun ikke rigtigt at vende tilbage til slottet. Hun ønskede bare at være her med ham. ”Det er beundringsværdigt. Selvfølgelig er det det,” sagde hun roligt, som det skam var beundringsværdigt, at han ikke bare brugte sine evner på snyd. ”Som sagt er det dog muligt at finde et hjem i naturen, så man ikke bare skal leve i det åbne. Man kan bygge sit eget med træ.. Man kan finde en hule.. Man kan finde et lagen og bruge det som telt.. Man kan finde et tomt hus. Og det med en seng kræver ligeså blot, at man er kreativ. Man kan bruge blade.. Man kan bruge hø og halm.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Let måtte Lucifer himle med øjnene. Tanken fandt han dog sød, og dette var ikke noget undtag. Han kunne jo lide at stå der med hende, og særligt fordi at hun så åbenlyst viste ham, at hun kunne holde til det. Hun kunne rent faktisk holde ham ud. "Dårlige smag? Tvært imod," sagde han med et ganske tilfredst smil på læben. Det var da ikke dårlig smag, når det var ham, som hun stod her sammen med! Selvom de nu kunne stå her og drille hinanden, så var det slet ikke noget som gjorde nogen forskel for hans vedkommende, da han kunne lide det. Det sidste, som man kunne kalde deres forhold, var i hvert fald kedeligt. Eller.. kunne man kalde det for et forhold? En relation var det i hvert fald. Hånden for hendes øjne, fjernede han i stedet for, hvor hun kunne lægge dem om hans nakke. Det derimod, var noget som han langt bedre kunne lide, og langt bedre, var i stand til at håndtere. Dette var dog ikke noget som han skjulte for hende. "Naturligvis, snuske.. Du er jo både blind og døv.. Det ville være mærkværdigt, om du endnu kunne komme få disse ting med. Tillad mig at åbne dine øjne," sagde han med et kækt smil på læben og med et klart glimt i øjet. Som hun igen nappede i hans underlæbe, trykkede han kort sine mod hendes i et kys. Han kunne jo ikke ligefrem lade være, når han nu endelig havde muligheden for at gøre det, og særligt nu hvor han stod overfor hende, som han gjorde lige nu. "Modig eller bare meget dumdristig.. Ej er det noget, som jeg har fundet ud af endnu," pointerede han med et stille smil på læben. Han hævede blikket. Folk havde passeret dem, og uden at kigge for meget.. Der var vel ikke nogen grund til det? To unge individer der stod i hinandens favn? Det var i hvert fald ikke ukendt for nogen parter. Let rystede han på hovedet, og endnu med et smil på læben. "Det lyder som du snakker af erfaring, snuske," kommenterede han. Han havde jo ingen anelse om den slags! Absolut ingen!

[Jarniqa Dynithril]

”Det skal du jo sige, når det er dig, som der er tale om,” svarede Jarniqa ham kækt igen. Det var vel også lidt ligesom, at en forælder skulle elske og støtte sit barn, fordi det var ens barn? Dog kunne hun være ligeglad nu, som hun i øjeblikket havde modet på at finde ud af, om dette kunne gå eller ej. Dog vidste hun endnu ikke, hvad hun kunne forvente af ham, for var der regler for hinanden, når man lavede sådan noget her med en? Selv vidste hun det ikke.. Derfor regnede hun også med, at han ville sige det, hvis hun skulle tage højde for noget. Selv var hun trods alt nybegynder i al dette. Af den årsag prøvede hun sig også blot frem, hvor hun i øjeblikket bare kunne lide dette. At stå i hans arme, mens hendes fingrer snoede sig ind i hans hår. At det i sig selv kunne være dejligt, fandt hun dog vanvittigt underligt. ”Du har min velsignelse, min gode herre,” sagde hun med et smil på læben, inden sommerfuglene igen måtte baske på livet løs. Øjnene lod hun glide i, som hun måtte føle sig svævende i de sekunder, hvor kysset måtte stå på mellem dem. Længselsfuldt besvarede hun det derfor, og derfor måtte det også helt ærgre hende, at han trak sig bort efter så kort tid. Kunne de ikke blot stå sådan der i et par timer? For evigt måske? Dæmpet slap hun et suk, som han trak sig bort igen, så hendes øjne også kunne søge op igen. ”I så fald må vi se, om du er heldig nok til at få lov til at lære mig bedre at kende,” svarede hun roligt, skønt man også roligt kunne sige, at han allerede havde fået tilladelsen. Hun ønskede, at han blev her hos hende. Som han sagde, at hun talte som en med erfaring, måtte hun svagt trække på skulderen. ”Jeg stammer som sagt ikke fra de samme kår som dig,” sagde hun ærligt. Hendes liv havde nemlig ikke altid været som en prinsesses. Det havde derimod været som en tyv, som hun i 15 år havde levet, som han levede nu. Derfor kendte hun alt til hans lod i livet.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Netop.. Derfor kan det kun være god smag," pointerede Lucifer med et kækt smil på læben. Han kunne jo heller ikke lade være med at prikke til hende, når han nu endelig havde muligheden for at gøre det. Hovedet lod han søge let på sned. Selvom det med at indgå i forhold og den slags, endnu var meget ukendt for ham, regnede han med at finde ud af det før eller siden, når den rette kvinde dukkede op. Ikke desto mindre, måtte han jo stå fast ved, når han havde muligheden for det, at dette føles anderledes end hvad han typisk oplevede, når han var omkring nogen som helst. Han havde aldrig oplevet, at føle sig.. så vel og godt tilpas, som han gjorde omkring hende, og det var lidt det, som han rent faktisk reagerede på lige nu. Som tilladelsen blev givet, måtte han alligevel sende hende et storslået tilfreds smil! Han kunne jo heller ikke lade være. "Glimrende.. Næste skridt på vejen, er at undgå at gøre dig sur.. Selvom du nu ser så dejlig ud, når du er sur," pointerede han med et morende smil på læben. Så hidsig og stædig som hun kunne være, kunne hun også være lige så dejlig og behagelig at være sammen med. Hun var derimod også en af de meget få, som havde givet ham modstand, hvad det her angik, og naturligvis var det noget, som også godt kunne mærkes. At lære hende bedre at kende, skulle nok komme før eller siden.. Når hun lod ham komme tæt på hende, vel og mærke, og det var jo lidt der, at hele problematikken måtte ligge. Igen søgte hånden nedover hendes lænd. Dog ganske langsomt. "Det skal nok komme, tror du ikke?" spurgte han med hovedet let på sned. Han lænede sig frem mod hende. "Jeg får nemlig altid min vilje," tilføjede han kækt, inden han skænkede hendes kind et let kys. "Andre kår end mig.. du er steget i graderne, hvor jeg er faldet.. Jeg prøver mig frem," svarede han med et kort træk på skuldrene. Nej, han var ikke tilfreds, men han klarede sig. I hans øjne, var det jo det vigtigste.

[Jarniqa Dynithril]

Drillende himlede Jarniqa med øjnene ad ham. Hans kække facon var dog også, hvad hun kunne lide ved ham. Forfriskende var det også blot endelig at være omkring en jævnaldrende. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Jeg kan nu meget bedre lide din smag..,” hviskede hun intenst, inden hun førte sine læber op til hans. Et langt og dvælende kys blev det dog ikke, som det nærmere kunne blive beskrevet som en lille smagsprøve. Flygtigt gled hendes læber nemlig mod hans i et fjerlet sommerfuglekys, så man blot kunne nå at fornemme dens andens varme og blødhed, inden hun trak sit hoved en anelse tilbage. Behagende måtte det selv være for hende, skønt det også måtte være pirrende, som hun uden tvivl ønskede mere. Dog kunne de næppe ligge med hinanden, som de havde lagt i soveværelset, når nu de stod til offentligt skue midt i parken. Morsomt var det vel næsten, at hun først havde forsøgt at stikke af fra ham, hvor hun nu blot ønskede at være alene med ham. Dog var det måske bedst, hvis de tog et skridt af gangen? Måske havde det gået galt sidst, fordi det hele havde gået for hurtigt? Smilende rystede hun på hovedet af ham. ”Det burde da være til ingens fornøjelse at se den anden part sur. Du, min herre, har en meget besynderlig form for humor,” kommenterede hun roligt. Som han havde en besynderlig form for humor, måtte han også være usædvanligt standhaftig! Det var vel næsten helt beundringsværdigt, hvor meget han prøve sig frem? Desværre for ham var tiden endnu ikke inde til, at hun gav sig. Derfor lavede hun et lille vrid i kroppen, så hendes bagdel undgik hans hånd. Endnu et tegn på, at det stadig ikke var i orden. Dog tvivlede hun på, at han forstod det, da hun jo op til flere gange havde afvist ham på den måde. ”..Hvis du er tålmodig,” endte hun med at svare ham, hvor det også måtte være en hentydning til, at han skulle stoppe med at presse hende hvert femte minut. En ting var, at han prøvede sig frem hver gang. En anden ting var, at han prøvede sig frem flere gange i det forløb. Hendes smaragdgrønne blik hvilede på ham. ”Er det nu, at jeg igen skal påpege, at det blot er at spørge om hjælp? Der er trods alt dem som kender til situationen,” påpegede hun med et skævt smil.