The beauty of spring

[Jarniqa Dynithril]

Lucifer Phoenix I. Jaceluck & Jarniqa Dynithril

Jarniqa tog en rolig indånding, som hendes blik vendte sig op mod himlen. Selv følte hun helt, hvordan solens stråler måtte skinne mod hendes ansigt, som hun gjorde dette. Ingen sky var der at finde på himlen, som der kun var den klare lyseblå farve. Smukt så det ud, som det gav landsskabet et idyllisk skær. Derudover bragte vejret også en naturlig glæde til folket, som det opløftede folkets humør. Hendes blik søgte en anelse ned igen, så hun i stedet kunne se de begyndende skud på træerne. Et tegn på forår og bedre tider var det, og det var i sandhed noget, som bragte et smil på folks læber. Som hun kort studerede trænerne, kunne man ligeså se, hvordan grenene ej rørte på sig. En god indikation til det vindstille, og derfor fortrinlige vejr. Helt lunt var det faktisk, skønt det endnu var tidligt på foråret. Hendes blik søgte videre ned i øjenhøjde. Ityrials befolkning var at se her, som også de ønskede at drage nytte af dagens gode vejr. Primært kvinder, børn og ældre var her dog, som tidspunktet endnu var for de arbejdende. Omkring formiddag var det nemlig kun. Derfor var det primært kun de ældre, der gik en tur, og de legende børn og deres overvågende mødre, der var her. Tid til arbejde havde det i princippet også været for hendes vedkommende, men som vejret havde været strålende, havde hun anmodet om at starte sin træning senere på dagen. En lang ravnsort lok førte hun om bag det ene spidse øre, så det ej generede hendes ansigt. Yndefuldt valgte hun at genoptage sin gang, hvor hun nu brød ruten, så hun bevægede sig ud på en af engene. Som et maleri måtte denne helt se ud, som farverne spillede i et virvar. Selv nødt hun dette, som disse blomster ej var beplantede, men derimod naturlige. Flygtigt måtte hendes blik stryge hen over græsset, som de betragtede galleriet der udspillede sig for hendes øjne. Der var blandt andet de spinkle hvide vintergæk, de yndefulde violette iriser, de stole gule påskeliljer og de romantiske røde tulipaner. Svagt trak hun på smilet, hvor hun selv kunne mærke, hvordan hendes røde kjoles stof til tider rev hen over blomsterhovederne.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var ved at være dage siden, Lucifer sidst havde set skyggen af Jarniqa. Ikke at han havde valgt at opsøge hende efter sidst. Han havde trukket den for langt, hvilket han vidste, og derfor havde han vel bare valgt at holde afstand. Lidt hans måde at bede om undskyldning for, og det var det, som han også godt kunne mærke. Han vidste ikke hvordan han ellers skulle få det frem, og svært var det uden tvivl.
Parken var det sted hvor han havde slået sig ned, og særligt fordi at han ikke rigtigt havde andre steder. At søge tilbage over den gamle mur og søge til Dvasias, var stadig lige så uaktuelt for ham, som Imandra og Procias, så han måtte jo bare forsøge at få det ud af dette, som han nu overhovedet kunne. Ikke at det var nemt på nogen måde, for det var det så sandelig heller ikke, men det var nu heller ikke noget, som han kunne gøre det store ved lige nu. Han sov i parken.. Her havde han nemlig fundet et sted hvor han kunne ligge forholdsvis tørt i hvert fald, og efter han var blevet smidt ud af Appolyon, havde han på den hårde måde, lært at nyde af hvad han havde ved sin side. Hans hår stod lidt ud til alle sider, og han var bestemt ikke just den reneste. Dog heller ikke den mest beskidte, da han faktisk gik okay meget op i hvordan han så ud. Det havde han alle dage gjort. Han hævede hænderne og strøg dem over ansigtet. Skulderen havde det fint igen trods omstændighederne ved at sove på den kolde jord. Her var det uden tvivl en fordel at have disse blandinger, som han nu måtte have.
Denne gang var det hans tur til at søge igennem parken. De mange mennesker og væsner, som i forvejen havde valgt at søge hertil, var i forvejen nogen der formåede at vække ham. Hvilket han faktisk måtte finde irriterende, for det var svært nok at falde i søvn. Han var irriteret.. temmelig morgensur faktisk, da han stort set lige var vågnet. Han satte sig på en mindre bakke mellem nogle træer, hvor han kunne spejde ud i retningen af en større gruppe børn.. Det ar der at den ellers så velkendte skikkelse dukkede op. Læberne spillede sig ud i et næsten kækt smil. Jarniqa nærmede sig.

[Jarniqa Dynithril]

Mellem alle blomsterne vandrede Jarniqa, som hun nød skønheden og roen her. Smukt var her nemlig, samtidig med, at hun bevægede sig væk fra de mange andre mennesker i parken. Det var nemlig meget muligt, at hun skulle indsættes som regent af landet her, men alligevel nød hun freden ved at være alene. Det at være omgivet af andre mennesker konstant, havde hun nemlig aldrig været vant til. Derfor var det hele endnu en stor omvæltning for hende, som hun endnu måtte tage i små bidder. Roligt tog hun en ny indånding. Slemt var det nu ikke at være her i parken. Et kønt og stort naturområde midt i hovedstaden var det nemlig, skønt det var passet af tusindvis af gartnere og ej vildt. Hun skulle vel også blot vænne sig til det faktum, at hendes omgivelser ej ville være den vilde natur længere, men derimod det anrettede landskab? Det smaragdgrønne blik lod hun nysgerrigt glide omkring, inden hun pludselig stoppede op. Lige frem hvilede hendes blik, som hun ikke længere rørte en muskel. Hvad lavede han her? Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere.. Hvad havde det gang i? Det skulle ikke reagere på hans tilstedeværelse! Hvad var det mon også det reagerede på? Var det synet af Lucifer siddende på bakken, ikke mange meter fra hende? Var det minderne om Lucifer, og mere specifikt hans hænder på hendes krop og læber mod sine? Tænderne bed hun sammen. Hun ønskede ikke at reagere på noget af det. Selv huskede hun nemlig endnu, hvad der havde hændt i kroen i Natymia. Hans arrogance.. Hans hænder der gik for vidt.. Hende der sprang ud af et vindue.. Gad vide om han havde tænkt på hende? Stop! Afvisende rystede hun på hovedet, så hun brød øjenkontakten med ham. Hun ønskede ikke at tænke på, hvad der havde hændt. Ligeså ønskede hun ikke at tænke på, hvad han tænkte. Hun skulle blot tænke på, at hun var ude at gå en tur. Alene. Resolut drejede hun om på hælen, så hun kunne bevæge sig væk fra ham igen efter, at hun havde anerkendt, at hun havde set ham gennem øjenkontakten.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde måske trukket den en kende for langt, men det var jikke fordi, at det var noget som han kunne gøre noget ved nu. Så tøsefornærmet, som hun var endt med at blive.. panisk og direkte springe ud af vinduet, for at komme væk fra ham. Ja, det var ikke just en reaktion, som man kunne sige, at han var vant til, for det var han da godt nok heller ikke. Han blev dog siddende og fulgte hendes gang med blikket. Smuk som hun var her i parkens ynde. Den klædte hende ikke. Smukkere måtte selv hun være i hans øjne, hvilket da uden tvivl var en tanke, som måtte falde i den ekstremt gode jord hos ham.
At hun så derimod endte med at få øje på ham, fik det morende smil til at passere hans læber. Ikke at det var noget som han havde noget imod. Som en borger af landet, kunne hun jo trods alt heller ikke undgå ham for tid og evighed! Hans hjerte begyndte at slå mod hans bryst. Selv på trods af den barnlige opførsel, som hun havde udvist sidst de havde stået ansigt til ansigt, og særligt inden hun var sprunget ud af vinduet for at efterlade ham der. Det havde ganske vidst ikke været den udvikling, som han havde håbet på, men for pokker.. Det kunne man jo ikke ligefrem gøre synderlig meget ved nu. Som hun vendte om, for at komme den anden vej, rejste han sig allerede med det samme. Ikke fordi at han ønskede, at hun i det hele taget skulle have lov til at søge nogen steder hen, for det var slet ikke noget som kom på tale! "Prinsesse!" kaldte han. Hvorvidt om det tiltrak sig af anden opmærksomhed, var han i princippet fuldkommen ligeglad med. Denne gang var det nemlig hans tur til at opsøge hende, fremfor omvendt, for sidst havde det jo forholdt sig modsat trods at. Han søgte direkte efter hende. Beskidt som han var, lignede han nok mere en vagabond.. Men hvad pokker. Det rørte ham slet ikke. "Det er ej en måde at møde sit folk på," kommenterede han direkte med et kækt smil på læben. Han tog det virkelig ikke særlig tungt.

[Jarniqa Dynithril]

Hvorvidt Jarniqa havde troet, om hun kunne undgå Lucifer for evigt, vidste hun ikke. Hun burde vel have vidst, at de ville støde på hinanden igen, efter at deres veje havde vist sig at krydse hinanden? Dog ønskede hun ikke at gense ham, skønt der var en flig i hende der ønskede det. Det kunne hun jo mærke, som hendes hjerte galoperede af sted ved det blotte syn af ham. Dog anerkendte hun ikke dets reaktion, som hun ikke ønskede at anerkende ham og det, som de havde lavet sammen. Alt det med ham havde nemlig ikke været andet end et mareridt. Irriterende var det derfor også, at han havde opstået i hendes drømme fra tid til anden, som hun havde drømt om hans læber mod sine. Drømme der bestemt ikke gavnede hendes tanke om at skulle fortrænge de billeder! Af den årsag ønskede hun ej heller at puste mere liv til dem, og derfor valgte hun også ufortrødent at vende om på hælen og fortsætte væk fra ham. Med alt held ville han også lade hende være.. Han var vel også kommet videre? Han havde vel ikke skænket hende flere tanker siden sidst? Han havde vel også allerede fundet en eller flere kvinder der ville, hvad han ville? Eller også havde verdens andre kvinder været klogere end hende og ladt ham være.. Tænderne bed hun sammen. Nu måtte hun stoppe! Hun burde end ikke skænke ham eller det et nanosekund af en tanke! Han måtte have gjort hende syg.. Hun var ikke sig selv. Hurtigere begyndte hun at gå, som hun hørte ham kalde og komme i hendes retning. Hvorfor? Hvorfor? Rundt omkring kunne man også se, hvordan hans bemærkning og hendes ”flugt” tiltrængte nogen blikke. Øjnene lod hun kort lukke i, som han blev ved med at tale. Hvorfor talte han også som om, at alt var fint mellem dem? Det var det ikke. Igen måtte hans arrogance derfor irritere hende. ”Som sagt er jeg prinsesse, og prinsesser burde ikke omgås arrogante svin,” kommenterede hun afvisende, som hun ikke gad se på ham som sit folk.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer måtte jo sande, at han havde skænket Jarniqa en tanke fra tid til anden. Ikke at dette var noget som kunne komme bag på nogen, for det gjorde det ikke. Hans blik søgte hendes skikkelse. Tøsefornærmet, som hun endnu måtte være, sådan som hun søgte videre, og derfor også væk fra ham. Om folk kiggede, var han egentlig ganske ligeglad med. Sagen var vel, at han ønskede at snakke med hende? Han vidste bare ikke helt hvordan han skulle vise hende det, uden at det ville ødelægge hans eget image alt for meget, hvilket han da på ingen måder, var interesseret i! Slet ikke faktisk!
"Du sårer mig hjerte," endte han med en tydelig ironi i stemmen. Han tog ikke hendes ord særlig tungt. Han havde trods alt hørt det alt for mange gange tidligere, og det var han heller ikke bange for at erkende overfor hende. Hans blik søgte hendes skikkelse. En del af folket var han jo, i og med, at han havde valgt at slå sig ned her, så hun havde jo ikke rigtigt noget andet valg, end at anerkende, at han rent faktisk var der, og at han var en del af dette. Hans blik hvilede intenst og fast på hendes skikkelse endnu en gang. Armene lod han søge over kors på hans faste bryst. Han havde nydt at kysse hende. Han.. savnede faktisk at ligge og kysse med hende. Ikke noget, som han nogensinde havde oplevet før med nogen som helst. "Vil du da påstå, at du ikke har skænket mig så meget som en eneste tanke, siden vi sidst sås?" spurgte han direkte. Han havde tænkt på hende mange gange. Og han var ikke bange for at stå ved det. Hovedet lod han søge på sned. Hun havde nydt det.. Hvorfor skulle hun ellers reagere så voldsomt, som hun gjorde lige nu?

[Jarniqa Dynithril]

”Hjerte er så meget sagt. Ego er mere præcist,” svarede Jarniqa kort for hovedet. Intet hjerte havde han at såre, som han kun havde sit ego. Sin ustoppelige arrogance. Det var vel også den som gjorde, at han ikke var i stand til at undskylde? Det var dog også af den årsag, at hun ikke kunne fortsætte med ham. Hun kunne nemlig ikke være del af noget, hvor alt omhandlede ham. Ligeglad var han nemlig med, hvad hun følte, som han udelukket tænkte på sig selv. Det var derfor også, hvad hun måtte gøre. Derfor måtte hun afvise ham. Sine skridt holdt hun derfor, som hun ej ønskede at signalere, at hun ønskede at blive ved ham og skænke ham sin tid. Ej heller gad hun se på ham, som hun ikke gad sit hjertes reaktion på ham. Dumt var det også, at hendes krop åbenbart havde fået sig sit eget liv, når hun var i hans nærhed eller når hun tænkte på ham! Tænkt på ham havde hun nemlig, som hun flere gange havde tænkt på hans læber. Det var også en tanke, som flere gange havde bragt et smil på hendes læber. Falmet havde det dog igen, som hun dernæst altid havde tænkt på, hvad der efterfølgende havde sket. Derfor endte tankerne om ham altid med en knude i hendes bryst. ”Hvis jeg har tænkt på dig, har det været gennem mine mareridt. At skulle tænke på dig ville betyde, at du havde en betydning, og der har du ikke. Jeg tvivler på, at nogen skulle ønske at værdige dig en tanke,” endte hun hårdt med at sige, som hun forsøgte at jage ham væk. Lettere var det nemlig at være vred på ham, når han ikke var der. Selv kunne hun nemlig fornemme, hvordan hans tilstedeværelse måtte påvirke hende. Selv brød hun sig nemlig ikke længere om, hvad han formåede at gøre ved hende. Blikket holdt hun stift frem for sig. Til dels tryg var hun dog ved tanken om, at hun mødte ham her. Området og de mange mennesker burde nemlig fraholde ham fra at gøre hende noget. Han havde jo end ikke ønsket at kysse hende ud ved søen, hvor ingen andre end dem havde været.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Vil du da kalde mig for hjerteløs?" lød det roligt fra Lucifer, da han rent faktisk fandt en glæde ved at skulle prikke til hende. Som altid, var hun ekstremt påvirket af dette, og det var lidt det, som han agerede på i en stund som denne. Det var en tanke, som han måtte finde direkte underholdende.
Lucifer havde allerede flere gange taget sig selv i, at skænke hende en tanke eller to for meget. Ikke at han kunne gøre det store ved det lige nu, for det kunne han da godt nok ikke. Et sted var det faktisk behageligt, at se hende igen. Hun stoppede dog ikke.. Lige nu var der bare så forbandet mange andre mennesker som kunne se dem, hvilket uden tvivl var en tanke, som frustrerede Lucifer mere end hvad godt var, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved hende, når der var så mange til at se dem. Han vidste at hun havde tænkt på ham. Hele hendes kropssprog fortalte ham det nemlig! "Jeg tænkte nok, at du havde skænket mig en tanke eller to, siden vi sidst har set hinanden, snuske. Reddede jeg dig fra dine mareridt? Som prinsen på den hvide hest?" spurgte han med en tydeligt morende stemme, som han dog ikke tog det særlig tungt. Han fortsatte bare efter hende, fuldstændig ligeglad med hvordan andre måtte se på dem, for hvorfor skulle han da tænke for meget over det? Ville han, kunne han jo søge ind i hendes tanker og sind, for at få hende til at stoppe, men at tvinge hende, var nok heller ikke det smarteste, som han kunne gøre. "Stop nu," endte han kort for hovedet. Han ville rent faktisk gerne snakke med hende om det som var sket sidst!

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa rullede med øjnene ad ham. Hvorfor skulle han være sådan? Hvorfor skulle det hele være en joke for ham? Hvorfor skulle han være så arrogant? Hvorfor ønskede han også at følge efter hende? Det de havde haft sammen eller manglen på samme var jo slut. Hang han virkelig ved bare for at pine hende med vilje? Det var bestemt ikke en tanke, som hun bifaldt, som hun blot ønskede, at han gik. Ej heller havde hun troet, at hun ville møde ham her. Selv havde hun troet, at han ville have blevet i Natymia. ”Jeg vil ikke kalde dig det, når det er en konstatering,” svarede hun kortfattet. Fristet var hun helt til at vende sig om og råbe ad ham, som han fortsatte med at drille, samt at kalde sig selv for prinsen på den hvide hest. Han var ingen prins.. Han var nærmere en djævel. En forbudt person der førte uskyldige personer i fordærv. Ja, selv følte hun helt, at det rent faktisk var sådan, at det hele hang sammen. Uskyldig havde hun nemlig været, som hun aldrig havde rørt en mand, og så havde han kommet.. Han havde fået hende til at ønske ting, som hun aldrig havde ønsket. Han havde fået hende til at føle ting, som hun aldrig havde følt. ”Jeg vil nærmere beskrive dig som monsteret, som jeg skal reddes fra,” svarede hun ham afvisende igen, som hun ikke ønskede at give efter for ham. Hvorfor hang han også ved? Var det fordi, at hun havde afvist ham og nu var spændene? Ville han derfor lade hende være, hvis hun blot spredte benene for ham, og lod ham komme til? Ville han så miste interessen derefter? Selv tvivlede hun dog helt på, at han var interesseret i andet end at håne. Læber snerpede hun sammen. ”Nej! Vi har intet at tale om,” afviste hun ham igen. Arrogant var han, samt han anså sig selv for at være hellig. Det kunne hun bestemt ikke arbejde med.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Uden tvivl kunne man sige, at Jarniqa var vred på ham, selvom det nu heller ikke rigtigt var noget som rørte Lucifer. Måske en smule.. han kunne ikke rigtigt finde ud af det, hvis han skulle være helt ærligt, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hans blik søgte hendes skikkelse, selvom hun fortsatte med at afvise ham. Han tog det bare ikke så tungt, som hun måske gerne ville have, at han skulle have gjort det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Faktisk var det ikke noget, som han tog sig af. Flere var begyndt at vende sig mod dem. Han var ligeglad. Han var ganske enkelt fuldstændig ligeglad. "Du tror du ved alt, hva' snuske? Det er efterhånden på tide, at du lære om hvordan denne verden i sandhed er," lød det kortfattet fra ham. Uden tvivl var dette en tanke som han fandt meget frustrerende.
En djævel eller et monster ville han ikke kalde sig. Snarere hende, nu hvor hun rent faktisk forhindrede ham i at nyde de ting, som han havde haft brug for. De ting som hun havde vækket i ham. Han havde haft lyst til mere.. hvorfor var det altid hendes behov som skulle komme først? Forventede hun ærligt, at han ville lade det komme først hver gang? "Du vil bare ikke indrømme, at du nød det, Jarniqa.. Du kan lige så godt droppe den fisefornemme attitude," sagde han kort for hovedet. Troede hun ærlig talt, at hun var bedre end ham? Det var slet ikke noget som han ville påstå! Han satte farten op, for i stedet for, at komme op til hende. Han valgte derfor at gå side om side med hende. Han foldede hænderne roligt over ryggen og med blikket mod hende. "Har du travlt?" spurgte han denne gang med en langt mere direkte stemme, end hvad han havde gjort brug af til nu. Skulle han pille prinsessen af hende?

[Jarniqa Dynithril]

Tværs igennem den beblomstrede eng gik Jarniqa. Hvor hun gik hen, vidste hun ikke. Det vigtigste var også blot, at hun ikke stoppede op og gav Lucifer sin fulde opmærksomhed. Han skulle nemlig ikke tro, at hun accepterede ham, for det gjorde hun ikke! Grænseoverskridende på den dårlige måde havde deres sidste møde nemlig være. Derudover var der også hans arrogance, som hun ikke kunne forene sig med. Ked af det havde han rent faktisk gjort hende, men det havde han selvfølgelig været ligeglad med. Han havde jo selv haft det fint. ”Og jeg skulle lære om verdenen fra dig? Jeg tror, at jeg vil få en bedre forståelse for den, hvis jeg taler med en høne fremfor dig,” svarede hun hånligt. Hvad forstod han desuden selv om verdenen? Han forstod sig jo kun på at skubbe folk fra sig. Først havde han skubbet sin race fra sig.. Nu havde han skubbet hende fra sig.. Nej, det var næppe af ham, som hun skulle tage imod gode råd. Hun fnøs ad hans ord. ”Jeg nød det, indtil du ødelagde det. Du kan derfor takke dig selv for det,” svarede hun ærligt og kort for hovedet. Hun havde nydt at ligge og kysse med ham. Hun havde nydt det skræmmende meget. Ja, hun havde vel aldrig nydt noget, som hun havde nydt det? Et afsluttet kapitel var det dog, som han havde skræmt hende bort ved at være for frembrusende. Selv havde hun nemlig kun ønsket at kysse, hvor han havde ønsket at gå hele vejen. Det havde derfor kun resulteret i, at hun nu var endnu længere fra at komme dertil. Opgivende rullede hun med øjnene, inden hun brat stoppede op og vendte sig mod ham. Armene lod hun glide over kors, som hun bestemt ikke ønskede at signalere, at hun var åben over for ham. ”Hvad vil du, Lucifer? Sig, hvad du vil, så vi kan komme videre med vores liv,” lød det sigende fra hende, alt imens hendes blik nu søgte hans. Om dette var et klogt træk, vidste hun dog ikke. Selv mærkede hun denne her gang ikke, hvordan han fik hendes hjerte til galopere. Denne her gang fik han nemlig blot hendes hjerte til at føle sig som en tyngende knude.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvorfor Jarniqa skulle være så påvirket af dette, var svært for selv Lucifer at finde ud af. Han ville jo gerne snakke med hende.. Faktisk prøve det med hende igen, i og med, at han vidste, hvordan hun nu reagerede, når han gjorde noget som hun ej ønskede skulle ske. Ikke at det var noget som han egentlig lod sig påvirke af lige nu. Man lærte jo.. og selv han, var et væsen, som rent faktisk kunne begå fejl. Han ville nok bare gerne have lov til at undskylde på sin egen ganske særlige måde, selvom han udmærket godt vidste, at det var svært. "Hvad med at droppe den fisefornemme attitude, prinsesse?" spurgte han kort for hovedet. Ja, han følte sig snydt, for han følte virkelig ikke, at han havde fået det ud af det, som han rent faktisk gerne ville have haft, men for pokker. Hun gjorde det da heller ikke ligefrem nemt for ham.
"Men ikke desto mindre, så nød du det. Indrøm det.. Det var spændende," endte han ganske sandfærdigt, som han lod hænderne foldes over ryggen. At hun stoppede op, var noget som automatisk fik ham til at gøre det samme. Hans blik søgte hendes skikkelse, hvor han let kneb øjnene sammen. Hun var virkelig ikke interesseret i at snakke med ham, af hvad han kunne fornemme på hende. Han himlede let med øjnene. Hun gjorde det bestemt heller ikke nemt for ham! Men hvad havde han egentlig også regnet med? "Du ønsker virkelig ikke at snakke med mig, kan jeg fornemme," begyndte han direkte. Sagen var vel, at han vidste, at han havde gjort noget forkert? Men at sige det, var faktisk sværere for ham, end hvad han nok lige havde regnet med. Han rystede let på hovedet af sig selv. Nu måtte han for alvor tage sig sammen altså. "Jeg trådte over stregen, okay? Jeg indrømmer det. Jeg er... ked af, at jeg ødelagde det," sagde han prøvende. Okay, det her var virkelig svært!

[Jarniqa Dynithril]

”Hvad med at droppe den arrogante attitude, stodder?” svarede Jarniqa direkte igen, som han ikke kunne forvente andet fra hende, end at han ville blive mødt af sin egen medicin. Bange af sig var hun nemlig ikke, som hun ikke frygtede at være direkte med ham, når han var direkte med hende. Det var trods alt også af den årsag, at de var gode til at pille hinanden op i en spids. Ingen af dem ønskede nemlig at give sig, som de begge prikkede til den anden. Øjnene kneb hun sammen. Hvorfor havde han altid så travlt med at fortælle hende, at hun havde nydt det, når hun endda selv sagde, at hun havde nydt det? Selv følte hun det helt som om, at det var det eneste der talte i hans bog. Desværre valgte han blot at undlade den vigtigste faktor og det var, at han havde overtrådt hendes grænse og såret hende. Ked af det havde hun nemlig været, som hun havde rendt direkte i armene på sin værge efter deres optakt. ”Gør det, at du kan ånde lettet op, at jeg siger, at jeg kunne lide det? Selvfølgelig gør det det, som du kun er interesseret i at se det halve af billedet. Du vælger blot at sortere det grimme fra det gode, og ser derfor kun, hvad du ønsker at se,” bed hun af ham, som det tydeligvis kun var et faktum, at han ej ønskede at indse, at han havde gjort hende ondt. Hendes blik hvilede direkte på hans ansigt, som hun havde stoppet op. ”Du er vel nok en skarp kniv, hva?” lød det sarkastisk fra hende. Hun havde jo fra start af givet udtryk for, at hun ikke ønskede at tale med ham. Faktisk ønskede hun end ikke at se på ham. Hvad hun derimod ønskede var at glemme. Ikke at glemme, at han havde gjort hende fortræd, men derimod at glemme hele seancen, som hun ikke ønskede at føle hans læber, hver gang hun lukkede øjnene. Forfærdeligt var det nemlig, hvor hun ikke forstod, hvorfor folk gad det! At han dernæst … undskyldte for hende, fik hende øjeblikkeligt til at vende blikket væk fra hans. Det var præcist, hvad hun havde ønsket at høre ham sige … for et par dage tilbage. Hvad skulle hun sige til det? Betød det, at det hele var godt igen, eller betød det blot, at han var blevet lidt klogere? Blikket holdt hun nede mod jorden i en rums tid, som hun havde brug for at sluge den nye information. Usikkert bed hun ned i sin bløde underlæbe. ”..Hvorfor siger du det først nu?” endte hun stille med at sige, som hun også valgte at skæve mod hans ansigt igen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Var din tunge," lød det kortfattet fra Lucifer. Det kunne godt være, at hun var ung og havde langt flere muligheder for denne form for tale, end hvad han havde, men af den grund, forventede han da uden tvivl stadig at blive tiltalt på en ordentlig måde! Hun kunne sige hvad hun ville.. Han ville bare gerne have, at det blev på en ordentlig måde! Meget vel var det muligt, at han gik meget op i, at hun havde nydt det, for han vidste jo, at hun havde nydt det, og der samme havde han jo, og derfor fandt han det uden tvivl som en synd og skam, at ødelægge det hele, når det var noget som de snildt kunne have ladet ske endnu en gang. "Og hvad så, hvis du gør? Er det virkelig svært for dig, at komme med sådan en indrømmelse? Jeg sorterer ikke. Det er ikke ligefrem min skyld, at du ikke kan klare mosten," sagde han kort for hovedet. Han ønskede ikke at gøre det til et stort problem.
At sige undskyld, var rent faktisk svært, når det i forvejen ikke var noget som Lucifer praktiserede normalt. Hans blik gled mod hende, som hun endelig valgte at se mod ham. Ja, det var måske på tide, at han undskyldte lidt, selvom det hele egentlig var sket lidt af sig selv, uden at han egentlig havde tænkt over det. Det var hans nok mere desperate behov for at komme tæt ind på hende, som han havde reageret på, og særligt på denne her måde. Han sagde det vel fordi at det var på sin plads? Og fordi at han vidste, at det var noget, som hun rent faktisk havde brug for at høre efterhånden? "Hvornår skulle jeg ellers have haft muligheden for at sige det? Du smuttet jo inden jeg nåede noget som helst.. og jeg kender dig efterhånden godt nok til at vide, at jeg ville møde kælderen, om jeg søgte til Neutranium," sagde han kort for hovedet, idet han lagde armene over kors. Hun havde placeret ham der en gang før.. Hvorfor skulle hun da ikke ende med at gøre det en gang til? Han rystede på hovedet af sig selv. Dum følte han sig ved at stå her og fortælle om denne slags. Ville hun gøre grin med ham, som så mange andre ville have gjort?

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg kunne bede dig om det samme,” sagde Jarniqa direkte, som han gav udtryk for, at hendes ord alligevel havde ramt ham. Perfekt. Han kunne nemlig ikke gå rundt i denne verden og tro, at han frit kunne prikke til folk, samt svine dem til, uden at han fik igen fra samme skuffe. Han var meget muligt ikke vant til, at folk var i stand til at agere ligeså frembrusende som ham, men med hende burde han have lært, at hun ikke bare bukkede for ham. Fra at være hårdt til at være fortvivlet, blev hendes smaragdgrønne øjne dog ved hans efterfølgende ord. Hun forstod det ikke.. Hun forstod ham ikke. Det ene øjeblik sagde han undskyld til hende og anerkendte sin fejl, og i det næste tilsvinede han hende ved at sige, at det havde været hendes egen fejl, da hun blot kunne have været stærkere. Tænderne bed hun sammen, alt imens hendes øjne endnu knugede om hendes krop. Ondt gjorde det, for på sin vis havde hun lukket sig op for ham, ved at lade ham komme tæt på hende. Ondt gjorde det derfor fordi, at han nedgjorde og pressede hende. ”Hvad ønsker du, at jeg skal tro? Siger du oprigtigt undskyld til mig fordi, at du selv føler, at du gik for vidt? Eller siger du det blot for at chikanere mig ved at sige noget andet efterfølgende, eller for bare at sige, hvad jeg ønsker at høre? Hvis det hele bare er et spil for dig, og du virkelig anser mig for at være en kylling, så find dog en, som ifølge dig kan klare mosten og som ikke giver dig en smule modspil,” endte hun fortvivlet med at sige. Hvorfor det hele undrede hende, forstod hun knapt nok. Hun burde jo have sagt sig selv, at det var således, at han var. Hun havde trods alt set det på Neutranium og halvt ved søen. Opgivende rystede hun på hovedet. ”Og med hensyn til, hvornår du skulle have sagt det, gav jeg dig talrige chancer. Jeg gik først, da jeg sandede, at det ikke kunne blive bedre.. Og med hensyn til at føre dig i kælderen ville det kræve, at jeg ønskede at være under samme tag med dig.”