The beauty of spring

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Altid havde Lucifer været kæk, og det ville nok aldrig nogensinde stoppe, for det var bare den person som han var, og så lang tid, at det var noget, som hun kunne leve med, så var det noget, der passede ham mere end fint. Hovedet lod han søge let på sned, som smilet tydeligt måtte brede sig på hans læber endnu en gang. "Det er også den rigtige.. og fantastiske smag. Kun det bedste er godt nok til mig," pointerede han med et stille smil på læben, da han nu heller ikke kunne lade være. Hun havde desuden også givet ham lov til det, så det passede ham uden tvivl mere end fint.
Selvom hånden denne gang ikke søgte længere ned, så var det jo mest fordi, at han rent faktisk var bange for, at han ville komme til at ødelægge det hele. Det var dog ikke noget, som han ønskede at gøre igen. Hovedet lod han søge på sned. De mange kys og de mange kærtegn, var uden tvivl noget af det bedste af det hele. Han blinkede let til hende. "Du kan jo lide det, så hvad er problemet? Min form for humor, er unik.. Du finder den nemlig ikke nogen andre steder," pointerede han med et stille smil på læben. Selv var det ikke noget, som han tog så tungt igen, hvis han selv skulle sige det. Hovedet lod han søge let på sned. Igen lænede han sig frem, for at møde hendes læber i et intenst og dybt kys. Han nød det jo! "Det er virkelig meget at bede mig om," pointerede han med en sigende mine. Han sendte hende et let smil. Han var ikke just kendt for sin tålmodighed, og det havde han nok aldrig nogensinde været. Han forsøgte faktisk at leve et reelt liv, hvor han ikke vækkede for megen opsigt, selvom det var svært for ham. Han var vant til at få alt serveret.. For at sige det mildt. At spørge, var bare ikke rigtigt noget, som han gjorde brug af, og det vidste hun jo godt! "Og du forventer stadig, at jeg skulle spørge dig? Du kan jo se hvordan jeg bor.. og hvordan jeg klarer mig," tilføjede han. Det var faktisk noget, som han var temmelig stolt af, hvis han selv skulle sige det.

[Jarniqa Dynithril]

Blidt strøg Jarniqas fingrer over hans nakkehår, alt imens et lille sikkert smil tog form på hendes lyserøde læber. ”Det er det tydeligvis,” svarede hun kækt igen, skønt hun ikke kunne lade være med at spekulere over, hvad hans smag hidtil havde bragt ham. Havde dem førhen lignet hende? Hvis ikke, hvordan havde de i så faldt set ud, samt været? Mærkværdigt var det i sandhed at vide, at han var det mere fremme end hende på det punkt. Dog lignede det, at de alligevel havde fundet deres egen vej for det. Drillende var glimtet i de smaragdgrønne øjne. ”Det er jo det, som jeg siger.. Jeg må have en besynderlig smag, siden jeg kan lide din form for humor,” svarede hun kækt og blinkede til ham, inden hun måtte mærke hans bløde læber imod sine. Hurtigt og intenst slog hendes hjerte imod hendes bryst, som hun nærmest følte, hvordan benene måtte svinde væk under hende, som han trak hende ind i et dybt og intenst kys. Lad det fortsætte.. Det var det eneste, som hun kunne tænke på. Dog kom det ikke bag på hende, at deres læber pludselig skiltes, som han trak sig bort igen. Pirrende måtte det prikke let på hendes læber, hvor hun igen måtte lade øjnene søge op, så hun kunne tage ham i blik igen. Prøvende sendte hun ham et smil. ”Så lad og sørge for, at det bliver det værd at vente på,” sagde hun prøvende, efterfulgt af et flygtigt kys. Selv vidste hun ikke, om det ville være det værd at vente på. Selv vidste hun jo ikke, hvordan det var, eller om hun ville være god til det, som han ønskede af hende. Det eneste hun vidste var, at hun kunne lide tingene, som de var nu, og at det for nu var nok for hende. Armene lod hun langsomt søge ned fra ham. ”Hvis det er nok for dig, er det nok for dig,” sagde hun roligt, inden hun lod blikket søge omkring. ”Bor du et bestemt sted her?”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var en form for ro, Lucifer var efterladt med, og særligt fordi, at det slet ikke var noget, som han typisk oplevede, når han var omkring andre kvinder. Særligt ikke på denne her måde. Så skete det normalt slet ikke! Hans hjerte hamrede let mod hans bryst. Så lang tid, at hun ikke blev træt af ham, passede det ham udmærket. Han trykkede hende let ind mod sig. "Selvfølgelig kan du lide det. Det burde du. Du falder jo lige i smag," pointerede han med det kække smil på læben, da han nu heller ikke kunne lade være.
Hvorvidt om den tålmodighed, som hun ønskede at han skulle have. Hvad skulle han vente på? Og ville han nogensinde få det, som han gerne ville have? Det vidste han jo ærlig talt ikke, og det gjorde det kun svært for ham. Hovedet lod han søge let på sned, som han lod de isblå øjne hvile intenst på hendes smukke og skønne skikkelse foran ham. "Det må du forsøge dig på.. Jeg er som sagt ikke særlig tålmodig," endte han med en rolig stemme. Hun havde ingen anelse om, hvordan det føles, at stå i en situation som denne, hvor man så brændende ønskede noget.. man havde det lige foran sig, og man måtte end ikke engang røre ved det. Det var virkelig, virkelig frustrerende. Han trak kort på et smilebåndet. Taget i betragtning, at han ikke var vant til at leve uden tag over hovedet, var han faktisk stolt af, hvad han havde formået at præstere med det, siden deres sidste møde. Sagen var vel, at han havde forsøgt at tvinge sig på afstand af hende? "Det.. går, lad os sige det sådan," sagde han med et let træk på smilebåndet. Han slap hende, for i stedet for, at tage om hendes hånd. "Kom," sagde han endeligt. Hvis det var en måde, hvorpå at han kunne få hende lidt alene, uden at andre skulle kigge, passede det ham fint. Han begyndte at trække hende med sig igennem parken og tilbage mod det tætte buskads. Det var i hvert fald tættet mere hen på foråret, end hvad det havde gjort hidtil.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas hjerte sprang et slag over, som han trykkede hende ind til sig. Underligt var det helt, som hendes krop endnu reagerede på enhver nærhed med hans, skønt de havde stået sådan her i minutter. Selv spekulerede hun over, om det mon altid ville være således, eller om det mon ville aftage. Selv håbede hun ikke at det ville aftage, da det var en fantastisk følelse at stå inde med. Både det at stå med ham og høre, at hun var hans type. ”I så fald må jeg sige, at du har været uheldig med alle de forhenværende.. Der er nemlig kun en af mig,” svarede hun ham selvsikkert. Gad vide, hvor mange der overhovedet havde været før? En? Ti? Halvtreds? Hundred? Simplere var det med hende, som der kun havde været ham. Antallet kom dog også på spil igen, som hun måtte nævne tålmodigheden for ham. Gad vide, om det altid ville være et samtaleemne for dem? Skulle de altid diskutere dette, når de sås? Selv kunne hun jo ikke komme udenom, at hun ønskede at se ham igen. Faktisk ønskede hun ikke at acceptere, at dette blev deres sidste gang. ”Det er jo det, som vi skal lave om på, frem for at du bliver ved med at sige det,” sagde hun roligt, som han skulle lære at være tålmodig. Det var jo end ikke i hendes ønske, at han skubbede hende væk, som han før havde gjort. Som han endte med at tage om hendes hånd, måtte hun mærke, hvordan hendes hjerte sprang et slag over. Sommerfuglene begyndte igen at blafre, og selv forstod hun ikke hvorfor. Det var jo bare en hånd? Hvad særligt var der ved det? Alligevel følte hun varmen, som hans hånd hvilede omkring hendes, mens han guidede hende igennem parken. Nysgerrigt så hun sig omkring, hvor han førte hende hen, inden hendes smaragdgrønne øjne igen søgte hans. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”..Hvis du fik muligheden for at vende hjem, ville du så gøre det?” endte hun med at spørge ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvorvidt om sommerfuglene i maven, var en effekt, der ville forsvinde, skulle Lucifer ikke kunne sige. Selv måtte han jo bare erkende, at han nød at have hende stående der tæt på sig, og særligt når det var på denne her måde. Hovedet lod han søge på sned. Selv kunne han jo godt lide, at være der for og med hende, og særligt når det var på denne her måde, så kunne han da særligt. Dette var noget, som de rent faktisk var i stand til, uden at de skulle stå der og skændes som hund og kat? Det var rart, selv for ham, at vide, at de rent faktisk kunne, når det virkelig gjaldt. "Og lige præcis hvorfor tror du, at det er her jeg står, og ikke med enhver anden kvinde i mine arme?" spurgte han med en ganske sigende mine. Det var jo trods alt her han stod med hende, fremfor nogen anden, og naturligvis var det også noget som han selv kunne mærke effekten af. Han.. ville jo gerne stå der med hende.
Tålmodigheden ville nok vise sig, som et problem for dem, før eller siden. Ikke at det var noget som gjorde det meget bedre, og særligt fordi at han ikke ønskede at ødelægge det her. Han ønskede virkelig ikke at ødelægge det. Han ønskede ikke at ødelægge det igen, selvom han nu allerede havde haft en sjov vane for at have den effekt af tingene. Han nikkede. "Jeg glæder mig til at se hvordan," endte han med et stille smil på læben. Derefter tog han omkring hendes hånd, inden han roligt førte hende med sig ind mellem buske og krat. Her søgte han i retningen af en lille bakke, hvor han nærmest havde slået lejr til nu. Hvad der mindede om et lagen, var kastet over store og tykke grene, som han havde samlet sammen, næsten som et telt. Der stod en lille sæk under lagnet med hvad han nu havde fundet undervejs af tøj og forsyninger. Han forsøgte faktisk at leve et reelt liv, selvom det bare ikke var nemt. "Til enhver tid.. Men jeg regner ikke med det. Faith er ikke sådan," svarede han ærligt. Hvorfor spurgte hun om det?

[Jarniqa Dynithril]

Gennem parken gik Jarniqa med Lucifer ved sin side. Varm følte hendes hånd helt i hans, hvor det endnu måtte forundre hende, at dette kunne placeres som en intim berøring. Intimt følte det nemlig helt at gå således med ham. ”..Som sagt.. Hidtil havde du en elendig smag, men efter du mødte mig, blev der lige pludselig vendt op og ned på det hele,” svarede hun ham kækt igen, som hun jo ikke kunne lade vær. Sjovt var det egentligt at tænke på, hvordan al dette havde startet ud. Han havde kommet til hende på slottet.. Han havde været arrogant.. De havde råbt af hinanden.. Hun havde smidt ham i fangekælderen.. og nu gik de her. Hånd i hånd, som intet af det nogensinde havde hændt. Om sådan noget altid foregik på den måde, måtte hun endnu spørge sig selv om. Finurligt havde det i hvert fald været. Ej sagde hun noget til om hans tvivl omkring, om han nogensinde ville blive tålmodig nok for hende. Selv håbede hun jo, da hun ikke ønskede, at dette ville ende.. Hun kunne jo godt lide, at det var således mellem dem. Heldigvis for hende blev hendes tanker drevet bort igen, som de nåede det, som han måtte kalde for sit hjem. Imponeret var hun faktisk, som dette bestemt ikke var den mand, som han først havde vist hende. Smilet søgte over hendes læber. ”Hende Faith må være en tosset kvinde.. Jeg må dog sige, at du har overrasket mig. Da jeg først mødte dig, troede jeg bestemt ikke, at du kunne udfolde dig på denne vis,” kommenterede hun ærligt. Hånden vristede hun forsigtigt ud af hans, så hun i stedet kunne stille sig ind under det opslåede lagen, der nærmest måtte fungere som et telt. Lunt var her helt, som solen fik lov til at bage ned på det opslåede lagen. Det smaragdgrønne blik vendte hun mod ham, hvor hun let måtte smile til ham. Til start havde det ej overrasket hende, at han var blevet smidt ud hjemmefra, men nu.. Nu havde hun svært med at gå med tanken om, at hun ikke skulle se ham igen. ”Det må jeg sige.. Jeg er imponeret.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var bestemt ikke bare Lucifer som var kæk. Selv Jarniqa kunne følge med på den. Hun kunne jo være lige så drillende af person, som det han kunne. "Du har ret. Du er enestående. Er der mere du gerne vil vide?" spurgte han med et smil på læben. Selv han kunne jo ikke ligefrem lade være, når det endelig skulle være. Han rystede let smilende på hovedet atter en gang, inden han førte hende med sig.
At gå hånd i hånd, var en fornemmelse, som selv Lucifer godt kunne lide. Af en eller anden mærkelig grund, så gav det ham følelsen af at han havde noget, som han skulle passe på, hvilket han i forvejen havde svært ved. Virkelig svært ved faktisk. Han førte hende direkte til hans lille lejr, hvor han gav slip på hendes hånd, så hun kunne få lov til at se sig omkring. "Hun er leder af en grund.. Pas på hun ikke hører dig udtale dig på den måde.. Det var det der kostede mig.. alt," sagde han kort for hovedet. Han kunne skam godt tilpasse sig, hvis det virkelig krævede det af ham. Før eller siden så skulle han nok også have tilpasset sig dette liv på ordentligt vis, selvom det nok var svært at skulle forestille sig lige nu. Armene lod han i stedet for søge over kors. Han ville virkelig gerne hjem, men... hvad med hende? Og det irriterede ham virkelig, at han gjorde sig de tanker på denne her måde. Han rystede dem let ud af hovedet og stod igen med et kækt smil på læben. "Jeg er imponerende.. Jeg kan godt, hvis jeg virkelig skal," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hende. Her boede han.. væk fra folk, hvor han kunne være selv, og særligt med de mange tanker, som han pludselig gjorde sig.

[Jarniqa Dynithril]

Tilfredst trak Jarniqa på smilebåndet ved hans ord. Du har ret. Du er enestående. Det var i den grad tilfredsstillende ord at høre! Især når de kom fra ham.. Spørgsmålet med ham var selvfølgelig også, om han mente sine ord, eller om det blot blev sagt i leg. Ofte var det nemlig, at han var kæk, men pludselig kunne han også blive mindst ligeså alvorlig. ”Jeg vil se frem til, at dette ikke er den første gang, at du fortæller mig de ord,” kommenterede hun med et smil på læben. Det smaragdgrønne blik lod hun kortvarigt søge omkring i den lille, men brugbare lejr, inden det søgte tilbage til ham. At han advarede hende omkring ’sin moder’ og leder, tog hun ikke så højtideligt. Hvad skulle hun også frygte? Det var trods alt kun ham, som var i lejren her. Hendes hoved søgte en kende på sned, uden at smilet falmede fra hendes læber. ”Det klæder dig ikke at frygte en kvinde, som end ikke er til stede. Jeg tvivler i hvert fald på, at hun gemmer sig bag lagnet her,” kommenterede hun roligt. ”Desuden.. Du er ikke på hendes territorium længere..” Yndefuldt søgte hun over til ham, hvor hun først stoppede, som hun var ham helt nær. Dette fandt hun meget bedre.. Blikket tog hun ej fra hans isblå, som hun blidt, men alligevel bestemt guidede hans arme åbne igen, så hun i stedet kunne plante hans arme omkring hendes egen krop. ”Yderst imponerende,” hviskede hun, inden hun måtte strække hals. I mellemtiden havde hendes hænder fundet sig til rette om hans nakke, hvor hendes læber nu søgte imod hans. Blidt og flygtigt var det ikke, som det havde været ude i det åbne. Længselsfuldt og krævende var det derimod, som hun ikke kunne lade være. Hvorfor, vidste hun ikke. Det eneste hun vidste var, at hun ønskede ham. Savnet måtte dette også være, som hun havde forsøgt at tvinge alle disse følelser bort i den tid, som de havde været adskilt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At skænke Jarniqa disse ord, var ikke noget som Lucifer ville have gjort under normale omstændigheder, men her kunne han nu alligevel ikke lade være. Det var dog ord, som han mente, og ikke bare nogen som han sagde, for at stille hende tilfreds. Sådan en mand, var han nemlig heller ikke, og det erkendte han gerne. "Det anede mig, at du ville sige det.. Jeg er mere bange for at du bliver for vant til det," pointerede han med en ganske sigende mine. Måske at det havde været en fejl at lade hende vide dette?
At hun endnu en gang søgte tilbage til hans arme, sagde han ikke noget til. Der lod han dem mere end villigt glide omkring hendes krop, hvor han trykkede hende ind mod sig. Atter måtte han lade sine læber møde hendes, hvor smilet på hans læber, dog heller ikke var til at tage fejl af. Han nød det, og uden tvivl også en kende for meget. Hånden strøg han let over ryggen, selvom han endnu var fristet til at lade den søge den modsatte vej, for netop at komme i kontakt med de mere intense områder af hende. Det var det som han følte et behov for.. Et behov som han endnu måtte holde tilbage, og det var virkelig frustrerende for ham! "Hun gemmer sig muligvis ikke her, men Manjarno er nu og end, en del af Dvasias, snuske.. Jeg ved ikke hvor hun kunne have spioner henne," pointerede han sandfærdigt. Ikke skulle det komme ham som nogen overraskelse, hvis hun netop havde sendt nogen ud, for at holde øje med ham. Kysset som hun skænkede ham, gengældte han uden at tøve. Utroligt, som han næsten kunne savne smagen af hendes læber efter så kort tid. "Jeg ved det.. Jeg er imponerende," sagde han med et tilfredst træk på smilebåndet. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, når hun gav ham den oplagte mulighed for kække kommentarer.

[Jarniqa Dynithril]

Vant til al dette kunne Jarniqa meget vel blive. Som Lucifer sagde, at han var bange for, at hun ville blive for vant til det, frygtede hun det egentligt selv. Selv vidste hun nemlig ikke, om det var en god ting, at hun nød al det her. For det var vel ikke kun det, som hun nød, men derimod også ham, og var han en god person at nyde? Selv huskede hun jo hvilken stand, som han havde placeret hende i, sidst de havde set hinanden. Derudover var der også det faktum, at Damien altid havde lært hende, at hun ej skulle lukke folk ind. Derfor var det hele så pokkers svært! ”Vælg i stedet at se på det som noget positivt, at du er i stand til at gøre en anden person glad,” kommenterede hun med et lille smil på læben, inden de blev mødt af hans læber, som hun havde valgt at søge tilbage i hans favn. Rart var der der, som han ikke blot skabte en flok sommerfugle i hendes mave, men derimod også en ro i hendes indre. Underligt fandt hun det endnu, at han kunne skabe det i hende, som hun var vant til, at det ellers kun var Damien, som hun følte sig helt tilpas os. Det ene bryn løftede hun, inden et skævt smil søgte over hendes læber. ”Jamen dog.. man skulle helt tro, at du bekymrede sig for mig, men igen.. Bare rolig, for jeg skal nok klare mig,” sagde hun stille, som han på sin vis lød helt pylret. Sjovt var det næsten, da han hidtil havde lydt som en, som kun værdsatte sig selv, og ingen andre.. og bestemt ikke hende. Tanken om, at hun rent faktisk skulle have en betydning for ham, kunne hun dog godt lide et vidst sted. Drillende himlede hun med øjnene ad ham. ”Og det er vidst ord, som du kan blive for vant til at høre.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde ikke noget imod, at han kunne gøre andre folk glade. Hende særligt. Hun havde jo allerede nu vist sig, ikke at være så slem igen, som han hidtil havde givet udtryk for, og det var også det, som faktisk passede ham ganske udmærket. "Jeg kan få dig til at smile.. Så er jeg tilfreds," sagde han sandfærdigt, og med et bekræftende nik til dette.
At hun søgte tilbage til hans arme igen, var ikke noget som Lucifer havde noget imod. At hun derimod havde delt med sin værge, hvad han havde gjort, og at han havde gjort hende.. direkte ond, havde han ikke nogen anelse om. Lige nu var han bare glad for, at de kunne snakke sammen igen, uden at råbe og skrige af hinanden. Det var dette, som han rent faktisk måtte være mest påvirket af i en situation som denne. Han vendte blikket mod hende. Nej, det var ikke fordi at han ville lyde som en pylderrøv, men han vidste jo aldrig hvor Faith havde spioner henne. Det eneste, som han vidste, var at hun havde mange af dem rundt forbi. "Det vil tiden jo vise mig," pointerede han med et let smil på læben. Han hævede hånden og strøg den let over hendes kind igen. Han kunne end ikke lade være med at røre ved hende, og kinden måtte han vel godt? Harmløst var det jo i forhold til de andre steder, hvor han kunne røre hende. Der var meget, som han desværre kunne blive vant til at høre og gøre sammen med hende. "Det deriblandt.. Men du.. er nok den, som jeg bliver mest vant til," sagde han med en rolig stemme. Han lænede sig frem igen, kun for at skænke hendes læber et blidt kys.

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige kunne Lucifer få Jarniqa til at smile. Desværre kunne han også fjerne det, som han kunne såre hende. Begge dele havde han derfor gjort, hvor hun ikke selv vidste, hvilken en af delene der ville blive størst chance for i fremtiden. Selv frygtede hun jo, at dette var at lege med ilden, men alligevel var det også svært at benægte sig selv det, som man fandt rart. Intet sagde hun dog, som hun ønskede, at han blev ved med at få hende til at smile, da hun selv frygtede, at en af dem ville ødelægge det før eller siden. Det ville trods alt kun ligne dem, hvis det gik såvel. Svagt smilede hun. ”Det vil den,” kommenterede hun roligt. Selv frygtede hun ikke hans adoptivmoder, og hvorfor skulle hun også gøre det? Hun var her som prinsesse og som kommende regent, hvor hans adoptivmoder var i Dvasias, som leder for dæmonerne. Dog ønskede hun ikke at spekulere mere over hans adoptivmoder, og hvad hun kunne og ikke kunne gøre. Hun ønskede derimod blot at tænke på ham, som hun mærkede hans hånd over sin kind. Hvordan kunne det være, at kombinationen af fingrer og kind kunne være så fantastisk? Mening gav det bestemt ikke men måske behøvede det ej heller at give mening? Måske burde man blot tage tingene, som de kom, uden at man funderede for meget over dem? Hun trak på smilebåndet. ”..Vi må se, om du er heldig nok til at nå at blive det,” svarede hun ham kækt igen, inden hendes læber blev forseglet af hans. Absolut intet gjorde hun for at få ham på afstand, som hun også nærmere ønskede ham tættere på. Blidt måtte hun massere sine læber mod hans, alt imens hendes ene hånd svandt ind i hans mørke hår. Svært var det helt at tro, at hun nogensinde havde gået fra dette. I denne stund var det nemlig helt svært at begribe, at det nogensinde havde ladt sig gøre. Svært var det derfor også helt at acceptere, at de på et tidspunkt skulle skilles, som hun skulle tilbage til slottet og træne.. Hvor kedeligt var det ikke lige?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde måske været god til at ødelægge dette, men det var bestemt ikke noget som han havde gjort med vilje. Han havde virkelig forsøgt at undgå det denne gang, men det var da forbandet svært, når det eneste han mødte, var restriktioner på restriktioner! Han sendte hende et let smil. Hvorvidt om hun ville kunne klare sig selv, ville tiden vise ham. Til nu havde han jo set denne blide side af hende, som han havde set den, som kunne gale op, hvis der var behov for dette.. Det var nu denne side af hende, som han rigtig godt kunne lide, og særligt fordi at den efterlod ham med en klar følelse af, at han godt kunne finde ud af at gøre bare noget rigtigt. Hans moder var en hård kvinde. Hvorfor skulle han ellers også være endt som en hård mand?
Læberne masserede sig ind mod hendes, hvor hans øjne ganske let måtte glide i endnu en gang. Han sukkede dæmpet. Det var et behag uden lige, at mærke hende så tæt på sig, som det han gjorde i denne stund. Hvor var det dog direkte.. frustrerende, at vide, at han så heller ikke kunne trække den længere end som så! Han brød kysset efter et kort øjeblik. Før eller siden ville de igen skulle skilles, fordi at hun havde sit at lave og han... Han havde vel bare det at lave, som han nu lige faldt over. Han sendte hende et kækt smil. Han ville ikke lade den tanke ødelægge det for ham. "Lige den skade, frygter jeg allerede er sket," sagde han med en sandfærdig stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Ej var det fordi at han så nogen grund til at lyve for hende. Han var glad når han var omkring hende, og særligt når han følte, at han rent faktisk formåede at gøre noget rigtigt.

[Jarniqa Dynithril]

Ej delte Jarniqa den samme frustration som Lucifer, som de delte dette blide kys. At det ikke var mere end dette, var nemlig fantastisk for hendes vedkommende. Selv behøvede hun nemlig ikke at gå så langt som Lucifer, før hun var i himlen. De blide berøringer mod hendes kind og deres læbers massagen mod hinanden var nemlig alt, hvad hun kunne ønske sig. For hende var det nemlig nok til, at hendes øjne måtte stråle, hendes hjerte måtte galopere og hendes krop til at brænde. Dæmpet slap hun et suk, som han skilte deres læber fra hinanden, så længslen øjeblikkeligt kunne træde ind i hende. Følte han mon præcis den samme længsel som hende, når de ikke længere var hinanden nær? Øjnene lod hun igen glide op, hvor glimtet i dem ikke var til at tage fejl af. ”I så fald er det intet, som jeg vil lave om på,” svarede hun stille igen, mens et smil havde taget form på hendes læber. Hans ord var vel også en bekræftelse i, at han rent faktisk ønskede dette? At han ønskede dem. Blidt nussede hun ham i nakken. Hun ønskede slet ikke at slippe ham, men selv vidste hun, at hun var nødsaget til at søge videre her snart. Det havde hun trods alt lovet Theodore, skønt hendes krop og hjerte langt hellere ville blive her hos Lucifer. ”Vil jeg kunne finde dig her igen?” endte hun nysgerrigt med at spørge, hvor det måtte være et tegn på, at også hun ville det her. Belejligt ville det uden tvivl være for hende, hvis hun vidste, at det var her, som hun kunne opsøge ham. På den måde behøvede hun ikke at lede efter ham, samt der var det, at han nærmest boede udenfor hendes hoveddør i så fald. Ganske belejligt. Hun burde måske ikke gøre al dette, hvor Theodore med garanti ville sige, at det ikke var synderligt regentagtigt og passende for hende at rende rundt med en mand som Lucifer. Hun kunne dog ikke længere lade være..

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det hele var uden tvivl noget som selv Lucifer måtte nyde forbandet godt af, så det alene, var ikke noget, som måtte sige så lidt igen. Her følte han sig vel og komfortabel. Særligt med hende stående i sine arme faktisk. Han nød at stå der med hende, og særligt fordi at han vidste, at han lige så, også var med til at bringe hende til de fantastiske højder. At der jo bare skulle mere til, før han selv nåede det samme, var jo så en anden side af sagen. Dette var ikke noget, som han kunne gøre alverdens ved, hvad end om det var noget, som man nu ønskede det, eller ikke. "Godt," hviskede han med en rolig stemme.
At de før eller siden igen ville ende med at gå hvert til sit, var Lucifer klar over. Selvom det ej var en tanke, som faldt i hans gode jord, for det gjorde den ikke, så var det bare en af slagsen, som han måtte lære at leve med. Som hun stod og kærtegnede ham i nakken, stod han og kærtegnede hendes kind. Dette var da om ikke andet, så noget, som han rent faktisk ville få lov til at gøre ved hende, og det var det, som for ham, var det vigtigste. Han nikkede. "Du har netop set min ydmyge bolig, snuske.. Det er her du vil kunne finde mig," sagde han endeligt, kun med et bekræftende nik. I og med, at hun spurgte, var det vel også fordi, at hun meget snart også skulle videre igen? Selvom det nu ej var en tanke, som faldt i hans gode jord, for det gjorde den da godt nok ikke, så måtte han jo lære at leve med den. Hovedet lod han søge en kende på sned. "Skal du gå?" spurgte han endeligt. Ikke at han fandt den tanke tilfredsstillende, for det gjorde han ikke.. men han kunne vel heller ikke holde på hende?