Babysteps...

[Theodore Jarvis Acheron]

"Det var held.. For alt hvad jeg ved, er, at det kunne have taget dit liv. Du havde ingen kontrol over din magi eller hvad du gjorde," sagde han denne gang med en direkte stemme. Hans blik søgte hendes direkte.. gennemboende.. koldt og direkte intetsigende. Ikke at det var noget som han kunne gøre for, for det var bare det som lå mest naturligt til ham, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det.
Det kunne godt være, at det var temmelig mange ting som Theodore måtte skænke Jarniqa i denne stund, men med tanke på det som han fik i den anden ende. så var det uden tvivl det værd, selv i hans øjne. Han fik så meget ud af at have Jarniqa rendende rundt her, og langt mere end hvad han nok ville være ved i den anden ende. Han trak på sine erfaringer, sin viden og satte det hele sammen, når han blev mødt af det. Han lod hende sætte spyddet på plads. For nu var der brug for en pause, så pulsen kunne komme ned, og de igen kunne være klar til at trække den det skridt videre. "I forvejen har du været her i en rum tid, Jarniqa.. Du bor her nærmest i forvejen," sagde han med en rolig stemme. Han tog det ikke tungt. Folk kunne sige hvad de ville om den magiker som blev huset ved en af tidens største warlocks. Han var ligeglad. Folk havde en sjov tendens til at tage fejl af ham. Han trak kort på smilebåndet. Naturligvis var det en sag, som hun var meget optaget af. Som i... rigtig optaget, af hvad han kunne fornemme. "Jeg udfører mit arbejde, som er mig pålagt, og jeg stiller med de mænd, som skal til, når dronningen beder om det," begyndte han roligt. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang. Hovedet lod han dernæst søge på sned og med et kort smil på læben. "Jeg tager ikke parti.. jeg blander mig ikke i noget, medmindre det er ønsket af mig. Jeg er impulsstyret," fortalte han med en rolig stemme. Clemency havde været god til at hjælpe ham med at forklare det. Det var det som han stadig måtte arbejde hårdt på.

[Jarniqa Dynithril]

Tænderne bed Jarniqa sammen ved hans hårde ord og blikket. Blikket kunne han ganske vidst ikke ændre på, men ordene? Ordende sved. Irriterende var de dog også, som det var irriterende igen igen at få at vide, at magien kunne have dræbt hende. Hun havde for helvede forstået det! Værre blev det også kun af, at det ikke havde været hendes beslutning, at hun ikke havde måttet træne sin egen magi. Det havde nemlig været Damiens, som Damien også havde sagt, at magikerne ville vende sig fra hende, når det vidste, hvad hun var. Ondt måtte den tanke også gøre.. ”Det var ikke min fejl!” snerrede hun derfor ad ham per refleks. Det var ej fordi, at hun agtede at gøre sig uvenner med ham, da det bestemt ikke var hendes plan! Han havde jo været god ved hende.. Dog fik hun altid en mindre hjerneblødning, når snakken faldt herpå. Sin egen puls kæmpede hun dog med at få ned igen, som den allerede havde taget sig en for høj flyvetur. Pulsen nåede dog også at komme ned ved hans næste ord, hvor hun måtte trække svagt på smilebåndet. Hun boede her jo nærmest.. Fristende var tanken helt, som det hele forekom så meget lettere på Acheron Landstedet. Her var fint. Mørkt måske, men her var solide vægge og pænt møblerede rum. Selv elskede hun også sit eget værelse, som det måtte være en dronning værdigt i hendes øjne. For andres vedkommende ville det dog blot være et standardværelse. Derudover var der også det faktum, at der var så isoleret her. Her syntes der ingen problemer at være.. Ingen invaderinger.. Ingen modstandsbevægelser.. Bare ro. ”Og for det, kan jeg ikke takke dig nok. Det er bestemt ikke mange, som ville have gjort, hvad du har gjort,” sagde hun ærligt i en rolig tone. Spyddet hang hun roligt på plads, inden hun vendte fronten mod Theodore igen. Trygt og rart var der her, men dog var det ikke en tilværelse, som hun kunne leve nu. Sjovt var det helt, for inden invaderingen havde hun ønsket fare og eventyr, hvor hun efter invaderingen helt måtte finde denne trygge tilværelse eftertragtet. Hun ønskede vel blot fare og eventyr under ordnede forhold, frem for det, som hun nu var blevet kastet ind i? ”Hvordan ved man, at man kan regne med dig, hvis du er impulsstyret? Hvilken sikkerhed har man?” endte hun med at spørge. Tilfældige var disse spørgsmål ikke just, som der var noget, som hun var nødt til at vide!

[Theodore Jarvis Acheron]

"Sagde jeg, at fejlen var din?" spurgte han med en rolig stemme, da han endnu en gang vendte blikket mod hende. Hvorfor tog hun det så hårdt, som hun gjorde? Det var slet ikke noget, der gav mening. Han havde set at hun kunne, selvom den manglende kontrol, som det kunne have endt med, kunne have kostet hende livet, og ikke det, var noget som han bifaldt på nogen måde. Hvorfor hæve stemmen overfor ham? Det var end ikke noget der kom noget godt ud af.
Det kunne godt være, at Theodore i mange henseender handlede mod det,s om så mange andre ville have gjort i en stund som denne, men skulle han være helt ærlig, så var han ganske ligeglad. Det var på denne måde, at han fik mere ud af det, og det var egentlig også det, som var det vigtigste for ham lige nu. Hun boede her jo stort set nu, også selvom det nu heller ikke var noget, der gjorde ham det mindste. Han sænkede armene igen. Han forventede naturligvis ikke at hun blev her, men det var jo aldrig til at vide, når det endelig skulle være. Han kneb øjnene svagt sammen, inden han sænkede hovedet en anelse. "Mange andre ville måske ikke gøre det samme.. Men betyder det noget? Jeg har altid gjort hvad der passede mig. Altid," sagde han med en rolig stemme. Det var ikke nogen hemmelighed, at han var impulsstyret. Desuden var det noget, som han endelig havde lært at acceptere. "Stoler du ikke på mig, Jarniqa?" spurgte han denne gang med en rolig stemme. Et sted var det en tanke som han fandt morende, og særligt fordi at det ikke var første gang, at nogen havde fortalt ham det. Folk stolede ikke på ham, men der var vel ikke noget at være bange for, var der? Så lang tid, at man gav ham hvad han ønskede og håbede på - Jarniqa særligt, så var der virkelig ikke noget at være bange for.

[Jarniqa Dynithril]

Nej.. Theodore havde vel ikke beskyldt Jarniqa.. Svær måtte vreden også være at holde, som han svarede hende så roligt tilbage. Det var vel også fordi, at han ej var i stand til at føle? Dog tvivlede hun ej heller på, at man kunne gøre ham vred.. Gad vide, hvordan det forløb sig? Ikke fordi, at hun agtede at hidse ham op, for personligt tvivlede hun på, at det var en god ting at kaste sig ud i. ”Det gjorde du vel ikke..,” endte hun stille med at sige. Selv passede det hende også bedst, hvis der blot blev lagt låg på det emne igen.
Om det betød noget, hvad andre gjorde? Det gjorde det vel et sted ikke, da det vigtigste var, hvad Theodore havde gjort for hende. Taknemlig var Jarniqa også overfor al det, som han havde valgt at skænke hende, og det havde hun ej heller været bleg for at fortælle ham. Store var de ting nemlig, som han havde gjort for hende, som han både havde åbnet sit hjem op for hende, og trænet hende i sin magiske færden. Vel også den mørkelviske, skønt han ingen forbindelse havde til den race? ”Nej, det vigtigste er, hvad man blev tilbudt i den sidste ende,” kommenterede hun roligt. Hendes smaragdgrønne blik hvilede roligt på hans skikkelse. ”Jeg er opvokset med, at jeg ej bør stole på nogen,” kommenterede hun ærligt, skønt et lille smil måtte hvile på hendes lyserøde læber. ”Dog vil jeg sige, at jeg kan lide dig.” Ej mente hun ordene, som var hun forelsket i ham. Fascineret var hun nemlig af ham, hvor hun også kunne se sig enig i nogle af de holdninger, som han havde. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Jeg husker dog også, at du sagde, at man ej bør frygte dig, før man har gjort dig noget.. Det vælger jeg vel også at tro på.” Det var dog også de sidste ord som gjorde, at hun betvivlede, om han kunne bruges i hendes plan. For af hvad hun vidste, havde den dvasianske regering jo intet gjort ham, og hvis hans ord holdt stik, betød det også, at han intet ville gøre den.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde aldrig givet hende skylden for noget, så hvorfor skulle hun da tage den tone i brug overfor ham? Det var slet ikke noget, der gav mening på noget tidspunkt. Hovedet lod han søge en kende på sned. Nej, han havde jo aldrig påstået at fejlen var hendes, men blot pointeret for hende, at det kunne have kostet hende livet, om det ikke var fordi at hun havde været heldig. "Godt," sagde han kort for hovedet, selv for at lægge låg på dette. Fyrig kunne denne unge kvinde, da uden tvivl vise sig at være. Ikke at det var noget, der egentlig gjorde ham det mindste, da det var noget, som man ganske enkelt kun måtte leve med. Han var dog selv fascineret af dette.
Som Jarniqa tilkendegav, at hun rent faktisk godt kunne lide ham, var noget som fik ham til at vende blikket direkte mod hende. Hvad var det han havde gjort, der gjorde, at hun kunne lide ham? Det var en af de store ting, som han slet ikke forstod. Han havde selv svært, når Clemency fortalte at hun elskede ham. Han forstod ærlig talt ikke hvad det betød. "Og hvordan skal den forstås?" spurgte han direkte. Hovedet lod han langsomt søge på sned, mens han lod armene søge ned langs hans krop igen. Hans egen puls var faldet tilbage på plads atter en gang, selvom han intet gjorde for nu. Han ville også sikre sig, at hun havde fået det bedre, og at pulsen var faldet på plads, inden de fortsatte. Måske at han i denne stund havde givet hende meget.. Rigtig meget endda, men ærlig talt, så var det slet ikke noget, der rørte ham det mindste. Han gjorde det, fordi at han vidste, at han selv måtte få noget ud af dette, og det egentlig var det eneste, som havde nogen betydning for ham i det hele taget. Hans ord kunne stoles på, også selvom han var impulsstyret. Så lang tid, at Jarniqa fortsatte med at kæmpe, som hun havde gjort til nu, ville hans interesse for hende, også holdes ved lige. Det var jo faktisk deri, at udfordringen måtte ligge. "Mine ord kan du stole på. Jeg er en mand af ord," sagde han direkte og med et let nik. De mørke og tomme øjne, gled til hendes skikkelse. "Sig til, når du er klar igen," sagde han denne gang mere kortfattet.

[Jarniqa Dynithril]

Øjnene blinkede Jarniqa let med, hvor hun kort hævede hænderne, så hun havde håndfladerne vendt mod ham. ”Bare rolig! Jeg er skam ikke forelsket i dig eller noget i den dur,” svarede hun ærligt og med et skævt smil på læben, som hun selv troede, at han havde misforstået hende, da han havde spurgt ind til, hvordan det skulle forstås. Varme følelser havde hun nemlig bestemt ikke for ham. Han var desuden en gammel mand! Det ville have været det samme, som hvis hun havde været forelsket i sin fader, og det var på alle måder en forstyrrende tanke! Hvad hun mente var, at hun kunne lide ham fordi, at han var hende god og fordi, at hun fandt ham interessant. Det var også det, samt hans næste ord, som gjorde, at hun havde fået yderligere tanker om ham. Hun fugtede læberne. Hans ord kunne hun stole på? Hun ønskede skam også at stole på, men hvad med dronningen? Kunne hun ikke også stole på ham? Skulle hun lade det ligge og træne videre, eller skulle hun spørge? Hun rankede sig op. ”Hvad ville du sige til en smule udfordring i dagligdagen?” spurgte hun roligt, alt imens hun langsomt begyndte at bevæge sig tilbage imod ham. Træningen kunne vendte lidt endnu.. ”Fjerne en hvis vampyr og dødsengel i Det Gamle Manjarno, og en dronning i Dvasias.. Hvad der skal ske med den dvasianske trone, kan du selv være med til at bestemme..” Roligt stoppede hun op henne ved ham. Ville han mon blive vred? Ville hendes ord komme som en overraskelse for ham? Han vidste jo, at det var en sag som berørte hende dybt. Hvad hendes indblanden i sagen var, vidste han dog ikke. Hun havde trods alt aldrig fortalt ham, at hun egentligt var en manjansk frihedskæmper, som havde oprettet den manjanske modstandsbevægelse. De oplysninger havde hun pænt holdt hen indtil nu.

[Theodore Jarvis Acheron]

Forelskelse var nu heller ikke hvad Theodore ville påstå. Han forstod sig ikke på den slags, så det var ærlig talt noget af det sidste, som han havde i hovedet i en stund som denne. Han lod hovedet søge på sned. "Det gik jeg heller ikke ud fra," sagde han ganske ærligt. Han tog det ikke som kritik. Desuden var hun heller ikke en, som han kunne forestille sig, at have tæt på sig, på den måde, så det gjorde ham egentlig ikke noget. Desuden var hun ung.. frygtelig ung endda, alt for fyrig og med alt for mange tanker og følelser. Der var det hele langt nemmere med Clemency, så der var skam ikke nogen kritik der.
Hans ord derimod var det som man kunne stole på. Han havde for rigtig mange år siden, lært vigtigheden af disse, og det var også lidt der, at den måtte være, når det endelig skulle komme. Han trak ganske tilfredst på smilebåndet, og med blikket, som gled mod hende. Det lød i alle fald til, at hun stolede på ham, på den front. "Hvilken udfordring er der tale om?" spurgte han direkte. Hun prikkede jo trods alt også til hans nysgerrighed. Jo længere tid, han nemlig måtte tilbringe sammen med hende, des mere måtte hun rent faktisk åbne op for ham, og fortælle ham om ting, som hun havde nægtet i udgangspunktet. En dødsengel og en vampyr? Vampyrerne var et væsen der på naturlig vis, faktisk gav ham lysten til at slå ihjel.. Men hvorfor var hun ude efter disse to? Af hvad han kunne fornemme, så var det en særlig vampyr og en særlig dødsengel, som hun ønskede at få ryddet af vejen? Og sandt at sige, at det ikke var noget, som hun kunne gøre på egen hånd. "Hvorfor ønsker du disse to væsner død og borte, Jarniqa?" spurgte han denne gang mere direkte. Sandt, at han dog ikke ville pakke tingene ind, for det havde han aldrig haft en grund til at skulle gøre. Selv han kunne stå i en situation, hvor han krævede sine svar, og særligt nu hvor hun havde offentliggjort, at hun rent faktisk ønskede hans hjælpe med dette.

[Jarniqa Dynithril]

”Nå..,” endte Jarniqa med at sige, alt imens hun let blinkede med øjnene. ”Hvad mente du så?” spurgte hun i stedet. Ej vidste hun nemlig, hvor han i så fald ville hen med sit spørgsmål. Hun kunne lide ham, men hun nærede ej varme følelser for ham.. hvad mere var der at sige om den sag? Hun vidste det ikke, som hun ej var vant til at forklare sig på samme måde over for ham, som hans hustru var. Det som de primært drøftede med hinanden, var desuden hendes træning, og ej hendes følelser.
Afvisende syntes han ej at være overfor Jarniqas forespørgsel. En hvis selvtillid måtte det derfor bringe hende, skønt hun endnu kunne mærke, hvordan hendes hjerte måtte banke det hurtigere. Det kunne nemlig meget vel være dybt vand, som hun var på nippet til at bringe sig selv ud i. Dog var der ingen grund til at stoppe.. Ikke nu. Ikke nu, hvor hun havde lukket op for posen og nu, hvor han ikke decideret havde afvist hende. Blikket holdt hun på ham. Troede på sin sag, gjorde hun, og af den årsag var der heller ingen slinger i valsen, som hun åbnede munden. Det eneste hun var usikker på var, om han grundet disse udtalelser kunne finde på at udlevere hende til selveste dronningen. ”Jeg ønsker vampyren, Macaria, og dødsengel, Zean, døde. Du burde havde hørt om dem.. Macaria er den som i øjeblikket regere mit hjemland uberettet, hvor Zean står som dødsenglenes leder, og som uberettet stjal min hjemby. Selv lykkedes det mig at vælte Neutranium og to af tårnene i Benden, men stadig er de i live,” sagde hun sigende. Havde han mon hørt om de pludselige ødelæggelser i henholdsvist Ityrial og Paggeija? I givet fald vidste han nu, at hun havde forårsaget det, samt hvad hun var i stand til, når hun blot blev presset hårdt nok. Hendes blik forlod ej Theodoes, for nej. Nu stoppede hun ikke. ”Endvidere ønsker jeg Dvasias’ droning væltet af tronen. Jeg ønsker at se hende miste alt, hvad hun troede, hun havde. Hun skal føle, hvordan det er at miste sit land.”

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore trak kort på smilebåndet. Hun kunne lide ham.. Den kunne jo tolkes på mange måder, og han gik bestemt ikke ud fra, at det havde været med de varme følelser, som Clemency igennem en rigtig lang årrække, havde forsøgt at forklare ham betydningen af. Dette stod han da ganske fast på, hvis det endelig skulle være det. Han lod tungen stryge over læberne, inden han igen vendte blikket mod hende. "De ord kan forstås på mange måder. Af hvad jeg er blevet fortalt," sagde han dog med et kort træk på skuldrene. Han tog det nu ikke så tungt. Nok mindre tungt end hvad kvinden foran ham gjorde.
At det var de to store som hun ønskede udryddet i Manjarno, forundrede et sted ikke Theodore. Og særligt ikke hvis det var hendes hjemland. At hun derimod ønskede hjælp til at vælte regenten af Manjarno, og dødsenglenes leder i Paggieja, var virkelig nogle høje mål at sætte sig. Han lod hovedet søge på sned. Det var stort.. ingen tvivl om det. "Du er godt klar over, at det du ønsker af mig, er at jeg begår handlinger, der gør mig til en landsforræder?" spurgte han med en rolig stemme. Særligt det faktum, at hun ønskede at vælte Jaqia.. Dronningen af hans eget land, var en tanke, som han ikke rigtigt vidste hvad han skulle gøre med.. Og særligt når det foregik på denne her måde. Hovedet lod han søge på sned denne gang. Det var et meget alvorligt emne.. Men dog, var han stadig meget nysgerrig på, hvad hun ville få ud af dette.. samt hvorfor hun ønskede at gøre det, i stedet for bare at acceptere tingene som de nu var blevet. "Hvad ønsker du at opnå ved dette? At vælte den mørke dronning?" Ej kunne man sige, at han var afvisende for hendes ønske, men derimod mere nysgerrig på hvorfor og hvordan hun ønskede at dette mål skulle opnås.

[Jarniqa Dynithril]

Ret havde Theodore måske i, at man kunne bruge ordet lide i mange vendinger. Dog havde Jarniqa haft en specifik tanke, som hun havde sagt det. ”Hvad jeg menter er, at jeg kan lide dig fordi, at du har været god ved mig. Derudover kan jeg lide din person, selvom det måske kan forekomme mærkværdigt.. Dog interessere du mig, som dit væsen og dine holdninger er interessante,” fortalte hun ærligt. Var dette mon nok til, at han forstod? Eller ville han overhovedet nogensinde være i stand til at forstå følelser? Selv vidste hun det ikke, men sit bedste gjorde hun da for at forklare sig.
At Jarniqa bad ham om at begå landsforræderi, vidste hun et sted godt. Derfor vidste hun også, at det var et blindt skud i tågen at bede ham om dette. Dog måtte hun blot gøre sit bedste for at vise ham ideen i det, som hun ønskede af ham. Umådeligt svært kunne det dog vise sig at blive, men meget andet end at prøve kunne man vel ikke? ”Landsforræder kan det muligvis tolkes som, men så er det blot at gøre således, at ingen kan dømme dig for det,” endte hun med at sige. ”Du kan tage tronen til dig selv, hvis det er det, som du lyster. Dvasias i sig selv har nemlig ingen interesse hos mig.. Jeg ønsker blot, at den nuværende dronning bliver ladt tilbage med ligeså lidt, som den manjanske befolkning. Nemlig intet.” Hvad mente han mon om al dette? Var han alligevel en kende interesseret? Det måtte han vel være, siden han ikke havde lagt en finger på hende endnu. Selv håbede hun på, at han indvilgede i hendes plan. Nyttig kunne han nemlig være, som han kunne være hende en god allieret. ”Jeg ønsker, at dem som har gjort Manjarno uret bliver mødt af døren, eller selv får frataget alt. Jeg ønsker, at mit hjemland får al det tilbage, som det blev frataget.”

[Theodore Jarvis Acheron]

Hendes forklaring, var derimod noget, som straks gav mere mening for Theodore. Han kunne lide dette. Han kunne lide, at hun fortalte tingene, som de var. Han nikkede ganske kort til hende. "I så fald, takker jeg for de rosende ord," sagde han med en rolig stemme. Alt taget i betragtning, så var det måske svært at forklare ham ting, og særligt når han ikke havde den menneskelige forståelse for tingene, som så mange andre havde.
At hun direkte stod og opfordrede ham til landsforræderi, vidste han dog derimod ikke, hvordan han havde det med. Han kneb øjnene svagt sammen. Han var dog mere nysgerrig på, hvad hun ville få ud af dette, end det modsatte. Han selv var meget neutral hvad angik Macaria og Zean, men hans dronning derimod.. Det var straks en helt anden sag. Desuden vidste han, at Manjarno var overtaget, uden at Jaqia egentlig havde haft noget at sige i det henseende, så hvorfor straffe hende? Hovedet lod han søge langsomt på sned. "Og hvordan har du tænkt dig, at undgå at jeg skal straffes for det, hvis jeg havde i sinde, at yde min hjælp?" spurgte han med en rolig stemme. Han ønskede jo heller ikke ligefrem at stå i en situation, hvor han stod til at miste hovedet, og særligt ikke, hvis han da ellers kunne blive fri. "De som gjorde dette mod Manjarno er ej mange, Jarniqa. Af hvad jeg er informeret om, har ganske fåtal stået med beslutningen i deres hænder," fortalte han med en rolig stemme. Om han var stolt af det? Næppe.. Han var ganske neutral. Han blandede sig ikke i den slags affærer, og slet ikke hvad angik krig. Han var farlig på den front.. uden frygt, for at sige det mildt. Han lod hovedet søge den anden vej til følge. "Det er et højt mål at sætte sig. Jeg kan forstå, at det er der drivkraften for dig, må ligge?" fortsatte han med en rolig stemme. Nysgerrig var han jo.

[Jarniqa Dynithril]

Let måtte Jarniqa trække på smilebåndet, som han syntes … glad for hendes ord. Selv var det en tanke som også måtte glæde hende, og især fordi hun vidste, at han ej var en mand af følelser. Derfor måtte det være af betydning, at hun rent faktisk var i stand til at give ham en smule glæde. Det var dog ikke den samme glæde, som hun blev mødt med, når hun drøftede verdenssituationen med ham. Det var nærmere eftertænksomhed, men ej heller kunne hun bebrejde ham for det. Selv vidste hun nemlig, at det ej var hverdagsting, som hun lige havde leveret til ham. ”Med hensyn til vampyren og dødsenglen, taler døde trods alt ikke. Hvad dronningen angår, er sagen dog anderledes.. Muligheden der kunne være, at du indtog hendes plads. Meget vel ville det være forræderi mod dronningen, men af hvad jeg har lært, har dvasianerne en hvis egoistisk tankerække. Det burde derfor ikke skabe de største rystelser, at en stærkere modstander skulle have tilregnet sig magten.. Der er vel også dem, som ville støtte dig? Warlockerne måske?” lød det sigende fra hende. Tiltalte noget af al dette ham? Indtil nu havde han ikke bedt hende om at tie, så en smule nysgerrig måtte han da være.. Hendes hoved gled en anelse på sned. ”Sagde jeg, at det var alle dvasianere som skal bøde for dette? Jeg ønsker blot, at ret skal være ret, og det bliver det, hvis disse personer mærker følgerne.” Blikket tog hun ej fra ham. ”Hvordan ville du selv have det, hvis alt, hvad der var dit blev taget fra dig? Din stilling? Dit hjem? Din hustru? Dine børn? Dine børnebørn? Om du føler eller ej, har det alligevel en essens af dit liv.” At han gættede på, at disse tanker var drivkraften for hende, kunne man vel godt sige. Passioneret var hun i hvert fald omkring dette emne, hvor hun bestemt ikke ønskede at give op! ”Der kom nogen og stjal, hvad der var mit. Hvad de har stjålet, ønsker jeg nu tilbage, præcis ligesom enhver anden manjaner,” sagde hun kort og præcist.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvilken mand var ikke glad for rosende ord? Han var i hvert fald glad for at høre, at han kunne gøre noget tilfredsstillende for andre, for det var i hvert fald hvad han følt, at han gjorde i en situation som denne. Han lod den dog ligge for nu, da der var ganske andre ting på dagsordenen, som de skulle snakke om, og det var sådan, at han havde det, særligt også med dette. Hun opfordrede ham jo direkte til at begå landsforræderi! Dvasias var han kommet af, og det var naturligvis også noget, som gjorde sit for hans vedkommende, og særligt i en situation som dette. Dog var han ikke nationalist.. Tvært imod, så kunne han ikke være mere ligeglad. Men dronningen derimod.. Det var jo straks en anden sag, selv for ham. "Magt har jeg alle dage haft, men ikke i en forstand som en royal, Jarniqa," sagde han sandfærdigt. Desuden havde han været i en situation før, hvor rigtig meget af det, som engang havde været, var mistet, og det ønskede han jo ikke just tilbage til endnu en gang. Han havde et liv her.. sin hustru.. sine børn.. sin status. Han havde jo alt det, som han havde brug for, for at føle den selv samme tilfredshed.
"Vampyren og dødsenglen kan næppe blive det store problem. Der er ikke noget særligt i de væsner. Jeg har mange warlocks - såvel som kongehuset i min ryg," informerede han dog ærligt. Hvis han havde noget på dem, så skulle det end ikke blive en problematik at involvere kongehuset, og derved lade det være lovligt i stedet for det modsatte. Det som han dog ikke kunne se, var hvad Jaqia havde med dette at gøre. Han rystede let på hovedet og med armene som han denne gang lod søge over kors. Selv var han ikke begejstret for Macarias arbejde. Nu med pladsen ved hoffet, som han havde, hørte han jo selv lidt af hvert, men ja.. Den tid den sorg, var det ikke hvad de menneskelige væsner med følelser sagde? "Du er blevet frastjålet mange ting.. men det er høje magter du er oppe imod. Fjenden i dette henseende, er ægteparret Zean og Macaria Forsynth," sagde han ganske ærligt.

[Jarniqa Dynithril]

På sin vis lød det som om, at Theodore støttede Jarniqa i hendes sag mod Zean og Macaria.. eller også hørte hun bare, hvad hun ønskede at høre. Svært var det at sige, når hun inderligt ønskede hans hjælp til dette. Det var på ingen måde fordi, at modstandsbevægelsen var uduelig, for det var den bestemt ikke! Dette problem bundede nemlig ud i, at hun ønskede at gå efter de to stærkeste spillere i Det Gamle Manjarno, og det krævede, at sikkerheden var i top. Hun skulle nemlig kunne vide sig sikker på, at planen ville lykkedes, hvis hun først tog hånd om den. Hun fnøs dæmpet. ”Jeg tror næppe, at din dronning bare vil opgive Manjarno, skønt du muligvis har kongehuset I ryggen. Hvorfor skulle hun trods alt ønske at opgive landet? Det har udvidet hendes grænser, hvilket hun trods alt tog imod med åbne arme. Hun gav trods alt ikke landet tilbage til dem, som det egentligt tilhørte,” kommenterede hun sigende, som hun bestemt ikke turde lægge sin lid til det dvasianske kongehus. Dronningen ville jo næppe tillade, at Manjarno blev et selvstændigt land igen! Hendes hjerte bankede en kende mere fast.. Hvis ej han ønskede at hjælpe hende med at tage dronningen, ville Zean og Macaria stadig være en god start. Det måtte og særligt være dem, hvori hendes had lå! ”Og vil du i dette henseende hjælpe mig med at tage ægteparret ned?” spurgte hun direkte, uden hendes smaragdgrønne øjne forlod hans ansigt. Håbet for det havde hun i hvert fald i sit hjerte. Spørgsmålet var dog igen, hvad han ønskede for det, eller om han faktisk var i stand til at gøre det af sit gode hjertes lyst. Selv vidste hun nemlig ikke, om han havde et problem med det berygtede ægtepar.. Selv håbede hun dog uden tvivl, at han ønskede dem borte ligeså vel, som hun gjorde!

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde måske en anden indfaldsvinkel end de fleste, og Jarniqa særligt, som ønskede at gøre Manjarno til et selvstændigt land igen. Det i sig selv, var nok ikke et mål som kunne opnås. Hvem vidste.. måske at det kunne en dag, men som det stod nu, så var det uaktuelt, at den slags skulle forekomme. Landets grænser var flyttet.. Flere og flere valgte bare at acceptere tingene, som de var, og særligt fordi at landet ikke havde haft et kongehus, så hvorfor skulle det egentlig have sin egen stat? Det var ikke noget, der gav nogen mening for nogen i det hele taget. "Hvis der er nogen, der forvolder problemer, så er det ægteparret, Jarniqa. Jeg tvivler på, at du skal forvente, at Manjarno nogensinde vil blive et land af selvstændighed igen," sagde han direkte med en rolig mine. Hvorfor lyve? Han havde i hvert fald ikke troen på det. Nu hvor han selv var meget præget af den manglende menneskelighed, kunne han se tingene på en anden måde, end det, som så mange andre gjorde.
Hvorvidt om Theodore ønskede at stille sig op mod kongehuset, var en sag, som han valgte at holde meget nær til sig. Han var kongehuset loyalt, da han igen ikke havde en grund til noget andet. Så mange fremstillede det dvasianske kongehus som egoistisk og brutalt. Sådan forholdt det sig på ingen måde, hvis man da blot forholdt sig på den rette side af grænsen. "Du ønsker i sandhed min hjælp til at opnå dette lille mål." sagde han endeligt. Hånden hævede han og lod den gnide mod hans hage, som han faktisk stod og tænkte. Og dog... lidt spænding, havde ikke slået nogen ihjel endnu. Desuden havde det kære ægtepar allerede forvoldt megen skade. Han endte dog med at nikke til hende. "Du kan regne med min hjælp," afsluttede han endeligt. Naturligvis havde der været et mål med alt dette. Andet havde heller ikke givet mening.