Babysteps...

[Jarniqa Dynithril]

Tilfredsstillende var det uden tvivl for Jarniqa at vide, at hun havde formået at overrumple ham. Hele to gange på en dag endda! Lettere blødende og beskidt havde hun nemlig efterladt ham ved den første overraskelse. Ved den næste overraskelse havde hun kvalt ham. Ikke just med sine bare næver, da de slet ikke var kraftige nok til det, men derimod med sine mørkelviske evner. Selv kunne hun fornemme, hvordan det måtte rive i hans hals, som hun lukkede for svælget, som hun gav alt, hvad hun havde i denne duel! Han ønskede trods alt også at se, hvad hun egentligt duede til, og derfor agtede hun også at gøre det til han sagde stop. Stop sagde han dog ikke, som han derimod valgte at forsvare sig imod hendes angreb. Gispet forlod øjeblikkeligt hendes let adskilte læber, som luften blev tvunget ud af hende, som hun blev kastet flere meter tilbage. Ondt gjorde det, som hendes krop måtte skrabe jorden, som hun gled hen over den, indtil hun til sidst lå helt stille. Hans budskab var klart i både handling og ord! Hostede gjorde hun, som støvet måtte genere hendes luftveje, som det hvirvlede omkring hende. ”Tilfredsstillende nok?” endte hun med at sige, skønt hun håbede, at hun kendte svaret. Selv vidste hun, at han mente, at hun havde haft en sløv start. Dog håbede hun på, at han var blevet tilfredsstillet her til sidst, da han sågar havde brugt ordet imponerende om hende. En ros, som hun skam tog til sig! Støvet valgte hun at børste af sig, inden hun langsomt måtte komme tilbage på benene igen. Selv kunne hun uden tvivl mærke, hvordan hendes hjerte måtte slå hurtigere, og hvordan hendes åndedræt måtte være tungere, men direkte svag og afkræftet følte hun sig ikke, som hun ellers plejede at gøre efter en omgang. Mere udholden kunne man derfor også sige, at hun var blevet, skønt det også var til at sige, at hun bestemt ikke kunne fortsætte i timevis!

[Theodore Jarvis Acheron]

Alt taget i betragtning, var Theodore faktisk ganske tilfreds med disse omstændigheder, hvilket han nu heller ikke var bange for at erkende overfor nogen. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse, som han fik hende kastet flere meter tilbage. Selv han måtte trække sig, og derefter tage sig til halsen. Ikke at det var et træk, der direkte havde overrasket ham, for det havde det ikke, men derimod grunden til at dette var gjort, var lidt der, at det hele måtte ligge for hans vedkommende. Han vendte blikket direkte mod hende. Beskidt som han var blevet, og med blod alverdens steder, efter at han var faldet direkte ned i det hul, stod han nu der. Man kunne vel sige, at hun var den sejrende i denne stund? Om man naturligvis så bort fra, at han snildt kunne have taget hendes liv, om det havde været det, som han havde ønsket sig.
"Jeg er yderst tilfreds," sagde han med en rolig stemme. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse, som hun selv rejste sig op - nu selv ganske beskidt. Han lod hovedet søge let på sned, som han igen lod hænderne falde ved hans side. For nu ville han sige, at hun havde brug for en pause, inden de ville fortsætte denne intense form for træning. Ikke at det var noget som ville komme hende godt med, hvis der blev presset for meget og for hårdt. Og dette var ej noget, som han havde i sinde at ønske.
"Du er dygtig, Jarniqa.. Kreativ. Det er uden tvivl en styrke, som du skal udnytte," sagde han direkte. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang. Et ganske kort tegn til smil, måtte alligevel vise sig på hans læber. Hvilket uden tvivl var et klart og tydeligt tilfredsstillende tegn set fra hans side. Han vidste hvor meget det betød for hende, at gøre det, og på denne måde særligt. Han var imponeret. Ingen tvivl om, at Theodore var imponeret over hende.

[Jarniqa Dynithril]

Ud over at være stolt over, hvad hun havde præsteret, måtte Jarniqa være stolt over, at han havde gjort Theodore tilfreds. Nej, han var ikke bare tilfreds med hende, han var yderst tilfreds, samt han erkendte, at han fandt hende dygtig og kreativ. Bedre ros kunne hun ikke have tænkt sig! Derfor hvilede smilet også trygt på hendes læber i denne stund. Glad var hun nemlig uden tvivl, hvor hun også følte, at hun havde al grund til at vise det! Hun udviklede sig jo, og det var kun positivt. ”Jeg sætter pris på dine ord og de midler, som du har formået at give mig,” sagde hun ærligt, uden at kunne lægge helt låg på den stolthed, som hun måtte føle i sig. Ganske vidst havde hun endnu ikke lært den specifikke magi, som hun ønskede at lære af ham, men alligevel havde han lært hende en helt del andre brugbare ting. Glad var hun helt for, at de havde stødt på hinanden i Natymia. En erfaren warlock var han nemlig, og derfor var han også en god læremester. Derudover var hun også begyndt at se en anden ide i deres bekendtskab. En ide, som hun endnu ikke havde drøftet med ham, men også en ide, som hun ikke vidste, om den var klog at drøfte med ham. Dog måtte hun føle en vis tillid til ham, som han indtil nu havde været god ved hende. Derudover havde han også tidligere sagt, at han først vendte folk ryggen idet de vendte ham ryggen.. og det var jo ikke det, som hun var ude på at gøre. Tvært imod faktisk! Dog var tiden ikke til at drøfte dette emne, hvis de endnu var midt i træningslektionen. ”Hvad ønsker du nu at træne mig i?” spurgte hun nysgerrigt, skønt hun endnu kunne føle, hvordan hendes puls måtte være oppe. Ej var det hende som bestemte dagsordenen for hendes træning, og derfor spurgte hun blot ham fra start af.

[Theodore Jarvis Acheron]

Uden tvivl måtte man jo sige, at Theodore var tilfreds. Han kunne ikke være andet, når han havde hende som sin elev, for det var nok sådan, at han var begyndt at se på hende. Ej var det en tanke, som egentlig gjorde ham noget, da den jo gjorde ham storslået tilfreds. Sådan som hun kæmpede for at opnå de krav og kriterier som han stillede hende, så var han imponeret over hvor meget hun egentlig lagde i det. Ej var han i tvivl om, at dette virkelig var noget, som hun ønskede sig.
For nu var det næsten også Theodore som havde brug for en pause, selvom dette nok ikke just var noget, som han ville komme til at sige alt for højt. Han lagde armene over kors. For nu ville han sige, at duellen var færdig. Det som han derimod var mest interesseret i, var hvordan hun havde det.. hvilke tanker hun gjorde sig, og særligt nu hvor hun havde forsøgt sig med magi, hvor det faktisk gjorde hende en stor forskel, og hvor det rent faktisk måtte komme hende til gavn, at kunne benytte det. "Din kreativitet er uden tvivl en fordel, for dig. Vi skal fokusere på din magi og hurtighed. Du bruger alt for lang tid," sagde han direkte. Hun brugte alt for mange ressourcer på at tænke over ting, som hun slet ikke skulle tænke på, og det var bestemt heller ikke noget, der kom hende til gavn på nogen måde. Hans blik søgte hendes endnu en gang. Han var dog ikke færdig endnu. For nu ville han gerne give hende muligheden for at få pulsen ned, få hvilet lidt, og så kunne de fortsætte derefter. Han kunne fortsætte i mange timer. "Hvilke tanker gjorde du dig, da du benyttede magien, Jarniqa? Anden gang gik det hurtigt," pointerede han direkte. Det var jo trods alt også der, at hun havde tvunget jorden til at forsvinde under hans fødder. Uden tvivl et træk, som han ikke havde set komme, men det var da kun til hendes fordel. Den mørkelver gjorde det uden tvivl også at modstanderen kunne have svært ved at finde ud af det. Helt klart til hendes fordel.

[Jarniqa Dynithril]

Selv følte Jarniqa, at det var et klap på skulderen at høre, at han fandt hende kreativ. Et problem var hendes hurtighed dog, men der ville hun også mene, at der var en logisk grund til det. Selv tænkte hun også, at det ville være et problem, som han ville være i stand til at hjælpe hende af med. ”Jeg ved, at jeg brugte for mange sekunder på at tænke. Jeg var dog nødt til at tænke, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle få frem. Jeg blev i tvivl om, hvad forskellen på forsvars- og angrebsmagi var, og da du sagde, at jeg lavede forsvarsmagi, og at du ønskede at se min angrebsmagi, blev jeg i tvivl om, hvad det mon kunne indebære,” sagde hun ærligt. Selv skammede hun sig ikke over, hvor lidt hun egentligt kendte til magien. Selv følte hun nemlig, at der var en legitim grund for dette, og det var også en grund, som hun regnede med, at Theodore tog højde for. Magien havde hun nemlig muligvis haft i 15 år, men det var ikke ens betydning med, at hu havde 15 års træning i sig. ”Jeg ville derfor sætte pris på, hvis du havde lyst til at vise mig et par angrebsmagier, så jeg til en anden gang ved, hvad jeg kan forsøge at give mig i kast med,” bad hun ham roligt. At spørge ham om hjælp var jo den eneste vej frem. På den måde viste hun ham også, at hun var interesseret i at lære. Hendes smaragdgrønne blik hvilede på ham, som han spurgte ind til hendes sejrende indsats. ”Jeg tænkte blot, at du var blevet glad for den kugle, som jeg fremmanede. Derfor vidste jeg, at det var den, som jeg ville bruge. Dog vidste jeg, at det ikke gik kun at bruge den.. Du ville nemlig være i stand til at parere den, og med det ønskede jeg ej, at du skulle kunne være i stand til at flygte. Derfor valgte jeg også at tage jorden under dig.,” forklarede hun ham ærligt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var på ingen måder særlig ofte, at det måtte forekomme, at Theodore roste et andet individ, med mindre, at det virkelig var fortjent, da det ej var noget der lå naturligt til ham. Dog måtte han jo sande, at hun uden tvivl havde formået at imponere ham, og særligt sådan som hun havde handlet og reageret på hans træning af hende og hendes væsen. Svært var det, da hendes blanding, var en ganske anden, end hvad man kunne sige, at han var vant til at skulle håndtere i hans egen dagligdag. Dog havde han intet imod en udfordring, og det kunne man trygt sige, at denne kvinde måtte være. "Jeg håber, at du har fundet ud af hvori forskellen mellem disse må ligge. Hvis du ikke kender til den forskel, er der stadig rigtig meget, som jeg skal have taget hånd om," sagde han med en rolig stemme. Det var nemlig vigtigt, at magien kom naturligt til hende, og hun ikke fortsatte med at bruge evigheder på at finde ud af sit klare træk.
Trækket ved at mixe hendes evner som mørkelver og som magiker, var uden tvivl et træk, som end ikke Theodore havde set komme. Dog ville han ikke påstå at hun ville have slået ham i en fair kamp. Det ville nemlig ikke tage ham særlig lang tid, at få hende ned at ligge, hvis det var det, som han ville. Han nikkede. Den slags var han faktisk meget imponeret af, og særligt fordi at det ikke var noget som en fuldblods var i stand til. Det beviste jo bare, at man sagtens kunne vende en kamp, om man gjorde brug af de rette midler og muligheder. "Du har ret. Jeg ville uden problem, kunne bryde den kugle.. De er ikke stærke.. Du er ikke specielt trænet i dem, er du? At du benyttede mørkelveren samtidig.. Jeg er imponeret," sagde han sandfærdigt. Måske at han måtte sande, at denne kvinde faktisk kunne vise sig som en trussel på et tidspunkt? Lærte han hende at kende, og hendes reaktionsmønster, samt hvad hun kunne, ville det så derimod også give ham en klar fordel i den anden ende. "Du er lærernem.. Ønsker at tage imod læring. Jeg kan mærke det på dig." bemærkede han endeligt. Alt taget i betragtning, var det noget, som han helt klart godt kunne lide. Det appellerede uden tvivl også til ham.

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg ved nu, at skjoldet og trykbølgen betegnes som forsvarsmagi, og at den elektriske kugle jeg lavede, var angrebsmagi. Dog ønsker jeg stadig at kende til flere muligheder, som jeg kan bruge. Jeg ønsker at kende til de magiske angreb, som jeg skulle kunne benytte mig af,” bad Jarniqa ham igen, som hun kun kunne se ideen i, at han lærte hende flere angrebsmagier. Det var nemlig ikke noget, som hendes fader havde forsøgt at lære hende.. Dog måtte hun også sige, at der var et stort skel mellem de to mænds træningsmetoder. Rolig var hendes fader, hvor Theodore var barsk. Dog måtte hun indrømme, at hun godt kunne lide Theodores metode, da han virkelig formåede at presse hende til det yderste. Bange af sig var han nemlig ikke, hvor det samtidig føltes som om, at han vidste, hvad han lavede. Svagt trak hun på skulderen. ”Det er første gang nogensinde, at jeg har lavet sådan en kugle,” indrømmede hun. ”Jeg forsøgte mig blot frem, og det var, hvad jeg nåede frem til.” Dog måtte smilet igen glide frem på hendes læber, som han sagde, at han var imponeret. Det kunne hun i sandhed godt lide at høre, og det udtrykte hun skam også! Forhåbentligt ville hun også fortsætte med at imponere ham. Ret havde han også i, at hun ønskede at lære. Hun ønskede at tage alt til sig, som han ville give hende, mens hun var her. ”Selvfølgelig ønsker jeg at lære. Jeg kan desuden lide din træningsform,” sagde hun ærligt, hvor det nu var hende, som måtte rose ham, men hvorfor også lægge skjul på det? ”I hvor mange dage tror du, at vi skal blive ved?” endte hun med at sige. Selv vidste hun, at hun skulle træne for evigt. Den del havde hun skam forstået. Spørgsmålet var derfor, hvor længe hun skulle blive her. Hun havde trods alt også en hverdag, som hun skulle tilbage til igen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Så lang tid, at hun var ved at have styr på hvad forskellen på forsvars- og angrebsmagi måtte være for noget, var Theodore tilfreds. I hans øjne, var der nemlig et klart og tydeligt skille på disse to, og det var han skam heller ikke bange for at erkende, hvis det endelig skulle være. Alt taget i betragtning, havde hun faktisk kun formået at imponere ham frem til nu. Ikke at det var noget, som han kunne komme udenom, og særligt sådan som hun formåede at arbejde med de racer, som var en del af hende. "Der findes mange former og typer.. Det handler om at være kreativ.. En af dine tydelige fordele," sagde han sandfærdigt, som han igen måtte vende blikket mod hendes skikkelse endnu en gang.
Armene lod Theodore glide over kors foran ham. Hvordan hun var vant til at træne med magien i forvejen, vidste han jo trods alt heller ikke, da han jo faktisk ikke vidste særlig meget om denne kvinde. "Hvordan har du til nu øvet med magien?" spurgte han med en direkte stemme. De tomme øjne gled endnu en gang mod hendes skikkelse, som hun stod der. Så ivrig, som hun var efter at få lov til at lære, var det kun noget, som kunne passe ham mere end fint. Han elskede, når det var på denne måde! Han var nødt til at vide, hvor han samtidig også var nysgerrig på hvad hun egentlig kom fra, da det endnu var ganske ukendt for ham på alle måder. Han rettede sig op endnu en gang. Denne gang vendte han sig mod bordet, og væggen med alverdens redskaber. Han var kendt for mørket og at bruge det til sin egen fordel, og dette var noget som han helt klart havde tænkt sig at fortsætte med. "Alt taget i betragtning, så er du på et småbarnsstadie, Jarniqa. Vi har endnu en lang vej at skulle gå, så hvor mange dage det kommer til at tage.. Det ved jeg ikke.. Det her kan trække ud til år," sagde han ærligt, inden han igen vendte sig mod hende. Om hun havde andre steder hun lige så skulle være, vidste han ikke. Han vidste jo faktisk ikke meget omkring hende.

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg sætter pris på din ros. Ingen tvivl om det! Dog må jeg indrømme og sige, at skønt du fandt mig kreativ til sidst, måtte jeg kæmpe gevaldigt med det i starten,” fortalte Jarniqa ærligt. Hendes egen tanke var nemlig, at jo mere hun fortalte ham, jo bedre kunne han træne hende. ”Det føltes helt, som om der gik en mur ned de første mange sekunder.” Sandt var det nemlig, at hun havde haft problemer med, hvad hun havde skullet gøre. Selvfølgelig var det vigtigste, at hun havde klaret det i den sidste ende, men alligevel.. Selv hun ville have ønsket, at hun havde været i stand til at præstere slutningen fra start af. Dog vidste hun også, at hun ikke skulle forvente for meget af sig selv lige nu og her, da hun endnu var en begynder. Det var nemlig først nu, at hun var begyndt at udforske sin magi. De lyserøde læber fugtede hun tænksomt, inden hun svarede ham. ”Min træner – før jeg mødte dig – snakkede mere om, at jeg skulle finde ud af, hvad der trickede min magi, at jeg skulle forsøge at føle og mærke min magi, samt forsøge at holde den på et sted,” fortalte hun stille. Ja, man kunne uden tvivl sige, at Theodore og hendes fader havde hver sin stil. I det store og hele var der vel intet galt med Salvatores træningsform, men når man var på hendes alder, ja, så var Theodores måde vel bare en tand mere spændende? Derudover var der også det faktum, at Theodore ikke var hendes fader. Hendes hjerte sprang et slag over. År? Han forventede vel ikke, at hun blev hængende i flere år? Var han overhovedet interesseret i at have hende rendende så længe? Selv havde hun end ikke tænkt, at hun skulle blive her i en måned. Hendes hjerte måtte banke en tand hurtigere, som hun vendte blikket direkte mod hans. ”Jeg kan ikke være her i flere år,” sagde hun direkte. ”End ikke flere måneder..” Hvad mente han mon om dette? Hun vidste det vitterligt ikke! Dog kunne hun ikke blive.. Hun havde jo både Resistentia, Damien, en nyopdaget fader, og så var der også Valandil.

[Theodore Jarvis Acheron]

Så lang tid at Jarniqa kunne bruge hans ros til noget, så var det fint for Theodore. Alt taget i betragtning, så var det yderst sjældent at han i det hele taget kom ud med noget som bare mindede om ros, og derfor var det yderst vigtigt, at det var noget som hun måtte tage til sig. "Selvom denne mur har rejst sig, fik du den ned hurtigt," sagde han roligt. Så langt, så var han uden tvivl tilfreds med hvad hun havde formået at opnå med tingene til nu.
Selv var Theodore ikke tilfreds med hendes forhenværende træner. Han havde jo ingen anelse om hvordan han skulle tage hånd om den magiske træning af denne unge kvinde, og det var uden tvivl en skam. Hun havde brug for at lære at kontrollere det, og det kom igennem det at bruge det. Man lærte ved at bruge det, og særligt når det foregik på denne her måde! "Din lærermester har fejlet i høj grad, Jarniqa. Man lærer ved at forsøge, og man lærer ved at prøve. Ikke at gå i sig selv," sagde han hårdt. Det var det, som lå så langt fra hans egen virkelighed. Han var ikke et væsen af tanker og følelser, men derimod handlinger og impulser. Det var jo bare det stik modsatte af hvad hun måske var vant til. Som det alligevel kom bag på hende, at det ville tage tid, og kunne gå op i måneder og år, kom egentlig ikke bag på ham. Et lille smil bredte sig alligevel på hans læber. "Havde du regnet med, at det var noget, der ville ske over natten? At det var noget der ville komme af sig selv?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Magien ville kræve tid og det ville kræve træning fra nu og resten af hendes liv, som det ville vare ved resten af hans. Sådan var det at være et væsen og særligt med den blanding som de begge nu havde.. Den magiske blanding. Grotesk som det end måtte være, så måtte man jo lære at leve med det. "Jeg kræver ikke at du bliver.. Men derimod blot husker på, hvor vigtig den kontrol over den magi er. Du kan tage afsted.. og du kan komme her. Jeg binder dig ikke til noget," sagde han sandfærdigt. Skulle han lænke hende til huset her? Han kunne finde på det.. men det ville jo bare ødelægge absolut alt, og det ønskede han da heller ikke.

[Jarniqa Dynithril]

”Det er korrekt,” medgav Jarniqa roligt, som han tydeliggjorde for hende, at han ej dvælede ved det faktum, at hun havde haft visse startproblemer. Der var vel heller ikke noget galt i at hægte sig på slutresultatet? Det var trods alt også slutresultatet, som var det afgørende resultat.. Dog kunne hun ikke selv glemme, hvilket problem hun havde stået i til at starte med. Blank havde hun nemlig været, som klappen havde røget i de første sekunder. Især fordi, at hun havde forsøgt sig frem og fordi, at han havde sagt, at hun ej havde gjort det godt nok! Hendes mål var jo bare at mestre deres træning til fulde.. Selv vidste hun selvfølgelig også, at det var et ganske ambitiøst mål for en nybegynder. Det smaragdgrønne blik vendte hun kortvarigt bort fra ham, som han ligeså måtte gøre det klart for hende, at han ej brød sig om nogen af hendes fædre. Hverken Damien eller Salvatore. ”Ej kan jeg sige, at jeg havde det største at skulle have sagt i min træning. Nybegynder var jeg trods alt, som jeg begyndte,” sagde hun ærligt, skønt hun var enig i, at hun havde ønsket at hendes fader havde lært hende andre ting end det, som han havde gjort. Det Theodore lærte hende var nemlig langt mere spændende og udfordrende! Derfor ville hun også helt have ønsket, at hun havde haft muligheden til at blive og lære af ham i en længere periode. Den tid havde hun dog ikke.. Skævt søgte smilet over hendes læber. ”Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med.. Jeg havde dog håbet på, at det havde været lettere end som så,” sagde hun ærligt, skønt han med garanti fandt den tanke dum. Dog kunne hun ikke gøre for, hvad hun selv havde håbet på. Hun ønskede jo bare at blive bedre! Hendes blik fandt igen hans. Svært var det.. En del af hende ønskede trods alt at blive, men den anden del vidste, at dette bestemt ikke kunne lade sig gøre. ”Umuligt vil kontrollen være at glemme, når det er den, at alle taler med mig om,” kommenterede hun med et svagt smil på læben. ”Dog kan jeg ej blive her i mange dage endnu.. Jeg håber dog, at vi engang kan genoptage træningen,” sagde hun ærligt, inden hun kækt måtte blinke med øjet. ”Medmindre jeg kan slå dig til den tid..”

[Theodore Jarvis Acheron]

Selvom alt dette havde resulteret i visse startproblemer, var hun hurtigt kommet igen, og det var det som hun helt klart også kunne være stolt a. Selv nu hvor hun var et væsen præget af tanker og følelser, så var det noget af det, som han selv særligt måtte finde sig fascineret af. Særligt fordi, at det var noget som end ikke han, kunne have i sin besiddelse. Ikke at han havde haft det således i frygtelig mange år nu. Han kunne ikke huske hvordan det var at gøre sig en tanke eller en følelse. "Den træning du har fået til nu, har ikke båret frugt, før jeg kom ind i billedet, gjorde det?" spurgte han direkte. Selv som barn havde han været en direkte skydeskive for hans egne forældres magi.. og han havde gjort det samme mod sine egne børn, og særligt fordi at han havde fundet ud af, at det var det eneste der virkede.
Træningen ville uden tvivl komme til at trække ud, og særligt fordi at hun ikke havde været i aktiv træning frem til nu. Det var naturligvis noget, som også måtte sætte sine spor på krop og sind, og særligt i hendes tilfælde. At hun ikke kunne blive, var dog ej noget, der kom bag på ham. Han trak kort på smilebåndet. "Det kommer til at tage tid, Jarniqa," sagde han direkte. I sig selv, kunne hun lige så godt vænne sig til tanken om dette, og særligt fordi at det jo var en sandhed. At hun derimod ikke ville blive her, kunne han ikke rigtigt gøre det vilde ved, som det var nu.. Det var hendes sag. Det eneste, som han kunne, var jo at hjælpe hende, og samtidig fortsætte med at få noget ud af det. Han lærte utrolig meget ved bare at betragte hende.. stille de spørgsmål som han stilede, også selvom han i mange henseender, slet ikke kunne forstå hvad han egentlig så, eller hvad hun fortalte, men af den grund, var det fascinerende. "Behold et værelse fast, når du ønsker træningen. Og kom og gå, som du ønsker," sagde han direkte. Ond og grotesk var han ikke ligefrem, og særligt ikke, når han fik noget ud af dette.. Det gjorde han i en stund som denne. Han fik ikke noget ud af at slå hende ihjel. Hun var og blev hans lille eksperiment. Hovedet lod han søge let på sned. "Tror du, at du kan slå mig?" spurgte han direkte.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa tog en dyb indånding. Hårdt var det vel at sige, at hendes faders træning på ingen måde havde båret frugt, for hjulpet hende i gang havde den jo. Derfor kunne hun ikke sige, at det havde været fuldkommen spild af tid. Dog var hun ej heller blank for at indrømme, at Theodores træning havde gavnet hende det mere, for det havde den jo. Aldrig havde hun kunnet så meget på egen hånd, som hun kunne nu. Derfor foretrak hun også Theodores træningsform, frem for sin faders. Gad vide, hvad den mand egentligt ville mene, hvis han vidste, at hun lod sig træne af en warlock? Dog følte hun ikke, at det var en beslutning, som han kunne tillade sig at træffe. Det havde han nemlig igen været for længe væk til. Derudover var der også det faktum, at hun var i den alder, hvor hun ønskede at beslutte alt selv. ”At det slet ikke gavnede er groft at sige om det. Dog vil jeg beskrive det på den måde, at min tidligere træner gav mig basisintroduktionen, hvor dette her er det egentlige forløb,” sagde hun sandfærdigt. Med de ord måtte hun så også indikere, at hun klart foretrak Theodores træningsform. At han ligeså ønskede at træne hende så meget, at hun måtte få et fast værelse her, fik hende til at smile. Det ene der lå i det var nemlig, at han nød at træne hende, ligesom hun nød at blive trænet af ham. Det andet måtte være, at hun faktisk aldrig havde følt sig så velkommen, som hun gjorde her. Aldrig havde nogen åbnet sine døre op for hende, som Theodore havde gjort.. og han var altså dvasianer, warlock og sjæleløs. ”Det vil jeg sætte pris på. Jeg håber, at det er et tilbud, som jeg kan indfri,” sagde hun ærligt, som hun jo ikke havde en ide om, hvordan hendes næste tid ville se ud. Kækt glimtede det i hendes smaragdgrønne øjne. Der var vel intet galt i at drømme. ”Engang måske,” kommenterede hun med et smil på læben. Ej var det ment som i et fjendtligt henseende, men blot styrkemæssigt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Den træningstype, som Jarniqa til nu havde været udsat for, havde jo ikke just båret frugt, af hvad Theodore kunne se og fornemme. Da de var startet her, havde det ikke været muligt for hende, at udrette noget som helst, o naturligvis var det også det, som gjorde, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde det. "Det som du måske kalder for basis eller grundlæggende, har i princippet, ikke haft den store indflydelse. Du ved måske hvad der skal til, for at trigge den magi, som du har i krop og sind, men er du i stand til at udnytte den, hvis den ikke bliver brugt i praksis?" spurgte han denne gang med en langt mere direkte stemme, end hvad han havde gjort brug af til nu. For hans vedkommende, så var det uden tvivl det som var det grundlæggende her.
Selvom Theodore måske var kendt for at være direkte utilregnelig, men han handlede hvor han fik mest ud af det, og så lang tid, at der ikke var nogen, der tilbød det, som var bedre end det, så kunne man rent faktisk stole på ham. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Et værelse var hvad han kunne tilbyde hende, og så træning og øvelse efter behov. Dette var noget, som han rent faktisk ønskede at tilbyde hende, og så kunne hun jo trods alt tage det, eller hun kunne lade være. Hovedet lod han søge let på sned, og med det samme intense blik hvilende på hendes skikkelse. Svagt måtte han knibe øjnene sammen. "Du kan komme og du kan gå som du lyster det. Jeg skal denne gang sikre mig, at du ikke bliver mødt af den samme velkomst." Han trak kort på smilebåndet. Så vred, som hun havde været, da hun var blevet håret over dørtærskelen af hans tjenestestab. Synet ville han bestemt ikke glemme. Hvorvidt om hun en dag, ville kunne slå ham? "Lad det komme an på en prøve.. når det kommer så vidt," sagde han opfordrende. Selv han takkede ikke nej til en god udfordring!

[Jarniqa Dynithril]

”Ej heller siger jeg, at jeg foretrak min gamle træningsform. Dog siger jeg, at den ej heller skadede mig. Jeg havde for eksempel ikke været klar til at tage de to soldater, dengang vi mødtes for første gang, hvis ikke det havde været for den grundlæggende vejledning,” sagde Jarniqa sigende, som det jo måtte passe. Sværere ville det desuden have været for Theodore at træne hende, hvis ej hun havde haft sin basis viden. Derfor måtte hun igen være af den holdning, at den gamle træningsform ikke havde gjort hende ondt. Spørgsmålet var vel også, om Theodore overhovedet havde ønsket at træne hende, hvis hun vitterligt intet havde kendt til magien? Morende trak hun på smilebåndet over hans ord. Sådan som han alligevel selv måtte stå og smile, kunne det endda helt ligne, at han selv kendte til en form for humor. En tanke, som ikke just gjorde hende noget. ”Rart ville det uden tvivl være, hvis jeg følte mig velkommen fra start til slut den næste gang,” kommenterede hun i en munter tone. Nej, det ville bestemt ikke gøre hende noget, hvis ikke hun blev hevet over dørtærsklen i armene, samt at Theodore ikke ville komme med den kommentar som det første, at hendes visittidspunkt var upassende. ”Og hvis ej nogen er hjemme ved jeg, hvor mit værelse er.” Hun blinkede let med øjet, skønt tanken et sted måtte forekomme hende helt absurd. Et sted lød det jo helt som om, at hun hørte hjemme her, når hun sagde de ord. Let trak hun på smilebåndet. ”I så fald har jeg et mål at træne efter,” svarede hun med et smil på læben. Dog vidste hun, at hun skulle træne en god del endnu, hvis hun skulle kunne slå ham. Spændende var den tanke dog, hvor hun også agtede at forsøge sig! Roligt bevægede hun sig over til det spyd, som hun tidligere havde affyret mod ham. Ej gjorde hun det for at forsøge at angribe ham igen, som hun blot gik over mod væggen for at sætte det på plads, efter at hun havde grebet om det. Kort kastede hun blikket tilbage mod Theodore, inden hun hang spydet op på sin plads. ”..Hvad er din holdning egentligt til, hvordan tingene bliver styret i Dvasias, og det faktum, at landet har invaderet Manjarno?” endte hun med at spørge.