Babysteps...

[Jarniqa Dynithril]

Stram om læberne blev Jarniqa. Hun skulle ej forvente, at Manjarno nogensinde blev et selvstændigt land igen? Troede han virkelig, at hun blot ville acceptere det? ”Manjarno blev erobret af Dvasias. Det vil sige, at landets befolkning ej ønskede at blive slået sammen med mørkets land, og det er et faktum, som endnu ikke har ændret sig, og som sikkert heller ikke vil ændre sig i fremtiden,” sagde hun fast, som han ikke kunne forvente af hende, at hun bare gav op. Det lå ikke til hendes natur! Hvad var livet også, hvis blot man gav op? Nej, hun ønskede at fortsætte kampen, så hun og Damien kunne få deres hjem tilbage. Andet kunne ikke accepteres. ”Dvasianske soldater myrder dagligt manjanske borgere efter, at de er kommet til, og er det virkelig det, som du mener, at jeg skal acceptere? Skal jeg acceptere, at jeg ikke længere kan være til uden at vide, at jeg muligvis bliver myrdet på gaden den næste dag?” Meget bad hun ikke om, som hun blot bad om sit hjem og om sin sikkerhed, og hvilken person bad ikke om det? Hendes hjerte bankede pludselig endnu hurtigere. Havde hun hørt rigtigt? Havde han virkelig sagt, at hun kunne regne med hans hjælp med at fjerne Zean og Macaria Forsyth? Smilet banede sig frem på hendes læber. Selv havde hun helt lyst til at omfavne ham i denne stund, men useriøst ville han sikkert finde det, ligesom han ej heller ville forstå, hvorfor. Døde ønskede hun ægteparret, og nu ville hun selv mene, at hun havde fået sig en god indfaldsvinkel! ”Perfekt! Det vil glæde mange at se ægteparret I jorden,” sagde hun ærligt, inden hun ligeså sandfærdigt tilføjede: ”Jeg vil se frem til vores samarbejde.” Tilfreds var hun uden tvivl med, at hun kunne regne med Theodore. Især hvis han virkelig havde så mange i ryggen, som han sagde, at han havde. Selv ønskede hun nemlig ikke blot ægteparret ude af Manjarno, som hun derimod gik så langt til at ønske dem døde. Mange manjaneres liv havde de nemlig kostet, og hvad værre var, havde de gjort Damien handicappet.

[Theodore Jarvis Acheron]

Folk døde hver eneste dag, så for Theodore, gjorde det virkelig ikke en verden til forskel. Han vendte blikket hårdt i retningen af hende. Hun havde en drivkraft, som man yderst sjældent så nogen steder. Dette var ikke just et undtag denne regel. Beklageligt var det uden tvivl at det var sket under disse omstændigheder, men hvem var det der gav soldater lov til at slå ihjel? Det var vel Macaria, som stod som nuværende regent af landet. "Død er en del af livet.. Her sker det dagligt, uden at folk stiller spørgsmål, Jarniqa," sagde han direkte. Naturligvis ville hun gøre det nemmere for sig selv, om hun bare kunne acceptere at tingene var som de var.. Dog med som justeringer, som at få det ægtepar af magten, som de havde fået i landet. "Soldater slår ihjel på ordre og lov.. Denne kommer ikke fra Dvasias," pointerede han med en ganske sigende mine. Han tog måske lidt parti med Dvasias, men han var kongehuset loyalt, frem til at han havde en grund til andet, og denne grund havde han så ikke mødt endnu.
Jarniqa kunne faktisk godt regne med hans hjælp med regentparret i Manjarno. Særligt fordi, at disse havde vist sig, at forvolde problematikker i Dvasias, og dette ønskede han selv ikke at stå og bare kigge på. Glæden var at spotte i hendes ansigt. Ikke at det var noget, der gjorde ham det mindste, da han jo rigtig godt kunne lide at se, at han kunne gøre det rette for andre. Det handlede dog bare mm at holde sig skarp og have tungen lige i munden. "Jeg ved ikke hvordan du har tænkt dig, at opnå dette, men det er et ærligt mål. Det er disse som forvolder mest smerte på dit folk.. som du betegner dem som," sagde han denne gang med en rolig stemme. Han endte med at vende om, for at søge ud af træningssalen i stedet for. Der var mange andre ting som skulle snakkes igennem nu. "Kom," sagde han denne gang med en langt mere direkte stemme.

[Jarniqa Dynithril]

”At det er dagligdagen her i Dvasias, fortæller mere om jer, end om det. Død er en del af livet, ja, men det er uhensigtsmæssigt mord ikke. Livet betyder rent faktisk noget. Det ved du et sted også selv, som selv du ønsker at leve,” sagde Jarniqa sigende, som hun på ingen måde støttede mord i et flæng. Øjnene kneb hun sammen. ”Om ordren kommer fra Dvasias eller ej er ligegyldigt. Dvasias støtter nemlig mordene i og med, at der intet er blevet gjort.” Det var muligvis ikke Dvasias’ dronning som havde endt mange manjaneres liv, men modstander var hun ej heller af det, og derfor var hun ikke et hak bedre selv. Hun kunne have stoppet Macaria og Zean, men i stedet yndede hun dem. ”For al den rædsel som Macaria og Zean Forsyth har forårsaget, ønsker jeg og mange andre manjanere derfor, at de nu møder den samme skæbne. Ægteparret vil aldrig skabe andet end død og rædsel. De vil kun gøre, hvad der passer dem bedst.” Gale var de, og derfor kunne de meget vel koste enhver manjaners liv. En skæbne, som hun bestemt ikke ønskede at indgå i! Direkte forfærdeligt havde det også været, da de koldblodigt havde myrdet på grund af den bevægelse som hun havde startet. Grundet alle disse tanker glædede det hende også, at Theodore agtede at tilbyde hende den fornødne hjælp. Ja, hun var vel så glad, at hun sågar kunne kramme eller kysse ham.. Ganske vidst var planen ikke fuldendt endnu, men et skridt på vejen var det uden tvivl! Særligt hvis han kunne få hele landet til at vende sig imod ægteparret. Åh, hvor ville det fryde hende, skønt hendes tanker omkring det dvasianske kongehus ej var store. Også de ville højst sandsynligt dræbe hende, hvis det kom dertil jo.. ”Planlægning kræver det uden tvivl, men umuligt burde det ikke være. Selv kender jeg Zeans tilholdssted som min egen baglomme, og Macaria skulle meget gerne have bosat sig Deloca Mansion,” fortalte hun, inden hun uden tøven fulgte med ham. Træningen måtte tydeligvis vente, og i dette tilfælde gjorde det hende intet.

[Theodore Jarvis Acheron]

"Dagligt ser man døde mennesker liggende på gaden og i gyderne her i landet. Døde af sult, kulde eller af mere unaturlige årsager," sagde Theodore med en direkte stemme. For ham var det en del af livet. Det var jo lige før, at man skulle prise sig lykkelig for at få lov til at beholde sit liv i dette land. Det var Macaria og Zean, der udgjorde truslen i det gamle Manjarno, og naturligvis var det da det som man skulle have gjort noget ved. At grænserne var flyttet, var ærlig talt ikke noget, der rørte ham på noget tidspunkt. Der var jo faktisk ikke rigtigt noget, der rørte ham. "Skulle Dvasias reagere på noget, som sker her hver eneste dag?" spurgte han denne gang mere direkte. Det var ærlig talt ikke fordi at det var noget, som han tog så tungt igen, hvis han selv skulle sige det.
Selvom han havde regnet med, at de skulle have fortsat med træning, var det tydeligt at se, at det ikke var sådan, at det forholdt sig i en stund som dette, og det var skam også derfor, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde. Han havde ganske vidst valgt at gå med og hjælpe hende.. Men det var også fordi at han var nysgerrig på hvorfor.. og hvordan ikke mindst. Han søgte ud af træningssalen, og videre ind mod stuen, hvor de kunne sætte sig og snakke tingene mere igennem. "Paggieja er blevet stedet for dødsenglene, og ja.. Macaria er nok endnu i DeLoca Mansion," sagde han endeligt. Siden Neutranium var gået i grus, var det der regenten havde placeret sig. Af hvad han vidste i hvert fald. Han hørte jo lidt af hvert, men han blandede sig aldrig. Han fik faktisk skræmmende meget ud af alt det andet. "Alle handler for sit eget bedste, Jarniqa.. End ikke jeg, er et undtag af dette," fortalte han roligt, da han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han satte sig roligt i hans lænestol og med blikket mod hende. Tjeneren stillede sig hurtigt i døren. "Kan jeg bringe Dem noget?" spurgte hun med en venlig stemme. Theodore vendte sig mod hende. "Bring os begge noget at drikke," sagde han endeligt. Selvom han sad der og svedte og andet, så måtte badet vente. Han var langt mere nysgerrig på hvad Jarniqa havde af planer.

[Jarniqa Dynithril]

Ej så man dagligt døde personer i Manjarnos gader eller landskab. Derfor mente Jarniqa bestemt heller ikke, at det var en tilstand, som folket blot skulle acceptere nu. Forkert var det nemlig, hvor det også generelt var forkert at acceptere al den død. ”Det har muligvis altid været normen i Dvasias, men det har det ingen dage været i Manjarno. Derfor er det meget at bede os om, at vi nu skal acceptere den sandhed,” sagde hun ærligt. Forstod han slet ikke det faktum? Svært var det at sige, hvor meget han forstod.. Frustrerende var det, men alligevel kunne hun ej heller undgå at finde det spændende. Han var nemlig utroligt anderledes i forhold til, hvad hun var vant til. Armene lagde hun over kors. ”At de ej reagerer viser blot, at de ingen respekt har for manjanernes liv. Faktisk liv generelt med den holdning.” Selv forstod hun ikke, hvorfor dvasianerne ikke værdigede livet højere, end hvad de gjorde. De var trods alt selv i live, og betød det ikke noget? Hvis man ingen kvaler havde med at dræbe eller se mord, kunne man ej heller tillade sig at være panikken over sit eget liv. Som de nåede ud af træningssalen og ind i stuen i stedet, valgte hun selv at tage plads i sofaen over for ham. Det var ikke just her i huset, som hun opholdt sig mest, men været her før, havde hun da været. Hendes smaragdgrønne øjne faldt på Theodore igen. Selv mærkede hun spændingen i sig, samtidig med lettelsen, som det var fantastisk, at han havde indvilliget i at hjælpe hende. ”Min umiddelbare tanke med hensyn til Macaria er, at hvis din regering ej ønsker hende borte, at man i så fald kunne finde hendes sovested, fange hende og slæbe hende med ud i dagslyset.. Vampyrer tåler meget bekendt ikke dagslys,” sagde hun sigende. Blikket vendte hun mod tjeneren, som pludselig stod i døråbningen. Dette i sig selv var bestemt ikke noget, som hun havde vænnet sig til endnu. Folk der opvartede folk.. Nej, det havde hun aldrig forsøgt sig med. Hvad var der også i vejen med selv at hente noget at drikke? ”Hvis det er, kan vi vel selv hente det?” endte hun med at spørge, som hun så imod Theodore igen. Køkkenet var trods alt ikke en kilometer borte, og selv hvis det havde været, var hun vant til, at det var, hvad man var nødt til at gøre selv.

[Theodore Jarvis Acheron]

Kulturen i Dvasias, kontra den i Manjarno, var uden tvivl meget anderledes, end hvad man typisk ville finde her. Det var denne som Theodore selv, var vokset op med, så det at det skulle forholde sig anderlede,s var ærlig talt noget, som han havde svært ved at forestille sig, som det stod lige nu. Hans blik gled direkte i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. "Uanset," begyndte han roligt, idet han satte sig godt til rette. Han kunne i hvert fald godt mærke det. "Så lang tid, at folk som Macaria tillader det bliver gjort mod dit folk, vil det fortsætte med at blive gjort. Dvasias råder ikke over det land i den forstand. Det er udelukkende hende, der danner disse regler," sagde han endeligt, og med et bekræftende nik.
Tanken om at hun ønskede at rive Macaria ud i solen var for... nem og for sølle. Den kvinde skulle straffes, hvis det endelig skulle gøres ordentligt. "Du er mild af dig, Jarniqa," sagde han sandfærdigt. Svær ville hun nok uden tvivl blive at komme tæt på, uanset hvad de gjorde. Dette krævede list. Selv tvivlede han også på at Zean lod sin hustru ligge ubeskyttet i løbet af dagens timer. Særligt fordi at det var der, hun var mest sårbar. Han rystede på hovedet. Drikkelse skulle ikke hentes selv, og særligt ikke når der var nogen til at udføre det arbejde for dem. "De er kendt med det arbejde, som de skal udføre.. Som du skal udføre dit," sagde han endeligt. Ganske kort efter kom tjeneren tilbage med en bakke med drikkelse. En bakke blev placeret foran dem med høje glas og koldt vand i en høj kande. Han skænkede roligt op til dem begge, da han havde viftet tjeneren væk igen. Han tog sit eget glas og med en alvorlig mine. "Jeg har ikke betragtet meget af det arbejde som Zean og Macaria har gjort. Det eneste jeg ved, er at de lavede en offentlig henrettelse af 4 borgere. Hvoraf 3 var manjanere og den sidste var en dødsengel fra Procias," sagde han sandfærdigt.

[Jarniqa Dynithril]

”Med folk mener du din dronning, og hvis din dronning ej er i stand til at styre en af sine tjenere, burde det næppe være hende, som sad ved magten,” sagde Jarniqa sigende. Dog gav denne manglende kontrol hende en ide.. Hvad hvis den manglende kontrol kunne vendes til hendes fordel? Theodore havde trods alt kendskab til kongehuset, så måske ville hun være i stand til at få ham til at plante en tanke i den kære dronnings hoved? Muligvis, muligvis.. ”Dog kunne dette også vise sig at være en indgangsvinkel fra min side,” endte hun med at sige. ”Hvis Macaria handler egenrådigt, og hvis dronningen ønsker Manjarno i sin fold, burde det ikke være svært at overbevise hende om, at Macaria planlægger at slå sig fri. Macaria har desuden også sin mand på den side af grænsen.. Det kunne meget vel være endnu et bevis på, at de ønsker området for dem selv.” Roligt lænede hun sig ind over stuebordet, hvor hun roligt greb om det ene skænkede glas. Ej kommenterede hun hans husholdning mere, da de næppe ville kunne se sig enige på det punkt. ”Du kunne plante denne tanke i dronningens sind,” sagde hun sikkert. Hvad hans eget motiv var for at ønske Macaria og Zean døde, vidste hun ikke, men ligegyldigt kunne det også være. Det vigtigste var nemlig, at de var på samme side. Roligt drak hun en tår af det kølige vand. Forfriskende var det. Især fordi, at hun end ikke havde fået noget efter deres træning. At han mente, at hun var for mild af sig, kunne hun ikke just gøre for. Massemorder var hun trods alt ikke, som hun kun havde dræbt én person. Hvor mange liv han havde taget, turde hun end ikke spørge om. ”Hvad er dine umiddelbare forslag til, hvordan man kan ende Macaria og Zean da?” endte hun med at spørge. Hvis hendes tanker var for milde, måtte han også selv byde ind med noget. Selv var hun også ligeglad med, hvordan de døde, så længe de bare døde. At de døde en forfærdelig død, var dem dog kun fortjent.. Blikket vendte hun bort, som han kommenterede henrettelserne. ”Alle har hørt om dem.. Rædselsvækkende og hjerteløst var det. Et bevis på, at ingen af de to burde være på denne jord mere.”

[Theodore Jarvis Acheron]

"Macaria er indsat som en regent, som jo faktisk er en håndplukket kvinde, som ikke er bundet af andet, end hvad dronningen befalder hende om at gøre. Jaqia er en dygtig kvinde i sit job." fastholdt Theodore med en ganske kortfattet stemme. Ej, ville han stå her og lægge øre til noget andet, dersom han ellers kunne blive fri for dette. Han var dog mere nysgerrig på, hvordan og hvorledes, at dette skulle komme til at foregå. At plante en tanke i Jaqias hoved, ville ikke kræve særlig meget af ham, og særligt ikke, når det var noget som ville komme dem alle sammen til gode, og det var jo også lidt der, at den ville ligge for hans vedkommende. Han lod hovedet søge på sned. "Du ønsker at jeg skal plante en tanke i hendes hoved? Det kræver bevis, Jarniqa. Jaqia er ikke dum. Tvært imod. Hun er mere intelligent end hvad hun får credit for," fortalte han med en rolig stemme. Selv forundrede det ham ikke, at hendes syn på det, var noget der forholdt sig anderledes end hans eget. Men i forvejen,var han jo vant til at hans måde at se og tænke på, var anderledes end alle andres - stort set.
Han tog en tår af det kolde vand. For ham, var det uden tvivl rart at få noget at drikke. Så kunne man køle lidt ned, inden de evenetuelt skulle fortsætte. For nu var han dog mere interesseret i at vide, hvad hun ønskede, samt hvad hun forventede. At kidnappe Macaria og smide hende for solen, var... mildt i forhold til hvad hun havde gjort. Jarniqa var ikke en som var vant til mærket, hvilket uden tvivl godt kunne mærkes. "Hun tager liv, og du vil bare lade hende bøde ved solens lys? Kære Jarniqa, du skal introduceres til de midler og de metoder, som der er på markedet," sagde han endelig. Det var der at kreativiteten kom i billedet. Hovedet lod han søge tænksomt mod den anden side. "Du er ej en dvasianer... men går med tanker og drømme, som var du en," bemærkede han direkte.

[Jarniqa Dynithril]

”Meget bekendt modsiger du nu dine egne ord.. Først fortæller du, at Macaria handler efter eget ønske. Dernæst fortæller du, at hun handler efter dronningens befalinger. Hvilken en af delene ønsker du at blive hængt op på?” lød det direkte fra Jarniqa. Forvirret lød han nemlig, når han først sagde, at skylden lå på Macarias skuldrer, og dernæst sagde, at det hele stammede fra dronningen. Hvad end svaret var, ønskede hun dem dog stadig væk. Begge to.. Blikket holdt hun hvilende på hans ansigt, som han talte om beviser. ”Hvordan ønsker du beviser, når dronningen ej vil se det med sine egne øjne? Meget bekendt har hun end ikke været interesseret i at se Manjarno efter erobringen.” Nej, ingen manjaner havde set den dvasianske dronning. Kun Macaria. ”Af den årsag anser manjanerne ej heller din dronning for at være deres erobre. De ser kun Macaria. Hører kun Macaria. Macaria er den som de tror, er deres hersker.. Det burde være bevis nok i sig selv.” Dog virkede det ikke som om, at Theodore mente, at dette spillede den store rolle. Selv forstod hun ikke hvorfor, men det var måske fordi, at hun ikke selv havde en højtstående stilling? Tilbage i sofaen gled hun, som det syntes, at hans ord havde en makaber vending over sig. Hvad ønskede han mon helt præcist af hende, og hvilke midler og metoder talte han om? Selv havde hun kun set to personer dø, og derfor var det kun dertil, at hendes tankerække rakte. ”..Og hvilke midler og metoder mener du, at jeg skal introduceres for?” lød det spørgende fra hende. Skulle hun mon blive nervøs nu? Selv vidste hun jo, at han var i stand til at udføre mørkere ting end hende.. Meget mørkere endda. Ny var hun også selv i denne verden. Øjnene kneb hun sammen. ”Ikke dvasiansk, men manjansk,” rettede hun ham. ”At være manjaner og en blanding af en lys og mørk race betyder ligeså, at man kan forene disse to ting.”

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvordan det var, kontra hvordan det burde være, kunne i dette tilfælde, være to helt forskellige ting. Theodore levede i nuet. Han skænkede meget sjældent den slags ting en tanke. "Jeg kender ikke meget til Macaria. Hun blev håndplukket til at overtage pladsen som rådgiver i Dvasias.. Det eneste jeg ser som regent, er af magten stiger hende til hovedet," sagde han direkte. Faresignaler? Ja, måske.. Det var bare ikke den slags, som han egentlig lagde mærke til. Måske han modsagde sig selv.. Det var ærlig talt ikke noget, som han tænkte meget over, hvis han selv skulle sige det. Armene lod han denne gang søge over kors, inden han roligt satte sig tilbage igen. Jaqia var sikkert ikke kendt med hvad der skete.. men hvordan skulle man også det, med alt det andet, som man måtte have i hovedet? Det var jo heller ikke ligefrem småting. "Af hvad jeg er kendt med, har dronningen været en tur i Manjarno efter erobringen. Det er jo hvad en regent skal sørge for: At folket ved hvem der bestemmer," sagde han endelig med en rolig stemme.
Der var mange muligheder og metoder at trække på. Skulle man sætte et eksempel for Manjarnos skyld, skulle det da gøres ordentligt, fremfor bare at rive hende ud i solens lys. Det ville man ikke få noget ud af på sigt. "Hvis du virkelig ønsker at sætte et eksempel å vegne af det manjanske folk, skal det gøres ordentligt. Zean lader hende næppe være ubeskyttet om dagen. Det kræver list." pointerede han direkte. Desuden var det noget som skulle gøres på ordentlig vis. "Jeg kan vise dig en lang række metoder, som vil gøre lige så stor skade på en vampyr. Som også trækker pinen længere ud, end blot for et øjeblik," sagde han roligt. Et glimt viste sig i hans øje. Nej. Under normale omstændigheder, var det ikke ham, som man skulle komme på tværs af, men hun havde derimod ikke noget at være bange for. "Det som jeg ser, er en ung kvinde, der åbner mere og mere op for mørket, Jarniqa.. Du bliver mere og mere dvasiansk for hver dag, som går," sagde han direkte. Ej var det nogen hemmelighed. Hun var nok også på et af de mest mørke steder i hele Dvasias.

[Jarniqa Dynithril]

De smaragdgrønne øjne tog Jarniqa ej fra Theodore. ”I givet fald vil jeg fortælle, at magten er steget hende til hovedet, og at manjanerne tror, at det er Macaria som har magten, og ikke den dvasianske dronning. For mig er det et tegn på, at Dvasias alligevel ikke har det ønskede overtag, men at det derimod er Macaria og Zean som har det,” sagde hun sigende, som det alligevel syntes som om, at det faktum var af betydning. Et faktum der rent faktisk kunne vise sig at komme hende til gode, skønt hun bestemt ikke ønskede at underlægge sig Dvasias og Dvasias’ dronning! Dog var det en ting af gangen.. Først kunne hun koncentrere sig om at fjerne Macaria og Zean, og dernæst dronningen. Manjarno og Dvasias skulle nemlig ikke være en og samme ting! Øjnene endte hun helt at blinke med, som han hentydede til værre mordmetoder mod en vampyr end at benytte sig af dagslyset. Skræmt blev hun på sin vis, men det var også fordi, at hans øjne helt begyndte at glimte, som han sagde det! Var hun mon begyndt at komme så langt ud, hvor hun ikke længere kunne bunde? Var dette et tegn på, at hun skulle bakke ud nu? ”Jeg er ikke et monster,” endte hun med at pointere for ham. ”Mit eneste krav er blot, at der er dødsgaranti for bade Macaria og Zean.” Selv kunne hun jo også helt frygte, at de ville formå at undslippe, hvis ikke de døde med det samme, for det skulle ej heller ske! De to skulle ikke ødelægge mere for det manjanske folk! Hendes blik forlod ej hans, som han forsøgte at fastholde, at hun var på vej imod at blive dvasiansk selv. Der tog han grueligt fejl! ”Og der vil jeg igen pointere for dig, at du tager fejl,” affejede hun ham bestemt, som hun nægtede at give sig. Han havde ikke ret! Hvis han havde haft ret, ville hun ej heller have kæmpet imod Dvasias, men derimod med, og det gjorde hun jo på ingen måde! Derfor kunne hun bestemt ikke forstå hans tanke om hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore kneb øjnene let sammen. Det var jo slet ikke således, at det skulle foregå. Han satte sig langsomt tilbage i sin stol og med blikket hvilende på hende. Sandt at sige, at Macaria var frygtelig fremme i skoene, og i dette henseende, så var det bestemt ikke nogen god ting. Tvært imod. Det eneste, som han kunne sige, var at hun var oppe mod to individer, og ikke Dvasias, som hun nok egentlig måtte rende rundt og tro. "Mange kan ikke håndtere magten, som bliver dem skænket. En skam, at det forekommer mig, som en typisk ting for vampyrere," sagde han direkte. Han ville i hvert fald se på sagerne, inden han gjorde noget som helst.
Selv var det ikke nogen hemmelighed, at Theodore var en af de mere groteske af slagsen. Han var kreativ hvad angik den slags, og særligt hvis han havde en grund til det. Selv ønskede han at værne om Dvasias, og af hvad Jarniqa fortalte ham, så havde Macaria løsrevet det fra det land, som det egentlig var underlagt. Denne tanke kunne han ikke lide! "At sikre sig en at en vampyr forbliver død, er ikke et problem. Asken kan spredes for vilde vinde.. så kan de umuligt komme igen. Fjern hjertet på dødsenglen.. uden et hjerte, kan de ikke komme igen," sagde han med et kort træk på skuldrene. Selv var det nok ikke lige den slags han gik mest i, men selv han var kendt med lidt af hvert, og særligt på denne her måde. Hvorvidt om hun kunne lide det eller ej, så var der virkelig meget dvasianer i hende, hvilket selv Theodore kunne lide. Det klædte hende at være så fyrig, og direkte gå med et ønske om at slå ihjel. "Du har det i dig.. Jeg kan se det." Det var det som han kunne lide at se, og særligt når hun forsøgte at benægte, at det var så stor og voldsom en del af hende. "Byd det velkommen, Jarniqa.. Det vil du straks få det bedre af," tilføjede han ganske sandfærdigt, inden han tog endnu en tår af det kolde vand.

[Jarniqa Dynithril]

Ej havde Jarniqa den største erfaring med magt. Selv havde hun nemlig aldrig besiddet magt eller jo.. magt besad hun måske nu, men det var også kun fordi, at der var så mange, som så sig enige med hende. Det var nemlig hende, som var leder af modstandsbevægelsen Resistentia. Derfor kunne man også sige, at det var hende som bestemt, hvad gruppen foretog, samt hvem der skulle foretage hvad. Dog gjorde hun dette i samarbejde med de resterende medlemmer, da hun ej ønskede at sende dem ud i noget, som de ej kunne stå inde for. Derfor ville hun ikke decideret sige, at hun var en person med magt. ”Ej kan jeg sige, at jeg er den person som ved mest om magt eller vampyrer. Dog kan jeg kende forskel på, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, og dette er forkert,” sagde hun uden tøven. Som han begyndte at fortælle, hvordan hun kunne sikre sig, at Macaria og Zean forblev døde, måtte hun stirre på ham. Selv ønskede hun dem døde, men ej var hun vant til at tale om død på denne her måde. Han snakkede jo om det på samme måde, som han ville fortælle dagens ret på! Hun fugtede læberne. ”Hvis blot det er nødvendigt at sprede en vampyrs aske, anser jeg stadig solen for at være en passende ide. Af hvad jeg ved skulle de brænde, når de bliver udsat for dagslys.. Dødsenglens hjerte kan man vel … skære ud, når man har dræbt ham.” Yderst mærkværdigt og makabert var dette for Jarniqas vedkommende. Dog kunne hun altid tænke på, at Theodore ej ville dømme hende for disse tanke. Nej, han ville nærmere opfordre hende til det, samt at gå skridtet videre åbenbart.. Dæmpet slap hun et fnys ved hans ord. ”Og jeg ville have det bedre, hvis du anerkendte, at jeg både har lyse tog mørket I mig. Anse det for, at jeg har hele pakken,” fastholdt hun, skønt der dog måtte være noget kækt over den sidste sætning.

[Theodore Jarvis Acheron]

Modstandsbevægelsen havde Theodore ganske vidst hørt om, og at han rent faktisk måtte sidde overfor kvinden, som var grundlæggeren af dette, samt den som faktisk havde forårsaget den række drab, der var sket i landet, hvilket ikke gjorde det meget bedre. Han blev siddende og kiggede på hende. Vampyrerer havde en sjov tendens til slet ikke at kunne tåle den magt, som de blev skænket, og dette var ikke noget undtag. "Jeg er enig med dig," sagde Theodore med en ganske direkte stemme. Ikke at det var noget som han lagde skjul på. Hvis der var nogen der handlede mod Dvasias - som var af Dvasias, så skulle der tages affære. Måske at han skulle opsøge dronningen, og få snakket med hende? Det var vigtigt a det hele blev gjort korrekt.
At slå ihjel, var stort set en dagligdag for rigtig mange her i landet, og dette var ikke noget undtag. Alt taget i betragtning, så skulle hjertet fjernes, men det skulle gøres ordentligt, og særligt hvis man skulle undgå at de ville komme retur. Det var der visse, som havde en sjov tendens til. "Hvorfor ikke lade hende lide, som folket har lidt?" spurgte han direkte. Hvorfor lade dem slippe så let? Det var slet ikke noget som han forstod. Selvom det var tydeligt, at hun ikke var helt tilfreds med omstændighederne, kunne han ikke gøre synderlig meget ved det af den grund. Hun havde begge dele... men jo længere tid hun var her, des mørkere blev hun. "Jeg viser dig glædeligt nogen teknikker og metoder, Jarniqa.. Så kan du jo selv se hvad du foretrækker.. Husk dog på hvad hun har gjort ved dit land," sagde han direkte, med en ganske så kortfattet stemme. Dvasianeren i hende, kom kun mere og mere frem, og det klædte hende. Det klædte hende at være så mørk og så dyster.

[Jarniqa Dynithril]

At hende og Theodore rent faktisk var enige, behagede uden tvivl Jarniqa. Ej havde hun forventet, at hun ville være i stand til at komme så godt ud af det med en sjæleløs dvasianer, men det gjorde hun åbenbart. Hun kunne oprigtigt lide ham.. også selvom, at de på visse punkter var så forskellige. Dette sås blandt andet også ved deres syn på døden, og hvordan død burde forårsages. Hendes blik hvilede på ham. Hvorfor ikke lade Macaria lide, som hun havde fået manjanerne til at lide? Ja, et sted var hun jo tilbøjelig til at give ham ret.. Den kvinde fortjente ingen nåde. Dog kunne hun ikke forestille sig, at hun skulle torturere en anden person. Det sidste og eneste gang, hvor hun hurtigt havde slået en ihjel, havde det hele jo vendt sig i hendes mave! ”Jeg ønsker hende død, ligeså vel som jeg ønsker at kunne med magien, hvad du kan. Dog er det ikke ens betydning med, at jeg ønsker at være torturmester.. også selvom, at hun måske har fortjent det,” sagde hun ærligt. Macaria fortjente at få alt igen, hvad hun havde gjort ved det manjanske folk. Dog tvivlede hun på, at hun selv var kold nok til at gøre det. Theodore mente ganske vidst, at hun imødekom mørket mere og mere, men det mente hun stadig ikke selv. Selv mente hun nemlig, at alt dette var fuldkommen naturligt. Dog ville hun ønske, at hun kunne have været foruden erobringen og modstandsbevægelsen.. Hvorfor kunne det hele ikke bare have forblivet, som det var? ”Jeg er interesseret i at vide, hvordan man kan gøre det af med en vampyr og en dødsengel, og magtfulde nogen af slagsen.. Ikke, hvordan man unødvendigt saver arme og ben af dem,” kommenterede hun. Ja, han måtte give nogle eksempler, men ej ønskede hun at være del af alverdens tortur. Så mørk var hun nemlig slet ikke!