Babysteps...

[Theodore Jarvis Acheron]

Enig kunne Theodore og Jarniqa sagtens være, som de kunne være det stik modsatte. Alt taget i betragtning, så var han nemlig langt fra, som den typiske dvasianer, som han heller ikke var helt neutral. Han stod dog fast på, at Macaria skulle straffes, og særligt med det, som hun til nu, havde forårsaget mod Manjarno, såvel som mod Dvasias. Dette var ikke noget, som selv han lod gå uhørt hen! Kunne hun da sige ham imod i det henseende? "Så det eneste du ønsker, er at tvinge hende med ud i solens lys, hvor hun åbenlyst har stået på et offentlig podie, hvor hun har slået to mænd og to kvinder ihjel for offentlig skue?" spurgte han direkte. Snakken om den offentlige likvidering som var sket på baggrund af modstandsbevægelsen, var uden tvivl at mærke på folket endnu. Manjanerne var vel bange for at søge ud? Procias for svag til at reagere, og Dvasias.. ja, det var vel bare ikke gået op for dem, hvad de egentlig var oppe imod? Hans problem var jo, at det som Jarniqa kunne fortælle ham, var noget der gav mening.
Theodore kunne langt mere end bare at save benet af sine egne ofte. Det var skam også det, som han helt klart havde tænkt sig, at gøre i en stund som dette, og det var han bestemt heller ikke bange for at lægge skjul på, når det endelig skulle være. Han trak ganske kort på smilebåndet. "Om du ikke kan, så skal jeg gerne gøre det for dig," sagde han ganske sandfærdigt. Et kækt smil bredte sig på hans læber.. Uden tvivl et af de mere sjældne, men det var nu heller ikke noget, som han kunne gøre for, hvis det endelig skulle være. Han lagde hånden mod armlænet og med det ene ben over det andet. Han var tilfreds så langt. "Meget vel.. jeg skal have skaffet en vampyr, så jeg netop kan vise dig, hvordan det skal gøres," sagde han ærligt. Han ville jo gerne vise hende det.. hvordan man kunne trække pinen ud.. hvordan man selv kunne få dem til at tigge og bede for deres liv, inden man endte det. Han elskede at sidde med magten. Magtgal var han ikke.. han elskede blot at demonstrere.

[Jarniqa Dynithril]

Ej brød Jarniqa sig om, at han forsøgte at tvinge hende ud i disse yderligheder. Det skyldtes både fordi, at hun ej ønskede at torturere folk, og fordi, at Macaria på ingen måde fortjente en mild straf, som han også selv sagde. Derfor kunne man uden tvivl sige, at hun var for og imod, og det var et problem! Ej mente hun, at hun ville være i stand til at gøre en person ondt på en måde, som han ønskede, at det skulle ske. At han derimod var af en anden holdning og derfor mente, at hun sagtens kunne gøre det, gjorde hende nervøs. Selv ønskede hun ikke at tænke, at han vidste noget om hende, som hun ikke selv vidste, og derudover ønskede hun ikke at være i stand til at udføre sådan modbydeligheder. Det var trods alt ikke sådan, at Damien havde opdraget hende! ”Du behøver ikke at tvære det ud i hovedet på mig.. Jeg ved udmærket, hvad der foregik i Ityrials gader den nat, og derfor ved jeg også, hvor umenneskeligt og brutalt det var,” sagde hun sigende. Forfærdeligt var det også at vide, at det var hendes gruppe, som Macaria havde ønsket, og vel allerhelst hende.. Dog havde hun ikke kunnet møde op. Det havde været selvmord at gøre således! Macaria havde ganske vidst sagt nogle ord om, at intet ondt ville ske, men klogt havde det været af hende og resten af bevægelsen ikke at tro på de ord. I så fald ville det også have været deres hoveder, som havde trillet den nat. Hendes blik hvilede på ham. Intet sagde hun til, at han var villig til at træde ind for hende, hvis det var, og så det blik.. Havde hun nogensinde set ham smile på den måde før? Dette var i sandhed noget, som bragte ham en unik glæde. Ganske makabert faktisk.. ”Hvis du finder en vampyr, så find en, som rent faktisk har gjort noget galt. Jeg ønsker ikke, at du forsøger at gøre mig til hende,” lød det ærligt fra hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Jarniqa var splittet af hvad Theodore kunne læse og fornemme på hende. Ikke at det var noget, der rørte ham det mindste, for det var jo egentlig bare at se realistisk på det hele. Han lod hovedet søge let på sned, og med det samme kække glimt i minen. Macaria fortjente det værste af det værste, og særligt for hvad hun havde gjort. Hun havde valgt at drive Manjarno væk fra Dvasias... havde tilladt mord offentligt, på grund af en modstand, som en lille sølle gruppe som gjorde modstand. At han så i øjeblikket, måtte sidde overfor kvinden, der faktisk stod bag denne modstandsgruppe, var endnu ukendt for ham. "Hårde modstandere, kræver hårde midler, kære Jarniqa," sagde han sandfærdigt. Desuden var det vel ikke så skidt, at det ikke var godt for noget andet? Der skulle sættes et eksempel, og særligt hvis Manjarno skulle have en chance, for at rejse sig fra askerne. Ikke at det var noget han regnede med, for det gjorde han virkelig ikke. Det var og blev dvasiansk. Andet var slet ikke noget, der gav mening.
At vise hende hvad de midler kunne gøre ved en vampyr, ville Theodore dog uden tvivl nyde! Han elskede at se dem skrige.. tigge og bede for deres liv, og så ende det til sidst, når det selv begyndte at blive alt for kedeligt. "Du sætter mig på noget af en opgave.. Men okay," sagde han sandfærdigt. Hvis det var det, der skulle til, for at han kunne få lov til at gøre dette, så passede det ham mere end udmærket. Han blev siddende. Skulle de sige, at det var det for denne omgang? Selv nu hvor han slet ikke var indstillet på træning, men derimod planlægning. Selv kunne han lide hvad han så.. han kunne lide den udvikling som hun gik igennem, og særligt hendes målbevidsthed, hvilket kun gjorde det mange gange bedre. "Du vil aldrig blive som hende.. hun er unik.. Du derimod er unik.. på en anden måde. I har to helt forskellige forudsætninger," sagde han sandfærdigt. Han ville tage kontakt med kongehuset. Han ønskede at snakke med dem om dette, og særligt hvad de skulle gøre med Manjarno.

[Jarniqa Dynithril]

Én ting var sikker. Macaria Forsyth skulle skaffes af vejen, ligeså vel som hendes mand, Zean. Fremgangsmåden var Jarniqa dog det mere usikker på.. Selv var hun nemlig ingen koldblodig morder, som hun kun havde udført et drab. Dog kunne hun ikke lade være med at fundere over, om Theodore mon havde ret, for havde han det? Var hun virkelig for flink? Burde hun virkelig få de to til at skrige og tigge for deres liv? Tanken var et sted fristende.. De havde jo gjort ondt. Taget Manjarno.. Taget Paggeija.. Dræbt uskyldige på forfærdelige måder.. Skræmt manjanerne fra vid og sans.. Blikket endte hun med at slå ned, som hun i stedet betragtede sine hænder, som havde fundet sammen. Hvad var det rigtige at gøre i denne stund? Hun var kun 15, så burde hun overhovedet tænke i disse baner? Selv savnede hun helt Damien.. Hun ville ønske, at hun kunne tale med ham, og lægge sig ind til ham i deres lille høstak. Det smaragdgrønne blik endte hun med at hæve mod hans igen. ”Find en vampyr, og jeg vil vurdere, hvad der er en passende straf for Macaria udover døden. Zean ligeså, da den mand ligeså skal bøde for, hvad han har gjort,” endte hun med at sige bestemt. Som en fattig 15-årig pige lød hun ikke just som om, når hun endelig tog en beslutning. Sikker var hun også i de beslutninger, som hun endelig tog, som hun også var stædig og hårdfør af sig. Blikket tog hun ej fra ham. ”Skal vi fortsætte træningen, eller agter du at gå på jagt nu?” endte hun sigende med at spørge, som havde hun taget føre rollen. Dog vidste hun, at hun var i Theodores hjem, og at det derfor var hans regler som gjaldt. Dog mente hun ikke, at der var meget mere at drøfte på dette punkt, da det næste åbenbart var blevet, at hun skulle se, hvordan man kunne gøre det af med en vampyr. Hvem vidste.. måske kunne hun bruge sit had og nyfundne glæde til at gavne træningen?

[Theodore Jarvis Acheron]

Stilheden som sænkede sig over dem, fik Theodore til at lade hovedet søge på skrå. At se hende sidde og tænke på den måde, gjorde det tydeligt for ham, at han havde fået hende til at overveje, hvorvidt om det var godt eller om det var skidt, at det skulle gøres på denne måde. Han trak vejret dybt og med et let smil på læben. I sig selv, var det ikke ofte, at han viste denne side af sig. Han elskede at gøre brug af dette, og at hun endelig viste sig, at give efter for det ønske, gjorde det bestemt kun bedre for hans vedkommende. Han nikkede mod hende. At finde en vampyr, der havde gjort nogen ondt, var bestemt ikke et problem. Faktisk ville det blive noget af det nemmeste. Det handlede jo egentlig bare om at søge ud, og få dem hentet hjem. "Det glæder mig, at du vil se det hele an, Jarniqa. Jeg er nu sikker på, at vi nok skal finde en passende straf til Macaria og Zean," sagde han med en rolig stemme.
Træningen var slet ikke noget som Theodore var indstillet på nu. Dog var det hans hjem, og derfor også hans regler, som gjorde sig gældende på stedet her. "Jeg søger ud. Du er frit stillet, til at prøve kræfter med din magi på egen hånd. Du ved hvad der udløser det," sagde han ganske kortfattet, inden han tømte glasset og satte det fra sig. Derefter valgte han at rejse sig op og med blikket endnu hvilende på hendes skikkelse. Han ville søge ud... finde en vampyr, og så kunne de fortsætte derfra, for dette krævede planlægning. Han knyttede næverne ganske let. En ting af gangen.. det var hvad han kunne have fokus på, og nu hvor der skulle sættes så mange ting i værk, skulle han måske skrive til dronningen først? Dette var i hvert fald noget som skulle arrangeres. Macaria og Zean, skulle begge ned med nakken! Hans blik søgte hendes. "Få tjeneren til at bringe dig noget at spise, hvis du er sulten.. noget at drikke, hvis du er tørstig. Du har et værelse og en træningssal at søge til, hvis du ønsker det.. Jeg søger ud nu. Vi ses siden, kære Jarniqa." afsluttede han endeligt, inden han selv forlod pejsestuen. Først ville han skrive brevet, og så søge ud. Dette var han faktisk meget spændt på.

//Out

[Jarniqa Dynithril]

Hvad al dette ville ende med, vidste Jarniqa ikke, men det kunne vel ikke skade, at hun fik nogle ideer til, hvordan hun kunne slå en vampyr ihjel? Det var i hvert fald, hvad hun tænkte, som hun takkede ja til at Theodore ville vise hende, hvordan hun bedst kunne ende en vampyr. Gad vide, hvad han ville vise hende? Selv vidste hun blot, at vampyrerne blandt andet kunne slås ihjel ved dagslys og en pæl i hjertet.. Dog virkede det ikke som om, at det var det, som han ville vise hende. Var det forkert af hende, at hun både var spændt og skræmt over det på en og samme tid? Hun vidste det ikke.. Det var trods alt en ny verden, som var blevet åbnet op for hende. Hun endte med at nikke til hans ord. Til alle hans ord. ”Jeg vil vente med maden og fokusere på træningen, mens jeg stadig føler den … særlige motivation,” endte hun sikkert med at sige. Selv regnede hun med, at det ville gå hende det bedre, mens hun følte al dette. Hendes magi havde nemlig en tendens til at reagere ud fra hendes følelser. Derfor anså hun det for at være passende, at hun allerede nu startede. Derudover ønskede hun også at imponere Theodore, hvor hun også ønskede at vise ham, hvor meget hun oprigtigt ønskede dette. Hun var skam passioneret for at lære magien! Langsomt fandt hun selv tilbage på benene, som de begge rejste sig. ”Jeg vil se, om jeg kan forbedre min angrebsmagi, mens du er ude,” meddelte hun, inden han gik. Det var vel også den form for magi, hvor hun manglede allermest træning? Uden ham ville hun også have al den tid, som hun ønskede sig, til at finde ud af, hvad angrebsbesværgelser kunne være. Selv håbede hun blot, at de ville komme frem.. Beslutsomt bevægede hun selv tilbage mod træningssalen, hvor hun alene ville fortsætte sin træning, mens Theodore søgte en vampyr til hende.

// Out