Babysteps...

[Theodore Jarvis Acheron]

Jarniqa Dynithril

---

Det var hen på eftermiddagen, da Theodore endnu en gang meldte sin ankomst i den store træningssal, som lå tilknyttet Acheron Landsted. Endnu en gang måtte det blusse op i flammerne. Træningen med Jarniqa havde nu varet ved over flere dage, og selv han måtte jo sande, at han kunne se de små fremskridt, som hun gjorde sig. Det var jo noget, som kun måtte passe ham mere end udmærket, hvis han selv skulle sige det.
I takt til hans rolige skridt henover den sandede belægning under ham, hvirvlede det op. Ikke at det gjorde ham noget, og det var heller ikke der, hans fokus måtte ligge. Men derimod på den træning som han meget snart skulle igang med igen.
Flere dage var gået, hvor han havde tvunget Jarniqa derud, hvor hun knapt kunne stå på sine ben længere. Som altid, fjernede han sin skjorte, som han pænt lagde sammen. For ham, var det blevet rutine. Sideliggende med ,at han trænede hende, trænede han også Romeo. En hård mand var han på det punkt, men kun det bedste var tilfredsstillende, selv for hans vedkommende.
Alverdens redskaber var allerede lagt frem. Magikeren skulle tømmes og kontrolleres. Selv gik han med e små håb om, at han måske kunne vende magikeren i hende, til at åbne op for den mørke magi og den mørke påvirkning, som han faktisk udsatte hende for dagligt, udelukkende fordi, at han ønskede at opnå noget brugbart med hende! Interessen var dog endnu, hvor den altid havde været. Nysgerrig var han nemlig på, hvor langt han kunne trække den.
Jarniqa gik stort set frit rundt i hans hjem. Underlagt den beskyttelse som han havde lagt over hende i og med, at man nærmest kunne beskrive hende, som hans personlige lille lærling. Alt tog hun til sig, så naiv som hun var. Det udnyttede han uden tvivl.

[Jarniqa Dynithril]

Fysisk og psykisk drænet var Jarniqa hver aften, når hun smuttede i seng. Aldrig følte hun, at hun nåede at ramme hovedpuden, inden hun lå i den allerdybeste søvn. Hårdt havde de seneste par dage derfor taget på hende, men alligevel fortrød hun intet! Selv kunne hun nemlig føle, hvordan hun forandrede sig i Theodores varetægt. Forandringerne var ganske vidst små, som de langsomt kom stødvis, men kom de gjorde de! Derfor havde hun bestemt ikke mistet lysten til at lære af ham! Selv kunne hun nemlig se lyset for enden af tunnelen, og det var også af den årsag, at hun blev ved med at kæmpe videre, selvom hun til tider ikke følte, at hun havde mere at give af. En hård træner var Theodore også, men selv det kunne hun se bort fra, da hun kunne se, at hans metoder virkede.
Ned ad den mørke gang til træningssalen bevægede Jarniqa sig. Alene bevægede hun sig rundt, som hun havde fået tilladelse til at færdes på landstedet på egen hånd. En tanke hun havde fundet vanvittigt spændende, og som havde fået hende til at gå på opdagelse på landstedet! Meget tid havde hun dog ikke til dette, da hendes dagligdag rimelig meget bestod af træning og af søvn. Ind ad de åbne dobbeltdøre til selve træningssalen måtte hun bevæge sig ind ad. Varmt var her, som faklerne allerede blussede livligt. Klar stod hendes træner også allerede, som han stod og ventede på hende i midten af rummet. Hurtigere måtte hendes hjerte banke ved dette syn, da det straks satte forventningerne i gang i hende. Hvordan ville det mon gå i dag? ”Skal vi begynde?” spurgte hun energisk. Begge måtte de dog vide, at den energi ville dale, som dagen forløb sig. Lige på spurgte hun ham også blot, som hun vidste, at han var en direkte mand. Småsnak ville ej heller være noget, som han ville kunne forstå sig på alligevel. Rankt stoppede hun op foran ham. Iklædt i sin grønne buksedragt var hun igen, som det var det eneste klæde, som hun havde med sig. End ikke kunne hun sætte sit lange ravnsorte hår op, som hun ingen snore havde at binde det med.

[Theodore Jarvis Acheron]

Uden tvivl var Theodore en hård mand, og en hård træner, og en mand, der vidste hvad han ville have, og dette var så sandelig heller ikke noget undtag af den regel. Han stod allerede klar i den store sal. Skjorten var - som altid, blevet fjernet fra hans overkrop, og lagt pænt sammen på bordet, som stod op af væggen. Faklerne blussede og efterlod salen med en behagelig varme, som uden tvivl ville komme godt til gode i det ellers så kolde hjem. Koldt var her nemlig naturligt, og et sted, var det uden tvivl en tanke, som var underlig. Særligt i forhold til hvad der var normalt for Acheron-familien.
Først da Jarniqa valgte at gøre sin ankomst, vendte Theodore blikket mod hende. Afventende var hannemlig, da han selv glædede sig til at se hvor langt han kunne presse hende i dag. Fremskridtene var der, selvom der ganske vidst ikke var mange af dem, og at de var små. Men pointen, var at de var der. Aldrig hævede han stemmen. Hun fik at vide, når hun gjorde det godt, og når hun gjorde det skidt, og når han var tilfreds, såvel som det modsatte. "Endnu lige så ivrig som var det den første dag," bemærkede han med en rolig stemme. Så lang tid, at hun kunne bevare fokus, så var han bestemt heller ikke den, der skulle brokke sig. Ingen tvivl om det. De mørke øjne vendte han mod hende. Han ønskede at fortsætte, fra hvor de slap. Efter at magien var blevet vækket, og nu var den, som de havde fokus på, blev selv han ramt af magi fra tid til anden. Hans egen blev vækket.. Magikeren var ham jo en naturlig fjende, og en naturlig modstander. Han reagerede jo på det uden at han egentlig gjorde for det. Han vendte sig mod hende. "Stil dig klar," sagde han direkte. Det var nemlig ham, der afgjorde, hvad de skulle have ud af dette, og det var uden tvivl også det, som han havde tænkt sig. "Betragt det som en duel.. Jeg vil denne gang se hvad dine evner rækker til.. både i angreb og forsvar. Jeg vil se hvor hurtigt du tænker, og hvordan du handler." Han vendte blikket direkte mod hende. Hans blik var intetsigende. Det eneste han kunne håbe på, var at hun stolede nok på ham, til at vide, at han ikke var ude på at slå hende ihjel. For det var han da godt nok ikke.

[Jarniqa Dynithril]

Aldrig havde spændingen forladt Jarniqas krop, som den derimod konstant havde hængt ved. Hårdt var det måske, som hun blev udsat for, men selv tænkte hun, at udbyttet ville være større i den anden ende. Derfor tænkte hun ikke, at et par dage med blod, sved og tårer var en høj pris. ”Blot endnu et bevis på, at jeg gerne vil,” kommenterede hun, endnu med smilet på læberne. Ganske vidst mente han, at hun ej måtte blive for ivrig, hvor hun selv mente, at det var en positiv holdning, at hun efter så lang tid endnu havde den samme gejst. Spændende fandt hun det også at have Theodore som sin træner. Hård, men retfærdig var han nemlig, hvor han også formåede at udfordre hende på de punkter, som hun trængte til at blive udfordret på. Ganske vidst havde hun til tider lysten til at skrige ham direkte ind i hovedet, men hvilken femtenårig pige havde ikke den lyst, når de blev sat på en voldsom prøve? Fødderne plantede hun solidt på jorden og med en smule mellemrum, så hun havde det bedste greb. Mere klar kunne hun vel ikke stille sig? Vågent holdt hun det smaragdgrønne blik på hans ansigt, som han forklarede hende dagens fremgang. Undrende måtte det dog efterlade hende, da det ikke just omhandlede det essentielle trick, som hun ønskede at lære af ham, som det derimod omhandlede magi i helhed. Desuden.. en duel med ham? Ville hun ikke tabe? Interessant kunne det dog være, da hun i så fald ville kunne få afprøvet, hvad hun egentligt var i stand til. Hun kunne nemlig ikke just sige, at hun før havde haft en mulighed som denne. ”Hvorfor vil det gavne vores opgave at have en sådan duel? Det at have en kamp styrker jo ikke det ene angreb..,” spurgte hun nysgerrigt, skønt tonen kun var en kamuflage. Ventetiden brugte hun nemlig på at samle sin magi.. Selv følte hun, hvordan det let måtte snurre i håndfladen, som hun begyndte at kunne mærke magiens summen. Ærefuld ville handlingen ikke just være, da hun ville angribe ham uden noget varsel og midt i et svar. Dog havde hun ej heller tænkt sig at spille pæn, da det at spille pæn ikke ville nytte i en virkelig kamp. Der ville det jo handle om liv eller død! Pludselig hævede hun derfor sin ene hånd, hvor hun måtte sende en trykbølge af sted efter ham i håb om, at han ville vælte omkuld.

[Theodore Jarvis Acheron]

En hård træner var Theodore uden tvivl, og særligt i disse tider. Noget måtte han jo gøre for denne kvinde, og særligt fordi, at de fremskridt som hun gjorde sig, i forvejen var temmelig små. Alt taget i betragtning, så var der fremskridt, og det var det, som rent faktisk betød noget på sigt. Allerede på forhånd havde han gjort sig tankerne om hvad der skulle gøres, og hvad der skulle til. Han havde valgt at det skulle være duel for i dag.. Han havde brug for at se hendes magiske evner i praksis, og hvad burde da ikke kunne trigge det mere end en warlock? Hendes nemesis? Halve nemesis om ikke andet. Det alene, burde vække noget i hende, og særligt, hvis det var i en situation, hvor hun rent faktisk måtte føle sig truet. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. "Du er endnu villig til at lære," sagde han roligt. Han var hård, men dog retfærdig. Han var overfor hende, som han ville have været overfor alle andre, og det var det, som han egentlig stod fast på.
At hun stillede sig klar, passede ham egentlig fint. Hans blik gled mod hendes skikkelse. At det var en undren for hende, at skulle gøre dette, var end ikke noget, der kom bag på ham. Han havde brug for at se, hvad hun kunne udrette i praksis. Han var spændt på at se det.. Særligt nu hvor han følte, at de var kommet så langt, at han alligevel havde brug for, at skulle se det med sine egne øjne. Hovedet lod han søge på sned. "For at lære dig det, må jeg forstå det," begyndte han direkte. Han rullede let på skuldrene. Det var ikke ofte, at han indgik i den slags kampe, og særligt ikke på denne måde, men nu følte han at han kunne tvinge hende igennem det. Magien skulle bruges, for at han selv kunne forstå den.
Theodore nåede kun lige at vende sig mod hende, da han selv havde stillet sig klar, at hun var gået igang. Trykbølgen ramte ham direkte i brystet og kastede ham bagud. Han forsvandt dog i en kraftig mørk dis, allerede inden han nåede at ramme gulvet igen. Faklerne begyndte voldsomt at blaffe, inden han igen dukkede op midt i rummet. Han lod hovedet søge på sned. "Forsvarsmagi. Prøv igen.." opfordrede han igen. Ja, han stod i øjeblikket, og opfordrede en magiker, at angribe ham!

[Jarniqa Dynithril]

Tilfredst bredte smilet sig på Jarniqas lyserøde læber, som hun bevidnede, hvordan trykbølgen ramte ham, og kastede ham mod jorden. Forundret måtte hun dog blinke med øjnene, som en mørk dis opstod omkring ham, inden han overhovedet nåede at komme i kontakt med jorden. Var det mærkværdigt, at hun på sin vis var skuffet over, at han aldrig havde ramt jorden? Adræt drejede hun en halv omgang, som hun pludselig hørte ham igen, og fik øje på ham igen i midten af rummet. Fuldkommen uskadt så han ud.. Tænderne bed hun sammen! Særligt som han kaldte hendes magi for forsvarsmagi. Forsvarsmagi.. Angrebsmagi.. Hvad var forskellen helt præcist? En tanke, som hun aldrig havde spekuleret videre over. Hvorfor skulle hun dog også have gjort dette? Det havde trods alt ikke været magien, som hun havde stillet de store spørgsmål ved. Blikket fjernede hun flygtigt fra ham, som hun gennem øjenkrogen havde fået øje på et af spyddene på væggen. Var dette mon, hvad han ønskede? Hånden hævede hun igen, som hun først pegede den mod væggen med alle våben. Selv koncentrerede hun sig om ét af spydende. Hun lod sine tanker værne om, at hun ønskede at flytte det, og at hun ønskede, at det skulle ramme igen. Som spyddet langsomt måtte forlade væggen, lavede hun en hurtig og vejledende bevægelse med hånden. Som hendes hånd nu pegede i Theodores retning, hylede spyddets spids i den samme retning, som vidste det, hvad hun ønskede. Det var ikke just fordi, at hun ønskede at skade ham. Dog forventede hun, at han vidste, hvad han lavede, når det var ham, som havde sat hende til dette. Derfor forventede hun også, at han ville kunne tage det, hvis det rent faktisk skulle lykkes hende at gøre noget reelt. Selv forsøgte hun i hvert fald at vende og dreje sit hoved for at få dette til at ske fyldest!

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde ikke regnet med, at hun ville forsvare sig så hurtigt, og særligt fordi at han ikke rigtigt havde formået at agere truende overfor hende. Måske at situationen alene var truende nok, til at få hende til at handle og reagere på dette? Selvom han dog ikke var ude på at slå hende ihjel eller noget lignende, men derimod teste hende til det som hun kunne holde til af påvirkning. Særligt fordi at jo mere magi som hun blev udsat for, des mere måtte hun tyde til sin egen, for at forsvare og slå fra sig, og igennem dette, ville der måske komme en større forståelse og en større kontrol over hvad hun ønskede at opnå, og en mulighed for at styre det, som var så stor og kraftig en del af hende, som det jo var.
Den mørke dis lagde sig, som han flyttede sig på magisk vis. Det andet var da kun pinligt, og ikke en ung kvinde, skulle have lov til at få ham ned med nakken. Særligt ikke på denne her måde. Han blev denne gang stående. Hun brugte magien til at tage kontrol over et andet redskab. Det var nu ikke lige det, som han ønskede sig, men okay.. Et sted, skulle de jo trods alt starte. Det kolde smil bredte sig let på hans læber, som hanselv stillede sig klar. Hun var for langsom. Dette var noget, som egentlig bare burde komme langt hurtigere og mere automatisk. Det gav ham alt for lang tid, til at tænke over et modangreb. Han hævede hånden, da hun sendte spyddet direkte efter ham, hvor det stoppede lige ude foran hans hånd. Han stirrede endnu på hende i stedet for. "Prøv igen. Du handler og reagerer for langsomt, Jarniqa. Det skal komme hurtigt og automatisk," forklarede han videre. Spyddet faldt ned for fødderne af ham, inden han igen sænkede hånden. Han var stolt over, at hun forsøgte sig med det, og stolt over, at hun kastede sig i krigen med det. Nu skulle hun bare lære at genvinde kontrollen over det, i den forstand, at det kom automatisk i stedet for det andet. "Igen," opfordrede han med en ganske kortfattet stemme. Blikket hvilede endnu på hende. Han skulle se hendes magi.. ikke andre redskaber!

[Jarniqa Dynithril]

Irritationen bredte sig øjeblikkeligt i Jarniqas bryst, som han så let som ingenting afværgede spyddet, samt dernæst sagde, at det bestemt ikke var, hvad han ønskede af hende. For fanden! Hvad ønskede han i så fald af hende! Hun vidste jo ikke, hvad hun skulle gøre! Ligeså var hende umuligt at handle hurtigt og automatisk, når hun slet ikke var vant til at bruge sin magi på denne måde! Den plejede jo for fanden at komme af sig selv, når hun virkelig følte sig presset! Selv kunne hun ikke just sige, at hun følte sig presset i denne her situation, som der ikke just var noget, som tvang hende til at reagere. Derfor gjorde hun det bedste, som hun umiddelbart kunne komme i tanke om! Godt nok var det dog ikke for ham, og det måtte frustrere hende! ”Hvad fanden ønsker du, at jeg skal gøre?” endte hun med at bide af ham i frustrationens øjeblik, som hun nu havde gjort to ting, som kun havde fået ham til at sige prøv igen. Troede han virkelig ikke, at hun prøvede? At hun gjorde sit bedste? Næven kneb hun sammen. Frustrerende var det! Hun vidste jo ikke, hvad hun skulle gå efter! Magien kom jo altid til hende af sig selv. Ej fordi, at hun bedte den om den. Selv havde hun prøvet at fremmane den gennem sin træning med sin fader, men angreb havde han ikke just lært hende at lave. Han havde nærmere lært hende at frembringe den, og at holde den. Theodore her pressede hende på en masse andre måder! Øjnene kneb hun en anelse sammen, som hendes knoer måtte blive blege, inden hun langsomt åbnede sin hånd igen. I hendes håndflade og mellem hendes fingre måtte det nu knitre, som en elektrisk kugle var blevet fremmanet af hendes frustration. Armen svang hun en anelse tilbage, inden hun også måtte kaste den i hans retning. Dog forventede hun næsten at blive mødt med det monotone svar: prøv igen.

[Theodore Jarvis Acheron]

I Theodores øjne, skulle magien komme af sig selv, hurtigt og effektivt. Det var slet ikke meningen at hun skulle give sin modstander tid til at tænke og handle! Det var meningen, at hun skulle vinde på tiden ved at handle hurtigt! Skuffet var han ikke ligefrem, da han ikke rigtigt forventede noget. Dette var en ny situation for hende, og han ønskede at se hende prøve kræfter med den magi som var så dybdegående i hendes krop og sind.
Skuffelsen derimod var tydelig i hendes blik. Hun var frustreret. "Jeg forventer at du prøver hårdere.." sagde han med en direkte stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Denne situation var hård nok for hende i forvejen, for det var tydeligt at mærke på hende, at hun ikke rigtigt vidste hvordan hun skulle håndtere dette. Alene det, at hun skulle forsøge selv, var tilsyneladende hårdt for hende. Var det underligt, at han var utilfreds? Han kneb selv øjnene sammen. Hun brugte for lang tid, og alt for mange ressourcer på at få magien frem. Denne skulle normalt komme i løbet af et øjeblik! Dette var uden tvivl noget, som de måtte arbejde langt mere på, end hvad de havde formået at gøre frem til nu. Kuglen som hun brugte tid og energi på at få samlet, fik ham kun til kort at trække på den ene mundvig. I takt med at han åbnede sin egen håndflade, skabte han sin egen. Som ingenting, og i løbet af ingen tid. I takt med at hun kastede sin, gjorde han også det samme. Disse mødtes på midten, hvilket resulterede i et brag, hvor sand og støv kraftigt måtte hvirvle op fra jorden under dem. Han klemte øjnene sammen og vendte blikket bort. Nu snakket de da i det mindste om det rette! "Bedre.." sagde han endeligt, da han igen vendte blikket mod hende. Frustreret var hun.. og først der kunne hun benytte sig af disse evner. Igen måtte han danne en kugle i sin hånd. "Igen," fortsatte han. Denne kastede han denne gang uden varsel mod hende. Hun skulle øve på sine reflekser!

[Jarniqa Dynithril]

Frustrerende var det uden tvivl for Jarniqa! Selv vidste hun nemlig ikke med sikkerhed, hvad forskellen på angrebs- og forsvarsmagi var, og derfor havde hun svært ved at vide, hvad hun skulle få frem. Derfor forsøgte hun blot at improviserer. Først havde hun lavet trykbølgen, som han havde stemplet som forsvarsmagi. Så langt så godt.. Nu vidste hun da, hvilken kategori den magi hørte ind under. Dernæst havde hun forsøgt at angribe ham på magisk vis med våben. En handling, som han havde stemplet for langsom. Til sidst havde hun forsøgt sig med en elektrisk kugle. En handling, som han heldigvis havde stemplet som bedre. Dog måtte det irritere hende grænseløst, at han så let som ingenting stoppede den med en lignende kugle! Beskyttende måtte hun skjule sit ansigt, som braget lød og støv hvilede omkring dem. Dumt skulle dette træk dog vise sig at være, som et gisp dernæst måtte forlade hendes læbe, som hun så, hvordan en ny kugle allerede var på vej i hendes retning. Pr. automatik valgte hun at kaste sig selv til siden, alt imens hun beskyttende og i farten valgte at kaste en ny kugle i hans retning. Hjertet måtte også sidde i halsen på hende nu, som hun endte med at lave et rullefald, inden hun sikkert var at finde på benene igen, takket være elvernes smidighed og ynde. Hvor længe hendes krop ville være i stand til at holde til alt dette, vidste hun ærlig talt ikke. Hun havde trods alt aldrig stået i en duel før, som hun udelukket havde angrebet eller forsvaret sig én gang, hvor det så også havde vist sig at være nok. Anderledes var dette dog, som han sørgede for at holde hende i gang og komme med modsvar. Pulsen havde hun også allerede oppe, men afkræftet følte hun sig skam ikke endnu! Bedre var hun også blevet, efter at hun var kommet i Theodores varetægt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Denne gang valgte Theodore uden tvivl at presse Jarniqa. Han var nødt til at se hvad hun kunne, og hvad hun duede til! Ikke at devel kunne kunne bag på nogen, når det endelig var sagt. Nemt som ingenting, var han nemlig i stand til at danne sine egne magiske kugler, bundet af den mørke magi, som han var opfostret med. Og nu hvor han rent faktisk befandt sig i en situation, hvor han for alvor var i stand til at presse hende, kunne det jo være, at der rent faktisk skete noget!
Det store brag, lød i det samme øjeblik, at deres magiske kugler mødte hinanden, og støv, jord og sand straks måtte hvirvle op omkring dem, hvilket i forvejen gjorde det svært at se. Han kørte hårdt på hende ganske vidst, men for pokker, det var han jo trods alt også nødt til, når det endelig skulle være i den anden ende. Han var nødt til at tvinge hende derud, hvor hun følte, at hun var nødt til at forsvare sig, for han var for pokker nødt til at finde ud af, hvad hun kunne, og hvad der var hendes drivkraft når det kom til magien. For nu havde han ikke været særlig imponeret. Måske at det var noget, der ville komme nu? "Igen!" endte han denne gang med en langt mere hård og fast tone, end hvad han havde formået at gøre til nu. For ham selv, var dette vedligeholdelse, og for hende, var det en hård træning. Han var jo vant til det, som var langt mere end det her, og det kunne også mærkes. Som hun denne gang kastede en mod ham, var det ham, som denne gang måtte kaste sig til side. Ikke at han regnede ed, at der var meget kraft i det, men hun blev da hurtigere og hurtigere. "Igen!" endte han denne gang, som han igen dannede en.. som han smed efter hende. I farten mod hende, delte den sig i to. Hvilket gjorde den langt sværere at undgå.

[Jarniqa Dynithril]

Presset følte Jarniqa sig, hvor hun bestemt ikke vidste, hvor længe hun ville kunne holde til dette. Ej heller vidste hun, hvad hun skulle lave, som hun ganske enkelt prøvede sig frem. Svært var det dog at prøve sig frem, når han tvang hende til at tage beslutningen på et sekund! Det var hun jo ikke vant til! Hun var vant til, at hun havde tiden til at samle sig, når hun trænede sig magi. Den tid havde hun dog ikke denne her gang, som det nærmere var at løbe fra fjenden i labyrint, hvor hun konstant stødte på en blindgyde! En dyb indånding tog hun. Hun måtte koncentrere sig! Det tilfredsstillede hende at se, hvordan hendes kugle var på nippet til at ramme ham. Dog måtte det igen få hendes hjerte til at banke, da han denne her gang sendte hele to kugler i hendes retning! Ej kunne hun afværge hans angreb med lignende kugler, og derfor gjorde hun, hvad hun selv fandt rigtigt og ideelt. Hånden hævede hun, som hun fokuserede på et beskyttende skjold. Ej var det synligt for det blotte øje, men som begge kugler ramte imod det, kunne man se, hvordan de sprang en meter fra hende og efterlod hende uskadt. Det magiske tryk mærkede hun dog alligevel i sin magi, hvilket tvang hende et par centimeter tilbage, inden hun sænkede skjoldet igen. Hurtigt slog hendes hjerte mod hendes bryst. Dog standsede hun ikke denne her gang, da hun vidste, at han ej heller ville være blid! Ned i knæ gled hun derfor i det sekund, som skjoldet faldt. Den ene hånd placerede hun på jorden, mens den anden måtte pege mod ham. Hvem havde sagt noget om, at hun ikke måtte kombinere sine kræfter? Den næste elektriske kugle sendte hun efter ham, hvor hun denne her gang gjorde en ekstra ting! Så han ikke blot kunne træde til siden og undgå kuglen, valgte hun nemlig at danne et mindre jordskælv, som omkransede sig hans område. Som første gang de havde trænet, begyndte jorden nemlig at ryste, inden den vitterligt faldt sammen, hvor han måtte stå.

[Theodore Jarvis Acheron]

I mange henseender, kunne dette nemlig godt vise sig, at være en kamp på liv og død. Dog var Theodore ikke ude på at tage hendes liv. Tvært imod, så ønskede han stadig at lære hende hvad magien kunne, og hvordan den kunne bruges, men derfor kunne han jo heller ikke trække tiden! Med den blanding, som hun havde i forvejen, var det nemlig vigtigt, at han lærte at forstå hvad hun egentlig tænkte, og hvad hun egentlig var en blanding af. Svært var det uden tvivl, men det var noget som særligt måtte holde hans fascination for denne kvinde ved lige, og det var vel lige så vigtigt, som alt det andet, der skete omkring dem?
Kuglen sendte han direkte efter hende, selvom hun handlede på præcis den måde, som han ønskede, at se hende reagere på. Se, nu begyndte det da straks at ligne noget! Med et tilfreds smil på læben, måtte han lade armene sænke sig en anelse. Selvom synet af det som skete derimod, straks måtte være noget andet. Jorden som kraftigt begyndte at ryste under ham, og den kugle som hun sendte direkte i hans retning. Nu var hun ved at gøre, hvad han gerne ville have! Hun tænkte kreativt, og hun udnyttede de evner, som hun havde i sig! Fantastisk! At jorden så måtte ryste, lige der hvor han måtte stå, gjorde det svært for ham i det hele taget at bevare det fokus, og balancen ikke mindst, og gud hvor var det da irriterende. Let kneb han øjnene sammen. Han undveg kuglen, ved at gå direkte ned i knæ, da den blev kastet direkte mod ham, men den kraftige rumsteren under fødderne på ham, var straks en anden sag. Jorden gav efter, og han.. faldt.
Mørket lagde sig i lokalet og flere af faklerne gik ud. En kraftig vind tog til, da en kraftig mørk dis måtte stige op fra hullet, som var skabt i undergrunden. Den blæste kraftigt over mod Jarniqa, inden den bare... forsvandt. Bag hende, stod Theodore denne gang. Han var såret. Var beskidt, og han blødte en anelse, selvom det ikke var noget, som han tog sig af lige nu. "Imponerende," sagde han tilfreds. Han var intet andet end tilfreds med dette.

[Jarniqa Dynithril]

En lille sejrsfølelse måtte Jarniqa føle i sin sjæl, som hun så, hvordan hendes trick lykkedes! Ej havde den elektriske kugle ramt ham, men en afledningsmanøvre kunne man vel også sige, at det havde været. Hendes næste trick havde nemlig lykkedes, som hun havde fået ham til at falde ved decideret at have fjernet jorden under ham! Stolt måtte hun føle sig, hvor hun også kunne mærke, hvordan det bekræftende måtte trække op i hendes mundvige. Stærk var han, men alligevel havde hun formået at overliste ham. Godt føltes det uden tvivl, hvor hun måtte ønske flere af disse succesoplevelser! Ekstra opmærksom måtte hun dog blive, som lyset pludselig forlod lokalet! Musestille syntes der helt at være i de næste sekunder, som hun kun kunne høre sit eget hævede åndedræt og hjertebanken. Skærpet blev hendes sanser, som hun jo knapt nok kunne se noget uden faklernes oplysen! Dog kunne man sige, at hun var heldigere stillet end Theodore. Elvisk syn havde hun nemlig – mørkelvisk – og det gjorde, at hun skimte en anelse i mørket. Dog vidste hun selvfølgelig ikke, om warlockerne også havde et særligt nattesyn.. Det havde de vel ikke, eftersom magikernes øjne var normale? Op i halsen sprang hendes hjerte, som hun pludselig hørte hans stemme bag sig! Hastigt snurrede hun rundt, hvor hun dernæst ikke tøvede med at handle.. Han var imponeret nu? Hun ønskede at fortsætte med at imponere ham! Ej heller havde han bedt hende om at stoppe, og af den årsag valgte hun at køre hårdt på, skønt hun skam kunne mærke, at det seneste trick havde krævet lidt af hende. Tydeligt kunne hun ej se ham i det bælgragende mørke, men hans silhuet kunne hun skam godt ane. Instinktivt rakte hun ud efter hans hals, som hendes slanke fingre også måtte lukke sig om. Kvælende var taget i sig selv ikke, men som hun begyndte at fokusere på hans strube, på hans hals, på hans luftrør, ville han kunne fornemme, hvordan der blev trykket til. Hendes endelige angreb kunne man vel godt kalde det. Især hvis det havde været en virkelig kamp.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ofte forekom det nemlig ikke, at Theodore blev imponeret over nogen eller noget som helst, men lige her, måtte han erkende, at det rent faktisk havde imponeret ham. Stilheden lagde sig, hvor ikke så meget som en lyd var at høre. Vinden tog til, selvom den ikke rigtigt kunne komme fra nogen steder af. Faklerne gik ud, og efterlod salen langt mere mørk, end hvad den havde været frem til nu.. Og så lød hans stemme et sted bag hende. Han blødte, og han var uden tvivl også blevet godt beskidt, og hans krop rystede. Nu hvor han gerne ville se hvad hun kunne, så havde han jo stadig ikke stoppet hende i duellen, som endnu herskede omkring dem. Han kneb øjnene let og fast sammen, som hun alligevel vendte sig mod ham. Han kunne se, at hun var ved at være træt. Ikke underligt, når hun slet ikke var vant til at benytte magien på den måde, som det hun gjorde det lige nu.
Hånden som lukkede sig omkring hans strube, uden at virke kvælende, var uden tvivl det, som fangede hans opmærksomhed. Det var egentlig først, da det nærmest lukkede sig i hans hals, og gjorde det svært for ham i det hele taget at trække vejret. Hans pupiller trak sig sammen, idet han vendte blikket mod hende. Han var uden tvivl imponeret over de evner som var i hendes krop og sind, og særligt, når hun kunne tvinge og manipulere med det på denne måde. Han vendte håndfladerne direkte mod hende, hvorefter han lukkede øjnene og sendte en trykbølge direkte mod hende i et forsøg på at få hende til at stoppe. Han vaklede direkte baglæns, hvorefter han selv tog sig til halsen. Han ønskede slet ikke at miste livet her, også selvom han vidste, at det var sådan at en kamp i værste tilfælde, kunne ende med at blive til. Han vendte blikket fast mod hende. "Det er nok!" endte han denne gang langt mere fast end hvad han gjorde normalt. Det var heller ikek meningen at hun skulle tvinges derud, hvor selv ikke hun kunne holde til mere.