One look behind.. There you are!

[Jared Imaricha]

Elanya ville nok for altid være et ømt punkt for Jared. Hun havde været en fantastisk kvinde, og naturligvis skulle han også miste hende, som han havde mistet andre omkring sig. Han tog et godt sug af smøgen og pustede røgen ud igen. Det kunne godt være, at den dejlige kvinde, var som en bedstemor for hende, hvor han næsten kunne tage pladsen som bedstefar, men for pokker. "Og det skulle gøre nogen forskel? Kæreste Cecilaya, hvorfor hængte sig fast i fortiden? Jeg ved at du har set lidt af hvert, men jeg ved, at du nød det," påpegede han med en sigende mine.
Det kække glimt forblev dog tydeligt i Jareds blik, selv på trods af det triste emne. Cedric havde været syg, fra den dag han var kommet til verden. Det havde vel et sted bare været til det bedste, at han havde fået fred? Særligt med alt det, som de havde været igennem. "Han er savnet, smukke," sagde han sandfærdigt. End ikke han ville være et sekund i tvivl om, at den unge mand ville søge efter sin søster, til han havde fundet hende. "Er du bange for det?" spurgte han denne gang langt mere direkte, end hvad han havde gjort til nu.
Det gik hurtigt op for Jared, at Cecilaya end ikke var klar over, at hendes forældre måtte være i live. De havde fået en chance til på samme vilkår, som han selv havde. "Du ved det virkelig ikke, gør du? Du som omtaler dine forældre i datid. De er i live, kæreste," sagde han denne gang direkte, inden han gjorde det sidste sug og stumpede smøgen efterfølgende. Hun havde rejst sig. Hvorfor reagerede hun så voldsomt? Det var slet ikke nødvendigt. De mørke og så hemmelighedsfulde øjne gled mod hende. "Slå dig da til ro. Jeg overfalder jo ikke nogen," pointerede han og himlede med øjnene. Meget kunne han finde på, men honestly... fortrød hun virkelig, at de havde gjort det?

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Røgen generede hende ikke. Måske det var ilddæmonen, men hun fandt faktisk duften ret beroligende, somme tider måtte hun nok også erkende at hun havde fundet trøst i en af dem, trods det var en dårlig vane. Cecilaya så ned på sine hænder og fumlede en lille smule med dem. Det var jo ikke fordi hun ville plage ham med fortiden, men sandheden var at det syn hun havde på ham var så langt fra det forhold de tilsyneladende havde lige nu. "Jeg har aldrig påstået andet. Jeg ser dig som familie, Jared, det er grund nok til at tage afstand fra den slags," påpegede hun. Det var nok lidt dobbeltmoralsk eftersom hun havde været sammen med sin egen bror.
Savnet til Cedric var stort. Hendes blink sank en kende. "Det er han i sandhed," medgav hun og sukkede. Han ville have været er for hende i tykt såvel som tyndt, og i stedet var hun blevet glemt af stort set alle. Hans direkte tone, fik hende til at se op dog uden at sige noget. Det var svar i sig selv. Cecilaya knyttede sine hænder, fumlede lidt med tomlen, man kunne nærmest læse frygten. Det intime skræmte hende trods det ikke havde gjort ondt, men for pokker, Jared kunne ikke være den rigtige!
For mange år siden havde hun set sine forældre gå i døden, så hans afsløring kom meget bag på hende. Hun frøs på stedet og måbede for sig selv. Burde hun tage til Dvasias? Lysten var der, men på den anden side, så var det ej længere hendes hjem og hendes mor ville formentlig være skuffet. "Man kan sandelig aldrig regne med døden," mumlede hun og satte en hånd i siden. Der var så mange tanker og følelser at holde styr på lige nu, det var faktisk hårdt.
"Jeg nævnte aldrig et overfald," påpegede hun køligt. Han forstod virkelig ingenting, det lignede ham ikke.

[Jared Imaricha]

Det kunne godt være, at Jared igennem en lang årrække havde indtaget pladsen som familie for hende, men helt ærlig.. Han havde jo intet blodsbånd til hende, som individ, og nu stod han her, og havde rent faktisk været sammen med hende. Nu havde hun jo trods alt også været sammen med sin bror, så var det egentlig så farligt? "Er du bange for det, Cecilaya?" spurgte han direkte.
Emnet omkring Cedric gjorde ondt på hende, hvilket Jared kunne mærke. I hans øjne handlede det om at forsøge at komme videre. Det forsøgte han jo selv, også selvom det virkelig var hårdt. Rigtig hårdt endda. Det var heller ikke ligefrem nemt at komme over Ela. Det havde rent faktisk vist sig, at være hårdere og sværere for ham, end hvad han egentlig havde troet, at han ville. "Han har det nok fint hvor han er.. Han holder Elanya med selskab," sagde han sandfærdigt. For hans vedkommende var det betryggende. 
Faith og Kimeya var tilbage, og lige så meget i live, som det han selv var. Hendes reaktion gjorde det kun tydeligt, at det var en nyhed, som havde gået hende forbi. Han skoddede smøgen og satte sig tilbage med whiskyflasken i hånden. "Den man kan stole endnu mindre på, end man kan stole på et menneskeligt individ. De lever begge i bedste velgående, Cecilaya," sagde han direkte, inden han selv rejste sig op. Hans blik søgte hendes direkte. Der var virkelig ikke nogen grund til at skulle trække sig sådan fra ham. Det havde jo aldrig været hensigten, at hun skulle fortryde det, som de nu havde gjort. Han tog en god tår. Dette var måske ikke den samme sofistikerede mand, som han plejede at fremstille, men for pokker. "Ønsker du at jeg skal gå, Cecilaya?" spurgte han direkte. Blikket søgte omgående til hendes endnu en gang. Meget indgående.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Der var intet blodsbånd der bandt dem, hvilket gjorde det lidt mindre forbudt, men man kunne stadig ikke tage fra dem at deres bånd var skabt som et familiært. Cecilaya brød sig ikke om at se sin frygt i øjnene og endnu mindre at erkende den. I årevis havde hun afvist enhver mand der forsøgte at komme hende tæt, ingen bejler var nået langt med hende til manges frustration, og så var han kommet og havde kort efter nedlagt hende i skoven. Hendes krop sitrede stadig efter oplevelsen, forrådte hende ved at ønske mere, men hun efterkom ej det ønske.
I lang tid sagde hun intet, men stirrede bare ind i hans øjne, før hun til sidst slog det ned. "Det.. er jeg vel," hun så bort og knyttede sine hænder. Efter hvad den mand havde gjort ved hende da hun var lille, så fik hun kvalme bare ved tanken.
Hans stærke tiltrækning havde forhindret hende i at blive dårlig denne gang. "Du har ret. De står side om side," hun kunne godt lide den tanke, så hellere knytte sig til den end til noget andet.
Hun fugtede sine læber med et strejf fra tungespidsen og så mod døren der var tillukket med et slidt stykke stof, bare så der var lidt privatliv at hente.
Det var chokerende at hendes forældre var i live, men det var han trods alt også. Vidste de overhovedet at hun også var, eller havde de glemt hende som alle andre tilsyneladende havde? Hun valgte bevidst ikke at svare ham, i et forsøg på at samle sine tanker. Nej hun ville ikke søge till Dvasias lige nu, det ville være for farligt, desuden havde oprørende her brug for hende.
Hun så på ham med et opgivende suk. Måske hun burde lade ham gå, men nej.. han var velkendt. "Nej.. nej det gør jeg ikke," svarede hun endeligt og kravlede op i sengen til ham igen.

[Jared Imaricha]

Af blod var de ikke beslægtet, hvilket i Jareds øjne, gjorde det langt mere 'lovligt'. Desuden var han ikke den som var mest kræsen den slags angik. Ikke hvis han var sulten nok. For pokker, han havde endda været tæt på at forgribe sig på sin egen datter! Sin egen datter, som han end ikke vidste, overhovedet var klar over, at han var tilbage igen.. Eller hans søn for den sags skyld. Sandt at sige, at han ikke havde skænket dem en tanke siden han var kommet retur faktisk. "Tidsnok lærer du at det ikke er noget som man skal være bange for, kæreste. Det er faktisk en del af livet, som ikke kan undværes," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han ramte vel sømmen på hovedet?
Cedric og Elanya var personer, som de begge måtte savne. Derfor var det vel også bare betryggende at vide, at den ensomme grav ikke var det endelige? Uanset hvor meget sandhed og løgn, der så end måtte være i det. Han nikkede roligt, og med et smil. Det var et ømt punkt for dem begge, som de nu måtte lære at håndtere. 
Jared ønskede ikke at gå. For hans vedkommende var der noget trygt og velkendt her, selvom hun virkelig havde formået at pisse ham af dengang! Den unge leder, der troede at hun kunne det hele.. Hvor var han dog lykkelig for, at hun var gået hen og blevet klogere end som så.  At hun tog pladsen i sengen i stedet for, passede ham ganske udmærket. Han smilede let tilfredst, inden han satte flasken fra sig. "Du som plejer at være så nysgerrig, burde have fået noget af den stillet nu. Cecilaya," fortsatte han sandfærdigt. Hun havde vel været her i flere år? "Du leder folket her.. ønsker du at jeg skal gå, så åben den smukke mund og sig det," sagde han direkte.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya levede vel op til de få krav han havde til en kvinde. Hun kendte ham, bekymrede sig om ham og hun var køn pige.. synes hun da selv i hvert fald. Hendes grønne øjne faldt på ham igen. Den intime stund de lige havde delt, havde på ingen måde været smerteuld, hvilket var en tanke der skræmte hende mere. Cedric havde jo fortalt hende at det ej gjorde ondt hvis det var med den rette mand. "Du kan ikke undvære det. Jeg overlever uden," påpegede hun blot og trak benene op under sig. Høet var blødt at sidde på og ligge i, men det kradsede somme tider.
"I alt den tid, har jeg ikke været nogen mand tæt," indrømmede hun uden at virke hverken skamfuld eller bitter. Det var den levevej hun havde valgt, der var trods alt andre og lidt vigtigere ting. Det var fortrøstningsfuldt at vide at de to var sammen. Hvordan det i virkeligheden forholdt sig, kunne kun guderne vide, men det hjalp hende. Cedric burde ikke være alene.
Der var engang hvor Cecilaya havde været ham en evig plage, men selv hun var blevet voksen, ikke mindre nysgerrig, bare voksen. "Fortæl mig om det er en god eller skidt ting," bad hun og trak lidt på mundvigen. Jovist var hun nysgerrig og det havde hun altid været. Den lille pige som havde luret i krogene når alle troede hun sov. "Jeg åbnede lige min smukke mund og bad dig blive, gjorde jeg ikke?" hun hævede et slankt øjenrbyn og vendte sig lidt mod ham. Hvis han gik, så var hun stadig alene, måske han var en pestilens, men i det mindste var han der for en gangs skyld!

[Jared Imaricha]

Det kække smil måtte kun brede sig på Jareds læber. Det slog måske ikke hende ihjel, at undvære, men selv han vidste, at det var noget, som før eller siden, ville vække en frustration i hende. Det var et menneskeligt behov. Og før eller siden, ville selv det, ende med at banke på hendes dør. "For nu, kæreste... for nu," sagde han sandfærdigt. Velvidende om, at han allerede i løbet af ganske få dage ville sidde med den samme smerte endnu en gang.
Selv var han klar over, at hun havde været Cedric nær og tæt. Derfor kunne han ikke se det groteske i at have delt denne stund med ham. Ikke kun fordi at han faktisk ikke havde noget direkte blodsbånd med hende eller familien, så hvad var problemet egentlig? "Jeg forstår ikke, at du har kunne undvære det i så mange år. Det er mange år, han har været væk, kæreste," sagde han sandfærdigt.
At hun valgte at blive, var noget som glædede ham, samt at hun gav udtryk for, at han også skulle blive her. Han sendte hende sit varme og ellers så tilfredse smil. Hovedet lod han søge let på sned atter en gang. "Det kan være begge dele.. Du så lidt for mange ting dengang. Utrolig at du ikke har taget mere skade af det," sagde han direkte. Han mente det dog. Der var ikke det, som hun ikke havde set dengang, og alt det som både hende og Cedric havde stået model til. Han endte med at sætte flasken fra sig, for i stedet for, at glide ned i sengen. Armene lod han glide bag hans hoved, som han let skød brystet frem. "That's more like it.." sagde han ganske så selvtilfredst.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Frustrationen havde været der før. CEcilaya ville hest ikke indrømme at hun havde behovet, men det havde Jared jo lige påvist at hun havde. Hendes hjerte slog hurtigt. Lige nu føltes det som var han gift for hende, gav hende tanker som slet ikke burde eksistere. Tanken om at han snart ville føle samme smerte, slog hende ikke, hun var nok bare typen der ikke var særligt god til at tænke fremad, men levede derimod i nuet. "Jeg begynder at få en fornemmelse af at du ville ønske at det skulle ske igen," hun rynkede lidt på sin pande og vendte blikket mod ham bare for at få be eller afkræftet det.
"Jeg har bare ikke det samme behov som dig, tror jeg. Det har jeg i hvert fald ikke haft til nu. Jeg var trods alt kun et barn dengang," påmindede hun og strøg sin arm. Stemmerne uden for var døde, det var ved at være sent og langt de fleste havde søgt ind i deres telte. Det gav et lidt andet privatliv.
"Der er en grund til at jeg ikke ønsker det intime ikke? I har alle traumatiseret mig," svarede hun og kunne ikke holde en mild latter tilbage. Heldigvis var det begrænset hvad hun kunne huske, hvilket hun egentlig var ret taknemmelig for. desværre var billedet af Jared og Ela i hendes hoved, som var det lige sket i går.
Hendes blik fulgte ham til han lå ned i sengen, og så lidt for charmerende ud. Hun san en klumpg og kunne ikke dy sig for at lade blikket glide ned over hans faste krop. Som drevet af det, endte hun med at glide ned ved siden af, tæt ind mod hans krop. "Hvad stiller man op med dig?" hun sukkede opgivende før hun i stedet vendte sig mod ham med et lille grin.

[Jared Imaricha]

Hvorfor lægge skjul på ting, som man ønskede skulle ske? Det var i hvert fald sådan at Jared havde det. Han havde nydt det. Ganske vidst havde han ikke forestillet sig, at skulle gøre det her med en pige, som igennem hele hendes liv, havde haft en placering ved ham, som hans niece, men for pokker.. Hver ting til sin tid. "Jeg nød det, Cecilaya.. Desuden er jeg ikke en der deler dette fantastiske syn med gud og hvermand," sagde han med en ganske sandfærdig mine. Hvorfor lyve?
For Cecilaya var det måske ikke just et behov i samme forstand, som det var for ham, men for pokker... han var jo nødt til at prøve, når det endelig var. Han himlede let med øjnene. Selv kunne han ikke forestille sig et liv uden, også selvom det for hans vedkommende i mange henseender, ikke var andet end en direkte forbandelse, som han måtte lære at leve med, så måtte det jo komme med tiden. "En ung pige, der oplevede noget, som hun slet ikke skulle opleve, kæreste.. Det er en skam, at det har skræmt dig væk fra den fantastiske verden, som det kan være," sagde han med en rolig stemme. 
Som hun lagde sig ned, lod han ganske roligt den ene arm søge om hende. Han var glad for, at der i det mindste, var noget som han kunne genkende i denne verden, også selvom det ikke just var sådan at han havde regnet med, at fortiden, skulle banke på hans dør. Han bed tænderne let sammen. "Traumatiseret... jeg har lige vist den gode side af mig, kæreste," pointerede han med et kækt smil på læben. Han vendte blikket mod hende. Skulle han udnytte situationen lidt? Han plantede et kys mod hendes tinding. "Du kan ikke undvære mig.. Jeg kan ikke undværes," afsluttede han med en ganske selvsikker stemme.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Mpske det bundede i at Cecilaya faktisk havde arvet sin fars fornuft og sin mors stædighed. Hun vidste at ingen kvinde burde give sig selv til enhver, ikke at Jared var en tilfældig mand på gaden, men det havde han jo så alligevel været lidt i det her tilfælde. Der kørte så mange tanker rundt i hovedet på hende, mens de lå der i aftenens stilhed. Hans blik fik hende kort til at rette opmærksomheden mod hans bryst. Han havde ret.. det var et syn for guder, men det gjorde det ikke mere rigtigt! "Jeg nød det også," indrømmede hun og sukkede tungt. Ikke fordi det var nogen hemmelighed, hendes krop havde for længst afsløret hende. En kende overgivende, lagde hun sig ind mod hans krop, og overvejede længe om det ville bryde for mange grænser hvis hun lagde armen om ham. For nu lod hun være.
"Cedric fjernede frygten.. for et stykke tid, så døde han. Hver gang nogen har rørt mig siden, så har det vækket ubehag. Foruden i aften. Cedric plejede at sige at.." hun tav og fugtede sine læber. ".. at når man fandt den rette så var det rart, ikke ubehageligt," fortalte hun og håbede ikke at han tog det som en direkte hentydning, for det var slet ikke ment sådan! Måske han alligevel havde haft en pointe?
"Så vil jeg nødig se din dårlige side," svarede hun med et lille grin, og vendte hovedet for at lade sit blik møde hans. Hun kunne straks mærke hvordan det begyndte at trække i hende igen, hvilket var frustrerende og farligt! "Vi bør sove. Børnene vækker os tidligt," advarede hun og lagde en forsigtig hånd på hans mave.

[Jared Imaricha]

Fornuft og lyst, var to helt forskellige ting, hvilket var noget som selv Cecilaya måtte erfare før eller siden. Selv hans blik måtte glide mod hendes skikkelse atter en gang, som hun sad der.  Hans blik gled mod hendes skikkelse. Hun nød det. Der kom bekræftelsen og erkendelsen i hvert fald. "Det ved jeg, at du gjorde," sagde han med en sandfærdig mine. Et sted med et selvsikkert og kækt smil. Han kunne jo heller ikke lade være.
Cedric havde taget det værste dengang. Selv Jared vidste, at hun havde delt stunder med sin broder, som søskende slet ikke burde dele. Dog kunne han da ikke klandre dem for at have taget de valg. Hans blik gled mod hendes skikkelse igen. "Han håndterede det godt.. Og jeg vil sige, at han har.. ret," sagde han roligt. Gjorde man det med den rette, gjorde man heller ikke modstand. Og gjorde man ikke modstand, så gjorde det vel heller ikke ondt? Det bundede jo igen i ren og skær logik. Armene lod han søge om hende, da hun havde valgt at lægge sig ved ham. Han smilede tilfredst for sig selv. Selv kunne han sagtens klare en tur eller to mere, men han ville nu heller ikke presse citronen. "Du skal ikke være bange for det menneskelige behov, smukke," sagde han endeligt.
Hånden mod hans mave, fik et smil til at passere hans læber. Det var tydeligt selv for ham, at end ikke hun, var færdig i denne situation. Ikke at det var noget som gjorde ham noget. For det gjorde det på ingen måde. "Det vil sige, at du rent faktisk ønsker, at jeg skal blive liggende her? Fabelagtigt.." sagde han tydeligt tilfreds. Han lagde sig til rette og med de stærke arme trygt beskyttende omkring hende. Det her var han bange for, at han allerede alt for hurtigt kunne vænne sig til. "Så lad os sove.. Sov godt," sagde han roligt, inden han roligt lagde sig til rette. Søvnen kom hurtigt til ham. Her var trygt og her var godt.. Her var Cecilaya.

//Out