One look behind.. There you are!

[Jared Imaricha]

Cecilaya Lillith M.J. Marvalo

---

Hvor langt Jared egentlig havde vandret, havde han ingen anelse om. Han gik endnu i sin egen lille verden.. hverken så nogen eller lagde mærke til noget, og særligt nu hvor smerten endnu en gang havde meldt sig i hans krop og sind. I hans tanker, kunne han nærmest høre Elanya tigge og bede ham om at ende den lidelse, men nej... det skulle ikke være med hvem som helst.
Hvorfor han i det hele taget havde fået lov til at få denne mulighed for et liv.. et liv uden hende, forstod han endnu ikke. Svar som han vel nærmest desperat søgte efter? En ny start? Et sted hvor han måske ikke var så kendt som han var i Dvasias? Ej kunne man da sige, at han var et ukendt ansigt tilbage i mørket.

Tankerne slog Jared ud af hovedet. Han var nødt til at slå koldt vand i blodet, ellers ville den blanding som han var, ende med at tage hans liv før eller siden. Han bed tænderne hårdt sammen, inden han stoppede op. Skoven her, havde han ikke lagt en visit igennem rigtig mange år. Her var koldt, dødt og øde. Turen til New Dale skulle nok vise sig, at blive temmelig lang. En smuk kvinde håbede han jo næsten, ville møde ham ved byens porte. Se, det ville jo være helt fantastisk!  Han trak vejret dybt. Efterhånden kunne han ikke holde ud at være til! Og smøgerne var efterhånden opbrugte, så end ikke dem, havde han at dulme nerverne på. "Forbandede.." mumlede han for sig selv. Han var ved at være kold, men hvad fanden. Det havde jo ikke slået ham ihjel endnu! Han fortsatte. Han skulle passere skoven, for at komme til New Dale.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya bevægede sig lydløst bag de rustikke træer. Hendes blik havde igennem lang tid, fulgt denne fremmede herre på sin vej gennem skoven. Det var så sjældent der var nogen ud over oprørende der bevægede sig å disse kanter. Skoven var kendt som et farligt sted, og lejren lå ej langt derfra, det var hendes ansvar at holde dem beskyttet.
En mørk, slidt kappe hvilede om hendes skikkelse. Dens hætte skjulte hendes røde hår og grønne øjne der ellers var ret så karakteristiske. I årevis havde hun været forsvundet fra jordens overflade, hun havde fået muligheden for en ny chance, et sted hvor hendes evner og person var værdsat, frem for i Dvasias, der kun havde bragt hende stor usikkerhed og ensomhed.
Bladene hvislede lidt når hun tog et nyt skridt og søgte bag ly bad et nyt træ. Hendes hjerte bankede. Det var ikke nervøsitet eller frygt, det var noget andet, noget som hun ikke kunne sætte finger på, men som drog hende mod denne fremmede. Det var endnu ikke gået op for hende at det var en stor del af hendes fortid hun netop nu bevægede sig i skyggerne af.
Flere gange overvejede hun at stoppe ham, men der var ingen grund til at skabe en konflikt eller en krig hvis han ikke var en trussel for dem eller deres mål.
Hun stod bag et stort egetræ og nærmest holdt vejret. Han var så tæt på. Hun kunne høre hans stemme, så... velkendt. Hun rynkede på panden og tittede forsigtigt ud bag stammen for at tage ham i betragtning. Den stemme.. den gjorde hende ikke bange, tværtimod, dog kunne hun ikke placere den lige til at starte med. Hendes tanker kredsede. ”Jared,” hviskede hun for sig selv da den grumme sandhed endelig gik op for hende. Havde hun bevæget sig i skyggerne for at forfølge en mand der i havde lært hende alt der var værd at vide om livet? Med hamrende hjerte, trådte hun frem bag stammen og stod bag ham. ”Det er ikke så tit at vi får dvasiansk besøg på disse kanter,” sagde hun og slog hætten ned. Et let smil hvilede på hendes læber og et mildt udtryk i hendes blik. Hun var ikke længere en pige, men en voksen kvinde. Højere end sin mor, med fyldige former, og et modent ansigt frem for blot en piges. Ville han overhovedet kunne genkende hende?

[Jared Imaricha]

Selv den kulde som herskede på stedet her, var end ikke noget som Jared bed sig fast i. Smerten i hans krop og sind, var så intens, at det eneste, som han kunne finde bare et lille holdepunkt i, var Elanyas stemme, som igen og igen lød i hans hoved. Indbildning? Måske.. han vidste det faktisk ikke helt. Han klemte øjnene let sammen, inden han fortsatte. Verdenen var blevet et farligt sted, men end ikke det, skulle have lov til at afholde ham fra at søge mod New Dale.
Stemmen som måtte lyde, fik ham til at stoppe op. Stemmen for ham, var genkendt. Han gik bare så meget rundt i sin egen verden, at han end ikke havde lagt mærke til, at hun havde været i hans nærhed. Han drejede hovedet. Hans øjne var mørke og nærmest tomme. "Skal jeg anse mig som heldig? Møder en smuk kvinde, selv inden jeg når New Dales porte." Som altid, rettede han sig op, også selvom smerten stod ud af hans øjne. Søvn havde han opgivet for flere dage siden. Han kunne ikke finde den ro der skulle til. Armene lod han søge over kors, som han let lænede sig op af det nærmeste træ. Det måtte være hans hjerne der spillede ham et puds. Af alle han absolut skulle begynde at se, så var det Cecilaya? "Og så absolut den forkerte kvinde.. Jeg beklager.. Jeg har ikke tid til det her.." Som ordene han havde skænket Elanya, da han havde lukket døren for øjnene af hende, vendte han om på hælen igen, og fortsatte sin smertefulde vandring mod New Dale. Det kunne simpelthen ikke passe.. Han kunne ikke tænke klart. Det som han så, var slet ikke noget der skete!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det overraskede uden tvivl Cecilaya at se Jared igen. For mange år siden havde hun hørt rygter om hans død, så hvad lavede han her? Var det Nathaniels værk? Det gav ingen mening eftersom hendes kære bedstemor jo også havde været død i mange år. Hun lod en hånd løbe ned gennem hendes røde hår. Man kunne godt se at hun var gået mange klasser ned. Fra at have været leder og have haft rigeligt med penge, stod hun nu overfor ham i slidte, pjaltede klæder og uglet hår. De havde intet herude ud over en bæk at bade i når vejret tillod det, her var trods alt sne og is det meste af året.
Hun blev roligt stående bag ham med et mildt blik hvilende i hans nakke. Modsat hendes mor forsøgte hun ikke at være hård eller kold, somme tider når kulden i hende tog over skete det automatisk, men det meste af tiden var hun bare varm og imødekommende. Han genkendte hendes stemme. Hun åndede lettet op og så lidt forventningsfuldt på ham. ”Plejer man ikke at sige, at de smukkeste ting findes uden for bygrænserne?” spurgte hun og lagde hovedet let på sned. Den kølige vind rev lidt i nogle af hendes lokker. Han måtte være meget sulten, for det eneste hun kunne tænke på var at kysse ham.. røre ved ham, men hun blev stående hvor hun stod og håbede ikke at han ville søge væk. Hendes smil blev slået lidt væk da han omtalte hende som den forkerte kvinde. Han mente formentlig at hun ikke var Ela. ”Jeg beklager sandelig at jeg ikke lige var hvad du havde i tankerne, Jared, men det er altså hvad du kan få åbenbart,” svarede hun lidt flabet og lod sig ikke slå helt ud af det. ”Du er sulten. Der er et bordel i nærheden,” informerede hun lidt bekymret. Hele hendes krop føltes varm og længselsfuld. Han skulle ikke komme tættere på hende, så ville hun nok ikke kunne dy sig længere, hvilket bare ville være meget underligt deres relation taget i betragtning.

[Jared Imaricha]

Sulten stod tydeligt i Jareds ansigt. Ikke havde han næret sig i mange dage, og dette var jo det typiske resultat af dette. Hans krop rystede alene af anstrengelse. Normalt havde han lagt sig i armene på en smuk kvinde nu.. Kysset hende, kærtegnede hende og givet hende en tur til himmels, som de begge ville kunne nyde, men efter han selv var kommet retur til livet, uden sit livs kærligheds ved sin side, så havde selv hans liv, taget en voldsom drejning. Selv var Cecilaya nemlig heller ikke den eneste, der stod uden en krone på lommen, da alt hvad han selv havde ejet og haft, gået videre til hans børn. Af hvad han vidste i hvert fald.
Jared trak kækt på den ene mundvig. Udstrålingen i sig selv, sagde nok det hele, selv for hendes del. Han var sulten, og han havde ikke været en kvinde nær i uendelige tider. "Så sandt, som det er sagt. Dog havde jeg ikke forventet min niece, som skulle dukke op for mit blik." Rygterne sagde jo, at hun længe var gået i døden. Hvad lavede hun så her? Det måtte være hans hjerne, der endnu en gang måtte spille ham et puds. Han hørte Elanyas stemme fra tid til anden, og nu begyndte han at se ting? En skam, at det jo så skulle vise sig, at være den forkerte kvinde. Hans hjerte blødte.. Han kunne ikke finde sin plads, og det var i det hele taget bare.. et helvede han var røget tilbage til. "Jeg klarer mig, smukke. Jeg har ikke brug for din hjælp." Selv røg ordene direkte ud af ham, med en tydelig spids undertone, inden han fortsatte vandringen mod New Dale. For en gangs skyld havde han bare brug for at ordne tingene selv, uden at folk skulle lægge en bekymrende hånd mod hans skulder. Han var en voksen mand, som var nødt til at tage hånd om sit nye liv selv.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Trods alt den ulykke der havde ramt ham gennem de sidste par år, så var han stadig Jared. Der herskede ingen tvivl om hans sult, hun kunne se smerten lyse langt ud af hans blik. Cecilaya følte med ham. Det måtte være forfærdeligt at være underlagt en forbandelse der tvang en til at være sammen med andre end den kvinde han elskede. Personligt havde hun ikke rørt en mand siden Cedric var afgået ved døden. Hun savnede ham stadig. ”Nah.. jeg har altid haft en evne til at overraske,” svarede hun med et lille grin og slog blikket ned. Hendes hånd strøg hendes overarm mens hun stod der og betragtede ham. En stor del af hende havde lyst til at springe ham om halsen i en omfavnelse, men gjorde hun det, ville hun formentlig ende med at gøre endnu dummere ting.
Som han igen satte i gang, og drog videre mod byen, himlede hun med øjnene og småløb lidt for at følge med ham. Han kunne ikke flygte fra hende, og hvorfor forsøge? Det gjorde hende faktisk en kende skuffet, at han slet ikke lod til at være det mindste glad for at se hende.
”Faktisk ligner du en der har brug for min hjælp. Jeg er kendt på disse kanter,” hun gik bagved ham med målrettede skridt og fulgte ham. Tilbage i lejren var der også kvinder der kunne hjælpe ham. Det sidste hun ønskede var at se ham have ondt. Hendes arme svang lidt frem og tilbage i takt med hendes skridt. Hun nåede roligt op bag ham, og greb udefter hans kappe for at få ham til at stoppe op. ”Hey! Jeg ved godt jeg var dig en pestilens til tider, men gider du godt lade være med at lade som om jeg ikke eksistere?” spurgte hun en kende irriteret. Der skulle meget til at gøre hende direkte vred, men når hendes egen onkel ikke ville vedkendes hende, så blev det lidt irriterende.

[Jared Imaricha]

Til trods for at Jared havde været en mand, der var vant til at have mange bolde i luften, så kunne han kun have en ting i fokus, når han havde det, som han havde det lige nu. Forbandelsen ved det sensuelle, havde været en del af hans liv altid. Det eneste, som han jo egentlig var ked af, var at det var blevet trigget så tidligt. Det var jo så noget, som han måtte bøde for resten af sit liv. Han måtte dog alligevel trække på smilebåndet ved hendes ord. "Overraske? Åh kæreste, du havde en tendens til at komme, når man mindst ventede det. Som nu," bed han af hende endnu en gang. Kunne hun ikke bare se, at det var en elendig timing lige nu? Han havde det af helvede til, og i forvejen, og det som hun gjorde nu, var ikke at gøre det bedre for ham!
Jared begyndte at gå. Han havde uden tvivl svært ved at forestille sig, at Cecilaya i det hele taget skulle stå der. Det måtte være hans hjerne igen. Det var jo ikke første gang i denne tid, og særligt når han havde det, som han havde det nu. Et glædeligt gensyn? Næppe.. Han vidste ikke hvordan han skulle forholde sig til disse ting. "Godt at det falder nogen til gode," sagde han endeligt. Turen til Imandra havde han dog taget før, og særligt til New Dale, selvom det var ved at være mange år siden sidst.  Hvorfor kunne hun ikke bare lade ham være? Som hun tog fat om hans kappe, var han tvunget til at stoppe op. Langsomt i det indre, måtte han alligevel tælle til ti.. forlæns og baglæns. "Forstå mig ret, smukke.. Jeg kan umuligt se dig.. jeg burde slet ikke se dig. Smuk som du end er blevet, så er det ikke noget som burde ske, forstår du?" Denne gang stirrede han direkte på hende. De var kommet skræmmende tæt på.. Om hun var der, eller om det bare var hans hjerne, kunne han slet ikke finde ud af. Han var fristet til alt muligt.. ting, som han slet ikke burde være fristet af. 

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya følte sig voldsomt draget af hans væsen. Han var langt ældre end hende, så hun vidste at hun ikke havde en chance hvis de kom tæt nok på hinanden. Alligevel søgte hun lidt desperat efter ham, for hun kunne jo ikke bare efterlade ham i den tilstand! Hvad hvis han ikke nåede at finde bordellet før det var for sent?
”Jeg kommer altid som sendt fra himlen,” svarede hun med intentionen om at lyde kæk, men hendes lidt stressede forfølgelse fik det mere til at lyde som en konstatering. For ham var det nok elendig timing, men i hendes øjne var det ret passende når han havde det så elendigt. Hun havde mistet ham én gang, og trods de ingen kontakt havde, så ønskede hun ikke at miste ham en gang til. Han var et levn fra hendes fortid så at sige, et varmt minde og en tryg base.
Hendes fingre lukkede sig omkring hans kappe, og da han brat stoppede op, var hun nær ramlet ind i ham. Lettere forpustet satte hun en hånd i siden og betragtede hvordan hun stadig holdt ham som var det netop lykkes hende at fange et undsluppet kvæg. Roligt hævede hun blikket til hans og så meget alvorligt ind i hans øjne hvilket nok var den dummeste beslutning hun havde taget i dag. Han tryllebandt hende. Hver en del af hendes krop blussede op af en indre varme. Alle de ord der havde hvilet på hendes tunge var glemte og i stedet erstattet med en forfærdelig lyst til at smage på hans læber. Man kunne ane hendes kamp, ane hvordan hun så fra hans blik til hans læber og tilbage igen. ”N-nej je.. jeg forstår d-det ikke,” svarede hun lidt fraværende. Hvorfor burde han ikke se hende? Intet var hændt.. hun var forsvundet for mange år siden, blevet taget af Imandranerne, men de havde givet hende et liv med værdighed. Hendes hånd slap kappen og gled i stedet ned over hans arm. Følelsen sendte små varme impulser gennem hendes hånd.

[Jared Imaricha]

Jared vidste godt, at det var ved at være oppe om. Måske at det et sted var derfor han havde søgt ud? En ensom løve, som ønskede at lide i stilhed? Man så det ofte.. rigtig ofte endda. Han bed tænderne sammen. Gud hvor gjorde det her dog ondt! Og Cecilayas tilstedeværelse, gjorde det ikke just bedre, da han ikke ønskede at skulle dele det her med hende! Det satte ting i gang, som han selv ikke kunne kontrollere. Selv ikke med den alder som han havde, var det alt, som han var herre over.
Blikket vendte Jared direkte mod hende. Her dannede de en direkte øjenkontakt i stedet for. Et lokkende glimt viste sig i hans øjne. Han kunne jo ikke selv styre det. Han bed tænderne let sammen, som hun alligevel stod der så tæt på ham. Et desperat ønske om at tage hende tæt i armene og indhylde hende i det mest intime som kunne ske mellem to individer. Men... når man i forvejen ikke var overbevist om, at hun rent faktisk stod der, så var det virkelig svært. Og ikke ønskede han at begå den fejl en gang til! Den havde jo faktisk kostet ham livet en gang tidligere. Livet havde han trods alt kært. Han havde stadig to børn.. og et liv at få styr på. På et eller andet tidspunkt. Hun strøg ham over armen.. Han vidste at hun var draget af hans væsen. Han slap hendes blik med sit.. For i stedet for at vende blikket mod hendes hånd. Han vendte den, så hans håndflade kort strøg mod hendes fingerspidser. "Slip mig.. Ellers lover jeg dig for, at du bliver indhyldet i en verden, som du aldrig vil forlade igen," sagde han med en mere intens hvisken, end hvad der egentlig var meningen. Selv Jared måtte sige sig, at være præget og påvirket af dette, og det behøvede så sandelig ikke at være en god ting. Han knyttede næven og trak den til sig. Han forsøgte da, at holde hende på afstand.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Trods han var et lille stykke af en nu fjern fortid, så ville Cecilaya aldrig kunne få sig selv til at efterlade ham til dødens kolde greb igen. Om hun ville det eller ej, så havde denne mand en kæmpe betydning for hende, han havde været der altid, lært hende alt hvad han kunne, støttet hende, vejledt, guidet hende, sågar holdt om hende når tingene havde virket for uoverskuelige, og nu havde han brug for hendes hjælp.
Hun sank en klump og mærkede hvordan hans hendes fingre gled ned over hans håndflade, et par gange. De betragtede det begge som havde det været det mest fascinerende i denne verden. Hendes hjerte slog hårdt. Hans duft.. hans stemme var euforiserende, det var som at træde ind i en helt anden verden. Måden hendes krop reagerede på var ukendt og farlig grund, følelser som hun ej ønskede at føle. I et kort øjeblik af selvkontrol, trak hun hånden til sig som havde hun brændt sig, og bakkede et enkelt skridt, med et næsten lidt forskrækket blik. Det var aldrig rigtigt gået op for hende hvor stærk en magi det faktisk var han besad. Hun stod længe bare og kiggede på ham med et forvirret blik. Hun nuldrede sine fingre ned i en håndflade på sine knyttede hænder, mens hun inderligt forsøgte at modstå fristelsen til at træde ham i møde, og udleve meget intime billeder der strøg gennem hendes hoved. Han var hendes onkel! Ganske vidst ikke af blod men det var slemt nok!
”Kom nu med her Jared,” bad hun lidt stakåndet. Der var ikke langt til lejren og der kunne han hente hjælp, men det skulle gå stærkt inden det også ville gå galt for hende. Hun trak vejret dybt forsøgte at bide det i sig, men det var virkelig ikke nemt. Det var nok første gang hun for alvor oplevede ham præget af den sult, og hun var ingen fan... og så alligevel!

[Jared Imaricha]

At bede om hjælp, havde nu aldrig været Jareds kop the. Det var vel bare nemmest at søge ud og væk fra det hele, når bare blev for meget. Netop det, som han ikke havde gjort sidst. Hans blik søgte til deres hænder. Selv han måtte være fristet af ting, som han slet ikke burde være fristet af længere, og da særligt fordi at hun var det levn fra hans... gamle liv, vel? Det var stadig helt surrealistisk for ham at tænke på.
Jared knyttede næven og vendte blikket væk, også selvom det krævede al den viljestyrke som han kunne lægge i det. Hans krop var spændt nærmest som en bue, og han kunne ikke finde hvile eller mulighed for ro. Selv ikke ved at søge så langt væk. Det gjorde det bestemt ikke bedre, at han i et kort øjeblik, stod og var fristet til at tage hans egen niece i sine arme.. skænke hende de kys og kærtegn og indhylde hende i den verden, som selv kun en sensuel dæmon kunne gøre det. Det ønskede han slet ikke. Han rystede på hovedet. Han ønskede oprigtigt ikke at tage med hende nogen steder. Han ønskede faktisk at håndtere dette på egen hånd. Holde afstand til dem som han holdt af, og havde nær i sit liv, og håndtere sine egne problemer, så han forhåbentlig kunne komme over det tab af Elanya. Gud hvad han dog ikke ville give for en smøg lige nu! "Tag hjem, Cecilaya," bad han med en direkte stemme, dog uden at kigge på hende. Et sted mest i frygten for at lade sig selv friste yderligere. Viljestyrken i ham, var ikke hvad den havde været, og særligt ikke når han var så præget af sulten, som det han var i en stund som denne. Det var hårdt, og særligt når han stod overfor så smuk en kvinde. På mange måder, lignede hun jo sin kære moder. En kvinde, som han selv havde haft et forbandet godt øje til igennem en lang årrække.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det lod til at virkeligheden begyndte at banke på for ham. Et sted var det lidt fantastisk at han aldrig havde fundet hende efter hendes forsvinden, ikke at hun bebrejdede ham, men havde han overhovedet ledt? Som ung havde hun bestemt ikke gjort livet let for ham, måske han til sidst havde været.. lettet? Hun sank en klump. Uanset hvad fik han ikke lov til at vandre rundt i ensomhed til han ikke længere kunne stå på sine egne ben!
Det var lidt lettere at samle sig nu hvor der var blevet lagt lidt afstand i mellem dem, i hvert fald kunne hun trække vejret, men hendes tanker drev stadig konstant i hans retning. Nogen var nødt til at gøre noget, det kunne ikke være hende, hvilket hun også var ret sikker på at han var med på. Hans stædighed fik hende til at himle lidt med øjnene. Muligvis lignede hun meget sin mor, men fornuften havde hun fået fra sin far og lige nu opførte Jared sig som et barn der ikke havde fået sin vilje. ”Tag med mig. Der er ikke langt og der findes folk der kan hjælpe,” gentog hun lidt bestemt. Hendes blik hvilede i jorden, hun kunne ikke se på ham uden at føle sig ledt i fristelse. Tanken om hans berøring sendte et mildt gys gennem hende, plantede en længsel der spirede på uendelig kort tid. ”Jeg går ikke uden dig, Jared,” sagde hun direkte. Stædigheden var der bestemt også.
Cecilaya vendte forsigtigt blikket lidt op med en lang indånding der skulle forhindre hendes tanker i at søge for langt væk. Det hjalp ikke særlig meget, lysten og begæret var der stadig. Lidt vovet greb hun ud efter hans hånd, i et forsøg på at trække ham med sig i retning af lejren. Det var ikke så langt, så mon ikke de kunne klare sig?

[Jared Imaricha]

Jared ønskede at lide i stilhed. Var det virkelig meget at forlange? Jovist ville han ikke have noget imod, hvis en whisky og en pakke smøger kunne sendes i hans retning, men det var nok en luksusvare, som han næppe ville få adgang til. Hans blik hvilede mod hendes fødder. Forbandelsen trak i hende, som den også måtte trække i ham. Han ville ikke. Han ønskede jo for pokker ikke at gøre det med hvem som helst! Elanya.. Bare tanken om at få lov til at nyde det varme skød igen. Velvidende om, at det ikke kom til at ske.
Cecilaya havde sine forældres stædighed. Desværre. Som hun kom tilbage til ham, måtte han endnu en gang hæve blikket mod hendes. Hvad hun i det hele taget lavede herude, var en tanke, som egentlig først slog ham i øjeblikket. Som hun tog omkring hans hånd, mærkede han igen hvordan de elektriske impulser skød direkte igennem hans krop og sind. Hans øjne søgte hendes direkte, dog uden at rokke sig så meget som en eneste tomme. "... Hvad laver du i det hele taget herude?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Var det virkelig hende, og ikke bare hans hjerne der spillede ham et puds? Elanyas stemme skreg nærmest i hans sind. Hun skreg så meget, at det næsten gjorde helt ondt!
Jared tog et enkelt skridt med hende, inden han igen stoppede op. Han ønskede ikke hendes hjælp, og bare det at hun havde fat i ham, satte alt muligt igang, som slet ikke burde være. "Cecilaya... smukke.. du skønne unge frøken. Lad mig håndtere det her på egen hånd," endte han med en ganske sigende mine. Han ønskede for en gangs skyld bare at finde et nyt standpunkt i livet. Men det var for pokker da heller ikke nemt, når der absolut ikke var noget, der var, som det plejede at være!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Jared havde altid været den der havde opildnet hende til at fortsætte, og aldrig give op. Hans sult var et udtryk for at han havde opgivet, og den tanke skræmte hende. Jovist havde han mistet, det samme havde hun, men livet gik videre, der var andre der behøvede en. Som han ikke havde Elanya, ligeså havde hun ikke sin kære bror der altid havde taget hånd om hende. Det føltes som smeltede deres hænder sammen, men det havde intet at gøre med hendes varme. Ihærdigt forsøgte hun at trække ham med sig, men hans massive, solide krop blev stående på stedet, mens det eneste hun fik ud af det, var sved på panden.
Det tog hende et øjeblik at erkende at han ikke ville flytte sig. Lidt opgivende vendte hun sig mod ham.
”Jeg bor her. Eller tæt på her,” fortalte hun ærligt.
Egentlig havde hun tænkt sig at slippe hans hånd, men af en eller anden grund tog hun sig selv i stadig at stå med den i sin hånd i hans selv efter flere sekunder efter. Hun fugtede læberne med et strejf fra tungespidsen og så op for at møde hans blik igen. Det føltes som om hendes ben smeltede under hans blik. ”De-det kan d-du ikke” det tog alt hendes energi at klamre sig fast til den lille kontrol hun havde. Hans alder gjorde det på ingen måder nemmere for hende, men for pokker, hun kunne ikke gøre sig de tanker! Det havde hun aldrig gjort.
Tøvende hævede hun den anden hånd og lod den løbe ned over hans kind. ”Er du ikke bare lidt glad for at se mig?” spurgte hun hæst. Uden overhovedet selv at have bemærket det, var hun kommet tættere på ham. Deres kroppe mødtes næsten, dog uden helt at være i berøring, hvilket nærmest føltes som tortur.

[Jared Imaricha]

Cecilaya var ung.. gudeskøn og med et helt liv foran sig. Hvor Jared derimod var en aldrende mand, som havde mistet det eneste, som egentlig havde holdt hans kontrol bare lidt ved. Nu havde han sine børn.. Som selv var blevet voksne og sikkert også havde deres liv. Han havde end ikke haft det overskud til i det hele taget at opsøge dem. Det lignede ham slet ikke. Men han kunne ærlig talt slet ikke overskue sit liv som det stod lige nu.
Stædigt blev Jared stående, selvom Cecilaya tydeligt måtte insistere på at trække ham med sig. Han var ikke interesseret i at søge med hende. Hun boede herude? "Du som kommer fra et stort herskabshjem, har valgt et liv herude? Hvad skal der dog ske med den her verden.." Han rystede på hovedet. Det var ikke mange ting, som var som det havde været dengang, og han havde svært ved det. Han følte det jo, som var han kun gået i seng en aften, og så var han vågnet op til en helt ny verden.
Igen blev hans tanker afbrudt, da hun lagde hånden mod hans kind. En tydelig sitren gik igennem ham. Selv var han ikke vant til den form for kærtegn. Igen måtte han lade blikket søge hendes direkte. Det lignede ham måske ikke at give op på den måde, men for pokker.. Selv for ham, kunne tingene blive for meget til tider, og selv der måtte den mentale dæmon jo spille ind! Længe blev han bare stående og stirrede hende ind i øjnene. Smuk var hun.. gudeskøn. "Du ligner din gudeskønne moder, Cecilaya.. Kan det virkelig passe, at du står her foran mig?" spurgte han. Håbet havde meldt sig i hans stemme, også selvom han endnu blev stående. At tage imod hjælp, var i forvejen slet ikke ham.