One look behind.. There you are!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det var allerede svært for hende at huske hvordan pokker de var endt her. Alt havde virket euforisk, en del af en anden verden, et andet sted. Hun så sig omkring og realitetsorienterede sig selv. De var stadig i skoven, det gik bare først for alvor op for hende nu hvor mørkt og dystert der var, og her lå de nøgne på en lodden kappe og med kulden i sig. Hans milde hånd fangede hendes opmærksomhed og lod hende hæve blikket til hans. "Jeg skammer mig ikke, det er bare.. dig.. os.. det her. Jeg blev lykkelig da jeg så min onkel og min mentor i dag, det er bare.. underligt," forsøgte hun og lød både kludret og lidt usikker, hvilket lå ret naturligt til hende. Hun forsøgte at bryde det med et lille grin i stedet for.
De kunne stadig se hinanden i øjnene, og sig selv, hvilket vel et sted var det absolut vigtigste?
"Desværre ikke. Jeg tror måske vi har nogle gemt i lejren, sammen med en flaske whisky eller to. Jeg ved ikke med dig, men jeg kunne godt bruge en lille tår," indrømmede hun og mærkede sine kinder blusse lidt. Det her var kommet ret meget bag på hende, så havde havde behov for bare et eller andet at styrke sig selv på. Hans væsen dragede hende endnu mod sig, det var så fristende at kysse ham, gentage det hele, men det ville næppe få hende til at føle sig bedre tilpas. Hele tanken om at hun havde været intim med en mand igen, skabte en masse underlige tanker og følelser som hun helst ikke ville være ved. Lidt uroligt, satte hun sig op. Det var svært at affinde sig og slappe af med det, selvom hun intet fortrød overhovedet.

[Jared Imaricha]

Selv Jared kunne genkende sig selv i en stund som denne, og det var det, som han uden tvivl havde tænkt sig at udnytte lidt. Han havde ikke ondt længere, og derfor kunne han selv slappe langt mere af, end hvad han havde formået at gøre frem til nu. Han kunne endnu kigge hende i øjnene. Han skammede sig ikke. Denne forbandelse, havde han jo bare lært at leve med. Han lod hovedet søge på sned. "Du har nu set den mørke og dystre side af mig, Cecilaya," sagde han ærligt. Mørk og dyster havde han nu altid kaldt den, særligt fordi at når det kom herud, at det end ikke var noget, som han selv kunne styre. 
Som hun alligevel kunne informere ham om, at der var whisky og smøger tilbage i lejren, fik ham til at hæve et sigende bryn. Han satte sig en anelse op. Vinden var kold..Først nu lagde han egentlig mærke til hvor koldt her egentlig var. Det fik ham til at gyse. "Du får det næsten til at lyde fristende.. Men fair.. En smøg.. whisky, og en gudeskøn og forbudt kvinde. Det kan ikke blive bedre.." Han greb ud efter sin skjorte og trak derefter sine bukser op, så han kunne skjule sin krop bare en anelse. Så de måske kunne genvinde kontrollen begge to? Det som var sket, var måske ikke noget, som burde være sket, men sket var sket, og han fortrød det ikke. "Lad mig beklage min opførsel, kæreste.. Jeg er virkelig glad for at se dig," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hende. Han rejste sig roligt, og rakte hende en hånd. Ikke havde hun en grund til at skjule sig for ham. Han kunne helt klart lide hvad han så.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

I og med hans smerte var lettet, så kunne Cecilaya endelig slippe den lyst som havde bundet hende. Han var endnu dragende, men nu hvor han nemmere kunne styrer sig, så var det ligeså nemmere for hende. Hun satte sig op og lagde armene om sine skuldre for at stryge dem. Det var meget grænseoverskridende for hende, hun var faktisk ikke sikker på om Jared vidste hvor... uden for normalen det var for hende at gøre den slags. "Sådan en har vi alle. Du har ligeså set min nu" sagde hun og kastede et blik over sin skulder på hans skikkelse. Man kunne se i hendes blik at det gav hende en frygtelig ambivalent følelse. Efter årevis i forsøget på at fornægte enhver form for seksualitet, så havde han revet op i det hele, og det værste var at det havde været en virkelig fantastisk oplevelse.
"Jared det.. var på ingen måde en dårlig oplevelse, men jeg tror ikke det bør ske igen," påpegede hun med et svag latter. Det var han vel selv helt med på? Hans smirg havde en effekt, det var svært for hende ikke at lade sig charmere at måden han tiltalte hende på pludselig, men for pokker hvor var det dog en ringe beslutning.
Som han rejste sig op, fulgte hun ham med blikket og tog imod hans hånd for selv at komme på benene, endnu mere eller mindre blottet. Hun gøs lidt, og gav sig til at skjule sig med kjolen og det korset hun havde haft på før alt dette var sket. Hendes flammerøde hår var lettere pjusket efter deres aktivitet, men det var næppe nogen som ville stille spørgsmål til det. "Tilsyneladede," hun smilede lidt trods hendes blik var rettet mod de snører som hun igen havde givet sig til at binde sammen for igen at klæde sig på. "Jeg er også glad for at se dig," svarede hun gengældende med en muligvis lidt lav stemme. Kors det her var faktisk sværere end hun nok havde forventet!

[Jared Imaricha]

Det var til enhver tid mere lettende for Jared at være til nu, hvor han ikke kunne mærke smerten og sulten på den samme måde. Ganske vidst, var han ikke mættet, men toppen af isbjerget var taget, og det var det som han fandt lettende på denne måde. Hans blik søgte hendes. Alle havde de en mørk side. Dette var intet undtag. "Den mørke side klæder dit smilende jeg, Cecilaya," sagde han direkte, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Dette var dog ord, som han måtte mene. Så smilende og munter, som han kendte hende for, så var det rart at se noget andet i hende også.
Jared var ej i tvivl om, at dette faldt helt ude af normalen for hende. Han læste kropssprog, som andre hørte ord. En forbandelse måske.. men til tider, havde det også sin klare fordel. Han var svær at lyve for.. Forbandet svær. Han satte sig en anelse op og knappede sin skjorte. Han vendte blikket mod hende ved hendes ord. "Den tager vi siden, kæreste. Kom.." sagde han endeligt, da han hjalp hende op på benene. Han var ikke typen der gik til enhver. Hun grinte usikkert.. et sted vidste han jo, at hun gerne ville opleve det igen. 
Selv forhindrede Jared hende skam slet ikke i at klæde sig på. Han ville foretrække det, hvis de skulle søge mod lejren. Nu kunne han i det mindste tænke klart igen, og andet end på den smerte, som han havde haft, så langt. Hans blik gled direkte mod hende igen. Han hævede hænderne og forsøgte at lægge hendes hår ned. Kvinder var han i  sig selv ikke god til. Kun i sengen faktisk. De var så forbandet besværlige. "I lige måde smukke. Nu.. du havde både smøger og whisky i lejren? Jeg må være kommet i himlen," pointerede han med et kækt smil på læben.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det lod til at hans humør var lettet betragteligt, men nu burde han heller ikke have så ondt mere. Det havde været lidt ligesom at være i en trance, det var lidt underligt for selvom hun engang havde været ledere og burde kende alle dæmonracernes evner, så havde hun aldrig været underlagt det på den måde. Hun sendte ham et lidt usikkert smil. Skulle han sige det? Ham som var vant til erfarende kvinder, og så var han sammen med hende, der ikke engang kunne finde ud af om hun kunne tillade sig selv at nyde det han gjorde ved hende. "Jeg er ikke sikker på at jeg er enig," svarede hun næsten lidt nervøst. Lysten var noget som hun i så mange år havde taget afstand fra, hun ønskede ikke at være afhængig af det eller finde det fantastiske i det i frygt for at blive det.
Hendes kropssprog var usikkert.. ikke skamfuldt eller fortrydende, bare usikkert og uvidende. Ud af øjenkrogen så hun til mens han lukkede sin skjorte, men så hurtigt bort for ikke at blive fristet til at åbne den igen, og røre ham. Hendes fingerspidser sitrede forræderisk som gled de ned over hans krop ligesom de gjorde i hendes tanker. "Men.." hun samlede sin beskidte kappe op og begyndte at gå. Hvad mente han med at de tog den siden? Et sted havde hun forventet at han bare ville være enig. Deres forhold lagde ikke op til den form for intimitet.
"F-følg med," bad hun og forsøgte selv at stryge fingrene igennem sine lokker som en børste, men det var ikke muligt. Uden helt at vide hvad hun ellers skulle sige, begyndte hun at gå mod lejren. Det var ikke s langt herfra, dog godt beskyttet fra den øvrige befolkning der mente at de allesammen var forrædere. Cecilaya hjalp egentlig kun fordi hun havde ondt af dem. "Denne vej" hun ledte ham ind mellem tætte buske og grene. Det var svært at komme til, hvilket var meningen, det var mere sikkert.

[Jared Imaricha]

Jared havde det langt bedre nu, hvor han havde fået lettet det værste af trykket. Det havde uden tvivl været til en kæmpe hjælp for hans vedkommende. Han sendte hende et kækt smil. Gud hvor han dog manglede den smøg lige nu! Det kunne godt være, at hun gav udtryk for, at dette ikke var noget som burde gentage sig, men hendes krop og ansigt, samt tanker og sind, modsagde uden tvivl hendes fornuft. Her kunne man sige, at han var umulig at skænke en løgn. "Er det fornuften eller lysten der snakker for dig, kæreste? At føle den slags, er ikke en skam i livet. Det er naturligt," sagde han med en direkte stemme.

Skjorten fik han knappet og bukserne fik han trukket op. Den samtale skulle de nok tage siden. Der ville nok ikke gå mere end en dag eller to, før han igen ville have ondt, men det var nok noget som de ville tage, når den tid måtte komme. Han ville nu gerne med hende.. Hvis det betød, at han havde noget at give sig til, samt imødekomme det løfte, som han i sin tid havde skænket Faith, ved at love at holde øje med hende og Kimeyas datter. Det var nok ikke på denne måde, de havde regnet med det. "Men...?" opfordrede han videre, inden han dog alligevel valgte at gå med hende. For ham, var dette uden tvivl spændende. Han var vant til luksus.. en god seng - eller i det nye liv, en stol på stripbaren, som han kunne sove i. Han trak vejret dybt og søgte med hende. Hvad han dog skulle forvente herfra, var ikke nemt for ham at sige, men spændt, det var han. Han vendte blikket mod hende igen. Sandt at sige, at han var glad for at se hende.. Dog nok ikke lige på denne måde, hun havde regnet med det.

"Fabelagtigt. Den smøg og den whiskytår kalder virkelig på mig," sagde han direkte. Det snurrede næsten i hans sind, og ud i hans fingre, alene af abstinenserne. Det kunne i hvert fald godt mærkes.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Smøger og whisky ventede i lejren på ham. Det var ikke noget hun selv rigtigt rørte, men nogle af oprørende havde formået at stjæle det i byen, der var jo ingen som ville give dem nogen økonomisk støtte overhovedet, og Cecilaya havde desværre ikke længere adgang til den arv som hun jo egentlig var berettet til. I stilhed gik hun og overvejede hvad pokker hun skulle sige. Hendes krop talte for sig selv, det havde været fantastisk og hun længtes allerede efter mere, men hvordan kunne han bare være okay med det? Før i tiden havde han altid konsekvent afskåret hende når sulten havde præget ham. "Jeg vil ikke lyve for dig Jared. Lysten præger mig som enhver anden, og du har ret.. det er okay, men ikke med dig.. tror jeg," tilføjede hun og stoppede tænksomt op et øjeblik inden hun rystede på hovedet og begav sig videre mellem skovens buske.
Hun var opmærksom på at han hele tiden var bagved hende. "Men.. jeg troede at du ret hurtigt ville sige dig enig i at det var et heldigt uheld," svarede hun og mærkede hvordan hendes hjerte hamrede derudaf. Det her var en meget uvant samtale for hende, en de slet ikke burde have. Det ville være nemmere at bede ham om at drage hjem, men ikke tale om at hun kunne efterlade ham i den tilstand, desuden var han en tryg base, hvilket hun ikke havde haft i efterhånden mange år. "Søgte du nogensinde efter mig?" spurgte hun måske lidt pludseligt. De nærmede sig lejren, hvor hun engang havde været fange.
Gennem tornbuske, klatrede hun for til sidst at nå en lille lysning hvor lejren var blevet til en mindre landsby. Talte af slidte gamle uldklæder under magiske besværgelser, og lejrebål til at holde folkene varme. Der var både børn, unge og ældre. Man kunne se sammenholdet var stærkere end man så det selv i Appolyon. "Følg med her," bad hun. En ældre mand smilede til hende og bukkede hovedet i respekt da de passerede. Der var ingen tvivl om at hun var vellidt.

[Jared Imaricha]

En god og gammel whisky, var lige hvad JAred kunne bruge lige nu. Dette var noget som egentlig passede ham selv ganske fint! Han vendte blikket mod hende. Det kække glimt meldte sig i hans øjne. Så langt, så godt kunne man sige. Han havde det fint, alt taget i betragtning.  "Du nød det. Lad os bare stå ved det, og så tager vi den op, næste gang, du føler dig tiltrukket af mig," sagde han med en rolig stemme, hvorefter det kække glimt meldte sig på hans tynde og blege læber.
Hvor langt de egentlig skulle, var end ikke noget som selv Jared vidste. Han måtte jo bare følge med, og så håbe på, at det ikke var langt. Han fortsatte igennem skov og buske, tjørne og torne, bare for at komme igennem. "Held i uheld? Skal jeg da fremstile det, som er sket, som noget dårligt? Jeg nød det, Cecilaya.. Gud hvor var det dejligt. Og jeg lader gerne hele verden vide det," sagde han med en rolig stemme. Han stod gerne ved det. Aldrig havde han handlet, hvor han havde fortrudt. Det handlede egentlig om at acceptere tingene, som de var, hvis man ville få noget ud af det. 
Endelig nåede de frem. Han så sig om. En lejr.. Det var virkelig ikke noget andet end en lejr. Han rynkede let på næsen. "Vis vej," opfordrede han med en rolig stemme. Selv nu hvor han kunne se og mærke på omstændighederne, at folket var glade og værdsatte hende, var hun vel her, fordi at hun havde lyst til det?  Han vendte blikket mod hende. Ledt efter hende? Han ville ønske, at han kunne sige, at han havde. "Ville det skuffe dig, hvis jeg sagde nej? Jeg ville ønske, at jeg kunne sige ja," sagde han direkte. Mentalt havde han vel søgt? Men med alt det andet, som han selv havde haft, havde det været nedprioriteret selv for ham. 

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Nu hvor smerte ikke længere plagede ham, så kunne hun igen kende den mand som havde været hendes mentor i mange år, støttet hende gennem tiden som leder og vogtet over hende efter hendes forældres bortgang. Trods hun var glad for at være i lejren så følte hun sig somme tider ensom. Alle andre her havde familie, men hun var alene. Hun sank en klump. Sandheden var at hun altid havde været lidt tiltrukket af ham, men endnu mere nu hvor hun havde fået en smagsprøve på hvad han havde at byde på, men for pokker! Han havde været sammen med hendes bedstemor, hvorfor kunne han ikke forstå at det var underligt for hende? "Du er en flere tusinder af år gammel sensuel dæmon Jared, det er lidt naivt at tro at jeg ikke er tiltrukket af dig. Der er masse af kvinder her, de vil nok glædeligt tilbyde sig," forsøgte hun lidt i håb om at hans interesse ville falme og så alligevel ikke. Det var ikke et problem for ham, så hvorfor skulle det være for hende?
Flere af lejrens beboere, smilede og vinkede som hun kom gående. Cecilaya gengældte. Det var langt fra hendes mors måde at lede et folk på, selvom hun sagtens kunne nå situationen bød det. Roligt føre hun ham med sig til en lille hytte lavet af flettede grene fra skoven.
Tanken om at han ville dele deres aktivitet med hele verden og være stolt af det, var en kæmpe bekræftelse men det gjorde hende også nervæs! "Nej, det der skete var ikke dårligt, jeg nød det, men.. finder du det slet ikke spor mærkeligt?" spurgte hun og vendte sig mod ham som de var kommet ind i den lille hytte kun bestående af en omgang hø overlagt med stof, og et bord skåret af træ. Et sted henne i hjørnet stod whisky og smøger, hun satte det på bordet foran ham. Det nagede hende lidt at han aldrig havde ledt. "Jeg undrede mig bare," hun så ned og mærkede skuffelsen borer sig ind i hende. Betød hun virkelig så lidt for dem allesammen?

[Jared Imaricha]

Jared havde længe været en del af Jaceluck-familien, og var den, som skulle have taget sig af Cecilaya, og særligt efter hendes forældres bortgang. Nu var de begge kommet retur, og end ikke det, var noget som slog ham ind lige nu. End ikke Faith var vel klar over, at han overhovedet eksisterede? "Masse kvinder? Der gerne vil tilbyde sig? Jeg ved ikke om du er kendt med den del af mig, men selv jeg tilbyder mig ikke til alle og enhver. Det er alt sammen meget fint," sagde han sandfærdigt. Han var faktisk meget kræsen og passede på sig selv, hvad den slags angik, og det havde han alle dage gjort.
Lejren blev uden tvivl ledt på en helt anden måde, end hvad man kunne sige, at Faith ledte dæmonerne på. Hans blik søgte rundt omkring. De hilste på hende med smil? Så langt, som det måtte ligge fra hans egen virkelighed. Han rystede de tanker lidt ud af hovedet. Hvorfor skulle han ikke være stolt af hvad de havde gjort? "Hvorfor skulle jeg? En smuk kvinde, et varmt skød.. jeg kunne ikke være andet end tilfreds," sagde han direkte. Igen var det hverdagssnak for ham. Det var en del af hans væsen og stort set en del af hans hverdag.
At det derimod skuffede hende, at han ikke havde ledt, kom dog ikke bag på ham. Han satte sig ned ved siden af hende, da de nåede til den flettede hytte. Hyggeligt var her. Det var bare anderledes i forhold til hvad han var vant til. "Du er skuffet, Cecilaya," sagde han direkte, da han greb ud efter pakken med smøger, for at fiske en ud.  Han fik den antændt og inhalerede den elskede røg. Han lænede sig let afslappet tilbage. Det var lige hvad han havde brug for. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. Et kækt glimt i øjet, inden han greb ud efter flasken med whisky.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

I sin tid havde Jared lovet hendes mor at tage sig af hende. Om han havde formået det, kunne hun ikke rigtigt bedømme. Det her havde intet at gøre med at passe på hende, faktisk forundrede det hende at han ikke tog det hårdere end som så. "Jeg har respekt for måden du håndtere dit væsen på, og for at du ikke søger ti enhver, men find én fast, jeg er næppe den rette til at tage mig af den slags," hun dumpede ned på den primitive seng med hænderne samlet i skødet. For et øjeblik siden havde det været rigtigt og hun havde intet fortrudt, men tanken om at have været intim med nogen, bare sådan i skoven og ham af alle.. det gjorde hende en kende utilpas.
I et forsøg på at slippe den følelse, strøg hun sine hænder over ansigtet. Det hjalp frem til han indskød den lille kommentar. Naturligvis var det sådan han så hende. Som en smuk ung kvinde med et skød han kunne begrave sig i. Intet andet, han havde jo ikke engang ledt efter hende. En underlig bitterhed melde sig sammen med skuffelsen.
"Nej det kan du vel ikke," hun smilede lidt påtaget og havde mest lyst til pludselig at bede ham om at gå, men det var stadig Jared, hun måtte bare finde en måde at abstrahere fra ham på.
"Selvfølgelig er jeg skuffet. Nogen tog mig, fragtede mig hertil hvor jeg var som fange, og ingen tilbage i Dvasias besværede sig med at lede. Et held at de ikke slog mig ihjel," hun fnøs. Hendes stemme var ikke hævet bare iskold og hendes bege hud var det samme.
Røgen generede hendes næsebor lidt, men hun kommenterede det ikke. Hvem vidste, måske ville han gå når han havde fået hvad han ville have.

[Jared Imaricha]

Jared havde sin måde at tackle og håndtere situationen på, og særligt omkring hans væsen, selvom det ikke var nemt. Det var det på ingen måder for ham, og gud hvor han dog måtte hade det fra tid til anden. Hans blik søgte hendes skikkelse. Det hele var selv vendt op og ned for hans vedkommende, og hårdt som det end måtte være, måtte man jo bare lære at leve med det. "Enhver må vel bare finde sine måder at overkomme det på. Hvis det ikke kan være dig.. så må jeg se, om jeg kan finde en, som er lige så fantastisk," sagde han ærligt. De måtte tage den, som det nu kom. Han var temmelig sikker på, at hun ikke kunne lade være, hvis hun fik muligheden.
Jared tog et godt sug af smøgen. Det var nemlig lige hvad han havde haft brug for! Altid havde han røget indenfor, så det var ærlig talt ikke noget, som han tænkte mere over, end som så. Hans blik søgte hendes skikkelse. Hvorfor skulle han da ellers tage det på andet vis, end hvad han havde gjort? "Du burde kende mig. Jeg har måske rygtet for at være frygtelig kvindeglad.. Det er langt fra sandheden," sagde han direkte. Han gjorde det ikke med alle og enhver. Og det havde han aldrig været, og det ville han aldrig komme til.
Ønskede hun at han skulle gå? Han hævede sigende det ene bryn og med blikket vendt i retningen af hendes skikkelse. Han tog dernæst en tår af whiskyen. "Kun en idiot slår en Jaceluck eller en Marvalo ihjel, Cecilaya. Jeg beklager at jeg ikke har søgt efter dig.. Jeg gik vel ud fra at.. alt var tabt.. Jeg tager den på kappen.. Hvordan kan jeg gøre frøkenen tilfreds igen?" spurgte han denne gang med et kækt smil på læberne. Han kunne jo for pokker heller ikke lade være.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya lænede sig lidt frem og støttede sine albuer mod sine lår. Det lod ikke til at han overhovedet forstod hvor hun ville hen med det hele, det var lidt frustrerende. "Jeg er for uerfaren til at stille den, desuden har du været sammen med min bedstemor, hvilket er.. underligt," hun rynkede på næsen og slap et svagt suk. Han skulle heller ikke få den idé at hun ikke ønskede at hjælpe ham, for det ville hun gerne, men tanken om intimitet skræmte hende stadig, desuden hvad ville han hende så på længere sigt? Måske hun havde opgivet megen af sin status, men dog ikke så meget at hun ville lade ham udnytte hende på længere sigt.
Lidt ud af det blå stjal hun flasken fra hans hånd og tog en lidt stor tår. Det sved hele vejen ned i halsen, men det hjalp hende også til at tænke mere klart.
"Jeg anklager dig ikke for at være kvindeglad, det ved jeg du ikke er men.. jeg er ikke god til den slags, du ved.. efter alt det der skete dengang," hun sank en klump og hævede blikket til hans mens hun rakte flaksen tilbage. Desværre var han en flot mand og hun var stadig virkelig tiltrukket af ham, fristet til at læne sig frem og smage på hans læber igen. Det var så frustrerende!
Hans ord fik uendeligt mange idéer til at spille i hendes sind. Hun rystede dem af sig så vidt muligt. "Sket er sket.. jeg havde vel bare håbet at der i det mindste var én der holdt nok af mig til at bekymre sig," hun trak på skuldrene og forsøgte at kaste det lidt hen så han ikke skulle se på hende som en naiv tøs. Det gjore hende bare skuffet og ked af det, at hun ikke havde gjort mere indtryk, men han havde alligvel ikke tøvet med at komme hende tæt.

[Jared Imaricha]

Tanken om Elanya, fik kort Jared til at skære tænder, hvorefter han tog endnu et sug af sin smøg. Han pustede røgen ud. "Din bedstemor var en fantastisk kvinde, Cecilaya. Det erkender jeg gerne.. Jeg ved, at du selv overvågede det en gang eller to for meget.  Du kan stille langt mere end hvad du tror.. Du er bare bange for det," sagde han med en direkte stemme. Tanken om Elanya fik ham til at blive langt mere sammenbidt, end hvad han havde været til nu. En kvinde mistet, som han lige så vidste at han aldrig ville få igen. 
Jared nikkede forståelsesfuldt. Han vidste, at livet havde været hård vedh ende, og Cedric ikke mindst. Det var en grotesk skæbne som havde hvilet over de børn. Selv han måtte savne Cedric. En mand, som helt klart stod op for hende. "Livet har været hård ved dig og din kære bror, Cecilaya. Hvis der var nogen der kunne vække liv i det gudsforladte hjem af Marvalo Mansion, så var det Jer to. Til trods for det.. så gjorde du det fint.. Rigtig fint endda," sagde han sandfærdigt. Selv havde han ikke nogen intentioner om at skulle gå nogen steder. Hvor filan skulle han da gå hen? Området heromkring, var ham temmelig ukendt, og det kunne uden tvivl mærkes. 
Hovedet lod Jared søge på sned. Hun gik vel ikke rundt i troen på at hun ikke var noget værd? Sådan forholdt det sig jo på ingen måde.  "Hør, kæreste.." begyndte han, inden han igen inhalerede den ellers så behagelige røg.  Han pustede ud, inden han vendte sig mod hende. "Forstå mig ret.. Du er meget værd.. men med alt hvad der har været efterfølgende, kan det vel ikke komme bag på dig, at visse sager bliver lidt nedprioriteret? Alt det som særligt er hændt dine forældre i eftertiden og mine egne.. mentale problemer," sagde han lettere henkastet. Hun vidste vel, at hendes forældre var i live?

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya betragtede ham roligt. Lyden af Elanyas navn havde fået ham til at reagere, sorgen sad stadig i ham, men det var ikke underligt. Hun havde flere gange set hvor glade de havde været for hinanden, selvom aldrig havde fået det til at fungere oprigtigt. "Jeg siger ikke at hun ikke var en fantastisk kvinde, for det var hun, jeg siger bare at det er underligt at være sammen med en mand der har været det nærmeste jeg nogensinde er kommet på en bedstefar," uddybede hun og mærkede den indre uro blusse. Ja fandeme så om hun var bange for det! For det første kunne der komme børn, hvilket hun ej ville risikerer, for det andet så hadede hun tanken om enhver form for intimitet! Også selvom det havde været fantastisk, det gjorde det næsten bare endnu værre. Vreden skinnede ikke igennem men blev i stedet til en maske af kulde.
"Vi klarede os. Til han ikke længere gjorde," hun sukkede og mærkede et dybt savn. Cedric havde været den eneste hun oprigtigt stolede på, han ville have ledt efter hende, ikke hvilet til hun var blevet fundet igen. "Det er ikke meningen at vi skal analysere på hvad der skete, jeg siger bare at den form for intimitet tager jeg afstand fra, det var godt og alt det der, men vi to skal og bør ikke gøre den slags," hun rejste sig. Man kunne godt mærke på hende at hun var ret urolig.
Ligesom hendes far, havde Cecilayas selvtillid aldrig fejlet noget.. ikke udadtil i hvert fald, men sandheden var at hun følte sig ensom og svigtet, dæmonerne havde nærmest drevet hende bort, i hvert fald hvis oprørene ikke havde fjernet hende, hendes forældre og Cedric.. Ela, de var allesammen døde og både Nathaniel, Liya og Jared og Junior havde tilsyneladende glemt alt om hende. Var det underligt at hun var bitter?
"Mine forældre gik bort, Jared. Jeg ved at du led, jeg ved hvad der hændt dig, men det skete årevis efter min forsvinden. Det er lige meget. Jeg forventer ikke at du tilsidesætter alt, jeg har ikke brug for en babysitter," hendes tone bar intet præg af den typiske varme, men var kold og afvisende. Hun havde en fantastisk evne til bare at afskære enhver, frem for at reagere med vredesudbrud som sin mor.