One look behind.. There you are!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Ungdom var ikke alt. Af hvad Cecilaya vidste havde hun ikke en familie at tage sig eller som kunne tage sig af hende. Jared derimod havde to børn, hun havde ikke set nogen af dem i mange år, men vidste at han forgudede dem som Elanya havde forgudet ham. Han havde tilsyneladende ikke tænkt sig at følge hende overhovedet. Jo længere de stod her, des mere ondt fik han, des sværere blev det for hende at holde sig tilbage. Hans ånde var varm, hun kunne mærke den kilde hendes næse, lokke hende tættere på sig med tanker som hun ej burde gøre sig om lige ham. ”Dvasias ville have taget livet af mig. Jeg fik en ny chance her” svarede hun ærligt.
Det var måske pinligt for en kvinde af hendes navn, men det betød ikke meget. Dette gav hende muligheden for at hjælpe, frem for at slå ihjel og planlægge det ene onde efter det andet. Det havde aldrig været hende, til stor skuffelse for hendes mor nok. Hans kølige kind brændte under hendes varme hud. Hendes håndflade fandt hvile, strøg blidt hen over kinden og lod sig kilde af de små skægstubbe der prægede ham. Han havde tryllebundet hende med sit blik, i en sådan grad at det føltes smertefuldt bare at blinke, fordi det betød et øjeblik hvor hun ville være ude af stand til at se på ham. ”Du kan føle mig ikke sandt? Du er ikke blevet vanvittig endnu,” tilføjede hun med et svagt smil. Den manipulerede del af hende ville gerne give hende en illusion om at hun endnu havde kontrollen, men sandheden var at hun var helt i hans magt. Hendes hånd knugede omkring hans, bare for at mærke en lille del. Det var sandt at hun lignede sin mor udadtil, men det indre var en ganske anden sag, der ville hun gerne tro at hun var helt sin egen.

[Jared Imaricha]

Jared havde ganske vidst to børn. To børn, som han forgudede mere end noget andet, og som han efter bedste mål og mening, havde forsøgt at opfostre på egen hånd. Han havde taget fejl dengang. Alene det at indrømme det, var stort for ham. Han trak vejret dybt. Hun gjorde det for pokker heller ikke bedre eller nemmere for ham, for den sags skyld! "Er du så virkelig Cecilaya, eller er det blot min hjerne, der igen forsøger at spille mig et puds?" fortsatte han. Sidst han havde set noget, han havde troet, at han havde set, var han endt med at tage hans datter med vold. Ikke noget som han ønskede at udsætte nogen for igen! Ej heller sig selv, for den sags skyld!
Hånden mod hans kind, satte en direkte sitren i ham. Hovedet søgte næsten automatisk mod den. Det blide kærtegn, føles næsten brændende mod hans hud. Øjnene forsvandt kort bag øjenlågene. Det her var på ingen måder nok! Selv var han fristet... forbandet fristet til at trække den videre sammen med hende. Kort trykkede han omkring hendes hånd. Han måtte holde sig i skindet. Selv for ham, var det så forkert som noget kunne blive. "Du gør det ikke nemt for mig, smukke.. slip mig.." Igen åbnede han øjnene, kun for at møde hendes. De mørke øjne præget af hjælpeløshed og mystik, gled direkte til hendes smukke blik. En tro og ung kopi af sin kære moder. Var det underligt, at han i det hele taget, gjorde sig disse tanker? Hånden hævede han denne gang selv, kun for at lade den stryge over hendes kind.. blot for at fjerne en lok af det smukke hår. "Har du nogen anelse om hvad du er ved at gå ind til?" spurgte han med en intens hvisken.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya gjorde intet af dette for at gøre det svært for ham. Det blev ligeså sværere for hende. Fornuften blev hvisket ud som streger i sandet på en stormfuld dag. Hende som ellers altid bekymrede sig om andre, og så omverdenen uden at bruge tid på meningsløse ting som for eksempel, mænd. Nu var hendes eneste tanker hvordan hans læber mon smagte? Og hvordan ville de føles mod hendes? Jo stærkere tankerne blev, des større blev længslen efter at prøve. ”Du er en intelligent mand, Jared. Hvad tror du?” spurgte hun varmt.
Det måtte slå slemt til hvis han begyndte at tvivle på sit eget sind. Det var foruroligende og det gjorde hende faktisk ked af det at se ham have det på den måde. I samme øjeblik hans øjne gled i, gav han hende en del af den kontrol der mange gange forsvandt. Hun slap ham som havde han givet hende stød og bakkede til ru bark mødte hendes ryg og tvang hende til at stoppe op. Det var uhyggeligt hvor stor en magt han havde over hende, for da hans blik igen brændte sig fast i hendes mistede hun igen alle rationelle tanker og tog sig selv i at tage et par nye skridt i hans retning. ”Jeg prøver,” mumlede hun som svar. Hendes usikre skridt, bragte hende frem foran ham igen dog med lidt større afstand. Hans kølige hånd spandt hende i et usynligt net. Det var ikke længere til at modstå den fristelse han var selvom hendes indre skreg og bad hende om at holde sig langt væk fra ham. Hun kunne ikke holde sig væk, ikke lade være med at røre ham. Hænderne søgte op mellem dem og lagde sig i første gang mod hans overarme, mens hun skændes med sig selv i det indre om hvor vidt hun skulle rive ham ind til sig eller skubbe ham væk. ”JEg er ikke sikker på jeg har lyst til at vide det,” sagde hun ærligt. Langsomt strakte hun sig uden at slippe hans blik. Hun burde ikke.. hendes fornuftige sind vidste det, men hun var drevet af sit begær, og af sin længsel. Endelig kyssede hun ham, smagte på hans læber med et ømt kys.

[Jared Imaricha]

Jared var i øjeblikket et tov, der blev trukket i to forskellige retninger. Han vidste, at han ikke burde, men sulten var så stærk, og havde så kraftigt et tag i ham, at det gled mere og mere i baggrunden. Hans blik hvilede intenst på hendes skikkelse. Gud så smuk hun var. Normalt ville han slet ikke gøre sig de tanker, hvis det ikke var fordi, at han var så præget af sulten, som det han var lige nu. "Sidst jeg stillede mig det spørgsmål, havde jeg nedlagt min egen datter i troen på, at hun var kvinden i mit liv.. Du må fortælle mig det," sagde han direkte. 
Det som skete, var slet ikke noget som burde. Jared ønskede at få lagt et låg på den smerte, som han følte indvendig. Den forbandelse, som han var tvunget til at bære frem til den dag han for alvor ville gå i graven. Hvis den da nogensinde ville komme. Hånden lod han vandre mod hendes glatte hud. Det forsvarsløse og næsten så uskyldige, og dog så lokkende glimt i hans øjne, bød hende nærmere. Han kunne ikke styre det. Lige denne del af hans væsen, kunne han ikke kontrollere, uanset hvor meget han ville ønske at han kunne. "Så stop endelig med at stille spørgsmål," hviskede han roligt. Hendes hænder mod hans overarme, indikerede kun, at hun var fanget. Han gjorde det virkelig ikke med vilje. Læberne mødte hendes. Kroppen tog over og handlede for ham, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. 
Automatisk lod Jared hovedet falde på sned. Den ene arm sneg sig let omkring hendes slanke talje og trykkede hende, og bød hende ind mod hans trygge og beskyttende favn. Smagen af hendes læber. Den fantastiske nektar, som han kun måtte nære sig på. Hovedet trak han en anelse til sig. "Det må være dig... alt for nærgående til, at det kan være andre." Denne gang sneg det kække smil sig på plads.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

De forsøgte begge at holde sig på den rene side af den usynlige linje der var mellem dem. Det var mange år siden hun havde set ham, og hun anså ham som værende en del af den familie hun engang havde mistet. Det her føltes for hende forkert og alligevel var hun ude af stand til at modstå hans tiltrækning. Én ting var at han var en forbandet flot mand, en anden ting var at han var et væsen der var skabt til at lokke unge kvinder som hende i et spind fri for tanker og bekymringer, kun med ham i tankerne. Det var uvidende for hende hvad han hentydede til med Athena, dog lod det til at være vigtigt for ham. ”Det er mig,” hviskede hun dæmpet. Hendes tone bar præg af at han tog pusten fra hende, hun følte sig helt stakånder bare af at stå så tæt på ham.
Det var en kølig aften... varm ttaget i betragtning af at det var Imandra, men generelt kølig, og Cecilaya følte stadig at hun brændte op. Uden at svare sank hun en stille klump.
Forhåbentligt bevægede hun sig ikke ind til noget som helst, fornuften ville komme til hende inden, eller i det mindste til ham, han ville vel ikke røre sin egen niece på den måde? Tvivlen herskede.. inderst inde håbede hun at det ikke ville gøre den store forskel for ham. Armen om hendes liv førte hende ind mod en tryg favn, og fik hende alligevel til at slippe den sidste form for kontrol hun havde haft. I stedet for at skubbe ham væk, gled hendes hænder ned over hans bryst og mærkede hans hjerte banke under sin håndflade.
Hans læber var kolde, og brændte mod hendes. Hun kyssede ham længselsfuldt, forsøgte at fange smagen af ham, lidt desperat, måske fordi hun heller ikke havde nogen erfaring på området.
Den lille kommentar fik hende til at at smile lidt. ”Du har savnet mig,” konstaterede hun og lod sig ikke vente på svar, før hun igen fangede hans læber. Hvor hun burde føle afsky, følte hun ikke andet end varme og behag.

[Jared Imaricha]

Hvad Jared ønskede, og hvad han burde, var i denne situation to helt forskellige ting. Hans hjerte slog fast mod hans bryst. Han ønskede ikke at bringe denne skam over hans egen niece, men det var hans forbandelse at bære, og han vidste, at han havde trukket den for langt i forvejen. Han kunne ikke vende om nu. 
De mørke øjne gled mod hendes skikkelse. Lige for ham, var det vigtigt at få bekræftet, at det var Cecilaya der stod der, og ikke bare en uskyldig forbipasserende, som han i sagens forvirrede øjeblik, havde skænket et nyt ansigt - ligesom han havde gjort sidst. Det var en fejl, som han nødigt ønskede at gøre to gange. Som hun bekræftede sine ord, efterlod det ham med en følelse af lettelse, samtidig med at det efterlod ham med en knude i brystet. Det var slet ikke meningen, at det her burde forekomme. 
Kysset og den nærhed, som han pludselig fik til hende, var heller ikke meningen, men gud hvor føles det godt! Den store hånd gled over hendes slanke og smidige ryg i et blidt kærtegn, som tegn til, at han ønskede at passe på hende. For hans del, kunne dette trække ud i flere timer. Han var ikke typen som hurtigt ønskede, at få det overstået. Nej, det var meningen at begge parter skulle kunne nyde dette. Det var Cecilaya. Han blev kun mere og mere overbevist om, at han rent faktisk stod der med hende. Han havde savnet hende. Det var det levn fra hans fortid, og endda noget, som stadig ønskede at vedkendes ham. Han nikkede roligt. "Hvem kan dog ikke savne et så smukt ansigt? Og så fantastiske læber?" fortsatte han. Igen måtte han møde hende i et kys. Øjnene gled i denne gang. Han gav sig for en gangs skyld hen til det. Den frie hånd lagde han bag hendes nakke, for at holde hende trygt og godt ind mod sig. Han nærede på det. Alt det som hun gav ham.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Jared var en flot mand, mange ville misunde hende for den nærhed, men inderst inde vidste Cecilaya godt at intet godt ville komme ud af dette. Han var forelsket i en kvinde der var død for mange år siden, og hun havde ikke delt nogle intime stunder med nogen siden Cedric. Hun ville gerne være i stand til at se ham i øjnene senere, men disse tanker var ikke nok til at bryde den forbandelse han nu havde kastet på hende. Det var slet ikke meningen at hun skulle stille hans sult, der var ikke langt til andre der ville være i stand til det, men pludselig ønskede hun ikke at nogen anden skulle røre ham, hendes læber var som skabt til hans.
I barndommen havde Cecilaya oplevet flere traumatiserende episoder i forhold til det intime derfor ville angst normalvis have været en del af dette, men han gjorde hende helt rolig. Gennem kappen kunne hun mærke hans hånd vandre, hvilket fik hårene til at rejse sig. Det var et helt nyt kærtegn, men det efterlod hende med en følelse af at han kun ville hende det bedste.
Aldrig havde hun skænket det en tanke hvordan han behandlede en kvinde, stod det til hende så ville hun afsværge enhver følelse af lyst men lige nu stod den så tydeligt i hende.
En mindre lettelse vældede op i hende da han endelig erkendte sit afsavn. Det ville næsten være ubærligt hvis ingen havde savnet hende det mindste. ”Du har aldrig før smagt mine læber,” påpegede hun dæmpet. Hvordan kunne han savne noget, som han ej havde mærket på egen krop? Ordene druknede bag det nye kys, der selv fik hende til at lukke øjnene og nyde følelsen. De burde ikke være i nærheden af hinanden lige nu, men at slippe ham var uaktuelt. Fortrydelse måtte vente. Hun sukkede mod hans læber, og lagde armene om hans nakke for at trække ham lidt mod sig.

[Jared Imaricha]

Jared var i forvejen kendt med meget af det, som var hændt Cecilaya, og det gav ham jo kun yderligere en grund til at være varsom. Dog gik han jo i forvejen meget op i, at kvinden skulle nyde det mindst lige så meget, som det han selv gjorde. 
Armene hvilede trygt omkring hendes slanke og smidige skikkelse, så hun kunne komme helt tæt ind mod ham. Sandt at sige, at han jo havde savnet hende, uanset hvor irriterende hun så end ikke kunne være! Hånden strøg han let over hendes kind. Hans krop handlede og reagerede for ham. Han vidste, at han slet ikke burde, men at holde igen, var en kamp, som han lige så godt, kunne opgive på forhånd. De mørke øjne hvilede i hendes, hvor han lod panden møde hendes. "Du skønne Cecilaya. Du har virkelig ikke forstået det, har du?" Han holdt øjenkontakten med hende. Han kunne ikke lade være. Sådan en skønhed.. en usleben diamant. Hvilken mand ville han da ikke være, hvis han lod hende gå? 
Blikket søgte nedad hendes krop. Smuk var hun uden tvivl. En smuk og ung kopi af sin kære moder. Han kunne lide det.. For pokker hvor han kunne lide det! Han mødte hendes læber endnu en gang, hvor hendes arme gled om hans nakke. Armene gled mere fast om hende, så han kunne få hende helt tæt ind mod sin egen krop. Øjnene gled i endnu en gang, da han mødte hendes læber. Varsomt flyttede han fødderne, for at sikre sig, at hun var med ham, da han førte dem væk fra hovedstien, som gik igennem skoven. Selv på trods af kulden, der hvilede om dem, så følte han sig opkogende.. varm og hed.  Hånden over lænden, søgte en smule længere ned, hvor han trykkede hende tæt ind mod sig. Han kunne ikke få nok! At slippe, det kunne han slet ikke nu.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Ethvert minde om hvad der var hændt da hun var en lille pige, var forsvundet nu. Ofte spekulerede hun og lod det afholde hende fra at være tæt med nogen, det måtte være en del af hans magi, for den frygt og det ubehag kom slet ikke op i hende. Hans krop var fast.. solid og dog så mild mod hendes. Hvem havde forestillet sig at det kunne være så rart at være så tæt på den mand? Tanken havde hun gjort et par gange før når han havde været sulten, men hun havde altid været i stand til at tage afstand fra det, men ikke nu. Han tog pusten fra hende, efterlod hendes stakåndet og desperat efter at mærke mere af den krop.
Hendes pande mødte hans. Hans duft sad i hendes næse, så behagelig. ”Forstået hvad?” spurgte hun uvidende. Det eneste hun havde forstået var at hun havde brug for at mærke ham. Det var ikke et valg, ikke bare en lyst men en direkte nødvendighed, det var i hvert fald den følelse han efterlod hende med også selvom det med garanti var hans væsen der talte for hende.
Cecilaya mærkede hvordan han tog hende i blik, studerede hendes krop. Under normale omstændigheder ville det nok have givet hende en følelse af ubehag men hendes eneste tanke var om hun var tilfredsstillende for ham. Det var ikke længere en piges krop men en kvindes. Desperat efter at mærke hvert område af ham, slap hun grebet om hans nakke og lod hænderne glide tilbage på hans bryst. Hun vidste ikke hvor hun skulle starte eller slutte, men intet område måtte lades uberørt for længe af gangen, det var en helt ny følelse og helt ny tankegang.
Hun lukkede øjnene og besvarede hans kys, mens hun nærmest lydigt fulgte med ham væk fra stien hvor folk kom og gik, til ind mellem træerne hvor mørke og stilhed herskede. Kulden rørte hende ikke, tværtimod var hun mere varm end på selv de varmeste sommerdage, og det var uanset ligegyldigt, for hun ville mærke ham!

[Jared Imaricha]

Jared var præget og påvirket af en situation, som han slet ikke kunne komme ud af. Han havde brug for det. Varmen af en kvindes skød.. De blide kærtegn og søde kys. En omsorg, som han i bogstavelig forstand, ikke kunne undvære. Døden ønskede han jo ikke at gå i møde, men det var det som det ville ende med, om han ikke gjorde det her. Smerten var intens. Forbandet intens, men selv han ønskede, og stod fast på, at han ville nyde det.. Og hun skulle opnå det samme. Han trak kort på smilebåndet. ”Du forstår ikke hvad det er, du gør ved mig,” endte han med en dæmpet stemme. Hans blik søgte hendes direkte. Tilfreds? Han kunne ikke være andet. Så smuk og så fantastisk en kvinde, som hun måtte være. Selv her, hvor hun uden tvivl måtte ligne sin kære moder. Og det var ikke en skidt ting.

Med rolige skridt, førte Jared hende med sig væk fra stien, som gik igennem skoven og mere ind i det skjulte i form af buske og træer. Hans hjerte slog fast mod hans bryst. Han burde ikke, men han kunne for pokker ikke holde igen længere. Hun havde vækket det, som han så desperat havde holdt i lås igennem så lang tid. Hele vejen hertil.. Og nu forsvandt det som sand mellem hans fingre. Han trak vejret dybt, som hun berørte hans bryst. Følelsen i sig selv, var jo direkte fantastisk! Den søde nektar. Den varme, de kys og den nærhed, som han havde brug for, for at klare sig selv. Hånden fra nakken, strøg over hendes kind, og videre igennem hendes hår, hvor han førte hende op af det nærmeste træ. Han var hverken hård eller brutal, men derimod blik. Det var noget som de begge skulle nyde. Hans krop tæt op af hendes.. Som et bredt og beskyttende tæppe. Ikke ønskede han at noget skulle ske hende i denne stund. Han ville passe på hende, og det var den effekt, som han ønskede, at det hele skulle have. Hun skulle føle sig beskyttet og værdsat.

Et kort smil måtte dog alligevel brede sig på Jareds læber, som han endnu en gang trak sig fra kysset. Smagen af hendes søde og vidunderlige læber, hvilede endnu mod hans. En nektar så sød. Så uberørt i forhold til, hvad han var vant til at være omkring. De mørke øjne lod han endnu en gang komme til syne. Det var hende der stod der, og nu handlede det udelukkende om at beskytte og passe på hende. Varmen bredte sig ud i hver en tænkelig del af hans krop. Fra fingerspidserne og helt ned i tæerne. ”Du vækker det i mig, snuske. Tillad mig at komme dig endnu tættere,” afsluttede han med en hvisken mod hendes øre. En lokkende og forførende hvisken skjult i den hæse undertone. En hånd blev placeret på hver sin side af hende og mod træet, som stod bag hende. Ikke for at fange hende, eller holde hende fast, men derimod at kunne mærke hende.. mørke hendes ånde mod hans ansigt.. dufte hende.. se hende. Alle de indtryk, som han så længe havde snydt sig selv for. Igennem den seneste uge, hvor han havde haft så ondt. ”Lad mig indfri det..” fortsatte han mod hendes øre, inden han plantede et kys mod hendes mundvig og kind, for derefter at fortsætte ned af hendes hals. Erfaring spillede ikke nogen rolle for ham. Pointen lige nu, var at toppen af isbjerget skulle tages, så han i det mindste kunne holde ud, at være til igen.
Skræmmende, som det end var, så var det her ikke tæt nok!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Troen på at kunne nyde intimt samvær med en mand var forsvundet før hun overhovedet havde haft chancen for at nyde det. Det her var anderledes. Jared var en mand hun nærede stor tillid til, og trods hun aldrig havde haft alvorlige intentioner om at komme så tæt på ham, så kunne hun ikke lade være. Kontrollen var gledet ud i sandet, han ville kunne bede hende om hvad som helst på stående fod og hun ville følge ham som en hund i desperat søgen efter en herre.
”Fortæl mig det,” opfordrede og lagde hovedet på sned. Hendes blik strålede af uskyld og uvidenhed. Trods hun lignede sin mor meget, så var hun ikke frygtindgydende og forsøgte ej heller at være det. Den konstante vrede hun altid havde set sin mor med, måtte være udmattende, så hellere dette. Med sit blik tryllebundet il hans, fulgte hun de små skridt væk fra stien og ind bag buske og træer hvor ingen ville se dem i mørket. Cecilaya havde lidt svært ved at finde ud af hvad hun havde forventet af ham, det var i hvert fald ikke den blidhed han udviste hende her, den tryghed han gav hende, som gik han faktisk op i hvad hun følte og tænkte i situationen.
Hendes ryg mødte et større egetræ, vis bark føltes ru selv gennem den tykke uldkappe der satte sig fast i dens struktur. Hengivent lænede hun sig tilbage mod stammen og spredte benene let, så der var plads til at deres kroppe kunne mødes. Hendes hjerte bankede så hårdt og hurtigt at han formentligt ville kunne mærke det selv gennem sine klæder. Inderst inde var hun jo nervøs og vidste samtidig at dette ikke burde finde sted, men det var alt for sent at vende om.
Den kølige vind fik hendes hår på armene til at rejse sig lidt, det var som om at den indre varme eksploderede sammen med kulden og vækkede en endnu større intensitet. Hans krop beskyttede hende, ikke et øjeblik tvivlede hun på at han holdt hende tryg i disse ukendte farevande.
Lidt desperat forsøgte Cecilaya at fange hans læber igen da han trak sig, men da det ikke lykkedes, lænede hun sig igen tilbage og så op i hans blik. Ordene blev fanget i hendes strube, forstyrret af de tanker der kørte rundt i hendes sind. Som modsvar, slap hun ham og førte hænderne til snørene der holdt kappen omkring hende. Langsomt løsnede hun den, så den faldt af hendes skuldre men forblev fanget mellem træet og hendes ryg. Under det var hun klædt i et slidt korset der var snørret på midten. Den havde set sine bedre dage. Uden at slippe hans blik begyndte hun at snører dem op. ”Jeg er nødt til at mærke dig,” hviskede hun i takt med at hendes barm i højere grad blev frigjort fra dets fængsel og blottet i natten. Hendes følsomme brystvorter var hårde, hvilket nok mere skyldtes det kolde vejr. Det var ikke ligefrem vejr til sød elskov, men hun var ligeglad. Korsettet var endnu lukket omkring hendes mave men resten var blottet, og hans søde kys forstyrrede hende. Hendes arme faldt ned langs side og forsøgte at gribe fat i træet, mens hun blottede halsen så han kunne sætte sine spor på hendes følsomme hud. Hun sukkede nydende og mærkede hvordan hele hendes krop begyndte at reagere på ham det var bare ret overvældende for hende et eller andet sted.
Da det ikke lykkedes hende at få fat i træet, rakte hun ud efter hans hofte, trak ham tæt på sig, så hendes krop nærmest blev lidt klemt mellem træet og ham, det øgede kun følelsen af at han var der med hende.

[Jared Imaricha]

Det var for sent for Jared at vende ryggen til det her. Kroppen reagerede, som hans krop og sind, nu synes at være to helt forskellige ting. Kroppen som desperat ønskede at få stillet den lyst og den sult, som den havde været præget af i flere dage. Nu måtte han gøre det. Han var nødt til at gøre det. Velvidende om, at det var hans smukke niece, som han stod overfor, måtte han gøre det! Han trak kækt på den ene mundvig. Hans mørke øjne gled atter mod hendes smukke blik. "Begær, kæreste.. Jeg begærer dig," hviskede han mod hendes øre.
Kappen faldt. Jared trak hovedet en anelse til sig, hvorefter han vendte blikket ned mod hendes bryst. Smukt som det kiggede frem i denne vinterkulde. Hånden trak han let til sig, hvorefter han lod den stryge over det følsomme og ømme bryst. Han mindes hende, fra dengang hun havde været den irriterende lille unge, og nu stod hun her. En smuk udvikling. Han lagde hovedet tæt ind mod hendes. Det var vigtigt, at hun nød det, og gerne lige så meget, som det han gjorde. Allerede nu, tog han det til sig, som han nu kunne. Han trak let på smilebåndet. Han vidste at det var det sensuelle der snakkede for hende.
Det blide greb omkring hans hofte, trykkede ham mod hende. Et dæmpet suk tvang sig alligevel forbi hans strube. Neglene rev let i træet bag hende, inden han trak hånden til sig. Han kunne ikke vente. Han var nødt til at mærke hende tættere på sig.  Han førte hende med sig ned på jorden. Bevidst på kappen, som hun havde smidt, som han spredte under dem som et tæppe. Bare for hyggens skyld. Han lagde sig ved siden af hende, og endnu med armen trygt hvilende omkring hende. Hånden strøg over hendes bagparti og videre over hendes faste lår. Han ønskede at røre ved hende. Han ønskede at komme hende tæt.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det burde ikke være hende der tog sig af hans lyst, men den tanke gled mere og mere ud i ingenting. Efterhånden havde hun accepteret at det var en rolle hun måtte påtage sig i aften, og lige nu gjorde det hende heller ikke noget. "Du har ret.. jeg forstår det ikke," hviskede hun upåvirket og sendte ham bare et stille smil. Det var så mange år siden hun havde følt begær, at hun ikke huskede hvordan og hvorledes. Det kunne ligeså godt have været helt nyt for hende.
Følelsen af hans intense blik på hende, fik hende til at skyde brystet frem mod ham, nærmest som en varm indbydelse til at røre hende. Det var kold, man kunne se gåsehuden malet på hendes krop. Det påvirkede hende ikke yderligere, desværre så var lå en stor del af sensuelsdæmonens magt i at offeret glemte hvordan man udøvede sin magi. De var fanget i et spind, og det samme var hun.
Den blide hånd over hendes følsomme bryst fik hende til at gispe lidt chokeret over hvor intenst det føltes. Enhver nervebane i hendes krop var vækket til live. Alligevel trykkede hun sig bedende mod hans fingre. Der var ingen afsky at føle, ingen smerte eller usikkerhed, tværtimod var det eneste hun mærkede sig af et voldsomt behag. Som han lagde sig ned på jorden, gled hun ned ved hans side, liggende på hendes uldkappe der beskyttede hende mod den kolde skovund under dem.
Hun lagde en hånd på hans kind og fangede hans blik mens hun lod hånden vandre ned over hans bryst, denne gang for at finde vej til knapperne der holdt hans skjorte på plads. Fummelfingeret og uerfarent begyndte hun at åbne dem. Lige nu kørte hun på rent instinkt intet andet, for hun anede virkelig ikke hvad hun gjorde og et sted var det også lige meget så lang tid de kom tættere på hinanden.

[Jared Imaricha]

Grebet af tid og sted, var det ikke fornuften der hvilede i Jared i øjeblikket. Selv han kunne ikke bevare den kontrol, som han i forvejen, var så kendt for, når han var præget af den smerte og den sult. Det var intet andet end en forbandelse, som han var blevet bragt til verden med.  Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Han kunne ikke tænke klart. Elanya kunne han selv for nu glemme, hvilket var en fantastisk tanke!
Langsomt gled Jared ned på jorden. Her kunne de ikke ses. De var usynlige for omverdenen, og kun omgjort af den verden, som de lagde sig i. Smuk var hun uden tvivl. De smukke kurver.. næsten helt uberørt, hvilket i sig selv, var utrolig lokkende for ham. Enhver mands drømmescenarie. Selv det var han tiltrukket af. Gang på gang, måtte han jo forsøge at sige til sig selv, at hun jo var hans niece. Han burde slet ikke gøre sig disse tanker!
Kulden var ej noget som Jared bed sig fast i. Sammen med hende, følte han sig.. vel og komfortabel. Varm ikke mindst. Han smilede let for sig selv, som han igen lod blikket hvile på hendes skikkelse. "Rør ved mig.." hviskede han mod hendes øre. Hånden søgte han roligt nedover hendes krop. Han ønskede at kærtegne det hele. Selv på trods af den smerte, som han følte i det indre, så ønskede han ikke at forhaste sig. Han ønskede at nyde det her i den tid, at han nu ville få muligheden for at gøre det! En kold vind passerede dem, hvilket fik ham til at trykke hende mere ind mod sig, inden han trak sig over hende. Det var slet ikke meningen, at hun skulle fryse. "Du er så smuk, Cecilaya.." hviskede han tæt ved hendes øre, hvorefter han atter måtte tildele hendes kind et roligt kys.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Dybt inde vidste Cecilaya godt at han udnyttede hende, også selvom han nok havde meget ringe kontrol over det. Hun var ligeglad, lige nu ville hun bare tilfredsstille ham, tage den smerte som ret tydeligt prægede hans krop og sind. Gennem den tykke kappe under dem, kunne hun mærke et par grene og nogle ligegyldige blade, men i stedet for at gøre ondt, var det nærmest bare mere intenst. Hun rykkede tættere ind mod ham, lagde sig ind mod hans krop i søgen efter varme og tryghed.
Kun to mænd havde nogensinde lagt finger på hende og det var så uendeligt mange år siden, så hendes krop var næsten så godt som uberørt, men tigede i øjeblikket efter hans berøringer. Det lykkedes hende at fumle hans skjorte op, så det ligeså lå blottet for hendes blik. Fristede hende. Hans forførende stemme fik hende til at synke en klump. Hvis hun havde vidst hvordan var det nemmere, på den anden side, så var det jo bare at.. ja røre ham. Hendes hånd faldt på hans bryst, strøg forsigtigt ned over hans hud, der stadig føltes varm.
Cecilaya gøs. Det var ret kølig og alt magi var så langt ude for rækkevidde lige nu, så hun kunne slet ikke overskue at skulle gøre brug af noget som helst. "Du ser heller ikke værst ud," svarede hun med den kækhed der altid havde kendtegnet hende lidt. Langsomt gled hun om på ryggen og lod ham lægge sig over hende. Hendes bryst mødte ham, så tæt som de lå, det var virkelig behageligt!