We have training to do!

[Jarniqa Dynithril]

Flere år.. Jarniqas optimisme syntes igen at dale for i stedet at blive erstattet af irritation. Hun var stærk, og alligevel ville det tage hende flere år! Tænderne bed hun sammen, som hun bestemt ikke var tilfreds! Dog kunne man sige, at hendes ny fundne irritation for dette kunne blive et led i udøvelsen af hendes magi. ”Jeg er 15 nu.. Jeg har smurt mig med tålmodighed,” sagde hun irriteret. For ham var 15 år garanteret ingenting, men han var også gammel. 15 år for hende var derimod hele hendes liv, og selv ville hun bestemt mene, at hun nu havde styrken til at klare sig! De ældre – som ham – skulle bare altid spille kedelige og bedrevidende. Hun rankede sig op. ”Men bare vent og se.. Jeg skal nok klare mig. Jeg skal nok slå dine odds,” endte hun stædigt med at fastslå. Man var vel ikke sin moders datter eller en teenager for ingenting? Hun skule nok klare den.. Hun skulle nok vise, at hun var bedre end ham. At han dernæst sagde, at hun altid skulle bruge sin frustration for at kunne udløse sin magi, måtte også frustrere hende! Hvorfor kunne det ikke bare være noget positivt, som skulle forbindes til hendes magi? Hvorfor skulle der overhovedet forbindes noget? Hvorfor kunne hun ikke bare blinke med øjnene, hvorefter det ville ske? Frustrerende var det.. Et suk undslap hendes læber, inden hun igen hævede sine hænder, så han kunne holde om dem. ”Hvorfor skal det hele være sådan? Jeg troede, at magikerne hørte til lyset.. hvordan kan det så være, at det skal forbindes til det mørke? Et det fordi, at jeg også er mørkelver?” spurgte hun, som hun ikke kunne lade være med at undre sig. Var han mon selv frustreret, hver gang han udløste sin magi? Øjnene valgte hun igen at lukke i, som hun igen gjorde mine til at finde koncentrationen frem. Igen fokuserede hun sin frustration, men til forskel fra den sidste gang, fokuserede hun nu på sin frustration over selve magien.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Kampen om kontrol, ville vare ved igennem resten af hendes liv, og det kunne hun jo lige så godt lære allerede fra starten af. At hun var en blanding gjorde det heller ikke ligefrem nemmere for hendes del. At det ikke ligefrem var noget, som hun ønskede skulle holde ved på den måde, var jo bare en ting som hun måtte lære at leve med. "Jeg ved, at der er gået utrolig mange år for dig, Jarniqa.. Men selv for mig, er det en kamp som jeg må tage op dagligt," forklarede han. Når hun lærte at kontrollere følelsen, behøvede det ikke kræve så meget igen, at skulle lokke det frem. Han vendte blikket alvorligt mod hendes skikkelse, hvor han let trykkede omkring hendes hænder, da de igen gik igang med det endnu en gang. Han trak vejret dybt. Det ville komme til at gøre ondt, og særligt fordi at han jo nærmest måtte forvente at det var den vrede og den frustration mod ham, som hun havde gjort i udgangspunktet. "Magikere hører til i lyset, men selv de kan være præget af negative tanker, og det her er ikke altid en skidt ting," forklarede han denne gang med en mere bestemt mine end det som han havde gjort brug af før. Det var slet ikke meningen at hun skulle blive deprimeret eller frustreret ikke mindst. Mørkelveren havde intet med det at gøre. Det som også måtte være problematisk, var nok det faktum at hun kom så sent igang med det hele, i stedet for det andet. Han vendte blikket mod hendes hænder endnu en gang. "Nu ved du hvordan det føles.. Så langt, så godt. Koncentrer dig.. så forsøger vi igen. Denne gang forsøg at kanalisere det.. Lad varmen igen brede sig i dine hænder.. og forsøg at samle det på et sted.. Se det for dig," sagde han med en rolig stemme. Velvidende om, at det her, var noget som kunne give blankt afslag, og at det kunne ende med at gå udover ham. Det var han ligeglad med.. For nu var det vigtigste, at det her var noget som hun kunne lære.

[Jarniqa Dynithril]

Betryggende fandt Jarniqa det alligevel, at selv han havde svært ved kontrollen af sin magi. I så fald betød det nemlig, at han ikke blot talte ned om hendes evner. Desuden, noget om sagen måtte der være, hvis han virkelig var nutidens stærkeste magiker og selv havde det svært med kontrollen. Nysgerrig blev hun.. ”Passer det virkelig, at du er nutidens stærkeste magiker? Det er i hvert fald sådan, at Damien har beskrevet dig for mig.. Det og at det derfor var vigtigt, at jeg lærte at styre min magi, da jeg har din magi i mig,” lød det nysgerrigt fra hende, hvor det vel den første gang, at hun højlydt sagde til ham, at hun havde noget af ham i sig. Det kunne vel også antyde en lille form af anerkendelse hos hende? Dog ville hun næppe give mere end det, da hun endnu havde svært ved at tackle ideen om hans eksistens. Lettere havde hendes liv nemlig været, inden han var dukket op i det. Svagt trak hun på skulderen. ”Hvis du siger det..,” sagde hun lettere tvivlsomt. Sandt var det ganske vidst, at magikerne hørte til lyset, men at man ikke til dagligt kunne være omvandrende positivitet. Dog tænkte hun stadig, at det ej forenklede hendes sag, at hun var halvt af mørket. Forvirrende var det også, da hendes mørkelviske kræfter til tider blandede sig med hendes magiske.. Desværre vidste hun, at han næppe kunne hjælpe hende med det, og derfor sagde hun intet. Øjnene lod hun søge i igen, som han holdt om hendes hænder, og som hun nu skulle fokusere på magien igen.. eller nærmere fastholde den. Selv fokuserede hun på sin frustration over brugen af magi. Hvor besværligt det var.. Hvordan hun aldrig havde måttet komme i kontakt med den.. Dernæst forsøgte hun at fornemme varmen.. Varmen i sine hænder.. Tiden gik.. og skete der noget? Pludselig lød et smertefuldt skrig fra hendes læber! ”Aaargh!” råbte hun smertefuld op, alt imens hun flåede hænderne til sig. En kugle af flammer have opstået i hendes hænder, og som hun havde fokuseret på varmen i dem, havde hun åbenbart ”antændt” sig selv. Automatisk begyndte hun febrilsk at ryste sine hænder, som hun blot ønskede at det ville stoppe! Til sidst stoppede det også, men der var hendes hænder allerede helt røde og vablede.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste, at rygtet om ham måtte gå langt.. Han havde jo trods alt heller ikke været leder for ingenting. Han sendte hende et skævt smil, også selvom det uden tvivl varmede ham, at hun faktisk spurgte. Et sted fordi at han så på det, som en mulighed for at komme lidt tættere ind på hende, og det var jo noget, som han reelt set ønskede skulle ske. Han vendte blikket mod hende. "Rygter og sandheder kan være to forskellige ting. Jeg har en baggrund i Procias, Jarniqa.. Jeg var leder der i frygtelig mange år, for den magiske race.. Frem til jeg valgte at hjælpe din moder," fortalte han roligt. Selv havde han også tilbragt rigtig mange år af sit liv i Dvasias, hvor han selv havde været underkastet magi, eksperimenter og tortur, som en del af et program for en alkymist, som iøvrigt var noget som havde øget til hans egen magiske kunnen. Hun var datter af en leder. Hun var rent faktisk datter af to.
Salvatore ville gerne hjælpe hende. Det her ville komme til at tage hende rigtig mange år, og det ville fortsætte i lang tid i fremtiden. Så lang tid, at hun ønskede det, ville han stå der og hjælpe hende, og det var noget, som han uden tøven, kunne love hende. Han nikkede bestemt, og fulgte samtidig godt med i hvad der foregik. Han vidste, at det her kunne vise sig, at blive farligt.. Meget endda, men han følte bare, at det her var nødvendigt, og særligt hvis det var noget som kunne give ham et forhold til hans datter. Han ønskede jo at lære hende at kende, som han også ønskede at vise hende, at han var der, hvis hun ville have det. Han havde jo misset utrolig meget af livet med hende, hvilket han jo faktisk var utrolig ked af. Som varmen tog til, og hendes hænder pludselig gik op i.... flammer, slap han hende næsten automatisk. Han bed tænderne sammen. "Jarniqa!" endte han med en hastig stemme, inden hun selv fik ilden slukket. Han rystede fast på hovedet, inden han tog om hendes hænder. Ved hjælp af hans egen magi, som han hurtigt fik under kontrol, sænkede han kropstemperaturen, for at virke med til at køle hendes hænder ned.. Dertil udskilte han vand, så hendes kunne fugtes. "Jeg tror vi holder inde for i dag," sagde han alvorligt, inden han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han ville jo heller ikke have, at hun skulle ende med at komme alvorligt til skade.

[Jarniqa Dynithril]

Leder? Leder af den magiske race? Var der snart mere, som Jarniqa ikke vidste om sine forældre?! Selv følte hun i hvert fald, at der var landet et par vigtige facts i hendes skød på al for kort tid og alt for sent. Det var nemlig først her i hendes femtende år, at hun havde fundet ud af, at hendes moder havde været dronning, og hendes fader kongelig rådgiver og nu også … leder af magikerne. Var der mere, som hun manglede at vide? Kunne der overhovedet være mere?! Alle disse vigtige facts syntes helt at give hende hovedpine.. ”Magikernes leder? Er der mere, som jeg bør vide om jer, som jeg ikke allerede ved?” lød det fortvivlet fra hende, som det hele uden tvivl var … meget for hende. Set i andres øjne, var hun jo intet.. Blot en fattig tyv.. Ej en af betydning, hvis man så bort fra den modstandsbevægelse, som hun nu prøvede at stable på benene. Helt ved siden af, følte hun sig dog ved siden af sine forældre.. Meget måtte det også være at tage ind, som hun helt følte, at hun både skulle lære sine forældre at kende – mest hendes fader – samt lære at tøjle magien. En ting, som de i øjeblikket var fuldt ud i gang med. Øjnene holdt hun lukket, alt imens hun forsøgte at koncentrere sig. At hun endte med at koncentrere sig til, at det hele ramlede sammen, havde hun ikke gået for, men alligevel kom det ej som nogen overraskelse. Hendes magi var nemlig lettere destruktiv.. Skriget forlod hendes læber, som hun formåede at sætte sine egne hænder i brand, samt slukke dem. Smerte! Smerte uden lige! Og … åhh hvor det brændte! Selv mærkede hun helt, hvordan det dunkede i hendes håndflader, skønt hun havde fået slukket branden! At hendes fader greb om hendes hænder, fik hende instinktivt til at prøve at fjerne dem igen. Dog var dette uden held, og gudskelov for det! Heftigt slog hendes hjerte, alt imens hun fornemmede, hvordan temperaturen sank, og hvordan hendes hænder blev fugtede. Ondt gjorde det dog endnu.. Både fysisk og psykisk.. Hun blinkede med øjnene, inden hun beskyttende trak sine vablede hænder til sig igen. ”Det er første gang, at magien har gjort mig ondt..,” sagde hun lavmælt, som det var hårdt at vide, at hendes egne kræfter for en stund havde vendt sig mod hende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde skam forståelsen for, at det var svært for Jarniqa at tage imod den information omkring sine forældre. Han ønskede dig hellere, at hun vidste hvad hun måtte gå ind til, i stedet for det modsatte. Han vendte blikket mod hende. Her stod hun uden noget som var af større betydning, og hendes forældre derimod, havde ikke bare været rådgiver og dronning, men lige så leder for hver deres race tilbage i sin tid. Han lod de grønne øjne falde mod hendes skikkelse. "Ønsker du at vide noget om mig.. eller hende, så spørg mig. Du har al ret til at kende til din familie," sagde han med en rolig stemme. Det var jo ikke fordi, at han ønskede at lægge pres på hende eller noget lignende, men derimod bare informere hende om, hvor meget han egentlig gerne ville blive en del af hendes liv.
At der bogstavelig talt gik ild i hendes næver, var slet ikke noget som Salvatore havde forestillet sig, og ja, det var uden tvivl noget, som selv måtte gøre ham en kende urolig, for det brød han sig da slet ikke om. Hun var hans datter, selvom hun ikke ligefrem havde givet noget åbenlyst udtryk for, at hun havde ønsket at skulle have ham som en del af sit liv. Naturligvis var det en tanke som han ikke kunne gøre synderlig meget ved. Han rystede let på hovedet, som han forsøgte at køle hånden ned. Han så mod hende, da hun trak den til sig. "Lad mig køle dem ned," bad han med en dæmpet stemme. Selv kunne han jo faktisk kun love hende, at det ville blive værre, dersom hun ikke fik denne magi under kontrol. "Jeg ved godt, at det måske har skræmt dig.. Men får du ikke magien under kontrol, vil dette kun ende med at blive værre," forklarede han med en rolig stemme. Han vendte blikket bekymret i hendes retning atter en gang. Han kunne jo heller ikke ligefrem gøre det store ved det, og det var slemt.. virkelig slemt, for han ville jo gerne. Han trak vejret dybt. "Lad os stoppe for i dag.. " endte han med en dæmpet stemme. At se hende på den måde, var heller ikke en tanke som han brød sig om. Det måtte vel alligevel have skræmt hende en anelse?

[Jarniqa Dynithril]

Om Jarniqa ønskede at vide mere om ham og hendes moder? Ja, selv havde hun ikke svært ved at indrømme, at hun higede efter flere oplysninger om sin moder, men om ham… Den blotte tanke om ham, nagede hende, men alligevel kunne hun ikke undgå at føle en lille knivspids nysgerrighed omkring ham. Han var trods alt hendes biologiske fader, om hun kunne lide det eller ej. ”Hvad kan du fortælle om min moder? Du har sagt, at hun var … dronning, og at du arbejdede under hende.. Ellers ved jeg kun, hvad Damien har sagt og det er, at hun skulle have været en fantastisk kvinde, men at der alligevel var dem som elskede og dem som hadede hende,” lød det fra hende, som hun selv anså det for at være bedst at starte blødt ud. Hendes moder var nemlig ej et farligt emne, hvilket han derimod var. En ting var nemlig at acceptere ham som sin læremester. En helt anden var at acceptere ham som sin fader. Det var også et ord, som hun endnu nægtede at få over sine læber! Derfor var det også underligt for hende at høre ham sige din familie, da hun vidste, at han også refererede til sig selv. At han ønskede at hjælpe hende med hendes vablede hænder, fik hende blot til at ryste på hovedet. ”Det går,” sagde hun kortfattet, inden hun igen måtte ødelægge mere af sin kappe. Taknemmelig var hun for hans hjælp, men alligevel ønskede hun ikke mere af den.. Hun ønskede, at han vidste, at hun var stærk! Skønt det var med noget besvær, begyndte hun alligevel erfarent at binde sine hænder ind – en efter en – i det iturevne stof. ”Det behøver ikke at blive værre, da det kun er sket denne ene gang. Det var blot et uheld, fordi du ønskede, at jeg skulle gøre noget dumt,” svarede hun afvisende, alt imens hun fik bundet sin forbinding færdig. Meget var det måske at give ham skylden for uheldet, men når det kom til hendes nyfundne fader, havde hun blot gevaldige forsvarsmekanismer. Hun bed sig selv i læben. ”Fint..” sagde hun stille. At stoppe nu var vel ikke så skidt igen? Ikke med det som lige havde hændt..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

En dag, håbede Salvatore naturligvis på, at Jarniqa ville åbne sig op for tanken om han var hendes fader. Ikke at det var noget som han regnede med, skulle ske lige nu og i det her øjeblik, men måske noget, som kunne komme igen over tid. Han vendte blikket mod hende. Hun var meget målrettet, hvilket uden tvivl var noget som hun havde fra dem begge. En tanke som han faktisk godt kunne lide. Han trak vejret dybt. Det var virkelig en skam, at hun ikke kendte så godt til hendes kære moder. Hun af alle, havde krav og ret på at kende til hende og alt det som hun faktisk havde gjort. Han trak svagt på smilebåndet.. Han savnede hende virkelig. Derfor vakte det ham også en frustration, at han ikke vidste hvor hendes sidste hvilested måtte være. "Denne Damien har ret i sine udtalelser, Jarniqa. Hun var elsket af lige så mange, som måtte hade hende. Hun kommer selv fra kår som har givet hende erfaring med mangt og meget i livet.. Fra en stand som mørkelvernes leder igennem mange år, til at blive dronning i Manjarno, samt alt hvad der måtte være imellem det," fortalte han med en ærlig stemme. At hun jo så ikke viste ham den samme interesse, kunne han jo ikke gøre noget ved.. Det ville forhåbentlig komme med tiden.
Salvatore anså hende som stærk, også selvom magien måske ikke helt ville som hun gerne ville have at den skulle gøre. Det var naturligvis en tanke, som han måtte finde direkte trist, men hvad skulle han da gøre ved det? Han lod hænderne falde, som hun trak sig, for selv at tage hånd om problemet. Han rystede let på hovedet og bed tænderne let og fast sammen. Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det. Selvom han ville ønske, at han kunne. "Din magi er stærk, og derfor er det vigtigt, at du lærer at kontrollere den. Det vil kun blive værre, hvis ikke," forklarede han med en alligevel alvorlig stemme. Det ville dog ej hjælpe hende det mindste, at give ham skylden for dette, selvom det måske synes at være den nemmeste løsning. Han ønskede at være der for hende, som han jo også ønskede at hjælpe hende, og var der så store problemer i dette? Han rystede let på hovedet af sig selv. "Du er dygtig.. Det skal bare læres," fortsatte han med en stilfærdig mine.

[Jarniqa Dynithril]

Leder igen? Leder af mørkelverne? Selv følte Jarniqa helt, hvordan det hele nærmest måtte svimle for hende. Hvorfor havde Damien aldrig nævnt noget af al dette? Hvorfor havde han aldrig fortalt hende om hendes forældre? Hvorfor havde han sagt, at hun ej måtte nævne sin mørkelviske del, når hendes moder havde været fortaler for den race? Forvirrende var det hele.. Forvirrende og trættende.. Åh, hvor var hun træt. Både grundet informationerne og træningen. Hun tog en dyb indånding. ”Hvorfor er al dette altid blevet holdt skjult for mig?” endte hun fortvivlet med at sige, som det var hårdt at sande, at hun faktisk aldrig havde vidst noget som helst om sine forældre. Dog vidste hun også, at hendes fader ej kunne svare på dette, som det havde været en beslutning fra Damiens side.. Hun lagde den ene hånd mod sin pande, mens den anden arm endnu omfavnede hendes krop. ”Jeg må forekomme som en skændsel for jer..,” endte hun dernæst lavmælt med at sige. Hun var brillant tyv, ja, men kriminel vej var det, og derfor var det næppe velset. Hun havde oprettet en modstandsbevægelse, som hun selv stod som leder for, og rent faktisk var stolt af, men ja, det var jo ikke just det samme at sige, som at man var leder af magikerne og kongelig rådgiver eller leder af mørkelverne og dronning af Manjarno. Hun burde vel selv mindst være en prinsesse, men end ikke det var hun.. Aldrig havde hun troet, at hun skulle føle et sådant pres, men det gjorde hun nu! Den ene hånd sænkede hun igen, så hun igen kunne ligge armen om sin krop. ”Jeg skal nok forsøge at træne det, som jeg kan. Damien har blot aldrig været glad for, at jeg skulle forsøge mig med dette på egen hånd,” sagde hun ærligt. Ja, de præcise ord var vel, at han direkte havde forbudt hende at træne. Derfor var det også lidt af en omvæltning for hende, at hun nu godt måtte gøre det.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore skulle ikke kunne sige, hvorfor Jarniqa intet havde fået at vide. Havde det stået til ham, var hun vokset op med sandheden omkring sine forældre, og særligt fordi at han kunne se, hvor hårdt det egentlig måtte tage på hende, at tingene skete på denne her måde. Hans blik søgte direkte hendes skikkelse. Han bed tænderne let sammen i det skjulte. "Du fortjener at kende til sandheden, min pige," sagde han igen prøvende. Han ønskede at blive en del af hendes liv, selvom det naturligvis krævede, at hun åbnede op for muligheden, og lod ham komme tæt ind på hende, som han jo gerne ville. Han vidste at det var hårdt, og særligt nu hvor hun vidste, at hun var royal og datter af to store ledere, som havde udrettet sit igennem de år, som nu havde passeret. Hvad var der at gøre ved denne sag nu? Hun var en tyv.. men ud fra de omstændigheder, som hun havde haft, at vokse op i, var han stolt af hende. Han rystede let på hovedet. "Ud fra de omstændigheder du er vokset op med, kan man kun være stolt over, hvad du har udrettet med dit liv så langt," sagde han. Vejen var lang for en kvinde at gå, og særligt således, og det var det, som han gerne stod fast ved.
Salvatore ønskede naturligvis heller ikke at lægge pres på hende eller noget lignende. Det ville naturligvis blive svært for hende, at kapere, hvilket han skam også havde forståelsen for. Han lod hovedet søge på sned. Den magi skulle hun lære at kontrollere, og hvis hun ville lade ham, ville han hjertens gerne hjælpe hende med den, og det var det som han gerne ville vise hende. Han nikkede. "Jeg ved endnu ikke hvem denne Damien er.. Men det er vigtigt i mine øjne, at du lærer at kontrollere den.. Og jeg vil gerne hjælpe dig med det," sagde han roligt. Et sted kunne han vel betragte det lidt, som hans indgangsvinkel til hende, og det var kun dumt, hvis han ikke udnyttede det bare lidt.

[Jarniqa Dynithril]

Selv ønskede Jarniqa ej at være vred på Damien, men skuffet var hun alligevel, som det var hårdt at høre hele sandheden på én gang. Meget anderledes havde hendes forældres lod i livet trods alt været i forhold til det lod, som hun havde haft her i livet. Tænk engang, hvis hun havde vokset op med to forældre.. Tænk hvis hun var vokset op på selve slottet.. Utænkelig var disse tanker dog, da de lå hende så fjernt. Aldrig havde hun haft sine forældre, som hun kun havde haft Damien. Aldrig havde hun været royal, som hun altid havde levet med et utæt tæt og de ejendele, som hun havde kunnet skrabe til sig. Nej, hendes reelle liv lå langt fra det liv, som hun måske kunne have fået. ”Det ville måske have været lettere at leve det liv, som jeg blot altid har kendt,” endte hun med at sige, og tog hun virkelig så meget fejl? Lettere var det at tænke på, at hendes moder var gået bort under fødslen, at hendes fader aldrig havde været der for hende, og at hun derfor levede et fattigt, men godt liv med sin værge. Sværere var det at abstrahere fra, at hendes moder i virkeligheden havde været dronning og leder, og at hendes fader havde været rådgiver og leder, samt engang var blevet landsforvist grundet hendes moder. Ja, hvordan tacklede man egentligt alle disse oplysninger bedst på en gang? ”En dronning, leder eller rådgiver tænker vel næppe, at det jeg laver er livet.. Dog har jeg altid været tilfreds med det,” endte hun ærligt med at sige, for nej. Hun havde faktisk aldrig været skuffet over, at hende og Damien ej havde haft mere. Hun havde jo altid været glad.. De smaragdgrønne øjne holdt hun på hans. De øjne der også måtte ligne hendes, hvis hun så ind i et spejl. ”Jeg sætter pris på, at du ønsker at hjælpe mig med magien.. Selv ønsker jeg også den hjælp.. Dog tvivler jeg på, at det altid vil være muligt med al det, som er på færde,” sagde hun ærligt. Selv agtede hun jo at styre modstandsbevægelserne, og af den grund vidste end ikke hun, hvorhen i verdenen hun ville blive ført hen. Ej heller, om hendes fader altid ville stå ved hendes side, skønt han ønskede at være en del af det. Der var endnu så mange ting, som skulle på plads!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Jarniqa havde ikke afvist det faktum, at han havde kaldt hende for 'sin pige'. Et sted var det noget som selv Salvatore måtte anse og tage som en sejr i sig selv, og det var noget som han virkelig var glad for. Selvom det ikke var hverdagsting, som hun nu havde fået at vide om sine forældre, så levede hun dog heller ikke det liv, som nogen af dem, havde tiltænkt hende. Ikke at han kunne gøre meget andet ved det nu.. Det handlede om at se frem, i stedet for modsat. Hun havde fået lov til at beholde livet på grund af denne Damien, hvilket stadig var en mand, som han skyldte frygtelig meget. "Du har aldrig kendt til det andet liv, som du måske skulle have levet. Omstændighederne og skæbnen afgører ikke altid hvor man ender, men derimod valg.. Mit valg har kostet mig de første 15 år af dit liv, Jarniqa.. Og det er jeg ked af," sagde han ærligt. Han havde valgt at tage turen til Imandra. Havde han ikke taget den, kunne det være, at omstændighederne, ville have været helt andre for hans vedkommende?
De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse. Selv var han ikke et sekund i tvivl om, at han var hendes far, når han så i hendes øjne. For nu måtte de holde inde med træning. Det kunne koste hende livet, hvis hun forsøgte alt for meget, og det ønskede han da på ingen måde, at opleve. "Jeg skal ikke kunne sige, hvad der sker i fremtiden, men jeg vil være omkring og lære dig det, uanset hvor du måtte befinde dig. Den manglende kontrol kan koste dyrt og i værste tilfælde dit liv," fortalte han alvorligt. Ikke at det var en ting, som han ønskede at opnå med dette.. Han ville bare sikre sig, at hans datter kom godt fra det, og rent faktisk fik lov til at beholde sit liv. Det var egentlig det eneste, som betød noget for ham i en stund som denne.

[Jarniqa Dynithril]

Selv ønskede Jarniqa ikke at tænke på det liv, som hun kunne have levet. Svært var det også for hende at gøre, da hun ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig at være en prinsesse. Det var en for urealistisk tanke at gøre sig, når hun blot var en fattig tyv. Om hendes fader ville ønske, at tingene havde set anderledes ud, måtte også være op til ham selv. Selv vidste hun end ikke, hvad han ville have ønsket sig, hvis han havde kunnet ønske sig hvad som helst.. Ville han mon ønske, at hun ej eksisterede? Ville han ønske, at hun elskede ham som sin fader? Ville han ønske, at hun, ham, og hendes moder havde været en lykkelig familie? Hun vidste det dog ikke, ligesom hun ej heller vidste, hvad hendes moder ville have ønsket.. Farlige tanker var det også at gøre sig. Hun endte med at trække på skulderen. ”Ligegyldigt er det, hvad man kunne have tænkt sig. Det vigtigste er, hvad der er, og hvad man kan gøre,” endte hun med at sige. At h an var ked af, at han ej havde været der for hende, valgte hun ikke at hænge for. Rart havde det nok været med en fader, men nu vidste hun ærligt talt ikke, om hun kunne acceptere ham i den rolle. Dæmpet slap hun et suk.. Den manglende kontrol kunne koste hende det ene eller det andet. Ja, hun havde efterhånden hørt denne historie. Alvorligt var det selvfølgelig, men selv ønskede hun blot at pointere, at hun havde forstået det den første gang, at det var blevet sagt. ”Jeg skal nok undgå at sprænge mit eget hovedet af.. Hvis jeg gør det på en anden, lover jeg, at det var planlagt.” Hun blinkede let med det ene øje. Træningen var skam vigtig, men for i dag mente hun, at det var nok. Selv kunne hun også endnu mærke, hvordan det måtte dunke i hendes håndflader! Forbistrede fokus på sine hænder og varmen!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Dumt var det uden tvivl at tænke på de sager, som man uanset ikke var i stand til at gøre noget ved, og det var det som selv Salvatore måtte stå inde ved. Tingene kunne måske have set anderledes ud, om han havde været klar over det faktum, at han skulle være fader, men Denjarna ville nok alligevel have mistet livet i samme omgang. Når det nu var sagt, opgav han ikke kampen for at blive en del af sin datters liv, og hvis det her var måden, hvorpå at han kunne hjælpe hende, så gjorde han det glædeligt. Han nikkede til hendes ord. Hun havde så ret. Det som var sket i deres liv, var ikke noget, som de kunne gøre alverdens ved, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. "Der er ikke nogen grund til at tænke og handle over ting som kunne have været, men i stedet for tænke over tingene, som de nu er," sagde han med en rolig stemme.
For nu kunne de lade magien ligge. Hvorvidt om hun nogensinde ville åbne sit hjerte op for ham, samt acceptere ham som sin fader. Han håbede og drømte om den dag, når den engang ville komme - hvis den ville komme. Han sænkede sine hænder. Han kunne da forstå, at hun endnu måtte have ondt i sine, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre synderlig meget ved det lige nu. Ikke så lang tid, at hun ikke ville lade ham gøre det. "Det håber jeg for din skyld. Om du vil, så vil jeg fortsætte med at træne og øve magien sammen med dig," sagde han endeligt, som han endnu en gang måtte vende blikket mod hende. Han ønskede bestemt ikke at miste hende, før an lærte hende at kende, og det var det som var lidt pointen ved det her. Magien var noget som de havde sammen, og hvis det var den indfaldsvinkel som han havde til hende, så var det da uden tvivl den, som han havde tænkt sig at tage!

[Jarniqa Dynithril]

”Det er korrekt,” endte Jarniqa med at sige. Gad vide, om han refererede til de to, når han sagde disse ord? Et sted var det ej utænkeligt. Ej heller når hun et sted vidste, at han forsøgte at gøre en indsats med hende. Dog var hun ikke klar til dette, som hun ikke var klar til at acceptere ham i sin indercirkel. Træningen var derfor det eneste, som det kunne blive til for nu. Distancerende var det nemlig, som det omhandlede at fokusere på hendes magi, fremfor på dem. Hvorvidt hun nogensinde ville blive i stand til at lukke ham helt ind, vidste hun dog ikke. Ønskede hun overhovedet, at det skulle ske? Svært var det at sige.. Blikket slog hun ned, ved hans efterfølgende ord. Selv fokuserede hun på at betragte sine ømme indbundne hænder, som hun let masserede mod hinanden, så hun kunne kamoflere sit blik mod hans. Et sted fandt hun det jo rart, at han var der nu.. ”Jeg er ligeglad med, hvem der træner mig.. Hvis du ønsker at gøre det er jobbet vel dit,” endte hun med at sige så ligegyldigt, som hun kunne præstere. Ligeglad var hun dog ikke. Hun ville dog aldrig indrømme for ham, at det forholdt sig således. Det var vel bare en teenageting? Blikket hævede hun igen, så hun kunne tage ham i syn igen. Mærkværdigt var det endnu at kunne se ham og at vide, at han virkelig var hendes fader. Ville hun mon nogensinde vænne sig til den følelse? Hun var trods alt vant til tanken om at være forældreløs. Det havde trods alt altid været sådan.. Eller det havde været således indtil nu. ”Jeg tror, at det er bedst, hvis jeg snart søger tilbage.. Damien har det endnu svært med synet, og mine hænder trænger til salve,” lød det roligt fra hende.