We have training to do!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore ønskede oprigtigt at blive en del af sin datters liv, og det var der vel heller ikke noget forkert i, var der? Hans blik søgte roligt hendes skikkelse på ny, som han lod hovedet søge på sned. Nu hvor hun også var noget af eneste, som han havde tilbage, samt det faktum, at hun havde en gruppe som skulle stå for modstanden, så var der rigtig mange ting, som man skulle tage højde for, og det var noget som han lige så, ønskede at blive en del af. Som enhver anden fader, som ønskede det bedste for sin datter, ville han lige så, gerne passe på hende og beskytte hende, men det krævede jo lige så, at han også blev en del af hende. Det var jo så helt og aldeles op til hende, om det nogensinde, kunne ende med at blive realistisk i det forløb. Tungen strøg han let over sine læber og med et let og stille smil på læben. "Et job, som jeg glædeligt vil tage imod, Jarniqa," sagde han ærligt. Meget distanceret var det måske, men ikke desto mindre, så gav det ham en indfaldsvinkel til hans datter, og for ham, så var det faktisk det, som var det vigtigste.
At hun ønskede videre, forstod han skam godt, og særligt hvis Damien havde svært ved synet. Han havde ganske vidst hørt om uheldet, og det var uden tvivl meget beklageligt. Dog var denne Damien endnu en mand som han ikke havde fået lov til at hilse på personligt. Dette ville forhåbentlig komme en dag. "Jeg vil vende tilbage og hjælpe med din træning, når du atter føler, at du er klar til det. Dine hænder, har for brug for hvilen, som du kan skænke dem," fortalte han med en rolig stemme. Hun virkede nemlig heller ikke helt så afvisende overfor ham længere, som hun havde været, og naturligvis var det ham en glædelig tanke, når det endelig skulle være. I takt med disse ord, valgte han at rette sig op. Et kraftigt lysglimt meldte sig, hvorefter han forsvandt, som havde han aldrig været der. Benden og Paggeija var ikke just hans hjem, så han søgte dertil hvor han hørte hjemme. Dog holdt han øje med sin datter på afstand. Han ønskede jo ikke, at noget skulle ske hende.

//Out

[Jarniqa Dynithril]

De smaragdgrønne øjne hvilede på ham. På hendes fader.. Et sted følte Jarniqa en vis glæde ved, at han ønskede at påtage sig jobbet som hendes lærer. Ligeså følte hun en vis glæde over, at han direkte sagde, at det var noget, som han glædeligt ville gøre. Dog ønskede hun ikke at agere på det, ligesom hun end ikke vidste, om hun ønskede at føle det. I 15 somre havde han trods alt været ude af hendes liv.. 15 vigtige år.. Selvfølgelig vidste hun, at han ej havde kunnet være der for hende, når han ej havde været en fri mand i den tid. Dog kunne alligevel ikke undgå at føle et ubærligt svigt, samt havde den tanke, at hun burde være stærk, samt kunne bevise, at hun kunne klare sig for sig selv. Dog var hun endnu kun en ung kvinde, som blot snusede til at stå på egne ben.. ”I så fald vil vi ses til min næste træning,” endte hun med at sige så afmålt, som hun overhovedet kunne præstere. Svært var det nemlig at være komplet ligeglad, når han stod lige foran hende og rent faktisk forsøgte at gøre en indsats.. Uden følelser var hun trods alt heller ikke. Som han gav hende sin afsked, skulle hun til at svare ham, men blev dernæst blot efterladt med åbenstående mund.. Hvad var der sket? Havde han gjort, hvad hun havde ønsket at kunne gøre? Forvirret blinkede hun med de grønne øjne, som et lysglimt i det ene øjeblik havde skåret i hendes øjne, hvor hendes fader dernæst havde været væk i det næste. Havde han virkelig flyttet sig fra tid og sted? Havde han virkelig transporteret sin krop med et blink med øjet? Automatisk så hun sig om. Nærmest for at sikre sig, at han ikke lurede i det næste hjørne, men væk var han.. Helt alene var hun virkelig. Hun bed sig selv i læben, inden hun tøvende begyndte at gå. Hjem skulle hun, som hun også selv havde sagt. Damien ventede på hende derhjemme, og hendes hænder havde brug for hjemlig pleje.. Dog kunne hun ikke undgå at kaste adskille blikke over skulderen, som hun bevægede sig mod Benden.

// Out