We have training to do!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var enig i Jarniqa og med hendes mål med alt dette, men derfor var det virkelig vigtigt, at dette blev opnået på den helt rette måde, og det var lidt der, at den måtte ligge i den anden ende. Når alt endelig kom til alt, så ville han faktisk gerne støtte hende i dette gøremål, og det var han heller ikke bange for at erkende. Han nikkede. "Naturligvis. Jeg kan se, at du slægter din moder frygteligt på, og jeg kan se hensigten med dette foretagende, Jarniqa. Hvis jeg kan, ønsker jeg sågar at støtte dig i det, om du vil lade mig?" endte han. Selv ville han gerne have kæmpet dvasianerne tilbage til den anden side, af deres egne grænser, og særligt når det foregik på denne her måde!
Hun forsøgte at slappe af, hvilket var noget som passede Salvatore helt fint. At det jo så kun var frem til at han selv havde åbnet munden, før hun hidsede sig op igen, fik ham kun til at himle med øjnene. Nu var det simpelthen ved at blive for meget, selv for ham. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse, og alligevel med en ganske alvorlig mine. Som hun forventede respekten, forventede han den uden tvivl i retur, for det var hårde ting, som han skulle hjælpe hende med! "Jeg siger ikke dette for at tale ned til dig, men den respekt som du kræver, er noget som jeg kræver i retur," forklarede han med en ganske sigende mine. Det var vel heller ikke underligt, var det? For ham var det uden tvivl hårdt at skulle stå i fremtiden, go særligt hvis han skulle hjælpe hende med magien oveni. Dertil ville han jo samtidig også gerne blive en del af den gruppe, som ønskede at ødelægge det for Dvasias. Det land skulle slet ikke have lov til at komme i vejen for dem, og da særligt ikke på denne her måde, for det ville han da slet ikke have! "Fald til ro, så vi kan komme i gang," afsluttede han roligt. De skulle jo ellers stå her og skændes som hund og kat, og det kom hun ikke nogen vegne med, hvad angik hendes magi! Overhovedet ikke!

[Jarniqa Dynithril]

Stoltheden følte Jarniqa i sig hver gang, at Salvatore eller nogen anden forbandt hende med sin moder. Aldrig havde hun mødt kvinden, men selv anså hun hende for at være en stor kvinde. Derfor kunne hun også lide tanken om, at hun blev holdt i live gennem hende, skønt hun også stadig ville holde fast i, at hun var sin egen person. At Salvatore ligefrem ønskede at tilslutte sig hendes sag, blev hun noget overrasket over! Var han alligevel så enig i hende, at han ønskede at blive en del af hendes modstandsbevægelse? ..eller gjorde han det blot for at holde øje med hende? Tankerne for om end igennem hendes sind. ”Jo flere der er med i Resistentia, jo bedre,” endte hun med at sige, for ja, hun havde også allerede fundet et navn til gruppen. ”Du skal dog ikke deltage for min skyld.. Du skal deltage, fordi du er enig med vor sag og ønsker at gøre, hvad der skal til.” Ideelt ville det uden tvivl være at have en stærk magiker på sin side. Derfor ville det uden tvivl være en positiv ting for Resistentia, hvis en mand som Salvatore blev en del af den.
Stædigt rankede Jarniqa sig op. Selv forstod hun uden tvivl princippet i, at respekt gjaldt for alle parter. Problemet i denne her situation var dog, at hun vidste, at han var hendes fader, og en fader, som hun intet forhold havde til.. Derfor var det kun naturligt, at hun prøvede at stille sig op imod ham. Teenagere var vel også altid ekstra oprørske overfor deres forældre, og især dem som aldrig havde været der? ”Respekten kunne du have krævet for 15 år tilbage,” endte hun med at bide af ham.. og vel også for at såre ham et sted? Selv vidste hun godt, at han ej kunne have været der, men alligevel gjorde det ondt i hende, og det var noget, som han ej forstod. Blikket tog hun igen fra ham, som hun igen lod øjnene glide i for at gøre, som han sagde.. At falde til ro. Dybt trak hun vejret, som hun igen prøvede at forene sig med sin indre ro.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore mente det, når han lavede koblingen mellem hende og hendes moder, for han kunne uden tvivl se det. Denjarna var jo selv en kvinde, som han måtte savne, og særligt fordi at han ikke havde været der for hende, da hun havde haft brug for det. Jarniqa var kommet ud af deres aften sammen.. Den sidste aften de havde delt, inden han var taget afsted? Endnu var det utroligt, at han havde været væk i så mange år. Planerne havde hun uden tvivl i orden, hvilket han havde respekten for. Som sin mor, så vidste hun lige præcist hvad hun gerne ville have. Han nikkede til hende. "Manjarno har i en lang årrække været mit eget hjem. Hvis jeg kan gøre noget, for at bevare det således, så gør jeg det. Jeg er enig i din sag.. og jeg vil kæmpe for det," sagde han ærligt. Desuden var det Denjarnas land.. Hendes ånd levede vel videre her? Hun havde gjort godt for mange, og mange ville uden tvivl stadig mindes dem.
Hendes ord slog uden tvivl hårdt. 15 år.. ja, han havde jo været væk i al den tid, og havde det ikke været for de to magikere, så var han jo heller ikke kommet fri. Han havde hængt i Den Mørke Cirkel til den dag, han ikke kunne mere. Han havde jo været tæt på i forvejen på at give op. Hans blik søgte ned mod jorden. "Om jeg kunne, og havde jeg vidst, så havde jeg," sagde han endeligt. Skulle hun bruge den mod ham nu? Han havde for pokker ikke haft nogen jordisk mulighed for noget som helst! Ej havde han set Denjarna igennem svangerskab og med en voksende mave, og ej havde han vidst, at han skulle være far. Hvordan skulle han vide det? At hun så alligevel forsøgte at koncentrere sig, så de kunne komme igang, passede ham nu ganske udmærket. Han stillede sig tættere på hende. Nu begyndte det da at ligne noget! "Du gør det godt, Jarniqa.. Når du er sikker på, at du har fundet roen, så giv mig dine hænder," sagde han endeligt. Han ville jo virkelig gerne hjælpe hende, så selv hun kunne stå så stærkt, som det var hende muligt. Hans blik hvilede på hendes skikkelse, alligevel ganske alvorligt.

[Jarniqa Dynithril]

Et svagt smil gled over Jarniqas lyserøde læber i takt med hans ord. Det var vel det første smil, som han overhovedet så på hendes læber? Som smilet nåede hendes læber, måtte det også have en hel virkning på hele hendes ansigt. Smukkere blev hun nemlig at se på, som det gav en vis glød til hele hendes ansigt. ”I så fald vil modstandsbevægelsen glædeligt acceptere din deltagelse. Guderne må vi vide, at vi har brug for de mænd og den erfaring, som vi kan få,” sagde hun ærligt. Lille var den nuværende modstandsbevægelse, men det var vel også blot et spørgsmål om tid? Folkets had ville højst sandsynligt fæstne sig i manjanernes hjerter som tiden gik, og når den dag kom, hvor de var klar, ville de have Resistentia at slutte sig til. Det var i hvert fald hendes plan.
Jarniqa vidste udmærket, at det var et modbydeligt træk af hende at nævne hans manglende tilstedeværelse i hendes liv. Dog var hun ligeglad, som hun følte sig såret af tanken, lige meget hvilken årsag der lå bag. Derfor var det kun retfærdigt, at han fik noget af den smerte igen. Det var i hvert fald sådan, at hun havde valgt at se på det hele. Dog lagde hun nogen af disse følelser på hylden, som hun agtede at komme i gang med sin træning! Hun ønskede at blive bedre, og hun vidste, hvad hun skulle bruge det til! En bedre tilgang kunne man næppe have. Øjnene holdt hun lukket, som hun forsøgte at finde sin koncentration og ro. Armene holdt hun slapt ned ad sig selv. Selv forsøgte hun at glemme Dvasias, skønt det i sig selv var svært.. Dog prøvede hun at fokusere på sit åndedræt i stedet.. Stille ind, og stille ud igen.. I et godt stykke tid stod hun således, da det ej var en simpel opgave, som hun havde fået af ham. Efter et par minutter hævede hun dog langsomt sine slanke hænder, så han kunne tage dem. Intet andet gjorde hun dog, som hun både holdt øjnene og munden lukket. Roen skulle hun trods alt fastholde!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne jo kun være stolt over at have så smuk og intelligent en datter, selvom han nu tvivlede på, om han nogensinde ville få lov til at kalde hende ved denne titel. Dog kunne han jo kun håbe, at hun en dag, ville åbne op for denne mulighed. Han ville gerne hjælpe hende. Om ikke andet, så vise, at han som fader, rent faktisk ønskede at støtte hende i dette henseende, og særligt fordi at det nok var noget af det, som hun selv havde brug for efterhånden. "Jeg har meget med i rygsækken, og jeg vil gerne tilbyde hvad jeg kan," sagde han blot. Selv havde han naturligvis sine uheldige situationer, men det var vel heller ikke til at undgå, var det? Han sendte hende et svagt smil. Han kunne uden tvivl godt lide, at der var så meget af hendes moder i hende. Der var nogen til at mindes dette, hvilket uden tvivl også var noget af det, som i særdeleshed måtte betyde ekstremt meget for ham.
At bruge de 15 år mod ham, var virkelig ikke fair! Og det stod Salvatore fast på! Kunne han, så ville han da naturligvis have blevet ved hende, men den mulighed havde han bare ikke haft på grund af andre ting. Han lod den dog ligge der for nu, da det så ud som om hun endelig ville give sig hen og rent faktisk give ham hvad han skulle bruge, netop for at hjælpe hende. Hun koncentrerede sig, hvor han selv blev stående overfor hende. Han gav hende den tid som hun nu havde brug for, inden hun gav tegn til at hun var ved at være der, ved at hæve sine hænder. "Godt.. lyt du blot til mine ord, Jarniqa," sagde han roligt. Han lagde sine hænder under hendes, så hun havde dem at hvile mod. Alligevel en meget vigtig kontakt fra et magisk væsen til et andet, og der var dette så sandelig heller ikke noget undtag. Han tak vejret dybt. "Koncentrationen hjælper dig til at finde den kerne, som udgør selve den magiske egenskab, som du nu skal lære at kontrollere. Den er bundet til dine følelser, som min også er bundet til det jeg føler," begyndte han med en rolig stemme. Magien i ham kunne genkende den som måtte befinde sig i hende, hvilket var noget, som han i forvejen godt kunne lide. Hans blik søgte hendes derefter endnu en gang. Han lukkede sine næver ganske roligt omkring hendes håndled. "Særlige følelser forbindes med magien, Jarniqa.. Fortæl mig hvilken følelse, som særligt forbindes med magien," forklarede han. Det var meningen hun skulle frembringe den, uden at miste kontrol over den.

[Jarniqa Dynithril]

Glad måtte Jarniqa være for den tilbudte hjælp. Nødvendig var den nemlig, som det bestemt ikke var milde planer, som hun havde lagt. Selv tog hun også hans indmeldelse som et tegn på, at han ville gøre, hvad end der skulle til for Manjarno. Det var i hvert fald, hvad hun forventede af dem, som meldte sig ind i Resistentia. Mildt ville det bestemt ikke gå for sig, men ej heller kunne man sige, at den manjanske overtagelse havde været mild. Mange havde nemlig mistet livet, hvor Damien også var blevet alvorligt såret. Derudover var det ej heller en mild ting at miste sit land til sit eget. ”Det glæder mig at høre. Vi vil få brug for det,” sagde hun ærligt, som der ikke var nogen grund til at lyve i denne sag. Videre børnevenlige ville planerne nemlig ej være, og derfor var det også bedst, at man vidste, hvad man gik ind til.
Hænderne holdt Jarniqa fremme, som hun måtte mene, at hun nu befandt sig på det ønskede stadie i både sind og krop. Svagt gibbede det i hendes krop, som han let rørte hendes hænder. Skønt hun var rolig, kunne hun ikke lade være med at finde handlingen besynderlig, som hun ej var vant til, at de rørte hinanden. De var nemlig langt fra så tætte på hinanden, at hun ville finde det i orden! Dog måtte det gå i denne træningslektion. Tavst gjorde hun, som han sagde. Nemlig lyttede. At hendes magi skulle være fundet til hendes følelser, behøvede han skam ikke at fortælle hende. Det vidste hun nemlig udmærket godt, og det var også det der gjorde, at hun var potentielt farlig. Af den årsag var det ej heller en hjernevrider for hende at svare på, hvilken føles der særligt forbandt hende med magien. ”Frustration,” endte hun blankt med at sige, uden at hun slog øjnene op. Sørgeligt, men sandt var det. Hun fornemmede mere eller mindre kun sine kræfter, når hun enten var frustreret, vred eller ulykkelig. Det var ikke just den mest positive ting, som forbandt sig med hendes ene halvdel, men om end var det sådan, at det var.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Der var ikke det som Salvatore ikke ville gøre for sin datter, selvom han vidste, at hun ikke ville have noget med ham at gøre på det punkt. Dog måtte han sande, at det som hun havde gang i, var farligt, men nødvendigt. Nogen skulle gå frem som et eksempel, og forhåbentlig, ville det få resten med i samme omdrejning. Man kunne jo håbe, at når hun gjorde det, og at andre jo så ville deltage. Han nikkede alvorligt. "Jo flere der deltager, des bedre er det uden tvivl," sagde han med en rolig stemme. At det glædede hende, var samtidig en tanke som faktisk også glædede ham. Selvom han måske ikke var den far, som han skulle være - og gerne ville være, så kunne han da om ikke andet, så stadig bruges.

Nu hvor de endelig var igang, var det uden tvivl vigtigt, at hun tog sig sammen. Han ønskede ikke at ødelægge dette, og særligt ikke når hun tog denne farlige rejse i sindet. Magien var koblet til følelserne, hvilket var en af de farligste alternativer for magi som faktisk fandtes, og særligt fordi at følelser ikke var noget, som man kunne kontrollere, som man måske gerne ville ønske, at man kunne, men gjorde det virkelig nogen stor forskel? Hans blik hvilede alvorligt på hendes skikkelse.. Igen begyndte det at blæse op.. også fordi at han nu selv lod sin egen magi komme til overfladen. "Hvis frustration er den følelse som bringer det frem i dig.. så find den.. tænk på noget som frembringer den følelse. Den skal kontrolleres, og det er det som vi nu skal fokusere på. Jeg kan tackle det... fortæl mig hvad der gør dig frustreret, Jarniqa. Du skal ikke holde igen på magien. Du skal lade den fylde dig. Den er en del af dig, og har ligget i lås i alt for mange år," fortsatte han med en rolig, dog ganske alvorlig stemme. Han holdt endnu omkring hendes hænder og håndled. I det her tilfælde, var der intet seriøst ved den berøring, andet end at hun skulle trænes. Han vidste at det ville blive hårdt.. rigtig hårdt, men om nogen kunne klare det, så var det uden tvivl hende.

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige var Resistentias tilværelse mere sikker, jo flere der deltog i bevægelsen. Især når det var personer som Salvatore, som valgte at indgå i den. Personligt kendte Jarniqa ikke meget til hans kræfter, da hun aldrig havde set ham i aktion. Dog havde hendes værge – Damien – altid belært hende med, at hun nedstammede fra nutidens stærkeste magiker. Derfor turde hun tro på, at det var et plus at have sin fader med sig, skønt de endnu haltede på det personlige. Selv gad hun nemlig endnu ikke acceptere, at han var hendes fader. Det eneste hun kunne rumstere lige nu og her var, at han var hendes magimester, og nu også allierede i Resistentia.
Øjnene holdt Jarniqa lukket, og … var han sindssyg? Tænk på det, som frembringer frustrationen i dig? Fortæl dernæst ham om det.. Lad frustrationen fylde dig. Selv tvivlede hun gevaldig på, at han vidste, hvad han gik ind til. Eller også vidste han det, og var i virkeligheden psykopat. Havde han ikke hørt efter, da hun havde indrømmet overfor ham, at hun havde styrtet Neutranium? Komplet uforstående var det også for hende, som Damien altid havde sagt til hende, at hun skulle holde igen, og at hun ikke måtte bruge sin magi. At Salvatore derfor krævede af hende, at hun fremprovokerede magien, var komplet uvirkeligt! Men nuvel… han bedte selv om det. ”Det frustrerer mig, at jeg ej må bruge min magi, og ej kan styre det.. Det frustrerer mig, hvad der skete i Ityrial, og at Dvasias nu ser sig som vores overmand.. Det frustrerer mig, hvad der er hændt Damien.. Det frustrerer mig, at jeg har mødt dig..” Sande var alle hendes udtalelser, hvor den sidste med garanti måtte være et slag for ham. Dog kunne hun ej gøre for, at hun havde haft lettere ved at acceptere, at hendes biologiske fader ej var i hendes liv, fremfor at hun pludselig var tvunget til at tale stilling til ham efter 15 år.. Man måtte dog sige, at hans taktik hjalp. Magien søgte nemlig op til overfladen igen, som vinden igen tog til, alt imens hun knyttede sine næver.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste, at det som han lavede, var farligt og i særdeleshed overfor ham. Den følelse som udløste den magi i hendes krop og sind, var en som hun skulle lære at finde frem, uden at det ville gå galt, og hun ville miste kontrollen. Det var det som var det vigtigste lige nu, og det var det som han selv måtte stå fuldkommen fast på i den anden ende. Han havde brug for at hun fortalte ham det.. Han skulle kunne bruge det, når de kom længere i træningsforløbet. Han kunne mærke allerede nu, i takt med at hun måtte åbne op, at vinden for alvor tog til. Det blæste godt, og det blæste koldt, selvom han dog ej måtte vige fra hendes side. Ordene slog hårdt.. særligt at det vakte hende en frustration at have mødt ham. En tung byrde, måtte det vise sig at være, som lagde sig om hans hjerte, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han bed tænderne fast sammen.. Det var ikke tid nu til at blive emotionel!
Salvatore trak vejret dybt, inden han atter en gang måtte åbne øjnene endnu en gang. "Så vælger vi at fokusere på det, som vi netop kan gøre noget ved.. Tænk på mig, Jarniqa.. Tænk på den frustration det vækker i dig at jeg pludselig dukkede op i dit liv," fortsatte han. Selvom det naturligvis var svært for ham, at bede hende om at vende vreden mod ham, så var det vel det rette at gøre? Som hendes hænder lukkede, lukkede han sine egne mere fast omkring hendes håndled. Hun måtte ikke miste kontrollen nu! Det ar vigtigt! "Fokusér på det, Jarniqa," fortsatte han. Denne gang med en mindre hævet stemme, for at være sikker på, at hun kunne høre det, sådan som det begyndte at blæse. Alle magikere havde skulle igennem dette før eller siden i deres liv. Det var bare trist, at det først kom så sent i hendes, men bedre sent end aldrig, ikke sandt? "Nu er det kontrollen som du skal bevare. Den vrede og frustration som du nu ønsker at smide over på mig. Aldrig skal den blive mere slem, end at du kan styre det.. nu.. fokuser på varmen i dine hænder. Den energi du føler, skal have en udladning.. Skab den," sagde han direkte. Han vendte hendes hænder forsigtigt, så de nu stod med håndfladerne ind mod hinanden i en lodret position. Han ville hjælpe hende.. uanset hvor meget hun end måtte hade ham, så ville han gøre hvad han kunne, for at hjælpe hende.

[Jarniqa Dynithril]

Skønt Jarniqa ej følte sig tilpas med den viden, at han nu var i hendes liv, følte hun sig ej heller tilpas med, at hun nu skulle lade sig fylde af den følelse overfor ham. På sin vis fik den tanke nemlig hende til at føle sig modbydelig, som hun udmærket godt vidste, at hun ej gjorde det let for ham. Dog skulle man også forstå, at det var en svær situation for hende, og derfor følte hun ej heller, at man kunne bebrejde hende for det. Det var nemlig meget for en femtenårig ung kvinde at skulle acceptere, at der nu var en mand i hendes liv, som hun skulle kalde for fader. For sent var det nemlig til det, som hun allerede havde fået opbygget sin identitet. ”.. Er du sikker?” endte hun alligevel tøvende med at spørge, skønt hun udmærket havde hørt ham. Han ønskede, at hun fokuserede på ham, og ikke nok med det, men hendes frustration til ham. Tøvende gjorde det hende, og derfor endte det også med, at hun i et par sekunder slækkede på kontrollen. Hvordan skulle andet også være muligt? Hendes tøven røg dog igen, som han fastgjorde overfor hende, at det var hans ønske. Tænderne bed hun sammen igen, som hun igen gjorde, hvad han sagde.. Fokuserede på det.. Fokuserede på sin ligegyldighed, da Damien havde sagt, at han ledte efter hendes fader. Fokuserede på sin vrede, da hun for første gang havde mødt ham. Fokuserede på, hvordan hun havde ønsket at skade ham, samt havde kylet en vase direkte i hovedet på ham. Fokuserede på, hvordan hun havde betvivlet, hvorvidt hun havde skullet lukke ham ind i sit liv eller ej. Fokuserede på, hvordan den tvivl endnu måtte frustrere hende.. Varm begyndte hun at føle sig, alt imens blæsten rev i hendes ravnsorte lokker og tvang dem ud af den knold, som hun ellers havde lavet. Det føltes helt, som om det stak i hendes håndflader.. Tiggede og bad hende om at blive udløst.. Hun hørte hans ord. En udladning? Mange sekunder gik der ej heller før et resultat kom, som en voldsom trykbølge gik igennem hendes håndflader!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Naturligvis var det smertefuldt for Salvatore, at bede hende om at udnytte den vrede, som hun havde holdt inde i femten lange år, men det var det som skulle til. Hvis det var det, som generede hende så meget, så var det hvad der skulle bruges. Han stod der desuden også.. Det var bare vigtigt, at hun lærte at kontrollere det! Han holdt endnu fast omkring hendes hænder, og med blikket alvorligt hvilende på hende. Han kunne tackle dette.. Han havde været ude for det mere end en gang. Hans hænder rystede. Hans krop ønskede at gøre modstand mod den kommende energiladning, men hun havde brug for det. Hvis hun ikke havde brugt det overhovedet igennem alle de år, som havde passeret, så var det vigtigt, at hun lærte at bruge det nu!
Salvatore lukkede øjnene. "Jeg er sikker.. Jarniqa, du skal bare gøre det," fastholdt han med en kortfattet stemme. Hvis det havde vakt hende så stor en frustration, var det uden tvivl en tanke som gjorde selv ham utrolig trist. Han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Det måtte køre hende træt at skulle koncentrere sig så meget, men så lang tid, at hun lærte det, så var hun allerede rigtig godt på vejen, og det var lidt det, som i hans øjne, måtte være det vigtigste, og særligt på denne her måde. Når hun blev bedre, ville hun kunne drage nytte af det, uden at det behøvede at være sådan her hver gang. Det var det som tog tid at lære. Hans blik gled ned mod hendes hænder, da det nærmest begyndte at slå gnistre, og før han vidste af det... blev han kastet flere meter bagud, af trykbølgen som ramte. Han var tvunget til at slippe hende, idet han røg baglæns og faldt direkte ned mod den beskidte jord og kurrede lidt længere, inden han ende med at ligge stille. Hans krop dirrede, idet han vendte blikket mod hende. Det havde da virket.. Det var den følelse, som de skulle arbejde videre med! Han kæmpede sig op på benene igen.. Lettere vaklende om ikke andet. "Du er stærk, Jarniqa.." sagde han endeligt, idet han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han var uden tvivl imponeret.

[Jarniqa Dynithril]

Selv havde Jarniqa følt den store energiladning, inden hun havde smidt den efter Salvatore.. Hendes fader. Efter at have løsladt ladningen, mærkede hun, hvordan hendes krop blev fuld af pur lettelse. Opløftende føltes det, som hun både følte sig let, elektrisk og udmattet. Alt sammen et tegn på hendes succesrige resultat! Smilet banede sig også frem på de lyserøde læber, som hun havde afgivet kræften, der havde smidt Salvatore metervis hen ad jorden. Videre venligt havde det ikke just været, som det uden tvivl lignede en hård behandling for hans vedkommende, men alligevel kunne hun ikke undgå at føle sig stolt … og en lille smule tilfreds. Stoltheden kom af, at hun havde skabt en form for magi, som hun selv havde bedt om. Tilfredsheden kom af, at hun fik lov til at afreagere på ham gennem den frustration, som hun følte over ham. Opmærksomt faldt hendes smaragdgrønne øjne på hans skikkelse, som han langsomt kæmpede sig tilbage på benene igen. Bedre blev det også kun af, at hans første kommentar var; at hun var stærk. Smilet bredte sig igen på hendes læber. ”Skal vi gøre det igen? Skal jeg lære at lave noget andet, end en trykbølge?” spurgte hun energisk, som hun tydeligvis havde fået blod på tanden. Hurtigt slog hendes hjerte dog, som det alligevel havde krævet nogle kræfter af hende at gøre det. Det var trods alt også den første gang, at hun gjorde noget med sin magi med vilje. ”Hvad med eksplosioner? Og hvad med en portal, så jeg kan rejse hurtigere, end noget andet væsen?” Hvad man egentligt kunne med sine evner, vidste hun ikke, som det blot var hendes indskydelser, som løb afsted med hende. Dog vidste hun, at hun kunne åbne himlen med lyn.. knuse glas.. bringe vildskab til flammer. Dog havde hun aldrig gjort sig nogle af disse ting under ordnede forhold.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore landede tungt på jorden, efter at være faldet adskillige meter bagud, og landede direkte på ryggen. Han var uden tvivl overrasket over, hvad hun havde været i stand til, for dette beviste jo bare, at hun havde været af den stærke klasse, og det kunne han lide. Hun var uden tvivl hans datter! Let og vaklende, måtte han dog alligevel kæmpe sig tilbage på benene igen. Stærk var hun, og det skulle hun naturligvis også have at vide, for dette var uden tvivl noget, som han virkelig godt kunne lide. At hun så selv på trods af den energiske udladning, som hun netop havde været igennem, stadig var klar til at prøve mere, var noget som rent faktisk passede ham mere end fint! Han trak vejret dybt, mens han lod hånden hvile mod hans bryst. Selv for hans vedkommende, var det en hård omgang.. Særligt fordi at han skulle bruge hendes vrede mod ham, til at sikre sig, at hun lærte dette. Og det gjorde naturligvis ondt.. Meget ondt faktisk. "Du har fået blod på tand, kan jeg fornemme.." Denne gang sagt med et let smil på læben. Naturligvis var det noget, som selv for ham, havde en kæmpe betydning. Han ville jo gerne lære hende det, og derved sikre sig, at dette var noget som selv hun var i stand til at bruge i den forstand, at det var hende menneskelig muligt, når behovet skulle opstå.
"Ved at øve, vil du kunne gøre ting, som selv står langt ude af sågar din fantasi, Jarniqa.. Du kan hæve murer... kontrollere de elementer som er omkring dig.. Men dette er noget som tager tid.. sågar år, at lære," fortalte han roligt, da han nåede hende igen. Stærk var hun uden tvivl, og det var noget som selv for ham, betød utrolig meget. Hans datter havde rent faktisk noget fra ham! Og hvem ville da ikke være stolt af det? Han lod hovedet søge let på sned. "Hvordan føler du det på indsiden?" spurgte han nysgerrigt, og selv uden at se væk fra hende. Magien kunne være farlig, og særligt, når man ikke lærte at kontrollere den. Hun var gammel, og det var sent at tage fat.. Derfor var der også rigtig mange andre ting, som man også skulle huske at have in mente.

[Jarniqa Dynithril]

Blod på tanden havde Jarniqa bestemt fået! Det måtte også være en umådelig optur for hende, at hun frivilligt havde fået sin magi til at lykkedes. Det havde nemlig aldrig hændt før. Indtil nu havde den nemlig kun vist sig, når hun var frustreret, og derfor kom af sig selv. Hvis hun endelig havde bedt magien om at komme, havde hun enten skabt en skrævlet version, eller også havde slet intet hændt. Derfor måtte i dag uden tvivl være opløftende for hende! Da han yderligere fortalte hende, hvad hun kunne blive i stand til, gejlede han hende kun det mere op! Der var mere? Hun ønskede det hele! Hun ønskede at blive bedre! ”Hvornår går vi i gang med al det? Hvornår vil jeg kunne mestre det hele? Vil det altid foregå på denne måde? Skal jeg altid benytte mig af min frustration, eller vil jeg kunne gøre det med et blink med øjet?” spurgte hun energisk, som det hele syntes at komme ud af hende som et vandfald. Ja, for nu havde hun uden tvivl glemt sin frustation til ham, som hun for nu var fuld af begejstring. At han muligvis ikke længere ønskede at være hendes boksepude, funderede hun slet ikke over, som hun kun tænkte på sin egen lyst, glæde og succes i dette øjeblik. Stolt var hun uden tvivl over sig selv! Hurtigt slog hendes hjerte, som det uden tvivl var adrenalinen hun kørte på i disse sekunder. Bredt hvilede smilet på hendes læber. Igen! ”Elektrisk! Lad os gøre det igen!” endte hun med at sige, som hun uden tvivl ønskede at fortsætte sin succes! Derfor håbede hun ej heller, at han ville afslå hendes ønske, skønt der var en reel chance i og med, at træningen jo gjorde ondt på ham. Dog håbede hun, at han ville for hendes skyld om end.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Al den unge kvindes frustration vendt mod Salvatore synes at være væk, hvilket i forvejen var en tanke som passede ham mere end fint! Han selv vidste, at det var hårdt, og det gjorde ondt, men hvis det var det som hun kunne, som han kunne udnytte i den dur, så var det hvad han måtte være nødt til i en stund som denne, og det gjorde han så også. Han var dog mest imponeret af, at hun overhovedet havde formået at gøre dette, og rent faktisk lykkes i første forsøg. Han sendte hende et smil. Nu blev hun ivrig, som hun uden tvivl havde fået blod på tanden hvad angik hendes magi. Han stoppede igen op foran hende og med blikket vendt mod hende. Såfremt at hun lærte at kontrollere netop denne følelse i hendes krop og sind, måtte han fremstå som hendes boksepude, og da særligt nu hvor det var gået op for ham, at de frustrationer som hun brændt inde med, rent faktisk var nogen som var vendt imod ham. "At lære at mestre kunsten til fulde, kan tage flere år, Jarniqa. Derfor vil jeg råde dig til at smøre dig med tålmodighed," sagde han ærligt. Måske at det ikke var det svar som hun ønskede at høre, men dog af den grund, så var det rent faktisk sandheden.
De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse. Elektrisk? Det kunne han jo se, sådan som hun nærmest trippet på stedet! Ikke at det var en tanke som gjorde ham noget, for han kunne rent faktisk godt lide, at se denne side af hende, og det lagde han så sandelig heller ikke ligefrem skjul på. Han smilede let. De kunne godt prøve igen. "Du er kendt med følelsen som udløser denne magi.. Når du lærer at kontrollere den, vil du blot ved at tænke på den, udløse det, uden at det kræver den samme koncentration.. Giv mig dine hænder.. Så forsøger vi igen," opfordrede han. Ja, det gjorde ondt - på ham, at gøre det her, men hvad gjorde en fader da ikke for sin datter, som uden tvivl havde brug for ham, til at lære dette? Desuden var det vigtigt, at hun lærte det. Det ville gå galt, om det ikke var noget, som hun lærte at kontrollere, og særligt på denne her måde!