We have training to do!

[Jarniqa Dynithril]

Stødt måtte Jarniqas hjerte slå, som hun sad på en sten ved bjergets fod. Ventene.. Hvor var den ventetid dog forfærdelig! Aldrig før havde hun følt denne frustration ved et af deres møder. Ganske få havde de dog også haft indtil nu, da det ej var mange uger siden, at hun havde fundet sin fader i hendes og Damiens fælleshjem. Utålmodigt trommede hendes negle mod stenen, som hun havde taget på, alt imens hendes smaragdgrønne øjne stirrede direkte ud i luften. Hvornår kom han? Hvorfor var han ikke kommet endnu? Det var ikke just fordi, at han var forsinket, men nærmere fordi, at hændelserne i Ityrial havde rykket mure i hende! Mange dage siden var det nemlig ikke, siden Neutraniums fald, og derfor stod erindringerne endnu friskt hos hende. Forfærdeligt havde det været, som hun havde været på nippet til at miste Damien. I desperationens øjeblik, havde hun derfor valgt at styrte Neutranium, hvilket dernæst havde banet flugtruten for Damien. Helskindet var han dog ej sluppet derfra.. Med livet i behold var han endnu, men store skader havde han fået på både øjne og ben.. Hvor skulle de betale! Blodet begyndte at stige op til hendes ansigt, og som hun fortsat trommede løs på stenen, begyndte den langsomt at revne.. Magien summede uden tvivl omkring hende, hvor den havde været på spil siden den skæbnesvangre nat! Den nat havde dog også gjort, at hun ihærdigere ønskede at forstå den magi, som hun besad.. Eller, hun ønskede ikke just at forstå den.. Hun ønskede nærmere at bruge den! Ned i den bløde lyserøde læbe bed hun.. Hun ønskede at kontrollere sin magi, og hun ønskede at finde de modstandere, som hun vidste, at der måtte findes derude! Dog måtte det hede en ting af gangen, og derfor ventede hun i øjeblikket på Salvatores opdukken.. Hendes faders kommen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var ikke forsinket. Dog af den grund, tog han det stille og roligt. Han selv havde holdt lav profil, og særligt under angrebet på Neutranium, da han havde måtte sande, at det som han kunne gøre af modstand, intet ville gøre af forskel og det var det som han vidste. At hans egen datter var kommet vel igennem det, var han naturligvis glad for. Som i virkelig glad for, faktisk. Hans blik søgte frem for sig.. Her var stille.. Stilhed før storm måske?
Endnu en gang var Salatore tilbage i Paggeija. Det var underligt at være tilbage her, velvidende om, at han endnu en gang måtte være tæt på Denjarnas grav. En kvinde som han nærede det største savn til, men nu var der andre ting, som ramte ham mere dybt.. Det var hans datter, og hun havde brug for ham. han så sig om. Stedet var jo uden tvivl stort, og derfor.. ja, hvor skulle han finde hende henne? Han stoppede op for en kort stund, inden han så sig om igen. Her var mørkt, og der var ikke så meget som en lyd at høre. End ikke her havde manjanerne søgt til. Af hvad han ville tro, så måtte de have søgt til Procias måske? Det eneste land, som kunne give bare en smule modstand lige nu.
Der.. Han kunne spore energien nu, hvilket fik ham til at søge en specifik retning. Her kunne han mærke en magisk udladning.. Og tog han ikke meget fejl, så måtte det jo være hendes. Han stoppede endelig op, da han var gået et stykke. Der var hun jo. Kort måtte han trække på smilebåndet, inden han søgte tættere på hende. "Du ligner din moder, når hun gik med mange tanker i krop og sind, Jarniqa," sagde han endeligt. Han kunne uden tvivl godt se Denjarna i deres fælles datter, og det var naturligvis også noget, som han virkelig var stolt af. Denne Damien havde han endnu ikke selv fået muligheden for at møde, men han håbede, at det ville blive realitet en dag. Han skyldte nemlig den mand utrolig meget, og særligt fordi at han havde taget sig af hans datter i den tid, hvor han selv ikke kunne. Fordi at han slet ikke havde været klar over, at han rent faktisk havde en.

[Jarniqa Dynithril]

At Jarniqas fader endelig gjorde sin opdukken, fik det hele til at glide op mod overfladen! Øjeblikkeligt fandt hun vej op på benene, hvor hun vendte sig med fronten mod ham. En høj kvinde var hun, hvor hun i dagens anledning havde ført sit lange ravnsorte hår op i en knold, samt iført sig sin grønne buksedragt. Der var nemlig intet, som måtte vanskeliggøre dagen i dag! Hårde var hendes smaragdgrønne øjne – hans øjne – som de fæstnede sig på gående skikkelser. I timer føltes det som om, at hun havde ventet på ham, skønt det kun havde udgjort nogle minutter, fordi hun var kommet herned i god tid. At han som det første i så fald sagde, at hun måtte ligne sin mor, bragte hende helt ud af fatning, da det slet ikke var i de baner, som hun tænkte i nu! Let glippede hun med øjnene, som hun igen måtte føle stoltheden ved at minde om sin moder, inden hendes blik blev hårdt igen. ”Hvis du vidste, hvad der havde hændt, ville du have forstået,” endte hun blot med at bide af ham, som hun ellers ikke vidste, hvordan hun skulle tackle situationen.. Endnu følte hun, hvordan det kriblede i hendes fingre, årer, blod og led, hvilket utålmodigt fik hende til at vippe på fødderne. Hvorfor var han dog ikke gået i gang endnu? Han havde muligvis alverdens tid, men det havde hun ikke! Hun var ej ligeglad med Manjarno, som ham, og hun var ej ligeglad med at lære brugen af magi, så hun kunne slå tilbage imod Dvasias! ”Du har måske al tid i verdenen, men det har jeg ikke.. Lad os komme i gang!” sagde hun direkte, uden hun sled blikket af ham. Hvad ville han mon vise hende i dag? Forhåbentligt noget godt! Ellers spildte de blot tiden sammen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var udmærket godt klar over, hvad der skete rundt omkring i verden, og grotesk var det uden tvivl, men selv han vidste, at det var vigtigt, at man valgte sine kampe med omhu, og en lille gruppe mod en hær af Dvasias? Det var vel oplagt, at det slet ikke var noget som ville gå! Han selv havde derfor valgt at holde en vis afstand til det hele, også selvom det virkelig havde gjort ondt i hans hjerte at se Neutranium styrte direkte i grus. Det var.. grotesk at det var sket, og han kunne virkelig ikke have den tanke! Svagt måtte han bide tænderne sammen, inden han søgte hende. Vreden var at mærke i hende, og det var også nu at magien for alvor kunne mærkes oveni. Den var stærkt knyttet til hendes følelser, og det var det som han havde tænkt sig at udnytte.
"Jeg ved godt, hvad der er sket, og tragisk er det," lød det alvorligt fra Salvatore, da han lod blikket hvile på hende. Den vilje, var uden tvivl en som hun måtte have fra sin kære moder, og den tanke, kunne han uden tvivl godt lide. At hun egentlig bare gerne ville igang, kunne han tydeligt fornemme på hende, også selvom det ikke rigtigt gjorde det bedre. Hun forhastede arbejdet, hvilket i forvejen var frygtelig, frygtelig dumt. "Du forhaster, fordi du er vred, Jarniqa.. Det vil ikke komme dig til gavn i arbejdet, og det håber jeg du ved.. Det kræver at du kan koncentrere dig til fulde.. Og det vil jeg gerne hjælpe dig med," sagde han direkte. Han var alvorlig, for dette ønskede han slet ikke skulle ske for hende. Han ville gerne have, at hun lærte at koncentrere sig til fulde om den opgave, som hun havde foran sig, og ikke et andet overordnet mål. Magi var farligt, og det skulle hun nok få lært på den hårde måde. Han stoppede foran hende. Det var en skam.. Denjarna ville vende sig i graven, om hun vidste hvad der skete over jorden i disse tider.. men Dvasias var ved at tage over det hele.. Det var blot et spørgsmål om tid nu.

[Jarniqa Dynithril]

Øjnene kneb Jarniqa sammen, som han måtte sige det forkerte i denne stund. ”Enten ved du intet, eller også er du ufatteligt dum.. Jeg er villig til at hægte mig fast på en af delene,” sagde hun direkte. Hvis han oprigtigt vidste, hvad der havde hændt, ville hun højst sandsynligt hade ham for at have været ligeglad. Forfærdeligt havde det nemlig været, som det kun havde været hende og Damien af de udefrakommende, som havde forsøgt at udgøre en reel modstand. Det havde også mundet ud i, at hendes værge var blevet alvorligt såret, og at hun havde endt med at rive hele Neutranium ned. Vidste hendes fader overhovedet, hvad hun havde gjort? Hvis han derimod ej vidste, hvad der havde hændt, ville hun højst sandsynligt også hade ham.. Denne grund fordi, at han havde været jordens værste manjaner og rådgiver, da han ej havde vidst, hvad der havde hændt i hans eget land. Stram blev hun om munden, som han sagde, at hun forhastede sig.. Forhastede sig?! Han var vel også så gammel, at alt kunne være lige meget! ”Bare fordi, at du er gammel og har glemt, hvad tid er, er det ikke ens betydning med, at jeg har,” lød det krigerisk fra hende, alt imens hun rankede sig op. Stolt og stædig var hun trods alt, hvor hun konstant ønskede at vise ham, at han ej blot kunne komme og tro, at det hele var i orden mellem dem. ”Jeg har al den koncentration, som jeg har behov for. Jeg beviste det allerede under angrebet, og jeg agter at gøre det igen med eller uden din hjælp. Det er derfor op til dig, om du ønsker at give mig nogle værktøjer eller ej, og gentag ej, at jeg skal koncentrere mig, for jeg er virkeligt fuldt koncentreret.” Fuldt ud koncentreret om den plan, som hun ønskede at føre frem!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Jarniqa var bitter, og Salvatore forstod skam godt hvorfor. Det var bare virkelig dumt, hvis hun ikke kunne koncentrere sig om hvad de skulle, kontra hvad hun ønskede at opnå, for det var da i det her tilfælde, to helt forskellige ting! "Din moder gjorde mig til landets rådgiver af en grund, og jeg gjorde hvad jeg kunne for at rådføre hende, mens hun var i live, så ej skal du stå her og så tvivl ved din moders arbejde..!" endte han med en kortfattet tone. Var det virkelig en måde at ære hendes moders minde på? Ved at stå og skælde ham ud, fordi at han intet havde gjort? Modstanden havde været for lille overfor Dvasias, og han havde været fanget ved warlockerne før, skønt han også havde set, hvad de ville gøre mod et væsen som ham, og den tanke brød han sig bestemt ikke om! Han havde været udsat for mere, end hvad hans datter nogensinde turde drømme om!
Salvatore rettede sig op, alt imens han trak vejret dybt. Hun var virkelig bitter, og med meget god grund. Det var bare ikke nu hun skulle reagere for voldsomt, for det ville kun ende med at gøre ondt for alvor. Han nikkede blot. "Nok er jeg gammel, og har været frarøvet min mulighed for at leve over mange år, men jeg er ikke dum, Jarniqa.. Jeg ved, og jeg kan se i dine øjne, at du ønsker at hævne manjanerne.. må jeg spørge hvordan du har tænkt dig at gøre det?" spurgte han. Der var virkelg meget af Denjarna i hende, og han kunne lide det. Det satte ganske vidst selv gang i hans egen sorg, for han manglede hende virkelig.. hvad han dog ikke ville gøre for bare.. at se og mærke hende igen. Han ville virkelig gøre alt hvad det krævede af ham! Han blev stående foran hende. Han ville virkelig gerne hjælpe hende, men det krævede godt nok, at hun faldt til ro, inden han ville få den mulighed for at gøre noget som helst! "Fald til ro.. Før er det ikke muligt for mig, at gå igang," sagde han med en kortfattet stemme. Hendes magi var uden tvivl knyttet til hendes følelser, og kunne hun ikke kontrollere det, kunne hun heller ikke kontrollere magien.

[Jarniqa Dynithril]

Hvis det var muligt, blev Jarniqa om end endnu strammere om læberne end før! Hvor vovede han at belære hende på den måde? Han havde ingen ret! Han skulle ej tale til hende, som var han hendes fader, for sådan følte hun det ikke! De havde en aftale om, at han lærte hende om magien og det var det! At hun i så fald selv burde tale til ham i en ordentligt tone, overvejede hun dog end ikke. Det var også ham som var problemet og ej hende! ”Jeg betvivler ej hendes arbejde, men dig! Jeg var der, da det hele hændte, og hvor var du? Du var væk. Du var ligeglad med, at de overtog min moders plads. Ej mig!” bed hun af ham, som hun var på vej til at få alle sine følelser ud. De afspejlede sig dog også i jorden under hende, som græsstråene under hende langsomt blev brune og slatne, ligesom da hun havde frygtet for Damiens velbefindende. At han dernæst nærmest talte ned til hende, hjalp bestemt ikke på sagerne! Hun ønskede hævn, ja! Han var dum for ikke at ønske det! At han også tvivlede på hendes kunnen, hjalp ej heller på det! Hun var stærk nok.. Hun vidste, hvad hun kunne. Hun havde væltet Neutranium, og hun havde en holdning af stål.. Det skulle nok lykkedes! ”Du tror muligvis ikke på mig, men det er der andre som gør! Du tror måske, at jeg er svag, men det er jeg ikke! Jeg væltede Neutranium, så sig ikke, at jeg er i stand til at koncentrere mig om et formål!” råbte hun nu af ham. Vinden begyndte nu at tage til, som vindstyrken havde steget i al den tid, som hun havde talt. Vanvittigt stædig måtte hun være, som hun ej blot slap en tanke, når hun først havde fået den. Derfor havde hun ej heller bare i sinde at bøje sig for ham! Armene lod hun afvisende søge over kors. ”Og du kan indrømme, at du tog fejl, og så kan vi gå i gang.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore krævede ej meget af Jarniqa, foruden at hun skulle tiltale ham på en ordentlig måde. Han havde handlet som han havde, ud fra bedste formåen. Det slag på Neutraniums grund, havde han i forvejen anset som tabt på forhånd, og så kunne han ikke se nogen grund til at skulle lade livet på det grundlag. Det ville ej hjælpe Manjarno eller manjanerne med at tilbagevinde deres land! "Aldrig har jeg været ligeglad med dronningens arbejde, og værende her i landet, for selv jeg stod bag meget af det, frem til jeg blev ført og fanget i mørket, Jarniqa. Hårdt som det end lyder, skal man vælge sine kampe med omhu!" endte han fast. Hvor vovede hun at tale til ham på den måde?! Han fandt sig bestemt heller ikke i det!
Salvatore lod blikket glide til jorden, som alt synes at dø i en lille omkreds af hendes skikkelse. Magien var uden tvivl knyttet til hendes følelser. Det var underligt.. Ingen tvivl om det. Han trak vejret dybt. "Lige nu kan jeg konkludere, at du har en sag for øje, og en sag kun.. Du ønsker brændende en hævn for hvad der er sket, og derfor er det vigtigt, at du koncentrerer dig om det vi skal koncentrere os om, og glemmer alt det andet," fastholdt han. Hvis hun skulle gøre sig nogen forhåbninger om at skulle kunne kontrollere det, var det forbandet vigtigt! Han vidste rent faktisk hvad han snakket om i det tilfælde! Han trådte denne gang mere mod hende. Lige nu forekom hun ham ikke som en prinsesse af landet, men derimod en stædig lille unge, som ikke havde fået sin vilje, og det var en attitude som de måtte gøre noget ved. "Og du kan jo starte med at ændre den attitude, hvis du vil gøre dig nogen forhåbninger om at få noget som helst ud af det her," tilføjede han med en kortfattet mine. Nej, han fandt sig bestemt ikke i hvad som helst, og heller ikke fra hendes side. Derfor havde hun altså ikke noget andet valg, end at rette sig ind efter hvordan han ville have tingene.

[Jarniqa Dynithril]

”Vælge sine kampe med omhu, skal man måske, men lever du ikke over i dette land? Levede du ikke selv i Ityrial? Er du virkelig ligeglad med, hvad der hændte i den by, som du levede i? At fremmede indtog den bygning, som du før kaldte for din arbejdsplads? Er du ligeglad med, at landet du bor i er i mørkets hænder? Ønsker du virkelig at kalde dig for dvasianer fra i dag?” lød det hårdt fra Jarniqa, som hun forsøgte at vække noget i ham. Hans kærlighed til det han kendte. Hans nationalfølelse. Var han virkelig ligeglad med, hvad der var hvad? Ville hende moder virkelig have været glad for, at denne mand havde været ligeglad med hendes regi? Hun var ikke! Hun ønskede at føre det tilbage til, hvad det havde været før! Med eller uden ham! Det hårde blik holdt hun på ham. Selv følte hun bestemt ikke, at der var en lighed mellem dem.. Det eneste der umiddelbart var, var de smaragdgrønne øjne og den solbrune hud.. Ellers havde de indtil nu virket som nat og dag. Gad vide om hun var en stor skuffelse for ham? ”Hvordan skal jeg udelukket kunne fokusere på indre fred og magi, når jeg allerede ved, hvilket formål jeg skal bruge magien til?” bed hun af ham. Var det virkelig så skidt, at hun havde et fokus, mens han lærte hende, hvad han ønskede at lære hende? Håbløs var det, hvor hun vidste, at hun skulle have fundet sig en anden læremester! Hvorfor havde hun dog også forbarmet sig over Damiens ide? Der kom jo tydeligvis intet godt ud af dette! ”Og du kan starte med at lade være med at tale ned til mig, og belære mig, hvis du har nogen forhåbning om, at dette skal gå,” svarede hun stædigt igen, som han bestemt ikke skulle have sin vilje! Hvor vovede han at tale sådan til hende? Han var problemet, ej hende!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Kampene skulle vælges med omhu, og i dette tilfælde, kunne Salvatore udmærket godt mærke, at hun ikke var noget andet end en ung kvinde, osm ikke rigtigt havde nogen erfaring i livet. Han var gammel, han havde oplevet rigtig mange ting, også på sin egen krop, så han vidste jo for pokker hvad han talte om! "Hvorfor søge ind i en kamp som på forhånd er tabt, når man kan gøre skade og såre dem på andet vis, Jarniqa? Der er andre muligheder, end den åbenlyse krig," forklarede han kortfattet. Det var her hans erfaring som leder måtte komme ind, og ej det modsatte, men det var noget som selv hun måtte lære sig på den hårde måde, for han kunne intet stille op, så lang tid, at hun var så hidsig.
"For at lære magiens kunst, er du nødt til at leve i nuet, og ikke om hvad du vil udrette i morgen, min pige. Det er vigtigt, at du bevarer fokusset her, og bevarer det på det, som er relevant for sagens omfang: At du lærer at mestre og kontrollere den." Hans blik var rolig, selvom hans stemme sagde det modsatte. Han var bestemt ikke ligeglad, og det at hun kaldte ham det, gjorde ham... forarget et eller andet sted. Han havde været en tro støtte til hendes moder, og der fandtes ikke det, som han ikke ville gøre, bare at muligheden var der!
Den oprørske teenager kunne hun lige så godt lægge på hylden med det samme, for det ville ikke være til gavn for nogen som helst, og da særligt ikke denne sag. Han lod hovedet søge på sned. For nu gjorde han virkelig intet. "Din magi er stærkt bundet til dine følelser.. ligesom min er. Jeg ved hvor svær den kan være at kontrollere, og særligt når du er vred, og derfor kan jeg intet stille op, før du tiltaler mig med respekt for det arbejde, som jeg skal udføre, og falder til ro, så vi kan komme igang. Det er op til dig.. Jeg har hele dagen, og natten med," sagde han kort for hovedet. Han ville nemlig ikke stå der og blive vred, for så ville det gå galt selv for ham, og det ønskede han jo heller ikke ligefrem! Denne sag var jo vigtig!

[Jarniqa Dynithril]

Hvad Salvatores historie var, vidste Jarniqa ikke. Meget vidste hun nemlig ikke om manden, men ej heller kunne hun sige, at hun spurgte. Deres møder var nemlig ikke just videre sentimentale, som hun altid udelukket ønskede at fokusere på sin træning, når hun var med ham. Dog vidste hun et par enkelte ting om ham.. Han var blevet landforvist fra Procias grundet hendes moder, og at han havde arbejdet under hendes moder, som hendes rådgiver. Det var dog også det. ”Jeg har aldrig sagt ordene åbenlys krig. Det er ej heller den måde, som jeg ønsker at føre min sag frem,” svarede hun sigende. Kunne hun stole på ham? Damien sagde, at hun kunne stole på ham, og han sagde ellers, at hun aldrig skulle stole på nogen. ”Jeg agter at danne en modstandsbevægelse,” endte hun med at sige. ”Hver gang Dvasias laver et træk, er det min plan at sabotere det.” Selv hørte hun allerede i sit hoved, hvad han ville sige til det.. Det er en uforsvarlig plan.. Du vil dø.. Du kan intet stille op.. Bla, bla, bla.. Øjnene kneb hun sammen, som han igen sagde noget, som hun ej brød sig om! Intet nyt var det dog, og derfor kunne det næppe komme bag på ham. Selv tænkte hun vel også, at det måske ville få ham til at give op til sidst? ”Jeg er ikke din pige!” skældte hun ud. ”Og tror du ikke, at jeg ønsker at mestre og kontrollere mine kræfter? Tror du ikke, at jeg finder det det mindste irriterende, at jeg ej kan gøre ting, når jeg ønsker det, og at jeg skal frygte at blinke med øjnene?” bed hun frustreret af ham, alt imens vinden endnu tog til omkring dem. Det var også af den årsag, at Damien havde forbudt hende at bruge magien.. Hun kunne ej kontrollere den, men igen kunne hun ej heller kontrollere, hvornår den dukkede op.. Læberne bed hun sammen, som han sammenlignede dem med hinanden. Lignede de virkelig hinanden på det punkt? Selv kastede hun tanken fra sig ligeså hurtigt, som den var opstået. ”Respekt og indre ro er langt fra det samme.. Jeg tror, at jeg vil nøjes med den indre ro til en start,” svarede hun ham afvisende igen, skønt hun dog også gav sig lidt. Hun medvilligede trods alt på sin vis i at slappe af.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste at han ikke havde været der for Jarniqa, da hun havde haft brug for det måske, men hvordan kunne man være der for et individ, som man slet ikke var kendt med, havde eksisteret? Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Hun var på ingen måder rolig, og så var det ganske enkelt umuligt for ham, at gøre noget som helst ved det. "Fortæl mig hvordan du har tænkt dig at bære dig ad, Jarniqa," opfordrede han med en rolig stemme, som han endnu en gang måtte vende blikket i retningen af hendes skikkelse. Nej.. Han ville ikke direkte arbejde hende imod, for han kunne jo godt se hvor hun ville hen med det. Manjaner ind til hjertet. Selv var han ikke et sekund i tvivl om, at Denjarna ville være stolt over dette. Han lod hovedet søge let på sned. "Jeg er nysgerrig.. Hvordan har du tænkt dig at gøre?" spurgte han videre. Han var ikke fordømmende eller noget lignende. Han ønskede vel egentlig bare sine klare svar, hvilket vel heller ikke var underligt?
Salvatore trådte forkert ved at kalde hende for 'sin pige', hvilket han hurtigt måtte erfare, sådan som hun skældte ham ud. Ikke at det egentlig var noget nyt, for det var som regel fast på deres program, at det var sådan at det måtte forholde sig. "Jeg beklager.." endte han, og sænkede blikket. Han ønskede at lære sin datter at kende.. Det var et direkte ønske, selv for ham, at det var sådan at tingene ville komme til at forholde sig, så var det overhovedet underligt, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde? Hans blik gled mod hende igen. Han var nødt til at holde sig selv i nakken, så det netop ikke endte med at gå galt, for det ønskede han på ingen måde, og da slet ikke som det stod lige nu. "Lige der ligner vi hinanden. Magien kommer af de tanker og følelser vi gør os, og før vi kan komme igang med denne, skal det først under kontrol... Træk vejret dybt... få styr på dine tanker.. og lad mig vide, når du er klar," sagde han med en rolig stemme. Selvom hun rendt rundt og skældte ham ud og gjorde ved, rørte det ham ikke. Han havde lært at styre det for mange år siden. Heldigvis.

[Jarniqa Dynithril]

Hvorvidt Salvatore gjorde nar ad hende eller ej, kunne Jarniqa ikke just sige. Det skulle dog ikke undre hende, hvis hun til sidst fik svaret, at hun var ung, uviden og utrænet, og at hun burde holde sig i skjul. Dog nægtede hun at gemme sig, mens det land hun boede i drev bort! Det var trods alt hendes hjem.. Vel også hendes land? Arvemæssigt burde hun nemlig være den, som sad på tronen. Faktisk burde hun have fået oplæring i det i 15 år. De smaragdgrønne øjne holdt hun hårdt på ham. ”Jeg agter at søge og samle dem, som ej acceptere Dvasias som en stormagt. Jeg har muligvis ej megen erfaring, men jeg har et klart formål, og på den baggrund ønsker jeg at lede dem. Jeg ønsker at finde ud af, hvad Dvasias’ næste træk er.. At forhindre det, om det er muligt og hvis ikke, så besværliggøre og sabotere de indtag, som de gør i landet her,” sagde hun beslutsomt. Hvad end han havde at sige til hende om det, ville han ej være i stand til at rokke hende. Hun havde besluttet sig, og hvis han havde kendt hende, ville han også have vidst, at det var det altafgørende faktum!
Stædigt betragtede Jarniqa ham, som han alligevel endte med at beklage for hende. Det var måske meget muligt, at hun biologisk set var hans pige, men følelsesmæssigt havde hun det bestemt ikke således! Intet havde de sammen, og derfor kunne hun umuligt lukke ham ind endnu. Tænderne bed hun igen sammen, som han igen sagde, at de lignende hinanden. Dog kunne hun ikke benægte, at hendes tanker og følelser var altafgørende for hendes magi, og ærlig talt kunne hun jo ikke tale på hans vegne.. Derfor var det en reel mulighed, at de var ens på det punkt. ”Som sagt.. Jeg var klar i det sekund, at jeg kom her,” endte hun med at sige, inden hun alligevel gjorde, som han sagde. Armene lod hun glide slapt ned langs siden, alt imens hun lod øjnene glide i. Lettere måtte det nemlig være at koncentrere sig, hvis man intet kunne se.. Dernæst tog hun en dyb indånding, hvorefter hun pustede roligt ud igen. Dette valgte hun at gøre gentagende gange, og gentagende gange var også, hvad der skulle til, før vinden sænkede sig igen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var slet ikke ude på at tvinge Jarniqa til at forsvar at hun gjorde hvad hun gjorde, for han forstod jo godt hvorfor hun gjorde det, og det var vel også det, som egentlig var det vigtigste i den anden ende? At hun ville sabortere og ødelægge den dvasianske fremgang, var noget som han var enig med hende i. De skulle stoppes, selvom det var svært, og særligt, når det i forvejen var svært at samle et folk, som var spredt for alle vinde, og særligt nu. "Det er et stærkt mål du har sat dig. Dog er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det nok skal lykkes for dig. Din moder formåede at gøre det selv samme, da hun satte sig på tronen i Manjarno tilbage i sin tid. Du slægter hende meget på," sagde han roligt. Den retskaffenhed og den viljestyrke, var ikke af slagsen, som man så særlig mange steder. Han betragtede hende med en rolig mine. Hun kunne være så vred, som hun ville, uden at det egentlig ville gøre den store forskel for ham lige nu. Det eneste som han egentlig ønskede, var at hun faldt til ro, så der også var plads til at han kunne få et ord indført her.
Armene lod Salvatore føre over kors. Hun havde måske været klar før han ankom, men det var jo trods alt også før han var ankommet! Det var bestemt ikke nu! Han nikkede roligt mod hende. Selvom hun måske var hidsig.. selvom hun ikke ville påstå at hun var det, så var det jo tydeligt, at hun ikke havde fundet den ro. Magien hang sammen med følelserne og tankerne som man gjorde sig, og kunne hun kun se målet for sig, ville hun lære at bruge det, men ikke kontrollere det, og det var kontrollen, som var det vigtigste i dette tilfælde, og det var det, som han uden tvivl også måtte stå fast på i den anden ende. "Du gør ikke hvad jeg siger," bemærkede han med en kortfattet stemme. Han forsøgte virkelig at tiltale hende ordentligt, men når hun kun opførte sig som en oprørsk teenager, så var det bestemt heller ikke særlig nemt for ham at gøre lige så! "Med det du har tænkt dig, kan du lære at bruge det, men ikke mestre eller kontrollere det. Jeg har brug for, at du finder den konstante ro, og stadig finder den respekt som jeg alligevel fortjener," sagde han en kende hårdt. Teenagere.. nu kunne han da huske hvorfor han ikke havde fået børn tidligere!

[Jarniqa Dynithril]

Af alt hvad Salvatore kunne have svaret Jarniqa, havde hun bestemt ikke ventet dette! Det var et stærkt mål? Han troede på, at hun kunne klare det? Hun lignede sin moder meget? Jo, hun havde ganske vidst hørt det sidste flere gange, men de to andre ting? Aldrig! Betød dette også, at han rent faktisk støttede hende i hendes gøren? Havde hun virkelig ”to” fædre som bifaldt hendes ambitioner? Uvirkeligt virkede det.. Alt for uvirkeligt! Dog kunne hun ej heller benægte, at det måtte føles godt. Godt gjorde det, at der rent faktisk var dem som troede på hende. Desuden, hvis folk troede hende, havde hun en reel chance for at nå sit mål. ”..Du bifalder min sag?” endte hun noget tvivlsomt med at spørge, alt imens hun følte håbet spire i sig. En kende mere til ro faldt hun, hvilket også gjorde, at hun rent faktisk forsøgte at lytte til, hvad han have at sige. Indtil nu kunne man nemlig godt påstå, at det var kommet ind gennem det ene øre og ud gennem det andet igen. Det betød, at hun forsøgte at slappe af.. Forsøgte at glemme sit mål, selvom dette måtte være umådeligt svært! Selv vidste hun nemlig på forhånd, hvad hun ønskede at bruge sin magi på.. At vanskeliggøre alt for Dvasias! Selv syntes hun også, at hun begyndte at træde i de rigtige baner, som hun følte en vis ro over sig.. Det var dog indtil hun hørte, at han talte ned til hende! Fyrigt slog hun øjnene op igen, hvor hun måtte nedstirre ham med dem. ”Hvad er dit ønske med al dette?! Jeg forsøger at finde roen, og så er dette takken? At du nedtaler mig?” bed hun af ham, som hun bestemt ikke fandt det retfærdigt! Ganske vidst havde hun kommet med et par spidse vendinger efter ham, men det var da ikke meningen, at han skulle tale ned til hende i det sekund, som hun rent faktisk forsøgte hans metode!