Lesson learned...

[Deleted]

@yuuki X Nathaniel Diamaqima 

Aftenen var dunkel og mørk i dag. Hun havde bevidst efterladt et brev til Nathaniel om hendes ærinde i Dvasias. Dog havde hun ikke inkluderet i brevet at det nok ville ende med hendes død, hvis det gik galt. Hun havde haft håbet med sig, men det havde været helt forgæves.
Ud af den sorte røgsky dukkede hun op og klaskede sammen på jorden foran porten. Hun havde før givet åbent udtryk for at hun havde brug for at få en afklaring, med henblik på hendes fortid med Kimeya. Nathaniel var hendes vigtigst og hun havde ikke brug for at lade Kimeya være i besiddelse af en del af hendes hjerte for evigt. Hun agtede fuldt og helt at skænke det til Nathaniel, men før det kunne ske, så måtte hun skære de gamle bånd over.
Blodet strømmede fra såret i maven på hende. Rystende og svag gjorde hun alt hvad hun kunne for at komme på benene. Dørene indtil den store gang med vej til kælder og trappe op ovenpå, søgte hun ligeud og mod kontoret der var blevet et af de steder hvor Nathaniel altid søgte hen. Flere gange måtte hun stoppe op for at samle kræfter inden hun kunne forsætte. Endeligt nåede hun til døren. Hun skubbede den op og trådte ind med en arm om maven og en arm mod væggen.. han var her ikke.
Det susede udenfor.. hun kunne høre at den store hoveddør ikke var lukket. Blodet havde plettet gulvtæppet på vejen herind. Stille gled hun ned på gulvet og sukkede opgivende.
"Hvor er du?" Hviskede hun lavt for sig selv. De blå øjne gled bag de tunge låg. Et sted var det stadig en gåde for hende. Hvem var den mand overhovedet?

[Nathaniel Diamaqima]

I øjeblikket sad Nathaniel med Aya i sine arme. Den arme lille pige, var bestemt ikke særlig gammel, og nu ville han bestemt heller påstå at det var en nem tilværelse. Liya havde endnu en gang vist sig for ham.... afholdt ham fra at søge over grænsen og til Procias, for at snakke med sine ældste børn. Han ønskede at gøre det hele godt igen.. om ikke andet, så få en afslutning på det, som ville gavne dem alle sammen. Hun plagede ham i denne tid.. og mere end hvad han nok lige ville stå ved.
Ganske roligt rejste Nathaniel sig fra den siddende position i den store og behagelige stol med sin lille datter på armen. Det var bestemt ikke første gang, at han stod med et lille spædbarn på armen, men det var virkelig anderledes, når det var hans egen lille datter, som det han gjorde med lige nu. Hvor Yuuki var henne, vidste han ikke.. Men han brød sig ikke om, at hun havde valgt at tage turen forbi Dvasias, og særligt fordi at han vidste hvor udsat hun egentlig var. Han havde dog ladet hende gøre det.. Hun havde vel også brug for at trække vejret engang imellem, og særligt nu hvor de også havde en lille pige at tage sig af. Og denne gang, var han så opsat på, at han ikke ville fejle undervejs! Som han havde gjort sidst.

Den lille pige lagde han i vuggen som stod ved siden af deres store seng. Når hun ikke var der, tilbragte han langt mere tid i deres værelse med den lille pige, end hvad han gjorde med det arbejde, som han stille og roligt, var begyndt at tage til sig igen. Han endte med at se op.. Selv følelsen af en kulde, som meldte sig, var det som han reagerede på, som noget af det første. Han forsikrede sig for en kort stund, at deres lille pige, lå hvor hun skulle, inden han søgte ud, for at undersøge, hvad det var, der var galt. Som en af de eneste ikke-vampyrer, som var her på stedet, havde han jo ikke den samme fordel at drive god af, som så mange andre.. Synet der dog derimod mødte ham længere ned af korridoren, fik ham dog til at reagere med det samme.
"Yuuki.." Var det eneste, som han fik over læberne, inden han nåede hendes skikkelse med løbende skridt. Hun blødte.. Hvad fanden havde hun nu lavet? Igen som sidst, måtte han løfte hendes skikkelse i sine arme, inden han søgte tilbage til soveværelset. Denne gang agtet han dog at gøre det selv! Og han vidste jo, at en vampyr healede.. det ville ikke tage hendes liv.. men det kunne da stadig gøre voldsomt ondt.

[Deleted]

Hele oplevelsen af at miste fatningen overfor Kimeya havde nok af alt, være det der havde skræmt hende mest. Nok var hun klar over at han stadig, var betydningsfuld for hende, men ej havde hun ventet sig at at bryde sammen som hun gjorde. Hele virkeligheden om hvad hun stadig havde og som betød langt mere for hende, den kom til hende igen nu. Så længe hun ikke hørte hans stemme eller kunne se hans skikkelse, så var det ikke umuligt at ignorere det. Lyden af løbende trin og en velkendt stemme der kaldte hendes navn, fik et lettet smil til at brede sig over hendes læber. Med en trykkende hånd over maven for at stoppe blodet, blev hun løftet op fra gulvet. Ikke sagde hun noget til retningen de var på vej i, før hun på afstand kunne sanse Aya i deres soveværelse.
"Nej..!" Endte hun næsten panisk og tog ved i hans klæder for at få hans opmærksomhed.
"Jeg kan ikke vise mig sådan her overfor Aya," Tilføjede hun bagefter.
Nok var Aya ikke andet end et lille spædbarn, men selvom hendes vampyriske side ikke var fremtrådt endnu, så var der ingen grund til at lade blod og væmmelige syn præge hendes omgivelser. Yuuki havde end ikke sat fod i værelset, de gange hun havde været ude for at jage, eller blot næret sig på nogle af de frivillige der arbejdede på stedet her. Hendes klæder var også altid dryppet med duftende olier for at mildne lugten af blod. Et liv som vampyr ville komme med tiden, men hun ville ikke udsætte Aya noget der ikke var aktuelt endnu.
Blodet dryppede stadig fra hendes klæder og ned på gulvet. Det kunne heller ikke undgås at hans blev tilsølet, desto længere tid han stod med hende i sine arme. Efter Yuuki's mening var der ingen af dem der var klar til at træde ind i soveværelset. Hun havde lige siden fødslen værget som en høg over værelset og sørget for at holde Aya på afstand af upassende situationer. Hun ville jo blot sit barn det bedste, selvom hun ikke altid var den der kunne gøre mest for deres lille pige. Det var trist.. men hun lignede mere sin far når det kom til race. Hun var varm og lignede mest af alt et lille menneskebarn. Yuuki var kold og bleg. Det var som et slag i ansigtet hver gang hun kastede et blik på hende, men hun elskede hende stadig.. Aya og Nathaniel, var blevet hendes første priortet og hun elskede dem begge lige højt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel tænkte egentlig ikke over konsekvenserne, det her ville få, ved at bringe Yuuki til deres lille datter, som selv var en halv vampyr. Han stoppede op med hende i armene, som hun direkte knugede om ham. Han havde jo bare tænkt på, at bringe hende til de trygge rammer, som de nu begge havde, og det var der vel heller ikke rigtigt noget forkert i, var der? Han sukkede let og førte hende så til et af de mere tomme værelser, som var lige i nærheden af deres datter. Aya lå jo heldigvis i sin vugge, så hun ville ikke kunne komme nogen vegne. Han lagde hende ganske forsigtigt på sengen.
"Yuuki, fortæl mig hvad pokker her foregår.." endte han denne gang med en betydeligt mere fast tone, end hvad han lige havde gjort brug af til nu. Tanken gjorde ham faktisk bange, og særligt fordi, at han ikke ønskede at miste hende, og da slet ikke på den her måde. Var det sket i Dvasias? Det var næsten som om at femøren måtte falde for ham. Hun måtte have opsøgt Kimeya.. Hvorfor pokker havde hun gjort det, når hun var kendt med hvilken risiko, det ville være for hende?

Let rystede Nathaniel på hovedet. Han synes virkelig at det her var grumt nok, som det måtte være i forvejen, og det var bestemt heller ikke noget som han kunne gøre noget ved, hvis det endelig skulle være det. Hånden lagde han stille tæt ved hendes sår på maven. Umiddelbart så det slemt ud, men han vidste, at det ikke ville være drabeligt for en af hendes slags, kun fordi at hun var en vampyr.. udødelig i den forstand, så det var uden tvivl med til at gøre det hele en hel del bedre, selv for hans vedkommende, for han vidste, at en betændelse eller lignende, som havde revet Liya fra ham, ikke ville have den samme effekt på hende, og det var noget som ganske enkelt måtte betyde utrolig meget for ham. Han sukkede ganske let. Al den ulykke var tung og hård for ham at bære. "Du opsøgte Kimeya, ikke sandt?" Denne gang vendte han blikket direkte mod hende. Hvorfor gjorde hun sådan noget? Var det virkelig nødvendigt? Han vidste, at hun uden tvivl var plaget og præget af sin fortid, men det skulle da heller ikke gå udover ham og Aya.

[Deleted]

Meget skulle der til før at hun ville afgå ved døden. En beroligende tanke der udelukkende kunne lade hende handle som hun gjorde. Hun var den stærkeste af dem begge, selvom at hun selv måtte indrømme at hans viden om Alkymi, i sandhed var magtfuld. Ej kunne hun på noget punkt glemme at han var en aldrende mand i forhold til hende selv, men hvad betød det når det var hos ham at hendes hjerte hvilede? Der var kun ganske få ting hun ikke ville ofre for at forblive ved hans side. Det var livet på sine kære, inklusiv sit eget.
Sengen hun blev lagt ind i, kunne hun ikke forblive liggende i. Hun kæmpede for at komme op og sidde og svang benene ud over kanten. Han havde krav på at vide hvad der var sket, men hun havde slet ikke kræfter til at tage sådan en diskussion.
"Senere, Kære,"
Endte hun lettere opgivende i sin attitude og rakte ud efter hans hånd. Hun havde i den grad brug for at få et bad. Hun så jo rædselsvækkende ud. Tværet ind i gammelt og nyt blod.. fra top til tå.

Hans ord fangede hendes opmærksomhed, meget mere end hans blik gjorde det. Hun så ham ganske roligt i øjnene og havde ikke nogen form for skyld liggende i bagagen hvad angik hendes sammenstød med Kimeya.
"Nej, men jeg stødte på ham ude foran Marvalo Mansion. Jeg skal nok fortælle dig mere om det senere, så vil du ikke være sød at gå i kælderen for mig og finde noget blod og så sende pigerne op med noget rent tøj? Du skal selv have skiftet inden vi kan gå ind til Aya igen," Endte hun bedende. Denne gang ville hun ikke bare lade den drive ud til side uden at give ham klar besked. Hun havde godt forstået betydningen af at være sammen om det, så selvfølgelig agtede hun at bringe ham ind i det hun lige havde været udsat for. De lyse lokker indrammede hendes ansigt og hendes blå øjne lyste af livsglæde, bare ved at være ham nær igen.
"Hjælp mig. Jeg vil gerne ind og se til vores yndige lille pige igen, så hurtigt som muligt," Tilføjede hun med en varm og kærlig røst. Det var efterhånden meget længe siden at smilet og varmen havde vist sig så naturligt hos hende, men hun havde god grund til det.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var aldrende og i den forstand, så havde han da godt nok heller ikke det evige liv i den samme forstand, som det hun havde, og det var jo også lidt det, som han kunne mærke. Dog gjorde det ham intet. Han var virkelig blevet glad for hende. Selvom han ikke havde sagt de store ord endnu, så var det ved hende, han havde valgt at lægge sit hjerte, og han havde bestemt heller ikke fortrudt den handling, hvis han selv skulle sige det.
Men at se hende på den måde, var virkelig langt forbi hans egen grænse, og hvad han egentlig ønskede eller kunne holde til. Hvorfor var det her altid noget som skulle ske med hende? Han kunne virkelig ikke lide det, og særligt ikke når det var noget som foregik på denne måde! Hans blik vendte han mod hende igen, som han fik lagt hende i sengen, selvom hun var stædig nok til at forsøge at sætte sig op. Der lagde han hånden direkte mod hendes skulder, for at vinge hende tilbage i sengen igen. Nu måtte hun altså til at holde op! "Bliv liggende," bad han med en ganske så kortfattet stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Igen forsøgte han bare at passe på hende, og det ville han jo heller ikke ligefrem have, at hun skulle forhindre ham i!

Et tungt suk forlod Nathaniels læber. "Med andre ord, så har du forsøgt at opsøge ham, ellers ville du ikke have søgt til det mørke Mansion," sagde han med en ganske sigende mine. Han var bestemt ikke meget for tanken. Det var da rent held, at hun i det hele taget var sluppet med livet i behold i så fald! Og at hun så stort set ikke kunne se det, gjorde det jo heller ikke ligefrem meget bedre.
"Jeg skal nok bringe det til dig, hvis du lover mig, at du bliver liggende her.. Mine klæder er hvor Aya er, så i det tilfælde, skal vi have en anden til at hente dem," sagde han endeligt. Han forstod at hun tog sig rigtig godt af deres datter, men tilværelsen på blod, var heller ikke noget som man kunne holde hende fra for tid og evighed, og det vidste hun vel også godt selv? Han rejste sig roligt. Han var bange.. hvorfor tog hun de beslutninger, når de nu var to om dem? Det var virkelig ikke fair på nogen måde, for han kunne jo i princippet have endt med at sidde med Aya helt alene, fordi at manden var egoistisk nok til at tage hendes liv, og det var slet ikke noget som han ønskede på nogen måde!

[Deleted]

Yuuki havde mildt sagt haft brug for at kunne sidde og se ham i øjnene mens de snakkede, men hans handling og bekrymring skinnede da så klart igennem. Styrken i hans tvang var langt fra forventet. Tilbage i sengen blev hun lagt og hendes blik endte da en smule overrasket, blot for et kort øjeblik. Hun endte med at sukke ganske stille i kor med ham. Hans ord fik hende dog kun til at rynke sine bryn lettere uforstående. Det var slet ikke ment på den måde.. så hvordan kunne han lægge ord i munden på hende? Dette var skam langt fra hvad det plejede at være. Han havde aldrig været typen der dømte folk eller lagde ord i munden på dem, så hvad kunne få ham til at gøre det nu? Hun gjorde dog intet, eller sagde ham imod for den sags skyld. Hvis han gik og troede at hun havde det sjovt med at opsøge Kimeya, så var det i den grad på tide at hun gav ham en ordenlig forklaring!

"Jeg skal nok blive her. Jeg går ingen steder.. det lover jeg dig," Hendes blik løsnede sig op igen. Hun måtte bære over med ham i disse tider. Lige siden Aya's ankomst til verden havde hele deres liv taget en stor drejning, men hun kunne efterhånden heller ikke undgå at føle sig alene. Det virkede efterhånden som om at en kløft var ved at danne sig mellem dem. De var der begge for Aya, men.. var de der også for hinanden? De havde sjældent tiden til hinanden i disse tider. Sengen de delte, var ej heller et sted de kunne mødes længere. Så snart han sov, var hun oppe og omkring Aya. En kvindes intuition, var enormt stærk og hun kunne mærke at han var plaget i disse tider. At hendes sidste udflugt nu var endt sådan her, kunne hun ikke gøre så meget ved. Det var gået over gevind og det indrømmede hun gerne, men det som hun havde opdaget, var i den grad noget som gav hende ro indeni.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne være noget så hård og bestemt en mand, og særligt når han mente, at det var til det bedre, og lige nu, handlede det om hende, og ikke alt det andet. At hun så alligevel havde været så tæt på at opsøge Kimeya, var heller ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Hans blik gled direkte fast og kortfattet mod hendes skikkelse, som hun dog alligevel valgte at følge hans hint, og lagde sig ned igen. Han ønskede jo heller ikke ligefrem, at der skulle ske hende noget, og særligt ikke når det var sådan at det måtte være i den anden ende. Han sukkede ganske let og rystede så endegyldigt på hovedet.

"Godt..." endte Nathaniel med en ganske kortfattet stemme, også selvom det var lettende, at hun for en gangs skyld, gjorde hvad han ville have hende til. For en gangs skyld. Nathaniels mørke øjne hvilede på hendes skikkelse med en tydelig bekymring. De havde lige fået en lille pige... og nu legede hun lidt med ilden endnu en gang? Ikke at det var noget som kunne komme særlig meget bag på nogen som helst. "Bliv nu bare liggende..." bad han endeligt, inden han roligt valgte at rejse sig op i stedet for. Han skulle nok gøre hvad der var nødvendigt. Han forlod værelset, kun for at søge ned mod kælderen, for at hente hvad der nu skulle hentes og bringes på denne måde. Han fandt blod og det hele, inden han vendte tilbage til hende endnu en gang. At se hende blive liggende der, var noget som faktisk passede ham fint. Han satte to flasker med blod på natbordet, inden han satte sig ved siden af hende endnu en gang. "Lov mig aldrig at gøre den slags igen.." bad han endeligt. Det var virkelig noget som havde gjort ham bange!

[Deleted]

Den måde han valgte at reagere på overfor hende, fandt hun på ingen måde tiltalende. Synd at sige, så gik det hende på at det rent faktisk lød som om at han digtede sin egen historie om hvad der var sket. Det eneste hun kunne var at tage en dyb indånding og lade det glide forbi.
Sengen var ikke nær så blød som deres egen, men den kunne godt gå i et tilfælde som det her. Blodet var alle steder og den stank hang bare ved i hendes næse. Det kunne ikke undgås at hele hendes situation blev misforstået, kunne det? Det slog virkelig hendes humør ned når han i al sin forvirring, gik hen og udviste sin mistro overfor hende.

Først da han var gået lod hun blikket glide søgende rundt i kammeret. Til venstre for enden af sengen var døren ud til badet, ganske som inde hos dem selv. En kommode stod på højre side og natbordene på hver side af sengen. Alt sammen i mørk og rustikt træ. Ganske som han kom ind igen faldt hendes blik mod ham. Hun sukkede af lettelse. Nu kunne hun da om ikke andet få lukket sit sår og de indre blødninger. Hun var i den grad afkræftet, når hun gav efter, men hun kunne sagtens tvinge sig selv til at udføre en handling.. hvis det kom så vidt.
Flaskerne kom på bordet og ikke et sekund tøvede hun med at skubbe sig op og række ud efter den første flaske, som hun hurtigt fik sat til læberne og tømt. Hun mærkede at han satte sig ved hendes side og intet sagde hun til det.. før hans ord gik ind og haltede hendes bevægelse, som hun ville række ud efter den anden flaske. Armen faldt til jorden og blikket faldt til hans. Hun gloede næsten vantro på hans udtalelse og følte på ingen måde at der var grund til at minde hende om sådan en ting. Hun satte sig op ad hovedgæret på sengen og blev bare ved med at se på ham med en trykket mine.
"Hvilket? At søge efter Demian? Støde ind i Kimeya ved et tilfælde? Eller stikke mig selv ned? Det hele?"
I ren og skær forsvar endte hun med at blive verbalt grov og kontant i munden. Ville han virkelig køre den derud inden hun havde givet ham en forklaring på hvad der var sket?
"At skabe din egen fortolkning om hvad der er sket.. det er virkelig ikke fair. Jeg stak mig selv ned med Kimeya's daggert.. på egen hånd. Han kunne ikke gøre det selv og vendte endda ryggen til, fordi han ikke kunne holde ud at se på det. Til trods for at jeg sidder så slemt tilredt, så kunne jeg ikke være mere lykkelig over udkommet.. Har du helt glemt hvor meget jeg har måtte kæmpe for at lære at håndtere min fortid igen?" Hendes sår helede ganske hurtigt igen, selvom ømheden ville vare ved i et stykke tid endnu, men nu var der egentlig ikke nogen fare at snakke om længere.
"Jeg ønskede ikke engang at opsøge ham, ligeledes vidste jeg ikke engang at det var der jeg var endt op.. indtil han bad mig forlade hans grund. Du overvurdere virkelig min interesser og prioriteter, hvis du stadig går rundt og tror at den mand betyder så meget for mig." Hun lagde en hånd over maven for at føle efter på såret og først da hun havde sikret sig at det var lukket, kunne hun forsigtigt læne sig frem mod ham uden at slippe hans blik en eneste gang. Hun brød sig ikke om det her, slet ikke.
"Tro det eller lad hver. Du og Aya kommer i første række for mig nu og jeg vil ikke frivilligt vælge at trække mig eller lægge mig i graven fordi jeg bliver bedt om det. Jeg nægter at give op, ligesom jeg gjorde efter at Kimeya gav slip på mig og overlod mig med ansvaret for Demian og Laqisa, alene." Hun hadet at blive mindet om det. Det at være uønsket og alene. Hun kunne heller ikke lide at vblive beskyldt for at være den der kastede sine nære og kære fra sig og den slog i den grad hårdt ned på hende, fordi Demian var forsvundet og Laqisa havde hun ikke set siden.. siden Kimeya tog hendes liv for første gang. Hun gemte sit ansigt i sine hænder af bar frustration, kun for at lade dem glide om i nakken og knuge fat om de lyse lokker. Dette var nok en af de gange, hvor hun virkelig havde åbnet munden overfor ham. Hun var blevet så påpasselig og ville for alt i verden ikke begå de samme fejl igen. Der var alt for mange ar at rive op i.. alt for mange ting hun kunne klandres for ikke at have gjort anderledes og hun direkte hadet det!

[Nathaniel Diamaqima]

Yuukis ord, gjorde det bestemt heller ikke meget nemmere for Nathaniel, ikke at komme med forhastede konklusioner, selvom han virkelig forsøgte at undgå dem. Han vidste jo, at det ej måtte være til gavn for dem eller deres forhold, at han gjorde sig disse tanker, men hvordan kunne han da lade være med det? Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse. Stukket sig selv ned? Hvordan pokkert kunne hun få sig selv til det, når han sad der hjemme og ventede med deres lille pige? Han rystede let på hovedet og vendte blikket væk. Hvad havde hun egentlig lavet i Dvasias i udgangspunktet? Desuden var han nu temmelig sikker på, at Demian var en ung mand, som faktisk godt kunne passe på sig selv. Det var i hvert fald hans indtryk af ham.
"Så du mener virkelig, at du selv har stået foran den mand, og sørget for det åbne sår du har i maven, Yuuki? Hvorfor gøre det, når du ved, at Aya og jeg, sidder hjemme..?" Lige der kunne han faktisk ikke følge hende. Det var heller ikke fordi at han ønskede at vise den mistro og skeptisme, men var det underligt, at det ikke var anderledes? Han havde i hvert fald ikke lige set den prioritet, som hun nu måtte snakke om, og det var jo heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han vendte blikket mod hende igen og med en mere hård og fast mine denne gang. Han var bange for at miste hende, og faktisk skulle ende med at stå med en lille pige alene, og særligt fordi at det var en opgave som han havde fejlet bigtime tidligere. Han var ikke den fødte far, selvom han virkelig ville ønske, at han havde.
"Du vil måske ikke påstå at den mand, betyder noget for dig, men at lade dig stikke ned for øjnene af ham, velvidende om, at han ikke kan få sig til at se på det, er noget som du kan? Demian er en voksen mand.. Jeg er nu sikker på, at han kan tage vare på sig selv i det omfang, at han ikke behøver at have en moder til at se efter ham," sagde han. Han ville bare gerne have hende derhjemme.. Var det så underligt? Han rykkede stille tættere på hende. Nu var det bare vigtigt, at hun kom sig lidt, og kom i noget andet tøj, så de kunne komme ind til deres lille datter igen. Han lagde armene stille om hende. "Kan du ikke bare se, at det er mig der bliver bange, når du kommer hjem sådan her?" spurgte han videre. Hans reaktion, kunne hun vel forstå?

[Deleted]

Nathaniel's måde at tænke på var i den grad forståelig. Hun ville end ikke klandre ham for at være bekymret eller bange, men hun ville ikke tillade at hans tanker løb afsted med ham under vilkår som dette.
"Ja.. jeg ikke stolt af at vende hjem i denne forfatning, men jeg fik bekræftet min teori. Kimeya er ikke i stand til at tage livet af mig.. til trods for de mange trusler han kommer med. Jeg ved hvorfor han gjorde det sidste gang, selvom han ikke vil indse det selv." Hun sukkede ganske stille. Hun var mest af alt bange for at hun ville miste Nathaniel i takt med at hun faktisk arbejde hårdt for at vriste sig løs af de gamle lænker fra fortiden.
"Jeg vælger at gøre det fordi jeg er den af os der er fysisk i stand til at tage den kamp. Uanset hvor lang tid det skal tage.. så vil jeg finde en løsning på den strid der ligger imellem Kimeya og os," Hun gjorde sit for at holde fast i den øjenkontakt de delte. Det var svært på mange områder at sætte ord på de følelser der rummede hendes hjerte og sind. Hun kunne godt se at hendes handlinger gik i strid med hendes ord, så alt hun kunne håbe på, var at han ikke ville udvise hende mistillid.
Hans hårde mine faldt ikke i god jord hos hende. Hun var ikke vant til at se den side af ham og hun havde heller ikke prøvet at blive mødt med den her form for frygt og bekymring for hendes helbred. Dafnir havde kun være bange og bekymret, men aldrig vred og Kimeya gjorde ikke andet end at være vred på hende over de valg hun tog. Det, at hun nu sad her, ansigt til ansigt med en mand der rummede samtlige aspekter af et forhold hun i forvejen kendte til.. det var næsten overvældende. Nathaniel var en vis mand og hun kunne nu konkludere at han besad en mere fast hånd også, ud over at være en mand af forståelse og medfølelse.
"Jeg er den eneste af os der kan, dig med.. " Hun var grav alvorlig omkring det her emne. For hende var det rent faktisk vigtigt at Nathaniel ikke tog fejl af hendes dømmekraft. Hun kunne se ting som visse andre ikke kunne. Den trykkede mine lettede fra hendes ansigt da han rykkede tættere på hende og lagde armene omkring hende. Selvom hun havde haft en indskydelse af at ville skubbe ham på afstand og afvise ham, så var det bare ikke en ting hun kunne få sig selv til. Hun havde inderligt siddet med lysten til at bare tage tingene og forsvinde ud i badet uden et eneste ord, men det at han lagde armene omkring hende, selv i en situation som denne, var bare et klart tegn på hvor urolig han var og mere havde hun ikke brug for at vide. Hun lod begge hænder søge op om hans skulderblade og trykkede ham let ind til sig. Ganske roligt klappede hun ham for at berolige ham.
"Selvfølgelig kan jeg det. Lige siden vi næsten mistede Aya, den aften vi fandt ud af at jeg ventede mig.. der har jeg kunne se det på dig. Uro og bekymringer har fyldt dit sind alt for længe og jeg er ked af at det jeg gør, ikke hjælper det mindste på det. At fjerne mine minder er ikke en mulighed længere, så jeg må gøre hvad jeg kan på egen hånd for at finde fred," Hun sukkede stille og begravede sit ansigt ind mod hans hals. Det virkede næsten fremmed og alligevel frygteligt velkendt på en og samme tid. Der måtte ikke gå så lang tid.. det gjorde hende virkelig ensom, når de ikke bare kunne sidde sammen, som de gjorde nu.

[Nathaniel Diamaqima]

I forvejen vidste Nathaniel, hvilken risiko han i det hele tabet løb, ved at være sammen med en kvinde som Yuuki, og det var det som gjorde ham urolig. Han havde ikke nogen anelse om hvad der ville ske med hende eller deres lille pige, da han i den forstand, egentlig var lidt ligeglad med sig selv. Yuuki havde allerede gjort langt mere for ham, end det, som hun nok ville gå rundt og tro, men det var nu heller ikke noget som han kunne gøre det store ved lige nu. Den ensomhed som han havde været plaget af igennem så mange år, var nærmest væk.. og derfor gjorde det ham bange, at se hende tage de valg, uden at indvilge ham, og særligt fordi at de jo var et par, og at det var meningen, at de skulle være to om det.
"Jeg ønsker ikke at du skal opsøge ham. I værste tilfælde, så havde han taget dit liv efterfølgende, og først der valgt at vælde tårer og rammes af den fortvivlelse.. Du burde ikke tage de valg alene.. vi er to.. og vi har en lille datter.." I forvejen med den lille pige, som de havde fået, var det noget som lagde et kæmpe pres på Nathaniel, og særligt fordi at han havde fejlet i at være far tidligere, og det var jo heller ikke ligefrem noget, som han ønskede skulle ske endnu en gang, om han ellers kunne blive fri for det.

Armene lagde han ganske forsigtigt om hende. Ja, han havde virkelig været bange og urolig, samt han gik rundt med bekymrende tanker hver eneste dag, og det havde han gjort længe. Nu var han jo i forvejen kendt for at være en mand, hvis tanker løb lidt afsted med ham, så i mange henseender, kunne han ikke engang gøre for det. Han sukkede let, og rystede så på hovedet. Det var da forfærdeligt nok, som det måtte være i forvejen.
"Minderne er jeg ikke ude på at tage fra dig.. Det kan jeg ikke nu.. Det vil desuden også fjerne mig og Aya.." Han vendte blikket stille ned mod hende, som hun havde gemt sig ind mod hans hals. At sidde der med hende nu, var rent faktisk det, som bragte ham den største ro i sindet, og det var uden tvivl forbandet tiltrængt lige nu. Han lukkede øjnene for et ganske kort øjeblik. Han havde bare lige brug for at sidde der med hende lidt.. og at vide, at der ikke var sket noget mere alvorligt end som så.
"Du må ikke gøre det der igen, Yuuki... Lov mig det," endte han. Han ville jo for pokker heller ikke have, at noget skulle ske hende, og derfor ville han heller ikke have, at hun rendt rundt på Marvalo Mansions grund for at lege martyr.

[Deleted]

Sådan som de sad nu, fik hende helt til at miste lysten til at snakke videre om den sag. Hun troede altid at hun havde gjort det rigtige. Hun havde handlet efter sin bedste dømmekraft og alligevel endte det bare galt? Hvorfor virkede det også til at hendes situation ikke føltes ret meget anderledes end da hun var sammen med Kimeya? Havde hun overhovedet lært noget? Hun sukkede dybt af udmattelse. Der var så mange ting.. så mange spekulationer og tanker, som tog hende på den ene tur efter den anden. Den største, var nok den at hun var begyndt at gøre sig tanker om hvor vidt.. hvor vidt at han faktisk elskede hende. Han holdt af hende, ja.. det kunne hun både se, høre og føle, men som en kvinde følte hun sig tom. Hun havde vidst det meget længe og havde også bare valgt at vende ryggen til det, for at give ham tid. Spørgsmålet for hende var bare.. hvor lang tid det i virkeligheden drejede sig om. Hun havde evigheden at trække på, men rent følelsesmæssigt, så var tiden ved at rinde ud for hende. At Aya var kommet til verden, hjalp slet ikke på den tomhed der voksede dag for dag.

Hun trak sig let fra ham igen. Hendes blik var sænket denne gang. Hun strøg håret væk fra sit ansigt. Hans bøn.. hun forstod den godt, men alligevel havde hun mest af alt lyst til at stille spørgsmålstegn til det, men ikke nu..
"Det lover jeg.. men gå nu. Gå ind og find noget rent tøj og tage på. Jeg er nød til at vaske mig inden jeg kommer ind til jer," Et sted forsøgte hun vel at få ham lidt på afstand ved at bruge deres datter som en undskyldning. Hun havde brug for at samle mod til at mærke ham helt tæt på. Et sted frygtede hun selv at ende op alene og derfor var hun blevet mere indelukket efter kendskabet til hendes fortid. Hun vidste ikke hvad der helt nøjagtigt var sket med Nathaniel. Han snakkede aldrig om sin fortid og hun var alt for bange til at spørge ind til det.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel frygtede virkelig betydningen af de store ord, og særligt fordi de to eneste, som han havde skænket dem til, var folk som han havde endt med at miste. Han var bange for betydningen.. bange for at åbne sit hjerte op på den måde igen, og særligt også fordi at han vidste, at hans børn i Procias, bestemt ikke synes om den her sag. Ja, han gik vel næsten ud fra, at Silia allerede havde hørt det. HAn sukkede let.. Han ville helst ikke snakke om det,.. men bare holde om hende.. og vide, at hun rent faktisk var sikker lige nu, for det var uden tvivl det eneste, som rent faktisk havde nogen betydning for ham lige nu. Hans blik gled ned mod hendes skikkelse. Han forstod skam godt, at hun ville være ren inden hun søgte ind til deres datter, så det, var ikke noget som han sagde noget til - for nu om ikke andet. Han nikkede.
"Okay. Jeg vil anbefale dig at skynde dig... vores elskede lille pige, savner sin mor," sagde han med en tydelig henkastet stemme. Barnet havde jo uden tvivl mere brug for sin mor, end hvad det havde brug for sin far, og det var jo blot en kendsgerning, at en moder kunne andet end hvad en fader var i stand til.

Nathaniel valgte denne gang at slippe hende, så han kunne rejse sig op. Selv var han ikke meget for at lade deres lille pige ligge alene i værelset, mens han sad et andet sted. Så opsat på ikke at skulle fejle igen, så var det uden tvivl forbandet svært, og særligt sådan som han havde det lige nu. Han rejste sig op, og kastede et sidste blik på hende. Ja, det her gav ham kun yderligere ting at tænke over, og selv han ville mene, at han havde rigeligt, som det måtte være i forvejen.. Særligt fordi at Liya viste sig for ham, og det var noget som han virkelig havde svært ved. Skjorten smed han på vejen ud, udelukkende fordi at der var kommet blod på, og han ikke ville friste hans datter med den slags. Det skulle komme på ordentlig vis. Han søgte hen til vuggen igen. Hun lå vågen.. Hans lille prinsesse. Alene smilet af hende, fik ham til at glemme de mange tanker lidt, og det var uden tvivl rart.

[Deleted]

Yuuki havde aldrig holdt det for sig selv, når hun af hjertet følte sig hel og fuldendt. Alt andet var svært for hende. At snakke om problemer og give udtryk for sit ubehag. Hun havde altid set lyset fra en anden vinkel og det gjaldt også nu. Kimeya havde klædt hende fuldkommen af.. helt ind til knoglerne og det havde efterladt hende forsvarsløs overfor hans person. Han var den første og eneste, der indtil nu havde været i stand til at banke alt hendes forsvar ned og efterlade hendes følelser fuldkommen blottet. Hvilket var en skræmmende tanke. Tænk sig at det stadig var sådan efter alle disse år. Hun havde virkelig brug for at finde en løsning på de problemer og gerne i en fart!

Hun så efter ham som han trak sig og nikkede stille til hans ord. Hun krøb selv forsigtigt ud af sengen og rejste sig i en svækket tilstand for at søge til badeværelset. Der gik lang tid, hvor hun bare lå i karet.. helt opslugt af vandet. Blodet var for længst blevet opløst og kunne slides af med kun få strøg. Hun sukkede let for sig selv og gled ned under vandet for et kort øjeblik. De helbredende olier hun havde kommer i vandet, hjalp hende med at slappe af.
Ikke ret længe efter tog hun fat om et nærliggende håndklæde og gik ud i soveværelset igen. Tøjet greb hun i farten og trak i det. Håret var stadig fugtigt, men duften af blod var væk. Den friske forandring af blomster, var en hun selv sjældent havde bidt sig mærke i. Hun så på sig selv i spejlet, som hang på væggen. Den lange blå kjole med hvide posede ærmer, sad slankt og afslørende om hendes kurver. Det var længe siden at hun havde båret sådan en provokerende kjole, selv hendes kavalergang tittede frem og skuldrene efterladt helt nøgen.
For et kort øjeblik tøvede hun rent faktisk med at gå direkte indtil Nathaniel og Aya. Uanset hvor meget hun selv savnede at røre ved ham, så var det bestemt ikke i dag at timingen var bedst. Alligevel valgte hun at skyde tanken fra sig og rejste sig for at søge ind i soveværelset. Døren blev lukket med begge hænder og hun strøg hånden igennem håret inden hun vendte sig om og vendte blikket i retningen af vuggen..