Post by Nathaniel Diamaqima on Dec 21, 2014 17:50:15 GMT 1
Problematikken var reddet, hvis man kunne sige det på den måde, hvilket naturligvis var en glæde for Nathaniel. Han ønskede slet ikke, at noget ondt skulle komme til hende, og da slet ikke, hvis de kunne hjælpe hinanden lidt på vej. For hans vedkommende, var det virkelig vigtigt, at understrege vigtigheden af dette. Han ville ikke miste hende.. Han var blevet glad for hende, og ja, han var forelsket i hende, og det var han så sandelig heller ikke bange for at stå ved, når det nu endelig skulle være.. Det krævede jo bare, at.. hun ville lytte til ham.. og vide, at han uanset hvad, ville gøre, hvad han kunne, for at passe på hende, og det var også med alt hvad det måtte indebære.
"Godt," sagde han med en ærlig og rolig stemme, som han endnu en gang lod blikket glide mod hendes skikkelse. Aldrig i hans liv, havde han troet, at han ville blive så glad for et individ, på så kort tid, men det var nu og da, sket alligevel, og det var ikke noget som han kunne gøre andet ved, end at ønske det kærkommet her på stedet.. i sit hjerte. Det var underligt at have det sådan igen. Det var jo det, som gav ham en følelse af, rent faktisk at være i.. live.
Det hele havde taget en drejning, som Nathaniel ikke lige havde været forberedt på. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget, for det gjorde det virkelig ikke. Igen var hun god til at bekræfte, at det var ham som hun gerne ville have.. At hun fandt lysten til det, særligt efter det, som de lige havde været igennem, havde han bestemt heller ikke noget imod, for.. han elskede det jo. Han elskede det virkelig, og der fandtes ikke noget bedre end det her! Han smilede let, som hun lod læberne indramme hans i et kys, som han glædeligt måtte gengælde. Automatisk lod han armene glide mere omkring hendes skikkelse. Øjnene lod han stille og roligt glide i. Han stolede på hende.. stolede på, at det som hun gjorde, var hvad hun fandt rigtigt, og ikke var for at gøre ham eller nogen anden ondt omkring dem. Grebet om hans kæbe, satte en sitren i ham.. den kulde mod hans varme.. Han kunne jo ikke gøre andet end virkelig at elske det.
"Godt," sagde han med en ærlig og rolig stemme, som han endnu en gang lod blikket glide mod hendes skikkelse. Aldrig i hans liv, havde han troet, at han ville blive så glad for et individ, på så kort tid, men det var nu og da, sket alligevel, og det var ikke noget som han kunne gøre andet ved, end at ønske det kærkommet her på stedet.. i sit hjerte. Det var underligt at have det sådan igen. Det var jo det, som gav ham en følelse af, rent faktisk at være i.. live.
Det hele havde taget en drejning, som Nathaniel ikke lige havde været forberedt på. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget, for det gjorde det virkelig ikke. Igen var hun god til at bekræfte, at det var ham som hun gerne ville have.. At hun fandt lysten til det, særligt efter det, som de lige havde været igennem, havde han bestemt heller ikke noget imod, for.. han elskede det jo. Han elskede det virkelig, og der fandtes ikke noget bedre end det her! Han smilede let, som hun lod læberne indramme hans i et kys, som han glædeligt måtte gengælde. Automatisk lod han armene glide mere omkring hendes skikkelse. Øjnene lod han stille og roligt glide i. Han stolede på hende.. stolede på, at det som hun gjorde, var hvad hun fandt rigtigt, og ikke var for at gøre ham eller nogen anden ondt omkring dem. Grebet om hans kæbe, satte en sitren i ham.. den kulde mod hans varme.. Han kunne jo ikke gøre andet end virkelig at elske det.
