Lesson learned...

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste ikke hvad det var, men hele stemningen havde taget en drejning, som han ikke brød sig om. Jovist havde han sine hemmeligheder, som han ikke bare kunne dele med hende, men tanken om at Yuuki endnu var så tæt ind på livet af Kimeya, var slet ikke en tanke, som han måtte bifalde. Faktisk var det nok noget af det værste, og særligt fordi at han kendte til mandens brændende ønske, om at ende hendes liv. Han rystede de tanker lidt ud af hovedet, efter han var kommet ind til Aya. Herinde var han nødt til at være den kærlige far, som overdyngede tøsen med det, som for ham, havde været så svært at give andre, og særligt med det, som han selv havde oplevet. Ja, han var meget lukket omkring sin fortid, og særligt fordi at han vidste, at den ikke bar præg af megen lykke, men derimod det modsatte. Han bed tænderne let sammen, inden han forsigtigt tog Aya op og lagde hende på armen.
Vampyren var så fremtræden i den lille pige.. Det evige ønske om, at kunne varme hende, var det som prægede Nathaniel mest, nu hvor han vidste at Yuuki gjorde sig i stand til at komme ind til dem, og forhåbentlig gerne ville komme ind. Det var svært.. Han havde længe været vant til et væsen, hvor han nærmest skulle rive følelserne frem, og her kom de i sådan en overflod, at han til tider, havde svært ved at kapere det. Der skete ganske enkelt for meget på en gang.

Nathaniels tanker blev dog brudt, da Yuuki pludselig stod i døren. Uden tvivl var han glad for, at hun var kommet, for han havde ganske vidst haft sine tvivl. Han trak kort på smilebåndet, inden han igen forsigtigt lagde Aya ned, selvom det dog næppe var noget som efterlod tøsen med en tilfredshed. Og dette kunne høres. Han vendte sig mod sengen.. Han havde brug for at mærke hende ved sig.. og at vide, at det hele var som det skulle være, for det føles nemlig ikke sådan. Den fortid som hun nu kunne huske, vidste han godt, kunne ende med at forvolde dem begge store problemer.
"Kom," bad han endeligt, idet han selv tog plads på sin side af sengen. Lige nu havde han brug for hende.. Og det lignede ham ikke at give udtryk for det på denne her måde.

[Deleted]

Yuuki var så forfærdeligt opsat på at knække sit bånd til Kimeya. Det var en af de ting der stod øverst på hendes ønskeliste. Der var ting hun ønskede sig af Nathaniel, men hun var bange for at det aldrig ville blive aktuelt i længden. Historisk set, så stod hun nu i samme position, som Kimeya.. bundet af følelser for en ny, mens hun ikke kunne give slip på sin fortid. Hun vidste hvor usikker Nathaniel måtte være omkring hende og det ville alt sammen være hendes skyld. Så for hende var det enormt vigtigt at hun fandt ud af, hvordan hun bedst tacklede det hele.

De blå øjne faldt med længsel mod hans nøgne, brede skuldre. Hun sank en enkelt gang og tog sig selv i hånden for at lindre nervøsiteten. Aya var bestemt ikke glad for at forlade hans varme og hvem kunne bebrejde hende? Den lille pige gjorde hvad hun kunne for at give udtryk for sine ønsker, til trods for at hun stadig var så lille. Nathaniels ord ramte hende endeligt og fangede hendes opmærksomhed. Hun kiggede uforstående mod ham, inden hun lod blikket vende tilbage til vuggen igen. Skridt for skridt, tværs over det kolde stengulv bevægede hun sig mod sengen. Bare en anelse forundret stoppede hun op ved kanten og tog ham i blik. Det var svært, som hun rent faktisk følte sig underligt nøgen, selvom hun var påklædt. Hun væddet sine læber og løftede let op i sit skørt, så hun frit kunne gå på knæ og sætte sig ind på madrassen.. med fronten mod Aya. Vuggen var placeret midt på gulvet i værelset, for enden af deres seng. Hun var egentlig mere optaget af deres lille pige, for hun var bange for at han skulle se tvivlen i hendes øjne. Inderst inde var hun fortvivlet, bange og desperat, efter en vej ud af de mange problemer som hendes fortid nu havde sat hende i. Hendes sind var plaget i et sådant omfang, at det var umuligt for hende at ignorere. Hun var begyndt at miste sin selvtillid og værdighed overfor ham, som en kvinde følte hun sig beskidt. Det gjorde hende anspændt og usikker. En ting var at hun stadig havde følelser for Kimeya, men hvordan kunne hun slippe dem, når der ikke var et sted at vende dem hen? Det knuste hjerte hun bar rundt på og kæmpede for at samle op på igen.. Alt hun havde tilbage når hendes følelser for Kimeya var væk.. det var hendes børn. Hun havde kastet sig ud i et ny forhold med Nathaniel.. hvilket bare føltes som om at hun ramlede ind i en hård mur hver gang. Hun sad og ventede hele tiden med sit lille bankende hjerte.. ved den mur.. ventede på at han en dag ville lukke hende ind. Dog føltes det efterhånden alt for koldt at vente, så hun frøs til indefra lige så stille, dag for dag. Lukkede sig selv inde for at give ham den fornødne tid og plads.. i håbet om at han ville række ud efter hende når han var klar.

[Nathaniel Diamaqima]

Frygten for at Nathaniel allerede nu, var ved at miste Yuui, var uden tvivl stor, og særligt fordi at det var en virkelig dårlig timing. De havde fået deres datter, så var han kun ekstra bange for det. Hun havde gjort og handlet uden egentlig at tænke på de konsekvenser, som det ville efterlade ham og deres lille pige med, hvilket han heller ikke synes, var retfærdigt på nogen måde. Hans blik hvilede på hende, selv da han havde opfordret hende til at tage pladsen ved siden af ham... selvom der intet skete.

Frygten måtte jo kun stige i takt med at Yuuki stod og kiggede på deres datter, næsten som om at hun slet ikke ville se på ham. Deres datter var i forvejen temmelig utilfreds med at blive lagt tilbage i vuggen, og tilsyneladende overvejede om hun skulle acceptere det, eller om hun skulle begynde at skrige op. Selv håbede han på første alternativ, for han ville gerne snakke det her igennem med Yuuki. Hun var ham jo værdig.. ellers ville han jo heller ikke ligefrem have valgt at åbne sit hjerte for hende på denne her måde, for det havde han jo trods alt også gjort.
Hvor længe stilheden måtte hvile over dem, var slet ikke til at sige. Nathaniel håbede bare, at den ville gå lidt i sig selv igen. Det som skete omkring dem nu, var virkelig vigtigt, og det var uden tvivl lige så vigtigt, at de fandt en løsning på det, i stedet for alt det andet, og det var også lidt der, at den måtte ligge for ham lige nu. Hun kom ikke.. hun kiggede ikke på ham, og hun gav slet ikke udtryk for, at ville komme her og lægge sig ved hans side, også selvom det var noget som han direkte havde opfordret hende til. Han trak vejret dybt.. Hvordan skulle han tackle det? Var hendes følelser for Kimeya så grumme, at de virkelig kunne ende med at ødelægge hvad de var i færd med at bygge op? "Yuuki..." sagde han dæmpet, hvorefter han slap hende med blikket. Det her var noget som han ganske enkelt måtte finde skræmmende, for han ville jo heller ikke ende med at miste hende. Hans blik gled mod vinduet, hvorefter han endnu en gang valgte at rejse sig. Det her gjorde ham ked af det.. og det var en følelse, som han i forvejen, ikke var god til at tackle.

[Deleted]

Hun ville gerne, men kunne ikke få sig selv til det. Hun nærmest straffede sig selv for at have fejlet med sin dømmekraft. Siddende her i sengen gjorde det ikke just nemmere. Det var lige meget med hvad hun sagde eller gjorde. I det lange løb burde hun ikke gøre andet end at sidde herhjemme og holde dørene lukket.. sådan kunne hun vel bedst passe på sig selv. Det var vel også det, som ville give Nathaniel den ro han havde brug for?
Hans stemme hev i hendes opmærksomhed igen og hun skævede sig denne gang over skulderen for at tage ham i blik. Dog var det eneste hun så.. at han vendte ryggen til hende. Hun sukkede lydhørt og knugede hårdt fat om det løse stof i skørtet. Det gik slet ikke det her!
"Ønsker du så brændende at jeg ikke søger ud?" Endte hun næsten i en desperat spørgende tone. At fange hans opmærksomhed, var gældende hvis ikke de skulle ende med at gå hver til sit.. for i nat.
"Er det jeg gør.. helt forkert?" Hun søgte et sted en bekræftelse på ret og forkert. Det var svært at afgøre alene, men hellere det end at skulle såre ham ved at tale om de problemer hun sad indebrændt med. Specielt når det omhandlede Kimeya. Ville det ikke bare gøre ondt værre, hvis hun først begyndte at åbne munden om det hun prøvede at fuldføre?
"Jeg vil så gerne tale med dig om tingene, men jeg er bare bange for at de vil gøre mere skade end gavn.." Tilføjede hun kort efter. Sandt var det. Han var mere end blot en god ven nu. Der var følelser indblandet og derfor tog hun højde for, om det var noget hans øre kunne tåle at lytte til eller ej.. om det var noget der ville såre ham. 

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde det virkelig dårligt med det hele. Og særligt fordi at Yuuki gjorde det så oplagt, at hun ikke ønskede at kigge på ham, hvilket heller ikke var noget, som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Han vendte ryggen til hende.. Ikke fordi at han oplagt søgte et skænderi eller noget lignende, men det var bestemt ikke fedt, når kæresten, ikke ville kigge på en. Han blev siddende på sengekanten og med blikket vendt mod vinduet. Ja, det var virkelig gået hen og blevet frygtelig, frygtelig akavet, og det var virkelig svært for ham at acceptere, at tingene nu skulle forholde sig på denne her måde.
"Jeg kan ikke fortælle dig, hvad der er ret og forkert.. Det jeg ønsker, er at du bliver her.. hvor jeg ved at du er i sikkerhed, og særligt fra Kimeya," sagde han endeligt, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hanvar bekymret, og selv han gik rundt med forbandet mange tanker i løbet af en dag, og da særligt nu hvor de også havde lille Aya at skulle tænke på, og Liya konstant skulle plage ham med at dukke op på de mest mærkværdige tidspunkter, bare for at plage ham med hans fortid og alle de fejl, som han dengang havde begået, for han vidste, at det var mange... virkelig mange, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Han ville jo ikke miste hende.. Var det så svært at forstå?
"Du vil ikke snakke med mig, eller kigge på mig," fortsatte han ærligt. Hun stirrede hellere ud i luften og uden så meget som et ord, når han havde opfordret hende til at komme hen og lægge sig ved ham. Ja, et sted var det jo lidt som et nederlag, og han havde uden tvivl den mandlige stolthed ved siden af, hvilket ganske vidst ikke var noget som gjorde sagerne meget bedre af den grund, men for pokker, de var jo nødt til det. "Jeg ønsker ikke at miste dig, men hvis Kimeya i sandhed endnu har den betydning for dig.." Ja, et sted var manden vel stadig en konkurrence..?

[Deleted]

Yuuki tænkte anderledes end så mange andre.. og alligevel var det ikke så anderledes, som man skulle tro. Hun havde valgt at lægge sin loyalitet her hos Nathaniel og ikke ved Kimeya. Hun sad stadig bundet af sine minder, som nådesløst hev og sled i hende. Hun kunne ikke sige stop og ignorere det. Der havde hun brug for Nathaniel. Hun havde brug for at han mindede hende om hvor hendes grundlag var og hvor hun følelsesmæssigt stod mest sikkert.
Blikket linkede sig til hans da han vendte sig om. Hendes blik havde aldrig kunne skjule hvad hun følte, inderst inde. Det var hende et kendt faktum at han var i stand til at læse hende som en åben bog.. om han ville det. Demian havde talrige bøger stående om Alkymister, Vampyrer og andre racer. Hun følte for at lade blikket undvige ham igen, men fordi hun strittede imod, så tog hun sig selv i hånden for at søge moralsk opbakning fra sig selv.
Hans ord gjorde ondt på hende, fordi det delvist var sandt. Det var ikke fordi hun ikke ville.. hun var bange for at tale højt om det. Værst af det hele, så var han blevet presset derud hvor hans tanker løb af sted med ham.
"Jeg ville virkelig ønske at jeg ikke var nød til at sige det her, men.. jeg vil hellere tage livet af mig selv, end at acceptere mine følelser for Kimeya," Blikket faldt omgående til hendes hænder. Hun følte sig virkelig ydmyg og skyldig for at sige noget så hårdt.
"Hver dag.. føles som en kamp for mig. Jeg siger intet, gør intet der vil sætte dig under press. Jeg sagde 'ja' til at vente på dig.. og give dig tid til at åbne op på egen hånd, så hvordan kan jeg nogensinde- ... Det føles som om at jeg er låst fast mellem to døre. Jeg gør hvad jeg kan for at holde den ene lukket og låst, mens jeg håbefuldt venter på at den anden bliver åbnet op.." Det var frygteligt at stå i en situation, som denne her. Det ville ikke være nok for hende at høre ham sige at hun bare skulle holde sig i live. Hun havde egentlig ikke meget at leve for.. alene. Hun havde ikke set sine børn vokse op. Aya? Hun var et sted bange for at knytte sig til hende, hvis hendes liv ville få en brat ende og udsætte hende for den samme tortur, som Demian gik igennem. Uvidende om sin fortid, var hendes følelser for Nathaniel blomstret på ny, uden frygt for følgerne eller spekulationer om fremtiden. Hendes fortid, ødelagde meget af det uskyldige sind, som hun engang havde været præget af, men.. fordi at de var sammen nu, så havde hun stadig håb. Håb om en fremtid sammen med ham.
"Mit eneste håb om en fremtid, er dig," Endte hun i en blid hvisken og så op mod ham endnu en gang.

[Nathaniel Diamaqima]

Yuukis ord, var som en syngende lussing direkte mod hans ansigt. Aldrig kunne han forestille sig, at kunne høre og skulle høre noget så grusomt som det. Hun ville hellere dø, end at leve med følelserne for Kimeya? Ja, når hun ikke snakkede med ham om det, så var de jo kun derude, hvor hans tanker rent faktisk løb af med ham, og det var virkelig heller ikke noget, som han kunne gøre for. Han himlede let med øjnene og rystede så næsten opgivende på hovedet.
"Så du nærer endnu følelser for ham?" Denne gang vendte han blikket mod hende. Han vidste jo ikke, om det var fordi at hele hendes fortid stod og bankede for hendes dør, eller omdet var noget som hun alle dage havde vidst, for det var jo heller ikke ligefrem det slags emne, de rent faktisk snakket om, når de endelig havde muligheden for det, og det vidste han jo udmærket godt. Han blev siddende med ryggen til hende, også selvom han kiggede på hende. Det var dog langt fra, som han måske plejede at gøre. Han plejede jo at ville ligge og holde om hende.. Men den fortid og Kimeya særligt, var det som plagede ham mest.. Ja, mere end Liya.
"Kimeya forvolder smerte, når du ikke snakker om det, Yuuki. Du frygter at det andet lægger pres på mig? Det presser og stresser mig, når jeg ved der er noget, men du ikke deler det med mig," fortalte han med en sigende mine. Han var virkelig bange for at miste hende, og så tog det altså kun endnu længere tid, inden han ville åbne op for hende på den måde, og særligt nu hvor han vidste, at hun rent faktisk nærede følelser for en anden. Og nu hvor de havde Aya, så var det vel heller ikke så underligt igen, at hans tanker løb løbsk? Særligt fordi at han bestemt ikke var en god far.
"Jeg er vel ikke bare en trøst for dig, Yuuki?" spurgte han denne gang mere direkte, da han igen lod blikket søge til hendes skikkelse. For alt hvad han vidste, kunne det jo være, at det var hvad han var.. Og det ville jo kun knuse ham endnu mere!

[Deleted]

For aller første gang frygtede hun inderligt for at historien skulle gentage sig.. hvor hun så selv ville stå hvor Kimeya gjorde det i sin tid, med Faith. Hans tilstedeværelse ruinerede hendes liv. Hun så det for sig, men ville ikke tro på det eller erkende det, for hun ville ikke gentage de fejl han havde gjort. Hun prøvede jo på at gøre det modsatte!
Hun sank besværet og knugede sine hænder til hendes knoger blev hvide. Bed sig i læben af bar frustration og smerte, til hun endte med at bide hul. Det dulmede og pumpede intenst lige efter og fik hende til at give slip på sig selv. Hans ord.. hun havde allermest lyst til at give igen og give efter fordi hun prøvede så hårdt på at udrede de store knuder. Hun kunne næste blive bange for sig selv. Hans ord gav hende lysten til at flå hovedet af Kimeya.. på samme måde som Kimeya ønskede at ende hendes liv.
"Nathaniel, stop..." Endte hun bedende. Og kunne mærke hvordan frygten bare hobede sig op. Hun var inderligt bange for at hun ville miste besindelsen og storme til Dvasias.. bare for at få lettet trykket på sin indædte vrede. Havde hendes hjerte kunne slå, så var hun gået omkuld ved for højt blodtryk. Alligevel kunne hun ikke blive siddende i sengen og rejste sig med dirrende bevægelser. hun blev dog stående for enden af sengen og støttede sig til træpælen.
"Jeg ønsker ikke at gøre ham til et problem, mellem os. Det vil for alvor tvinge mig helt derud hvor han er.. og så vil jeg ikke være et hak bedre end ham. Giv mig ikke lysten til at vende mig i vrede for at søge til Dvasias.. bare for at flå hovedet af ham," Det gjorde hende inderligt bange at hun faktisk kunne gå så let fra at forstå situationen, til at kaste det hele fra sig og lade vreden opsluge hende på denne måde.
"Du har ret.. jeg har lingrende følelser skjult i den fortid der ellers var gemt indtil for 9 måneder siden. Var det ikke for min voksende kærlighed til dig.. så ville jeg hellere ende mit eget liv, for det gør ondt!" Hendes stemme endte forvrænget. Maven knugede sig sammen og hun følte sig kvalt af et ophobende press i brystet. Hvis hun kunne flå sin kjole af uden at efterlade sig selv nøgen, så var den blevet fjernet.
".. Men lige meget hvor dyb min kærlighed er til dig, så har jeg intet tilbage, hvis du tager håbet fra mig! Du tror ikke at jeg har bemærket det?-" Hun hørte sine egne ord som hun trådte over grænsen. Hendes samvittighed bønfaldt hende om ikke at trække den derud, for det kunne ende med at blive et fatalt knæk.
"Jeg ved godt du ikke er klar.. og nok heller ikke bliver det, slet ikke med den fortid jeg har.." Hun var fej og gemte sig bare væk, men sandheden var bare at det knæk, som Kimeya havde givet hende i sin tid, det ville tage tage enormt meget tid og kærlighed at hele. Hun var bundet af sine ar med tillidssvigt. Det havde bare slået hende oven i hovedet, som en kæmpe sten og flækket hendes kranie. Frygten for at blive afvist, var efterhånden så slem at hun allermest havde lyst til at stikke af og krybe i skjul. Han havde virkelig ingen intentioner om at lukke hende ind? Havde Kimeya ret? Var hun ikke det værd? Var hun bedre tjent med at lægge sig i graven? At Nathaniel ønskede at holde hende i live.. var det virkelig kun på grund af Aya?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel synes virkelig ikke, at han var unfair i en stund som denne. For ham, var det rene faktisk relevant at vide, hvad hun gjorde sig af tanker og følelser, og særligt nu hvor de forsøgte at finde ud af det hele, og samtidig havde deres lille pige, at skulle tage sig af oveni. Hun var uden tvivl påvirket af den intense og trykkede stemning, hvilket han heller ikke ønskede skulle ske, men det var virkelig så pokkers svært, når han nu følte, at Yuuki havde rejst en mur overfor ham, som han ikke kunne rive igen. Uanset hvor meget han så end måtte prøve på det, så gik det bare ikke som han ville have det.
"Det er relevant for mig at vide, Yuuki," begyndte han. Det var ikke fordi at han var ude på at gøre hende så hidsig, at hun slet ikke vidste hvad hun skulle stille op, og derved ville ende med at opsøge Kimeya igen, for han vidste, at den mand slet ikke ville tøve med at tage hendes liv, hvis han kunne komme til det. Var hun virkelig så meget i tvivl om, hvad han følte for hende? Og hvad han gjorde for hende?

Som Yuuki rejste sig, vendte Nathaniel sig hele vejen mod hende. Aya var endt med at blive stille igen.. Hun kunne vel godt mærke, at der var noget i vejen? Han knyttede sine næver. Han hadede virkelig at skændes, også selvom han stort set aldrig hævede stemmen.
"Tror du virkelig, at det er din fortid, som forhindrer mig i at blive klar til at give dig de ord, som du gang på gang allerede nu har skænket mig? Jeg har selv spøgelser fra min egen fortid at håndtere, Yuuki.." Denne gang var det ham som rejste sig op. Han ønskede sig blot en fredelig og rolig tilværelse.. Var det virkelig meget at forlange? Han vendte sig denne gang mod hende endnu en gang.
"Det jeg er bange for, er at de følelser som du nærer for en anden mand, vil efterlade mig med Aya alene.. Jeg har set frygten i dine øjne, når du sidder med din datter... Som du er bange for at knytte dig.. for alt hvad jeg ved, kunne du være død i aften.." Og havde hun været død, havde han ikke kunne gøre noget ved det.. han ville nok aldrig have fundet ud af det, men derimod siddet med en lille pige alene, og det var han rent faktisk bange for. Ikke at han frygtede meget fra hendes fortid, men at det vile koste ham hende.. det var det som han var bange for, skulle ske.

[Deleted]

Yuuki levede i et indviklet spind af benægtelse. Hun valgte at vende det blinde øje til det hun ikke ville se, men det greb hende alligevel i de mest uventede situationer.. ligesom den her til aften. Hun var blevet mindet om hvor lidt der skulle til for at hun blev hylet ud af den. Det var den magt Kimeya havde over hende. Hun led af et svagt sind og det var på ingen måde stabilt efter at de minder var kommet retur. Des hurtigere hun fik sluttet fred med sin fortid og lukket den dør på rette vis, des hurtigere ville hendes tilværelse vende sig til det bedre.
"Det ved jeg godt.. at du har.." Svarede hun halvt hviskende. Hun vidste at der var ting han sloges med og derfor lod hun blot tvivlen komme ham til gode. Hvorfor overhovedet dykke ned i hans problemer og gøre det hele til et helvede? Han havde ikke talt om dem med hende og så betød det bare at han ikke var klar.. og sådan var det. Og et eller andet sted vidste hun med sikkerhed at han mente det, når han endelig gav hende noget at håbe for. Noget så simpelt som hans berøring, var i bund og grund nok til at få hende ned på jorden igen, når hun mistede besindelsen. Det var hendes redningsnet, når hun var ved at skride i svinget.. men nu var hun efterhånden ved at være derude, hvor hun ikke engang følte at hun kunne tillade sig den ene simple ting.
"Tal ikke om det som om at det er aktuelt! Det er det sidste jeg ønsker.. for de eksistere ikke.. det er kun minder... kun minder-" Hun måtte sluge de sidste ord. Hun forstod sig på den tilstand Kimeya rendte rundt i, men hun ville på ingen måde acceptere de gamle følelser for ham.
".. Jeg vil aldrig nogen sinde igen.. søge hans arme af egen fri vilje.. aldrig! Og jeg kan ikke.. jeg er bange for at miste jer begge. Jeg er bange for at det skal gå samme vej, som sidst. Og hvis jeg ikke er i stand til at standse ham, så kan jeg ikke lukke mine øjne.. tanken om at vågne op uden at nogen af jer er til stede..." Der lå alt for mange ting i det til at hun kunne håndtere det. Og en ting var sten sikkert.. hun ville have mistet livet den aften, hvis ikke det havde været for den fremmede warlock der havde stilt sig i vejen for Kimeya.
".. en fremmed warlock standsede os.. han blokerede Kimeya og tog bevidstheden fra mig. Havde det ikke været for ham, så stod jeg ikke her. Det skræmmer mig når jeg tænker på det, for det var der, at det gik op for mig hvor svag jeg stadig er.." Imellemtiden havde hun haft så hårdt fat i en rustikke søjle af træ der var en del af sengens udsmykning, at det kunne ses. Hendes øjne var fugtige og konstant på kanten til at lade tårerne trille, men hun gjorde alt hvad hun kunne for at holde igen.. intet godt kom ud af at lade Aya se den side af hende, selvom det var så fandens svært at lade hver!

[Nathaniel Diamaqima]

Yuuki kunne have været død i aften, for alt hvad Nathaniel vidste, og den tanke brød han sig bestemt ikke om. Han kæmpede virkelig for at åbne op til fulde for hende, men det var bare svært, når det var det her, han blev mødt af i den anden ende. En kvinde som stadig nærede følelser på baggrund af en mand, som ikke ville tøve med at tage hendes liv, og dem omkring hende, som hun havde kær, og det kunne han sige, udelukkende fordi at han kendte manden, og vidste, at det var hvad han ville gøre, om han kunne komme til det. Han trak vejret dybt og uden at se væk fra hende. Det her var en konfrontation, som de begge vidste, ville komme på et tidspunkt.
"Jeg ved jo ikke om det er aktuelt.. Du benægter hvad du føler.. Følelser er ikke bare noget som dukker op på baggrund af minder. Du har tidligere opsøgt manden og har gjort det igen.. Hvad skulle det ikke efterlade mig med?" Det store følelsesspekter, var han slet ikke vant til at blive konfronteret med på denne måde. Nej, han var vant til at være den, som havde kontrollen over tingene, og den som vidste helt præcist hvordan tingene skulle afsklares.. Denne gang var det en helt anden fornemmelse, som han måtte sidde med, og behagelig, det var den på ingen måde. Yuuki var ved at blive hidsig,og sikkert fordi at hun var ked af det, men for pokker, han var jo også nødt til at tænke lidt på sig selv i det her tilfælde.
"Du frygter for at knytte dig til din datter på hvilket grundlag? Hvis jeg ikke ønskede at være her, ville jeg ikke være her, Yuuki. Hele aftenen har jeg siddet med vores datter i armene, og ventet på at du ville hjemvende. Jeg vil ikke derud, hvor jeg af hjerte og sind, skal frygte, at du aldrig vil hjemvende, når du går ud af den dør." Hvis hun ikke kunne forstå ham, så vidste han da heller ikke hvad pokker han skulle stille op, for det var virkelig ikke nemt for ham at snakke om i udgangspunktet, og da særligt ikke når det var noget som foregik på denne her måde.

Nathaniel satte sig stille på sengekanten og med hænderne foran sig.. Han ønskede jo blot at ligge der med hende, men når hun end ikke ville kigge på ham, så vidste han jo godt, at den var rivende gal et eller andet sted, og det var uden tvivl noget, som han virkelig havde svært ved at acceptere, bare sådan uden videre. Han hadede det.
"Jeg skal ikke kunne sige, hvem der har reddet dig, men uanset hvem, så takker jeg ham af hele mit hjerte, for at have bragt dig hjem.." Han var virkelig blevet glad for hende.. og ja, frygten for ordene var der, men han ønskede jo at give hende dem.. Nu vidste han bare ikke om han kunne.

[Deleted]

Yuuki havde aldrig prøvet på at undgå en konfrontation. Om nogen så var hun altid den første til at springe hovedløs ud i dem. Ikke fordi hun opsøgte dem, men fordi de opstod af en grund. Da hun i sin tid valgte at acceptere sine følelser for Nathaniel, var det enormt grænseoverskridende for hende. Allerede der vidste hun at der var visse ting som ikke kunne undgås og det gik for alvor galt da Nathaniel fik ret, med hensyn til Kimeya. Kimeya havde opsøgt hende, ikke for at tage livet af hende, men for at rase over hendes nye liv med Nathaniel. Hvis ikke det gav stof til eftertanke, hvad gjorde så?
"De følelser du taler om.. er ikke andet end forståelse og skyld. Den slags følelser er langt værre end kærlighed.. fordi det ikke bare er et spørgsmål om hvor vidt at elsker ham eller ej, men om jeg nogensinde vil være i stand til at leve med den byrde af at have ødelagt hans liv... selv nu hvor jeg ikke behøver at gøre andet end at være i live." Hun kunne ikke sige sig at være direkte forelsket i manden, men hun følte sig enormt skyldig efter alle de ting han gentagende beskyldte hende for. Hun fik lagt en dæmper på sit eget pres, bare ved at ytre netop disse ord. I bund og grund var det alt der var i det. Hun elskede ikke Kimeya, men for hende var det lige så slemt, når hun først kunne forstå den mand og påtage sig skylden for hvad der var sket. Kald det for en bivirkning af hendes evigt og altid gode hjerte. Hun havde engang elsket Kimeya og hun ville ikke være sig selv, hvis ikke hun kunne udvise den forståelse. Netop derfor var det enormt vigtigt for hende at stridsøksen blev lagt væk.
"Jeg ønsker ikke at Aya skal gå igennem det samme som Demian gjorde. Jeg vil ikke have at hun skal ende op alene, fordi jeg ikke er stærk nok til at beskytte nogen af os. Se det i øjnene.. ud over min styrke, så har vi intet at læne os opad og jeg vil ikke blande dig mere ind i den her konflikt, fordi det vil isolere dig fra dine relationer omkring Kimeya. Jeg vil have det elendigt ved at vide at mit forhold med dig.. vil ødelægge alt omkring dig.. jeg ønsker ikke at du skal ende op som Kimeya.. på grund af mig," Denne gang vendte hun sig mod Nathaniel. Det var virkelig svært for hende. Hun ville næsten ønske at hun ikke besad sin vampyriske styrke. Det ville slette alle muligheder for at konfrontere Kimeya i fysisk forstand. Hun lænede sig alt for meget op af sin udødelighed, fordi hun blev desperat. Selv hun vidste ikke hvem den fremmede var. Alt hun kunne var at være den mand evigt taknemlig i gerningsøjeblikket. Hun nikkede til Nathaniel's ord og mærkede varmen brede sig indeni. Selvfølgelig var hun ikke kold og uimodtagelig overfor hans bekymring. Det var bare ikke altid at hun selv følte sig vel fortjent til den.

[Nathaniel Diamaqima]

Følelser var følelser, og siden hun rent faktisk formåede at vælge ham fra, til fordel for at opsøge Kimeya i Dvasias, og samtidig fortælle ham, at hun hellere ville dø, end at indrømme sine følelser for den mand, var noget som efterlod ham med en voldsom knude i maven. Det var slet ikke noget som han kunne have. Det gjorde ondt.. virkelig ondt, og særligt nu hvor han virkelig kæmpede for at åbne ordentlig op for hende, og hvad de nu måtte have sammen, men hun gjorde det for pokker da heller ikke ligefrem nemt for ham! Han vendte blikket ned mod sine hænder, som han gned let mod hinanden. Han var rastløs... skræmmende rastløs. Og det lignede ham bestemt heller ikke ligefrem.
"Valg har konsekvenser, og selv det er noget som Kimeya nu har lært på den hårde måde. De valg, som han selv har taget, påvirker naturligvis hans liv, i den forstand, som de gør.. Behøver det gå udover mig og Aya?" spurgte han denne gang med en meget direkte stemme. Han havde det virkelig dårligt med det, og særligt når det var på denne her måde. Han var ked af det, og særligt fordi at hun tilsyneladende slet ikke kunne se, hvad det egentlig gjorde ved ham. Og særligt også ved Aya?
Nathaniel vendte sig denne gang med fronten i retningen af hendes skikkelse. Det var vel ikke underligt, at han tog det som han nu gjorde? Han trak vejret dybt. Han gjorde ikke rigtigt nogen forventninger om noget som helst.. virkelig ikke. Han rystede let på hovedet. Han kunne jo heller ikke lide at se hende så ked af det.. han havde virkelig mange ting nok at skulle tænke på i forvejen, og han kunne virkelig ikke have det lige nu. Det var virkelig for meget til at han selv kunne kapere det.
"Jeg bærer måske ikke din fysiske styrke, men jeg bærer meget af den psykisk. Det som Demian og Laqisa har været igennem, skal Aya ikke opleve, og det står jeg ved... men det kræver alligevel, at du gør noget ved det.. deler det med mig, og lader mig hjælpe dig.. Jeg ønsker ikke at se dig vandre ud af disse dører, for så aldrig at se dig igen... Det ender med at koste dig livet.. vi er to nu," sagde han lettere henkastet. Han var virkelig bange for at miste hende!

[Deleted]

Igennem al den tid hvor hun ikke havde snakket om nogle af disse ting, der havde hun lært en ting eller to. Nathaniel var langt fra en mand ligesom Kimeya og han var langt mere villig til at holde ved i stedet for at give slip. Hun kunne dog ikke se bort fra sandsynligheden.. om at historien kunne gentage sig. Selvom hendes øjne var væddet, valgte hun alligevel at træde forsigtigt over til ham. Med en hånd mod den anden søjle, der var hægtet til sengen og dermed også det eneste der stod imellem dem.. så kiggede hun bare ned på ham. Lyttede til hans ord i stilhed. Hans direkte spørgsmål.. gav næsten svaret af sig selv, selvom han havde brug for at høre det.
"Nej, men hverken du eller Aya fortjener et liv i farezonen. Kimeya har måske lært at skyde det fra sig med tiden, men sådan som det stadig plager ham. Så er det ikke til at sige hvornår han falder til jorden... ligesom jeg gør det. Og hvem skal så passe på os? Hvis ikke jeg kan?" Hun blinkede en enkelt gang og fjernede selv den tåre fra kinden der stak af. Hun havde svært ved at læse ham på egen hånd, netop fordi han ellers aldrig var typen, der lod sig påvirke så voldsomt af følelser. Dog var hun ikke i tvivl om at selv han var påvirket i en situation, som denne. Hun mødte hans blik da han vendte sig frontalt mod hende. Hun var stadig enormt skyldbetynget og havde mest af alt bare brug for at vide, om det var okay for hende at bearbejde de her problemer, eller om hun var nød til at ty til andre midler.
"Det kommer ikke til at ske.." Endte hun i en blid hvisken og endte med at falde på knæ foran ham. Greb hans hænder til trods for at hun selv dirrede noget så frygteligt.
"Så længe både du og Aya lever, så vil jeg ej heller lade livet.. men jeg kan ikke vende et blindt øje til de problemer der kan sætte vores liv i farezonen. Det svært at tale om, så bær over med mig.. men jeg kan love dig en ting. Jeg ved hvor jeg vil være og selvom alt er endt i kaos, så må du ikke tro at min skyldfølelse og forståelse for Kimeya.. betyder mere end min kærlighed til dig og Aya. Jeg har bare hørt på det så længe nu.. at jeg faktisk er begyndt at tro på at det virkelig er min skyld.. at det virkelig er mig der ødelægger hans liv. Jeg kan ikke længere bære at blive klandret for det og derfor driver det mig derud.. Jeg har aldrig villet ham eller nogen andre ondt.. aldrig.. så det såre mig dybt når han ikke vil indse at alt jeg gjorde, var at elske ham. Og det gør ondt, når mine følelser for dig ikke vil trænge ind. Min kærlighed til dig er hel og ubetinget. Det er det der holder mig i live, fordi jeg ved.. at selvom det kun er en omfavnelse, så er det stadig det der har mest værdi. Jeg har mange gange undret mig over hvad det er du ser i en kvinde som mig, men uden at bruge ord.. så giver du mig grund til at blindt stole på dine intentioner.." Fortsatte hun i den samme blide hvisken. Et enkelt snøft i ny og næ kunne hun ej gemme af vejen. hun var ked af det og bange, men nu hvor de allerede var derude, så var det nu eller aldrig. Hvis han virkelig kunne forstå hende, så ville han også være i stand til at se hvor meget hun bekymrede sig om langt flere ting, end bare det der lå i overfladen. Og at hun aldrig havde siddet med nogen intentioner om at forlade ham eller Aya.

[Nathaniel Diamaqima]

Begge havde de alt for mange ting og tanker, at skulle tage sig af. Ikke fordi at det ikke var noget som han kunne klare, men det var svært, når han ikke vidste hvad hun gjorde sig af tanker og det hele, og særligt nu hvor hun havde fået hele sin fortid serveret som på et sølvfad. Han havde jo længe stået fast på, at meget af den, var bedre foruden, men.. ja, den skade var jo ligesom sket. Nathaniel fulgte hende med blikket, som hun alligevel valgte at søge i retningen af ham. Ikke fordi at han havde noget imod det. For en gangs skyld, havde han faktisk brug for, at hun fortalte ham, hvad hun egentlig tænkte.. og hvad hun egentlig ønskede.
"Betvivler du virkelig, at jeg kan passe på dig, og vores datter, Yuuki? Den mand må lære at tage ansvar for egne valg og handlinger," sagde han blot. I hans øjne, var det ren og skær logik, at det forholdt sig sådan. Det var jo det, som selv han forsøgte at gøre med sine kære børn, uanset hvor hårdt det så end var, og særligt ikke efter at Liya var begyndt at vise sig for ham. Dog ikke noget, som han ville fortælle til Yuuki, da han virkelig ikke ønskede flere problemer, end dem, som de skulle slås med i forvejen. Det var en meget personlig ting for ham.. For det var en som virkelig gjorde ham sårbar. Han fulgte hende igen med blikket, da hun søgte hen imod ham og tog om hans hænder, mens hun faldt på knæ. Selv han havde brug for at høre det. Selvom han måske var fantastisk dygtig til at læse folk, havde han brug for bekræftelserne, og ikke bare hvad han kunne se og skulle tolke. Hendes ord lettede ham dog en del. Han trykkede denne gang omkring hendes hånd.
"Hvordan kan jeg vide mig sikker?" spurgte Nathaniel endeligt. Hendes kærlighed til ham, var større end den til Kimeya? Ja, til tider, måtte han jo erkende, at han alligevel måtte have sine tvivl, og det var derfor, at det kunne være svært for ham at skulle åbne op. "Du må forstå, at dem som jeg igennem mit liv, har lukket tæt, ikke er personer som er en del af mit liv længere.. Sågar mine børn, ønsker ikke længere at vide af mig, og jeg frygter for at fejle.. Dem som jeg i mit liv, har skænket de store ord har jeg mistet.. Jeg ved at Kimeya har en betydning for dig. Jeg frygter, at jeg lige så vil miste dig, som jeg har mistet alle andre." Ja, selv var der noget i livet, som Nathaniel Diamaqima var bange for, og gud hvor han dog hadede at skulle fremstå med det på denne her måde.