Lesson learned...

[Deleted]

Hun kunne ikke andet end at ryste modsigende på hovedet til hans spørgsmål. Selvfølgelig vidste hun at han var i stand til at gøre visse ting, såsom forhandlinger og diplomatisk udfoldelse, men i styrke var han intet match for Kimeya og der frygtede hun inderligt for konsekvenserne.
"Du vil være i stand til at tale dig ud af det.. om din modstander vil lytte, men Kimeya vil ikke kun af med mig. Han føler sig forrådt og ser dig derfor i samme lys som mig. Jeg vil ikke have at han skal jagte dig på grund af mig, så jeg har gjort hvad jeg kan for at tale ham til fornuft, men det gik galt sidste gang fordi jeg ikke opsøgte ham af egen vilje.. jeg blev grebet i et nostalgisk øjeblik og fik ondt af ham.." Efterhånden som hun fik gravet det frem, synes det blot at hendes følelser for Kimeya, ville ende ud i medfølelse og medlidenhed. Det var hende en gåde hver gang. Bare det at hun fik samlet modet til sig og valgte at åbne op, så var problemerne i bund og grund slet ikke så voldsomme, som da de startede. Det var grumt nok og ikke noget at spøge med, men selv hun var faldet mere til ro efterhånden som snakken tog ved.
Hun bed mærke i at han klemte gengældende om hendes hånd og det rettede hendes blik tilbage og op mod hans igen. Hvordan han kunne vide sig sikker?
"... Du er grunden til mit største ønske. Var det ikke for min kærlighed til dig, så havde jeg aldrig turde at tage kampen op med min fortid, men... fordi jeg ved at du er ved min side, så ønsker jeg inderligt at kunne starte mit liv på ny. Uden Kimeya, uden skyldfølelsen, uden at min fortid jager mig. Bare os, Aya og en lys fremtid." Det var om muligt det tætteste hun havde været på at direkte udtale sig om sit inderste ønske. Hun sænkede blikket ved hans udtale om sine børn. Hun stod på lige fod med ham, lige der. For selv ikke hun havde set sin datter siden den pige var spæd.
"Jeg vidste allerede at du havde grund for at holde mig på afstand... men jeg kan roligt og sikkert sige til dig at du ikke vil miste mig til Kimeya. Jeg har valgt dig og ikke ham. Derfor kæmper jeg for at blive fri af de lænker der binder mig til min fortid." Hun fandt ud af det lige så stille og kunne vel roligt konstatere at hun et sted havde manglet at blive tvunget til at tale. For hende var der ikke andre end Nathaniel. Hun ville hellere end gerne give slip på sin fortid, men hun havde brug for en afklaring, hvis ikke den skulle komme kravlende tilbage på et senere tidspunkt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kendte Kimeya, og vidste, at han nok heller ikke just selv måtte stå i den gode bog, men det ændrede jo heller ikke ligefrem på det faktum, at han ikke var meget for at lade hende kæmpe disse kampe på egen hånd, og særligt ikke nu hvor de rent faktisk var to om at skulle gøre det. Hun kunne ikke forstå hvorfor han reagerede som han gjorde? Han blev siddende og lyttede rent faktisk til hendes ord. Det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed, at det virkelig var noget som gjorde ondt, selv på ham, at skulle se hende på denne her måde.
"Kimeya lytter nok mere end hvad han giver udtryk for, Yuuki. Det er de tanker og følelser, som selv får ham til at reagere som han nu vælger at gøre det. Han har et mørkt hjerte, og ja.. du har gjort det besværligt for ham, at være til, men derfor er det ej en nødvendighed, at trække den så langt, at det næsten ender med at koste dig dit eget liv?" spurgte han nænsomt. Det var en tanke som faktisk gjorde ham bange.. Han havde mistet så frygtelig meget igennem sit liv, og indenfor de seneste hundrede år, var det virkelig bare eskaleret, og ja, deraf kom frygten for, at det var noget som rent faktisk skulle komme til at ske igen, for den tanke kunne han bestemt heller ikke ligefrem lide. Det lignede heller ikke ham, at have følelserne så langt ude på tøjet, men denne gang, kunne han virkelig ikke styre det længere, og det gjorde det kun yderligere problematisk.
"Hvis det er Aya og jeg, som holder og giver dit liv den mening, vil jeg sætte pris på, at du blev hvor jeg kunne passe på dig, og ikke legede med dit liv i Dvasias. Kimeya er i forvejen en yderst indebrændt mand, og kan han, ved vi begge, at han vil tage liv." Han besad måske ikke den fysiske styrke, som hun gjorde, i og med, at hun var vampyr, men for pokker, hvor var det svært. Han åbnede jo op nu. Eller han forsøgte da om ikke andet på at gøre det, selvom det bare ikke rigtigt ville gøre det, som han gerne ville have haft det. Han forsøgte da i det mindste, og det var vel også hvad der talte i praksis? Børnene havde han mistet, og nej.. han var ikke nogen god far, og det var hvad han havde fået konkluderet ud fra hvor godt han havde gjort det frem til nu.
"Selv jeg har mine dæmoner at slås med, men jeg ønsker nu alligevel, at hjælpe dig, med hvad der nu end plager dig.. Dine bekymringer, er og bliver også mine nu," forklarede han med en dæmpet stemme. Det var vel også noget som hun kunne forstå? Han ville jo gerne hjælpe hende, men for ham, var det virkelig svært, når hun faktisk havde følelser for en anden mand.

[Deleted]

Kunne hun andet end at tage hans ord til sig? nej og det fik hende kun til at ryste på hovedet for at give ham ret i sin udtalelse. Det havde i den grad været forkert af hende, at udsætte sig selv for den slags farlige situationer.
"Nej," Endte hun med et sænket blik. Det gjorde det ikke bedre for hendes skyldfølelse, men han havde jo ret og det kunne hun ikke se bort fra.
Igen havde han ret i sin udtale og hun havde intet at sige ham imod for. For en gangs skyld var de faktisk enige. Hun burde ikke fare omkring på egen hånd. Det var alt for farligt
"Uden tvivl.." Endte hun igen medgivende. De lyse lokker var gledet ned om hendes ansigt. Faldet i den længste fugtige spidser indrammede hendes ellers alt for fremhævede barm, sådan som hun sad. Selvom at kjolen var ukomfortabel, så var den tanke fløjet ud af vinduet. Hun var slet ikke bevidst om sin påklædning i nuet, alt der havde betydning, var at de brugte tid på at udrede nogle ting i fællesskab.
"Jeg vil holde mig fra at tage til Dvasias på egen hånd. Det er gået op for mig efterhånden.. at jeg stadig ikke er stærk nok til at håndtere det på egen hånd. Og jeg vil heller ikke lade dig gøre det alene. Hvis du ønsker at opsøge Kimeya selv, så tag mig med, lad mig i det mindste gøre hvad jeg kan for at holde dig sikker. Havde han ikke truet med at tage dit liv, ville jeg heller ikke frygte så stærkt for at miste dig... Vil du love mig det?" Spurgte hun denne gang direkte og forventede ikke noget bestemt svar fra ham, men gav han hende lov til at stå ved hans side, så ville hun ej heller trække den yderligere ved at opsøge ham alene. Om det blev aktuelt, så ville hun tage ham i hånden og klare den i fællesskab med ham.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ønskede blot at passe på Yuuki, og finde sig ordentlig til rette i det, som de var ved at finde ud af sammen. Det var svært nok for ham i forvejen, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt, men når hun nu tog de valg på egen hånd, uden at indvige ham, så gjorde det faktisk ikke tingene nemmere for ham, og det var svært nok for ham i forvejen, at åbne op for en anden kvinde end Liya. En kvinde, som han virkelig forsøgte og kæmpede for at komme over, og særligt nu.
"Jeg vil bare ikke have, at noget skal ske dig," sagde han endeligt. Det var vel også noget, som hun kunne forstå? Selvom hun nu sad der i en ekstremt udfordrende kjole, så var det faktisk ikke det, som han havde i blik eller i tankerne lige nu, men derimod at få gjort noget ved dette i et fællesskab, og samtidig understrege for hende, at de altså var stærkere sammen. Nu hvor han dog ikke havde nogen intentioner om at skulle opsøge Kimeya, for at gøre bod på noget, for han havde taget et valg, som han også tog konsekvenserne af. Han havde bestemt ikke tænkt sig at undskylde for, at finde sammen med en som Yuuki. Han havde også brug for nogen, og særligt nu også hvor Liya var død og borte. Det var vel en tankegang som selv Kimeya kunne forstå?
"Jeg har ikke tænkt mig at opsøge Kimeya i Dvasias. Faktisk har jeg slet ikke tænkt mig at søge til det land. Jeg vil være her, hvor jeg kan passe på dig, og vores datter. Jeg vil ikke gemme dig væk eller pakke dig ind i uld, for at passe på dig.. Du skal naturligvis have lov til at vandre mere frit, Jeg vil bare gerne have, at du også husker og mindes, at du har en familie her.." Denne gang forsøgte han sig med et forsigtigt og stille smil. Det var hårdt for ham i forvejen.. men han forsøgte virkelig. Han ønskede bestemt heller ikke at skulle ende med at miste hende.

[Deleted]

Umiddelbart efter sit sidste ord, valgte hun at rejse sig igen. Ikke for at vende ryggen til ham, eller bryde deres samtale op. Hun kastede et enkelt blik over mod Aya inden hun skænkede Nathaniel sin opmærksomhed igen. Hvis hun skulle være ærlig, så ville hun heller ikke have at der skulle ske nogen af dem noget, inklusiv hende selv. Det var bare ikke så nemt at undgå i disse tider. Dette var et problem de var nød til at få løst, hvis der skulle være plads til en fremtid for dem begge.
Et sted kunne de lige så godt indse det. Det var lige godt med hvor meget de helst ville undgå en konfrontation med Kimeya, så ville det bare ikke holde stik i længden. Og det var netop det faktum der gjorde at Yuuki ikke var i stand til at vende ryggen til problemet. For Nathaniel og Aya, ville hun gerne søge andre veje at tackle det på, såfremt at det ville lette hans sind, men at slippe det kunne hun ikke.
"Lige meget hvad, så vil jeg ikke bare rase af sted i en frontal konfrontation længere, med Kimeya. Jeg vil søge andre veje, så derfor... har jeg brug for at du stoler lidt mere på mig. Din tillid er min styrke, så for ikke at tage håbet fra mig.. så er du nød til åbenlyst at vise at du tror på, at jeg kan komme igennem det her." Hun hævede roligt sin hånd og strøg ham forsikrende over kinden. De dybblå øjne hvilede bedende ned på ham.
"Du er trods alt min fremtid.. min eneste fremtid," Tilføjede hun endeligt og følte sig en smule flov over at skulle statuere det på denne måde. End ikke Kimeya havde hun skænket den her slags tiltro. Hun havde været mere desperat efter at holde fast i ham. Aldrig skænket ham den tillid, som hun havde til Nathaniel. Det kom sig af at hun havde muligheden for at bevise sit værd overfor Nathaniel, før hun kunne gøre sig nogen forhåbninger om at høre de ord, som hun sådan længtes efter.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel fulgte Yuuki meget nøje med blikket. Han håbede virkelig bare, at de engang kunne komme til enighed, hvad angik det her, for det var virkelig vigtigt for ham, at vide og ikke mindst høre hende sige, at Kimeya ikke var det værd, og at det var ham, som hun gerne ville være sammen med. Efter hun havde fortalt at hun hellere ville dø, end at erkende sine følelser for en anden mand, var det.. svært for ham at dine ud af, hvad han egentlig skulle øre, og det var slet ikke en tanke som han brød sig om. Han brød sig slet ikke om, at føle sig så... magtesløs, og særligt fordi at det slet ikke lignede ham. Hendes hånd mod hans kind, var noget som satte en direkte sitren i hans krop og sind. Han havde virkelig brug for, at det var sådan at hun fremhævede det hele.
"Jeg vil bare ikke have, at du gør dig forhastede valg eller beslutninger, min kære.. Jeg frygter, at jeg i værste tilfælde, vil ende med at miste dig... og det ønsker jeg ikke. Jeg vil ikke opsøge Kimeya.. Jeg vil ikke have noget med den mand at gøre, hvis han ikke kan lade mig leve mit liv, og acceptere de valg som jeg gør for min del," sagde han med en ærlig stemme. For ham, var det vigtigt at understrege, at det var alvor, og at han havde taget et valg, som han ville elske og ønske, at han kunne stå ved, men det krævede også at hun imødekom nogle af de få krav, som han selv havde. Det var virkelig svært for ham i det hele taget at åbne op, og derfor havde han også tydelig brugt for at hun vidste ham hvad hun gerne ville have.
Denne gang sendte Nathaniel hende faktisk et stille smil. Han kunne heller ikke ligefrem lade være. Han ville jo gerne finde ud af det hele med hende, så det var vel også det som han ville gøre så tydeligt, som det nu var ham menneskelig muligt at gøre det? Denne gang gjorde han tegn til at hun skulle tage pladsen ved ham. Han havde jo bare brug for at hun kunne se på ham.. sende ham et smil og samtidig lade ham vide, at alt var okay, og var som det skulle være, for det var det som han virkelig havde bug for lige nu. For ham, var det bare trættende, at skulle tage den slags problematikker på denne måde.. og særligt her.. Hans opmærksomhed hvilede på Yuuki, end ikke Aya fik den lige nu. Han havde brug for kærestetid.. han havde brug for hende. Han smilede let for sig selv.
"Det er det, jeg har brug for, at du viser mig," sagde han med en langt mere tydelig ro i stemmen.

[Deleted]

Hendes hårde måde at stille det op på, var så sandelig ikke en løgn. Skulle hun vælge mellem Kimeya eller døden, så var der ingen tvivl. Dermed betød det at hun slet ikke ønskede at tage Kimeya i betragtning på den måde, før hun ville dø. Der var simpelthen ikke plads til det længere. Han var et kapitel i hendes liv, som blot behøvede at blive skrevet af og lagt på hylden. Hun spekulerede dog på hvordan hun skulle opnå det uden at sætte sit eget liv på spil.
"Det ved jeg.. og jeg beklager at det er sådan det har set ud, men jeg var mere bange for at fortælle dig om alt det her, end jeg var for at opsøge ham. Jeg vil ikke gøre det igen, alene. Det vil jeg love dig, men så har jeg også brug for din hjælp." Gentog hun med en ærlig og alvorlig mine. Pladsen ved hans side tog hun. Hun var stadig en anelse tilbageholden. Det var svært for hende at tilgive sig selv, så hun ville ikke klandre ham for det samme heller.
Hendes ord kom bag på hende ved hans svar. Han ønskede at hun viste ham det? At han var hendes eneste fremtid? Jo, men... hvordan? Hvordan kunne hun bedst vise ham det? Skulle hun skynde sig at få løst problemerne? eller var der en anden måde at gøre tingene på?
Pludselig føltes det, som om at vinden havde skubbet hendes tanker helt over i en anden boldgade. Nu hvor hun sad ved siden af ham, faldt hendes blik ned over hans overkrop. Hun undveg det hurtigt og så blufærdigt væk fra ham. Hun strøg sig ubevidst med en hånd over sit kraveben, som var det gået op for hende, hvor provokerende hendes egen påklædning var.
"B-Bare fortæl mig hvad det er du vil have. Der sv-svært for mig at vide hvad du tænker.." Påpegede hun og kunne end ikke lade hver med at stjæle et glimt eller flere af ham ud af øjenkrogen. Hun var alt for åbenlys på det punkt

[Nathaniel Diamaqima]

Kimeya ville nok for altid vise sig, at være en plageånd for dem. Det ville det nok for altid være, så længe at Yuuki var til, men det var noget som selv Nathaniel kunne leve med, bare hun ikke opsøgte de farer, som var omkring dem. Han ville jo ikke miste hende, så var det overhovedet underligt, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde? Det ville han i hvert fald ikke mene. Hans blik hvilede på hendes skikkelse, også selvom han da tydeligt kunne se, at hun stadig ikke var meget for at kigge på ham. Det var svært.. virkelig svært lige nu, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Det var rent faktisk noget som gjorde ham ked af det.
"Jeg hjælper dig gerne igennem det, min kære, men det kræver at du snakker med mig, og fortæller mig hvad det er der plager dig, i stedet for at trække dig væk fra mig." Hans blik hvilede på hendes skikkelse, som hun endelig tog pladsen ved siden af ham. Det glædede ham selvfølgelig, for han ønskede virkelig, at de skulle finde ud af det hele. Aya havde brug for det.. og de havde begge to selv brug for det, så naturligvis ønskede han at det var sådan at det skulle være. Han blev siddende og med blikket mod hende. Han havde rent faktisk brug for, at hun viste ham, at det var her ved ham hun gerne ville være, frem for at tage benene på nakken og bare stikke af, fordi at det i mange tilfælde, rent faktisk var det nemmeste. Det gjorde ondt på ham. Det gjorde virkelig ondt på ham, at se hende gøre brug af de midler, bare for at kunne holde tilværelsen ud. Han tog varsomt omkring hendes hånd, som han trykkede i sin egen.
"Indvig mig i hvad du gør dig af tanker og følelser, i stedet for at handle på egen hånd, og lade mig sidde i uvished herhjemme. Jeg har brug for, at du viser mig hvilken betydning jeg har for dig.." Ved Liya havde han end ikke været i tvivl. Her var der så mange tanker og følelser, at selv han havde svært ved at finde ud af det hele, og det var.. smertefuldt et eller andet sted. Han havde virkelig svært ved det, selvom han virkelig, virkelig forsøgte.

[Deleted]

Nok var samtalen langt fra overstået, før at hendes tanker begyndte at søge andre veje. Kedsomhed? Bestemt ikke. Hun var bare faldet så meget til ro nu, at det var hende komfortabelt at løsne op. Måske var det bare Nathaniel som person, der var med til at udvikle hende på denne måde. Det kunne sagtens tænkes. Han havde jo fra start af kunne viske alle tanker bort fra hendes sind, ved simpel berøring. Et eller andet sted var de vel allerede begyndt på at arbejde med hendes fortid. Den bragte dem konflikter, som ingen af dem ville vige fra. Turde hun virkelig håbe på at de kunne opnå friheden ved at gå hånd i hånd om problemerne? For hende at se, så var det i bund og grund slet ikke noget der skulle diskuteres. Det var bare sådan det ville være fremover.
".. Så må du love mig, at du ikke bliver sur, eller dømmer situationen før jeg har sagt mit omkring det.." Bad hun og kunne mærke på sig selv at det var grænseoverskridende, men nødvendigt. Hun ønskede sig at opnå hans tillid, så længe at hun ikke kunne opnå hans kærlighed. Kald det en mindre udfordring og en milepæl for hende, men hun stræbte gerne efter den. Hun havde grundlaget for at gøre det og ville også få chancerne for at fuldføre det, så længe Kimeya blev holdt ude af billedet.
Et eller andet sted kunne hun ikke lade hver med at smile da han tog om hendes hånd og gav den et klem. Dog tvang det også hendes blik i samme retning og straks sank hun ned i sine skuldre før hun tog sig til kinden. Visse ting var bare ikke nemt for hende at håndtere. Ja, i en mere passende situation kunne deres påklædning nok være tilladt, men det var end ikke særligt ofte at hun havde haft muligheden for at se ham så let påklædt! Siddende der uden sin skjorte..
"Før jeg gør det.. er du så ikke sød at gøre mig en tjeneste? Find en skjorte og tag den på.." Endte hun en anelse lavmeldt. Hendes blik flakkede udelukkende på grund af at hun ikke kunne fokusere på det der var af mest betydning. Troede han virkelig at hun kunne tage sig sammen, når først det var gået op for hende!? Hun anså ham for at være en attraktiv mand og nu hvor presset var væk, sammen med alle de overilede følelser, fra hendes side af, så kunne hun altså ikke fokusere når hun blev mødt af sådant et provokerende syn! Hånden faldt til kravebenet igen hvor hun bevidst gjorde et forsøg på at se ham i øjnene, selvom hun blev for nemt distraheret. Ville han tro hun var bims, eller ikke tog situationens alvor seriøst? Det var hun fuldkommen ligeglad med lige nu. Hun kunne bare ikke fokusere. End of story!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel synes virkelig ikke at han var uretfærdig i denne stund. Hvis de skulle gøre sig nogen som helst forhåbninger om at få det hele til at fungere dem imellem, så var de nødt til at finde ud af det hele sammen, i stedet for hver for sig. Og det var der udfordringen for dem måtte ligge. Han forsøgte virkelig at vise hende den tillid, men nu hvor fortiden stod og bankede for hendes dør, så var det svært, særligt fordi at hun i forvejen var kendt for at være temmelig impulsiv, og det ikke just var noget som kom dem til gode som et par. Hans blik hvilede på hende, selvom hun ikke rigtigt gengældte hans blik. Men hun var rolig.. og det var virkelig det eneste som betød noget lige nu. Så gik han vel heller ikke helt galt i byen?
"Hvis du lover at fortælle mig det, når der er noget, der plager dig i denne forstand, min kære, så skal jeg nok gøre det," lovede han. Han ville i hvert fald gøre hvad han kunne for at holde igen med fordommene.. Hvilket han i forvejen jo var ret så god til, for ellers havde han ikke valgt at åbne sig for hende, hvis han ellers kunne blive fri for det i den anden ende.. Men igen.. hun var virkelig et hjertevarmt menneske, som kun ønskede det gode for dem omkring sig, og det var det som han godt kunne lide.. samt hun kunne give udtryk for, hvad hun egentlig ønskede og havde brug for. Han havde taget hendes hånd og med et smil.. dog selvom det falmede igen. Var det så slemt, at han sad der uden noget på overkroppen? Han rynkede let i panden. Det havde da aldrig vist sig, at være et problem tidligere, havde det? Han endte dog bare med at nikke.
"Meget vel.." sagde han, hvorefter han roligt gav slip på hendes hånd, kun for at rejse sig, og søgte til klædeskabet. Hvorfor han skulle finde en frem, for at tage den af igen om lidt, skulle han ikke kunne sige, men hvis det var det, som hun havde brug for, så var det vel også noget som han kunne efterkomme? Han fandt en af de mere løstsiddende, med store ærmer, som han tog på i en klar hvid farve, inden han søgte tilbage til hende igen, hvor han tog plads. Denne gang mere afslappende op af de mange puder, som de havde i sengen. Dertil gjorde han tegn til at hun denne gang skulle tage pladsen ved ham. Nu gjorde han så et nyt forsøg.

[Deleted]

Det brændet i hende, inderligt. Hun sad og brændte inde med lysten til at holde om ham og hviske ham de kærlige ord, men det hele havde hobet sig så meget op, at hun ikke vidste hvad ben hun skulle stå på længere. Det var en pine for at sige det mildt. Og ikke nok med det, så var det næsten lige før at den manglende nærkontakt, havde ladet hendes sult vokse. Det var umuligt for hende at blive enig med sig selv, om hun nu kunne, om det nu var okay. I enhver anden given situation havde hun nok kunne tage sig sammen, men deres samtale emne var et eller andet sted alt for betydningsfuldt til at hun bare kunne overse det. Hun nikkede ufortrødent til hans ord og godtog dem uden tøven.
Hun åndede dog lettet ud da han rejste sig for at hente en skjorte. Nej, hun havde aldrig reageret så voldsomt på hans manglende blufærdighed. Til tider gjorde hun ikke andet end at stirre på ham og beundre ham når han lå og sov. Det kom sig så af at hun end ikke var den af dem der nød den søde søvn i nattetimerne. Det var også noget helt andet end nu, for nu kunne han faktisk se at hun som kvinde reagerede på hans mandighed. Det var en af de få gange i lidt over et år nu, at hun havde været så genert og selvbevidst i hans nærhed.
Blikket faldt på ham igen og mærkede sig af den store forandring. At der ikke skulle mere til fik hende til at åbenlyst stråle af lettelse. Mimikken i hendes ansigt blev dog hurtigt nysgerrigt undrende da han satte sig tilbage opad hovedgæret. Hun var da nød til at rejse sig for at trække op i skørtet så hun kunne kravle ind og sætte sig ved siden af ham. Benene trak hun ind under sig og lænede sig tilbage.
"Tak.. og jeg beklager virkelig, men.. jeg kan virkelig ikke koncentrere mig, når du render rundt så let påklædt." Hun bed sig i læben og lod de blå øjne skæve mod ham først, for at vide sig sikker på hvordan han tog det. Hun sad nu tæt nok på ham til at han let ville kunne puffe hende med sin skulder.
"I en samtale som denne, ville jeg bare ikke miste mit fokus," Påpegede hun lidt efter.

[Nathaniel Diamaqima]

Yuuki havde en helt anden måde at reagere på, i forhold til hvad han var vant til. I forvejen, hvor han havde været vant til, at han nærmest skulle rive det frem i Liya, fik han det nu præsenteret i en overflod, som han slet ikke vidste hvordan han skulle kapere, uanset hvor meget han så end forsøgte på det. Han ville gerne finde løsninger på det her, så det ikke var en problematik, som ville dukke op igen. Han rejste sig op, for at finde sine klæder i stedet for. Hvis det virkelig var så svært for hende, at se ham sidde der uden dem på.. jamen.. så måtte han jo trods alt gøre det, om det var noget som han nu ville det eller ikke i den anden ende. Blufærdig havde han nu aldrig været.. Selvom han havde været meget påpasselig med hvem og hvad der så ham uden tøj på kroppen. Når man var af den gamle tid, så var det vel heller ikke så underligt igen, var det?
"Det skal du ikke tænke på. Det er bare mig, som ikke tænkte mig om," sagde han med en helt anden stemme, som stort set blot var præget af en følelse af.. lettelse? Han havde det langt bedre nu hvor de rent faktisk sad og snakket om problemerne i stedet for at flygte fra dem, for det var vel længst gået op for dem begge, at der ikke ville komme noget som helst ud af det i den anden ende?
Som hun rykkede tættere på, bød han hende alligevel til at tage den faste plads tæt i hans favn, for det var jo der, at han helst gerne ville have hende - hvor han kunne mærke hende, og hvor han alligevel kunne sidde igen med følelsen af, at der ikke ville være noget i vejen, og at de kunne finde ud af det hele - sammen. Han plantede et forsigtigt kys mod hendes kind. Et sted kun for at understrege, at han faktisk ønskede at finde ud af det hele med hende. Han var jo virkelig blevet glad for hende.. Han.. elskede hende vel et sted? Selvom han var bange for at sige det højt, i frygten for at miste hende?
Han grinede let. "Jeg er glad for, at du siger det.. Jeg tænker ærlig talt ikke over den slags," sagde han med en rolig stemme. Han var træt nu. Virkelig træt.. men han havde også gjort sig alt for mange forkerte tanker til aften.

[Deleted]

Overgav hun sig for let til sit manglende fokus på det der var relevant? Eller følte hun mere at hun havde brug for at overlade det lidt til nogle handlinger? Det ville jo som sådan ikke give nogen rigtig mening, så længe hun ikke kunne bakke det op. Hun respekterede hans væsen og jo, han var skam mere end velkommen til at gøre som han ville. Selv foran hende hvis det skulle være, men.. ikke lige i en situation, som denne her. Yuuki var ikke blind overfor sine egne behov og hun havde alle dage aldrig bare været typen, som kastede sig over hvem som helst. Til trods for at hendes fortid sagde noget helt andet, men herreste gud, der fandtes dem der havde næsten ny partner hver uge. Hun kunne vel godt undes det faktum at hun bare ønskede at leve i nuet og faktisk turde satste på, at det her var det rigtige.
"Jeg siger også sjældent noget til det." påpegede hun sigende. Og bemærkede sig af hvordan deres emne havde taget en drejning. Tungt havde det bestemt været at rive op i de gamle skeletter. Så hvad nu?
Som hun tog plads ved hans side og straks blev budt ind i hans favn, gik det op for hende. Det var ikke bare hans påklædning alene. Det var ham i sig selv. hun var faldet til ro ved at få smidt nogle af de tunge sten fra hjertet. Det gav hende plads til at bide mærke i den søde følelse, der førhen havde blomstret. Måske hun bare skulle give op for i aften? Eftersom freden havde lagt sig og hun alligevel ikke kunne samle sig om de mere alvorlige ting. Kysset. Hun lukkede øjnene, præget af et dybt behag. Det var virkelig småtingsafdelingen der her, men effekten af deres nærkontakt, virkede bare.. så meget større? Hun vendte hovedet forsigtigt for at tage ham helt i blik. Med en hånd sat af i madrassen lænede hun sig en smule mere ind mod ham. Hun tog blidt fat om hans skulder med den anden hånd og så ham nu fuldkommen ind i øjnene. Hvad hendes øjne ville afsløre, kunne hun ikke forestille sig. Alt der bare røg gennem hovedet på hende, var tanken om hvor vidt at smagen af hans læber ville være mindst lige så overvældende, som alt det andet. Det var i den grad berusende.. blot ved tanken.
"Heller ikke jeg. Ikke før det er for sent.." Tilstod hun i en blid hvisken og følte alligevel at det ikke var passende at lade sig give efter på denne måde, men hun ville det! Det her var netop en af de ting hun altid ville savne igennem en hel dag. Aldrig ville det få en ende for hende. Det ville være fuldkommen ligegyldigt hvor meget hendes fortid plagede hende. Af hjertet havde hun allerede lænket sig til Nathaniel og det stod hende klart i øjeblikke, som dette her.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde fået sagt, hvad han havde at sige, også selvom det virkelig havde været hårdt. Han kunne i hvert fald godt mærke det til aften, at det var noget, som rent faktisk havde haft brug for at lette fra brystet. Han havde brug for at hun snakket med ham, og at hun åbnede op for ham, når der var ting som rent faktisk måtte plage hende. Det var måske hårdt, og det vidste han udmærket godt, og det var også en effekt, som han kunne mærke sig af nu, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? De var to om tingene, og nu var de begge to her, hvor de var af den mere følsomme slags i forhold til det normale. Han skulle vænne sig til det.
Tøjet fik han på, hvorefter han tog pladsen i sengen og bød hende tæt ind mod sig i stedet for. Det var jo der, at han gerne ville have hende. Det var jo hende, som han gerne ville finde ud af det hele med, selvom det uden tvivl var forbandet svært.. og så mente han virkelig, at det var svært. Armene gled let og stille om hende, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han elskede hende, selvom han var bange for ordene. Dem som han havde skænket dem til igennem hans liv, havde han mistet.. alle var de døde, og det var noget som han slet ikke ønskede skulle ske igen. "Du skal bare sige til," sagde han med en dæmpet stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Han skænkede hende et kys.. Også for at understrege, at han altså ikke var sur eller noget lignende, men at han faktisk rigtig gerne ville have hende ved sin side, for det ville han. Han ville have hende her, også selvom det var gjort tydeligt for ham, at de havde deres problematikker, som de var nødt til at få på plads, så det netop ikke skulle ende med at gå helt galt.

Hvad der skete efterfølgende, var nu ikke noget som Nathaniel havde set komme. Han vendte blikket mod hende, som hun nærmest trak sig over ham. Hænderne placerede han automatisk mod hendes hofter, mens han kiggede hende i øjnene. Hun var noget af det kæreste, som han havde i sit liv, og det var det som han ønskede at værne om. Glimtet i hendes øje, sagde ham uden tvivl det hele, men lige nu, var det ikke noget som han gjorde noget ved.. han vidste ikke om det var en god idé. Han hævede hånden og strøg den roligt mod hendes kind. "Har du mere på hjerte?" spurgte han med en rolig stemme. Han ville jo meget gerne have at de kunne lægge låg på den nu.

[Deleted]

Det som altid ville blive ved med at overraske hende selv, var hvordan hun gentagende kunne blive ved med at falde så dybt for ham. Den blomstrende følelse af sød kærlighed. Hun havde faktisk været en anelse bange for, at den var forduftet i vinden. Kunne hun tro på at det var, fordi hun til at starte med allerede havde været så dybt forelsket i ham?
Sandt at sige, så var det hende ikke nemt, men følelsen hun sad med beroligede hende.. såvel som hans nærgående kærtegn. Hun var et sted tilbøjelig til at tro på at det var sådan det hang sammen. Og at hendes egen kærlighed til ham, fra før mindernes ankomst, i den grad var grunden til at hun kunne slippe sin skyld, bare for et øjeblik. Og for en gangs skyld nyde kemien imellem dem.
"Det skal jeg nok," Adlød hun med en kærlig røst. Hun mente dem skam også. Der var ikke det hun hellere ville end at åbne op for sine problemer. Men som mange andre nok også ville gøre.. så gjorde hun sit for at passe på ham. Mentalt, som fysisk.

Der var ikke ret meget hun kunne stille op i en situation, som denne her. At hvile over ham som hun gjorde, fristede hende kun yderligere. Støtten fra hans hænder fik hende igen til at bemærke hvor ukomfortabel kjolen i sig selv var. Selvom skørtet var bredt og bevægeligt, så var hun fra hoften og op, faktisk blottet. Det var en af de få kjoler som en af pigerne her i huset havde lavet specielt til hende. Og hun vidste hvad hensigten havde været, derfor havde hun svært ved at føle sig komfortabel i den. De hvide posende ærmer, var let gennemsigtige og dækkede ikke engang hendes skuldre. Hun var i sandhed bevidst om det, men sagde intet. For nu stod hun blot i et dilemma. Et dilemma hun dog alligevel ikke fik tænkt ret længe over før hans hånd trak i hendes opmærksomhed igen.
"Nej," Svarede hun ærligt og lod blikket falde til hans læber igen, som hun valgte at indramme dem så ømt, som det var hende muligt. Hånden om hans skulder gled op over hans hals for at hvile mod hans kæbe, med fingerspidserne. Øjnene gled i, som hun gav sig selv lov til at smage hans læber igen. Det var.. i sandhed.. en berusende følelse!