My mamma said...(Cathlin)

[Deleted]

S: Rimshia city, gaderne
T: Aften
V: koldt og mørkt

Der var sket meget på kort tid. Og alligevel virkede det som så få ting, på så lang tid, nok til at man i virkeligheden havde kedet sig. Det var forvirrende. Dog var der enkelte ting der optog ham mere end andre. Såsom at hans familie snart skulle dø, at han havde fået sig endnu en allieret i sit forsøg på at komme højere op i hierarkiet, og Sera. Af en eller anden grund hjemsøgte hun ofte hans tanker, hvilket for det meste var uhyre irriterende. Det tog hans koncentration fra andre ting. Latterlige tanker, som at han glædede sig til at møde hende igen, at snakke med hende, at nyde hende. Ikke fordi det nødvendigvis ville ske igen. Åh rygterne gik stærkt, en warlock pint til døde! Det havde været en fantastisk aften. Men som altid, kunne han ikke være det samme sted for længe, uden at føle sig rastløs og derfor skiftede han hele tiden by og land. Dog var han blevet i Dvasias for nu, gik igennem Rimshias gaderne. Håbede han at finde Dixie? Han var ikke sikker. Sådan set ikke...Og dog alligevel, kunne det være sjovt. Mon hun kunne lære ham mere?
Rimshias var som altid mørkt og trang. Der var ikke meget plads og langt fra den by, man skulle være i, hvis man led af klaustrofobi. Men Zean led nu ikke rigtig af noget, så for ham var det ligegyldigt. Han ramte ofte en skulder eller en hånd på folk, når man gik forbi hinanden, for selvfølgelig var der også mange folk. Mennesker og væsner i en stor redelighed.
Det var samtidig aften. Dem der arbejdede var taget hjem til deres familier, dem der var ligeglade eller som nød livet som single, eller generelt kunne lide nattens liv, var begyndt at komme frem. Snart begyndte det næste liv i byen. Zean delte dem altid op i to. Det om dagen, hvor folk var mere dovne og kedelige, forsigtige og hårdtarbejdende...Og det om natten, hvor folk var mere livlige, hvor de udførte mange ulovlige ting og hengav sig til alkohol, mad og sex i et stort kaos. Dette var dette tidspunkt han nød mest. Der skete mest, det var mest spændende!

Han var klædt i slidte lædersko, et par mørke bukser og en brun trøje. Det brune hår hang næsten fladt ned over hans ansigt, de grå øjne var hårde som stål, når de gled over omgivelserne.
I bæltet hang et utal af punge, men ingen havde mønter i sig. I den ene side var der en lille skede med en dolk, den anden en sammenrullet pisk. Hans taske havde han lagt et sikkert sted, hans vinger var skjult...For det var han blevet bedre til. At skjule sine vinger, trods han var mere stolt af dem, end noget andet i hans liv eller ved ham selv. Men selv om han glædeligt viste dem frem, holdte ham dem også skjult. Både for at øve sig i det, og fordi de gav for meget opmærksomhed. Og der ville næsten ikke være plads i de små gader af Rimshia, til også at have sine vinger fremme. Man kom nemmere frem uden. Nu opdagede folk først hvad han var, når de kom tæt nok på og mærkede hans fordærvede aura af mørke og ondskab. Hvad andre sikkert oplevet hele landet som. Ikke at det betød noget for ham.
Som mange andre, der var blevet lokket udenfor ved aftenens ankomst, ledte han efter noget at lave, noget at give sig til. Noget sjovt. Måske skulle han skaffe en at pine, at flå? Måske skulle han lede efter Dixie? Måske skulle han...Slås med nogen? Så få muligheder! Han gad ikke drikke, spise sig overmæt eller spille kedelige spil. Og det var desværre hvad de fleste gjorde. Der måtte da være noget mere interessant i denne store by!

[Deleted]

Nattelivet var aldrig stille i byen, en ting som både var god, men til tider også irreterende som bare pokker. Det kom an på så mange ting, typerne som fyldte gaderne, deres mål, deres gøren, de fleste så kedelige og alligevel så perfekte til lige at snuppe i et nyt sjovt spil af hendes egne. Nok var hun ikke spide, men hendes spind var stort og med garanti fangede hun et eller andet som sagde hende noget. Der var mange indtryk, lugte, larm, intet som sagde hende noget endnu. Dog i modgående retning af hende selv, mærkede hun noget som nærmest fik det til at hoppe og danse i hendes mave, noget mørkt og grumt var til stede, hun ville vide hvad! Derfor, valgte hun at skifte retning igen, ganske elegant og ubemærket af de fleste, da hun undervejs stoppede op for at se ind af et vindue på en af bygningerne gaden ejede. Spejlbilledet fik hende til at smile selvsikkert, hun kunne ikke lade være, lidt selvglad var man vel. Hun rettede på den fine hat i mørkeblå, der havde sort slør der dækkede hendes øjne og næse, men afslørede de knaldrøde læber. Matchende bar hun en lang kjole som ikke overlod hendes former til fantasien, men alligevel intet nedringet, blot en bar ryg og en lang slids i siden som gjorde man fik fint udsyn til hendes smukke ben når hun gik eller valgte at krydse dem i siddende stilling. De dybe blå øjne spejdede rundt som hun gik efter denne følelse igen, hun ville have mere af den mavefornemmelse, det var jo helt fantastisk! Der gled et smil hen over hendes læber igen, et koldt og uhyggeligt et, hendes gang blev mere fast, men stadig i de sensuelle skridt som fik hendes hofter til at danse og et par hoveder til at vende efter sig. Cathlina morede sig når hun var i byen og det var hun hver nat! Ikke en eneste dyrebar nat måtte overlades til sig selv, hun greb den og lavede det sjov hun nok kunne. Desuden, skulle hun jo også have noget mad, og selvom hendes forældre vel havde lært hende man ikke måtte lege med maden, yndede hun bestemt at gøre dette, fast, hver eneste gang. Hendes våben var gemt rundt omkring på hende, ganske skjulte. Dolk ved låret, pisken på ryggen gemt af hendes sorte letbølgede lokker, knive ved læderstøvlerne. Ork, der var nok at tage af, men det var jo også vigtigt med muligheder.

[Deleted]

en vanskabning. En djævel, dødens sendebud, selve døden, det onde, det rædselsfulde, forbandet fjerkræ, ondskabens repræsentant, frygtet skabning...Mange ting. Han kunne se det i folks øjne. Selv i Dvasias var dødsengle ikke ligefrem elsket...Sikkert fordi, uanset hvilken race man kom fordi, yndede alle at leve så smertefrit som muligt, så længe som muligt. En ting dødsengle umuliggjorde, næsten blot ved deres nærvær. Omend...Zean var nået det punkt hvor han elskede ordene. Ja, han var rædselsfuld, hadet, frygtet! Og det var ganske rart, sådan en fantastisk følelse! Han slog ihjel. Han torturerede. Han brugte folk til eksperimenter på nye urter og svampe. Og han nød det, mere end noget andet! Han følte sig magtfuld, når han gjorde det. Og når folk krøb væk ved hans nærvær, følte han sig blot endnu bedre tilpas! Allerbedst var det...Hvis man fandt en legekammerat. En at lege med, som ville samme leg. Åh, kun fantasien satte grænser! En smule ondskab kommer langt...Meget ondskab kommer rigtig langt! Lad folk blot kalde ham ond. Det var det eneste han skulle leve op til og han mente selv det gik fint. Og hvem bekymrede sig alligevel om det? INGEN!
Hans egen herre, hans egen mand. Han var fri som fuglen og nød det.
Hans blik gled over husene, over folk der gik rundt om, da han søgte ind til siden. Hans blik gled over de nærmeste butikker. En med tøj, en med bøger...Åh, så kedeligt!
Hans blik gled frem efter...Da han fik øje på denne kvinde i en fin kjole, lidt mere moderne end dem han normalt så. Med fine former og en hat, hvis slør gjorde kvindens yderst mystisk...Og tiltrækkende. Det var altid sjovest med en, man ikke kunne gennemskue med det samme. Hun ville være en udfordring...uanset hvad han fik lyst til. Omend...Sex kun tilfaldt dem han virkelig kunne lide. Resten måtte nøjes med rendyrket smerte og sjov! Hvad de dog sjældent fandt særlig morsomt...Men pyt med det! Når bare han gjorde.
Et svagt smil gled over ham, da han opdagede at kvinden nærmeste spejdede efter noget...En mystisk mand, en mystisk ung dreng...Eller måske var hun ligefrem til det kvindelige køn? Måske ventede hun på nogen?
Hans blik gled over hende, drillende, udfordrende...Før han gik lige forbi hende i roligt tempo, helt tæt på hende...Blot for at drille. For at se om hun ville reagerer. For at se om hun var med på lidt sjov eller om hun ville blive hans offer senere...

[Deleted]

Det var kvinden der vidste hvad hun ville have og tog det når chancen bød sig, hendes sanser var i højt beredskab, men af den grund alene et væsen havde bragt en følelse i hende hun ikke lige kunne lade ligge igen. Og selvom hun ikke var sikker i sin sag, var hun ret sikker på hun havde fundet dette væsen, og det blev bekræftet da han gik forbi hende, hvilket han da bestemt også kun fik lov til lige at nå inden hun valgte at gribe ud efter ham og snog sig rundt for at stå lige foran ham med et smil som gemte på mange hemmeligheder og som var det eneste han fik lov af se lige nu, da hendes øjne og resten af ansigtet var godt skjult.
"Vidunderlig aura kære...." Lød det roligt fra hende, stemmen var sensuel og kælen, det var bestemt et kompliment og hun mente det uden tvivl. Natten gemte på mange spændende ting og igennem de mange år, var hun aldrig støt på en som vækkede hendes interesse på den måde som han havde vækket dem. Normalt var der aldrig nogen hun ville lære at kende, men den aura gav hende lyst til at suge mere end blod ud af ham, men information, viden, hun var åh så nysgerrig. Hendes røde læber formede et velsiddende smil, der indholdte så meget, og kunne være svært at læse, men det gav de fleste kuldegysninger. Roligt løftede hun hånden foran ham, som tegn på han måtte tage den og kysse dens håndryg, Cathlin var virkelig en sær snegl hvad angik sådanne ting, men hun havde sin egen lille status i hendes egen lille verden og hun var en meget fin dame, med udsædvanlige hobbyer.

[Deleted]

Hun var interesseret, ligesom han var. Hun greb ud efter ham, ikke hårdt, men en blød bevægelse, der gjorde at han stoppede op og vendte sig om mod hende. Dette smil, denne...fornemmelse. Og hendes kælne stemme. Det var interessant...Og mere tillokkende end en kedelig, sensuel dæmon. Ikke Dixie...Men han havde mødt andre dæmoner, der lokkede mænd i fordærv, som...Kunne defineres som kedelige. Denne...Kvinde var interessant. Så rig og adelig ud, var tillokkende på sin egen, magtfulde måde. Selvfølgelig blev han lidt længere. ikke interesseret i hende, som person, men i hvad hun havde at byde på.
Hans smil voksede en anelse, da han trådte helt tæt på hende, så der næsten ikke var afstand imellem dem. Folk kunne normalt ikke lide hans aura, trak sig tilbage når de mærkede den. Hvis hun kunne lide den, skulle hun da opleve den helt tæt på. Der var trods alt få dødsengle og det var lidt en krig at finde en. Det havde han i hvert erfaret. Men så ikke mange af dem. Hvilket sikkert også var grunden til at folk var lidt interesserede i ham, trods alt.
"Vidunderligt udseende...Kære..." svarede han tilbage. Hans stemme var lav, drillende, udfordrende, det hele på en gang. Men han tvivlede ikke på at hun kunne høre ham, trods den larm der altid ville være i en storby. Han var ikke klædt som nogen fin mand. Snart, når han havde slået det meste af sin familie ihjel og overtaget deres rigdom og titler, ville han. Men det var ikke endnu. Han vidste det ikke var hans tøj der havde fanget kvindens interesse, men hans race. Og det havde han det fint med. Han kunne dufte kvinden herfra. Se hendes blege hud. Hun var ikke noget almindeligt menneske...Hvilket blot passede ham endnu bedre. Han ville gerne lege med hende, men mennesker var kedelige at lege med. De kunne ikke holde til noget som helst!
"Hvad laver en enlig kvinde som Dem i byen, helt alene...Der kunne jo komme farlige mænd og gøre fortræd.." det var tydeligt han drillede hende. Lod som om han var en ih og åh så farlig en mand og hun blot en uskyldig, svag kvinde...Men han tvivlede ikke på at hun langt fra var det. Og det kunne han lide. Selve hendes udseende og opførsel fik ham til at kalde hende en 'Dem', hvad han kun gik ud fra hun ville kunne lide. Folk gik forbi dem og han lagde ikke mærke til dem. De var ikke interessante lige nu.

[Deleted]

Dette så ud til at blive en fremragende nat, hun studerede sit mulige selvskab for natten, han var en køn mand, men auraen gjorde alt det vidunderlige for ham, hun fik næsten kuldegysninger af den og det var bestemt på en god måde, ganske tiltrækkende faktisk. Hendes blik var skjult for ham, men hun så ham tydeligt og måtte have alle detaljer med, Svaret fik hende til at le, han var allerede i kridthuset hos hende, han var da en herlig en. Det fik hende til at neje fint, stadig let leende og da hun rettede sig op igen, lod hun hænderne folde foran sig og stod bare pænt for at nyde hans nærhed. Et sted var det sådan en hun aldrig ville gå glip af igen, hun ville have ham tæt på, måske ville hun gå hen og blive helt afhængig af denne følelse. Tænk, så mange år i mørket og så havde hun aldrig mødt en bare i nærheden af ham. Spørgsmålet gjorde hun måtte le endnu engang, hun løftede hånden og satte en pegefinger på læben og duppede lidt på den mens hun lavede en tænkende lyd.
"Hvad får Dem til at tro jeg er enlig?" Spurgte hun roligt og lod hånden falde igen, hun smilede stort i sit mystiske smil og lagde armene over kors, hendes blik var hele tiden rettet på ham og selvom han ikke ville kunne se det, ville han bestemt kunne mærke det. Cathlin var godt tilfreds med hans tiltale, den var forventet og indtil videre klarede han sig godt med at holde hendes interesse. Mon en af hendes kære ville blande sig hvis hun lavede ballade? Gemt rundt omkring havde hun altid folk med sig, nogen af dem havde en sjov ide om at hun tilhørte dem, men deres respekt for hende gjorde at de sjældent blandede sig. Åh hun nød hendes små stalkere, de var altid i nærheden når man fik brug for dem og blev alting for kedeligt, var der altid en at pine. Nogen så det som en gave og andre bønfaldte hende om at slå dem ihjel hurtigt, dog var det nu sjovest hvis folk gik med tanken om de kunne møde hende igen, frygten var så skøn og at hjemsøge gamle ofre var så sjovt!
"Natten er min ro, i hendes skød vugger jeg ej, nej jeg nyder af væsnerne heraf, da jeg selv er barn af natten. " Svarede hun så endeligt på hans spørgsmål, hun lod en finger glide hen af hans skulder, hun ville elske at smage på ham, men hver ting til sin tid. Cathlin bed sig kort i læben og lagde så hovedet på skrå, hun stilte sig på tær og lænede sig ind mod ham, bare for at opfange lidt mere af hans skønne aura, men også for at få sit ansigt tæt mod hans så han kunne høre hendes sukkesøde onde stemme glide lige ind i hans øregang.
"Hvad med farlige kvinder kære?"

[Deleted]

Det pirrede ham. Han var helt igennem et mørkets væsen, han tvivlede på de kom i meget mørkere tilstand end ham. Han havde haft den perfekte barndom og mulighed, til at udvikle sin mørke side. At han var født med et mindre følelsesregistre end normale folk, gjorde det blot nemmere. Der var intet bedre end at pine folk...Han foretrak altid at pine folk. At få dem til at skrige, trods han havde revet deres tunge ud. At få dem til at vride og vende sig, at få dem til at tigge og bede om nåde, om døden, om frihed. Først da følte han sig godt tilpas, først da følte han sig magtfuld, fuld af liv, af energi, af styrke. Han følte sig tiltrukket af væsner, der var som ham. Af mørkets væsner, af folk der nød disse grusomme ting, mindst lige så meget som ham...Selv om han aldrig havde mødt nogen der kunne nyde det præcis lige så meget. Men det var også svært. For der var virkelig intet bedre.
Et svagt smil gled over ham. Hans kolde, stålgrå øjne hvilede på hende. Hans hoved gled svagt på skrå, som undrede han sig over noget, før det gled tilbage på plads.
"Hvis ikke alene...så uden nogen, der har gjort sig fortjent til at følges med Dem" kommenterede han, stadig med en lav stemme og et drillede udtryk.
Han lod hende komme helt tæt på, følte sig tiltrukket af det mørke der lå om hende, om hendes væsen og den mystisk om hvem hun mon var. Hendes små bevægelser, hendes små berøringer. Hun var forførende, flirtende.
En svag latter undslap ham.
"Hvem skulle være mere skræmmende, end Dem?" kommenterede han roligt.
"Hvem skulle kunne måle sig med Deres skønhed og mystisk, som syntes at drage uvidende mænd i fordærv?" Sandt nok...Trods han følte en forbindelse med Seraphiel, var dette dog fuldstændig anderledes. Han ønskede at være hos hende. Hun var spændende, hun var anderledes. Hun var ond og mørk. Hun var alle de ting, der fascinerede ham aller mest.

[Deleted]

Natten var hendes dag, og ingen tvivl om at dette væsen sikkert også fortrak mørket frem for lyset, hun kunne ikke lade være med at smile ekstra stort af hans ord, mon han mente han selv var hende værdig? Med et lille skridt bagud, valgte hun at gøre mellemrummet mellem dem større, hun bemærkede en af hendes små følgere var kommet rimelig tæt på dem. Roligt lod hun en pegefinger lokke ham hen til sig, hun smilte kælent og lod en finger glide under hans hage.
"Har du ikke hørt om privatliv?" Spurgte hun så sukkesødt, sendte ham et smil som gjorde ham helt blød og valgte så at stikke sin spidse negl hårdt og dybt op lige under hans hage. Manden blev overrasket og gjorde virkelig sit for ikke at sige en lyd, man så ærefrygten i hans øjne og hun nød egentlig den magt hun havde over hendes små tilhængere.
"Sig venligst til de andre jeg forventer privatliv for resten af natten, jeg har fundet min underholdning og vil nyde den i fred!" Beordede hun, trak fingeren til sig og suttede langsomt på den, blod...... Fantastisk! Der var ingen tvivl om hun nød det lidt for meget, hun fik suttet fingeren godt ren og gik pænt udenom manden, for igen at ende foran Zean. Det havde været hans ret at hun havde gjort dette tæt på ham, for han skulle da have lov til at se hun gerne ville have ham for sig selv. Elegant lod hun sin arm glide ind under hans, hun smilede drillende til ham.
"Mon De er mig værdig? Lad os se tiden an. Vis mig lidt af den smukke aura i brug kære, jeg længes, ikke en eneste celle i mig står stille." Hviskede hun blidt, hun var hans, for natten i det mindste, hun ville give ham en chance for at vise hvad der var specielt ved ham, andet end hans aura, en ting var at eje den en anden ting var at leve med den og hun havde på fornemmelse hun ville blive positivt overrasket. Cathlin ventede blot og nød at mærke hvordan de tilhængere der havde fulgt hende denne nat, havde trukket sig og at hun stadig kunne høre manden pive.

[Deleted]

Han havde fornemmet at denne mand var gået langsommere, end dem omkring dem, og forsigtig kom tættere og tættere på. Det irriterede ham, kunne manden ikke se at hun var optaget? For det faldt ham logisk at manden måtte være tiltrukket af kvinden. Medmindre han var forfærdelig...Ja, set fra Zean side, ganske ulækker. En ting var sikkert...skulle manden endelig være interesseret i mænd, ville synet af Zean blive det sidste han ville nyde. Men gudskelov var alt som det plejede, manden kom tættere på og kvinden foran ham lagde også mærke til ham...Omend, Zean ikke helt havde ventet det der nu skete. Forstået på den måde...At han faktisk havde forventet mere. Han mærkede et prik af dril, af udfordring, af fryd, da neglen gik igennem huden og gav manden selv den svageste antydning af smerte. Hvordan manden klynkede, som en lille dreng, der valgte at gøre som mor havde sagt. Smut hjem i seng med dig, bledreng! De voksne legede. Find nogen på din egen alder!
Og så var det slut. Manden gik igen. Zean var slet ikke tilfreds. Var det alt? Han havde forventet, som det mindste, at se en død mand. Og hvad så hvis folk så det? De ville gå videre, ingen nåede at hente vagten. Vagter, der bevægede sig langsomt, når der var så mange folk på gaderne. Hvis de overhoved gad at beskæftige sig med det...Der måtte vel ske mange dødsfald i en by som denne.
Men enhver kvinde havde vel brug for sine tilbedere for at føle sig fuldendt. Lidt legetøj, når der blev kedeligt. Hvilket vel på sin vis var klogt nok...
Han lod hendes arm glide ind bag hans, da han på rigtig gentleman-maner bøjede armen, så hun kunne holde i den uden at blive for træt i armen selv. Så hendes hånd holdte ved albuen og hvilede på underarmen. Det var kun naturligt.
For fremmede ville de ligne noget absurd. En fornem kvinde, arm i arm med en mand fra den lave klasse, klædt i noget nær pjalter. Men de vidste ikke...At når det var overnaturligt, en fælles tiltrækning og forelskelse i det mørke og smertefulde, gled sådanne banaliteter mere eller mindre i baggrunden. Eller, det gjorde de for Zean. Hvis kvinden fandt det skidt, lod det ikke til at hun viste det.

Han smilte til hende og tog imod udfordringen. Det ville blive spændende at se hvad hun ville sige, eller gøre...Om det var noget hun kunne lide, eller om det var for meget for selv hende! Åh...Han glædede sig. Hans krop sitrede næsten. Først guidede ham den mod de mindre gader, som var mindre befærdet, men uden at være direkte ulækre eller fulde af fattige tiggere. Til sidst nåede de en fin,mindre gade. undervejs havde de skam ikke haft problemer med at komme til. Folk, der opdagede dem, trådte automatisk fordi dem, uanset om de selv ændrede kurs eller ej. Hvad Zean ikke rigtig gjorde. Han gik med rank ryg og et dødbringende, koldt blik. Sammen, var de et fantastisk smukt og skræmmende syn. Det var han ikke i tvivl om. Og de der ikke opdagede dem...Fornemmede Zeans mørke aura, kiggede forskrækket op og dansede næsten til side, lidt som hvis Zean i virkeligheden havde skubbet personen. De kom frem.
Og nu stod de her...En enkel eller to gik igennem fra tid til anden, men det var tydeligt vejen var mindre befærdet og brugt end dem, der var større. Zean lod sin arm glide ned langs siden, da han med et svagt smil frigjorde sig fra hendes arm. Nu begyndte det sjove. Ville hun være med på legen eller blot tilskuer? Man vidste aldrig med folk.

Denne gang var det en ung kvinde. Et menneske. Man kunne se det på den måde hun gik, den måde hun ikke opdagede Zean, før det var for sent, for han havde gemt sig i skyggerne, et rovdyr på lur. På hendes manglende styrke, da hans muskuløse arme gled om livet på hende, mens en hånd gled over hendes mund. De var alene, for nu, og det passede Zean fint. Han dræbte hende ikke...Mere blokerede han hendes vejrtrækning længe nok til hun gled over i en form for bevidstløshed. Han slap hende og sænkede hende forsigtig ned på den kolde jord. Trin et, det han altid gjorde først, var at forhindre personen i at skrige på hjælp...Ja, forhindre dem i at sige noget generelt. Han løsnede sin dolk og tog den frem. Hans grå øjne, der virkede helt sorte i mørket, skinnede. Erfarent tvang han kvindens mund åben, satte sig over skævs på hendes brystkasse, mens han holdte hendes arme nede med knæene. Så tog han godt fat i tungen og skar den af, så langt inde han kunne.
Som forventede vågnede hun straks til live. På samme tid blev hun både overrasket, chokeret, skræmt, bange og oplevede ufattelige smerter. Hun prøvede at sige noget, at trække tungen til sig, at skrige. Hun prøvede at ramme ham med benene, med de låste arme. Men det hele uden virkning. Kniven gled gennem tungen, som var den en ny form for smør. Han så kort på tungen og smed den væk, før han lynhurtigt flyttede sig fra kvinden og vendte hende om på siden. Dette var vigtigt, for ellers blev de kvalt i blodet. Det var også vigtigt at lade dem komme sig over de første bølger af smerte...For ellers kunne de ikke nyde resten af forestillingen. Mens han lod hende klynke, græde og bløde færdig, tørrede han hurtigt dolken af i hende. Til sidst, da blodet blev mindre, rejste han sig op.

Smerten var fantastisk! Han kunne mærke den, i hele sin krop, i hvert en nerve og celle! Han trak vejret dybt, indåndede den..Og følte sig som en hel ny person! Han kunne mærke hvordan han følte sig mere frisk, mere livlig, mere stærk og selvsikker. Langsomt løsnede han pisken fra sit bælte, efter at have sat dolken på plads. Ikke uventet prøvede kvinden, kejtet, at komme på benene og flygte, mens hun mumlede noget uforståeligt og hendes skrig druknede i blod og manglende tunge til at dirigerer lyden. Han så på sit følge, kvinden, for at se om hun fulgte med eller om hun blot spillede så stærk og mørk. Så svang han pisken. Lyden var fantastisk! Denne knaldende lyd, da pisken rammede kvinden og snoede sig om hendes ene ben, væltede hende, samtidig som den sendte nye smertens bølger gennem hendes krop. Sådan en fryd! Hvordan kunne han andet end smile stort? Han var skabt til det her! uanset om hans kvindelige følge så brød sig om det eller ej. Pisken var som en del af hans arm, han kunne ramme næsten hvad som helst med den. Altid fik han den til at gøre som han ville. Åh, kvinden kunne tage det helt roligt...Han havde ikke engang slået særlig hårdt endnu.

[Deleted]

Der var ingen tvivl hun nød hans aura, og hendes fascination kunne sagtens forveksles med en forelskelse i denne mørkets mand hvis arm hun så smukt hvilede sin ved. Hendes smil var ikke til at stjæle fra hende, men mørket der lå i det, uhyggen, fik folk både til at se beundrende på hende, men også skræmt. En opmærksomhed hun i den grad nød, men nu var hun også lidt opmærksomhedskrævende, meget faktisk og fik hun ikke den opmærksomhed hun krævede, gik det ud over den person hun ønskede opmærksomheden fra. Cathlin kiggede rundt i gaderne de gik i, ganske roligt, blot for at søge overblik og finde ud af hvem der egentlig var her, om nogen af betydning for hende var der. Hendes overblik i omgivelserne var vigtige, det åbnede som regel muligheder, men lige nu var der dødt for personer af betydning, ud over Zean selvfølgelig, hun valgte at skænke ham et kort blik, han så stolt ud som han gik der. At hun havde skuffet ham vidste hun ikke, det havde da ikke været hendes mening, men hun handlede jo også på sin situation, ikke hans. Desuden havde hun brug for de fjolser, de var jo nyttige til tider, selvom det ikke var helt vildt nødvendigt at have dem, da hun jo gerne slog en eller to ihjel når hun kedet sig. Man kunne altid finde den slags håbløse tosser som savlede efter en, hvor imod Zean faktisk opførte sig som en mand hun kunne se muligheder i, han var i den grad næsten uimodståelig for hende med den aura og det kildede helt i hendes mave for at se den i aktion.

Det havde i den grad været morsomt at se folk gå til siden for dem, hun følte magten i frygten fra folk og nød den til fulde, det gav faktisk et kort tilfreds suk fra hende, hun bed sig i læben og måtte igen se på Zean for at se hans ansigtsudtryk som gik lige i kroppen på hende. Åh gud, hvor havde den mand været hele hendes liv?! Det her ville blive så fantastisk, hendes forventninger kunne jo ikke andet end at stige og det ville sige han havde lidt at bevise for hende. Men mon ikke det nok skulle lykkes? Han havde alle de smukke træk til en god psykopatisk mand, hvilket i den grad tiltrak hende. At han frigjorde sig betød de var fremme, her var utroligt tomt, men hun kunne høre enkelte hjertebanken her og der, ind i mørket stilte hun sig, op af en mur og så helt og adeles lokkende ud. Spændingen i hendes mave brød i den grad ud, det var deres stop, og han så i den grad ud til at ville lave ballade.

Kvinden som kom gående var faktisk ganske nydelig, et menneske af duft, Cathlin tog sig i at slikke sig om munden, hun var virkelig ved at være i et stadie hvor hun nødig ville kunne kontrollere sig selv, hun var sulten! Overraskelse i han greb hende lyste ud af hendes skræmte øjne, hun var som et dådyr og det fik hende til at bide sig i læben for ikke at grine, det var næsten smukt! At hun gled ind i bevidstløshed fik Cathlin til at løfte et øjenbryn, det var da kedeligt, men hun blev positivt overrasket da hun fandt ud af hvorfor. Det var klart han havde brug for hun lå stille hvis han skulle skære tungen af hende, hvilket Cathlin blev overrasket over, hun havde aldrig set nogen gøre det, end ikke hende selv, men det var fordi hun nød skrigene, lydende, bønnerne om at det måtte høre op. Hun snakkede gerne med sine ofre, kørte på deres psyke, men det var der heldigvis andre måder at gøre på. Igen var overraskelsen står, men mere fyldt med frygt denne gange, og smerte, den søde smerte. Tårene ophobede sig hurtigt i kvindens øjne, hun var ung og langt fra parat til at dø, hendes øjne viste dødsfrygten, men ork, hun ville snart lære at døden var alt hun ville ønske sig. Dette gik lige i hendes underliv og hun måtte krydse sine ben og afsløre sit fyldige og muskuløse lår, samt i det hele tiden smukke ben. Duften af blodet drev hende til vanvid, at se ham gøre sådanne ting gik lige i underlivet på hende og et eller andet måtte hun have! Blod..... Det var der det meste af hendes tilfredsstillelse lå i, hun lukkede øjnene og nød duften. Han var vant til det der, det kunne ligne hans varemærke, så let og elegant han var i sine handlinger.

Hendes ynkelige forsøg på at flygte fik Cathlin til at grine, nu kunne hun ikke holde den længere, det var jo nytteløst og alligevel troede stort set alle ofre de havde en chance. Det var grinagtigt, man måtte le, åndssvage pigebarn. Cathlin var gået tæt på, hun ville se det, dufte det, mærke det og indtage det, hun smilte tilfreds og blev igen så positivt overrasket, han brugte pisk! Lyden gik igennem hendes krop og hun måtte lukke øjnene igen, hun kunne mærke kvindens ulykke, smerte, sorg og frygt, det var helt igennem vidunderligt det her og hendes kropssprog fortalte hun nød det, som var det forspil til sex. I følge hende, var dette bare så meget bedre.

Med sin vampyriske hastighed, var hun dog hurtigt henne ved hans offer, hun var ligeglad med om han brød sig om hun blandede sig, men det blod og chancen for at fucke pigebarnet psyke helt op var fuldstændig uimodståelig, lige som han selv var. Hun greb blidt fat om pigen og hjalp hende op på benet, lod en finger føre en tot af hendes hår op bag øret. Hendes greb var dog fast, hun tog så fat i sin hat og smed den på jorden, så kvinden kunne se hendes kolde blå øjne der stirrede ind i hendes. Det fik pigen til at prøve at trække sig, specielt på grund af smilet der lå på de knaldrøde læber. Blodet mistede hun stadig, sådan et snit stoppede ikke bare og at se blodet ned af hendes hage på den måde fik det til at sitre helt i hende. Igen, både med fart og styrke, tvang hun kvinden op af muren, hun holdte hende fast med sin krop og nød bestemt at mærke hendes former mod sine egne, men mest af alt den tunge duft af blod. Langsomt lod hun sin tunge glide op af hagen på hende, noget som bestemt fik hende til at live op efter det halvhårde slag mod muren, hun kæmpede bragt for at komme fri, men hun stod jo ved en vampyr, det var en tabt kamp på forhånd. Øjnene viste fint hvordan det her gjorde hun blev fuldstændig ude af den, specielt da Cathlin lod sin tunge tvinge mellem hendes læber og få fat i blodet derinde der var vidunderligt frisk. Der var næsten opgivenhed i øjnene og lige der, der så hun morskab til at bringe lidt mere smerte ind i pigens verden og bed sig fast i hendes læbe. Igen sparkende med ben og prøvende med arme, ville hun bare væk, væk fra et mareridt som på ingen måde kunne være sandt, men som desværre for hende var det og for Zean og Cathlin var det den dejligste drøm i verden. Da hun trak tænderne til sig, lod hun sine negle vandre ved kvindens hals, frygten stank langt væk, hun var så bange for hendes næste træk, men det næste træk, det måtte være herrens. Roligt satte hun kvinden fri, fangeleg var jo også ganske morsomt, langsomt gik hun hen mod Zean, han havde nu æren af at se hele hendes ansigt der strålede af lyst og begær til smerten og frygten og i den grad da også til ham. Blod havde hun ved munden, hagen, brystet, hun nød det og havde ikke tænkt sig at fjerne det endnu. Uden ord, lod hun sin arm glide ud, som et værsgod, din tur, gestus. Dette var i den grad sjovt og han var virkelig vidunderlig at se på, bruge sin aura, sit onde sind og hans lyster som lå i de samme som hendes, ud over hun nok var ene om at være så besat af blod, men det gjorde hende nu intet.

[Deleted]

Pisken hvislede igennem luften og forhindrede kvinden i at flygte. Det var næste skridt, få dem til at indse det var ligegyldigt at flygte, trods han næsten altid gav dem muligheden. Med hans pisk, nåede de faktisk aldrig væk...Medmindre det var et overnaturligt væsen. Så lod han dem aldrig få muligheden, velvidende det hurtigere kunne gå galt. Han gav dem først lov til at flygte, når han havde skåret senerne i deres ben over eller flået vingerne af dem. Alt efter hvilket væsen det var. Men lige nu var det et menneske, de nemmeste at få fat i og gøre ting ved. Ingen styrke eller hurtighed.
Han truttede mund i et øjeblik, da han sank armen, så pisken lå nede på jorden, som en sort slange. Hans bekendtskab blandede sig! Men han var nu ikke sur over det. Seraphiel, den forfærdelige fantastiske dødsengel, havde ladet ham om at torterer den warlock de havde fundet...Så han var ikke uvant ved at dele. I stedet var han dog nysgerrig. Han havde lagt mærke til kvindens bevægelser, den måde hun havde krydset sine ben og det havde blot fået ham til at smile indvendigt. Hun kunne lide det? Godt! Alt andet ville være for kedeligt. Han så afventende på hende.

Lidt efter var kvinden op mod muren og kvinden bed i hendes læbe. Alt op til dette øjeblik...Tja, han kunne vel bedst beskrive det som begivenhedsløst? Hun havde blot set hende i øjnene, suget lidt af hendes blod. Men Zean var alt for høj på kvindens smerter, til at han lod sig gå på af det. Zean var ligeglad med folks psykologiske velbefindende. Som regel blev folk ødelagt af at blive torteret en hel nat, ja, de fleste begyndte at fortælle ham alle mulige fortællinger eller hemmeligheder, i håb om han var interesseret! Som regel var det ligegyldigt. Og svært at forstå, når folk manglede tungen. De døde alligevel til sidst. Og når de alligevel skulle dø, og han kun var interesseret i smerte, hvad betød det så for ham om de led psykisk som fysisk? Absolut intet. Men hver sine lyster, vel.
Kvinden blev færdig. Hun kom over mod ham, smilte. Hendes ansigt tog hans opmærksomhed i et øjeblik...De blå øjne, hele hendes ansigt. Så et offer skulle til, før mysteriet blev løst? Simpelt. Han tog en finger op under hendes hage, tog en bloddråbe fra hendes hage og suttede den af sin finger. Han kunne ikke være mere ligeglad med om hun brød sig om det eller ej. Med et svagt smil satte han sig i bevægelse og gik over mod kvinden. Blodet bredte sig i hans mund, før det forsvandt med hans spyt og efterlod en let, metallisk og sød smag.

Hvad Cathlin end havde gjort mod kvinden, virkede hun mere opgiven og havde mindre lyst til at prøve at flygte. I stedet gled hun helt op mod muren, med ryggen, og tog armene op foran ansigt, som for at redde sig selv.
"åde!" Det lød forfærdeligt og hun havde tydeligvis svært ved at sige ordet ordentligt. Zean smilte svagt til hende.
"Jeg kan ikke høre dig?" kommenterede han, dejligt djævelsk. Der havde ikke været nogen tvivl om hvad hun prøvede at sige. Men Zean var skide ligeglad. Pisken fløj igen. Denne gang gled bloddråber igennem luften, fulgte pisken, da den forlod kvinden igen. Kvinden der græd og prøvede at skrige. Pisken havde ramt hende tværs over armene og endda i ansigt, tværs over panden og den ene kind. Sikke noget gris!
Pisken fløj igen og igen. Hvert slag blev værre end det sidste. Han blev ved til kvinden lå på jorden og ikke længere prøvede at beskytte sig. Han mærkede den fantastiske, lidt trættende fornemmelse i hans arm. Men den var svag, for smerten styrkede ham. Han nød det! Han tog sig selv i at grine midt i det hele. Kuldegys gled igennem hans krop af ren nydelse. Velnære. Så fantastisk! Bedre end sex, bedre end mad, bedre end noget som helst!
Han rullede pisken sammen og satte den tilbage i bæltet og gav kvinden et øjeblik til at komme sig. Når folk lå sådan, vidste han at han ikke kunne komme længere med pisken. Så var det tid til dolken.

Hvert slag med pisken havde været ubeskrivelig. Der var ingen tvivl, han nød det og nød det meget. Han glemte næsten sine omgivelser, glemte næsten alt, undtagen sit offer og det at nyde smerten. Det...Og så hans kvindelige bekendtskab til aften. Han trak dolken og trak i kvindens ene arm, for at få hende til at lægge på ryggen på jorden. Han sendte hende et lille smil. om det var hendes tur? Åh, han stoppede ikke bare lige. Hvis hun ønskede noget, måtte hun selv deltage og kræve opmærksomhed, selv komme og gøre noget.
Kvindens sår sved, når det blev blandet med skidt fra jorden og hendes koldsved. Han kunne mærke det, hvordan hele hendes krop sved og gjorde ondt. Det var dejligt.
Han vendte sig om mod Cathlin med en tænksom mine.
"Hvad skal vi gøre først, min kære?" åh, måske hun havde nogle ideer? Han kunne næsten ikke vælge! Som altid ville han det hele på en gang. Hvad havde kvinden ikke brug for? Sine bryster. Sine fingre og tæer. Sine øre og næse. Så mange muligheder! eller måske sine tænder? Folk blev så hysteriske når man begyndte at fjerne deres tænder og ramte deres nerver!

[Deleted]

At hans finger måtte glide ved hendes hage og fange en dråbe blod, for at sutte den ren, fik hende til at smile lystent, en mand, ikke vampyr, som nød smagen af blod? Det var dog uhyggeligt dejligt, hun kunne ikke tage blikket fra ham, han var da fuld af dejlige overraskelser. Mon der gemte sig flere af disse? Cathlin var på sin vis solgt, end ikke navne havde de delt, kun interessen for smerten som blev tildelt denne kvinde. Han var så, aggressiv, hurtig, ivrig? Det var svært for hende at sætte ord på, men han gik til den og det var næsten en skam, men Cathlin var også kendt af sine ofre for sin tålmodighed, pinen i at trække det ud, små psykologiske torturere blandet med det hårde. Ja faktisk, havde hun al tiden i verden til at lege. Nogen gange lod hun folk forelske sig i hende, tro det bedste om hende, for kun at bringe sorg og smerte i deres liv. Desuden skulle mange af dem helst overleve, for så kunne hun altid opsøge dem igen og se frygten i deres øjne. Når de kedet hende til sidst, eller var blevet sindssyge nok, slog hun dem ihjel til bedre formål. Så som et dejligt blodbad. Det krævede jo en del ofre, der de 5 liter i en person ikke ligefrem var nok.

Det morede hende at kvinden prøvede at tigge om nåde, og hvordan Zean rent faktisk hånede hende, gud hvor det kildede alle tænkelige steder på hende lige nu. Dette var en forstilling hun nød, selvom det kunne virke til at blive kort, mennesker holdte desværre ikke til særlig meget. Den søde musik af en pisk der blev svunget, man kunne fristes til at lukke øjnene bare for at nyde lyden, men dette syn skulle man ikke gå glip af, blodet, hendes udtryk i ansigtet, hendes lyde som var svækket, men stadig tydelige i smerte. Dette var uden tvivl det værste der nogensinde kunne ske for hende, fantastisk for dem. Da hun endelig gav efter i kroppen, var Cathlin faktisk imponeret over kvindens kampgejst, mange havde allerede nu bare tigget om at dø. Det fandt hun da beundringsværdigt et sted, og så meget mere sjovt! Med krydsede arme stod hun blot og så til, kvinden ville ikke være til meget sjov hvis han blev ved så voldsomt, mennesker holdte som sagt ikke til meget.

At der rent faktisk blev spurgt ind til hvad der skulle gøres først, fik Cathlin til at smile lusket, hun gik hen mod dem og lod foden tvinge kvindens ansigt til at se i hendes retning, før hun satte sig på hug og så på hende med et grinende hånende ansigt.
"Åh jeg ved nu ikke, så mange spændende valgmuligheder. Men dolken kære, nu er den vel ikke for skarp?" Kom det så spørgende fra hende, hun så mod den og lod fingeren glide ned af bladet til den brød hendes hud og hun blot suttede sensuelt på sin finger.
"Skarpe redskaber er for kedelige til tider, praktiske, men kedelige. Smerten er større hvis man skal bruge kræfter oveni. Hvad siger du snuske? Skarp eller sløv genstand?" Hun henvendte sig til kvinden, hvis ansigt egentlig ikke var så kønt mere, men dejligt mærkeret af deres leg. Blikket gled fra kvinden og til Zean, hun rejste sig roligt og pillede lidt med sine fingernegle, tænkende og vuggende i kroppen som en lille pige, før grinte lidt.
"Kærtegn hende som ville du give hende nydelse, men i stedet for dine fingre, brug dolken." Forslog hun koldt, og virkede en smule ligeglad, dog med et udfordrende smil. En test måske? Hvem vidste hvad hun egentlig havde i tankerne? Cathlin var en den grad ikke en person som var speciel let at læse, nej, hun passede kun ind i sin egen lille verden og hun kun forstod sig på sig selv.

[Deleted]

Havde Zean kendt til hendes tanker, ville han blot have grint. Grint og trukket på skuldrene, bedøvende ligeglad med om hun havde lyst til at bedømme hans indsats eller ej. Han gjorde som han ville og det havde han altid gjort. Om en kvinde ønskede noget af ham? De fik det kun, hvis han følte sig i humør til det, havde lyst til det og de forstod at komme på bølgelængde med ham. Men nu var det forskelligt hvad folk ville have og denne kvinde virkede mest som en, der bare gerne ville have noget underholdning og havde ment kunne give hende det. Det var også fint nok, han havde selv ledt efter underholdning. Så derfor kunne de jo lige så godt gøre det sammen, lade hinandens ideer og onde tanker støtte hinanden og få en til at føle sig endnu stærkere og ondere end før. Zean nød det.
Det var meget forskelligt hvordan Zean gjorde tingene. Den ene aften ville han måske binde personen op til loftet og torterer personen hele natten. Andre gange var det hele overstået på en time. Men altid fik han havde han ønskede. Smerte. For ham var smerte målet og så længe offeret følte store smerter, var han ligeglad med resten. Han vidste at nogle folk mere nød selve det at gøre det, end når folk vred sig i smerte. Han havde vel heller intet problem med at lave de ting, han gjorde. Men de var nu ikke så vigtige, de var blot midlet til målet. Og målet betød alt.

Hendes flabede bedømmelse af hans dolk fik alligevel en modsat effekt på ham. Han svarede hende ikke. Selvfølgelig vidste hun det ikke. Selvfølgelig tænkte hun ikke over det. Zean brugte dolken til mange ting. Skære grenene af en busk, til at plukke urter, til at flå den fasan han netop havde dræbt. Til at pine folk. Alt i alt, med alle de ting han brugte den til, holdte han den altid skarp. Stakkels kvinde. Men han gav hende ret, hvem vidste ikke at en sløv kniv gav længerevarende skader og smerter? Jo mere sløv og rusten - Men ikke direkte smuldrende - jo bedre. Så længe den kunne skære lidt, kunne den bruges til et eller andet. Som at pine folk. men hvem gik rundt med sløve knive? Så godt som ingen. For ham var det en ligegyldig konstatering. Han kunne ikke bruge den til noget. Han gik ud fra den var rettet til kvinden, der lå under ham og trak vejret i stød, mens hun fik nogenlunde styr på sin krop igen. Cathlin, hvis navn han selvfølgelig ikke kendte, virkede alt for fokuseret på kun at sige ting. Det var kedeligt! Og ubrugeligt. Kvindens var skræmt for vid og sans alligevel.
Det endte med at han rejste sig. Han havde lyst til at svare...Men hvilket svar ville være passende? Det flabede og sure svar, der fik folk til at tro han var en utilfreds dreng? At hvis hun brokkede sig, kunne hun bare gøre det hele selv? Nej, det var der ikke brug for nu. Hendes svar var også kedeligt. Alt for tvetydigt, fuld af hentydninger. Han forstod ikke folks hentydninger. Folk troede ofte han var dum, hvad han langt fra var, men han forstod bare ikke folks hentydninger. Hvorfor kunne folk ikke bare sige tingene direkte?
Han så på kvinden og løftede det ene øjenbryn. For kedeligt! Han skulle ikke spørge hende. Han besluttede sig for at være fuldstændig ligeglad med hvad Cathlin mon ønskede sig og ville have. Hvad angik deres fælles ønske for smerte og de onde ting, var de enige. Men i hvordan det skulle ske og gøres, var de uenige og derfor ikke helt på bølgelængde. Men det betød intet, for inden det blev lyst, ville de garanteret skilles og sikkert aldrig se hinanden igen.
Nå. Hvad fanden. Betød det noget? Niks. Havde aldrig gjort det.

Han gjorde som han selv ville. At skære kvindens underliv op, ville blot resulterer i at hun døde for hurtigt. I stedet satte han sig igen over skævs på kvinden. Hun blødte allerede fra tungen, ikke så kraftigt, men stadig lidt. Hun klynkede og ville på ingen måde åbne munden, da han tvang den op. Mere smerte...Han ville have mere smerte...Og han vidste hvor han ville få den! Dolkens spids, der gudskelov var skarp og prikkende, skar igennem kvindens tandkød. Det blødte...Han lirkede let og kom endelig under en af kvindens tænder. Han var ikke i tvivl da han endelig ramte en nerve. Kvinden skreg, så godt hun kunne. Tåre flød lystigt, hun prøvede forgæves at slå på Zean. Men hun kunne lige så godt have slået på en mur, for Zean lignede ikke en der registrerede det. I stedet nød han hendes smerte, indåndede den, levede for den! Han smilte, hans øjne skinnede, da han tvang hele tanden ud af hende. Det blødte, men ikke nær nok til at slå hende ihjel. Til dette var det godt med en skarp dolk. Til dette, holdte smerten længere, ligesom offeret gjorde. Omend...Det lignede kvinden snart ville besvime. Det gjorde de ofte, når Zean gik i gang. Besvimede af alle de smerter. Men Zean var ligeglad, for før eller senere vågnede de igen og så kunne han lege videre i endnu lidt tid. Og så var det så heldigt at hvis de ikke gjorde...Var der jo nok at tage af. Han kunne bare tage en mere.
Ah, men han måtte vel nok hellere efterkomme sin bekendtes ønske en smule. Ellers ville hun bare kede sig. Han fjernede sig fra kvindens overkrop, skar hendes tøj af - Hvad en skarp dolk også var god til - og tog fat i en af kvindens små bryster. Han tog fat i brystvorter og skar den af. Med et frisk glimt i øjnene kastede han vorten over til Cathlin. Værsgo! Som du ville have...At han skar kvinden der, hvor han normalt ville bide dem og rive i dem, når han var liderlig. Ikke kærtegne. Kærtegn var fine nok, rare til tider, men ikke det han gik efter. Der var lidt for meget hundehvalp over det.

[Deleted]

Kvinden her var kold og kynisk, men havde også sine egne tanker og ideer, hun var ikke til at finde hoved eller hale i, men andres meninger, ork de kedet hende blot. Selvglad? Også i den grad, hun havde ikke brug for nogens bekræftelse eller at folk skulle kunne lide hende, nærmere det modsatte. De der klyngende typer var forfærdelige, hun havde det fint alene, men ønskede stadig opmærksomhed trods alt. Mest fordi hun elskede at folk tilbad hende, hvilket hun elskede. Det gav muligheder for mange ting! Dette her var skam ganske underholdende, men Zeans handlinger, og kropssprog begyndte at kede hende lidt. Det mindede mest af alt om en fornærmet teenage tøs der ikke fik sin vilje, blev skuffet og bare ville passe sig selv. Både en sjov tanke, men også lidt skuffende, men igen, han var jo en mand. Hun havde på ingen måde ville bedømme, blot dele sin viden og mening, hvilket han lod til at ville have og så når han endelig fik den, så brød han sig ikke om udfaldet. Cathlin himlede med sine øjne, spild af tid.

Det var da rart at se han hyggede sig med sit offer, men hun havde fundet ham uværdig til hendes selskab, hvilket nok ikke ville passe herren, dog var det hende ligegyldigt. Selvom det var fristende at gå nu, blev hun hængende og så til han legede i kvindens mund med dolken, jo da, ganske fint, et ømt sted som drev de fleste til vanvid at få pillet bare lidt ved, at få løsnede tænder med en dolk måtte være grusomt. Det fik hende til at smile svagt, hun var skam underholdt af hans handlinger i nogle tilfælde, men tja, igen virkede han som en fornærmet teenager og spillede endda op ved at ændre sin leg. Cathlin så koldt til, vidste han ikke hvor meget han afslørede sig selv før, der skulle ikke meget til at hun ændrede mening om en person og forsøge at redde den ind nu, det var en tabt kamp med mindre han virkelig gjorde noget stort. Men.... Hvorfor skulle denne person være bedre end så mange andre, han havde en smuk aura, sandt, men hun brød sig ikke om hans måde at tackle tingene på. Brystvorten som blev kastet over mod hende, som var hun en hund, fik hende til at hæve øjenbrynet, det var dråben, hun var færdig her. I sin sensuelle rolige gang gik hun over mod sin hat, bøjede sig ned efter den og tog hun på, fandt et lommetørklæde og vaskede sit ansigt, da hun jo helst skulle gå uden at blive overbegloet af netop den grund. Hendes ansigt blev rent, hun lod lommetørklædet glide ned i sin barm og begyndte så at gå ud af denne lille tomme gade i mørket. Der måtte være bedre måder at tilbringe natten på, dette var blot, mærkværdigt og bestemt ikke lige hende, han var...... for let påvirkelig af hendes ord. Jo hun var da beæret, men bare ikke af ham, hun havde forventet noget mere samarbejde, mindre.... muggen teenagepige. Roligt lod hun en hånd glide op i luften med et kort vink, uden så meget som at se på ham og gik roligt sin vej.

[Deleted]

Åh, så uvidende, åh så sur! Hun lignede en citron. En af de gamle damer, fra hans landsby, der altid var sure og rynkede og som samtidig stank af gammel ost. Det morede ham! Åh, hun vidste intet. Intet! Ingen vidste noget! Han nød det. Det kunne ikke blive bedre! Hans ellers så uovervindelige selskab var blevet overvundet på en bane, hun ikke genkendte eller som ikke ville være med til. Det var sjovt. Alle havde deres grænser, de punkter hvor de ikke gad mere og han havde fundet ud af hvordan han slap af med citron-kvinder. Godt. Han elskede når han vidste hvordan han slap for opmærksomhed. Og hendes type havde været ny for ham.
Uden videre borede han dolken igennem kvindens hals. Den rallende lyd strøg igennem luften, hendes smerter var forfærdelige korte og kedelige. Hun rystede lidt, da blodet forlod hende og skabte hendes død i form af et hjerteanfald. Så var han færdig. Han tilføjede et par tegn på kvindens kinder og tørrede dolken af. Så rejste han sig roligt og tørrede dolken af, hans blik gled efter kvinden, men til forskel for hendes sure mine, var hans tilfreds.
Han satte dolken på plads og fulgte efter hende. Han var ikke bekymret for at hun stak af, forsvandt fra ham, blev væk. Hvem der var hinandens legetøj? Det var ikke til at vide. Hun så ham som et legetøj. Det vidste han, han kunne hele tiden mærke hvordan hun blot så ned på ham og se ham som et laverestående væsen. Hun undervurderede ham. Men det kunne han ikke fortænke hende i. Han undervurderede også altid folk...Men i dette tilfælde, havde han overvurderet. Utroligt som minespil påvirkede folk.
Han kunne se hende. Denne ligegyldige hat, der skulle indgyde mystisk hos folk. Åh...Det havde været sjovt. ingen tvivl om det. Sammen havde de været et frygtindgydende par. Og kunne stadig være det. Omend, hun nu var en citron. Citroner var ikke sjove. Sunde, men ikke sjove. Denne flotte kjole, der skulle lokke uvidende mænd til. Gennemskueligt.
Det var altid de folk, der var mest spændende, der skuffede en mest.

Han slikkede blodet af fingrene, mens han langsomt hælede ind på hende. Til sidst var han igen tæt på hende. Så sur! Han fandt det så morsomt. Skulle han være ked af det? Tigge om hendes opmærksomhed? Få hende til at tro hun stadig var den eneste med intelligens og vilje? Hun ville have sin vilje. Ingen tvivl om det. Og for at få det, skulle hun nok spille citron. Men hvor var det egentlig gået galt? Han var faktisk i tvivl om det punkt. Hun brød sig sikkert ikke om den måde han gjorde det. Når alt kom til alt, gjorde de tingene forskelligt. Og hun havde været SÅ kedelig!
Han havde ingen grund til at pine kvinden psykisk. Han var kun interesseret i den smerte hun virkelig kunne mærke. For det var den han levede af.
"Er vi sure nu?" hans stemme var ligeglad. Kold og ligeglad. Hvis hun overhoved vendte sig, for at se på hende, ville hun blot se hans unge, kolde ansigt, der havde travlt med at slikke blodet af hans fingre. Intet surhed, ingen irritation, ingenting der kunne fortælle hende om hans indstilling til det hele.
"Du ligner en rynket dame. Du burde nok smile lidt mere" Flabet. Åh ja. Give hende lidt modspil. Det skulle nok blive sjovt! Når alt kom til alt...Var de blot hinandens legetøj. Han havde leget lidt med hende, ville se hvor spændende hun var og hvad hun gik op i. Desværre de modsatte ting af ham...Men hun var stadig spændende og køn. Han elskede det. Elskede at spille en ting, se folks reaktion, og så spille noget nyt. Hvordan skulle han ellers se hvordan folk reagerede på tingene? Og trods alt...Var han nu ret så ligeglad med folks tanker, følelser og meninger om det. Lad hende være sur, hvis hun fandt det sjovt. Men i så fald, ville han stadig bare drille hende lidt.
"Sur sur sur, lille bi omkring. Når hun ikke får sin vilje, ligner hun...Ja, hvad ligner hun? En farlig vampyr? Et såret menneske? En sur, gammel ost?" Åh ja, han drillede hende, udfordrede hende. Hun havde en forkert indstilling. Hun mente hun var den eneste der kunne noget. Men her var han og udfordrede hendes billede af tingene. Prøvede at bløde hende op...Eller gøre hende rasende. Alt efter hvad hun nu fandt sjovt. Når alt kom til alt, var det jo hvad alle gjorde. Foregav, for at opnå noget. Vrede, kærlighed, ting. Det samme hele dagen lang.
Åh, men de kunne jo også bare vende tilbage til at lege et uovervindeligt par, hvis hun havde lyst. Men han tvivlede nu på det. Han havde også allerede sin dronning.